Bølgernes klang - Lord Chaac

Rea gik elegant og lydløst hen langs stranden. Hendes blik var fanget af den stjerneklarer himmel og hendes hørelse koncentrerede sig om bølgernes rytme. Hun havde en lilla kjole på som gik til lidt over knæene. Den var en smule gammeldags og skørtet gik lidt ud til siderne. På hendes fødder havde hun ikke noget, de lod sig synke ned i sandet for hver skridt hun tog, og hendes hår sad løst ned langs ryggen mens pandehåret sad en smule til siden så man kunne se hendes lyseblå klare øjne. Hun standsede op og vendte sig mod vandet, i samme sekund hun lukkede øjnene og lyttede..

Chaac fløj i luften ude over vandet. Han nærmest sad i luften og mediterede mens hans vinger konstant flagrede for at holde ham oppe. Han var efterhånden blevet ret så god til at bevæge sine vinger uden rigtigt at tænke over det. Han tog en dyb indånding af den friske havluft og rensede sit sind for alle tanker. Under ham formede der sig små ringe da lufttrykket fra hans vingeslag fik vandet under ham til at reagere."Denne verden.. er i sandhed.. fantastisk.." sagde han muntert men stille til sig selv og smilede da også en hel del, men det gjorde han faktisk altid, der var meget få gange hvor han ikke smilede, og når det skete var han meget sur eller meget trist. Dette skete heldigvis kun i sjældne tilfælde. Han åbnede sine øjne og kiggede på pigen der stod inde på den breden.

Rea åbnede munden som om hun skulle til at sige noget, men intet kom ud. Hun havde samlet hænderne op foran brystet og havde flettet sine fingre ind i hinanden. Hun tog en dyb indånding, og mærkede den forfriskende rytme af bølgerne der bevægede sig frem og tilbage. Hun åbnede langsomt hendes lyseblå øjne og så ud over vandet med et roligt muntert smil. En skikkelse kom frem da hun havde set lidt omkring over vandet. En svævende skygge? Hun lagde hoved på skrå med et venligt smil og tog den ene hånd fri og vinkede en smule usikker med hånden mens hun betragtede skikkelse. *Mon personen kan se mig?* tænkte hun nysgerrigt og følte sig en smule dum, mens hun blev ved med at vinke..

Han tog sine ben ud af den mediterende position og lod sine tæer svæve kun et par centimeter over vandets overflade mens han langsomt begyndte at flyve hen mod hende. Han stoppe omkring to meter fra hende og baskede elegant med de flotte, skinnende hvide vinger. Han hævede sin hånd og vinkede mens han gav hende et varmt og lyst smil. "Goddag frøken" sagde han med sin beroligende varme, rolige stemme. Han lænede sig lidt tilbage som om han stod op af en mur mens han i virkeligheden bare stod midt i luften. Han betragtede hende med de blå øjne der i dag var næsten så blå at de var sorte. Han ventede egentlig bare på at hun skulle besvare hans hilsen.

Rea lod hånden synke ned langs siden igen og smilede muntert. "Godaften Hr." Hilste hun høfligt og nejede kort før hun rettede sig op og betragtede hans flotte elegante hvide vinger og fik en varme i kinderne. *De er sandlig pæne tætte på!* tænkte hun og gengældte hans varme smil. Hans stemme virkede ikke fjendtlig så der var vidst ingen fare der. Hun så opmærksomt fra den ene side til den anden, men stranden var ellers helt forladt. "Hvad laver sådan en som dig, ude så sent?" Spurgte hun en smule dumt men rolig og med en lille nysgerrighed i stemmen. Hun vidste at klokken var mange og var nysgerrig efter at vide hvad andre mennesker, eller væsner lavede på sådan et tidspunkt, udover hende selv. Hun plejede normalt at gå en tur om aftner som denne. Stille stjerneklare nætter, hvor det hele var smukt..

"Jeg er en ensom sjæl.. Stjernerne over mit hovede er mine venner og veninder.." sagde han og rettede et ret så tanknemmeligt blik op mod himlen. Han fløj langsomt ind på land og landede lige ved siden af hende. "Hvad med dig selv? Du er vel klar over at der er nogle rimelig skumle typer herude om natten, ikke?" spurgte han og vendte sig smilende mod hende. Han foldede sine vinger sammen omme på sin ryg og strakte sig lidt, det var efterhånden et stykke tid siden han havde stået på sine ben. Han havde faktisk fløjet hele dagen. Hans vinger var da også ved at være godt trætte og det kunne mærkes, de var ømme. Han tænkte over at han egentlig ikke havde opdaget det før nu hvor han landede.

