A silent evening. //Michael//

Dato: 5/8 (lørdag)
Sted: Sombre - Parken
Tid: 21.12
Omgivelser: Alodia og nogle få mennesker.
Vejr: Overskyet, ingen vind og en smule køligt.

Alodia gik langs en stierne og betragtede naturen og menneskerne, som var på vej hjem efter en tur i parken. Hun havde valgt at gå her, fordi hun trængte til at slappe af, men hun skulle også vænne sig til at gå ude blandt andre. Hun var ikke van til kontakt med andre menneske, fordi hun havde holdt sig meget for sig selv. Men også, fordi der ikke var så amnge, som nærmede sig hende, fordi hun havde en dorm for en kølig aura omkring sig, men dette var kun en del af hende, fordi hun beherskede elementet is. Hun havde også valgt at lade sin hest blive hjemme i dag, så hun kunne lære at være alene med andre.
Alodia slog sig ned på en bænk ved siden af et træ. Hun foldede sine hænder i skødet og prøvede forsigtigt at varme dem lidt, selvom det nok ikke ville hjælpe utrolig meget. De var altid kolde. Hun så rundt og betragtede sine omgivelser.

Michael stod og kiggede på et af træerne ikke så forfærdelig langt fra bænken med Alodia på. Hans blik var rettet imod et simpel egern som var inden for hans rækkevide. Et ondt smil kom frem på hans ellers så smukke ansigt og han blinkede kort. Egernet faldt om og var på vej imod jorden. Michael gjorde sig ikke engang den ulejlighed at gribe det... DEt var dødt inden det ramte jorden.
Han drejede langsomt hovedet for at kigge efter om nogen havde set det... Det virkede ikke sådan. Ligeglad med egernets død begyndte han at gå væk fra træet... Det onds smil var væk og han var lettere ligeglad i ansigtstrækkene igen.
Da han nåede til bænken med Alodia på, skyndte han sig ikke videre som så mange af de andre, men kiggede bare på hende med et svagt venligt smil og stoppede.
"Er den her plads optaget?" spurgte han hende og nikkede imod pladsen ved siden af hende.

Alodias opmærksomhed blev fanget, da nogen nærmede sig hende. Hun betragtede ham stille, mens han kom nærmere. hun regnede med, at han et sted ville fortsætte, men det gjorde han ikke. Da han spurgte, om pladsen var optaget, rystede hun stille på hovedet. Hun sagde intet, hun sagde aldrig noget. Hun var jo stum, og kunne derfor ikke lave lyde med munden. Sådan havde det altid været, hun havde ikke engang som lille kunne sige noget. Dette var en form af straf, som hun havde fået, fordi hun overlevede sin fødsel, og hun kunne kun takke sit indre dyr for det, men hun forstod så ikke, hvorfor hun næsten havde været død, fordi det havde hendes far ikke været. Hun forstod det ikke, det gav ingen mening.
Alodia vendte hovedet mod drengen, som havde sat sig ved siden af hende. Hun gad vide, hvad han var og, hvad han muligvis lavede her.

Michael sad længe og betragtede hende, ja nærmest slugte hende med øjne... Der var noger over denne kvinde som sagde ham at han skulle passe på ikke at gøre hende til hans fjende... Og at der alligevel var noget andet, dog noget han ikke helt kunne sætte fingern på.
De mørkebrune øjne mødte kort hendes og han åbnede så munden med et spørgsmål på tungen som undrede ham lidt. "hvad laver du her alene?" spurge han og kunne ikke holde et svagt tryk på 'Alene' væk fra hans stemme... Det virkede bare ikke normalt at mennesker satte sig alene på bænkene uden en at snakke til eller med eller en bog... OG absolut ikke folk under 70 der ikke sad og fodrede fuglene... Så hvad lavede hun her alene... Det kunne jo være at hun ventede på nogen, men så burde personen da være kommet...

