Burn it down? - Anio

Sted :: Domkirken – Cathédrale.
Tid :: 23:00
Omgivelser :: Krager
Vejr :: Mørkt, og et tykt lag med skyer, dog kan månen lige trænge sig igennem.

Det var sent, for sent for nogen idet hele taget at skulle gå ud i dette dunkle mørke, men nogen, mennesker eller væsner, kunne ikke modstå fristelsen til dette mørkes kroge, hvor alt kunne ske, hvor selv døden kunne komme til en ende, han tog en dyb indånding. Denne mørk klædte skikkelse som var kommet tilbage fra de dødes svende, hvor helvede eksisterede og Lucifers pinsler kom til verden. Dernede i det dybe mørke hvor solens klarer lys aldrig var til syne, og kun ildens dans var det eneste selskab man kunne få samt de mange skrig over pinslerne var ens selskab, dog i ny og næ mødte man bekendte som havde taget sit liv forgivet eller var kommet ud for en ulykke af en slags, og af alle de grunde, stod denne mørke skikkelse, denne hadende skikkelse som kiggede på en kirke, som han mere eller mindre overvejede at rive ned med sine ødelæggelser af nogle evner at være. Et lille grumt smil lod sig dannes på hans læber og bredte sig ud mod hans kinder, dog nåede smilet aldrig op til øjnene, da de var for plantet med had over kirkens manglende forståelse for det realistiske. Men så igen… stod han ikke her, stod han ikke her og var vendt op fra de døde og nu herskede over død og ødelæggelse på jorden, hvor hans ærkefjende, dæmonerne, prøvede at hærge hans post, han rystede kort på hovedet hans tankegang, og ville ikke engang se på denne fordømte kirke der var imod hans oprindelse, sagde gud ikke at hver og en var velkommen i hans såkaldte paradis? Clash spyttede på jorden over den tanke og begik sig hen langs den høje mur til porten som førte ind til selve kirken han gik dog aldrig derind, gad ikke, han syntes kirken var fordømt, og overvejede lidt at ødelægge denne bygning, at rive den ned, med hvert enkelt lille millimeter af træstyk som langsomt fik den til at styrte til jorden, men han tog sig selv i det og lod være, imens han tog en dybindånding som han langsomt sukkede ud.

Lyset fra de mange lygtepæle lagde sig hen over fortovet, og gjorde at man lige kunne se et kort stykke frem, før en ny lyskilde var dannet. En høj kvinde omkring de 1.87. Gled igennem lyset, på vej mod et bestemt sted, alt andet var ødelagt i denne by efter at kampen havde stået på. Hun selv havde været med i disse kampe, havde selv været med til at ødelægge byen. Og hun have nydt det, til sidste fingerspid. Det eneste sted hvor hun rent faktisk havde følt at hendes hjerte, have været på det rette sted. Død og ødelæggelse. Et grumt smil dannede sig på hendes læber, og de hvide tænder kom til syne. Direkte rovdyr tænder, til at flænse kødet fra mennesker, eller dyr som nu kom in handy. De chokolade brune øjne kiggede lige så stille rundt, mens benzindunken slog imod hendes tynde ben, som hun vandrede af sted mod domkirken som der ikke var så langt væk endnu. Når man alligevel skulle ødelægge en by, kunne man lige så godt gøre det rigtigt. Tungen gled ud mellem tænder, og hen over de roserøde læber, og fugtede dem lige så stille, mens at hun gik rask mod sit mål, hvilket snart godt måtte være der. Da hun et eller andet sted ikke orkede at gå mere. Ikke fordi at hun var svag, eller kunne gå mere. Men mere af det faktum at hun ikke gad at gå mere, hun ville brænde den kirke ned, og hun ville gøre det nu. Selvom, en benzin dunk ikke var nok. Men hvad så, det var tanken der talte eller, noget i den stil?
Efter noget tid, var hun der dog endelig, smilet blev det stykke bredere, mens at det plantin blonde hår, langsomt lagde sig hen over hendes øjne, og derfor kun viste det gyslige smil frem. Mens hun åbnede den knirkende låge og vandrede ind på pladsen, som var det hende der ejede det hele. Typisk hende egentlig, en attitude som ingen andre, en attitude der kun kunne sige, at verden kunne rage hende et hvis sted. Hvilket, den som regel også gjorde, men hun var sgu ligeglad, så længe hun fik lov til at leve sit liv som hun havde lyst til, var det fint for hende. Men hvis nogen stod i hendes vej, skulle de meget hurtigt blive fjernet fra den vej, om ikke udslettet fra hele verden. Sådan, var det jo så nemt.

