Welcome home // Privat - Vahida //

Sted: Søen
Tid: 02:30
Omgivelser: Søens vand, laver blide bølger, tvunget frem af den smålige brise. Grotteindgangen, var fint og diskret gemt, så man først ville se den, når man var helt tæt ved det rendene vand, fra et lavt vandfald.
Vejr: Den tidligere storm, er blevet til småligt briser, og dug havde vædet de fleste af stenene, på vej imod grotterne.


Vladimir havde måtte lede Vahida hastigt igennem skoven.. Der var ikke meget mere end seks timer, til at hun måtte sove, og han ville at hun kunne møde sin familie først. Så han tog hastige skridt, imens han gik uden om søen, og fulgte dets brede, der blidt slog imod de skarpe sten, han gik barfodet over, uden den mindste mine. Han kiggede ilbage på Vahida fra gang til gang, og smilede betryggende det meste af tiden, for helle tiden at vise hende, alting var som det skulle. Hvis hun engang imellem stoppede op, gjorde han lige så, og kiggede på hende, afventende. Og hvis hun brugte for lang tid på bare at stå, skyndede han roligt på hende, for så at lede videre.
Han fortsatte med at lede vejen, indtil de nåede det store vandfald. Her stoppede han op, kiggede op ad det, og kneb sine øjne en anelse sammen. Han drejede sig så, for at se på Vahida igen, og smilede endnu engang. han rakte så en hånd ud imod vandet ved hans side, som hans ene fod stod i.
"Rør.. Ved vandet.. Nogen.. Af.. Mine tidligere.. Børn.. Kunne ikke klare det imod sin hud.. Det.. Må vi vide.. Om du kan.. Kun.. Røre ved det.. Kort.. Og hvis det.. Brænder.. Imod dine hænder.. Skal vi holde dig.. Fra det klare vand.." Sagde han, med sin sædvanligt rolige stemme. Han gik så ned på hug, for at lade to af sine lange fingre røre overfladen af vandet, og køre hen over dette, med rolig hånd. Vandet var naturligtvis ikke Vie Vand, da det ikke var velsignet, men der var stadigt nogen af hans race, han havde set være svage over for søens klare vand, hvor det så brændte imod deres hud. Det ville han vide med det samme, så han kunne se om hun var en af de sjældne tilfælde.
Så snart det var blevet afprøvet, lagde han en blid hånd imod hendes skulder, og nikkede en enkelt gang. Hvis hun var svag overfor det, ville det formegentligt blodt have brændt fingrende en smule, og der var ikke noget at græde over, so Vladimir drejede bare rundt på hælene, fjernede sin hånd, og gik imod vandfaldet.
"Jeg.. Beklager.. Larmen.. Min pige.. Men.. Det.. Er hurtigt.. Ovre.. I grotterne.. Kan.. Du ikke.. Høre vandfaldet.." Vandfaldet brøllede som besat, pågrund af de store stimer vand, der tæskede imod stenene der udgjorde deres ende. Vladimir gik langsomt tæt ved siden af vandfaldet, og drejede så ind i en ganske tynd sprække i vægen af vandfaldet, som ledte ind i en tunnel. De skulle ikke gå igennem vandfaldet direkte, men vand dråber ville stadigt stikke imod hende, og væde dele af hendes krop, og tøj.
Den tunnel de kom ind i, så temmeligt lang ud, og der var en masse veje de kunne dreje ned af, ud over dem Vladimir valgte.. Men et instinkt, som alle fra Nosferatu klanen var bestået, var stedsandsen.. Hun ville kunne huske hver eneste af de veje de valgte, perfekt.. Ingen undtagelser.. Hun ville også ligge mærke til, hvor god hun var til at bide fast i informationer. Og hvor godt det sad fast i hendes hukommelse.. Nosferatuerne var de fødte detektiver, og informanter, og det var der grunde til.
I grotterne, var der fuldstændigt stille. Ingen lyde kom bag dem, eller foran dem. Selv vandfaldets brølen var blevet dæmpet af grotternes hulede gange. Her kunne hendes sanser slappe fuldstændigt af. Selv Vladimir forblev stille, for at give hende denne frihed..

Som en skygge fulgte hun efter ham, hendes skaber, ude af stand til at overveje at flygte fra dette nye liv. Hun havde fået alt hvad hun manglede.. Havde opgivet visse ting for at få det, og snart ville det vise sig om det var det hele værd. Det raske tempo var samtidig sat, og hun kunne uden problemer følge med, selvom hun til tider måtte knibe øjnene sammen i irritation hver gang der kom en høj lyd fra et natligt dyr, eller naturen.. Hver gang et lysskær kunne anes i det fjerne fra byen, drejede hendes hoved sig hurtigt i den retning, men på intet tidspunkt faldt hun bagud i hans tempo, og selvom hun stoppede op et par gange, ventede han blot og hun bevægede sig videre med retning mod vandfaldet, der voksede sig større for hendes blik, og den øresønderrivende brusen blev voldsommere for hvert skridt.
Da de nåede vandfaldet stoppede hun op ved siden af ham, og kiggede med et afventende blik. Hun vidste ikke hvorfor de stoppede, men hans ord fortalte det tids nok. Samtidig sendte hun en mistroisk skulen mod vandet, som om det var giftigt. "Jeg.. skal røre.. ved .. det?" svarede hun dumt, i et hviskende tonefald, inden et hovedryst kort kunne anes. Der gik det så op for hende, at der var en grund til det. Forsigtigt satte hun sig på hug ved kanten, og kiggede ned i den blanke overflade. Forsigtigt lod hun sin hånd glide frem, og hun mærkede den kølige overfalde blive brudt mod hendes fingre, da de sank ned i vandet med langsomme bevægelser.
Overrasket rykkede hun hånden til sig, mest fordi den ændrede temperatur var kommet bag på hende, og ikke fordi det havde gjort ondt. Vandet var blevet varmt omkring hendes fingre, og en brændende fornemmelse var begyndt at opstå. Uden at tænke over det, gned hun sin modsatte hånd over stedet, og rejste sig brat op, inden hun trådte et skridt væk fra kanten og rystede igen på hovedet.
Stadig overrasket over vandets effekt, hørte hun ikke rigtig hvad han sagde, og da de bevægede sig mod vandfaldet, sendte hun søen flere mistroiske glimt, inden dens blanke overflade forsvandt fra hendes syn, da de drejede ind i den smalle passage. Selvom vandet ikke direkte var rettet mod hende, blev hun ramt flere gange af dråber, der hurtigt fik fugtet hendes beklædning, og gav den brændende følelse mod huden. Det resulterede i at Vahida bevægede sig så langt væk fra vandet som muligt, mens hun prøvede at ignorere følelsen af bare at løbe igennem hullet og komme væk.
Endelig udmundede det i en tunnel, og hendes blik kiggede rundt på de mange passager og veje der var at vælge imellem, nød at stilheden igen lagde sig omkring dem, og nægtede at bryde den. Imens studerede hun kort grotterne og måtte indrømme at hun et kort øjeblik troede hun ville fare vild i dem ved første sving, men på den anden side..
Hun begyndte at træde i en tilfældig retning, og nåede en af indgangene. Her stoppede hun op, og kiggede ind igennem denne tunnel, uden at vide hvilken det var. Snuste til luften der kom fra den, og vendte spørgende blikket mod ham igen.

Vladimir kiggede undersøgende på hende, af hendes reactioner på vandet. Det kunne tyde på hun havde en svaghed for vand. Men det kunne også sagtens blot være hendes nye hud, der stadigt skulle vende sig til de nye sanser.. Det måtte de finde ud af dagen efter, og han stoppede op da hun gjorde, for så at kigge på hende. Han lagde sit hoved en smule på skrå, af hendes undersøgende blik, og opserverede hendes reactioner. Han kiggede efter hende, da hun nærmede sig den ene gang, og han smilede glad, og klukkede en enkelt gang. Han tog så et skridt nærmere gangen, og hende, og rakte sin hånd ud i retningen af tunnelen, og en bag hende, imens han begyndte at gå ind af den.
"Kan du.. Allerede.. Lugte dine søskende? Jeg håber de er tilbage fra deres søgen.. Jeg.. Bad dem.. Blive hjemme, i nat.. Da.. Jeg formegentligt.. Havde.. Vigtige informationer.. Når.. jeg vendte tilbage.." Fortalte han, stadigt med en rolig stemme, i det han lod sin arm synke, og begyndte at lede ind af den gang som hun havde været ved, for at fortsætte imod deres rede.. Han sørgede igen for at hun fulgte, og stoppede, når hun gjorde, for at lede hende vidre, og give hende den tid hun skulle have.
Men.. Kommer.. Ikke kun hjem.. Med information.. Men.. Et nyt familie medlem.." Sagde han, med et smil over sin skulder, inden hans øjne gled frem igen..
Duften fra Nosferatu Rest, ville nu træde kraftigt igennem. Selvom grotterne var renne, og frisk luft konstant, og der ikke stank af kloarkerne på den modsatte side, men lugten af blod, kom tydeligt igennem. Blod, meget magen deres eget.. Blod fra deres egen race. Vladimir snuste også et par gange, og han smilede stort, af at hans ordre, for en gangs skylde, var blevet overholdt..
Vladimir sørgede helle tiden for at hun fulgte med, og endeligt ledte de ind i en stor grotte, med en stor cirkel af frit plads i midten. Rundt om den frie midt, var der utalige stier, der ledte ud til tunneler, der førte ud fra grotten. Der var også tunnelindgange rundt omkring op af vægende, som man kunne kravle op til, og alt i alt, var der massevis af flugtudgange fra deres hjem.
Vladimir stoppede så op, og kiggede ind i grotten. han smilede halvt, og kiggede så tilbage på hende, og nikkede ud imod grotte systemet.
"Tag dig.. Den tid.. Det vil tage.. At vende dig.. Til de blandede.. Dufte.. Dine sanser.. Vil slappe af.. Om meget.. Kort tid.." Sagde han med sin rolige stemme, og afventede at hun skulle gå først.. Når hun så gjorde, ville han følge efter hende, tæt bag ved.. Grotten ville virke tom, kun duften fra de andre var til stede, og hun kunne gå ind til midten, uden at noget skete. Og grotterne var også fuldstændigt stille. Som om Vladimir havde forberedt den til en nyfødt, med forvillede sanser. Hvilket han også havde. Samtlige de andre Nosferatuer, stod ved deres kister, og ventede blot på at hendes sanser langsomt slappede af.

