Why? - Anio

Sted: Lucifers Gemakkere
Tid: Any time.
Omgivelser: forskellige rum, osv (Lucifers Hus)
Vejr: Dkn?

Varmen steg op fra de ti skærsilde, som var blevet sat til at bøde de mange mennesker hvis død var en ny hyldest til helveds hersker, Lucifer. Deriblandt havde denne almægtige underverdens hersker, som så mange så op til og nogen som hadede, bestemt at hans to bedste medlemmer i sit rige skulle dele et værelse, dog vidste de ikke at det var det der var hans hensigt da de intet havde fået af vide fra denne mægtige satan.

Endelig var han kommet hjem efter lang tid oppe på overfladen ved jorden, var det nu atter forbi, han kunne nu slappe af og lade sig nyde af en belønning fra selveste Lucifer, selvom denne mægte mand, væsen, og hersker, ikke lige frem var en af hans farvorriter, der fandtes bedre vidste han med sig selv. Og sukkede lige så stille imens han drev sig frem mod det sted hvor han skulle mødes med den almægtige Lucifer.
Clash var på et år blevet en af hans farvorriter så hurtigt, selvom at denne djævel, Clash, ikke så grunden til det, det eneste han havde gjort var stort set at fuldfører sin træning på et rekord tid, som ikke nogen andre havde opnået på reakord tid, mens hans planlægninger og idéer havde gjort store underværker, for det underjordiske rige, hvis pinsler gav ham styrke. Selvom Clash ikek just var stolt af det, havde han ikke nået valg, han kunne jo ikke bare gå hen til Lucifer og sige at han skulle stoppe med at betragte ham som en af hans farvoritter, det kunne han jo ikke… Han tog en dyb indånding og rystede kort på hovedet imens han begav sig ned til handjævlernes sovesal får at hente sit tøj og sine ting, selvom der ikke var meget af det, men det rørte ham ikke det store, selvom mange af hans venner ikke forstod hvordan han kunne overleve med det, og have så meget i overskud med det han fik fra herren af. De fleste af dem brugte dem i løbet af nul komma fem, men man kunne jo have sine heldige dage, og opdage at der var noget man virkelig havde brug for som man bare måtte ha’ og i det tilfælde så var det ikke tøj… Han tog en dyb indånding og gik op af den lange trappe op til værelset hvor han fandt nummeret frem og stak nøglen ind i låsen og åbnede døren, til hans overraskelse var den dog åben.

Varmen ville have været uudholdelig, hvis det ikke var fordi at man var vant til den. Hvis man ikke havde levet i den siden man var blevet født, hvis det ikke var fordi at ilden og varmen var blevet en del af en. En kvindelige skikkelse var til at skimte inde i de varme gemakker. Nogle gemakker som selveste Lucifer havde skænket hende, hvilket hun var meget stolt over da det adskilte hende fra de andre, og stadig fik hende til at føle sig speciel trods for at Lucifer havde givet hendes plads væk til denne, Clash. Hvor hun dog hadet ham for det, hvor hun hadet den satan for det! Hvor kunne han også vende ryggen til hende på den måde!? Da hun havde fået det at vide, havde hun været tæt på tåre, hun havde altid ønsket sig en far, og Lucifer var det tætteste hun kom på den rolle, selvom at hun hadet ham, elskede hun ham jo stadig. Og at han bare var kommet og var der i et år, tog han næsten alt fra hende, hun havde dog stadig sit værelse, heldigvis da. Pludselig hørte hun nogen som drejede rundt i låsen, som havde den været låst. Hun vente sig om, og så at der var nogen der kom ind. Hvem fanden... nej... det.. "Dig.." hvæsede hun af had, hendes øjne lynede og hun kunne snart ikke holde sig i hendes kølige hjørne mere. Dette var for meget! Han kunne ikke bare komme og overtage hendes værelse på den måde. Lige om hun skulle til at sige noget mere, flammede hendes mail boks op, og hun gik over for at tage fat i det brev som var opstået af flammerne. Langsomt åbnede hun det, og så på de skrå skrevet bogstaver.

Anio Jackie Gray

Du bedes med øjeblikkelig hændelse overlade rummet til Clash Tormenta. Du kan derved enden vælge at dele selve værelset med ham, eller flytte ned til hundjævelenes sovesal.

Det var den abeslutte sidste dråbe, hun vente sig langsomt mod ham, hvor hendes øjne var blevet fuldstændig højrøde. Mens hun vandrede hen mod ham med knyttede næver "forsvind.." hvæsede hun. "Piece of shit.. Gid du måtte flyve op til gud, og brænde op i hans evige kerne af godhed.." hun tog et skridt til, og endnu et, mens alle sener i hendes krop gjorde sig klar til kamp.

