En tennis træning.. Ik Malfurion [Privat]

"Har du noget imod at jeg låner din paraply i.. resten af mit liv? Jeg har altid ønsket mig sådan en" sagde han og trak på skuldrene. Han begyndte at spise igen, dog meget mere pænt nu, meget mere stilfuldt og så videre.

Hun tog en pommerfrit og sagde "hmm. Ja Parablyen kan du da købe i alle steder som ligner den der.. Det er jo bare en skrotbunke jeg fandt i en losseplads" sagde hun drilsk imens hun tænkte *Sorry, du ligner ikke en skrotbunke* tænkte hun undskyldne til leen, som godt forstod hende men forstod også sitausionen. Hvorfor ville han havde hendes 'Parably'..?

"Awh.. Jeg har altid ønsket mig en levende le.." sagde han og grinede grumt. "Det eneste jeg har er mine dukker.." sukkede han så og spiste videre, fulstændigt uanfæktet. "Så, hvorfor må jeg ikke få DIN paraply? Jeg vil købe den hvis jeg må, jeg vil bare så gerne have DIN paraply" sagde han og lagde tydeligvis tryk på din.

Hun smilede og lo lidt og tog endnu en pommefrit "Hør.. Desvære kan du ikke få min le, som er forklædt som en almindelig parably. Den tilhøre kun mig... Medmindre du knækker den midt over er den ikke nogens mere.. Min sjæl og le'ens sjæl er forbundet med hinanden" sagde hun og blinkede drilsk til ham. Men hvad havde han gang i.. Ville han tage hendes dyrbare ven og hjælper væk. Selvfølgelig var det sandt det hun sagde, men hvorfor var han instreseret i leen..?

//Sorry.. Stresser for meget.. Svare imorgen, Mkay?//

//helt i orden ^^ Ej du skal da ikke havde stres :( stakkels dig. Men sees i morgen ;D//

"Hør her kvinde, jeg forlanger at få den le! Det er den første af den type jeg har set siden Faraoens stav! Jeg fejlede i at få den, men jeg vil ikke fejle denne gang!" sagde han og kiggede på hende med et overvågende og bestemt blik. Han måtte have den, på den måde kunne han afholde sig fra at dø når de to tusinde år han havde til rådighed var overstået. "Du skal nok få den tilbage når jeg har opnået mit mål" sagde han i et overbevisende tonefald. At få fat i den le ville give ham evig tid til at finde hvad han søgte og brændte så inderligt for.

Hun hørte efter imens hun spiste alle hendes prommefritter. Hun havde nu spist op og begynde at sige noget "Hør.. Det kan jeg ikke. Medmindre. Du selv dræber mig.. Altså hvis det er så vigtig" Mumlede hun og vidste godt at han ville dræbe hende. Men.. Måske.. Et kært smil kom frem på hendes læber "Hør. Du må godt låne den, medmindre jeg kommer med og ser til. Hvad du foretager dig med min le og hvad du vil..? Er det ikke ok" sagde hun venligt og så lidt på ham.

"Nej det.... ARGH.." sagde han og det så nu ud som om Malfurion var på vej tilbage. Han knaldede hovedet ned i bordet og vågnede ikke, han var tilsyneladende besvimet og blodes sev langsomt ud af hans pande da han havde ramt lige direkte ned i en gaffel.

Alle inde i cafe'en så hen mod der hvor de sad. Ting chan betragte ham lidt og fik mørke skygger i hendes gyldne brune øjne. Tjeneren kom hen til bordet og og skulle til at sige noget men hun afbrød hende "Han har haft en skidt dag. Hej hej.." Mumlede hun kold og holde sig for næsen, som om det stank og bar Malfurion ude for "Du må godt tørre bordet af.. Vi er færdig og her.. Du får lige nogle drikkepenge" sagde hun og prøvede at smile, men det var et skævt smil. Det så ud som om hun fik det dårlig af noget der stank. Hun kastede 500 kr, som var rullet sammen. Damen greb den og så paf ud. Parablyen havde Ting chan i hånden og gik hurtigt ud. Da de havde gået et stykke for hun gav slip på ham og trak vejret. Lugten af blod... Hvad skulle hun gøre. Hun bid sig hurtigt i fingeren og suget alt sit blod.. Hun sukkede og prøvede at vække ham, ved at ryste ham lidt. "Malfurion er du ok.. Høre du mig" sagde hun bekymret.