Endnu engang indsnuste hun luften, da han bevægede sig hen, og hun mærkede ham ved siden af sig endnu engang. Om det var dem hun lugtede eller noget andet, vidste hun ikke, men det duftede langt anderledes end hvad hun før havde været udsat for. Selvfølgelig var den menneskelige sans ikke i nærheden af det hun havde nu, men alligevel virkede det stadig fremmed for hende. Selv da han førte hende fremad igennem denne tunnel, flyttede hun sig ikke. Faktisk anede hun ikke om hun havde lyst til at nærme sig denne anderledes og truende duft.
"Vigtige.. informationer?" spurgte hun hviskende, inden hun tog sig sammen, og bevægede sig nu ind igennem tunnelen sammen med ham, mens et årvågent blik hvilede på omgivelserne, som om hun forventede at blive overfaldet hvert andet øjeblik det skulle være. Efter hans næste kommentar ville hun igen spørge hvilke informationer, hvis han ikke allerede havde fortalt det til hende, og hvis han havde nævnt det, ville hun bare nikke og smile diskret mod ham, mens hun stadig holdt årvågent øje med tunnelens udseende.
Duften slog voldsomt imod hende nu, og Vahida stoppede overrasket op mens hun tillod sig et par sekunder hvor hun bare stod og vænnede sig til den. Samtidig ramte den der tilfredsstillende duft hende, og ufravendt kunne hun ikke lade være med kort at slikke læberne i en langsom bevægelse, som om der ventede en snack på hende. Han sørgede dog for at få hende fremad, og Vahida var nødsaget til at følge med, indtil de nåede ind hvor tunnelen udmundede i den store grotte, som åbenbart var hendes nye hjem. Her stoppede hun op, i starten af grotten, og spejdede rundt i den, mens hun overvejede hvor den sødlige duft kom fra, indtil hendes blik faldt på kisterne, og de andre personer i den anden ende. Den kom med sikkerhed fra dem.
Hun blev stående, ude af stand til at gå fremad, og stoppede automatisk med at indånde luften igennem næsen. Forsigtigt lod hun blikket glide over skulderen, for at se på ham, imens hun lyttede til at hun bare skulle tage sig tiden til at komme videre. Det virkede næsten som om de alle bare havde ventet på at hun kom. Folk stod stille, alt stod stille. Nervøsiteten lurede lige under huden på hende, da hun efter to eller tre minutter, tog det første skridt ind i selve grotten, for derefter at lade det blive fulgt at endnu et.
Sådan fortsatte det for hende, indtil hun var tolv skridt væk fra udmundingen, og trak nu igen sin første vejrtækning igennem næsen, hvor alle duftene igen ramte hende som en forhammer, men en mere kraftigt end alle andre.
Hvæsende lavmælt, denne gang ikke for at forsvare sig selv, men for at indikere at duften af blodet generede hende, bøjede hun sig endnu engang forover, og gjorde klar til at sætte i et eller flere spring hen mod den nærmeste af personerne..

Vladimir nikkede langsomt til hendes spørgsmål, og smilede blot, med endnu et hint imod grotten, som for at lede hende videre.
"Kan jeg.. Fortæle dig om.. En anden dag.." Sagde han stille, og smilede tilbage. Da hun bevægede sig ind i grotten, fulgte han. Med hvert skridt hun tog, fulgte han et lige så. Han kiggede kort over imod kisterne, som stadigt lå ret langt fra der hvor de stod, men de kunne stadigt let skimtes. Vladimir kiggede over imod dem, og kneb sine øjne en smule sammen. Han rullede så på øjnene, da de kunne se en af dem begynde at gå imod dem. Og da han så Vahida strække sig forover, som skulle hun til at angribe, tog han et par hurtige skridt, så han stod lidt foran Vahida, og han hvæsede så højt, præcis som han havde gjort tidligere. Dette var for at fastsætte en ting for Vahida, og hvis ikke hun forstod det nu, med et simpelt hvæs, ville det blive sat fast på en helt anden måde. Der skulle ikke fejdes imellem familien.
"Vahida! Der.. Er ikke andet.. End familie her.. Jeg ved det.. Duftende.. Irritere dig.. Men.. Dem vil du vende dig til.." Sagde han, først med en hård, og fast stemme, men imod enden, blev den mere og mere beroligende, og faderligt venlig. Han stod nu imellem hende, og de andre skikkelser, men en anden duft var kommet tættere på. Og langsomt, forbi Vladimir, trådte en kvinde, der lignede hun var omtrænt den same alder som Vahida, frem. Hendes smil og ansigt, var venligt anlagt, og hun lagde blidt sit hoved på skrå, og stillede sig op imod Vladimir. Vladimir kiggede tilbage og ned på hende, og hvæsede lavt. Kvinden kiggede op på ham, og lagde en arm omkring ham, for så at klappe hans brystkasse et par gange.
"Undskyld Vlady, men jeg kunne ikke bare stå der... Men det vidste du jo allerede.." Sagde kvinden, med en uffateligt blid stemme, ved siden af Vladimirs. Stemmen var klar, og flydene, som om hun med hvert ord forsøgte at berolige alle omkring sig. Kvinden smilede op til Vladimir, som rullede på øjnene, og kiggede tilbage på Vahida. Kvinden fniste en enkelt gang, og lod hendes øjne falde over Vahida. Da de gjorde, begyndte den konstante røde flod i dem, at lave rolige cirkler omkring de små sorte pupiler, der mindede om en slanges, en streg, tværs igennem iriserne.
"Velkommen, søde.. Mit navn er Janet.." Sagde hun, også med en stille stemme, for at skåne hendes øre. Hun tog sig også af dette.. Hun gav også Vahida den plads hun skulle have, og blev stående tæt op af Vladimir. Vladimirs øjne faldt tilbage på Vahida, og hans udtryk var mere seriøst nu, da han godt vidste hvor slem sulten kunne være. Men han ville ikke tolere den slags, selv ikke fra en nyfødt, og hun ville få sin plads af vide, hvis hun forsøgte noget imod Janet..

Hvad kunne hun havde forventet? Selvfølgelig modtog hun endnu et af de dybe hvæs, men denne gang havde hun en hvis trang til bare at overhøre det, og alligevel springe frem. Sulten rykkede endnu engang i hendes hals, og den brændende fornemmelse vendte tilbage med fornyet styrke. Man skulle tro hun aldrig blev helt mæt, men bare havde lyst til at frådse med maden. Hvilket var præcist hvad hun havde lyst til.. Mere.. Meget mere. Hendes blik hvilede trodsigt på ham, mens hun stadig stod foroverbøjet, i noget der kunne minde om flere sekunder. Til sidst blev hun dog enig med sig selv om at sulten ikke var det værd.. Han virkede allerede vred nok over hendes optrin, til at hun turde fortsætte med at agere stædig nyfødt.
Hun rettede sig op efter han havde talt, og mærkede tydeligt den hårde tone, der dog langsomt flød over i den faderlige endnu engang. Hendes blik flakkede automatisk mellem ham og personen der nærmede sig, en kvinde kunne Vahida se da denne kom tættere på.
For hvert skridt kvinden nærmede sig yderligere, tog Vahida et tilbage, så hun hele tiden havde en afstand på tre en halv meter imellem dem. Kvinden havde sørget for den modsatte effekt af hvad der ville være forventet. Vahida frygtede denne fremmed, fordi hun var fremmed. Det var han ikke.. Han havde været der hele vejen igennem, men denne.. familie var ikke nogle hun kendte, eller havde talt med.
Hendes blik var med et blevet mistænksomt, mens kvindens stemme var dog beroligende når hun talte, og Vahidas blik faldt på den arm hun havde stukket omkring Vlad. Måske var hun hans.. Kone eller noget i den stil? Den moderlige person i familien? Hun vidste det ikke, og havde ikke i sinde at spørge om dette på nuværende tidspunkt.
Janet.. Hun tyggede længe på navnet, og bed sig samtidig hårdt i underlæben, mens hun kneb øjnene en anelse sammen. Det lød ikke som navnet på nogen dårlig person i hendes hoved, og derfor valgte Vahida at stoppe med at bakke væk, men bevægede sig dog heller ikke frem. Istedet nikkede hun diskret som en hilsen, mens hun igen undlod at trække vejret igennem næsen, for ikke at friste sig selv yderligere.
Hendes blik flakkede diskret tilbage mod de andre skikkelser, som endnu ikke havde bevæget sig fremad, mens hun prøvede at tyde deres træk med den lange afstand imellem dem.

Vladimir kneb sine øjne sammen af hendes opspil, og hans læbe hoppede en smule, med en lav knurren. Han ville nødigt skulle straffe hende på hendes første nat, men det ville han være nødsaigt til, skulle hun overreagere.
Kvinden ved Vladimirs side, smilede, og fniste lidt af Vahidas reaction, og rystede langsomt på hovedet.
"De er så søde, når de lige er født... Har du givet hende nok?" Spurgte hun, og kiggede op på Vladimir. han rystede langsomt på hovedet, uden at fjerne blikket fra Vahida. Janet rystede langsomt på hovedet, og kiggede tilbage på Vahida.
"Så må hun jo være forfærdeligt sulten... Lille stakkel.." Hun snuste lidt nærmere Vladimir, og skubbede blidt til ham.
"Så giv hende da noget mere.. Er jo ikke fordi du mangler det, gamle.." Sagde hun, med et drillende blik op på Vladimir. Vladimir kiggede ned imod Janet, med let sammen knebede øjne, og et lavt fnys. Han kiggede så tilbage på Vahida, for så at holde en hånd ud imod hende, og hinte at hun skulle komme nærmere. Og hvis hun tog det første skridt, lagde han en klo imod sit håndled, men skar ikke endnu. Og når hun så tog det næste, hvis hun gjorde, skar han langsomt et sår, hvor blodet piblede op.
"Kom.. Du bare.. Vahida.. Min kære.. Stol på mig.. Janet.. Er harmløs.." Sagde han, med sin hæse stemme. Janet slog, med blid og flad hånd, hans skulder, imens hun fnøs, med et smil.
"Jeg kan være farlig, hvis jeg har lyst..." Sagde hun, og svingede sit hoved fra side til side et par gange. Hun grinede så igen, og kiggede tilbage på Vahida.
"Men ikke dig skat.. Vi er søskende nu.. Kom, kom.." Sagde hun, og hintede også med en hånd at hun skulle komme nærmere, dog også med rolige bevægelser, for ikke at skræmme hende.
Hvis Vahida kom over til dem, knyttede Vladimir langsomt sin næve, for at tvinge blodet hurtigere op, så hun kunne fråde så meget hun vill have, og kun hvis hun begyndte at drikke, lagde Janet, med blide bevægelser, og berørelse, en hånd på Vahidas hoved, og aede hendes hår blidt.
"Her nede kan du drikke så meget du vil, smukke.. Du kunne selv dræne den gamle mand, og vi ville være andre til at tage sig af jer begge.. Du er sikker her nede.. I familiens rammer.. Det skal du nok få lært hurtigt.." Sagde hun, med en ligeså blid stemme, imens hun stadigt lænede sit hoved imod Vladimirs skulder. Vladimir kiggede ned på Vahida med et roligt blik, og nikkede så bagud.
"Janet.. Sig.. Til de andre.. At de.. Skal fortsætte.. Med nattens.. Afsluttende.. Ordrere.. Hun skal ikke.. Møde flere.. I aften.. En.. Utålmodig unge.. Må være nok.." Sagde han, og smilede halvt. Janet slog ham blidt igen, for så at grine lavt, og ae Vahidas hår en sidste gang.
"Bare rolig søde.. Det helle skal nok blive meget nemmere at forstå.." Sagde hun så, inden hun glad begyndte at lunte imod de andre skikkelser, som så delte sig ud i forskællige retninger i grotten.
Vladimir kiggede nu ned på Vahida, og knugede igen sin hånd, for at lade blodet flyde hurtigere. Han lod hende nu drikke, så længe hun ville. Han ville ikke skubbe hende væk denne gang.. Denne gang, skulle hun have, til hendes tørst var slukket.. Slukket godt nok til at kunne hvile.. Vladimir smilede halvt igen, og skubbede en smule hår, bag Vahidas øre, med en blid finger.