Han hævede det ene bryn da han fik den tidligere ejer af værelset at se, Anio, dog kom der ingen ting ud af hans mund, han forstod i grunden ikke hvorfor Lucifer satte ham så højt, der kunne vel være nogle specielle forbindelser imellem deres familier, men han tvivlede, hans familie var elvere, og hvis de ikke havde gjort noget virkeligt slemt, men det kunne vel være umuligt? Han trak så langsomt på skuldrende, og gik hen til en stol og satte sin taske ned. “Også rart at se dig Anio…” Sagde han langsomt og i et køligt tonefald, uden at råbe den mindste form for afsky og kiggede på hende med et stille hævet bryn, og sagde ikke yderligere noget til det hun sagde, eller den måde hun reagerede, og kiggede hen imod hende, imens han tænkte lidt over tanken om at komme op til vorherre som man nu kaldte ham, bare navnet gav ham kvalme, men han lod det ikke ødelægge hans humør, igrunden var han i et neutralt humør, som altid, var mester i at holde det, og ville også blive ved med det, han tog en kort indånding “tja.. men sådan er vejen altså ikke lige.” Sagde han roligt, og trak langsomt på skuldrende, han ville ikke ligefrem sige han ønskede dette, men heller ikke at han hadede det, han var bogstaveligt talt bare gået hen og blevet neutral hvilket var noget der gav gode plus point havde han funder ud af, men han lod det ligge og trak langsomt sin hættetrøje af selvom han havde en sort tætsidende undertrøje inden under, og kiggede langsomt rundt, og derefter på hende, “Men vi kan da godt dele?” Sagde han så, stadig uden en snært af godhed til hende, mere netural drøftelse, som han kaldte det, begge dele var vel lige gode, den eneste bonus værelset havde var privatliv, og en god seng, og noget mere plads, selvom han umuligt kunne udfylde alt den plads, men det gjorde nu ikke så meget, så ville der vel ikke være så meget at pakke sammen hvis en ny nu skulle komme til.

Og der røg hættetrøjen, ja han gjorde det vel nok allerede hyggeligt for sig. Tårene brændte så inderligt inden under øjenlågene, og skreg på at komme ud, skreg på at hun bukkede under og viste hun var svag. Dette var ikke tidspunktet. "Dele..." snerrede hun af ham, og kiggede på ham med de lynene øjne, "Synes du ikke jeg har skulle dele nok med dig allerede!? Skrid sagde jeg!" hun greb fat om et af malerierne og fyrede det efter ham, hun var så indebrændt, så såret, så svigtet. Noget hun aldrig i sit liv havde troet hun ville føle så kraftigt før, det værste var at hun havde gjort ham til det han var nu, hun havde været med da de havde været ude og kiggede på folk som de ville tage til sig, og gøre til djælve. Hun havde set ham, og sagt at han sikkert ville være god. Hvor hun dog hadet sig selv for at have forudsaget alt dette. Det næste hun fik fat i var en glasvase lige imod hans fjæs "Hvis du vil have dette værelse, fra mig, må du først tage det ved magt, du kan ikke bare tro fordi at Lucifer, den røvslikker kan give dig noget som er MIT!" sagde hun med en snerrende stemme, der varslede død. Hun var så sur, at hun kunne finde på at brænde hele helvede ned, hvis det ikke var fordi det allerede gjorde det selv perfekt.

Blikket vandrede forsat på hende, og sagde ingen ting, han greb malleriet og satte det ned på gulvet og sukkede stille da han nu fik en vase i hovedet selvom den ikke gjorde det store, men tog så en dyb indånding og var helt rolig, han kiggede på hende med et stille blik, og sagde ikke noget før hun var færdig, “Jeg bad heller ikke om værelset, eller om at blive den højre hånd til Lucifer, hvis du er så vred på ham så sig det dog til ham selv…?” Sagde han lettere opgivent og gik hen for at sætte malleriet på plads og lod sit blik glide rundt på de mange ting, “Og dets uden, ville jeg ikke tage noget medmindre det var nødvendigt, og efter min mening kunne jeg sq lige så godt ligge død under det tog og være den samme blød sødne idiot…” Sagde han til sidst og rystede langsomt på hovedet og begyndte at ordne tingene inden han tog en dyb indånding og gik hen til sin hætte trøje og lagde den ned i tasken igen og kiggede hen på hende, hun ville tydeligvis ikke forstå det han mente, men det kunne han vel heller ikke gøre noget ved… Han betragtede langsomt hendes krop, men rystede så på hovedet og satte sig ned i stolen og lukkede øjnene lige så stille og kiggede på hende imens han overvejede om hun ville overfalde ham nu eller hvad hun ville men han kunne ikke helt vide det, dog lod han sit blik forsat være på hende, og afventede det næste træk fra hende. Han kunne vel lige forstille sig hvis hun begyndte at gå på angreb på ham, og det vidste hun også godt selv, at det hurtigt var endt, selvom det nok ikke ville holde hende tilbage fra det, han kigge langsomt ud fra det åbne vindue uden glas på, da det hurtigt ville smelte, han mærkede så noget skrabt trænge igennem hans kind og var sikker på det var Anio der var gået løs på ham, han greb hendes hænder med den ene hånd inden hun flænsede ham igen og healede langsomt sine sår som hun havde lavet på ham, og rejste sig så op, og kyldede hende ind i væggen hvor nogle store spejle stod, og efter kort tid var han hende ved hende og pressede hende op af de knuste glas hvor efter han lod tungen glide ud af hans læber kærtegnede kort hende hals, da han tog fat i hendes hår i nakken og tvang hende tæt op af glasset så der kom flere revner i det.

