A silent evening. //Michael//

Alodia lagde kort mærke til hans forandring, men ville ikke gå nærmere ind på det. Hun pustede ud og kunne se sin egen ånde, hun fik et lettere chok. Hun lagde håndryggen over hendes læber, de var kolde. Hun vidste ikke helt, hvad der skete, men jo mindre hun var i solen eller fik varme, jo værre blev det. Hendes kropstemperatur faldt langsomt, men hun vidste ikke, hvorfor.
"Måske, men man skal hellere ikke dvale for længe ved det. Man skal bare komme over det og komme videre." forklarede Alodia med et smil.

"Præcis" sagde han til hende, mens han lagde mærke til hendes hurtigt undrende blik over den måde hun kunne se sit eget åndedræt på. Nu behøvede Michael ikke hele tiden at trække vejret, men luft var essentielt for hans overlevelse, det samme var kropsvarme og han havde godt lagt mærke til hvordan hans krop havde prøvet at varme den op igen ved hjælp af den naturlige reflekser... Nemlig kuldegysninger.
"Fryser du?" spurgte han og kiggede bare på hende. Det lod dog ikke synderligt Michael at gå det mindste på at han ligenu kunne sidde og miste alle sin løstsiddende lemmer...

Først blinkede Alodia forvirret, men kort efter smilte hun igen. "Jeg har aldrig ikke rigtig prøvet at fryse før. Og jeg gør det heller ikke nu. Sådan har det altid været. Det var ligesom, at min far altid var varm. Vi var en slags modsætninger. Han gjorde tingene tit på en aggressiv måde, mens jeg selv gjorde tingene på en rolig måde." sagde hun forsigtigt. Minderne om hendes tid med hendes far kom til hende. De havde haft deres små skænderier, men de havde altid holdt af hinanden. Dog har de ikke kunne være i det samme rum i længere tid ad gangen, fordi de påvirkede hinandens elementer for meget. Og så var der, den ene gang, hvor det virkelig var gået galt.

"Javel ja... Desværre besidder jeg ikke din form for styrke med kulden" sagde han da han forstod at hendes far var ild og hun var is... Hvilket ville sige at hun måtte altid føle sig kold.
"Men pas nu på at du ikke bliver så kold at dit blod stopper med at køre rundt" sagde han bare og lod sine sorte og store fjer besatte vinger rykkvis komme frem fra hans skulderblade. Vingerne var smukke, meget smukkere end man skulle tro, eftersom de lige var vokset ud af ryggen på ham. De glimtede som tusind sorte opaler sat sammen og han lagde dem skødesløst om sig for at holde på varmen.

"Jeg arbejder på det, men jeg tror, det har noget at gøre med det, som er indeni mig. Så er det er måske noget naturligt for mig." sagde Alodia og lagde begge hænder over sit hjerte, hvor hendes mærke også var. Selvom det indeni hende ikke havde meget at sige, så havde det alligevel en form for magt. Det kunne godt være, at de delte, men det var hende, som der bestemte over, hvad der skulle ske. Hun lod igen armene falde ned langs siden.
Alodia slog en hånd for munden, da hun opdagede hans vinger. Hun rakte forsigtigt en hånd frem, men tog den igen til sig. Men hun kunne ikke lade vær, hun rakte stille hånden frem igen. "Må jeg?" spurgte hun, og hentydede til, om hun måtte røre hans vinger.

"Hvis du mener du skal" sagde han og kiggede bare på hende med et lille smil over hende lamslået beundring over hans vinger. De var også smukke... Hvilket han havde fået at vide fra mange andre Engle... Fjerene var bløde som en blanding af silke og pels og var vidunderligt at røre ved... OG der bredte sig en svag varme ved berøring, ikke noget kraftigt, men det kunne mærkes og det var en yderst behaglig varme.
"Hvorfor vil du røre ved dem?" spurgte han. Selvom han syntes de var pæne, så han ingen grund til at røre ved dem.