//Dammit! Sorry bliver nød til at smutte nu.. Men svarer igen i morgen okay? >.<'//

//Okay, jeg smutter også i seng nu ^^//

Hun fulgte ham med øjnene da han landede på jorden ved siden af ham og smilede stadig stort og med et roligt blik. Hun så kort op på stjernerne efter han havde sagt at han var en 'ensom sjæl' og at stjernerne var hans venner. Hun rettede blikket mod ham igen og strøg hånden hen over hendes pande så pandehåret kom til siden og nikkede forstående. "Jeg tager engang imellem en lille tur nede ved stranden om aftnen.. Natten og vandet giver mig en speciel styrke.." Forklarede hun med hovedet smilende på skrå og trak kort på skulderen. "Jeg plejer at kunne klarer mig fint nok.." svarede hun med hensyn til de mennesker der mest var ude på det her tidpunkt. Hun så sig kort over skulderen og fik øje på to lidt ældre fyre gå med en flaske i hver deres hånd og grinte højt for dem selv, men de var langt væk og hun kunne sagtens bedskytte sig hvis de skulle være ude på noget..
Hun pegede op på stjernerne og fulgte blikket med fingeren så hun så på stjernerne. "Stjernerne er også mine venner.. Og hvis de også er dine så vil jeg med glæde også være din ven" Sagde hun med et lille fjoget grin og lod armen glide ned langs siden igen og vendte blikket tilbage mod ham mens hun også vendte sig mod ham. "Mit navn er Rea" præsenterede hun sig og rakte venligt hånden frem mod ham med et varmt smil på læben.

Han smilede varmere nu, det var som om den sidste kolde 'Fremmede' luft imellem dem var væk. Han vendte sig også imod hende og kiggede på hende med et yderst respektfuldt blik da han rakte sin hånd frem og greb hendes hånd som han klemte blidt. I et mildt, varmt og roligt tonefald sagde han så. "Mit navn er Chaac, det er en fornøjelse at møde dig". Man kunne se på ham at han virkelig mente det, endelig havde han mødt en person der delte hans synspunkter, iværtfald nogle af dem. Det gjorde ham altid glad når han mødte en anden flink person. Alligevel var der noget hun havde sagt der sad fast i hans hovede. "Du siger at du får energi af vandet? Hvordan det?" spurgte han mens han forsigtigt gav slip på hendes hånd. Han kiggede på hende med et stille og beregnende blik.

Hun nikkede da han sagde hans navn og smilede muntert. "En fornøjelse Chaac" hilste hun og lod også hendes hånd give hans et blidt klem før hun tog hånden til sig igen. Han virkede som en trobærdig person og bare tanken om endnu en ven var yderest munter. Hun vendte sig mod vandet igen og kjolen lod sig elegant sprede sig kort i drejningen. Hun lod hænderne flette sig sammen bag på hendes ryg mens hun tog en dyb indånding og så med hendes store lyseblå øje ud over vandet. "Det er ikke noget særligt, men grunden er at jeg er en vand dæmon" svarede hun med hendes roligt stemme og hendes blikket flakkede mens hun så drømmende på vandet og en lille lyserød farve steg op i hendes kinder. Vandet og lyden af bølgerne der gled frem og tilbage op på stranden var meget beroligende og noget at det smukkeste syn da stjernerne også lyste så smukt denne aften. "Så siden det er min evne så giver det mig også en rimelig speciel styrke og energi når jeg er i nærheden af det.. Men umildbart så behøver jeg ikke at være tæt på noget vandt når jeg bruger mine kræfter." tilføjede hun med et let skuldertræk og rettede blikket mod ham igen med et stort tandsmil..

"Så jeg gætter på at du kan manipulere med vandet, fugten, og så videre? Jeg mener.. jeg har mødt jorddæmoner i skoven der kunne få træer til at vokse og så videre. Og jeg har mødt ilddæmoner der kunne få det hele til at brænde ned igen, for ikke at tale om vinddæmoner der slukkede ilden" spurgte han og satte sig ned i sandet med et lille bump. Han kiggede op på hende med store øjne. Han synes at alle de nye mennesker/personer han mødte havde nogle cool kræfter. De var jo nærmest guder alle sammen. Han grinede inde i sig selv da han kom i tanke om den animagus han havde mødt der kun kunne transformere sig om til en fisk, ikke så praktisk på landjorden alligevel..

Rea så ned på ham mens hun lyttede opmærksomt og smilede hvorefter hun selv lod sig dumpe ned i det fugtige sand og samlede benene undersig. "Ja, noget i den stil i hvert fald" svarede hun lidt tænktende og lagde tænkende en finger på hagen. "Men jo jeg kan manipulere med vandet og bruge det til hvad jeg har lyst til.. for eksempel når det regner kan jeg bare holde regnen væk så jeg ikke bliver våd.. selvom det er lidt svært den slags teknik.." Forklarede hun mens hun så ud over vandet med en undren i blikket mens rystede let på hovedet og grinte let da hun så tilbage på ham. "Hva med dig.. Du er vel en engel kan jeg forstille mig?" Spurgte hun for at være helt sikker og huskede de flotte elegante hvide vinger som han havde udfoldet tidligere. Hun betragtede ham smilende og lagde hovedet på skrå mens hun ventede på hans svar. Det var roligt og stille dernede omkring dem, vandet og vinden var det eneste der rigtig kunne høres ellers var der nogle fjerne stemmer oppe fra gaden af..