Alodia lavede grine bevægelser, men der kommer ingen lyd ud, da han spurgte, hvorfor hun var alene. "Jeg har altid været alene, da mange har frygtet mig. Men jeg prøver at genoptage kontakten med omverdenen." lød hendes stemme i hans hovede. Dette var den eneste måde, hvorpå hun kunne kommunikere med folk. Fordelen for de andre var, at de bare kunne lukke hende ude af deres hoved, og de havde intet at frygte, fordi hun kunne ikke gennemsøge ens sind for tanker eller noget andet. Mange af dem, som hun havde mødt før, lukkede hende bare ude, så hun havde følt sig afskåret fra resten af verdenen. Og den gang hun fik sin frihed, har hun ikke rigtig turde at snakke med andre, fordi hun var bange for, at det sammen ville ske igen.

Michael lagde lettere forundret hovedet på siden. Det var ikke hverdag man mødte en stum kvinde der kunne snakke direkte til ens tanker... Men det var jo ikke så slemt...
"Så du kan ikke sige lyd?" spurgte han da han godt havde lagt mærke til hendes grin hvor der ingen lyd kom ud af hendes mund. Det var da lettere underligt, men han skulle nødig snakke... Han var selv en Dødsengel der kunne se igennem mørke afkroge... Så han skulle vel ikke rende rundt og pege fingre... Ihvertfald ikke før han var i et dårligt humør... Og nu havde han jo fået tilfredsstilet sit behov for at slå ihjel efter at ha været med i et værre slagsmål... Så det var jo ikke sådan at han bare ville angribe hende uden at blinke.

//Skal lige over og købe ind... Kommer igen//

Alodia smilte let og sagde, "Nej, det kan jeg ikke. Og sådan har det altid været, også da jeg var et spædbarn." Hun havde lagt mærke til, at han blev lettere forundret, men han så ikke ud til at tage det tungere, hvilket hun tog, som et godt tegn. Der var mange, som ikke brød sig om, at hun talte i deres hoved, men det rørte åbenbart ikke ham her. Hun trak sit alt sit lange hår over højre skulder, det gik hende til lænden/numsen, men hun ville intet gøre ved det, fordi hun godt lide sit lange hår.

//Det er okay.
Og sorry ukreativiteten,//

"Det lyder... For at være ærlig, Kedeligt ikke at kunne sige en lyd" sagde han og kiggede bare på hende med et underligt blik. Det var ikke rigtig til at afkode. Han sad og tænkte lidt på mulighederne ved at angribe en der ikke kunne sige så meget som en lyd... Mennesker ville formentlig bare skubbe hendes råb om hjælp inde i deres hoveder væk, det samme ville andre væsner. Men nu skulle Michael jo heller ikke forvandle sig til den rene dræbermaskine, så han skulle ikke angribe hende, ligemeget hvor meget han ville have lyst til at angribe hende...
"Jeg mener... Man vil aldrig kunne høre din stemme, eller kunne afgøre om du kan lide noget eller ikke kan..." sagde han nærmest som en uddybelse og hans blik blev normalt igen.

Igen lavede Alodia grine bevægelser, hun kunne ikke helt afgøre, om han ville kunne høre hendes latter i hovedet eller ej. "Jeg takker dig for dine bekymringer. Jeg ville ikke sige, at livet er kedeligt, fordi man lærer at lytte til sine omgivelser. Jo, det er af og til en smule trist, fordi der måske kan blive for stille omkring en. Og du kan da høre min stemme i dit hoved, og jeg plejer som regel og lave grimasser eller bevægelser, hvis jeg kan lide noget eller ikke." forklarede Alodia. Hun havde lært mange ting i løbet af sit lange liv, hvis man da kunne kalde det langt. Hun vil kunne leve evigt, hvis det skulle være, men hun ønskede ikke at leve evigt. Det ville verden blive for underlig til.

"Såååå... Hvad er du?" spurgte han og kunne ikke undgå at høre hvor uforskammet det lød at spørge sådan, så han skyndte sig at ændre spørgsmålet. "Jeg mener... Hvem er du?" spurgte han udglattende og kiggede hende bare i øjne med nysgerrigheden lysende ud af dem.
Han havde hørt en latter i hovedet da hun lavede en grinebevægelser, men Michael var sikker på at det bare var noget hans hjerne selv lavede for at få hendes lydløse lyde til at give mere mening for ham...