Alodia lagde forsigtigt sin hånd på hans finger og fulgte fjerne. Hun kunne godt mærke varmen, men den rørte hende ikke. "Jeg har aldrig rigtig set vinger lavet af fjer." forklarede hun. Derfor havde hun været nød til at røre. De vinger hun selv fik, når hun forvandlede sig, føltes som is, og var ligeså glat, som is. Det var smukt, men hun forstod det ikke. Hun havde så også mødt andre, hvor vingerne var ligesom læder, men hun havde aldrig mødt fjer. Specielt ikke så smukke fjer, som ham her havde. "Du har nogle smukke vinger." sagde Alodia halvt hviskende. Hun lukkede øjne og lod sin hånd føre langs fjerne og vingen.

"Ja... De er gode til at holde varmen og til at flyve med" sagde han og kiggede bare på hende med et lille grin over hendes nærmest kærtegnen på hans vinger... Han havde aldrig sådan rigtig lagt vægt på sine vinger, men han vidste at de kunne score kvinder hvis de allerede kendte til de magiske væsner, eftersom de konstant faldt for de bløde vinger... Ligesom Alodia.
"Men tak alligevel" sagde han og smilte lidt for sig selv.

Alodia rettede sig op, tog hånden til sig igen og åbnede øjne. "Jeg ville ønske, at jeg et sted havde fjer vinger." halvt mumlede hun. Efter lidt spærrede hun øjne op og kiggede frem for sig, det var lige gået op for hende, at hun havde sagt det højt. Hun kiggede kort på Michela, hvorefter hun kiggede væk igen. Det havde ikke været meningen, at hun skulle have sagt det højt, så han kunne høre det. Det havde været en tanke, som hun skulle holde for sig selv. Men nu var skaden ske, så nu måtte hun se, hvordan han reagerede på det, hun kunne intet andet gøre.

"Hvorfor... Hvilke slags vinger har du da?" spurgte han og kiggede på hende med en let undren over hendes Reaktion på hendes egne... Tanker? Det gav vel en form for mening at kalde dem ord, men at direkte omtale dem som ord, ville nu også være underligt...
Han kunne stadig ikke forstå hvorfor hun bare havde rejste sig brat op over den lille kommentar... Der var vel ikke noget galt i at ønske sig noget... Det var jo det alle gjorde... Ønskede altid noget andet end det de allerede havde...

"Is," begyndte Alodia, "Vinger, som føles som is, som er lige så glatte som is. Men alligevel så kan de ikke smeltes." Hun ville gerne vise ham dem, men turde det ikke, fordi hun havde jo et sted, selv nægtede, at hun ville forvandle sig. Men hun var også bange for at støde folk fra sig. Og dog, så var hun også bange for, at folk ville bruge hende til onde formål. Hun havde fået fortalt, at hun skulle passe på med, hvad det var hun lavede, fordi det kunne få alvorlige konsikvenser. Hun ønskede ikke at være fanget igen. Tanken alene skræmte hende.

Michael kiggede bare på hende og lavede så en form for skuldertræk, som bare blev tydeliggjort af hans store sorte vinger. "Det må du helt selv om... Hvis jeg ville se det, ville jeg sikkert bare presse dig nok til at du ville forvandle dig, men det er der da ingen grund til..." sagde han med et lille smil mens han stadig holdte vingerne tæt om dig for at holde varmen... Selvom det mere var ren Refleks end for at overleve...

"Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Men man kan aldrig være forsigtig, fordi jeg er på en måde speciel. Og jeg ønsker heller ikke gøre dig noget, men der plejer som regel at blive meget koldt omkring mig. Og så frygter jeg at blive lidt ukontrolleret." forklarede Alodia, for hende gav intet af det mening. Hun måtte se at blive stærkere i sindet, hun kunne jo godt forsvare sig selv. Men hun regnede nok med, at det var oplevelse af at være fanget, som havde gjort hende til den hun er i dag. Hun måtte se at forandre sig endnu engang, selvom det nok ville blive svært.


