Forvirringen toppes - Anio

Tid: Omkring klokken 19
Sted: Galeanstalten, i et gammel værelse
Vejr: Udenfor stormer det, og regner
Omgivelser: Kun Angelie

Som altid kunne man høre stormen tude udenfor de sprængte vinduer. Den gamle galeanstalt havde stået tom længere end Angelie kunne huske, men der var vel heller ikke noget at sige til det. Det var jo ikke ligefrem nemt at holde væsner indespærret sådan et sted, og de fleste ville være flygtet allerede inden der var gået 24 timer.
En skikkelse bevægede sig langsomt ind gennem de gange, som i sin tid havde været hospitalshvide, men nu var de præget af mug og svamp, som havde lagt sig i grønne plamager over væggene. Angelie havde altid fundet Maison de Fous, som et beroligende sted, fordi der sjældent kom andre ind i dette hus. Det lignede vel også noget som kunne falde sammen når som helst, men hun kunne ikke være mere end ligeglad med den fornemmelse. De isblå øjne gled langsomt rundt, inden hendes blik faldt på døren, som ville lade hende træde ind i værelse nummer 666. Angelie fnøs kort. Hvor ironisk var det lige.. Djævlens tal. Hun rystede dog hurtigt tanken af sig, inden hun lod den spinkle hånd glide over det gamle, rustfarvet dørhåndtag, og pressede det nedad.
Døren gled langsomt op med en knirkende lyd, mens Angelies blik fulgte dens bevægelse. Døren nåede halv på da det midterste sekstal faldt til jorden med en klingende lyd. I stilheden omkring hende, lød metallet højt, da det sang mod jorden, mens Angelie tog sig ikke af det. Istedet trådte hun ind i rummet, som ikke bestod af andet, end en gammel jernseng, med en madras, som var så forfaldet, at man kunne se fjedrene igennem den. Den spinkle spøgelseskvinde gled elegant ind i rummet, inden hun satte sig ned på sengen, som knagede klagende under den vægt, som den ikke havde mærket i flere år.
Hendes tanker var dog et helt andet sted. Hun skulle for længst været faret til åndernes rige, men desværre sad hun stadig fast på jorden. Undrende gned hun sig i panden, mens hun for 127. gang tænkte episoden igennem, den nat hvor hun havde myrdet Faith. Hvorfor fanden var hun stadig her? Som alle de andre gange, kunne hun ikke finde grunden. Medmindre at det var den.. Hendes øjne blev vidt åbne, mens realiteten langsomt sneg sig ind i hendes sind. Selvfølgelig! Faiths krop var jo blevet overtaget af en anden person. En som Angelie ikke havde noget kendskab til. Måske skulle hun også myrde den person for at komme videre?

Regnen havde op slugt verden, med den vrede. Med dens kræfter, menneskerne var tvunget inden døre, men at vinden hylede og slyngede dens kræfter ind imod muren. I vrede, over at den ikke kunne komme videre, og måtte snige sig igennem kroge og smalle gyder. Regnen som stod ned fra de askegrå skyer, og gjorde det umuligt at se noget på en halv meters afstand. Men hvorfor, det lige ikke skulle holde denne dreng, denne unge voksen fra at gå uden for alligevel. Var ikke rigtig til at vidt. Hætten på trøjen var slået op, og læderjakken trukket tættere på. De sorte slidte jeans, var driv våde, og sad som smeltet på hans lange stænger. De stænger han havde haft siden, han viste ikke hvor længe. Som 11 havde han kunne gå som en 15-16 årig. Hvilket havde moret ham meget. Den gang hvor han bare havde været et lille uskyldigt menneske, gået på en almindelig skole. Ja, den gang hvor han var normal. Men nu, dæmonen inde i ham havde taget over, drevet ham, ædt ham op. Og nu var han anderledes, han var en freak, en outsider. Men så igen, hvornår havde han ikke være det? Han havde jo fucking altid været mærkelig, den som ingen ville lege med. Den som alle betragtede, men altid fra afstand. Og når han så endelig fandt kærligheden. Så hated den ham bare. Men i stedet for et dybt og irriteret suk, over at livet jo åbenbart hadet ham. At der ingen var der gad ham, men i stedet bredte sig der et skummelt og gysvækkende. Et smil, som mange frygtede. De dybe nødebrune øjne, vandrede rundt fra træ til træ, sten fra sten. Alle de der små detaljer som mange mennesker glemte, dem så han. Alle de ting som folk glemte, huskede han. Alle de der virkelig dumme ting, dem som han selv hadet sig for at huske. De forvirringer der gled igennem ens hoved, dem som bare drev en mere og mere til vanvid fordi