Train is comming, watch out. - Cory

Et hævet bryn kom frem på hans pande, imens han kiggede på hende, han vidste ikke helt om han skulle tro på det hun sagde, med at hun skulle ånde ham på sårerne, han vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig ad med den viden at hun skulle så tæt på ham, han bed sig lidt i læben da hun gik ud af døren igen, men vidste ikke hvad han skulle sige, og trak derfor sine bukser af, med nogle smertene led og nerver i sin krop, derefter gik turen til karbadet, han tog ingen sæbe i vandet, da hans sår ikke var urene, han skulle bare have blodet væk. Han gled langsomt ned i vandet og der gik ikke længe før det blev rødt af alt det blod han havde i sig, han stønnede lidt af smerte, inden han begyndte at skrubbe de mange klumper af blod væk selv det smertede overalt på hans krop. Han prøvede at ignorrer det, prøvede at lade som ingenting, men det var som om de mange sår og ar bare sagde alt det han havde været igennem, havde fået alt den vrede som han havde brug for at få ud. Der gik en time eller en halv måske? Han vidste det ikke, men han rejste sig endelig fra karbadet, nogenlunde ren, og trak vandet ud og fik tørret sig godt som det nu var muligt, han tog håndklædet og rundt om sit liv, og trak atter forbindningen på imens han sørgede for at hvert et sår kom uden for synsvidien på ham, langsomt gik han ud, det havde faktisk hjulpet at få dem skyllet, som om følelsen af smerte var drevet væk, eller noget af dem da, selvom han vidste at i morgen ville det ikke se bedre ud, med den smule erfaring han havde efter sine meget få skift, på et tidspunkt… skulle han lærer at heale sig selv, hvis det var muligt, selvom han regnede med at det nok ikke ville kunne lade sig gøre lige fra start af, hvor han lige ville have været kommet til sig selv igen efter al energi som er undslippet på at få de ekstra flager og knogler til at komme ud, selvom han ikke ønskede det, men de kom ud, også selvom han ind i mellem prøvede at holde det tilbage kunne han ikke, det var som om at han ikke selv var en dæmon men at der var en der havde overtaget hans krop, at det ikke var genetisk, at han bare var blevet overtaget af en ond eller bare… et eller ANDET?! Et suk gled ud af hans læber da han gik mod sit soveværelse og åbnede døren til det, han gik videre hen til skabet og åbnede det fandt nogle joggin bukser som var løse og ikke ville side tæt indtil hans bukser og genere ham også ville man heller ikke kunne lægge mærke til de mange huller han havde rundt omkring på sine ben, derefter fandt han en hættetrøje som dækkede hans arme og hals, han lod sine hænder være frie da han ikke ville have de blev tilsmudset af de mange støvparktikler og andre forskellige ting som kunne skabe betændelse.

Hun lagde hoved imod døren, og lukkede øjnene, mens følelsen af dumhed, overfaldt hende. Og var som en kvælende fornemmelse. Langsomt gik hun ind i stuen og kiggede ned på blodet der lå på gulvet. Ingen ting følte hun, hun havde overskredet nogen grænser i dag, nogen grænser som hun måtte tage i sig igen, og aldrig nogen sinde tillade sig at føle sådan. Aldrig, mere igen. Hun skulle bare, holde sig væk fra det hjørne af at komme tæt på folk, alt andet. Ville bare såre hende igen, det var hun ret så sikke på. Hun sad i noget tid bare og stirrede ud i luften, uden rigtig at vide hvad det var hun foretog sig. Bare, stilheden omkring hende, mens de kølige øjne, bare stirrede ud i tomrummet. At se, uden at se noget. Noget hun var blevet rigtig god til , efter at hun havde været blind i en toårig lang periode. Havde man fået den eneskab til ikke at se, når man ikke ville det. Tankerne flød rundt i hendes hoved, og det var ikke rigtig til at sige hvad der var op og hvad der var ned. Men de var der, og de fyldte selve hoved til briste punktet, og var lige ved at få hende til at skrige. Dog, at hendes ansigtet viste ingen ting. Bare en følelseskold maske, der ikke ville røbe om man havde det godt eller om man bare. Ville væk fra denne verden. Og selvom hun for ikke så mange timer siden havde fundet sig selv i, at være ved at løbe ud foran toget, ved at springe fra sit liv, ind til sin visse død. Ville hun ikke længere gå så vidt, hun ville live. Bare, ikke længere på den måde, som hun havde levet hid til. Hun måtte gemme sit indre jeg, endnu mere væk. Måtte begrave sig selv i vat, så godt hun kunne. Og på den måde, ville hun måske forhindre sig selv i, nogen sinde at blive såret i kærlighed. Eller nogen sinde komme så langt ud, Et dybt suk gled igennem Neons læber. Inden hun sank sammen på sofaen og hendes øjne, lige så stille begyndte at glide i. Selvom hun desperat prøvede på, at holde dem åbne. Hun ville ikke sove nu, men trætheden, og selve tilstanden af at være så udmattet, at man bare ikke kunne mere. Gled hele vejen igennem hendes krop, og overmandede den til sidst. Hun var nød til at lytte efter til, hvad hendes krop havde brug for. Og måtte se i øjnene, at det nok ikke var sidste gang, at kroppen ville tvinge hende til at gøre noget som hun ikke havde lyst til. Øjnene blev lukket mere og mere i lidt efter lidt. Og lod hende glide ind, i drømmeriget. Hvor hun ingen drømme havde mere, bare stilhed og tomhed. Mens resten af verden gik på hæl, og ind i en ny dag.
Hun havde ikke opdaget af Cory var kommet ud af badet, og sov egentlig bare fra det. Mens hendes brystkasse lige så stille bevægede sig frem og tilbage. Som var der næsten ingen puls, eller vejrtrækning. Men man måtte ikke lade sig narre, hun trak vejret. Dog bare lige så stille, lige så meget luft som hun egentlig havde brug for. Da hun var død, og egentlig ikke havde den helt så store brug for luft, end så mange andre. Eller død og død, hun var vel en levende organisme, på et eller andet punkt. Hun slikkede sig stille om munden, mens hun mumlede noget og vente sig om på den anden side, mens hun igen faldt til ro, og så ellers så fredfyldt ud. Alle de mange smerter, alle de mange bekymringer og had. Som var malet i hendes ansigt, når hun var vågen. Var glattet ud, og efterlod et utrolig fredfyldt ansigts udtryk til sidt.