Hun fulgte opmærksomt deres samtale, som tilsyneladende foregik uden at de lod sig mærke af hende.. Som om hun ikke rigtig var der, men alligevel var det hende der blev diskuteret. Hver gang den ene sagde noget, drejede hun hovedet mod personen, og det samme når den anden så svarede. De mekaniske bevægelser blev gentaget op til flere gange, indtil blikket fæstnede sig på et fremstrakt håndled. Hun vidste allerede hvad dette betød, og uden at lade sid mærke med kvinden eller nogen af de andre, tog hun et skridt, to skridt, og bevægede sig usigeligt hurtigt over, og greb fat omkring dette, lige efter at ridsen var blevet skåret.
Hendes fingre pressede hans håndled mod læberne for tredje gang, og sulten havde overtaget det dyriske i hende. Hun ænsede ikke sine omgivelser mens hun drak, lod sig ikke mærke af de kvindelige fingre der strøg over hendes hår, eller hovedet der lå mod hendes skulder. Hun modtog det hun hungrede efter, og sugede det ivrigt i sig. Tanken om at dræne ham, strejfede hende ikke på nuværende tidspunkt, og da han sendte kvinden bort endnu engang, lod Vahida sig glide ned i siddende stilling midt på jorden, og rykkede prøvende i håndleddet for at få ham til at følge med, så det ikke blev for akavet for hende at stille sin sult.
Hvis han ikke bøjede sig, ville hun dog stadig være i stand til at nå håndleddet ved at strække sig efter det, og derfor ville grebet omkring det ikke slippe. Imens begyndte hun at huske hvad Janet havde fortalt.. Sagt, og ordene begyndte at give mere mening inden i hendes hoved, nu hvor de ikke var forblændet af hendes egne tanker.
Indtil nu havde hendes blik været lukket, men da fingeren strøg over håret, gled det op, og kiggede kort på ham, stadig uden at slippe taget, inden et tilfreds smil samtidig krusede på hendes læber, mens hun drak.
Efter et par minutter på denne måde, slap hun langsomt taget i ham.. Hun havde endelig fået nok, og den brændende fornemmelse var helt væk indeni hende. Med de sidste par sluprende lyde, tvang hun sig eget ansigt væk fra håndleddet, som hun betragtede længe efter uden at slippe det. Studerede ridsen der havde fodret hende med hovedet nysgerrigt på skrå.
Derefter slap hun det, og endnu engang måtte hun lade bagsiden af hånden glide over sine læber for at fjerne det værste blod omkring det nederste af hendes ansigt. Igen kom smilet over hendes læber, og denne gang var det bredt og tilfreds, som en anden babys mens hun kiggede på ham med et tilfreds blik.

Vladimir så en smule undrende ud da hun satte sig, og forsøgte at trække ham med, men han smilede så, og rystede en enkelt gang på hovedet, imens han gik på hug sammen med hende. Han aede igen hendes hår, da de sad, og smilede glædeligt ned på hende, imens hun slukkede sin tørst..
Vladimirs øjne, begyndte langsomt at flakke, hen af slutningen af hendes drikken. Han kunne efterhånden godt mærke, hvor meget der var blevet taget, og at det efterhånden trak på hans kræfter. hans ben vaklede en smule, og han blev nød til at knæle ned, for at holde sin balance.
Da hendes læber endeligt trak sig fra hans håndled, sukkede han lavt, og trak det langsomt til sig. Han pressede det gemmende ind imod sig, og smilede venligt imod Vahida. Såret på hans håndled healede ikke, men det blødede heller ikke mere, da hans blod flød meget langsommere igennem hans krop. Hans ansigts træk var blevet mere svækket, og hans øjne så mere udmattede ud. Den hånd der ikke var noget sår på, rejste han så langsomt imod Vahida, for så at lade sine fingres knor gnide kærligt ned af hendes ene kind.
"Det.. Var godt.. Min pige.. Er du så.. Helt mættet nu?" Spurgte han, med et kærsomt blik. Han klukkede dog en enkelt gang, og gik langsomt igang med at få sig kæmpet op på benene. Dette skette med en vaklen, da han ikke kunne bruge den ene arm til støtte, og hans ben var umådeligt svækket. Men da han endeligt kom på benene, rakte han en hånd, tilbydene ned imod Vahida.
"Kom.. Min elskede datter.. Lad mig.. Vise dig.. Til din seng.. For i nat.. Du.. For.. Den mest stille.." Sagde han, og smilede venligt. Han lagde sin ene arm omkring Vahidas ryg, hvis ikke hun protesterede, for så at lede hende imod området med kisterne.
Vladimirs skridt var usikre, og han vaklede fra gang til gang. Men han fik stadigt ledet hende fremad, og ind af en mindre tunnel, kun lige plads til at to kunne passere. Denne tunnel ledte så ind i en meget lille grotte, hvor der kun stod en kiste. En meget støre kiste tilgengæld, hvor der var plads til at to kunne ligge i. Denne grotte var uffateligt stille, og næsten inge lyde trængte der ind. Selv ikke for deres øre.
Da de trådte ind, gik han over ved siden af kisten, og lænede sig derimod, for så at kigge tilbage på Vahida, og nikke imod kisten, med et blidt smil.
"Du.. Kan hvile.. I min kiste.. I dag.. Er den mest rolige.. Af dem.. Jeg.. Vil sove ved de andre.." Sagde han med et halvt nik, for så at læne sig imod kistens kant, og afvente Vahidas reaktion, med et halvt, udmattet smil..

Kort blinkede hun et par gange, og var efterhånden så vant til de små berøringer, at hun ikke reagerede fjendtligt mod den, men istedet bare lod det passere, og endda havde overskud nok til at lade smilet blive en anelse større, inden det forsvandt ind i den normale position igen.
Hun nikkede kort til hans ord, for at forklare at hun var mættet.. helt denne gang, mens et kort bekymret skær kom over hendes røde øjne, da han begyndte at rejse sig.. usikkert. hånden, der blev tilbudt hende, kiggede hun kort på, men tog så imod den. Dog gjorde hun sig den ulejlighed ikke at lægge nogen ekstra vægt over på ham, da hun selv fik rejst sig selv på benene, i en flydende bevægelse.
Ordet seng lød behageligt i hendes øre, og tanken om at komme til at hvile var lokkende. Dagen havde været lang, og ligeså havde natten, og hun havde vel brug for det efterhånden.. At sove.
Hun protestede heller ikke imod hans arm, men lod sig blive ført igennem grotten, og ind igennem tunellen for at ende i den mindre grotte.. Et værelse kunne man vel kalde det.
Hun stoppede op foran kisten, og kiggede på den længe. I myterne havde nattens væsner altid sovet i den slags, men tanken havde aldrig strejfet hende, at hun skulle ligge i en kiste før den dag, hvor hun aldrig ville komme ud af den igen. Ordene flød mod hende, og igen nikkede hun bare, imens hun overvejede om han vendte på at hun skulle træde op i den.
Beslutningen tog hun dog hurtigt. Hun kunne ligeså godt vænne sig til det, og hun trådte hen ved siden af ham, og kiggede ned i kisten. Hun skulle lige til at lade sig synke ned i den, da hun lagde armene omkring ham i et beskedent kram. "Tak". Ordet blev hvisket mod hans øre, inden hun igen trak sig væk, og trådte derefter ned i kisten, for at ligge sig på ryggen og kigge på ham.
"Bliver det.. Slemt?" spurgte hun igen langsomt, og hentydede til natten. Han havde nævnt at den første nat var vigtig, for at hun kunne blive fuldt udviklet, og af en eller anden grund, ønskede hun at vide hvad der ventede.. Selvom det ville være værre end det hun allerede havde været igennem. Forandringer hele tiden, men det var vel også snart overstået.