at man ikke kunne finde ud af dem. Dem havde han ikke problemer med mere, nu smed han det bare ud, trak på skuldrene. Det var lige meget, hvis det ikke kunne findes ud af, var det nok bare slet ikke ment til at blive løst. Sådan var hans holdning mere og mere blevet. Han var kold, han var ond, han var ligeglad. Og mest af alt, han var den samme mystiske Anio, den Anio som så mange beundrede, og som man hadet. Hvor mange havde ikke lige misforstået ham? Den eneste, eller de få eneste der havde forstået ham, var hans tvillingebror. Ham som var blevet dræbt i en bilulykke samme med familien. Ja, så var hans drøm jo blevet til virkelighed, han havde mistet sin bror, alt alt for tidligt, og nu kunne han ikke en gang dø af almindelig alderdom. Et irriteret suk, undslap dog nu, mens en knurren undslap hans strube. Endelig lagde hans øjne sig på galeanstalten, lige så stille gik han der over og skubbede døren op. Inden for faldt regnen ned igennem huller i taget. Det hele var væltet rundt, og man kunne se der havde været en eller anden form for fight. Men hvornår, og hvordan den var opstået, ville nok altid blive et mysterium, lige som han selv ville. Langsomt og roligt gik ham over mod en stol, som han plantede sin røv i, ligeglad med hvor våd han i grunden var blevet.

Igen lod hun langsomt blikket glide rundt i det nøgne rum, som hun havde placeret i. Værelse 666, og igen gled den ironiske tanke igennem hendes hoved. Faktisk undrede det hende, at en galeanstalt kunne finde på at anbringe det nummer, især når man tænkte på hvor overtroiske mennesker havde været før i tiden. Men på den anden side havde de jo også haft ret dengang. Faktisk fandtes alle de forbandede væsner, som man i gamle dage havde frygtet, så mennesker var vel ikke helt så dumme, som man i første omgang skulle tro?
Igen rystede Angelie svagt på hovedet for at klare tankerne, mens hun langsomt lod tungespidsen fugte både overlæben og underlæben. Hvorfor var det lige at hun havde fundet vej til galeanstalten? Hendes blik vendte tilbage mod det sekstal som var faldet til jorden, inden Angelie langsomt rejste sig fra sengen, som endnu engang gav en knagende lyd fra sig, da fjedrene igen skulle rette sig ud. I starten af hendes spøgelsesliv havde hun brugt utrolig meget tid på at hjemsøge stedet her, men det var desværre så sjældent at der kom nogle som man kunne skræmme, og derfor var Angelie vendt tilbage til det selvsamme sted, hvor hun døde. Teatret.. Der var mange, og hun måtte da indrømme at hun også havde skræmt livet af en del mennesker derinde efterhånden.
Ved den tanke gled det normale, sadistiske smil over Angelies læber. Et smil som hun havde pålagt sig, siden den dag, hvor hun var blevet bortført at en særlig modbydelig vampyr. Hun havde lært, at det ikke var muligt at skræmme nogle helt.. Desværre fandtes der jo typer ligesom hende selv, selvom hun ønskede mest af alt, at være en ener, at være unik. På nogle områder var hun da også unik og original, eftersom der ikke fandtes mange andre spøgelser i Di Morga. Faktisk havde hun på intet tidspunkt set et andet kvindeligt spøgelse, men det var ikke nok. Hun ønskede at være speciel.. Men på den anden side.. hvem ønskede ikke at være det?
Hendes tanker blev med et stoppet, da hun mærkede hvordan den cirklende bevægelse gled igennem hendes hud. Hun behøvede ikke at se nogle, for at vide at hun ikke længere var alene i huset. Hun koncentrerede sig skarpt omkring følelsen, hvorefter hun kort efter konstaterede, at det var en dæmon. Hvilken dæmon kunne hun dog ikke sætte nogle ord på. Angelies magi havde på det sidste taget en uforventet drejning, og hun brød sig bestemt ikke om den. Faktisk forsøgte hun mest af alt, at undgå at bruge sine kræfter, men hendes humørsvingninger gjorde hende svag, og satte hendes fulde magi igang. Der skulle så lidt til lige for tiden, og den tærede for meget på hendes kræfter, på hendes fysiske krop. Men hver nat, når klokken slog tolv, kunne Angelie bruge magien. Den satte hende istand til at rumme kræfter, som intet væsen ville kunne, eftersom hun i den periode ikke havde en fysisk krop, som blev nødt til at holde magien indebords. Hun kunne trække magien fra alt omkring hende, og rumme den uden problemer, fordi hun var en del af luften.
