Nattens dybe mørke - Cervo

S: skoven
T: Vintermåned, ved en 24 tiden
V: fuldmåne, kold vind, Året føreste sne
O: Træer og nattens dyr
P: Bukser, blå jakke.

Årets føreste sne var lige faldet over Skoven Forêt, de glade snefnug landede blødt i en ung piges hår. Hun havde været der længe, men ikke længe nok. Nogle små fugle, havde lige lagt sig godt til rette, i deres fuglebo. Alt var fredligt i skoven, og sneen gjorde bare det hele mere fredfyldt. Pigen sad på en af de tykke grene, på et gamelt træ. Hun kiggede op mod den lyse himmel, og sagde tak for den der havde skabt denne dejlige natur. Der var noget i det fjerne som bevægede sig, men det ville ikke gøre pigen ondt, og hun var ikke sulten, så hun lod det være. Og lod det komme til hende...

Sneen faldt stille og roligt da en sne hvis ulv kom luntende igennem skoven.
Ulven nød at se sneen komme dansende ned fra himlen. Ulven smilte og kunne lugte noget der var tættere på end han havde regnet med. Ulven kom ud fra en busk og så op på en pige, hun var helt sikkert yngre end ham kunne han se, han stirrede på hende og forvandlede sig så til et menneske. Han kiggede på hende med sine brune bambi øjne og gik hen imod hende. "øøøhhhh.... Heej" sagde han og sendte hende et skævt smil

Da den smukke ulv begyndte at skifte skikkelse udbrød Sookie:
"Åh gud! Det havde jeg ikke forventet." Ulven blev til en mand, som godt kan kaldes tiltrækkelig. Sookie havde godt hørt om dem, men havde aldrig mødt en, og da slet ikke set en skifte form. Hun var meget interasseret i denne del af verden, nu da hun var blevet en del af den. Og ditte Animagus var et af det mest facinerene af slagsen, så hun så nysgerrigt på manden der stod foran hende. Hun tog sig selv i at glo så hun bed sig selv i læben og sagde:
"Undskyld jeg sådan kigger, jeg har aldrig set... Ja sådan en som dig. Jeg hedder forresten Sookie"

"Heej Sookie... Jeg hedder Cervo..." sagde han og rakte hende hånden.
"Har du aldrig set en af min slags før? Det har du nok uden at vide det." sagde han og grinte stille. Hans øjne var som altid forførende og bambi eller dådyr agtige. Han kørte en hånd igennem sit hår og smilte til hende. "Og... Jeg er ikke kun ulv.. " Sagde han og bed sig i læben. "Cervo betyder hjort på Italiensk... Og det med at blive ulv er kommet hen af vejen.. Jeg startede med kun at forvandle mig til en hjort." han vidste ikke helt hvorfor han sagde alt det til hende. Det var bare noget han gjorde. Måske var det fordi at hun havde sagt at hun ikke havde mødt en animagus før? Han var ikke helt sikker. Han sendte hende et skævt smil og så hende dybt i øjne.

Hun så ind i hans bløde dådyr øjne, åh hun havde det som om hun kunne forsvinde ind i dem.
" En hjort, de er meget højtidelige er de ikke? Den passer helt sikkert meget godt til dig. Altså af udseende, og sådan" Det passede bare så meget til ham, den måde han stod på. Hans ordforåd, og i det hele taget hans meget frie følelser.
"Men nu når jeg ved hvad du er, så burde du også vide hvad jeg er... Jeg er halvt menneske og halvt vampyr." Hun så ham stadig i øjnene, og hendes øjne viste hvor meget hun skammede sig over hvad hun var. Hun smilede op mod himlen, hvor der stadig kom sne dalende ned til dem.

"Halv?" spurgte han spørgende. "Jeg er vel ogs kvart hjort, kvart ulv og halvt menneske" sagde han for at muntre hende op. Ingen skulle skamme sig over hvad de var. Det var jo i teorien ikke deres valg. "Men tak. Min far var også flok leder... jeg er vel lidt højtidlig." sagde han og kløede sig nervøst i nakken. "Men som du så, er min pels hvid... det er min hjorte pels ogs... det er derfor jeg er lift bleg i det" han smilte, og hans smil var nærmest, ja, undskyldende.

Hun følte sig virkelig glad, som om at der endlig var en der accepterede hvad hun var. Og det gav hendes løst til at tale mere med ham, få en ven, en rigtig ven.
"Altså min far er vampyr, og min mor menneske. Deres føreste barn var de heldige med, et vel-lykket barn" Hun himlede øjne af hendes ordvalg."Men mig, deres andet barn. Jah... Jeg var vist ikke menneske, men heller ikke vampyr. Og så min far troede ligesom, at han kunne 'lære' mig at være menneske. Så jeg har aldrig lært noget om denne del af verden, et ret stort chok." Plaprede hun løs, hun var jo igang med at lesse alle sine problemmer over på en anden person. *Det var måske ikke så smart, hva Sookie?* Tænkte hun for sig selv.
"Men at være Animagus, går i arv. Men hvor tit?" Spurgte hun fredfyldt. Og så ind i dådyrøjnene igen.