Hun stod og trak vejret heftigt frem og tilbage, hun gad ikke lytte til ham. Svinet havde fået for mange goder, til at han bare kunne komme her, spille totalt kold, kynisk og ligeglad. Neutral hendes røv man, ingen kunne være så kølig uden at være indebrændt. Det kendte hun fra sig selv, hun kunne også virke ligeglad, ikke nogen grund til at hun var det. Et kort øjeblik stod hun bare og prøvede at styre sine tanker om at flænse ham helt ind til knoglerne, og i starten gik det da også meget godt, og hun rettede sig op i sin fulde højde. Egentlig ret ligeglad med hun kun var iført en bh, og stramme sorte bukser. Men det sidste kommentar var af en eller anden grund bare for meget for hende, og den måde han bare sad der, kiggede ud af et vindue, ligeglad med om han var levende eller død, eller hvor i verden han var. Så utaknemmelig, så, ja hun havde ikke engang ord for hvad fanden han var! Hun hadet ham bare, til det inderste af hendes sjæl og mere til, der var ikke ord til at beskrive hvad hun havde lyst til at gøre ved ham. Pludselig kunne hun bare ikke holde sig længere, hun fløj hurtigt hen over gulvet, som en stille vind, og lod de skarpe negle rive hen over hans ene del af ansigtet. Ligeglad da han greb hendes hånd, og prøvede bare at flænse videre på hans ansigt, da hun pludselig løftede sig fra jorden, og blev smidt ind i spejlende. Mærkede hvordan at de mange glasstykker borede sig ind i hendes ryg, hun nåede dog ikke rigtig at reagere før at han var over hende og pressede hende ind i væggen. Men punktet blev først nået da hans tunge gled ud, og rørte hendes hals "Rør mig igen.. og jeg sværger at hver eneste lille stykke ud bliver revet fra din krop og dit skellet. " hendes negle borede sig ind igennem hans t-shirt, og ind i kødet på ham ved hans ryg. Hvor efter hun trak dem vær fra sig, så neglene nærmest flænsede hans hud op. Et præcist spark blev plantet ved hans underliv, hvor på hun sendte ham bag ud, der gik dog ikke mange minutter før hun var over, ham og pressede ham ned i det knuste glas der lå på gulvet, bøjede sig ned, og lod de skarpe tænder bide fast i hans ene skulder.

En smerte gled ned langs hans ryg, hvor alle de mange nervebaner gled ned langs hans rygrad, mens blodet begyndte at flosse ud fra hans indre, men han sagde intet til det, lod det bare ske, han kunne heale det senere hvis han ville, men lige nu var det ikke ligefrem tiden til det, han grinte over det hun sagde, koldt, og ligeglad, sådan havde hans gamle væsen aldrig opført sig, han havde taget imod afslaget og holdt sig helt roligt ved det, ikke sagt det store til men bare trukket på skuldrende og ladet det være som det var. Han tog en dyb indånding og kiggede på hende da hun pludselig sparkede ham på hans ædler dele og gryntede kort over smerten der gled igennem ham, da hun havde ramt det følsomme punkt på hans krop som mænd prøvede at holde i forsvar bag et skjold så ofte, men lige nu var han blevet det offer en hver pige ville ønske at tæve, og ydmyge da han besad dette adams organ som de så for noget forbandet. Han mærkede glasskårene under ham og hvordan de gik ind i hans kød da hun flænsede hans ryg og rev huden fra hinanden, ja vel nok var han utaknemmelig, og ikke velfortjent til denne opgave som Djævel men det var hende der havde sørget for det, ikke ham, men hvad kunne han gøre, intet? I det samme mærkede han de skarpe tænder som de begge var udstyret med, borer sig igennem hans skulder og gryntede kort af smerte hvorefter han greb hende ved håret med den ene hånd og trak hendes hoved op fra hans skulder kastede hende ned på gulvet og satte sig overskværs på hende, hvor han holdte hendes arme nede med sine knæog knyttede næverne, og gjorde sig store anstrengelser for ikke at slå for hårdt, men i grunden var han lidt ligeglad, nu havde han leget hendes leg længe nok, så nu var det pay back time, og derfor slog hans hånd ned mod hendes ansigt for fulde hammer og trak vejret dybt ned i lungerne, og rejste sig så op hvor efter han rystede kort på hovedet og kiggede kort på hende, men slog blikket den anden vej og lod sig forsvinde ind på badeværelset hvor han kunne få fjernet glaskårene med sin telepatiske evne, men så var det heller ikke mere han kunne gøre, end blot at heale dem, men det havde han ikke tænkt sig lige nu.