Hun stoppede op i midten af døren, mens hun varsomt lod blikket glide ned langs den ene mørke gang, som var fuldstændig øde, hvorefter hun langsomt drejede blikket over mod indgangen. Hendes øjne så ham, lige tids nok til at se skikkelsen, som tog plads på en stol. Drivvåd på grund af regnen. Angelie havde heldigvis nået i tørvejr, inden stormen begyndte at rase, og hun havde med lethed undgået hullerne i taget, som lukkede nogle at de stride vandstråler ind.
Hendes blik var vendt mod drengen, mens hun ikke engang overvejede at flytte sig. Han virkede langt mere mystisk end noget andet hun var stødt ind i tidligere i sit liv. Undrende vendte hun hovedet en anelse på skrå, mens hun mærkede hvordan håret langsomt gled til den ene side, og skærmede hendes ansigt, på den højre side. Drengen sad dog på hendes venstre side, og ville være i stand til at se hende, hvis han bare drejede sig en halv omgang.

Tankerne gled rundt i hans hoved, overbombede den stakkels hjerne, med spørgsmål, mulige svar. Faktisk var der slet ikke ro, slet ikke tids nok til at finde ud af hvad det egentlig var for nogle tanker som spillede i hans hoved. Et lille mystisk og yderst grumt smil spillede på de smalle læber. Mens øjnene koldt kiggede lige frem i luften, så ingen ting, ville hellere ikke se noget. Anio havde en uhyggelig vane, af at kunne lukke sig så meget inde i sig selv, at han lignede en død med et hævende brystkasse, som typisk indikerede at der var liv i personen, men øjnene og selve kropsholdningen viste den visse død. Hvilket også kunne blive til virkelighed, hvis man gik på tværs af Anios planer, skulle han da hurtigt sørger for at denne person ville blive skaffet af vejen med det samme. Der var ingen tid til at tænke igennem hvad det egentlig var man fortog sig. Det var der tids nok til at gøre bag efter, og derfra var det et skuldertrak, og videre med livet. Et liv var i ingen betydning til hvor mange der dødede vær dag, af sygdom, af terrorister, krig. Ja meget mere, så hvorfor skulle lige dette liv som han havde taget have nogen betydning? Faktisk var hans eget liv for ham ikke mere nogen betydning, han levede kun fordi at ingen havde dræbt ham endnu, og en gang at begå selvmord havde været nok for Anio og overbevist ham, at dette ikke var vejen. Og aldrig mere skulle kærligheden få lov til at komme så tæt på ham igen, det gav jo alligevel ingen meningen når det kom til stykket? De kunne jo rende og hoppe de piger, som troede de kunne få ham. Et lille grin banede sig vej igennem hans strube, hvor han dog elskede at se deres ansigter morgen efter, hvor han smed dem ud af hans lejlighed, før de næsten havde fået lov til at få tøj på. Det var kun meget få som faktisk fik lov til at blive, til morgenmad. Men så var han også selv ude af døren, altid på farten for hans kunder.
Et lille gab banede sig vej igennem hans strube, mens at han langsom t strakte sig, ”Står du godt der over?” spurgte han ud i det blå, mens at han stadig kiggede lige ud, på intet tidspunkt havde han vent sig om i stolen for at kigge over mod hende. Men hendes skridt, hendes duft, havde hurtigt afgjort at der havde været nogen i nærheden, men han var nu lidt ligeglad. Det var et frit land, sådan da. Og mange folk gjorde alligevel som det passede dem, selvom at mange godt kunne trænge til at få en lærerstreg omkring hvordan det var man opførte sig. Han lukkede langsomt øjnene, og smækkede fødderne op på disken, og lagde hænderne foldede i hans skød, mens han tog nogle dybe indåndinger. Han var i grunden ret træt, han havde været tidlig oppe i dag, skulle tegne en af de lidt mere velhavende kunder, som havde prøvet at lokke ham til at have sex med hende, da han så havde sagt at han ikke kunne tegne hende, da hun bare ikke var smuk nok til hans værker. Havde hun sku bådede tabt kæften, og de rappe ord som han så mange gange havde fyret af mod hendes mand. Ja, så var man sgu lige pludselig ikke så kæphøj mere. Smilet på hans læber, blev stører og et tandsæt af kridhvide tænder blev fremvist, det var tydelig at se disse tænder ikke længere var rigtige menneske tænder, de havde fået en meget skabere kant, velegnet til at flænse kød fra hinanden, hvilket de da også var brugt til, ved enkelte sammenhæng. Lige så stille vente han dog stolen og kiggede over på kvinden der stod lidt fra ham ”Nå?” sagde han med det store smil på læberne, som var det eneste man kunne se, da de chokolade brune øjne var gemt væk fra det sorte pandehår.

