Heksebrændinger og wodoo - Cervo

Tid: Midnat
Sted: Inde midt i skovens dyb
Vejr: Der er mørkt, fulmåne og vindstille
Omgivelser: Kun Vahida
Dag: Lørdag

Træerne stod som høje skygger i den stille skov. Faktisk var den langt mere stille end normalt, hvilket havde sine grunde. For i skovbunden kunne man se en svag orangegul flamme, som rejste sig op fra det bål som kvinden Vahida havde lavet. Denne kvinde var lige kommet til Di Morga.. Eller faktisk boede hun udenfor byen, eftersom hun ikke var specielt glad for andre mennesker.
Hun var heks, og denne nat var det tid til hendes bedste trick. Hun skulle langt om længe have hævn over hendes familie, som forviste hende fra hendes tidligere hjem, bare fordi hun ikke havde været en godtroende kristen, men foretrak at lege med mørke kræfter.
I gamle dage havde man brændt mennesker som hende på bålet, men den tid var slut nu. Hun havde hørt at Di Morga var stedet, hvor man kunne tillade sig det meste. Hun havde læst sig frem til at statistikkerne på døde var højere i dette land.. Langt højere end nogle andre steder i hele verden, og den mørke side havde tiltrukket hende forfærdeligt.
"Nattens moder, mørkets gudinde.. Hjælp mig til at rense mit blod, som er blevet forgiftet af lysets godhed" Sagde hun højt og tydeligt, mens hun sad i skrædderstilling foran bålet, og hævede hænderne i vejret. Hendes højre hånd undslap en grønlig støv, som faldt ned i flammerne. Disse blussede hurtigt op, i lillae og blå farver, mens de hævede sig flere meter over jorden. "Hjælp mig med at rense mig for de syndere af en familie som sendte os bort!" Tilføjede hun hurtigt, mens hendes sorte kjole dansede let i flammernes skær. Det lange lyse hår, som gik helt ned til hendes len, var redt i en midterskilning, så det kønne, blege ansigt var tydeligt for enhver.

Cervo havde ikke kunnet sove. Så han havde forladt sin lejlighed og var gået ind i skoven. Da han var langt nok inde forvandlede han sig til den sne hvide ulv han kunne forvandle sig til og traskede igennem skoven da han pludslig hørte en kvinde stemme. Han begyndte at følge efter det sted den kom fra og nådede hen til stedet hvor hun var. Han så som fortryllet på ilden og dens farver og han forvandlede sig tilbage til menneske skikkelse. Førts da han var sig selv så han den flotte kvinde han havde hørt snakke. Hun havde langt lyst hår og var bleg. Tydligvis ikke en vampyr, or så havde der været andre kendetegn. Hans hud var selv meget lys og hans hår var brunt. Hans øjne var dejlig nødebrune og var som altid meget forførende. Han gik hen imod kvinden og rømmede sig en smule.


//Han har samme tøj på som på profil billedet xD//

Vahida smilede svagt ved synet af de blå flammer som skød op fra ildstedet, inden hun roligt og afslappende fandt tre dukker frem fra sin taske. Hver og en af dem forestillede et familiemedlem, med træk helt ned til mindste detalje. Der var en af hendes mor, far og storesøster. Alle bar et sølvkors om halsen, og Vahida rynkede irriteret på næsen ved synet. Hvorfor kunne de ikke bare have accepteret hende som hun var, så ville dette aldrig ske for dem. Hun havde dog ingen varme følelser tilbage for sin familie, faktisk var de bare som fremmede nu.
Hendes anden hånd gled igen ned i tasken hvorefter en håndfuld lange spidse nåle kom til syne i den knyttede hånd, som hun trak op igen. Hun var klar. I nat skulle det ske, med fulmånen som hendes vidne. En af nålene prikkede hun dog kort i blommen på sin pegefinger, hvorefter den varme, røde væske kom til syne. Et blodoffer. Hun var ikke interesseret i rigtige offelser, som man havde gjordt i tidernes morgen, da hun ikke var typen der slog uskyldige ihjel.
Hun bed sig hårdt i underlæben, inden hun stak hånden ind i ilden, og klemte tommelfingeren mod sin pegefinger, for at tvinge tre dråber blod ud, som landede på gløderne med en syden. "Alt er klart" hviskede hun lavmælt for sig selv, inden hun igen trak hånden ud. Den var ikke kommet til skade i flammerne, eftersom hun havde kastet pulveret på dem, og derfor var det faktisk ikke rigtig ild, men mere magisk ild. Hun samlede den første dukke op fra jorden, den som lignede hendes mor, inden hun kærtegnene lod fingrene glide igennem det lyse hår på dukkens hoved.
Nålen fandt igen vejen til hendes frie hånd, og Vahida skulle lige til at stikke den ind mellem to hvirvler i rygsøjlen, som ville gøre at moderen ville føle en forfærdelig smerte i ryggen, da lyden af fodtrin stoppede hendes bevægelse.
Vahida vendte overrasket blikket op, og mod lyden, hvor hun hurtigt fik øje på en yngre mand, som havde sat kursen mod hende.