Vladimir fulgte hende med øjnene da hun gik ved siden af ham, og smilede venligt, imens hans blik kort faldt over kisten. Men da hun lagde sine arme omkring ham, blev hans øjne åbnet en smule videre, og han drejede hovedet, tids nok til at hun hviskede ham i øret. Han smilede så, og lagde en rolig arm om hendes ryg, for så at knuge hende ganske blidt, i få sekunder, og så lade armen falde igen. Han nikkede en enkelt gang til hendes tak, og fulgte hende med øjnene da hun lagde sig.
Da hun lå ned, og kigge op på ham, for så at stille hendes spørgsmål, smilede han med en lav klukken, for så at gå på hug ved siden af kisten, omkring den ende hendes hoved lå. Han lagde en arm over kanten af kisten, som også var temmeligt dyb, og nussede blidt hendes kæbe imens han rystede på hovedet.
"Nej.. Min kære.. Din søvn.. Vil være den perfekte.. Hvile.. Du vil sove så dybt.. At du ikke.. Vil mærke dine tænders.. Forandring.. Når du vågner.. Vil du være sulten igen.. Men.. Ikke nær så slemt.. Du.. Vil vågne.. Med en mærkelig følelse.. I munden.. Og.. Måske stikke.. Et hul på din tunge.. Eller to.." Han klukkede med et enkelt fnys, og et kærligt smil.
"Men smerterne.. Er ovre.. I morgen kan du møde.. Resten.. Af familien.." Sagde han, med det samme smil. Han rejste sig så, og lod sin hånd glide op af vægen af kisten, for så at tårne sig oprejst over den.
"Jeg.. VIl være det.. Når du vågner.." Sagde han, nikkede en enkelt gang, og ventede så blot på at hun lukkede sine øjne, og at hun faldt i hvile. Og virkeligt først når han var sikker på at hun sov, drejede han om på hælende, og bevægede sig så hurtigt han kunne, i hans dårlige tilstand, imod grotten.
Nogen timer senere, vendte han tilbage, med et healet håndled, og opstrakt ryg igen, som var han healet fuldstændigt, efter hans lave blod mangel. Han gik så over til vægen, et stykke fra kisten, hvor han kryssede sine arme, og afventede at hun igen skulle vågne.

Ordene skabte en unaturlig tryghedsfornemmelse i hende, og hun kunne ikke lade være med at være lettet over at det var ovre. Smerten var fra nu af bare en illusion, noget hun ikke længere behøvede tænke over, hvis hun spillede kortene på den rigtige måde. Det kunne også nemt fornemmes på hende, denne lettelse hun følte indvendig, og forsigtigt nikkede hun langsomt for at vise at hun forstod.
Med de ords tryghed lod hun øjenlågene glide ned, for at skjule for hendes udsyn, imens hun gled ind i en form for trance først, hvor kroppen bare slappede af, og til sidst lullede denne trance helt over i en dyb og drømmeløs søvn.

(Whoop.. *Pushes fastplay buttom*)

Hen mod slutningen, ni timer senere faktisk, af hendes søvn, bemærkede hun på intet tidspunkt at musklerne havde fået en langt mere fast masse og var blevet færdigudviklet fra de menneskelige, og over til de hårde vampyrmuskler. Tænderne i hendes mund var blevet ændret. Let gullige, og hjørnetænderne havde fået en synlig længde i forhold til de andre, hvilket tvang hendes mund let åben, for at der var plads til disse. Resten af tænderne havde ændret sig til et rovdyrs, spidse og i stand til at flå kødet af hvad disse nu skulle bruges til.
Ørkenen i halsen var kommet tilbage, men intensiteten af denne var intet sammenlignet med den hun havde haft natten før, og den vækkede hende heller ikke. Det var noget andet der fik hende til at spærre øjnene op, pludseligt.
Hun rejste sig op i kisten med ret ryg, og lagde to fingre mod hendes kind. den var øm efter hun havde bidt i den ved et uheld, og smagen af blod bredte sig i munden på hende.
Grundet denne overraskelse lagde hun i første omgang ikke mærke til forandringen i hendes mund, eller at han faktisk stod der og ventede.. Præcis som han havde lovet. Hendes blik gled først flakkende nedover hende selv, mens hun prøvende lod fingeren prikke til kinden, for at finde ud af om denne var intakt. Først efter det lod hun blikket glide til siden, hvor hun bemærkede ham.
Forvirring var det første hun mærkede, inden den forrige nats hændelser kom tilbage til hende, og mindede hende om at det hele ikke bare havde været en drøm. Forvirringen blev afløst af et analyserende glimt på ham. Han var tilsyneladende kommet sig efter hendes sidste fodring, hvilket skabte en glæde hos hende. Hun havde vel frygtet, at det havde været for voldsomt, og at det ville tage længere tid at komme sig, men nej.
Som hendes hukommelse blev gendannet, huskede hun alt der var sket, og den næste reaktion var at hun lod sine fingre glide op til den højre hjørnetand, som hun strejfede forsigtigt, men stadig nysgerrigt. Satte fingerens blomme mod tandens ende, og denne skar med lethed igennem huden, og blodet begyndte langsomt at komme ud fra hendes finger, som hun trak hen foran sit blik, hvor hun betragtede det med et respektfuldt blik.

Vladimir snuste stille et par gange, da hun rykkede op, og han smilede så halvt, da han kunne lugte hendes blod. Hun havde bidt sig selv, præcis som beregnet. Det ville hun nok gøre et par gange mere i løbet af hendes første fulde nat, men smerte ville hun ikke føle på baggrund af dette. Han skubbede sig langsomt fra vægen, som han havde lænet sig op af, og gik så imod hans kiste, hvor Vahida havde sovet. Han gik langsomt på hug imens han gik, så han ikke ville tårne sig meget højere end hende. Da han sad på hug ved siden af kisten, hvilede han sine håndled på kanten af denne, og kiggede på den nysgerige Vahida, der undersøgte hendes tænder.
"Dem.. Skal du nok.. Få vendt dig til.." Sagde han, og rakte så et håndled ud foran Vahida, og smilede halvt.
"Du kunne.. Prøve.. At bruge dem.. Med det samme?" Spurgte han med et rejst øjnbryn, og et venligt smil. Han knyttede sin næve, så den store blodåre kom en anelse mere fremtrædene til syne. Han kiggede så på hende, for at se hvor tydeligt hun kunne lugte hans blod, frem for de andes. De andre var godt nok uden for grotten, men det ville hun stadigt nemt kunne blive distraheret af. Men hendes sanser skulle være blevet bedre til at prioritere, og stye hvor meget de ville lugte, høre og se.. Hvis ikke de var blevet meget bedre til det endnu, ville de sikkert blive det i løbet af natten.
"Du.. SKal stadigt.. Bruge.. Mit blod.. Som din føde.. Nogen tid endnu.. Dog.. Skal du lære.. Ikke.. At drikke så meget.. Og.. Holde dig selv.. En smule sulten.. Er ikke sundt.. For.. Nyfødte.. At drikke mere.. End nødvendigt.." Sagde han stille, og nikkede godtagende imod sit håndled, som skulle hun bare bide.. Han kiggede kort over sin skulder, imod tunnelen ud fra hans rum, hvor der nu kunne høres høje toner, og guitarspil, fra en dominant kvinde stemme, og en talentfuld guitarist. Vladimir rullede på øjnene, og kiggede ned på Vahida igen, og håbede lydene ikke ville genere hendes øre for meget. Hvis Vahida forsøgte, ville hun kunne genkende kvinde stemmen som Janets, som hun så før søvnen.
Hvis Vahida nægtede at bide ham, ville han blot ryste på hovedet med en klukken, for så at ligge en klo for sin blodåre, og skære et langt ar, hvor fra blodet ville pible frem, og der ville hun have meget svært ved at benægte indtagelsen.

Sansevirvaret fra dagen før havde lagt sig. Lydene forstyrrede hende ikke på samme måde, som da hun lige havde oplevet de skærpede sanser. Det virkede normalt nu, og generede hende ikke længere.
Hendes øjne var blevet mørkerøde efter dagens søvn, som et tegn på at hun igen manglede blodet indeni sig. De veg dog ikke fra ham, da han nærmede sig, og inden han nåede hen til kisten, havde hun sat en hånd mod kanten, og svunget sig ud af den, ved at trække benene op under sig, for derefter at lande blødt på jorden på den anden side.
Et kort øjeblik lod hun sig blive distraheret af blodlugten, der kom længere væk fra, mens han talte, og hendes blik vendte sig mod udgangen, mens et kort flash gled igennem øjnene, som om hun var klar til at sætte efter sit bytte. Samtidig fortalte hendes næse, at der var føde tættere på hende, da han i samme øjeblik havde knyttet hånden for at lade blodåren komme til syne.
Blikket flakkede tilbage på ham, mellem hans ansigt og håndleddet, inden hun kort lod tungen glide over de forreste tænder, for ikke at skære sig på hjørnetænderne igen. Selvom hun ikke havde haft sin opmærksomhed rettet mod ham, huskede hun hvert et ord, og indbydelsen om at bruge sit nye rovdyrinstinkt på ham.
Uden at tænke, greb hun hans håndled, og trak det op til munden, for derefter at bore tænderne ned igennem det. Hun ville højst sandsynligt flænse kødet omkring håndleddet, eftersom hun ikke kun lod hjørnetænderne synke i, men også de spidse almindelige, for derefter at trække dem en anelse nedad, da hun ikke havde ramt blodåren i første forsøg.
Hans stemme lød fjern, da blodrusen trådte over hende igen, og hun drak fra ham, uden at tænke på hvor meget eller hvor hurtigt. Han havde fodret hende igennem en rift, mens hun muligvis fodrede sig selv igennem et åbent sår, og mængderne ville være større. Sandsynligvis ville en del af blodet blive spildt samtidig, og hvis man kiggede på hende, ville hele den nederste del af ansigtet være indsmurt i den røde farve, samt områder omkring den øverste del af brystet.
Hun holdt sig ikke tilbage, og havde heller ikke tænkt sig at stoppe foreløbig, og hvis han trak hånden til sig, ville hun stramme sit eget greb omkring det, for at han ikke ville fjerne maden fra hende.