Angelie vendte igen blikket mod metaltallet som hun stod med i hånden. Hun lod kærtegnene de blege fingre glide henover overfladen på sekstallet, mens hun mærkede hvordan dens kulde prøvede at trænge ind igennem hendes fingerspidser, og få hende til at gyse ved berøringen. Men Angelie ville på intet tidspunkt føle den fornemmelse, hun var død. Hun havde ikke engang blod i kroppen, som kunne sørge for at hun ville kunne opnå de normale 37 grader, som mennesker havde. Dette var dog alt sammen ligegyldigt. Det ville snart være overstået og Angelie ville forsvinde. Hun ville også komme tilbage hvis hendes plan ville lykkedes.. Stærkere og mere magtbegærlig end før. Dog var der andre ting hun var mere interesseret i at få fjernet fra sit system. Følelser!?
Følelser kunne ødelægge alt på få sekunder. Hun havde virkelig prøvet at holde dem ude af sit liv, men en enkelt følelse havde blusset det hele op igen, og hvad følte hun nu.. Hun var ikke elsket længere.. I hvert fald ikke af nogen hun kendte til, hun var istedet såret og ensom. Det var hvad man fik ud af at åbne sig op for en person. Tænk at en enkelt kunne være i stand til at ødelægge så meget.. Men hvem havde også sagt at verden var retfærdig? Det var i hvert fald ikke hende, som havde ladet de ord glide over sine læber.
Hun stoppede dog sin tankegang, da hun mindede sig selv om at der var andre til stede på galeanstalten i aften. Normalt ville hun med det samme have udspurgt denne person med en kølig stemme, men der hvilede noget over ham.. Noget ondt som folk ofte havde fortalt hvilede i hende selv. Han talte nu til hende, men Angelie åbnede ikke munden for at svare ham. Han sad stadig med ryggen til hende, og havde alligevel været i stand til at fornemme hendes nærhed. Det var vel heller ikke så svært når man tænkte over det. Det eneste hun lige nu kunne se af denne person, var det kulsorte hår, og tøjet, som hun svagt kunne skimte igennem mørket. Et svagt bump kunne dog høres, da han lagde fødderne op på disken, men Angelie rykkede sig stadig ikke ud af stedet. Hun ventede til at han havde vendt sig om mod hende, og nu kunne hun se de halvspidse tænder.. Et rovdyrs tænder. Automatisk gled et køligt smil over hendes læber, og man kunne svagt ane den hvide tandrække bag de blege læber, mens hun langsomt lod sig selv læne op af dørkarmen. Armene gled også over kors, og han mindede hende nu om, at han havde stillet hende et spørgsmål, som hun skulle besvare.
"Jeg jeg står faktisk ganske udemærket" svarede hun langsomt med en rolig stemme, som bar en svag tone af ironi, "Tak fordi du spurgte". Hun mente dog ikke tak, som i en kompliment eller høflighed, men mere.. I en form af parodi på fine mennesker som altid sagde den slags til hinanden, når kvinderne stod og løj om hvor pænt den andens tøj var, selvom det lignede noget som var klippet ud af hendes bedstemors gardiner.

