I know you are there // Manda-privat//

_________________________________________________________________________________________________

Skoven var mørkelagt, selvom klokken ikke var ret meget, der var ikke mange i skoven på denne tid af døgnet, kun en dødsengel, Lafee. Hun famlede sig vej gennem mørket, dog var det svært da hun var blind. Hun regnede med hun var alene der ude lige indtil hun hørte en lyd fra et eller andet sted i skoven, eftersom hun var blind var hendes hørelse blevet bedre, da det var den eneste sans hun engetlig kunne bruge. Lafee lyttede opmærktsomt til lyden der kom tættere og tættere på, det lød lidt som vinger der baskede, Det var ikke en engel, eller noget der lignede, men bare en simpel fugt, men hvordan skulle hun vide det?`Hun støttede sig til et træ og tog bindet for hendes øjne væk, men som altid kunne hun intet se. Hendes øjne var helt hvide og det bind der var for var der lidt blod på. Hun græd tit, men det var mere fordi hun havde ondt af sig selv. Hendes tårer var blod, ikke almindelige tårer. Lafee hørte igen en lyd, denne gang var det et andet væsen, varulv måske, men hvad skulle de lave på disse kanter?

Han gik hen til en pige han havde bemærket i noget tid. Han forstod intet af det med at hun havde bind for øjnene. Han kom hen til hende på få sekunder og så hendes øjne. "En blind dødsengel?" sagde han undrende og aed ehendes kind blidt. "Er du ok?" spurgte han roigt. "DU er rimelig langt fra Di Morga..." sagde han roligt og kiggede på hende. "Måske jeg skulle følge dig hjem?" han stoppede op og gik lidt tilbage. "Undskyld, nogle gange virker jeg overbeskyttene. Siden du kom så langt, så burde du vel kunne finde vej..." han kløede sig bag hovedet og bed sig i læben. "Hedder Manda." smilede han roligt og kiggede på de hvide øjne.

Lafee opfattede at denne person var ved hende " JA jeg er blind. Og jeg bor her i skoven" sagde hun stille med et svagt smil, hun vidste ikke i hvelken retning han stod i, men hun så bare i den retning stemmen kom fra. " Mit navn er Lafee" sagde hun med et svagt smil, hun vidste ikke om det var sikkert at fortælle mere for han var jo trods alt varulv. Bindet for hendes øjne sad stadig om hendes hals, men ikke længe da hun besluttede sig for at sætte det på plads igen.