Location C - Terre By. //Vahida//

Sted: De varme kilder
Omgivelser: Ikke nogen
Vejr: Stille regn
Tid: Skumring. Omkring 20.30
Dato: Første september

Verdenen der før havde bestået af hvide rene linjer og sterile lugte af kemikaler og parfumeløse sæber, var blevet omdannet til noget fuldkommen anderledes de sidste to dage. Selvom sensommeren blot var aftaget, så var grenene på de mørke træer allerede ved at ånde ud til deres lange vintersøvn og så småt farve deres beklædninger i den smukkeste blodige farve, og gyldne ligeså. Efteråret var på trapperne og dog virkede det som om det var det allerførste forår der var skuet af biologiske øjne. Tja.. Egentlig var hun jo af kød og blod, men biologisk var vel også så meget sagt. Regnen silede stille ned og farvede hendes avantgarde nyancerede hår mørkere til en nærmest grønblållig tone, som de dybeste akvaraller der kun kunne findes i oceanerne nær det varme middelhav. Tyrkis måske? Asur? Blåt var det ihvertfald og langt. Ganske langt. Det klæbende hår gik denne kvindelige figur til de velformede hofter og ned over hendes skuldre og barm. Ganske veldrejet og propertioneret af en pige der aldrig rigtigt havde levet af nydende ting, som fedtet mad eller andre ting der ville forme ekstra på benene. Hun var slank, dog ikke mager. Hendes ansigt kunne knapt skimtes under det lange glatte hår der klistrede sig imod hendes lys-teintede hud. End ikke hendes øjne var synlige under det blå hav der udgjorde de lange lokker. Hun bar en lang kittellignende overdel med lange ærmer der dinglede længere end hendes hænder, som kort var flemme af to flænsede stripper i siden, så hun havde kunnet komme fri. En form for spændetrøje havde det været.. med små llåse fastsiddende på ryggen til at låse hendes arme fast i de lange ærmer, når det ville være nødvændigt. Den stod halvt åben og fremviste hendes formede kraveben og starten af hendes barm. Hun havde ikke noget indenunder overdelen, men den virkede til at holde det den skulle skjult sådan nogenlunde. Ikke blottende, men mere.. revet? Hun bar ligeså et par hvide shorts derunder. Gående til midten af hendes lår, hvor der var fastsat et maskineri på det venstre. Først i små ledninger der bevægede sig ned ad benet for derefter at skabe sig til noget mere teknologisk og laboratorierelateret. Med en lille måler var der et glas med en rød væske i. Fastspændt med metallåse. Hun havde dog formået at få skildt sig af med det meste elektronik som der var blevet hende påsat, foruden en. Hun ville ikke tage dem af, så ville verden lukkes omkring hende igen.
To hovedtelefoner i hvid, sølv og rød sad på hendes hoved over ørene... vedhængt ledninger der syntes at forsvinde ind under hendes hår og igennem hendes hårgrænse. På dem en minimal antenne og adskillige skiver på siderne der kunne trykkes, drejes og fifles med. Hun løftede kort den højre hånd og drejede på højre sides yderste skive.. Lod hendes hørelse forøges med tyve meter. Hun ville helst være forberedt på sine omgivelser.
Hun stoppede op ved en af kildernes spring og betragtede vandet. Hendes øjne kom stille til syne med en munter tone og et uskyldigt smil over hendes rosefarvede mund. Vand i sin naturlige omgivelse.. Smukt som bare pokker. Hun knejsede nakken og så imod himlen. Tænkte sig om. Det ville være klogt af hende at lade af og løfte trykket på hovedtelefonernes kapacitet. Hun drejede kort på den midterste venstre skive og blinkede en enkelt gang imod himlen. Hendes øjne var en opspillet sølvrød farve, hvor pupillen ikke var synlig. Ganske unaturligt af udseende..
Et lyn flakkede over himlen da hun blinkede. Et langdragent suk kom fra hende, som havde det afslappet hende. Hun drejede skiven på plads og gik stille imod et af de nærmeste træer, hvor hun satte sig for neden og begyndte at fumle med tingesten på hendes ben. Rykkende i låsene med et koncentreret udtryk.