Det hele skete så hurtigt, smerten der bredte sig inde i hendes krop, skar igennem hendes hud, åbnede ind til senerene, blodårene, og til sidst hendes knogler. Men smerten var hende ligegyldig, hun var hævngerrig, og når hun først var blevet sur, var der ingen ting der kunne stoppe hende mere, intet der kunne få hende til at falde ned, før at hun havde fået den hævn, som hendes hjerte hungrede efter. Hvis man kunne kalde denne pumpende muskel som hun havde inde i brystet, for et hjerte. Hun havde aldrig forstået, ordsproget 'jeg elsker dig af hele mit hjerte'. Hvordan kunne man i det hele taget elske når det kom til stykket? For det andet, hjertet var en muskel, der spredte blodet ud i de forskellige organer, så hele kroppen kunne fungere. Hjertet var tilsluttet luftvejene, mens at selve luften man trak ned igennem næsen eller munden, producerede ilt til lungerne. Hele universet hang sammen, hvis menneskerne ikke var der, og ingen dyr, ville planterne dø, på grund af kuldioxid mangel. Der var så mange ting, man bare ikke kunne besvare. Men hvis man skulle være helt ærlig overfor sig selv, så viste hun ikke, hvorfor fanden at disse tanker gled igennem hendes hoved, i dette øjeblik. Måske, måske fordi hun i grunden slet ikke forstod sig selv på hvorfor hun var blevet så vred. Hende, som var så kølig, og bare trak på skuldrene af alting. Lå her og tumlede rundt med en mand, som hun hadet som pesten, en mand der aldrig havde gjort hende noget. Eller. Pludselig blev hun vendt rundt, og de skarpe tænder, var tvunget til at glide ud af hans velsmagene kød, som hun havde taget en ret stor luns af, blodet gled ned af hendes ene mundvige, og ned af kæben, mens hendes ansigt blev forvrænget af smerten, af glaskårene der borede sig op i hendes allerede forrevet kød på ryggen. Da knytnæven ramte hendes ansigt, mærkede hun hvordan at hele kæben blev knust under vægten af hans knytnæve slag, bevægelses energi, også kaldede den kinesisk energi; Ekin = 0.5 * m * v². M, partiklens masse, derved at sige hans hånds vægt, v; partiklens hastighed. Alt dette frembringer energi, alt bestod af energi, alt bestod af selveste fysik. Ingen gud, ingen Lucifer, og alligevel var de her, alligevel var der væsner fysikken ikke kunne besvare på, hvorfor.
Da vægten endelig flyttede sig fra hendes brystkasse, vente hun sig om og spyttede hendes eget blod op, på de mange glaskår, og marmorgulvet. Ømmede sig lidt, mens hun lagde begge hænder på kæben, og satte den på plads igen med et voldsomt knæk, og ventede nogle sekunder på at den ville heales sammen igen. Sjov ting alle djævle havde, de kunne ikke dø, og havde en sindssyg evne til at kunne heale sig selv. Dog, hvis det lykkes nogen at rive hjertet ud på en djævel, ville djævlens sjæl vende tilbage, til helved, og genopstå. Dog med en lille gave fra Lucifer, et brandmærke. Hun havde selv to; Begge var placeret på hendes venstre inderlår, lige oppe ved hendes underliv. Hun kunne stadig huske smerten som havde gledet igennem hende, og hvor tæt hun havde været på at skrige, for første gang i hendes liv, men hun ville hellere bide sin egen tunge af, frem for at begge om nåde for at blive skånet for torturen. Langsomt rejste hun sig op, og banede sig vej hen mod badeværelset, smadrede døren op og kiggede på Clash, med øjne der ville have kunne dræbt på stedet, en masse ord gled igennem hendes hoved, og hun var klar til at overskylle ham, svine ham til. I stedet satte hun bare i løb, og smadrede ham op af væggen, lod sine hænder glide op mod hans hals, og klemte til, så ingen luft kunne glide ned af hans luftrør. Et utrolig sadistisk og sindssygt smil dannede sig på hendes læber, da dette faktisk morede hende, hun havde ikke haft en god kamp i årevis, og på et hvis punkt. Glædet denne kamp hende, ud over at hun havde lyst til at dræbe ham.