"Jo, jo jeg er en engel.. En slags mirakelmager" sagde han og grinede. "Lad mig give dig et eksempel.." sagde han og kiggede ud mod vandet. Han pejede på en sten der stak op af vandet og et lyn slog direkte ned i den og flækkede den midt over. Efter et lille stykke tid knipsede han og stenen var sammen igen. Det hele havde været en illusion han havde sat op for hendes øjne. "Som du nok kan forestille dig, er jeg meget populær til børnefødselsdage.. Desværre kan jeg ikke bruge mine evner til kamp, jeg er imod krig og vold. Jeg vil hellere beskytte end at ødelægge hvis du forstår mig. Jeg bruger disse illusioner til at skjule folk. For eksempel er det også sådan jeg skjuler mine vinger, de er der stadig, men alligevel er de der ikke. Hvis du forstår hvad jeg mener?" delvist forklarede og spurgte han hende.

Rea smilede mens hun lyttede på hans forklaring. hun fik et mindre chok da stenen brækkede i to og da den pludselig var hel igen. Hun så på ham med store øjne og fortsatte med at lytte mens hun langsomt nikkede et par gange. Hun grinte lidt og skjulte hendes mund med håndryggen da han nævnte det med børnefødselsdage og nikkede derefter til det med han var imod krig og vold. Det var også noget alvorligt og Rea kunne bedstemt heller ikke lige at slår medmindre det var højest nødvendigt som hun aldrig håbede det ville blive. Da han var færdig var hun lidt forvirret og så ned i sandet i en tavshed mens hun tænkte sig om. Hun så op på ham igen efter det var gået noget tid og smilede stort til ham. "Du er jo fantastisk!" udbrød hun og så respektfuldt på ham. "Sådan en evne og kraft du har, det er helt fantastisk!" gentog hun og stirrede måske lidt for meget på ham mens hun smilede stort og en smule overrasket over hvad den engel der sad ved siden af hende kunne gøre. "Og du er hermed inviteret til min fødselsdag!" tilføjede hun til sidst med et lidt fjoget grin og hovedet roligt på skrå

"Det lyder dejligt! Hvornår er det? Jeg elsker fødselsdage" sagde han og grinede blidt. Han fjernede noget af det sorte hår fra sit ansigt så hans Azurblå øjne virkeligt lyste op. "Det er også fedt at kunne lave sine egne effecter når man spiller på guitar!" sagde han og grinede. Han kunne huske engang hvor han havde ladet et lyn slå ned i guitaren så den blev helt blå af strøm. Det havde set så vildt ud at folk havde nærmest skreget deres lunger ud af bare begejstring. "Ja.. Jeg har jo engang spillet i et band. De er desværre alle sammen døde nu. Mennesker du ved, de dør hurtigt, nærmest som fluer.. Og så er de.. så fandens egoistiske.. De ser slet ikke hvad der sker omkring dem med mindre det kan skade demselv.." sagde han og sukkede. Menneskeheden var så blind, de så ikke engang naturen længere.

Hun lagde hovedet på skrå med et smil og lignede lidt et spørgesmålstegn hvorefter hun rettede hovedet og nikkede. "Jo, den 4 marts.. så der er lang tid" sagde hun med et skævt smil og fik kort øjenkontakt med ham. Hans azurblå øjne lyste næsten mere end hende og de var sandlig også flotte. Hun forstillede sig nogle rimelig mærkelige ting da han nævnte guitaren og grinte lidt. Hun så ned i sandet og lod fingrende kører rundt i en cirkler. Han havde ret, mennesker døde hurtigt, og nogen tænker ikke på andet end hvad der lige er omkring dem. Hun bed sig i læben. "Hvilket slags band var det?" spurgte hun nysgerrig og så op på ham igen med et roligt varmt blik. Hun elskede musik og så opmærksomt på ham mens hun forstille ham i nogle forskellige bands og hvordan det ville se ud, og fniste kort bag håndryggen for sig selv da hun forstillede sig et mystisk band for hendes øjne der råbte og skreg..