Regnen trommede let mod den frodige jord, som var omkranset af bjergkæderne. Vahida var stadig ny i byen, og hun havde den anden nat set et kildeudspring nær hendes hjem, som hun havde ønsket at se nærmere på. De lyse hår hang fladt ned over hendes ryg, mens det formede sig efter hvert eneste skridt, som denne kvinde tog. Håret stoppede midt på lennen, og lyst kunne man vel heller ikke kalde det. Faktisk var det ligeså hvidt som den reneste sne i juletiden.. Som gamle damer, der var så heldige at undgå det grå hår, og istedet fik det rige platinblonde hår. Denne kvinde var dog intet andet end enogtyve hår, og spinkel af bygning. Hun var slank, og nåede en højde på 175 centimeter, som var meget for en kvinde, eller det mente hun i hvert fald selv. De høje støvler gjorde hende dog yderligere fem centimeter højere, så hun allerede strakte sig over de fleste mennesker i Di Morga. Det var dog også ligemeget, eftersom hun helst undgik at bruge tiden nede i byen. Hun havde dog hørt, at der skulle være åbnet en wodoobutik, som appellerede til hendes forehavende. Ja man skulle faktisk ikke tro det, men denne kvinde var faktisk heks, og udøvede gammelt, meget gammelt magi, som mennesker for længst havde glemt med tiden. Der var dog intet overnaturligt over hendes kunstner, som når væsner legede med elementerne eller andre former for magi. Ja der fandtes to former i denne verden, og væsner brugte den ene, hvorimod Vahida brugte den anden. Hun tilbad guderne, som vågede over hvert eneste element, og skabning i denne verden. Ikke ligesom hendes familie gjorde. Gud, verdens skaber. Tanken fik hendes til at rynke irriteret på næsen, mens hun fortrangte lysten til at spytte på jorden af ren afsky. Hendes familie havde fordrevet hende, fordi hun ikke var som dem, fordi hun ikke var et barn af deres gud. Hvis alle skulle tro på den samme gud, hvordan kunne der så være så mange forskellige trodsretninger i verden?
Tanken forblev dog kun en tanke, og et let legende smil gled over de blege læber. Vahida var ikke sygeligt bleg, eller kridhvid, men hun havde en ren, mælkehvid hud, som passede perfekt til hendes hvide hår. Det så naturligt ud til hende, eftersom det var sådan hun var født. Hun bar en sort tætsiddende kjole, som gik helt ned til kanten af hendes støvler, og den havde et kort slæb, som hvislede let, hver gang det gled igennem det grønne græs. På kjolens overdel, kunne man se hvordan den stoppede lige over brystet, og gjorde kjolen ærmeløs. Sorte blonder bevægede sig langs overdelens kant, og ned i et V, som endte der hvor navlen var plantet under selve kjolen. Bagpå var sorte fløjsbånd strammet op i krydser, for at tvinge kjole tæt ind til kroppen, så den kunne forme sig perfekt efter hendes figur, inden den ved hofterne gled en anelse ud, og lod sig hænge låst omkring benene.
Hendes jadegrønne øjne var vendt mod det kildefremspring, som nu langsomt kom til syne foran hende. Hun elskede og ærede naturen, som den var skabt, og foretrak derfor også at bo så langt væk fra byer som muligt. Men der var noget andet... Noget unaturligt. Hendes blik faldte med det samme på en kvindelig skikkelse, med velproportionerede former, som fik misundelsen til at krible igennem Vahidas hud. Hun havde altid ønsket sig den slags former.. Dem der viste at man var en rigtig kvinde, og ikke en teenagepige. Desværre ville det bare ikke ske for hende, aldrig.
Det var dog ikke denne kvindes former, som gjorde hende unaturlig at se på. Nej.. Det var faktisk mere de azurblå hår, som på ingen måde kunne være naturligt. Igen et punkt som Vahida hadede. Selv bar hun hverken Makeup, eller andre former for produkter, som mange andre kvinder, eftersom Moder natur havde skabt dem naturlige, og derfor ønskede Vahida at forblive naturlig. Men denne kvinde bar også.. Vahida kneb de grønne øjne let sammen, mens hun stadig nærmede sig roligt, ledninger?
Overraskelsen stod malet i hendes ansigt ved synet. Stod hun overfor en eller anden form for.. Cyborg? Hun havde set meget i hendes liv, men et syn som dette havde hun dog aldrig oplevet. Hendes blik var som limet til kvindens ben, som havde ledninger hist og her, samt en lille boks. Hvad den blev brugt til, havde hun dog ingen anelse om.
Automatisk lod hun tungespidsen glide sig vej ud igennem de blege læber, inden den kort gled henover overlæbe, og underlæbe for at fugte dem. De var blevet utrolig tørre, efter Vahidas vejrtrækning var steget ved synet.
Hun stoppede op ganske få meter fra denne skikkelse, inden hun langsomt rømmede sig, hvis personen ikke skulle have set, at hun var kommet. Hun ønskede ikke at skabe problemer, og da slet ikke med noget som var skabt af metal. Jo Vahida var normalt en kold og kynisk person, men selv hun havde en fornuftig stemme, som fortalte hende hvornår legen ikke længere var god.