En lyd kom til i høregangen på ham da han kunne hører lyden af nogle knirkende låger, og vendte blikket hen mod en kvinde, han kunne ud fra kropsbygningen at bedømme se at dette var en pige, eller en kvinde, gled smilet langsomt op igen, lige før det fyldte hele hans ansigt, men så igen øjnene nåede de aldrig, han tog en dyb indånding og kiggede igen hen mod domkriken, og lod sit blik gennemtrænge muren hvor med han lige så stille små enkelte dele men dog også betydelige dele, hvis virkning på dette sted holdte det oppe og kørende, han smilede dysteret, i sin tid, havde det været meningen at ham og Faith skulle giftes der, men nu… var det anderledes, Faith var i helvede, igennem den toturrerende skærsilden som han selv havde været udsat for, men blev henvist til et liv som dæmon, et stille suk gled igennem ham, for hvert enkelt lille genstand han trak ud, det gjorde ham ikke noget, denne begyning var i en modstridning af hans tro, fordømte hans slags, så hvorfor skulle han vise nogen gavn til de mennesker der holdte af denne begyning, hvis eksistens bare havde gjort hans liv værre? Han brummedde lidt og bemærkede at den lille begyning øverst oppe var brast sammen nu, og smilet blev bredere ved tanken om at den endnu snart var borte, hvilken fantastisk verden de levede i nu til dages, han brummede dog lidt da han nu også havde revet dørene væk, fået sprængt vinduerne, og et stort og grumt smil blev hængende. Han var forandret, og slet ikke den samme som før, hans sind og væsen var nu ukendt, ingen ville kunne vide hvem han var hvis de ikke havde tilkendegjort hans udseende før, han brummede stille da han mente han havde gjort skade nok til den anden person kunne komme til, eller skulle han ikke bare rive det hele ned nu når han var i gang, så kunne hun brænd resterne af. Han lo stille for sig selv inden i, og lod blikket glide op og ned af begyningen mens han nu fjernede de større dele, og lige pludselig kom der et brag på den anden side som udgjorde det vestlige del af kirken, der nu var gået tabt under udøvelsen af magi.

Hendes sind, og øjne havde ikke lagt mærke til at der havde været en anden i nærheden, og havde hellere ikke lagt sig i sinde, af at skulle kigge efter andre. Hvem var virkelig så dum, at gå ud i dette mørke? Ud over hendes selv, ja hun var ikke bange for at kalde sig selv sindssyg, for det var det hun var. Og rigtig meget endda, men det gjorde hende ikke noget, hvis sindssyg var det værste de kunne sige om hende, ville hun næsten betragte dem som hendes bedste ven. Hvis hun altså fik sådan nogen. Hvilket hun på intet tidspunkt havde tænkt sig, hun hadet andre mennesker, væsner, what ever man skulle kalde menneskeheden nu til dags. Næsten ingen af dem hun kendte, var normale, alle var væsner, eller mennesker med et eller andet sindssygt bag hjerneskallen. Ingen var normale mere, også var der bare spørgsmålet. Hvad var normal? Kunne man overhoved definere hvad normal i det hele taget var? Ikke for hendes vedkommende, faktisk, ville hun sige at normal var først noget man var når man var unormal, da alle mennesker ikke var ens. Og for det andet, hvis de var, hvor kedelig i længden ville det ikke bare være!? Pludselig hørte hun en masse knas og ting der begyndte at styrte sammen, og vente hoved mod en høj, mandelig skikkelse, og kneb øjnene sammen, hvad fanden havde han da lige gang i? Hvorfor ødelage han nu hendes sjov? Lige så stille vente hun kursen mod ham, i stedet for den nordlige side af kirken, med hævede bryne, mens at hendes nedlagte hanekam, langsomt svejrede i luften, som hun satte sin kurs over mod ham. "undskyld mig men... må jeg spørger dem, hvad fanden de tror de har gang i?" sagde hun med en kold, og uføleles ladet stemme, mens hendes ene øjenbryn langsomt hævede sig. Dog var hendes ansigt totalt neutralt, da hun foretrak ikke at vise følelser overhoved, hvis hun kunne undgå det. Men det var bare ikke, lige det der faldt hende mest i sinde at gøre. Så det virkede ikke så svært for hende faktisk at gøre det, faktisk, var det meget nemt. Det grusomme smil var der dog stadig på hendes læber, men lige som i hans, nåede det på ingen måder øjnene. Sådan, kunne hun bedste lide det.

Denne ødelæggelse som han skabte for denne kirke frydede sig inde i ham, frydede hans sind og væsen som om det var det eneste der rent faaktisk gjorde ham lykkelig, han kiggede stille rundt imens han overvejede hvilke flere dele han skulle brække, knuse, og udrydde ved dette sted, han tog en stille indånding, imens hans sind langsomt blev tømt, og han derefter lidt efter lidt overvejede det næste trick. Denne kirke skulle ellers have været den kirke der skulle forbinde ham og Faith, men nu havde han ikke flere forhåbninger eller forventninger fra den, nu ville han bare gerne have den væk, og altid skulle den forblive væk. Han tog endnu en indånding da han forsatte sit værk med at nedrive denne lille domkrike, som havde gjort hans liv til et helvede, og desuden forlangte hans herrer det næsten, med hans had til at blive forvidst til dette rådne hul under jorden. Som i den muslimske religion sagde de at lucifer havde været en engel, som satte sig op mod gud, og derefter blevet forvist til dette helveds pryd der var under jordens overflade. Hvis folk nu var så vilde efter at finde ud af om himmel og helvede fandtes hvorfor så ikke bare undersøge det, han sukkede stille, og rystede kort på hovedet for at vende tilbage til virkeligheden og kiggede hen på kvinden som nu stod foran ham og hævede det ene bryn til det hun sagde, og smilede stadig køligt som om det ikke rørte ham. Hvilket det så heller ikke gjorde. “Det jeg vil?” sagde han så og betragtede hende stille med den faldende hanekam der næsten var helt hvid, og sukkede så lige så stille, hans næsten kulsorte øjne betragtede hende i stilhed, imens han overvejede det hele. Og spidsede så stille munden i en tankefuld mine, jo han gjorde det fordi han ville, fordi han ikke kunne lide stedet, fordi han hadede dette sted, og ville ønske at selve helvede dannede sin retmæssige plads der.