Vladimir kneb sine øjne en smule sammen, af den småligereaction, der var imod udgangen af grotten. Hun kunne lugte slaverne. Garanteret meget mere tydeligt end hendes familie, da hendes sanser, instinktivt, ville rette opmærksomhed imod føden. Og de ville ikke anse hendes blodsøskende, som første valget. Medmindre selvfølgeligt at det blev serveret foran hende, som Vladimir gjorde nu. Han smilede stort, da han så hende slikke sine tænder, og vidste udemærket godt hvad der var i vente. Hun var mere et bæst, end et menneske nu. Præcis som resten af hendes familie. Hun ville ikke holde sig tilbage, når hun blev budt maden, som nu. Hvilket Vladimir heller ikke ville have. Det ville kunne lede ham imod en leksion, som hun skulle lære. Bestemt den vigtigeste..
Vladimirs overlæbe rejste sig, med et enkelt hop, som stort set den eneste reaction på hendes brutale bid. Det gjorde ondt, men langt fra i nærheden af hans værste erfarringer. Han lukkede øjnene, imens han mærkede sit blod forlade kroppen, som den havde natten før. Men denne gang, måtte det ikke komme nært så langt. Denne gang, var væsnet der drak fra ham, blevet et rovdyr. Og det sidste det måtte, var at tro den bestemte. Den blev fodret. Det var en venlig, og nødvendig gerning. Men hun måtte ikke tro, at det gik længere end der.
Vladimirs øjne slog op, da han kunne mærke svækningen i hans kræfter. Han vidste at hun også ville kunne føle det på ham. Han hvæsede, men kun ganske kort, og kiggede ned på hende, med sine matte øjne, imens han trak i sit håndled en smule.
Hvis ikke Vahida reagerede på hans hvæs, og trak sig, begyndte en lav, og hidsig knurren, der langsomt stirede i styrke, inden han hvæsede højt og gennemtrængende, imens han lagde sin anden hånd på Vahidas hoved, greb brutalt fat i hendes hår, og hev hendes hoved tilbage, hvis ikke hun havde reageret uffateligt hurtigt, og hoppet væk.
Hvis ikke Vahida slap hans håndled, blev et stort luns af ham revet med, men det ignorerede han, og udviste ikke tegn på smerte, i det hans øjne focuserede på, at få øjnkontakt med hendes. Stor vrede, rev over hans ansigt, i det hans øjnbryn blev skævet, hans næse rynket, og hans tænder skudt frem. Det var tydeligt, at dette ikke længere blev tolereret. At drikke så meget af et familie medlem. Efter at han havde hevet hende væk, og hans hvæs stilnede af, retunerede han i en hidsig vejrtrækning. Den var ham unødvendigt, men det satte stort på hans vrede.
"Nok..." Sagde han stille, med sin hæs stemme, og gav så slip på hendes hår, hvis han havde fået fat. Han lod ikke sit håndled heale endnu, men lod blodet falde fra det, som en prøvelse for Vahida. For nettop at se, om hun kunne holde sig væk, og adlyde hans ordre. Han skulle sætte sig i respect, og han var klar til at gøre det nødvendige, hvis ikke hu nhavde fattet hans hvæs, og hans ord.

Instinktet havde overtaget i hendes krop, hendes sind. Det fortalte at hun måtte spise når der var mulighed for det, fortalte at hun ikke vidste hvornår hun igen ville få mad, og det gjorde at hun hungrede endnu mere efter hans blod. Et sted i baghovedet lurede ordene om ikke at drikke for meget, at det ikke var sundt, men da de truede med at komme frem i hende, skubbede hun dem bevidst tilbage i afkrogen, for at ignorere det, mens hun fortsatte den brutale madning. Hun mærkede hvornår hun skulle stoppe, hun kunne smage det i blodet, og mærke det på hans krop, men hun reagerede ikke på det.
Da han prøvede at fjerne hånden fra hende, greb hun endnu hårdere fat, for at holde det ved hende, brugte sine nye kræfter. Dette gjorde at hun modtog et hvæs fra ham, men hun lyttede ikke. Hun nægtede at opgive maden på grund af et dominanshvæs.
Det betød også, at hun høstede konsekvensen af det. For sent bemærkede hun at hvæset var eskaleret til en vred knurren, og hun reagerede stadig for langsomt, til at undgå grebet i håret. Da han rykkede tilbage i det, fulgte hendes hoved med, hvor hun lod det falde bagover, for at reducere smerten i hovedbunden en anelse. Hun havde dog sluppet hans håndled i tide, til at det kun var en mindre luns kød der kom med, mens et smertenshvæs kom igennem læberne, der var krænget tilbage over tænderne, og øjnene kneb sig sammen på grund af rykket. Hendes hænder slap hans håndled, og lod dem glide om til baghovedet, for at gribe fat om hans hånd, der havde fat i håret, igen i et forsøg på at reducere smerten yderligere, mens hun langsomt åbnede øjnene, og kiggede op, væk fra hans blik.
Langsomt og usikkert vendte hun blikket mod ham, og så tydeligt vreden i hans ansigt. Samtidig rykkede instinktet i hende ved lugten af føde, fra det dryppende håndled, som hendes øjne skævede ned mod flere gange, for derefter at falde tilbage mod hans blik.
Endelig! Taget i håret forsvandt, og hun tog sig et kort øjeblik til baghovedet, for derefter at lade begge sine hænder falde ned langs siden, mens blikket stadig flakkede. Ordet ramte hende hårdt, og som et skyldigt barn lod hun blikket glide mod jorden ved hendes fødder, mens hun lukkede af for vejrtrækningen, dels for at dæmpe lugten af den fristende væske der stadig flød. En del af hende ønskede at forsøge sig med mere mad, men den anden del, den dominerende, vidste at det ville høste hende større problemer. Rationaliteten var langsomt begyndt at komme til hende, og derfor prøvede hun ikke at gribe ud efter håndleddet, selvom det tydeligvis påvirkede hende, og høre dråberne ramme jorden, at lugte den metalliske væske i næseborene.
For sin egen skyld trådte hun et skridt tilbage. Dels fordi det ville mindske lugten en lille smule, og dels for at komme uden for hans rækkevidde i tilfælde af, at hun ville høste smerte endnu engang.

Vladimirs hidsigde knurren, og hakkende vejrtrækning tog sig langsomt til, og blev lavere. Det endte ud i en meget lav knurren, som mindede mest om en knurren i smerte. Han strakte sin skulder og hvæsede lavt i smerte, imens han rystede sin hånd, og hans håndled hurtigt healede sig, og han skar en grimace af smerte.
"Jeg.. Kan da.. Fortæle dig.. At dine tænder.. Har udviklet sig.. Strålende..." Sagde han, og rystede en smule på kroppen. Bidet havde gjort ondt af helvede til. Nettop som det skulle. Det skulle påbringe så meget smerte, at byttet ikke ville ture at vriste sig løs. Og hvis Vlad havde været et bytte, var han da ikke i tvivl om, han ville have svært ved at rive en Nosferatu væk.
Han blik gled over den skammende pige, og han smilte halvt, imens han tørede det resterende blod på hans håndled, af i hans Trench Coat. Dog fjernede han en enkelt dråbe med en finger, og tog et par skridt nærmere Vahida, så han ikke stod længere væk, end en meter fra hende.
"Undskyld.. Min kære.. Men.. Det var en lektion.. Der kun.. Var en måde, at belære dig om.. Snart, vil du lære.. Hvornår.. Du bliver tilbudt.. En 'snack'.." Sagde han med en stillestemme, og rejste den finger, hvor hans eget blod var smurt på, for så at ligge fingerspidsen imod hendes læbe, hvis ikke hun hurtigt afveg, og tørede noget af sit blod af, for så at trække fingeren væk igen. Hvis hun snappede ud efter den, fjernede han den hurtigt, og smilte blot lumskt.
"Og.. Hvornår.. Du kan fråde dig... Du.. Skal nok.. Få glæden.. Af.. At dræne dit første offer.. Men.. Med det du fik.. Revet fra mig.. Skulle du nok.. Kunne klare.. Resten.. Af aftenen.. Du er i sikre rammer.. Og.. Har derfor.. Ikke behov.. For at sætte din tørst.. Fuldstændig.." Sagde han roligt. Hans hoved drejede, da Janets duft nærmede sig drastisk. Janet kom næsten løbende ind af tunnelen.
"Er hun vågnet end... Aw.." Hun sukkede en smule skuffet, da hun så de smålige ar på Vladimirs håndled, og blodet på Vahidas hage, imens hun fortsatte over bag ved Vladimir.
"For sent.. Ville jeg ellers gerne have set..." Sagde hun, lavede en trist trutmund, og lagde sine arme omkring Vlads liv, som et kram, og lagde sin kind imod hans arm, imens hendes røde øjne, kiggede imod Vahida med et smil.
"Har jeg ikke.. Sagt.. At du ikke.. Skal komme her ind?" Spurgte Vladimir, med en let knurren, og kiggede ned på Janet. Hun rullede blot på øjnene, og kiggede op på ham.
"Nej.. Vlady.. Det har du ikke.. Du har sagt jeg ikke må komme her ind når du sover, fordi dine instinkter går konfus, lige efter du vågner... Tro det eller ej, jeg høre faktisk efter når du uddeler ordre..." Sagde hun med en drillende stemme, og et blidt smil. Vladimir besvarede det kun med en tvivlende grimace, og ved at knibe sine øjne en smule sammen. Ingen søvn, havde absolut ikke hjulpet på hans humør. Men det gjorde blot, at Janet hurtigt tog sine øjne fra hans, og kiggede over på Vahida.
"Godaften smukke.. Har du sovet godt? Hvordan har de tænder udviklet sig? Må jeg ik se dem?" Spugte hun, glad og iltert, som en skolepige, der ivrigt ville se de helt nye øreringe en veninde havde fået. Lige meget hvor meget Vladimir forsøgte at holde sin lettere sure grimace, så bredte hans læber sig ud i et let smil af den unge Janets opførsle, og han kiggede over sin skulder, imod den mindre grottes udgang.