Låsen gav sig ikke det mindste, så de kvindelige hænder lod sig slippe om metallet. Kvinden lænte sig stille tilbage imod træets stamme og lod blikket vendes opad og fangede noget af regnen i sine foldede hænder. Regn.. vand? Vand ødelagde metal og elektronik, gjorde det ikke? Hun lod stille sit ben strækkes så metalisenkrammet ikke kunne undgå at få vand på sig imens hun trak det andet ben til sig og støttede sine arme imod det, så de lange mærkeligt formede ærmer kom til at hænge tilfældigt fra hendes bøjede knæ og ned på den fugtige jord.. Plettede den rene hvide farve, som det udgjorde. Hun var ingen maskine.. Hun var fuldkommen af kød og blod.. sådan da, selvom der ganske vidst var mange ting af hende der ikke længere var naturlige. Det gjorde ingen forskel. Alt hun huskede var jo det hun gik og stod i. Hun drejede igen stille på en skive efter at ha tørret vandet i hendes hænder væk ved at gnide dem sammen. Hendes pupilløse røde øjne lå stille frem for sig i en stirrepplet imens de lange sorte øjenvipper kort veg for at lade vand trænge ned i den stærke farve. Små klikkende lyde kom fra skiven imens hun indstillede den et par gange. To gange for at få tiden til at gå og en sidste gang for at blive på den frekvens som var hende klarrest i disse omgivelser. Skiven klikkede på plads og hun fjernede igen hånden.
Da blev hendes blik fjernet fra den tomme luft foran sig. Hun så stille imod den unge menneskekvinde som hun så foran sig. Hun knejsede nakken og kiggede op på hende med en form for analyserende tone i de umiddelbart tomme øjne. Derefter smilte hun stille og lagde hovedet på skrå.. lod et par af ledningerne fra hovedtelefonerne til at støde imod træets barkede stamme. Hendes lille smil virkede dog menneskelliigt, selvom det heller ikke var hvad hun var. Hun var en dæmon af en form. På hendes håndled var der små tegn tatoveret. Tal i form af noget der enten var et serienummer eller måske et militært symbol. Et tilsvarende var på hendes ankel og ned over hendes bare højrefod. Noget der lignede en halvmåne med endnu et tal om siden. Der stod BA 0015.
Hun var stille i en tid inden hun kiggede ned igen for derefter at støtte sine hænder bagtil imod træet og rejse sig langsomt men sikkert op, så hun var på øjenhøjde med mennesket. Hun bøjede stille nakken, så kraven fra den mærkelige spændetrøje faldt over hendes hage og halvt dækkede hendes mund. Hun rettede sig igen og smilede endnu engang lidt automatisk inden hun diskret drejede endnu en skive i den anden del af udstyret over hendes ører. To klik og den var indstillet til talesprog.
"Godaften." sagde hun så og nikkede stille til hende.. Forholdte en kølig, dog venlig tone imens hun forsigtigt lod de avvantgarde farvede øjne glide ned af mennesket med et tænkende udtryk, som havde hun ikke set en som hende før. Endnu et diskret smil kunne skimtes inden hun så op igen. "Mit navn er Zero Zero fifteen, men kald mig gerne Bio." sagde hun så og lod øjnene glide til siden. Et lille glimt af personlighed kom frem, men forsvvandt hurtigt igen da hun så på mennesket. "Zero Zero fifteen bruges kun til professionelle omtaler."