Det han ville, det han ville? Hvad fanden mente han lige med det, om hun måtte spørger? Inden i, var hun ved at gå til over, at hun ville flå hoved af ham, over at han havde taget hendes del, af det som hun ville. Men uden på, viste hun ingen følelser overhoved, stod bare og stirrede på ham, som om han var dum. Hvilket, han i hendes øjne også var, skændsel på røvslikkeren til Lucifer. Bah, fuck hvor hun hadet disse djævel som bare var dukse drenge, og gjorde det som deres herre forventede dem. Hun havde ikke noget imod kirker, hun havde noget imod et arbejde som ikke var gjort færdig "Det du vil..?" sagde hun stille, som om hun smagte på ordene, mens de nøddebrune øjne stirrede intenst ind i hans, mens hun prøvede at finde ud af, hvad han virkelig var for en, når det kom til stykket. Men, han var lige så følelses kold som hun selv var, egentlig noget hun godt kunne lide. Resten, resten ved ham, var noget som fik hendes indvolde til at vende og dreje sig over, at have lyst til at gå på ham. Men nej, hun holdte sig civiliseret, så derfor gjorde hun ikke noget, ved den lyst som var indbygget i hende. Hævn lysten, over at han havde taget noget som hun gerne ville have gjort, alene. "må jeg spørger dig om en ting.. hvorfor er det lige du gør dette? Hævn lyst, fordi vores herre.. siger at det er lov at vi ikke skal være i kirker, eller er det fordi, at du mener at denne kirke, er et torn i dit øje over at du ikke fik en elskede" dette var alle sammen gæt, men hun havde set det før, mange af de djævle der kom op fra helvede, havde før levet et liv, i normale tilstande, og så blev til undersåtter for selveste Lucifer. De havde været nød til at undlade deres liv, var gået hen og blevet kolde skiderikker, og ligeglad med at de havde forladt den de elskede, eller sin familie. Hun havde set det før, hun havde set det alt sammen før, selvom at hun havde levet i lidt over 90 år, havde hun set en masse ting i den tid, da hun var opvokset i helved, som lille spæd. Hun hadet sit rigtige hjem, og tog kun der ned, meget sjælden når hun virkelig var nød til det, eller følte sig forpligtet.

Han kiggede lidt rundt, ligeglad med hendes kolde blik og irriterede tonefald, og hvad vidste han, han sukkede lige så stille og gabte ganske kort, imens han førte den ene hånd om bag nakken og kløede den ganske let imens pigen som stod foran ham tydeligt foragtede ham og gjorde det i stor stil så at sige, selvom alting havde sine underlige begrundelser og nydelser for tingene osv. Som man nu sagde, han overvejede lidt hvad hende, tøsens problem var, han gjorde det han ville, så kunne hun gøre noget andet, han var her først, så kunne hun bare skride. “Det er vel ikke dit problem hvis jeg havde en eller anden idiotisk grund til at gøre det? Alt andet er nedryddet så hvorfor ikke kirken?” Sagde han lettere ligegyldigt og kiggede på hende med et følelses løst blik, hvor der ikke kunne spores noget som helst udover tomhed, selvom dette tomhed ikke altid havde været der, en gang, havde han været en kærlig mand, en mand som var i sine bedste år som elver, havde en forlovet, og havde for mange år senere hen været tæt på at få et ønsket barn, men det hele var taget fra ham på et splitsekund, selvom hans forlovede havde været sammen med alle mulige andre, en hvis Mala’kel som også havde været godt i gang med hende, selvom formålet kun havde været for at udnytte hinanden vidst nok, derefter en anden mand, som hed Cash, så at sige hans onkel som nu var godt begravet nede i helvede og fik sin veltjente straf, han smilede stille indvendigt, det var dog umuligt at kunne se uden på eftersom hans ansigt var iskoldt og ikke en følelse kunne sporeres. “Men du gør måske også dette her, hvad du nu end har gang i, for at have lidt hævn, eller fordi at den såkaldte lucifer ønsker det?” Han hævede det ene bryn uden en form for tegn eller antydelse af at han bebrejdede hende, eller syntes hun var en eller anden komplet idiot, faktisk var han rimlig neutral i dag, som så mange andre dage, det var som om hans førhen varme sjæl og lyse energi var forsvundet i dansen med skærsilden.