Smilet blev tydeligt breder over det hun sagde, næsten sindssygt at kigge på. Ja, den dreng som en gang havde været der, den stille usynlige dreng, som så godt havde gemt sig væk på skolen. Ja, han var næsten ikke til at finde mere, han var opslugt af den vrede som der rummede sig i kroppen nu, det bæst som havde tendenser at komme frem, når man mindst ventede det. Hans notesbog blev smækket ned på bordet, hvor på han selv rejste sig op og strakte sig ”du er nu utrolig dårlig til at vise hvem at du er en anden end hvad du i virkeligheden er..” sagde han med en varm og modbydelig stemme, mens at han lige så stille lænede sig op af bordet, med korslagte arme, og kiggede over på hende, man kunne nu lige skimte de brune øjne, som kunne forplante sig i ens sjæl, så gennemborende, så dybe. Han tog en dyb indånding, og lod langsomt de store smil forsvinde, hvor det bare var en opløftning af hans mundvige. Hånden gled igennem det drivvåde hår, og gjorde øjnene mere synlige, mens at han betragtede kvinden der stod en smugle væk fra ham, hun så da ikke så dårlig ud. Øjnene blev dog nu rettet ud mod stormen der rasede uden for, han burde nu snart komme hjem, der kunne han da få noget varm tøj at tage på, noget at drikke, noget mad. Ja det ville ikke være værst at få noget der kunne fylde i hans nu efterhånden ret så tomme mave. ”Nå, må man spørger hvad sådan en smuk ung dame laver i sådan et hul som dette?” sagde han med en formel stemme, for at lege med på hendes, ’tak fordi du spurgte’. Dog vente hans øjne sig ikke mod hende igen, men betragtede bare regnen der gled ned af de glasvinduer der stadig var intakte, hvordan at dråberne langsomt lod deres vej glide ned af ruden, som var det tåre, tåre der fandt deres vej ned af ansigtet. Lagde sig i en pøl for dens fødder, hvor på at alt andet blev oversvømmet i sorgerne, som bare ikke ville stoppe med at rive dens hjerte i stykker. Så latterlig, han tog en dyb indånding, ingen sorger var så svære at man ikke kunne overkomme dem, og ægte kærlighed, de fandtes da i hvert fald ikke. Og hvis det gjorde, kunne det rende ham et hvis sted, han havde prøvet, han havde set, og han var gået. Aldrig mere skulle han nogen sinde finde kærlighed igen, til hvilket formål skulle det tjene? Det var jo komplet latterligt, at sidde og græde over nogen som der alligevel ikke kom igen, og hvis de gjorde, så havde det været idioter for at have smidt en væk, uden at have tænkt sig ordentligt om. Så skulle svinet bare brændes på et bål, mens man fandt en ny, og at komme i bukserne på.
Var det i grunden ikke det det hele handlede om? Folk skulle have deres mængder af dosis sex, ellers blev de cranky. Et fnys undslap hans næse, menneskeheden var dog også ynkelig, de kunne brækkes på det mest basale af alle, kærlighed, the true one. Blah, ham i røven . Det var kun idiotisk spil af tid, på at skulle bringe andre blomster, at bruge en masse penge på romantiske middage, for så at tale om alle de gaver man skulle købe. Ja, hvad godt kom der overhoved ud af kærlighed? Ud over et hjerte der var gået i tusinde stykker, ja, han havde bedre ting at bruge tiden på. Og hvis han havde brug for sex, skulle han nok klare den. Hånden gled igen igennem hans hår, mens hoved blev lagt en anelse på skrå, den lyserøde tunge gled ud af munden, og omsluttede underlæben, for at fugte den. Den gled så ind igen, da en dyb indånding blev taget igennem næsen. En fuldstændig rolig Anio stod der og kiggede uprovokeret ud af vinduerne, da han pludselig lavede en bevægelse med hånden og greb en flue, og maste den imellem hans fingre ”livet er så kort til bare at flyve rundt og irritere de større væsner min lille ven..” sagde han med en hviskende stemme inden han slap den maste flue, som stræks faldt til jorden. Smilet kom igen frem på hans læbe, forsvandt dog hurtigt, inden han endelig igen vente blikket mod kvinden hvis navn han ikke kendte. Men, det kunne i grunden også være lige meget, sandsynligheden for at han mødte hende igen, var ikke den største. Så hvorfor, lade som om man var en anden, end hvad man virkelig var?

Angelies blik blev langsomt mere og mere mistænksomt, mens hans ord flød imod hende. Hun følte lidt at han gjorde grin med hende.. Han kendte intet til hende, og hun kendte intet til ham, og alligevel stod han overfor hende nu og lod som om han vidste alt omkring hende. Hvad bildte han sig egentlig ind? En kort og kølig latter gled over hendes læber, mens hun vendte blikket væk fra ham et kort øjeblik, eftersom hun ikke var i stand til at opretholde øjenkontakten med ham. Hun kunne knap se hans øjne for det sorte hår, men alligevel mærkede hun en ukendt dybde i dem, som aldrig ville kunne findes i hendes egne. De blå øjne havde nærmest en usynlig glasplade der tvang folk tilbage, som prøvede at se for dybt ind i hende. "Du aner hverken hvem jeg er, eller hvad jeg er i stand til" svarede hun ligegyldigt på hans kommentar om at være dårlig til at være noget hun ikke var. Hun var præcis som hun var.. Hun var ikke typen der gik rundt og spillede komedie, og alligevel troede han det.. Typisk dæmoner.. Så selvfede egoister skulle man lede længe efter nu hvor hun tænkte det mere grundigt igennem.