Cervo lyttede med på hendes historien med nysgerrighed. "Jov ser du. Der er nogle der kun kan forvandle sig til et dyr. Det er dem hvor deres ene forældre er animagus og den anden ikke animagus. Dem der forvandler sig til to forskellige er dem hvor begge forældre er animagus. Ved dem er der også store change for at at et af de dyr man kan blive til er det samme som en af dem forældrene kan forvandle sig til. Min far er foreksempel en kron hjort. jeg er både en hvid hjort og et andet dyr." han prøvede at forklare det så godt som han nu kunne men det VAR kompliceret.

Han forklarede det så smukt, at hun ikke så at han faktisk stod og trippede. Måske frøs han, eller også ville han sidde ned.
"Her du må tage min jakke, og sæt dig endlig ned. Det kan godt være jakken var for lille, men den var bedre end ingenting. Hun tog jakken af og rakte ham den. Mens hun smilede af hjertens løst, og hendes øjne udvist en masse stolthed, over at kunne hjælpe en anden person.

"Narj det er skam okay. Skal bare lige varme poterne op igen." sagde han med et smil. Dog satte han sig ned og fjernede noget sne så hun også kunne sætte sig ved siden af ham. "Fortæl noget mere om din familie og om dig" sagde han nysgerrigt. Han ville gerne lære folk at kende og hvis man ikke turde spørge, så fik man aldrig svar.

Hun tog det som en invitation, til at sætte sig ved siden af ham. Så hun lettede sig fra træets gren, og satte sig ned ved siden af ham. Hun kunne tydligt mærke varmeforskellen, man skulle tro at man kunne koge æg på hans pande. Men det var selvfølgelig også bare Sookie, der var kold som end frossen pind. Hun lagde hovedet på skrå, og begyndte at fortælle:
"Altså jeg har en storebror, Jake. Han er et menneske, og er flyttet hjemmefra. En mor som var rimlig ung da hun fik mig, et år efter Jake. Min far er som sagt vampyr, noget og et på hundrede år vil jeg tro. Jeg var vel et almindeligt barn, indtil jeg blev 17. Der var meget der forandrede på mig, udseende, holdning til kærlighed eksembel. Jeg har aldrig været i nærheden af at have en kæresten, det sagde bare ikke noget. Men da jeg oplevede andres følelser, længtes jeg ligesom at få den følelse, som andre har. Men følelsen tror jeg aldrig kommer, men det er også lige meget." Hun himlede øjne af sig selv og grinede.
"Men da jeg begyndte at blive en slags vampyr, så flygtede jeg fra mit hjem. En beslutning jeg ikke vidst var så svær, før jeg havde taget den. Og så er jeg ligesom havnet her, med en masse viden jeg skal have lært om mig selv, og andre for den sags skyld." Hun grinede for sig selv.
"Men hvad så med dig? Jeg er blevet træt af at snakke, nu vil jeg lytte!" Sagde hun glad, og lænede sig ned i sneen. Med hænderne under hovedet. Og smilede opmundrende til Cervo.

"Du er meget mere spændende." sagde han og grinte. "om mig. Jeg er en dreng. Jeg er 20. Jeg er en animagus. Jeg bor i en lejlighed men opholder mig mest i skoven. Ingen søskende så vidt jeg ved. Min far har droppet menneske livet og er flok leder for kron hjortene her i skoven. Min mor er en sne tiger og hende ser jeg ikke meget til... Andet?" spurgte han og blinkede til hende. Han havde ikke så meget at fortælle. Hans brune bambi/dådyr øjne fangede hendes blik og de var forførende som altid. "Nårja... Jeg kan forvandle mig til to dyr. jeg kan lide piger, og ikke drenge." han grinte og smilte til hende. "Andet?"

Hun følte sig helt forkert på den, så hun smilede bare. Hun kiggede op i himlen mens hun spekulerede.
"Joh..." Sagde hun stille med sin lille pige stemme, nu skulle hun være stærk, så hun rømmede sig og sagde:
"Hvordan er det at forvandle sig til et dyr, at gå fra menneske til dyr? Det må enden føltes helt vidunderligt, eller sådan lidt iraterrende agtigt" Hun smilede ved tanken. Hun kiggede op i det mest fredfyldt ansigt hun havde set, det var bare smukt i sig selv.