Der gik ikke lang tid før, alle glasskårende var kommet ud fra hans mange sår, og endnu kortere tid, da han begyndte at heale dem, en stille brummen gled ud igennem hans hals, imens han overvejede hvorfor det var så vigtigt for hende at hade ham, hvis hun ikke var tilfreds med hendes fars mening, hvorfor helvede gik hun så ikke bare hen og brokkede sig, i stedet for at han skulle stå for tur til det. Han hævede det ene bryn da han så Anio i spejlet men fik ikke rigtig tid til at tænke over hvad det var hun ville da han mærkede hun hamrede ham op af væggen igen, dog fik han fat i et stor mundfuld luft inden da, selvom det var en utrolig ubehagelige følelse at få presset admasæblet ind, og han rynkede brynet lettere misfornøjet over det, og folede sine hænder let hule sammen og hamrede dem ind imod hendes ører på hver side, så der ville komme en voldsom hovedpine inden i hende, og han kunne få mulighed for at komme væk fra hende, derfor trak han sit ben op, og sparkede hende hårdt ind i væggen og vrissede provokeret over hendes opførelse. “Hvis det er så røv surt for dig, så gå dog selv hen og snak med din såkaldte far!” hvæsede han vredt i mellem de syle skarpe tænder og kiggede på hende med de ellers rolige øjne, som nu var forandret til et hav af had, der kunne borer sig ind i hvem som helst det end kunne være, og rystede så på hovedet, han fandt hende ikke engang hver at kæmpe imod hvis hendes vrede skulle være så ukontrolleret, og bare skulle skydes på en der ikke engang kunne gøre for at han lige pludselig var den nye yngling, ellers ville han da selv gå op og sige at ham den øverste befaldende kunne rende ham et hvis sted, og bare skulle lade ham være, hvor efter han nok ville forsvinde op til overfladen, så kunne den udullige unge sq være tilfreds hvis hun ville, for han gad ikke mere af hendes pis hvis hun virkelig skulle være sådan, og han gjorde det ikke fordi han var svag, men fordi han var træt af hendes evige egoistiske hjerne som kun lyttede til det den ville, ja hun var ikke rask, men sindssyg var hun heller ikke, eller på sin hvis jo, men ikke i den omfattelse som Clash mente det, han gik ud i soveværelset og fik spejlet fejet af vejen med sine evner og brummede noget utydeligt hvor efter han trak sin sorte undertrøje af, og smed den ned i sin taske og fandt en anden frem og tog den derefter på, imens tankerne forsat kørte på hvor meget han hadet denne kvinde, hende der ville dræbe ham og så ham som en forhindring når han ikke en skid havde gjort, udover at udfører sit arbejde og hvis hun virkelig så det som et problem så måtte hun snakke med den som var den overordnede, i et kort øjeblik overvejde han lidt at skride det kunne han vel lige så godt, hun ville øjensynligt bare komme tilbage til ham og flænse ham endnu mere for at sige sådan noget omkring hendes far, hvad fanden skulle det hjælpe at gå løs på ham da? Han fattede det virkelig ikke, og mente nu heller ikke den store grund var der til at han skulle fatte det, og havde i grunden heller ikke lyst.