Hans kommentar frembragte et usikkert smil, der truede med et træde frem i mundvigen. Hun var ikke sikker på om hun skulle opfatte det godt eller dårligt, at hendes tænder 'fungerede'. Dog var hun sikker på, at der i undertonen lå et svagt genskær af, at det var godt de havde udviklet sig rigtigt.. Måske var det, der han mente? Derfor foldede hun diskret hænderne omme bag ryggen, mens hun forsigtigt hævede blikket op fra jorden, for endelig at møde hans. Hun så ikke længere vreden, men den rolige faderfigur der var vendt tilbage på hans ansigt, den figur hun bestemt foretrak.
Selv da han tog nogle skridt frem mod hende, flyttede hun sig ikke. Hun var sikker på han ikke ville gentage situationen uden grund, og hun havde da ikke gjort noget andet forkert, havde hun. Istedet lyttede hun opmærksomt til stemmen, der fortalte nye informationer, som hun i bund og grund allerede kendte. En lektion.. Det var hvad det var. Hun skulle lære alt fra bunden, ligesom man skulle med alt nyt, og at lære det alene ville være svært.. Ikke umuligt, men næsten. Derfor nikkede hun, for at vise at hun forstod hvorfor han havde gjort det, mens hun mærkede hans finger på hendes læber, men hun gjorde intet skønt hun vidste hvad han placerede der.
Den metalliske duft gled med det samme op i hendes næsebor, og fik automatisk tungespidsen til at glide over læberne, for at tvinge smagen ind i gabets dyb, som den føde det nu var. Smilet bredte sig automatisk, da hans næste ord ramte hende. Hun ville se frem til den dag, hvor hun rent faktisk fik lov til at dræne en anden fuldstændigt. Hun ønskede at føle hvordan det var at være den dominerende i den episode hun selv havde gennemgået, at være den der påførte smerten, i stedet for den der modtog den.
Hendes blik rev sig væk fra hans, og hen mod indgangen, da den samme duft ramte hende. Hun genkendte den med det samme, og vidste den tilhørte kvinden fra natten før. Denne gang blev hun dog stående, mæt, og betragtede Janet, da hun kom med sin kommentar. Jo hun var vågen, uden tvivl.
Smilet på hendes læber voksede ved den skuffede tone i hendes stemmeleje, inden blikket kort flakkede mod Vlad, for at glide tilbage på Janet. "Jeg var.. sulten.. Beklager" hviskede hun lavt, og trak undskyldende på skuldrene, inden hun hørte Janet blive tiltalt, og holdt inde med flere kommentarer.
Hendes blik hvilede på dem, mens hun lyttede til kommentarerne der gled frem og tilbage imellem dem. Ordet konfus frembragte et diskret fnisen fra hende, som hun uden held prøvede at undertrykke. Tydeligvis havde Janet et talent til at finde smuthuller i en ordre, måske hun burde lære det, for selv at kunne benytte sig af samme muligheder en dag. Under alle omstændigheder værdsatte og respekterede Vahida, kvindens opførsel og viden.
Da Janets opmærksomhed blev vendt mod hende med fuld kraft, blinkede hun overrasket med øjnene. Ude af stand til at vide hvad hun skulle svare, nikkede hun til det første om at hun havde sovet godt.. rigtig godt endda, men da spørgsmålet lød på tænderne, flakkede blikket endnu engang mod Vlad, for at søge et råd, men uheldigvis kiggede han i samme øjeblik mod udgangen.
De røde øjne vendte tilbage mod Janets, og forsigtigt åbnede hun akavet munden, for derefter at krænge læberne tilbage over tænderne, for at vise dem frem.. Stadig usikker på om det var en normal ting, men ikke desto mindre.. Hvorfor ikke.

Vladimir kneb sine øjne en anelse sammen, imens hans blik gled væk fra udgangen, og kiggede over Janet, tænkende ud i intet, focuseret på en simpel sten. Tydeligtvis i dybe tanker. Janet lagde hovedet en smule på skrå, og kiggede op på hendes tænder, for så at smile stort, og fnise stille, inden hun rettede hovedet op, og kiggede imod Vahidas øjne.
"Uhuu fine og farlige.. Lige som Vladys.. Smukt.." Sagde hun med sine glade og rolige stemme. Vladimirs blik gled en anelse mere ned, så han kiggede ned på Janet, som med det samme kiggede op. Det var tydeligt at hun forstod hans spørgende blik, og hun rystede ganske langsomt på hovedet, imens hendes smil kort dulmede, til et mere trist udtryk. Vladimir lukkede øjnene, og sukkede kort ud af næsten. Hans muscler spændtes, og hans ansigt gled kort ud i en vred grimasse. Janet knugede sig ind til ham, så hendes kind var trykket imod hans skulder hårde, og hendes blik stadigt focuseret imod hans. Han åbnede langsomt øjnene igen, og kiggede ned på Janet. På ganske kort tid, forsvandt den vrede grimasse, og hans blik gled tilbage på Vahida. Nu smilede han så halvt, og nikkede imod udgangen. Lige i det han begyndte at smile igen, kom Janets smil lige så tilbage, og hun kiggede, lige så, ned på Vahida.
"Lad os.. Møde.. Familien.. Inden de starter.. Deres.. Søgen.." Sagde han, og kiggede kort på Janet. Janet nikkede, og slap Vladimir, for så at lunte over ved siden af Vahida.
"Ja, hvis vi skynder os, kan du lige nå at møde gamle Karaktar.. Ikke det sjoveste møde, men bestemt et vigtigt et.." Sagde hun, og begik sig om bag Vahida, for så, hvis ikke Vahida stoppede hende, at ligge sin ene arm bag hendes ryg, og blidt skubbe hende fremad, imod udgangen. Vladimir stillede sig et skridt til siden, så hvis Vahida fulgte med Janet, ville han træde ind bag dem, og følge de to. Hvis ikke, ville han lede, og bevæge dem ud af hans mindre grotte.
Da de kom ud, kunne der høres en stille klingen, af mine værktøjer, er blev slået imod klippesten. Dette skette godt nok langt væk fra dem, men det ville stadigt væe tydeligt. Det ville garanteret være svært at ignorere for Vahida, men det ville ikke stoppe, før hun bad om det. Den stille duft af slaverne, skar kun lige igennem alle andre dufte. Den ville helt sikkert være meget nemmer at ignorere nu, men den ville stadigt være der.
Da de trådte ud, kiggede Janet glad rundt, og hvis hun havde armen om Vahida, knuggede hun sig blidt ind til hende, imens hun pegede imod en væg, hvor der var flere flippe indhug, to af dem hvor der befandt sig kister.
"Der sover Karaktar og.. Og Olga... Men.. Olga, hun.. Hun er..." Janet fik kort en trist mine, inden hun slog sig ud af den, ved at rømme sig, og pege imod en tunnel indgang, meget som den de lige var kommet ud af. "Der sover mig og Ronnie, min dejlige mand.." Sagde hun, og hendes smil kom så straks tilbage, og bredte sig stort over hendes ganske fine ansigt, af en Nosferatus at være. Hun drejede sig så, efter at have fjernet sin arm fra Vahida. hun pegede imod et klippe indhug, hvor der også lå en kiste, over tunnelen til Vladimirs kiste.
"Og der bor Dakar.. Det er dem vi er, indtil vidre.. I Vladimirs egen lille klan.." Sagde hun, med en let fnisen, og kiggede ned på Vladimir. Han kneb sine øjne en smule sammen, som om han ikke brød sig om hvad der blev sagt. Janet smilte blot, og vente sig med ryggen til Vladimir, og sagde, lidt mere stille, imod Vahida. "Men det må du ikke kalde os.. Bryde Vladimir sig ikke om.. Du skal ikke spørge mig hvorfor.." Sagde hun, og viftede afværgende med sin ene hånd.

Det føltes akavet for hende, at stå med åben mund og vise en legemsdel frem, som var det en nykøbt genstand fra en af butikkerne i gaden, og da kommentaren faldt, lod hun hurtigt læberne glide nedover tænderne, for at skjule dem væk i deres gemme, mens hun analyserede svaret. Det måtte bestemt være en god ting, at de var skarpe og fine.. Ikke.
Hendes tanker drænede dog ikke længe ved det, da hun også bemærkede den anderledes stemning der faldt. Hun så hvordan de besad deres forstående blik, som om de delte deres tanker, og vidste hvad det handlede om, selv uden at sige noget. Men atmosfæren dulmede af at noget var sket, noget der frembragte det kort triste ansigt, som hun så foran sig. Hun var fristet til at ville vide hvad det var, men vidste heller ikke om det var at.. snage for meget i tingene. Endnu et øjeblik betragtede hun dem lydløst, og skulle lige til at åbne munden, for endelig at spørge, da udtrykket forsvandt, og gled tilbage i et smil fra begge parter. Dette fik hendes automatisk til at hæve øjenbrynet i et spørgende blik. "Hvad var der?" spurgte hun hastigt, for ikke at blive afbrudt, mens en kommentar nåede hende lige bagefter. Hun skulle møde familien idag.. Selvfølgelig. Hun havde set deres omrids natten før, og vidste der var mere end kun de to, men et eller andet sted var det gået i glemmebogen hos hende, pakket ned bagerst i sindet, men påmindelsen fik det til at buldre frem som den eneste tanke i hovedet.
Hun mærkede hånden blive lagt mod hendes ryg, og fulgte dens ordre, for at bevæge sig fremad, inden hun vendte blikket mod kvinden. "Hvorfor er ham.. Karaktar så vigtig?" spurgte hun halvt hviskende, i tilfælde af at han stod og lurede lige ude på den anden side af indgangen, og hun ønskede ikke at gøre denne person hidsig. At dømme efter Janets hentydning, var hun sikker på, at han var en der havde et voldsomt temperament, selv inde for grotterne.. Måske enda stort nok til at gøre værre ting, end bare at hvæse vredt.
Da hun trådte ud igennem udgangen, og tilbage ud i det større rum, som hun var kommet ind igennem natten før, skar hun en besynderlig grimasse, da de klirrende lyde ramte hendes øregang. Som metal der slog imod grotterne i taktfulde slag. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun næsten tro at lyden kun var der, for at irritere hende, og af refleks gnede hun kort hånden over den ene øre, for at stoppe lyden et kort øjeblik, men den fortsatte ligegyldigt hvad. Hun prøvede at lukke af for den, mens duftene ramte hende. Flere forskellige denne gang, men en genkendelig i specific. Den havde hun lært at genkende, men saniteten gjorde også at hun nu kunne skelne nogle af de andre, som fugt, der automatisk ville komme på grund af vandet, og den særlige duft der befandt sig under klipper af jord og andre blandede ting.
Hun mærkede Janets knugen, men valgte ikke at reagere på det, men fulgte istedet hendes blik over mod væggen med andre indgange. Hun kunne svagt ane kisterne i disse, og da stemmen lød, lyttede hun opmærksomt for at bide fast i navnene. ".. Bortrejst?" spurgte hun, da Janet ikke fortsatte, for derefter kort at lade blikket glide mod hende, opdage den triste facade der var kommet tilbage, og stillede sig selv endnu et lydløst spørgsmål.. Om noget var galt.. Det så mistænksomt meget ud som om der var.
Hun fortsatte dog, og Vahidas eget blik gled tilbage mod den anden indgang.. Bed endnu engang mærke i navnet, og at det var en ægtefælle. Så de var ikke bare grufulde væsner, der lod sig styre af det dyriske. Faktisk kunne de elske? En oplysning hun ikke tidligere havde modtaget, og denne frembragte et diskret smil i mundvigen, inden hendes blik gled over skulderen, da Janet pegede tilbage. Det fik hende til at vende halvt rundt, og træde et skridt tilbage, for så at kunne ane hulen overnover med den sidste kiste, og det sidste tilhørende navn.
Hun mumlede diskret navnene igennem, placerede dem til sovestederne, mens Janet talte videre. Ved ordet klan bemærkede hun, at hans ansigt ændrede sig, som om han misbilligede det, hvilket hun selvfølgelig opdagede, eftersom hun nu stod med fronten mod ham igen. Hun fik det dog hurtigt bekræftet fra hendes side, at han ikke brød sig om det. "Hvorfor dog.." Hun blev afbrudt, og fik derfor også svaret på det spørgsmål, der havde prøvet at komme over hendes læber, og det fik hende også til at tie. Hun vendte blikket tilbage mod de to huler, der først var blevet udpeget, for at lade et tænkende strejf glide over ansigtet, inden det vendte sig tilbage mod ham, og hende.
"Hvor er de henne?" Hun havde ikke se de andre endnu, og en skuffet undertone var et bemærke, da hun var ret sikker på de havde misset dem. Han havde jo sagt at de skulle ud af søge.. Men søge efter hvad? Føde?