Cervo smilte over hendes spørgsmål. "Når man er ny i det kan det være ireterrende og svært. Men for mig føles det... det er som om alle dine tanker får styr på sig selv. som om.. at hele verden slipper en fri. og at være i formen er lige så vidunderligt. hvis ikke mere" sagde han drømmende og så hende dybt i øjne. "Når jeg bliver en hjort føler jeg mig som en stolt person, der kan gå fredligt med flokken. Når jeg er ulv kan jeg lunte rundt for mig selv. gøre hvad jeg vil... Det er sådan lidt efter humør hvad jeg vælger at skifte til" sagde han med et skævt smil

Hun sad bare og smilede imens han fortalte, og hun blev vildere og vildere med racen animagus.
"Det må være skønt, bare at slippe alt i hænderne og blive til et dyr. Tror du at alle har et dyr inde i sig? Et dyr man ville blive vis man var lige som dig." Hun satte sig op, af bare ivrighed. Hun så drømmende op mod himlen, et snefnug landede på hendes næse. Hun så på snefnuget, som så helt fjolet ud, så hun braste ud i latter.
"Hvad tror du jeg så ville blive, vis jeg var lige som dig?" spurgte hun, for undertrykke det prikkede hun ham på næsen. Og smilede sødt tilbage.

"Hvis alle har et dyr i sig, så ville du måske være en kat. Selvstændig men kælen. eller måske en leopart. Smuk og elegant" sagde han og blinkede til hende.

//Skal logge nu...//

"Er det Konplimenter?" Spurgte hun drillende. "Men de er ikke værst, jeg elsker at løbe. Og det er katte og leoparder gode til." Hun kiggede ind i de smukke øjne, som ikke viste andet end glæde. Og hun var sikker på at hun havde fundet en værdi ven.
Hun lagde sig ned i sneen, og lukkede sine øjne i. Her var hun lykkelig.

//Okay, vi ses måske i morgen så//

Cervo lagde sig ned ved siden af hende og sukkede. Han så op i himlen og kiggede så på hende. "Ja det er det... Jeg er jo bare ærlig" sagde han med et smil. Han syntes at hun så elegant ud. Hun passede nærmest perfekt til at være en leopart. "nu er du jo også halv vampyr, så du løber vel meget?" han ville gerne vide mere om denne blandings race. Han så nysgerrigt på hende.

Hun smilede tilbage til ham, og bed sig i læben.
"Ja, det gør jeg vel. Når jeg jager gør jeg, og så når jeg keder mig." Hun smilede over sin egen bemærkning. Hun gjorde ikke rigtig andet end kedede sig, når hun ikke arbejdede i biografen. Hun fik pludselig lyst til at løbe, have vinden lige i hælene. Læbe om kap. Hun satte sig op på spring.
"Vil du tage imod min invitiation om et kampløb? Eller er du bange for at tabe til en pige?" Spurgte hun drillende, hun elskede konkurrancer, især når det handlede om noget hun var god til. Hun smilede ned til Cervo, med de smukke øjne.

Cervo kneb øjne sammen. "Kun hvis jeg må være i animagus form." sagde han da han var sikker på at han ville have en change når han var som animagus. Når han ikke var kunne han ikke løbe særlig stærkt. Måske 3 kilometer på 14 min. men så heller ikke hurtigere. "Hvis jeg ikke må så har jeg allerede tabt" sagde han og grinte. Han rejste sig op og så på hende med et skævt smil.

//Undskyld! Min vendinde var på og jeg skrev lige som hende! Skifter hurtigt til mig xD//

Cervo kneb øjne sammen. "Kun hvis jeg må være i animagus form." sagde han da han var sikker på at han ville have en change når han var som animagus. Når han ikke var kunne han ikke løbe særlig stærkt. Måske 3 kilometer på 14 min. men så heller ikke hurtigere. "Hvis jeg ikke må så har jeg allerede tabt" sagde han og grinte. Han rejste sig op og så på hende med et skævt smil.


//Sådan//

Hun havde en stor kampånd, og det vidste hun. Og der skulle ikke være snyd i spillet, så det ville vel være rimmeligt nok vis han blev til en af hans dyr.
"Okay så. Der skal jo helst være ligevægt i kampen, så skift, eller hvad man kalder det" Sagde hun. Hun ville gerne se ham skift form igen, *for det må man kalde magi* tænkte hun for sig selv. Og gjorde sig klar til at løbe.

//helt iorden, blev nu lidt forvirret//

Cervo overvejde stille om hvad han skulle blive. *Hjort? Den har hun jo ikke set endnu.* tænkte han og forvandlede sig til Hjorte formen. Han var en høj hvid hjort.
"På tre?" spurgte han på menneske sprog. " 1.. 2........" han smilte og gjorde sig klar til at sætte af sted. "3!" sagde han højt og sætte afsted i en elegant galop.

Hun tapte helt pusten da han forvandlede sig til en hjort, og så begyndte han at snakke. Sookie stod bare med åben mund og polyper, og pludselig begyndte han at hoppe lige så elagant afsted. Og Sookie satte af sneen under hendes bare føder gav efter, og hun sprang afsted. Hun kunne se at hun ikke kunne se at hun kunne komme op til ham på ærlig vis. Så hun rakte hånden ned i sneen der lige var nok af, for at lave en snebold. Hun presede ikke hårdt, for så ville hun nok slå ham bevistløs. Men hun kastede snebolden så den rammede hjorten på siden.
*Øhj godt kast Sookie* roste hun sig selv. Hjorten tabte lidt af farten, og hun kunne komme op på siden af ham.