En smerte rungede igennem hende, da han slog hende for ørerne, der gjorde at en at det hele ringede for hende, bragte hende ude af fatning uden at hun kunne forklare hvad det var som skete. Det hele, gjorde hende bare så vred, hun havde lyst til at skrige af smerte, da hun blev sparket i maven og sendte ind i væggen. Hun havde lyst til at ligge sig ned, og græde den smerte der ød hende op inde i, men hun gjorde dog ingen af delene, hun lå bare der og kiggede stille frem for sig, mens hun ventede at hendes øre ville finde sig sin plads igen, uden at det ville gøre ondt. Lukkede øjnene efter noget tid, og prøvede på at æde sin smerte og had op i sig, så hun ikke løb efter Clash igen. Men, lysten var der, hadet var der, smerten var der. Det var der alt sammen, og hvem sagde at hun ikke havde prøvet at snakke med sin skaber omkring det? Hvem sagde, at hun ikke havde prøvet at få det tilbage, som hun havde haft før. For det havde hun! Hun havde prøvet så godt hun kunne, at få det tilbage, at få sin fars respekt tilbage, men det eneste der skete, det var at Clash fik alt, det var ham som blevet hævet op og hende synket ned. Hvordan hun ikke ville blive hånet af alle de andre, hvordan de ikke ville tvære hende ud, når hun var allermest nede, der fandtes ikke venner i helved, der fandtes kun den som havde den mest egoistiske hjerne, og den som kunne finde ud af at spille sine kort rigtigt.
Lige så stille rejste hun sig op, og bed sig hårdt i læben. Hun greb en jern statue og gik ind i soveværelset og kiggede på ham "Hvem siger måske jeg ikke har prøvet!?" skreg hun og smed den efter ham, men lige som hun skulle til at gå amok på ham igen, mærkede hun en hånd der greb fat i hendes hår. Det var som om at nogen svitsede alle hendes hår af, ind til roden, og hovedbunden med. "Du har været en meget uartig lille pige Anio.." hørte hun hans stemme hviske i hendes øre, og hun vred sig af smerte, og ville bare ud af hans greb "Hvordan kan du tro du nogen sinde vil blive nået værd for mig mere? Du burde blive dømt til at rødne op mellem alle de andre sjæle, som den lille idiotiske tøs du er.." med de ord, gik hun op i flammer, et skrig af smerte undslap hendes læber, da hun faldt på gulvet omsvøbt i flammer. Smerten var uudholdelig, noget hun aldrig i sit liv havde oplevet før. Da det pludselig stoppet, Lucifer var for længst forsvundet, lige som han var kommet. Og der lå hun på gulvet, med brændesår over det hele, og hæv efter vejret. "håber.. du... er... til... til..fre..ds.. nu.." stammede hun, og kom langsomt op på benene, og fandt en taske, og hendes mest nyttige ting, kampen var tabt, hun ville aldrig nogen sinde vinde. Hendes skaber, hendes... far havde vendt hende ryggen og aldrig nogen sinde ville hun vinde hans respekt igen. Få af brændesårene begynde at heale igen, men der gik lang tid, og smerten skar ind i huden på hende, og fik få tåre til at trille ned af kinderne.

Han kiggede stille rundt imens han overvejede sine gøremål, imens han overvejede hvad han skulle lave, og hvad han skulle fortage sig, men det var ikke til at vide, faktisk overvejede han virkelig selv at gå op til lucifer og bede ham om at kigge lidt over sin stor snudet næse og have lidt mere respekt for sit barn, og ja kunne godt være han, elskede at manipulere med folk, på hans måde, men der var grænser for folk, grænser som man overskred hele tiden, og grænser som folk bare ikke respekterede. Han fattede ikke Lucifer, og ja han havde vel en hvis lyst til at bare at gå igrudnen, og lade hende være tilfreds med at hun fik ham ud af sit liv så at sige, han rystede langsomt på hovedet og kom frem til den virkelige verden, da hun begyndte at råbe af ham og sige at hun fandme havde snakket med sin far omkring det, men han anede ikke hvad han skulle sige til hende, det kunne godt være hun havde sagt det til ham men derfor behøvede det da ikke gå ud over ham stadigvæk, han rynkede brynene lige så stille, og prøvede at finde hoved og sted i det hele, men han kunne ikke, det gav ikke mening for ham, velnok kunne hun være sur over at han havde taget hendes plads, men hun måtte velforstå at han ikke kunne gøre noget ved det, han kunne jo ikke ændre det, han var trænet op til at gøre det som han gjorde nu, han ville dog ønske han kunne spole tiden tilbage, så det hele ikke var sket, men sådan var verdenen ikke ligefrem gået, og det kunne han selvfølgelig ikke lave om på, på nogen måde, men han måtte rynke panden da han hørte hvordan Lucifer begyndte at snakke, faktisk sad han bare og kiggede lige frem, uden at sænke hende et blik, han vidste ikke hvad han skulle give hende, han rejste sig dog langsomt op, og var nu ikke helt sikker på om Lucifer var gået, og vente sig langsomt om, og kiggede på det brændende bål der var sat ild til, og betragtede Anio, med et roligt blik, dog var han en smule medfølene over for hende, men sammentidig fandt han hende afskyelig ved at give ham skylden for det hele, han brummede lidt og gik hen til hende, hvor han tog hende op i sine arme, og betragtede hende kort med de mange brændsår, han gik dog langsomt hen med hende til sengen og lagde hende lige så stille ned i sengen. “Ser jeg tilfreds ud?” Spurgte han så køligt, og satte sig ned på kanten af sengen og lod hende heale sig selv, uden at forstyrre hende i det, han ville ikke ligefrem ‘ødelægge’ mere for hende, og kiggede så stille ud igennem de rudeløse vinduer.