Vladimirs læber, delte sig halvt ud i et smil, og hanrystede kort på hovedet. En masse spørgsmål, og tydelig interesse. Det var godt. Hun skulle have så meget hun ville, af vide. Han havde revet hende ind i en hel anden eksistens, for så at kaste hende foran en masse føde, hun ikke måtte røre, og så smide hende i seng. I aften fortjente hun en forklaring, på alle spørgsmål hun ville have.
"De er.. her endnu.. Ronnie.. Er på vej.. Karaktar, lige så.. Dakar.. Vil vi møde.. Når vi når.. Til slaverne.." Sagde Vladimir, med sin hæse, og ru stemme. Den var så sandeligt sjældent beroligende. Var han næsten ikke i stand til, hvis ikke han virkeligt måtte kæmpe for det. Vladimirs Nosferatu forbandelse, havde skadet hans stemmebånd ganske grueligt, hvilket nu resulterede i denne hæse stemme. Janet kiggede kort tilbage på Vladimir, og nikkede et par gange, inden hun drejede om på hælende, og kiggede hen af en sti, der førte imod soge arealerne, hvor en skikkelse nu kunne ses, på vej imod dem. Skikkelsen var ikke kun meget lidt højere end Janet, og bar en Guitar på ryggen. Janet smilede stort da hun så figuren, og løb så imod ham, da han var tæt nok, til at man kunne se hans ansigt. Fra hans udseende at læse, var han en ung herre, omkring de tyve. Han havde langt blondt hår, som kørte ned af siderne af hans hoved, og nogen totter ned foran hans ansigt. Han bar en simpel sort trøje, med banded: "Cradle of Filth"'s fan logo på fronten, og sorte læder bukser.
Da Janet løb imod ham, smilte han stort, og greb hende, da hun hoppede, få skridt fra ham, i hans arme. Deres læber mødes så i et dybt kys, imens herren drejede rundt i en cirkel en enkelt gang, så Janets ene ben var løftet en smule bag hende, og hun fniste glad. Hun blev så sadt ned på jorden igen, og deres øjne mødes i en dyb, og følelsesfyldt stiren, hvor begge deres røde øjne, lyste en anelse op. Vladimir rullede kort på øjnene, og rystede på hovedet, imens hans blik gled op imod en klippe side af grotten.
Janet brød, efter et minuts tid, endeligt øjnkontakten, for så at kigge imod Vahida, og lede Ronnie tættere på.
"Du skal hilse på Vahida.." Sagde hun, med sin glade stemme. Ronnies blik, gled langsomt op på Vahida, og han smilede stort. hans øjne gled kort op og ned af Vahida, og han nikkede et par gange, og bukkede halvt, med en arm ud til siden.
"Ronnie Blast.. Velkommen til familien, søster.." Sagde han, med en venlig stemme. Hans øjne gled igen op og ned af Vahida, og hans smil, kun ganske kort, brende i et lumskt smil. Men hans ansigts smil blev skåret ud i en let grimasse, og et lavt hvæs, da to af Janets negle, pressede hårdt imod hans side. Han lagde hurtigt en hånd imod hendes, og skubbede den væk.
"He'ey... Hvad har jeg sagt?" Sagde han protesterende, og kiggede ned på Janet. Janet kiggede op, og rejste øjnbryndene.
"Du behøves ikke at tale, for at sige en masse, Hr. Ronnie Blast..." Sagde hun, og rystede en smule på hovedet, med et bredt smil. "Du ender bare med at gøre hende utryk med sådanne øjne, når hun ikke kender dig endnu.." Sagde hun, og pressede sin anden hånds negle imod hans brystkasse. Han klukkede lavt, og hvæsede endnu engang af den blide tortur, og greb fat i hendes anden hånd lige så.
"Aarh, i get the point, i get the point... Beklager Vahida.. Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende, men." hans øjne gled kort forbi Vahida, og imod Vlad, for så at glide tilbage på hende. "Jeg bliver nød til at igangsætte nattens søgen.." Sagde han. Han kiggede så ned til Janet, og de uddelte endnu et dybt forelsket blik, inden de kyssede. Et lumskt smil bredte sig over Ronnies læber, kort inden der kom et lavt klynk fra Janet, og hun klappede hans højre skulder med en hånd, men inden hun nåede at stikke sine negle i hans skulder, forsvandt han, med en høj lyd, der mindede mest om en dyb bas, og han løb hastigt imod klippvægen, for så at løbe op af denne, og ud af grotten.
Janet lagde sin underlæbe ind imellem sine tænder, og drak hendes blod, der stille piblede frem fra hendes underlæbe, som Ronnie havde bidt. Hun fniste lavt, og smilede, imens hun rystedepå hovedet.
"Møgdyr..." Mumlede hun stille, inden hun lid sine øjne falde over Janet igen. "Når ja, du spurgte omkring Karaktar? Han.. Er mest af alt vigtig, fordi han er gammel.. Og som de fleste gamle 'vise' mænd, er han 'vigtig'" Sagde hun, og fniste lavt.

//Inden du svare, vil jeg gerne ligge et indlæg med min alt, da jeg har lavet karaktar.. :)//

En mørk skikkelse bevægede sig langsomt ud fra de mørke rammer, af det kloarkudspring, Vladimir nettop havde kigget imod. Skikkelsen havde sit blik rettet imod de tre der stod samlet nede foran Vladimirs 'bolig', og han forblev, indtilvidre, hvor han stod.
Det lalleglade unge par, fik kun næsten Karaktar til at trække på smile båndet. Men hans facade forblev tom og ligegyldig. Men dette var dog også blot en facade. Det sidste han var, var ligeglad. Vahida var en ny i Nosferatu klanen, og derved også dennes fremtid. Hun skulle tages godt imod, af så mange som muligt. Da han kendte Dakar, vidste han, at der nok allerede var en ubehagelig modtagelse. Så Karaktars skulle så bestemt ikke, på ogen måde, bringe ubehag for hende.
Karaktars focus gled tilbage på de tre, da Ronnie var gået, og Janet nævnte hans navn. han fnøs lavt, og rystede kort på hovedet, inden hans dybe fløde stemme, lavt snakkede, så de nemt ville kunne høred et.
"Det hørte jeg godt, Janet..." Sagde han, og tog et skridt ud over kanten han stod ved. Han blev så til en sort masse, der ændrede form, og blev til en sort og blank krage, der fløj ned imod flokken. Den stoppede nogen meter fra Vahida, hvor den igen blev til en sort klump, der ændrede form til Karaktars menneskelige skikkelse. Han bukkede så dybt, med sin højre hånd på hans mave, og venstre på hans ryg.
"Karaktar Youkhana.. Velkommen i klanen, frk. Vahida." Sagde han, med den fine fløde stemme, imens han rettede ryggen. hans stemme havde ikke modtaget de samme tæsk, som Vladimir havde i sin forvandling, og var forblevet den formelle diplomatiske stemme, den havde været i sin tid. Da han var ret ryk, lod han sine sorte blanke øjne, falde over Vahida. Deres sorte dyb, var næsten til at blive fortabt i, og hvis hun stirede imod dem, ville Karaktar få et kort glimt af hendes tanker, inden han stoppede dette, og i stedet forsøgte at bringe hans sind, ind i hendes.
'Lad det ikke forstyre dig. jeg beklager, hvis det gør dig nervøs.. Men stig i mit blik. Jeg skal lave dette link, for begge vores skyld. Me dette, vil jeg kunne støtte dig, når som helst. Jeg er din ven, og ikke din fjende. Kig i mine øjne.. Fordyb dig i dem.. lad mig trænge ind..' Sagde en lille stemme, i Vahidas hoved, hvis ikke hun meget hurtigt brød hans blik. Hvis ikke hun stoppede deres øjnkontakt, ville hun få en mærkelig følelse, af ro. Som blev alle hendes sanser dulmet, og ald forviring sat på en hylde, for at måtte vente til senere.
Dette ville kun fortsætte i meget kort tid, inden der ville komme et øredøvende skrig, der formegentligt ville gøre ondt. Ved dette skrig, tog Karaktar et skridt imod Vahida, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder.
"Jeg beklager.. Men tag det roligt.. Du er stadigt i sikre rammer, og du vil ikke høre skrig som det igen." Fortalte han, med sin beroligende stemme.

