Nattens dybe mørke - Cervo

"Snyder" fnøs Cervo og satte farten op. Der kom en træstamme og han sprang over den uden besvær og spurtede afsted "Hvor til?" Råbte han for at hun skulle kunne hører det.
Han nød sneen uder hans klove og løb endnu hurtigere.


//Kreasvigt//

Hun løb som aldrig før, hun elskede skoven, sneen. Og så havde hun en at dele det hele med, hun havde lyst til at løbe til Cervo blev træt. *Men er det ikke dyre plageri*Tænkte hun, og grinede over sin lille spøg.
"Kan du se det træ der, det store. Den der først sidder oppe i kronen af træet vinder, Okay?"

//gør ikke noget, du er ikke den eneste.//

"SNYD! kan jo ikke klatre?!" klagede han. "Kan vi ikke bare sige til træerne?" han løb hurtigere for at komme først.


//Meeeeeegeeeeeet Krasvigt//

"okay, så. Men du bliver nødt til at skynde dig lidt, vis du vil komme førest." Drillede hun, hun var kommet lidt foran hende. Og vendte sig om mod ham, så hun løb baglæns. Bare for at blære sig, hun smilede sit blændene smil til ham.
*Hvor ligner den hjort ham bare meget* Tænkte hun. Men der var en kamp der skulle vindes så hun vente sig om, og hoppede lige ind foran cervo. Bare for at provokere.

Cervo skubbede hende væk med sit gevir og løb hurtiger. Han skiftede hurtigt til ulv for at løbe hurtigere. Han Løb alt hvad han kunne for at vinde. Han var kommet foran hende og var nu 7 meter foran hende. Han løb alt hvad han kunne og så tilbage efter hende. "Kommer du?" lo han og sparng de sidste meter hen til træerne. Han sparng lige hen og rørte det 30 sek før at hun kom. Han skiftede til menneske og smilte skævt til hende.

Hun var så ivrig i at vinde, at hun løb hurtigere end hun noglesinde havde gjordt. Og med det resultat, glemte hun at stoppe igen, og løb lige ind i ham, da han havde skiftet til menneskeform. Og slog dem begge omkuld, de faldt ned på den snefyldte jord, hun kunne ikke andet end grine, og det gjorde hun skam også. Men så kom hun til fornuft. Hun kiggede desperrat ind i hans øjne, og spurgte:
"Er du okay, intet brækket?" Hendes øjne lyste af medfølelse. Hun bed sig i underlæben, som hun havde for vane når hun blev nervøs.

Cervo grinte og rystede på hovedt. "Nej nej... Jeg har det fint. Hvad med dig?" spurgte han. Cervo orkede ikke at flytte hende fra sig så han så hende bare i øjne med et skævt smil.


//Har en meget doven krea lige nu...//

"Åhh..." Sagde hun lettet. Og begravede sit hovede på hans varme bryst, hun gad ikke flytte sig. Der var så dejlig varmt og trykt her. Noget hun aldrig har følt før. Hun så ham ind i øjnene igen, og smilede et lettet smil.
"Nej, jeg har det fint. Det er dig jeg er bekymret for, det er dig der er poselænen og jeg hammeren." Hun kunne ikke rigtig forklare det anderledes, han var så skrøbelig i forhold til hende. Hun lagde en hånd på hans kind. *Hvad er det du laver Sookie* Sagde den indre stemme i hende.

Cervo lukkede øjne og lænede hovedt imod hendes hånd. Han sukkede dybt og nød hendes nærvær. Han kunne godt bare falde i søvn nu og her sammen med hende. "Sookie?" hviskede han. "Hvad er det der sker?" spurgte han stadig i en hvisken. Han var aldrig blevet forelkset. Aldrig. Der havde været piger han havde været sammen med for sjovs skyld, men aldrig en han var forelsket i.

Hun kiggede på sin hånd der lå på hans kind, det her var hun ikke god til. Hun lod sin tommelfinger få frit løb, og lod den glide ned under hans underlæbe. Hun lå oven på ham, blød som smør. Hendes krop føltes helt anderledes, ja næsten forkert. Men det var ikke andet end dejlligt at ligge her sammen med ham.
"Jeg ved det ikke Cervo, jeg ved det ikke:" Indrømmede hun ærligt. Hun viste ikke noget om dette her, hun var helt og aldeles nybegynder på dette punkt.

Cervo lagde armne om hende og nussede hendes hår. "Jeg ved det heller ikk..." hviskede han. Han følte sig helt utilpas på en mærkelig måde. Han havde mest af alt lyst til at blive ulv og slippe af med tankerne og forvirringen, og alligevel ikke for han havde også lyst til at være sammen med hende.

Hun lagde sine hånder på hans bryst, og løftede sig frem af. Så deres hoveder var lige ud for hindanden, hun lagde sin pande mod hans. Og indånede hans dyre duft, som kunne få hende til at gøre en masse upassende ting. Men hun gjorde det ikke, hun vidste ikke hvordan man skulle begynde dette. Så hun lod bare deres næser røre hinanden.
*Dette er ikke det rette at gøre Sookie, nu roder du dig ud i noget rod igen!* Sagde hendes indre stemme, men hun var ligeglad, for hun nød at ligge her. Med hans tætte nervær.