Hendes blik blev dog hurtigt vendt tilbage mod ham, da han igen snakkede til hende.. Endnu et spørgsmål. Det typiske spørgsmål for en konversering mellem to personer. Hvad laver du her? Han havde dog pyntet sætningen med nogle komplimenter, men Angelie reagerede ikke det fjerneste på nogle af dem. Istedet klappede hun sekstallet ned i sin håndflade, mens hun langsomt begyndte at gå frem mod ham. Hans blik var igen vendt væk, og deres øjenkontakt var blevet brudt. Angelie lod vanemæssigt tungen glide henover de blege læber. Levende væsner gjorde dette for at fugte dem, men Angelie gjorde det af vane eftersom de aldrig ville blive mere fugtige end de var nu, om så regnen landede stødt på dem i flere timer. Hun stoppede sin gang, da hun var omkring en meter fra ham, og cirklede istedet for rundt, så hun endte på den modsatte side af disken, hvor han nu ville stå med ryggen til hende, hvis han ikke flyttede blikket fra vinduet og tilbage mod hende. "Jeg nyder synet af dette sted.. Og stilheden.. De gamle minder" svarede hun og lod begge sine hænder lande på disken, så hun støttede sig på den ved hjælp af armene, inden hun tog en dyb indånding. Han duftede af vådt tøj.. Af regnen selv, og Angelie lukkede kort øjnene, mens hun nød duften, som sjældent kom i nærheden af hende. De kolde blå øjne blev dog langsomt slået op, som hendes lugtesans stoppede sin virkning igen, inden hun så en voldsom hurtig bevægelse. En flue.. Fluen var dog ikke bevægelsen hun så, men det var mandens hånd som i dette sekund klemte hårdt omkring dyret, som sikkert ville falde til jorden når han igen ville åbne dem. Fluer var også et irriterende væsen. Det var stadig ikke gået op for hende hvorfor nogen havde fundet på at skabe et dyr, som kun levede i et døgn, og brugte hele sit liv som føde og på at irritere mennesker med deres kildrende ben, når de kravlede henover ens bare hud.
"Men hvad laver du selv herude på denne tid?" Spurgte hun langsomt, mens hendes blik fulgte den sorte prik, som dalede mod jorden som en regndråbe. Tyngdekræften tvang fluen ned, og dens sjæl ville istedet leve videre i en anden verden. Det var i hvert fald hvad hun selv troede på. Imens hun afventede et svar fra ham, rettede hun sig igen op, så hun ikke lænede sig op af disken, men endte istedet med at sætte sig til rette på den, og lod det ene ben glide over det andet i en korslagt stilling. "Hm?" mumlede hun kort efter, siden han havde valgt ikke at svare hende endnu. Det kunne da ikke tage så forbandet lang tid at finde ud af hvad han lavede på dette sted. Eller kunne det? Hun havde hørt om at folk rendte rundt de mærkeligste steder uden noget egentlig formål, selvom hun ikke selv var typen der foretog sig den slags. Det ville være dumt.. Ligegyldigt og uden mening.

Endnu en gang måtte de hvide tænder blev vist, han irriterede hende? Godt. Der var ikke noget bedre end at pisse folk af, de var alle sammen så nærsynet, de fleste af dem blev sure over ingen ting, det morede ham når han kunne få folk ned i støvet bare ved ord. En fuldvoksen mand, som stod og svinede ham til, og der efter måtte bide tænderne sammen, da en eller anden hemmelighed omkring ham blev afsløret, det var så dejlig grusomt og morsomt. Især når man så folkene rundt omkring dem stå og grine af manden, som lige før havde været så kæphøj. Hvilken lykke man nu en gang besad, at være poppetmaster. Så få viste, hvor få tråde man skulle trække i, før at folk ville bryde sammen. Før at trådene faktisk ville knække, og folk ville gå fra forstanden. Det var derfor disse steder var blevet lavet, for folk der var blevet sindssyge, folk som blev betragtet som fare for dem selv, og deres omgivelser. Men mange gange, tog man fejl, og ved at man spærrede dem her inden, blev de for det meste bare mere sindssyge, andre blev spærret her inde fordi at man var bange for hvad de kunne udrette. Flere eksempler på at folk, med magiske evner var blevet lukket inde, mordere som havde slået ihjel for selvforsvar, men ingen ville tro dem. Mange uskyldige havde måtte leve livet, for at blive sindssyg til sidst. Folk som benægtede deres fortid, og skabte den selv. Ja, der var mange eksempler efterhånden.