//Skal spise er tilbage efter ^___^//

//Back ^^//

"Vi spillede faktisk alt fra jazz til heavy metal" sagde han tænksomt og grinede lidt. "Jeg skillede tuba.. Guitar, trommer og en enkelt gang imellem sang jeg" sagde han så og lænede sig tilbage intil han til sidst lå ned i det halvkolde sand. Han kiggede op mod stjernerne. "Jeg tror de er der oppe et sted.." sagde han stille og smilede inden han uddybede "Ja.. Mine band-kammerater, altså". Faktisk var det ikke noget han troede, det var noget han vidste, han havde selv besøgt dem en enkelt gang imellem.

//Krea svigt og internet problemer -.-//

Hun fniste lidt og forstillede sig fantasifuldt hans band. "Jeg ville ønske jeg kunne have set jer" sagde hun og lod armene synke ned i sandet bag sig os lænede sig tilbage så hun støttede på armene mens hun også lod blikket falde over de mange stjerner. "Det er de helt sikkert!" sagde hun bedstemt. Hendes mor og far var sikkert også deroppe og alle andre døde, det var i hvert fald hvad hun troede. Hun smilede stille for sig selv mens hun betragtede himlen og mærkede nogle tåre presse på men strøg hånden over øjnene og satte sig op igen. "Må jeg hører dig synge?" spurgte hun med et lille smil og så spørgende på ham men stadig også lidt usikker da hun ikke vidste om det stadig var noget han gjorde i ny og næ eller om han slet ikke brød sig om at synge mere eller hvad det ellers kunne være.

Han rødmede lidt, men det var ikke nemt at se.. Hvis ikke det var fordi han sad lige i en stråle af månens lys. "Well.. J-Jo.. men.. Hvad vil du have jeg skal synge..?" spurgte han og smilede forlegent til hende. "Jeg er best til Jazz, blues og den slags, men kan også synge andet, så anything" sagde han så og satte sig lidt op igen og støttede sig på albuen. Han lå nu på siden og kiggede på hende, hun var faktisk utroligt smuk i lyset af stjernerne og månen der så smukt gav genskind i vandet bag hende.

Hun vendte blikket mod vandet og så tænktende frem. "Hmm.. lad mig se" sagde hun og lagde sig ned i sandet. "Hvad med en Jazz sang?" spurgte hun med et sødt smil og lagde så på siden så hun kunne se på ham og betragtede ham. Han virkede virkelig som en sød fyr og man kunne heller ikke rigtig sige han var grim, slet ikke. Hendes kinder var lidt røde mens hun så forventningsfuldt på ham med et varmt smil. Hun havde aldrig været til en live optræden før heller ikke bare hørt en synge seriøst foran én. "Men jeg kender desværre ikke nogle Jazz sang titler.. så hvis du har en yndlings sang så syng den hvis du har lydt" tilføjede hun lidt undskyldende og rejste hovedet op så hun også støttede sig på albuen med hovedet i hånden og så på ham med et roligt smil, og betragtede ham i månelyset..

Han satte sig helt op og trak vejret langsomt ind inden han begyndte at synge.
"I see trees of green... red roses too
I see them bloom... for me and you
And I think to myself... what a wonderful world

I see skies of blue... and clouds of white
The bright blessed day... the dark say good night
And I think to myself... what a wonderful world

The colors of the rainbow... so pretty in the sky
Are also on the faces... of people going by
I see friends shaking hands.... sayin' "how do you do?"
They're really sayin' "I love you"

I hear babies cryin'.... I watch them grow
They'll learn much more... than I'll ever know
And I think to myself... what a wonderful world
Yes I think to myself.... what a wonderful world

Instrumental break

The colors of a rainbow.... so pretty in the sky
Are there on the faces.... of people...going by
I see friends shaking hands.... saying..how do you do
They're really sayin... *spoken* (I ....love....you).

I hear babies cry.....I watch them grow
You know their gonna learn
A whole lot more than I'll never know
And I think to myself ....what a wonderful world
Yes I think to myself .....what a wonderful world."
Hans stemme var stille og beroligende.

//Kreasvigt..//

Rea lå stadig og støttede sig på albuen og så respektfuldt på ham med store øjne da han begyndte at synge. Hendes øjne glimtede og hendes smil blev stører. Hun lukkede forsigtigt øjnene og nød sangen indtil den var slut. Hun åbnede stille øjnene og klappede blidt i hendes hænder. "Du er sandlig en fantastisk person!" sagde hun og betragtede ham med store øjne og et smilende ansigt. "Det lød helt vildt godt, og god sang!" sagde hun og bed sig i læben. "Hvad hedder den? Har du egentlig selv skrevet den?" spurgte hun og satte sig op så nysgerrig hun var og smilede stadig ret så stort. *Det var virkelig smukt* tænkte hun og lukkede munden i og smilede roligt. "Undskyld, jeg kommer med så mange spørgsmål og virker så ivrig.." beklagede hun og så ned i sandet, undskyldende