//Logger.. Vi skrives. ^^
Godnat.//

"Jamen bare rolig... Du behøver heller ikke forvandle dig" sagde han hurrigt og kiggede bare på hende med et lille smil der aldrig rigtig nåede hans øjne, men var heller ikke koldt... Det var simpelthen bare en mellemting imellem koldt og varmt.
Han lukkede øjne og slappede af i hele kroppen... Det var heldigvis meget nemmere når man var varm i kroppen. Blodet brusede ikke lige så langsomt frem, hvilket varmede hans krop til det normale...Vingerne gled rykvise tilbage ind i skulderbladene og hans sad som før... Intet mere end en simpel ung mand... For det blotte øje.

Alodia betragtede Michaels vinger, som roligt forsvandt ind i hans ryg. Hun kiggede kort den anden vej, inden hun igen vendte blikket mod ham. Hun smilede blidt til ham. "Hvorfor er du en dødsengel?" spurgte hun forsigtigt. Hun havde ikke turde at spørge, hvorfor han var en engel, fordi så kunne han have været blevet sur. Hun havde hørt mange ting/fordomme omkring dem, men havde aldrig fundet ud af, hvad der enlig var rigtigt. Og nu havde hun jo muligheden for at finde ud af det.

"Fordi jeg hælder mere til den onde side" svarede han prompte og lød lidt ond, mens han stirrede hende direkte i øjne med kolde hårde øjne. Gnisten af varme og velbehag var væk og han virkede ondere... Skræmmende ond.
Stilheden lagde sig tungt om dem indtil en lyd brast igennem og fyldte luften om dem... En lyd man ikke skulle forvente at høre når han var så ond.
Latter...
Det onde, kolde og hårde blik i øjne var væk og han prustede af grin, mens hans skuldre rystede voldsomt under de kraftige laterkaskader. Han havde lukkede øjne og lattertåre gled ned af kinderne på ham.
"haha... Hehe.. Heh... Nej helt ærligt" sagde han og tørede tårene væk mens han stadig smilte stort. "Jeg er bare lidt mere krigerisk end de andre engle... Engle er selvfølgelig også krigere, men Dødsengle... Ja dem jeg er blevet oplært med" Tilføjede han som en eftertanke og tav kort før han fortsatte. "Er mere eliten i kamp..." Forklarede han mens han tegnede nogle ligner i luften der skulle repræsentere det... Engle var et hårsbredde længere nede end Dødsengle.

Alodia slog hånden op for munden og trak sig tilbage. Hans øjne skræmte hende, men også den kølighed, som havde lagt sig over ham, skræmte hende. Hun brød sig synderligt om stilheden omkring dem, der var alt for stille.
Da latteren brød stilheden, var hun først forvirret, men hun opdagede rigtigt nok, at den kom fra Micheal. Så han havde altså kun lavede en lille spøj med hende. Hun brød sig ikke specielt om det, fordi hun havde fået sig en vældig forskrækkelse. Hun begyndte igen at slappe af, da han forklarede, hvorfor han var en dødsengel. Men hun svarede ikke på det. Det var en forklaring, som hun aldrig havde hørt før, så hun tænkte lidt over den.

"Altså... Det er lidt svært at forklare må du forstå..." ´Fortsatte han afslappede og kiggede bare på hende. "Der er jo forskellige former for Dødsengle selvfølgelig, og jeg er jo kun en af typerne... Der er sikkert også andre Dødsengle her i byen, men jeg tror ikke nogen af dem er blevet oplært som mig..." Forklarede han langsomt og velovervejet, mens han tænkte over hvordan hans ord ellers kunne misforstås..
"Så... Nej det er lidt for besværgeligt at forklare det på den måde" Afbrød han sig selv og tænkte længere. "Dødsengle er bare mere i forbindelse med døden end normale Engle" sagde han selvom det jo nok var indlysende på navnet...