Cervo så en smule skræmt på kvinden og stod helt lammet til stedet.
"Hvad laaaver du?" var det eneste han kunne få frem. Han havde set woodo dukker før og havde selv prøvet en uden at det virkede. Men han havde aldrig set en gøre som hun gjorde der. Han var utrolig nysgerrig efter få alt at vide om hvordan man gjorde og alle mulige andre hekserrier da han regnede med at hun nok var en heks. Han havde altid været gået ind for magi og mystiske ting, han var jo selv animagus og kunne forvandle sig til to foirskellige dyr lige når han ville, og han var meget facineret af hvad hun havde gang i.'




//Kreasvigt....//

Hun kiggede køligt på drengen, som var han noget der havde forstyrret et vigtigt eksperiment, hvilket han jo egentlig også var. Hun foretrak at gøre sine ting alene, hvilket også kunne forklare hvorfor hun levede for sig selv oppe i bjergene.
Denne dreng havde åbenbart lyst til at tale, for Vahida hørte nu hans stemme glide mod hende, mens hun mærkede hvordan nysgerrighede klang stille i spørgsmålet. Så han var interesseret? Eller måske var det et trick. Hun var før blevet ledt på afveje af mænd, som havde charmeret sig ind.. Eller de havde prøvet at charmere sig ind på hende, for at lede hende på den rigtige vej, som hendes forældre havde kaldt det. Men Vahida faldt for en særlig slags mænd, og var derfor ikke hoppet på krogen.
"Hvad jeg laver" gentog hun med en kølig stemme, inden hun kort lod pegefingeren glide ind i munden, for at fjerne blodet, som stadig piblede langsomt ud af den. Der var trods alt ingen grund til at lade det gå til spilde. "Jeg skulle faktisk til at føre min hævn igennem, inden du dukkede op" Tilføjede hun, inden Vahida langsomt kom på benene, og rettede sig i sin fulde højde. Hendes blik gled kort op mod himlen, inden hun igen vendte det mod drengen.
De grønne øjne låste sig fast til hans brune, mens de skinnede svagt i de blålige flammer, som langsomt faldt ned mod jorden, og skiftede farve til gullig endnu engang. Tiden havde passeret. Hun måtte starte helt forfra nu.

Cervo så ned og talte sagte "Undskyld at jeg forstyrrede... det er bare det at jeg virkelig eeelsker heksekunster. Og jeg har prøvet at lære det men det gik ikke så godt." sagde han og så på hende med øjne der udstrålede sandhed og nysgerrighed.
"Må jeg ikke nok se hele procecen når du starter forfra?" spurgte han lavmælt og så ind i hendes grønne øjne. Han var blevet opslugt før af grønne øjne og han vidste ikke hvorfor de var så facinerende. Den sidste han havde set med grønne øjne var en vampyr, så det havde nok noget med det at gøre. Cervo ville ikke tænke på mødet med vampyren nu, for han ville se hvad hun kunne, og han håbede på at lære noget af alt det som hun kunne.

Hun ventede tålmodigt på at denne .. Dreng ville komme med et svar, og hun kunne knap nok høre det, da han endelig svarede. Hun spidsede ørene til det yderste, for at få hvert eneste ord med, da hun trods alt kun havde menneskelige sanser. Heksekunster. Så det var hvad folk her omkring kaldte det. Hun havde aldrig mødt nogen, som delte den samme interesse som hende selv, og havde heller ikke regnet med at finde det i denne by. Faktisk havde hun været næsten sikker på, at hun var en af de eneste, som kunne gøre det.
"Det er ikke bare noget man lære.. Det tager år, sved, tåre og evner at udføre den slags" mumlede hun langsomt, mens hun bed sig kort i underlæben, efter igen at have trukket pegefingeren ud af munden. Den var allerede stoppet med at bløde.
Hendes øjne klemte sig en anelse mistænksomt sammen, da han spurgte om han ikke måtte overvære hendes proces. Stilheden lagde sig hurtigt omkring dem, mens Vahida overvejede om hun skulle lade ham se det eller ej. Hun var stadig selv igang med at lære det hele, og ville ikke være god til at lære fra sig, men hun kunne dog ikke lade være med at glæde sig en anelse over, at der var en som delte hendes interesse.
Efter flere minutter nikkede hun så kort. "Okay" sagde hun kort og kontant, inden hun vinkede ham hen mod sig i en utålmodig bevægelse.

Han smilte til hende og sætte sig ned ved bålet og ventede på at hun ville begynde igen.



//Ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive... virkelig undskyld! xD :'( //