Born to try - Vahida //Privat//

S: Skoven.
O: Nøgne træer over alt.
V: Is koldt..
T: Aften.. skumring
D..
__________________________________

Skoven var dækket af den sorte kappe. Den sorte kappe, som mindede om en dyne. Natten var fuldkommen rolig, selvom det nok ikke var en speciel nat, bare en nat. En ganske normal nat.. når jo, borte set fra a alle træerne var nøgne. Ingen blade var til at se.. pist væk. En lille spinkel skikkelse trådte frem i månens lys. Det var Asma. Engelen Asma. Hun havde par bukser som var helt sorte. I mørket så det ud til.. at hun ingen ben havde. Hendes overkrop bare derimod noget hvidt. Faktisk var det bare en lang og stor hvid trøje, som fik hende til at se mere spinkel ud, ind hun allerede var. Hendes røde hår hang dovent ned over den hvide trøje. Det lignede nogle boldstreger.. ikke så smart og natten. Hun bed sig kort på læben, da hun forude kunne skimme en bænk. Bænken var naturligvis tom, udover der lo kæmpe grene rundt omkring den. Asma valgte at gå derover, bare for at få noget at sidde på. Hun var ikke spor træt… men mere.. ja, hvad kunne man kalde det..?
Asma satte sig på bænken, mens hendes røde hår automatisk blaffrede. Det underlig ved det var.. at her ingen vind var. Asma lod ikke til at bemærke det, for hun begyndte at ømme sig, ved hendes fod. Hun havde ikke sko på, det havde hun aldrig haft på. Hendes tærer lignede noget.. ubeskriveligt. Hun lag sine fødder op på bænken, mens hun holdte om sine knæ. Hun vuggede stille sig selv.. frem og tilbage.. tilbage og frem.
Hun anede ikke hvor længe hun havde gjort denne her bevægelse, da en lille lyd, ikke langt herfra hørtes. Asma rettede sit hoved op, og lod øjnene skimme den store skov. Her var ingen.. bortset fra dyrene sikker. Hun lag sine fødder ned på jorden, mens hun så småt begyndte at mumle. Når hun mulede, var det fordi hun vil berolige sig selv.. hun var ikke bange eller noget. Men hun mindede bare sig selv om.. at hun var en engel.. ret underligt.

Skovens dystre stemning passede godt til denne nats gåtur. De nøgne træer rejste sig som voldsomme skygger op mod himlen, og enhver ville vel blive en smule paniske når man vandrede igennem dem alene. Vahida.. En kvinde på 21 med langt hvidt hår, som var redt ned i en midterskilning gik igennem dette mørke udsyn. Hun var intet mindre end et menneske.. Den laveste i føedekæden i denne by.. Utroligt nok. Hun havde fundet ud af at væsner fra hendes mareridt eksisterede efter mødet med en vampyr, og det havde ikke virket specielt trøstende på hende. Nu var hun alligevel ude i de hungrende omgivelser, mens den sorte kjole slæbte sig svagt hen ad jorden. Den gik helt ned til fødderne, og fra hofterne bølgede den ud i en form for vifte, mens den omkring overdelen var noet tæt omkring, ved hjælp af en form for corsage, som var lavet til kjolen, som sad på ryggen. De jadegrønne øjne sendte mistænksomme blik i enhver retning, og med sine 175 cm var Vahida ikke en af de laveste piger i denne verden.. Dog heller ikke blandt de høje.
Hun havde nu boet i Di Morga en noget der lignede en måned, og alligevel var hun ikke blevet klogere på denne by. Den virkede stadig fremmed for hende, ja faktisk havde Vahida slet ikke været i selve Terre endnu, da mennesker let gjorde hende irritabel. Hun foretrak oftest at være for sig selv, udføre sine ritualer og forbandelser i fred. Dette var også formålet med natten. Hun havde endelig fået samlet de ingridienser hun manglede til at fuldføre hendes plan. En plan der omhandlede det andre nok ville kalde familie. For Vahida var det fremmede mennesker, som ikke kunne acceptere deres egen datter, og det ville hun aldrig tilgive dem for.
Hun trådte på en gren, og den knækkede midtover i en tør og hvinende lyd, mens Vahida mumlede irriteret over sig selv. Selvfølgelig skulle hun da larme.. Hvorfor ikke. Bænken var lige på den anden side af nogle højre træer, men hun stoppede op. Det var her hun havde tænkt sig at tænde bålet. Her hun ville udføre det.

Asma hoved gled op, da hun hørte et knæk. Selvfølgelig kunne det bare være et af nattens dyr, men duften var ikke et dyr. Det var noget andet. Asma rejste sig op fra bænken. Hverken bange eller nysgerrig. Hun ville bare være sikker på, at det var et rovdyr eller bare en mus, for den sags skyld. Hun skuttede sig lidt, da en lille brise nu tog fat. Hun havde jo ikke så meget tøj på, men det kunne vel være lige meget? ”Er her nogen? Kom frem eller jeg skyder” hendes stemme lød doven, der var egentlig ikke noget trussel over det. Overhovedet. Asma gabte, mens hun satte sig tilbage til bænken, men dog var hendes blik fokuseret imod det sted, hun havde hørt knækket fra.
Hun gned sine øjne, mens hun langsom lod sine fingre forme sig som en pistol. Hun rakte sin 'pistol' hånd imod det sted, mens hun smilte træt. ”Få mig ikke til at tælle.. lille ven”