Vahida var sjovt nok intet andet end et intetvidende menneske. Hun kendte intet til den verden, som hun havde valgt at leve i. Hun vidste at dødspillet i Terre, ja faktisk i hele Di Morga var utrolig højt.. Højere end nogle andre steder i verden, og det var af netop den grund hun havde valgt at flytte til dette sted. Her ville hun kunne udforme sin hævn, uden at nogen ville lægge alt for meget vægt på hvad der var sket.
Imidlertid stod hun dog overfor noget, nogen eller hvad man nu kunne kalde denne kvinde. Hendes blik var stadig vendt mod benet af metal og ledninger, mens hun prøvede at huske på de film hun havde set om robotter. Men det havde jo kun været film. Langsomt førte hun begge hænder op mod øjnene, inden hun knyttede dem, og derefter tværede dem begge mod hvert sit øje. Efter denne bevægelse blinkede hun kort et par gange og kiggede igen på kvinden. Nej.. Hun var der stadig. Dette var ingen drøm. Normalt skulle der ellers en helt del til at hyle Vahida ud af den, men denne kvinde havde formået at gøre det på ganske få sekunder. *Og jeg af alle burde endda vide, at ingen ved alt som foregår på denne jord* tænkte hun lettere beroligende til sig selv, inden et skævt, og venligt smil på glinsede på hendes læber.
REgnen havde efterhånden fugtet hende godt og grundigt igennem, og hun var næsten sikker på, at hun havde reddet sig en forkølelse inden denne uge var omme. En anden udfordring dukkede imidlertid op i hendes sind. Vahidas speciale var wodoodukker, tortur igennem en dukke, som et rigtigt menneske ville være i stand til at føle. Hvis hun skulle lave sådan en dukke, af denne kvinde ville det tage uger.. Nej måneder at gøre den perfekt.. Hvis det overhovedet var muligt at få hver eneste detaljer med.
Hun rystede dog hurtigt tanken af sig, da hun hørte nogle klik, og hendes blik blev automatisk rettet mod kvinden. Hun stod åbenbart og drejede på nogle skiver. Hun påmindede sig selv, at hvis samtalen ville forløbe godt, ville hun spørge ind til det. Vahida var trods alt ikke nogen åben person, og heller ikke venlig af sind. Det betød dog ikke at hun ikke var i stand til at føre en konverserende samtale, ligesom alle andre. Hun var i stand til at pakke følelserne væk, måske ville hun endda gå hen at møde en person, som en dag ville være hendes venskab værdigt.
Hendes blik fangede langsomt kvindens, som nu præsenterede sig som zero zero fifteen. Det lød mest af alt som et nummer man plantede på en forsøgskanin, men Vahida undlod dog at kommentere den tanke. De sølvrøde øjne virkede ligeså unaturlige for Vahida, som resten af kvinden havde gjort, og dog var hun ude af stand til at kigge væk fra dem igen.
Efter noget tid fik dog sit eget blik vendt væk, inden hun lod det vurderende, eller nærmere betragtende glide over resten af kvindens påklædning. Imens hørte hun den svage genkald af stemmen, som nu præsenterede sig selv som Bio. Påklædningen.. Hun betragtede overdelen med et undrende, ja nærmest spørgende blik. Det var sådan en som man gav patienter på, når de ville skade sig selv. Patienter, som opholdte sig på sindsygehospitaler og den slags. Noget gjorde dog, at Vahida stadig ikke følte sig den mindste smule skræmt. Hvis denne person var stukket af fra sådan et sted, måtte der vel være en smule fornuft tilbage. Desuden.. Hvem var ikke helt tosset når det kom til stykket?
Hendes blik vendte dog tilbage til Bios, inden hun langsomt lod hovedet falde en anelse på skrå. "Mit navn er Vahida" præsenterede hun sig så venligt, men stadig distanceret til denne person. Hun overvejede kort at række hånden frem, men valgte dog at lade være. Hun brød sig i forvejen ikke alt for meget om kontakt med andre, så hvorfor ligefrem at invitere den?

//Må logge af lidt. Kommer måske på senere ;)//

//Det er bare helt iorden.. xD//