"Jeg er Alodia Hyacintha Uruloki, og jeg er Animagus, hvis du skulle komme i tvivl." præsenterede Alodia sig selv og nikkede halvt med hovedet. "Og hvem er du så?" spurgte hun til gengæld, så han ikke ville føle sig dum. Hun havde lagt mærke til, at han havde prøvet at redde sit spørgsmål. Det var nok heller ikke det høfligste at spørge, hvad man er. Derfor svarede hun også, at hun er animagus, fordi det var nok også det, som han havde været ude efter. Men som sagt, der var altid nogle nysgerrige væsner, som ville vide det hele og så var dem, som var beskedne og ville have alt serveret på et sølvfad.

Han nikkede svagt ved præsentationen, mens der var noget ved navnet der fik til at rokke et hjul igang i hans hukommelse... Det navn... Var det et familienavn der var blevet sagt til ham før?
"Mit navn er Michael og jeg er en Dødsengel" sagde han og nikkede så som en form for erstatning for et buk. Han kiggede kort på hende og derefter så over skulderen på hende for at se om der var nogen eller noget der. Intet... Ikke engang et egern at se. Et lille smil dukkede op på hans læber igen.

"Hyggeligt at møde dig, Michael." sagde Alodia og smilte til ham. Det var et sted beroligende at snakke med nogen, som hun ikke havde mødt før. Hun kunne selvfølgelig ikke snakke med hestene, som gik hjemme på folden, men de kunne høre hende og lyttede til hende. Og hun kunne på deres opførelse se, hvordan de havde det. Men det var ikke det samme med mennesker, deres holdninger var jo andereledes, og så kunne de skuespille.
Alodia lagde mærke til, at han kiggede hende over skulderen og smilede, men hun sagde intet til det.

Michael lagde hovedet lidt på skrå og lukkede kort øjne. Han kunne høre hvordan hendes blod pumpede sig afsted i hendes åre... Det kunne han jo altid, men det var anderledes når der kun var en... Han kunne høre det utrolig tydeligt og han kunne godt lide følelsen af at høre blod pumpe...
Hurtigt åbnede han øjne og kiggede så på hende. "Du virker ikke synderligt overrasket over at møde en Dødsengel" sagde han og kiggede bare stadig nysgerrigt på hende.


//Skal logge... Kommer igen senere...//

Alodia betragtede ham stille, mens han havde lukket øjne. Hun gad vide, hvad det var, som han lavede. Han kunne jo både sidde og lytte, men han kunne også tænke en masse ting igennem. Men hvad vidste hun om det? Hun sad tit selv og lyttede til sine omgivelser.
Hans spørgsmål kom bag på hende. "Du er den første, som jeg møder. Og jeg tænker vel egentlig ikke over det. Det er det at dømme, før man får dannet sig et indtryk." sagde Alodia og smilte kort til ham. Hun havde aldrig dømt nogen, før hun havde snakket lidt med dem.

//Okay, ses. ^^//

Michaels blik fortalte hende nærmest at Michael var vant til at dømme ved første indtryk, da han normalt bare fik udpeget et offer og fortalt nogle meget sparsomme oplysninger, før han så blev sendt ud efter personen... Michael var ikke rigitig andet end en militær snigmorder i Dødsenglenes rækker... Ganske underligt at have sådan.
"Det lyder som et afsonet liv du har levet... Har du virkelig ikke snakket med nogen andre?" spurgte Michael. Han havde lidt svært ved at tro på det, da man efter flere år uden menneskelig, eller bare i det hele taget, kontakt til levende væsner ville gå fuldstændig amok.

Alodia lagde mærke til hans blik og håbede dog, at hun ikke havde givet ham et dårligt indtryk. Men han skulle heller ikke prøve at komme på tværs af hende. Hun syntes, at hun havde været igennem nok, hun ønskede ikke at slå mere for tingene.
"Meget af mit liv har foregået i fangeskab, indtil jeg blev hentet ud derfra. De var allesammen bange for mig." sagde Alodia, men det lød trist. Og hvis man var hurtig kunne man nå at fange tristheden i hendes blik. Hun forstod ikke, hvorfor landsbyen havde været bange for hende, når det havde været hendes far, som havde gjort det af med dem allesammen. Hun troede selv på, at hvis hun var blevet behandlet bedre, så var det andet ikke sket.