Da deres næser rørte hinanden lod Cervo sin næse glide ned af hendes kind og lod stille hans læber lige akurart strejfe hendes kind. Han lagde sin pande mod hendes igen og lukkede øjne. Han var forvirret. Han ille ikke såre hende hvis det ikke blev til noget og han ville jo gerne være sammen med hende. Lige meget om det var som kæreste, ven eller fjende. Han sukkede dybt og ønskede at han kunne forsvinde og dukke op igen med et svar.

Hun så ham lukke øjnene, han var sikkert lige så forvirret som hende. Hvad kunne hun gøre for at han fik det bedre, hun tog hans højre i sin. Og kyssede den, imens hendes øjne fortalte: Jeg vil være den du syntes jeg skal være. Hun ønskede inderlidt at dette kunne blive lettere for dem begge, at de havde et svar på alle deres lidelser. Hun lage sit hovede på lige under hans hage, med hans ene hånd i sin, og den anden rundt om sig.

"Sookie..." hviskede han og bed tænderne sammen. "Jeg... er ... jeg ved ikke... jeg ved ikke hvad der sker." stammede han. Han var meget forvirret og ville ikke gøre noget forkerkt.
"Hjælp mig... jeg ved ikke hvad der forgår. Du er nødt til at hjælpe mig og min forvirrede hjerne" sagde han med lukkede øjne og en skælvende stemme.

*Åh nej, jeg har gjort noget forkert* Hun kiggede ham i øjnene, og rejste sig, hjalp ham med op. Hun kunne ikke se ham i øjnene igen, så hun vendte sig mod et træ. Tog sig til hovedet, og prøvede at overbevise sig selv om at hun ikke havde gjort noget forkert. Men hans øjne sagde alt.
*Er han bange for mig?* spurgte hun sig selv. Hun ville ikke gå helt ned i kulkælderen over dette, godt nok var han den føreste hun følte sig tiltrukket til. Men de var lige ved at få sådan et godt venskab, og det ville hun ikke ødelægge.
"Undskyld, det er min skyld. Jeg skulle ikke have løbet så hurtigt," Undskylte hun.
"det er vist meningen at jeg ikke skal opleve kærligeheden." Sagde hun mere til sig selv end til ham. Hun flettede sine fingre om bag ryggen, for ikke at gøre noget forkert igen. Endelig kunne hun se ham i øjnene, men hendes øjne røbede altid hendes følelser.

Cervo lagde trøstende armne om hende. "Det er okay... Det var min skyld. Jeg snød jo... jeg skiftede form fra hjort til ulv for at vinde. Og... det skal nok gå... vi... vi kan jo... være venner" hviskede han stille i hendes øre. Man kunne høre en smule mod vilje i det han sagde men han ville ikke ødelægge noget.

Hun krammede igen, nød hans tilgivelse.
"Det håber jeg virkelig, du er en sød fyr Cervo. Du fortjener også bedre end en vampyr, som mig." Hun lænede sig lidt ud så hun kunne se ham i øjnene, *Venner er nok også det bedste* Tænkte hun, hvad ville hans venner og familie ikke sige. Sikkert at hun var ude på at misbruge ham, og det var hun ikke, eller var hun.
*Nej Cervo er en flink fyr, mere end flink, ham ville jeg aldrig så meget som tænke på at drikke blod fra.* Hun ulede hans hår og sagde:
"Venner er heller ikke så alvorlige, det passer mig fint." Hun prøvede at smile med øjnene, men de viste mest længsel.

Cervo smilte ondt til hende. "Det skulle du ikke have gjort!" grinte han og rettede på sit hår og kastede sig over hende. Han begyndte at kilde hende. Han håbede at hun var kilden for så ville han få hævn.


//Kreasvigt//

*Åh nej. Ikke kilde* Tænkte hun for sig selv.
"Ha... Ha... Det kilder Cervo... Cervo!" sagde hun med sin fine lille stemme. Hun vred sig under hans hånder, og grinede af og til. Hun fik helt tåre i øjnene. Men så fik hun fat i en af hans hænder, så han kun havde en at kilde med den anden. Og så fik han igen, Sookie var meget forsigtig med hensyn til at kilde igen.
"Nåh... Hvem vinder så denne kamp?" Spurgte hun, og blinkede til ham.

//Cervo?//

Han smilte til hende. "Det gør je........du!" sagde han og over gav sig.



//Vidste ikke hvad jeg skulle/skal skrive....//

//fint fint//

Hun slap Cervos hænder, og satte sig over for ham.
"Fortæl mere om dig og din familie, du sagde at din far var flokføre for de der hjorte der?" Spurgte hun forventnigsfuldt. Det var sørglig lidt hun havde hørt om animagus levevilkår, og hun syntes at de var nogle af de mest spændende skabninger. Hun smilede sit kække smil, og bed sig i kinden.

"Ja.. Jeg ved ikke helt hvorfor han er det... jeg ser ham jo ikke... og min mor vil ikke snakke om ham.. de er lidt uvenner i øjeblikket" sagd ehan og så ned. "Jeg har ingen søskende så vidt jeg ved..." sagde han og tænkte på en sang han syntes passede til dem. Forskellen mellem dem og sangen var at hun godt måtte være der: https://www.youtube.com/watch?v=yORIuJNd7tI&feature=related

//Sorry må løbe, snart tilbage//