En tur i parken - Anio

Mennesker der skreg af grin, folk der smilede og holde om hinanden, for at indikere at dette var ægte kærlighed de havde fundet for hinanden. Sikkert slog de op efter nogle uger, måske måneder, hvis de var heldige. Også ville de gå forbi den bænk som de havde siddet på, og blive ædt op af sorg over savnet, eller fyldt med raseri, over de ting som deres partner havde blevet til, efter nogle dage. Børnene løb legene efter en frisbee som faderen kastede, teenage drenge, som sad med deres skateboard og snakkede om de skulle tage til skaterparken eller bare blive her og hænge ud. En af dem tænde en smøg, og den hvide røg dannede sig i luften, og steg op i atmosfæren. Sikkert længere end det. Det var uhyr sjældent at man så nogen gå alene her ved disse kanter. Dog stod der en dreng, på omkring de nitten år. 1.94 høj, måske lidt højere, han viste det ikke, og han var også ravende ligeglad. Hans hår lå hen over hans øjne, og kastede skygger over det kridhvide ansigt, som næsten kunne vise at han var en vampyr, dog var han ikke noget i nærheden af en vampyr. Ingen spise tænder, ingen røde øjne, ingen trang til blod. Nej hans øjne havde en dyb brun farve, hans tænder var efter han sidst havde kigget efter helt lige, og tangen til blod blev højst tilfredsstillet med at spise en rød bøf. Hans blege læber, hang i en grimasse der ingen følelser viste overhoved. Hænderne var begravet i hans stramme hængerøvs jeans. Som sad tæt ind på de lange ben. Han pustede langsomt noget luft ud, mens han totalt ignorerede alle de blikke som folk sendte den mystiske dreng, der stod der, med en notesbog under armene, og en masse blyanter i inderlommen. Ja, han var ikke helt normal det kunne man vist rolig sige. Men hvis han skulle være helt ærlig, ville han fandeme hellere ikke være normal, han havde aldrig nogen sinde været det, og den gang han havde været gået i skole havde folk altid undgået ham, og de eneste der havde ville være venner med ham var to, ud over hans tvillinge bror. Neru, dog var broderen der ikke længere, død i en bilulykke hjem i regnvejr med forældrene i bilen. Forældrene havde Anio ikke sørget over, men, borderen havde været det største tab i hans liv. Og efter dette var sket, havde Anio lige så stille udviklet en dyster side, et monster der kom frem i raseri anfald, et monster der ikke var til at styre. Et monster man meget hurtigt ville lære at holde sig væk fra. Og lade være med at provokere. Han greb sin ene blyant og slog op i notesbogen, og med lynhurtige bevægelser begyndte han at tegne noget. Denne notesbog så aldrig ud til at miste sider, som om at nogen havde kastet en forbandelse over den, og den bare aldrig ville løbe tør. Et lille grumt smil dannede sig langsomt på de smalle læber mens han fortsatte med at tegne. Hans blik gled hen på drengen som sad et stykke væk fra ham, en dreng som så ud til også at kunne lide at tegne. Anio lagde hoved en smugle på skrå, og begyndte så at tegne drengen. Han behøvede jo ikke at bruge sin evne evig og altid.

Brendon havde et smil på sine svag lyserøde læber, mens han skiftevist så over på fuglene og ned i sit blok for at være sikker på det lignede virkeligt så meget som muligt. når han tegnede så kunne han altid holde tankerne ude af sit hoved, og bare nyde øjeblikket hvor han tegnede og se hvordan små streger kunne komme til at få nået som en fugl frem på nået papir. han stoppede hurtigt med at tegne da han mærkede den mærkelige fornemmelse inde i sig, som når folk kiggede på en og det var ikke lige ham - da han følte at det var nået galt med ham som fik folk til at glo. hans blik røg hurtigt omkring og stoppede på en fyr et stykke væk, han så stille på ham og fik en lyserød flot farve på sine kinder da han fik øjekontakt med ham. han vende hurtigt sit blik væk inden han så over på ham igen, og kunne godt se at drengen tegnede nået.. tegnede han virkelig ham? han kunne ikke se det spændende i at kunne tegne ham, så særlig var han vel heller ikke? han bed sig kort let i læben inden han så væk. han viste ikke om han skulle gå hen og snakke med ham eller bare blive, drengen så ikke ud til at ville snakke med en som var så genert som Brendon altid var når han mødte nye mennesker/væsner.