Hun mærkede hans arme der løftede hende op, og bar hende over til sengen "Sagde jeg ikke, du ikke skulle rører mig igen.." sagde hun hæst, men gjorde dog denne gang ikke nogen modstand, for at han skulle slippe hende. Det var som om, at Lucifer havde taget hendes glød inde i, som gjorde, at hun ikke kunne heale ordenligt mere, da flere af sårene ikke ændres overhoved. "sikkert ikke, kan også være lige meget. Burde vel se du allerede har fået din straf ved, at han tog dig ned i helved, og gjorde at dit liv aldrig blev helt til det du ønskede.." brummede hun og vente sig om på ryggen. Huskede tydeligt hvordan hun flere gange havde været med til at ødelægge andres liv, for at få dem til at komme ned til helved, få dem sluttet til Lucifers planer, da de alligevel havde mistet alt håb omkring det som de havde drømt om. Og hun, hun havde været en del af det, og hun var det vel også stadig fordi hun blev i blandt disse væsner. "Jeg er ude i morgen.. så kan du have det for dig selv. Kan sove på sofaen imellem tiden." kom der stille fra hende, og hun lukkede langsomt øjnene, hæv sig langsomt op og sidde, og fandt hendes tøj frem, ikke meget men det hun stadig havde her nede, resten var godt nok oppe på overfalden. Trak langsomt sine bukser af, og ledte efter nogle nye, mens hun rendte rundt i en næsten helt forbrændt bh, og g-streng, egentlig ret ligeglad om han var der eller ikke var der. Flere gange var hun nød til at støtte sig op af væggen, inden hun fortsatte med at pakke tingene ned i sin taske "Bare så du ved det, Faith gik ikke frivilligt i seng med de mænd.. hun var tvunget til det." kom der så endelig fra hendes læber, mens hun kiggede hen på ham ved sengen, og fortsatte så indsamlingen af de sidste ting.

Han kiggede hen på hende og trak stille på skuldrende til det hun sagde imens han tænkte videre, over det hele, og gabte så let hvorefter han lagde sig ned i sengen ved siden af hende, uden nogen intentioner om at gøre noget i grunden, det havde han ikke ligefrem behov for, men han ville ikke lægge skjul på at han faktisk havde lyst til hende, for noget tid siden da de skændtes, og sloges, men det var vel fortid nu, og ville stort set ikke lige frem ske. Han kiggede hen på hende imens hun gik rundt i g-streng og bh og brummede lidt over det hun fortalte ham, og det var han sådan set også klar over, eller sådan nogenlunde, han var ikke klar over at Ai havde været grunden til det, men tanken havde heller ikke strejfet ham endnu, “Hmm… har da været ude for at skulle hente hende efter hun havde været blevet voldtaget…” Sagde han så, men det havde stort set været før de var begyndt at have noget, han tænkte nærmere over det imens og vidste ikke helt hvad ellers det kunne være, hun havde været sammen med en mala’kel på et tidspunkt, om det var før kunne han ikke huske, men efter var helt sikkert, og langsomt lod han det lægge lige så stille, og kiggede stille ud af vinduet, en skam at hun var død nu og nu var i skærsilden, en skam at han havde været en blødsøden idiot og ikke kunne tænkeklart, en skam der var sket så meget lort i det liv han havde planer om, og nu var han havnet hernede, og skulle bestemme folks skæbner fra tid til anden, om han ville det eller ej, så kunne han ikke komme uden om det, selvom tanken om at skride fra dette sted tit havde forbigået hans sind, og ofte naget en mindre plan over om han muligvis kunne bringe hende tilbage fra de døde sjæle, men muligheden var lille og rent udsagt usandsynlig, han havde ikke muligheden for det, det eneste han kunne var at gøre de folks leve tid kortere, eller lave en pinefuld død for dem, give dem sindssyge tanker i hovedet, og så videre.