Han tog sig ikke af at hun bevægede sig, og vente ikke hoved som normale mennesker ville gøre. Det var for det meste en refleks der sad i menneskers hjerne, at kigge efter det som bevægede sig eller gav lyd. Men mennesker var også så ynkelige, så nemme at blive manipuleret med. De var en skændsel for deres egen race. Men hvem var så ikke det? Der var så mange andre væsner der kunne afskaffes fordi at de gjorde en bestemt race skamfuld, over sin måde at opfører sig på. Altid så svage, kunne aldrig finde ud af at stå ved hvem man var, så mange der sagde man var noget, også gik man den anden vej, som slet ikke havde noget med den pågældende at gøre. Fakes, det var ordet for dem. Hvor mange gik lige fra at være voldtægts forbryder til at skulle giftes næste dag? Oh ja, rygterne havde taget sin tur, der var ikke ret meget som kunne gemmes her i by, selvom den efterhånden var ved at blive stor, spredes sladder utrolig hurtigt. Han løftede armene og strakte sig. Sagde ikke noget til det hun sagde, selvom at smilet på hans læber blev bredere, gamle minder? Ja så man det, gad vide hvad hun havde lavet her, som ikke skulle ud? Eller også var det bare en eller anden syg idé, for at tro at man kunne få fortiden tilbage, ved at vende hen til de steder hvor det var sket. Ja, alle havde et svagt punkt, selv han havde et, og det lå bag ham på disken, han lod dog hurtigt sine slanke hvide fingre, gribe om bogens ryg, og trække den til sig. Dette var hans mest værdsatte skat, har var tegninger fra han var elve år, og længere hen. Der stod historier som han bror havde lavet, ja, der var meget i den. Og den som tog den, ville skulle forberede sig på en meget sur Anio. Tungen gled igen ud af læberne og fugtede hans læber, mens han igen hørte hendes spørgsmål, og svarede endnu ikke, kiggede bare tomt ud i luften, på dråberne der gled ned af ruderne. Det så ud til at irritere hende, at han ikke svarede lige med det samme, som bare fornøjede ham. Så han tog et dybt suk i stedet, og lænede sig mere tilbage, med bogen i hans arme, og tog sig god til før at han overhoved åbnede munden, det kunne være sekunder, minutter, timer for ham. Det var godt det samme, han havde tid til at snakke.
”Jeg vandrede såment bare rundt, og kede mig lidt, da jeg blev overrasket af vejret, og fandt dette sted, så jeg tænkte at det måske var en idé at skærme sig mod regnen?” sagde han tydeligt, men i et monotont stemmeleje, som om det ravede ham en skid hvad han lavede her. Hvilket det i grunden også gjorde ”og lige nu overvejer om jeg ikke bare skulle tage af sted igen, da det ikke ser ud til at det kommer til at ske lige foreløbig” han rejste sig op fra disken og vente sig nu mod hende, lænede sig over bordet, med hænderne på bordet, og stirrede hende ind i øjnene, lagde hoved en lille smugle på skrå og hviskede så med en svag stemme ”Du burde måske slippe noget af alt den vrede du går og gemmer på..” sagde han, og løftede lidt op i øjenbrynene, og slap dem så igen, så de kunne falde ned på plads. Med disse ord gik han over mod døren og kiggede lidt uden for ”Men du kan jo tage med.. hvis du lyster, der er ikke så langt herfra og hjem til min lejlighed.” han åbnede døren og kiggede lidt uden for, det regnede ikke så meget mere, men hvis han ikke skyndte sig, ville det sikkert starte igen lige om lidt.

