Memories //Cervo//

Sted: Under et stort træ lige ved søbredden.
Tid: Kl. 23.27
Omgivelser: Kun Rosella.
Vejr: Overskyet, en kølig brise.
Påklædning: Lange, sorte, tætsiddende jeans, grøn hættetrøje, flade sorte sko.


Rosella sad under et træ med bøjede ben. Hendes fødder kunne ramme vandet, hvis hun strakte benene. Der var ikke mange lyde denne nat. Der var få græshopper, som sad i græsset og kaldte på hinanden, ellers var der stille. En lille vind greb fat i Roses hår og legede kort med det, inden den igen forsvandt. Hun skubbede igen sit hår på plads, så hun igen kunne så på søens blanke vand. Det så koldt og sort ud, næsten skræmmende. Sidst hun havde været her, der havde månen spejlet sig i vandet, og han havde været her. Han var forsvundet, inden hun havde haft en mulighed for fortælle ham hendes beslutning, som hun havde taget for ikke så lang tid siden, men nu var han ligesom væk. Et stort tomrum hvilede dybt nede i hende, og til tider gjorde det ondt. Og der var intet hun kunne gøre.

Vinden strøj hen over den sne hvide hjort som en hvisken. Hjorten nød den kølige brise og den gik stille igennem skoven på vej ned til søen for at drikke. Denne hjort var ikke bare en hvilken som helst hjort. Det var animagussen Cervo. Da Cervo kom ind på det areal hvor søen var gik han roligt ned til søen. Først da han var nådet der ned så han en pige sidde ved et træ. Hans brune Bambi/dådyr agtige øjne så på hende med nysgerrighed. Mon denne pige ville gøre ham fortræd vidste han ikke.

Rose kiggede op, da hun lagde mærke til en bevægelse. Der stod en hjort ved søens bred, en hvid hjort for at det ikke skulle være løgn. Hun troede kun, at hjorte var hvide, når der lå rigtig meget sne, men hun tog åbenbart fejl, fordi der stod jo en hvid hjort lige der. Hun kiggede lidt på hjorten med sine øjne, som ikke var helt isblå, men havde en smule violet over sig alligevel. Hun kiggede igen væk, hun nægtede at angribe. Hvis hun ikke var gået amok før inde i byen, så havde hun nok været gået amok nu.

Cervo stod og betragtede hende. Da hun kiggede væk skiftede han til menneske form.
Der stod han, 1 meter og omkring de 80-85 centimeter og havde brune bambi/dådyr øjne som man følte at man kunne forsvinde i. Han kiggede på hende og smilte halvt.
"Heej!" råbte han for at hun skulle kunne høre det.

Rose kiggede forvirret op, da der var nogen, som havde talt. Hun fik nu øje på skikkelse, som hvertfald så ud til at være højere end hende. Han stod der, hvor dådyret havde stået før. Han havde skræmt det væk? Eller var han en af de der animaguser, som kunne forvandle sig til dyr?
"Hej." halvråbte Rose kun tilbage, og sendte en halvt smil til ham. Hun kunne ikke lige smile bredere til ham. Hun lukkede kort øjne og tog en dyb indånding. Hun åbnede igen øjne.

Cervo begyndte at gå langsomt imod hende, langsomt fordi han ikke vidste hvad hun var. De der sens blandnings racer's lugt forvirede ham som relg. "Mit navn er Cervo." sagde han lige højt nok at at man kunne hører det. Han mente ikke at han behøvede at fortælle hende at på italiensk betød Cervo hjort.

Rose betragtede skikkelsen, mens den kom nærmer. Hun sagde intet og gjorde heller intet. Hun håbede for hans skyld, at hun ikke pludselig blev sulten. Hans lugt virkede sød i det, men hun havde ikke specielt lyst til at undersøge det nærmer, fordi blev hun sikkert sulten.
"Rosella." sagde Rose og nikkede, som hilsen til Cervo. Hun kunne ikke få sig selv til at sige, at det var hyggeligt. Hun kunne nemlig begynde at mærke sulten.

Da Cervo kom nærmere ramte lugten af vampyr ham lige i hovedt og han vaklede tre skridt tilbage. *Waarrr* tænkte han og gik mod hende igen. Da han kom nærmere lugtede hun også af dæmon. *Halv vampyr, halv dæmon. det må jeg sq nok sige... så har jeg set det med.* tænkte han og stoppede op og kiggede på hende med hovedt på skrå

Rose så overraskede på ham, da han vaklede tilbage. "Er der noget i vejen?" spurgte hun, da hun ikke kunne forestille sig, hvad der skulle være i vejen. Han så ikke syg ud. Det kunne være huller i græsset, eller måske var det hende. Hun trak knæene ind til sig og lagde armene om hendes ben. Hun sendte ham igen et svagt smil, inden hun vendte ansigtet mod søen. Hun støttede sin hagen på knæene.