Hun rynkede sine bryn, og kiggede irriteret på ham. Hvad han totalt komplet idiot? Det kunne sgu da hellere ikke være så svært, at forstå hvad hun prøvede at sige til ham, eller skulle hun virkelig begynde at tale babysprog!? "Forhelvede! Skal jeg virkelig begynde at slog dig igen, før at du lytter ordenlig efter?" hun hævede det ene bryn, og bed sig i læben, mens hun tænkte lidt over, alle de ting der skete for tiden. De ting, man ikke kunne forstå, dem man skulle løse, og dem som ikke kunne blive løst. Det var hende for mærkeligt, og man skulle bruge så meget energi, så hvorfor så ikke bare sige det som det var, også kunne han tage det derfra "Jeg .. er skyld i at hun var i seng med alle de mænd, eller.. i hvert fald de fleste af dem" hun hævede det ene bryn og kiggede tænkende ud i luften, med et lille sadistisk smil på læben. Hvor hun dog elskede at smadre andre folks liv, når det kom til stykket. Det gav sådan et dejligt rus igennem en, over at man kunne være herre over noget andet end ens eget liv. "Jeg.. fik hende .. til.. det" sagde hun i enstavelsesord, bare for at sikre sig at han fik det helt ind i hjerneskallen, at hun havde ødelagt hans liv "og jeg var med til at ødelægge skinnerne, og som sørgede for at du ikke nåede at reagere.. er det virkelig så svært at se igennem? Den eneste grund til at jeg faktisk virkelig hader dig, er fordi at jeg gjorde dig til det du er endnu, og ikke rigtig har nogen grund til at hade dig.." blikkede blev en smugle fjernt, mens hun vente sig om, og tog nogle stramme bukser på, rodede op i det blå hår. Fandt sin militær kniv og spændte fast omkring livet. Hæv en hullede stram hvid trøje frem, kunne vel godt bruges til at hun kom op til overfalden. Hun skulle kræftemde ikke være her et sekund mere, hendes 'far' havde gjort det meget klart, at hun ikke skulle være en del af hans rige mere. Og når det kom til stykket, var hun fucking ligeglad! Han kunne rende hende et hvis sted nu, der havde været en tid, hvor hun ville have gjort alt for, at han skulle lægge mærke til hvem hun var. Men nu, nu kunne det være ligemeget. Nu ville hun gøre alt for at styrte hans rige nede under jorden, og dræbe alle de djævle hun kunne med i købet. Faktisk kunne hun jo starte med idioten inde i sengen, men et eller andet sted nænede hun det ikke. Der var noget ved ham, som tiltrak hende voldsomt. Og under kampen, havde hun haft mere lyst til, at rive hans tøj af, og havde sex med ham i stedet. Sjovt nok ikke? Værste fjende pis, blaaah. En masse tanker gled igennem hendes hoved, det var sku da også mærkeligt. Nogen gange havde man hellere ikke styr på, hvad det egentlig var man tænkte; Egentlig ret irriterende når man tænkte på det? Nå ja, sådan var det nu en gang, ikke rigtig noget at gøre ved det. Tasken blev smidt da den var færdig pakket, med hendes vigtigste ting. Og nu, skulle hun bare væk.

Han rynkede på panden over det hun sagde, og var tavs, sagde ikke noget var bare tavs, og kunne mærke hvordan vreden begyndte at danne sig inden i ham, da han hørte at det var hende der havde sørget for han døde, hende der havde sørget for at han havde taget denne beslutning, at Faith var gået i seng med andre. De mørke øjne betragtede hende uden at blinke og den sydende vrede som han prøvede at fjerne kunne bare ikke komme væk, den ville virkelig ikke væk, lige meget hvad det var han gjorde, hun havde dræbt… ham med vilje, og alligevel hadede hun ham, hvis det var nogen der havde grund til at hade andre, så var det Clash, især det som hun havde gjort. Han sad som forstenet i sengen og sagde ingenting, kunne ikke få et ord hen over læberne, og trak nærmest ikke vejret, hvis han så gjorde gik der mindst et minut før lungerne begyndte at folde sig ud, og gjorde sig forberedt på en meget lille mundfuld af det, ikke engang stor nok til at kunne holde lungerne redde, men han var stort set allerede død, på en måde, så det var ikke helt nødvendigt for ham. De enstavelses ord gjorde ikke vreden bedre, han rejste sig langsomt op og gik hen til sin taske og pakkede sit tøj ned i den, ude afstand til at forklarer hvilket had der brændte op i ham lige nu, han havde det som om ild nærmest kom ud igennem hans hud så vred han var, purpillerne bredte sig snart i hele hans øje og gjorde dem kul sorte. “Det troede jeg aldrig jeg skulle sige om dig… men du er fandme mere Lucifer elsker end hvad jeg troede…” Sagde han langsomt og rynkede panden stille, og rystede så på hovedet imens vredes tårer prikkede i øjenlågende, men de blev hurtigt fordampet op over den hede der bredte sig inden i ham. “Men okay… Du har vundet, vær glad, smil, dræb hvem du nu end har lyst til, jeg gider sq ikke se på dit fjæs mere… så nyd dog dit røvhul her…” Sagde han så som sine sidste ord og kastede rygsækken over skulderen og gik sin vej der gik ikke lang tid hvor han var forsvundet fra underverden og dukkede op på overfladen lige henne ved den ødelagte domkrike som han havde leget med for noget tid siden men rystede så på hovedet og gik videre, væk fra verdenen, væk fra universet, væk fra alt.