Michael svarede ikke. Han kunne godt huske det nu hun sagde at hun var blevet holdt fanget. Det satte gang i en hukommelses fil inde hans hoved og han begyndte af få nogle slørede minder tilbage i hovedet. Han vidste han havde hørt navnet før, han havde gnaske enkelt bare ikke skænkede det nogle særligt store tanker.
"Din far... Hvilken slags type var han?" spurgte Michael og lagde endnu engang hovedet på skå. Det var ikke Michael selv der havde stået for at tage sig af det der nu var sket... Men han havde hørt om det... Og det var alt... Intet mindre og intet mere...

Alodia blev lidt overrasket, da Michael spurgte ind til hendes far. Hun blev nysgerrig og ville gerne vide, hvad han ville med ham. Men alligevel, så havde hun ikke meget lyst til at fortælle om hendes far, fordi hun kendte alligevel ikke specielt meget til ham. "Han er vel en ledertype. Men han er, som jeg, eller... Jeg er, som ham. Han behersker bare et andet element, end jeg gør." forklarede Alodia. Hun gad vide, hvor meget han vidste, og hvor han vidste det fra. Og hvorfor virkede han så interesseret i det.

Michael gennemgik hver en bid af information han fik inde i hovedet. *Mand med barn, stum, men med en anden måde at snakke på og behersker et element... Ja det kune jo kun være ham...* afgjorde han med sig selv i løbet af et splitsekund...
"Og din mor? HAr du søskende?" spurgte han hende så og lød lige så nysgerrig som han havde været i faren, men det var han ikke... DEt var kun faren der havde været omtale om i Michaels kredse af information...

"Ja, jeg havde min mor. Hun blev dræbt dengang landsbyen blev brændt. Og jeg ved intet om søskende, fordi jeg blev taget fra min mor i en tidlig alder, dengang jeg viste, at jeg havde magien i mig." sagde Alodia og vendte blikket bort fra Michael. De pinefulde minder ramte hende hårdt. De første mange år havde hun været hysterisk, men ingen kunne høre hende, men efterhånden havde hun lært at beherske sig og tænke over tingene. Hun havde også lært at beherkse sit element. Og så en dag var hendes far dukket op, og få nogle år siden var han igen forsvundet, så hun skulle klare sig selv.

"Udemærket" sagde han sørgmodigt for at hun ikke skulle tro at han mente at det var udemærket at hendes familie var blevet noget så frygteligt nedslagtet, blot fordi de skilte sig ud i store menneskemængder. Men Michael havde set det hele før... Mennesker der frygtede det nye og turde ikke engang tage imod det med strakt arm og valgte derfor at destruere ethvert tegn på det...
"Jeg kondolere for dit tab" sagde han bare og kiggede på hende med de lettere sørgmodige øjne... Men han følte sig ikke sørgmodig... Nu var Michael blevet trænet i utal af årtier til ikke at mærke følelser for andre... Det skulle en enkelt aften ikke lave om på...

Alodia lagde mærke til, at han blev lidt påvirket af det, som de talte om. "Tag det ikke så tungt, man burde ikke dvæle ved fortiden." sagde hun og vendte blikket mod ham. Hun smilede glad til ham. Hun var kommet videre i livet, sådan næsten. Hun var i hvert fald ved at overskride en masse grænser, fordi hun havde valgt at begynde at snakke med omverdene. Hun havde altid været bange for, at folk igen ville begynde at frygte hende og afskære hende fra alt og alle. Men der var jo ingen her, som rigtig kendte til hende. Hun havde levet sit eget stille liv udenfor byen.

Michaels blik var underligt da han svagt kunne se noget pusle ud af øjenkrogen. Ikke hans rigtige øjenkrogen... Mere den øjenkrog, alle mørkets små skjulesteder havde givet ham... Hvilket undrede ham, han plejede at kunne se alt, men der var noget i vejen denne gang som gjorde han ikke kunne se det.
Hans blik blev normalt igen og han kiggede bare på hende. "Men man kan ikke komme frem, før man har ordnet det tilbage" sagde han bare og lagde som altid hovedet lidt på skrå over det.