Igen lagde hun ører til ordene, men bemærkede også at et enkelt at hendes spørgsmål ikke blev besvaret. Ingen fortalte hvad der havde været galt i det flygtige øjeblik, hvor tristheden havde hængt over dem, men Vladimirs ord fik hendes tanker i en anden retning. "Sl..Slaver?" spurgte hun næste uhørligt, og blinkede et par gange. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle forholde sig til den slags. Hun havde overfladisk hørt, at slaver var normalt, men aldrig havde hun set dem, eller hørt om nogle der havde holdt dem.
Da Janet satte i løb, fangede det hendes opmærksomhed, og blikket blev automatisk vendt i den samme retning, lige tids nok til at se hende sætte af fra jorden, og i armene på en lyshåret mand. Hun gættede hurtigt hvem det var, og hævede let det ene øjenbryn.
Deres intimitet fik hende til at fjerne blikket i ren høflighed, for at skabe noget privatliv hos de to. Dels ønskede hun egentlig heller ikke at overbeglo parret i et sådan øjeblik, eftersom hun aldrig selv havde oplevet sådan en følelse, end ikke i sin tid som menneske. Det virkede bare forkert at betragte det, men da hun svagt anede lyden af skridt, gled blikket tilbage mod parret.
"Erh.. Tak" mumlede hun, og vidste at det var ligegyldigt at nævne navnet, eftersom Janet allerede havde fortalt dette. Høflighed var heller ikke noget der normalt lå til hendes person. Igen blev hun kaldt søster, og hun havde langsomt fået opfattelsen af, at Vladimir ikke nærede den samme elskelige følelse for en anden, som parret, hvilket måtte betyde alle var søskende med undtagelse af ham selv.
Selvom den havde været kort, havde hun opfattet det lumske smil og ændringen i hans opførsel, hvilket uvilkårligt havde fået hende til at bakke et par skridt bagud, så hun endte med at stå lidt bag Vladimir, mens hun skævede usikkert mod ham, og forsigtigt lagde en hånd mod Vladimirs skulder.
Da denne Ronnie blev irettesat rynkede hun let på næsen. "Er han altid.. Sådan?" hviskede hun spørgende Vladimir, for ikke at forstyrre parret, mens hun kiggede mod dem, inden hun igen blev tiltalt. Det var ordet igen.. Søgen.. "Søgen efter hvad?" spurgte hun lidt højere, i håb om at en af dem i det mindste ville give hende et svar denne gang. Hun nikkede flygtigt til hans meddelelse om at lære hende et kende, hvorefter hun trådte frem fra sit gemme, hvis ikke Vladimir havde flyttet sig, for at kigge efter ham, da han bevægede sig væk.
"Åh.." mumlede hun lavt til Janets forklaring, før hun for første gang blev opmærksom på den anden person, der var kommet. Havde han været der hele tiden. Kort rynkede hun på næsen over den svage kloarklugt der fulgte, da han materialiserede sig til en .. Fugl, for at komme tættere på. Hvorfor ikke bare bruge benene? De kunne da komme ligeså hurtigt frem.. Ikke?
Hendes blik hvilede på personen, betragtede hans udseende, og bedømte hurtigt, at han i hvert fald var ældre fysisk end de andre hun havde set indtil nu. Det burde vel ikke undre hende, eftersom Janet allerede havde kaldt ham gammel.
Han bukkede, og hun trådte endnu et skridt frem, for at komme helt fri af gemmet fra før, mens hovedet gled en anelse på skrå med et spørgende blik. Var det ikke kun noget man gjorde i gamle dage? Hvilket satte spørgsmål ved hvor gammel han rent faktisk var.. Hvor gamle de allesammen var. Selv hans taleform var formel at lytte til, men hun bed mærke i hans navn, som hun jo allerede kendte. "..Tak.." gentog hun endnu engang, for at kommentere på hans velkomst, inden hun foldede hænderne bag ryggen, for at skjule at hun vred fingrene mellem hinanden i en form for let nervøsitet.
Hendes blik mødte automatisk hans, eftersom hun havde søgt efter det, for at få et bedre udsyn af denne person, og hun mærkede langsomt hvordan hun svælgede ind i øjnenes mørke dyb, mærkede en rolighed komme over hende. Var det ligeså normalt? At fortabe sig i andres blik? Det var ikke sket med de andre, men de havde heller ikke haft sådan nogle øjne. Tankerne skred ind og ud mellem hinanden, mens hun diskret satte tænderne mod underlæben af gammel vane, men slap hurtigt grebet, da de let gik igennem den sarte hud, og fik en svag strøm af blod til at komme frem.
Da stemmen snakkede i hendes sind, frøs hun øjeblikkeligt. Det var bestemt ikke normalt, og hun var ikke sikker på om den var faretruende eller ej. Tonen var beroligende, men tanken om at en anden var indeni hende, skræmte hende på samme tid. Vidste de andre hvad der skete? De ville da stoppe det, hvis der skete noget med hende.. håbede hun. Hun brød ikke øjenkontakten, men vidste heller ikke hvad han mente med at.. lukke ham ind. Han var jo allerede inde i hendes sind.
Hun skreg selv, et svagt, men gennemtrængende skrig, da skriget lød i hendes hoved, og Vahidas hænder gled op og dækkede ørerne, selvom det ikke ville hjælpe. Det gjorde ondt, og hun kneb øjnene sammen, mens hun klemte mod ørerne, for derefter at mærke smerten forsvinde igen. Det var stoppet.
Hun hvæste lavmælt og truende, mens hun stadig havde knebet øjnene sammen, men lod langsomt hænderne falde. Hvorfor havde han gjort det. Hun havde hørt tanken om en forbindelse, men hvorfor skulle nogen.. eller noget skrige i hendes hoved? Så mange spørgsmål, så få svar. Langsomt lod hun øjnene åbne sig igen, mens hun endnu engang trådte væk for at skabe afstand imellem hende og Karaktar, der havde skabt smerten hos hende. Blikket var forvirret, skræmt men bar undertonen af at hun ikke ville lade ham skade hende igen. Derfor søgte hendes blik heller ikke hans, men lagde sig ved mandens kæbeparti.

Indtil nu, havde de alle, fint undgået at forklare spørgsmålende omkring Olga. Ikke fordi, at de ikke ville fortælle det. Hun ville få det afvide, på et eller andet tidspunkt. Men Vladimir ville fuldstændigt ude om det, så han ville lade Janet fortælle det, når han selv var taget ud for at søge. han kiggede kort ned på Vahida, da hun spugte ind til Ronnie, og han smilede halvt, med et ryst på hovedet.
"Er han.. Men tag.. Dig ikke.. Af ham.. Han driller.. Mindst lige så meget.. Som Janet.. De.. Er begge.. lige slemme.." Sagde han stille, med et blik imod parret, der ikke brød deres samtale, og stiren, af de andres snakken omkring dem. Vladimirs øjne gled tilbage op på Karaktar, da han svarede på Janets drillende kommentar. Hans øjne forblev fikseret imod ham da han nærmede sig. Deres blikke virkede næsten som om de talte sammen. Som om Vladimir og han, havde en mentalitet, der stemte over ens, og nu talte med hindanen. Og da Karaktars blik faldt imod Vahidas, gjorde hans lige så, og han stod nu, nærmest som afventende.
Janet stod lidt fra dem endnu, og kneb sine øjne en smule sammen, imens hendes blik gled frem og tilbage imellem Vlad og Karaktar. Og da hun så øjnkontakten imellem Vahida og Karaktar var blevet fast, skulle hun lige til at protestere, men sukkede i stedet lavt, da hun vidste hun ikke måtte bryde dette. Hun lukkede øjnene, og rystede langsomt på hovedet.
Janet klemte det ene øje i, og bed sine tænder sammen, da Vahida skreg. Hun huskede godt skriget. Det var bestemt ikke behageligt, og var vidt forskelligt hvordan man ville reagere. Og det var tydeligt at det gjorde ondt på Vahida. Da hun så trådte tilbage, tog Janet et par hurtige skridt ind imellem Karaktar og hende, så hendes front var halvt imod Vahida, og hun kiggede over sin skulder på Karaktar.
"Det kunne du altså ikke være bekændt... Kunne det ikke have vendte til hendes anden nat, i det mindste?" Hvæsede hun irriteret, for så at kigge undskyldene tilbage på Vahida. Da de to skridt væk fra Karaktar, havde været to nærmere Vladimir, kunne han nu blidt ligge en hånd på hendes skulder, for så blidt at knuge den, på en beroligende maner.
"Beklager.. Min kære.. Men.. Det skulle gøres.. Det.. Vil hjælpe dig.." Sagde han, med en rolig stemme, og et mindre smil. Janets øjne gled op på Vlad, og hun fnøs lavt.
"Og du var med på den? I to er virkeligt dårlige med folk..." Sagde hun med en irriteret stemme, inden hun kiggede ned på Vahida, og rejste sin ene hånd, for så blidt at lade hindes knor stryge den, hvis ikke hun flyttede sig.
"Bare rolig søde.. Det vil aldrigt ske igen.. Karaktar vil kun bryde ind på den måde en enkelt gang.. Frem over, kan det ligefrem være behageligt.. Tro mig.." Sagde hun, med sin venlige, og beroligende stemme. Hun smilede venligt, og lod den hånd hun havde rørt Vahida med, falde imod hendes skulder.
Vladimir kneb sine øjne en smule sammen, og det mindede næsten om, at han fortrød hans valg. Men han vidste at det skulle gøres, og han kunne jo ikke vide hvordan skriget ville påvirke hende. Han så en smule trist ud, og fjernede så sin hånd.
"Beklager dybt.. At det var.. Så ubehageligt.." Sagde han stille, og kiggede op på Karaktar.

Karaktar drejede sig en anelse, så han kiggede væk fra Vahida, med et fast blik, lige frem for sig. Han foldede sine hænder bag sin ryg, og virkede som om han ville gøre alt, for ikke at stire imod Vahida igen. Det var det sidste han ønskede. Janet havde garanteret ret. De skulle have ventet til natten efter. Men nu var det gjort. nu kunne han blot håbe, at Vahida ikke ville frygte hans øjne. Var bestemt ikke hvad han ønskede. Han ville kunne dulme hendes sanser, og få hendes krop og sind til at slappe af, på nætter hvor det var svært. Havde han gjort for alle de andre, mange gange før. Dog ikke for Vladimir. Da Vladimir vidste, hvad det gjorde ved ham. Når han hjalp andre, på den måde, afstraffede det ham selv. Han fik voldsomme migreener, der truede med at gøre ham inhabil en hel nat. Hans blik gled en smule ned, som om han skammede sig, imens hans stemme igen flød fra ham.
"Jeg beklager dyb, Vahida.. Jeg ville ikke skade dig.. Ved det jeg gjorde, vil jeg kunne tale med dig, selv når jeg er langt væk. Hvilket også betyder, at du vil kunne kalde for mig. når som helst.." Sagde han, imens han rakte sin ryg og nakke igen, for så at stire frem for sig, i en tom facade.
"Jeg vil hverken skade, eller skræmme dig, mere end jeg allerede har, på din første nat.. Jeg vil også forlade jer.. Janet.. Herre.." Sagde han, og uddelte et nik til den vilkårlige person, som han nikkede imod, for så at nikke imod Vahida.
"Vahida" Sagde han så stille, inden han vendte om på hælende, og satte i en fast vandring frem for sig. hvor hvert af hans skridt, så fast og bestemt ud. Velovervejet. Som om han havde overvejet hvert eneste skridt, inden han overhovedet havde drejet sig. Han blev da til en sort masse igen, for så at flyve over de mange spidse klippe udspring, der var imellem der, og kanten han i sin tid var hoppet ned fra. Som den sorte krage, fløj han så sin vej, ind i den mørke kloarktunnel, og væk fra dem.