Langsomt løftede hun hånden op mod det rødbrune hår, mens hun lod den glide igennem lokkerne, som gradvist fjernede sig fra ansigtet og istedet lod sig falde tilbage ned langs hovedbunden. Hendes blik gled henover lokalet, som åbenbart engang havde været en form for information, det sted hvor de syge blev afleveret og skrevet op til et livvslangt ophold på galeanstalten. Med de mennesker og væsner som boede i denne by, var det faktisk noget af et under at dette sted havde været nødt til at lukke ned. Sindsyge væsner var der i hvert fald nok af.. Måske hun endda selv burde blive indlagt? Nej.. Hun var hverken vanvittig eller følelseskold. Selvom hun ikke viste det betød det jo ikke at følelserne ikke lå gemt inde bagved? Eller gjorde det? Væsner var nu en underlig ting når man tænkte over det. Alle havde hver sin form for magt.. Hver sin form for svaghed, og alligevel blev alle ved med at skjule deres svage sider. Det var ikke forkert at have dem.. Det var menneskeligt.. hvis alle ville gå rundt og være uovervindelige ville Di Morga brænde sammen i ren kaos.. Fantastisk kaos. Tanken frembragte et svagt smil på Angelies læber, mens hendes blik var stoppet op ved et gammelt billede af en kvinde i en guldramme. Det var den første forstanderinde på stedet, og billedet bar stærkt præg af nikotin og brændskader, mens det hang en anelse på sned, hvilket ikke fik kvinden til at se specielt kønnere ud. Hun rystede dog langsomt tankerne ud af hovedet igen, da det gik op for hende at denne mystiske mandsling endelig besluttede sig for at svare på hendes spørgsmål. Som en normal reaktion vendte hun blikket mod ham.. Hun havde det bedst med at betragte andre når man talte sammen.. At se væk var et tegn på svaghed.. Som om man frygtede at den andens blik ville kunne skue igennem ens løgne, og se helt ind i sjælen, som altid ville fortælle sandheden.
Øjnene var jo sjælens spejl sagde man. Angelies blik fangede af netop den grund hans blik, da han langsomt vendte sig om imod hende. Hun bemærkede dog hæftet, som han havde lagt fra sig på bordet, og nu greb han ud efter det. Det måtte betyde meget for ham siden han passede så godt på det. Kort overvejede hun, om hun selv havde noget som betød ligeså meget for hende selv, og hendes blå øjne fik et fraværende skær i sig, som om en hinde blev lagt over dem, og skjulte sandhederne, som ville kunne ses ellers. Hun nikkede dog svagt over hans svar.. Det var et klassisk svar.. Jeg var bare lige ude og se stedet.. Hun havde hørt den tusinde gange før, og alligevel tvang høfligheden dem til at spørge om hvad man lavede på sådan en gudsforladt sted.
"huh?" mumlede hun langsomt, da det gik op for hende, at han havde sagt noget om vrede.. Hvad mon han mente med det? Hun var da ikke vred, var hun? Undrende kneb hun igen øjnene sammen, men det kølige blik forsvandt ganske kort fra dem, som tegn på at han havde overrasket hende.. Tegn på at han kort havde brudt hendes forsvarsværk, men køligheden blev dog hurtigt genoprettet igen, mens hun fremtvang et neutralt smil. "Jeg er ikke vred" svarede hun istedet, inden hun rettede sig en anelse op i den siddende stilling, mens hun kort satte tænderne i sin underlæbe. "Jeg skærmer bare mig selv for at blive såret.. Røvrendt kunne man vel også kalde det" Sagde hun langsomt i et let tænkende tonefald, mens hun betragtede hvordan han bevægede sig hen mod indgangen. De næste få sekunder tænkte hun dog ikke over noget. Da han nu tilbød at hun kunne tage med ham hjem, hoppede hun elegant ned fra bordet, mens hun gik hen til ham i døråbningen, hvor han åbenbart ventede. "Det lyder skam ikke som nogen helt dårlig idé" bemærkede hun i et neutralt tonefald, selvom man kunne ane en meget svag undertone af drilleri. Hendes blik vendte sig ud over naturen, hvor hun så hvordan regnen langsomt var begyndt at stilne af, mens det smil som før havde kruset omkring hendes læber, langsomt blegnede og til sidst forsvandt helt fra hendes blege ansigt, som om det aldrig havde eksisteret.
Uden at sige mere, trådte Angelie ud i regnen, og begyndte at gå i en tilfældig retning, som hun regnede med var mod hans lejlighed, selvom hun ikke vidste det fjerneste omkring det. Det var vel også ligegyldigt.. Han ville forhåbentlig sige til hvis hun gik i den forkerte retning.. Hvis ikke.. Ja så ville hun vel bare.. Gå hjem?