lyden af bølgernes vugge (CHAN)

Hun så mørkt ud "Neeej. Slet ikke" mumlede hun og så på ham og rejste sig op og hev ham op, faktisk bar hun ham "Jeg vil ikke gøre det igen.. Aldrig.. Nu tid til hævn" sagde hun ondt og kastede ham i vandet igen imens hun selv sprang i og svømmede mod ham. Hun lavede hurtigt et tegn, så talte hun under vandet, uden at boble "Lad os starte en lille leg.. Hvem af os som kan lave mest fantastisk vandkunst. Er du med..?" sagde hun muntre og rakte tunge.

han blev helt overrasket da hun tog fat i hende. men svarede da nede i vandet
"jo da. men hvad er det du aldrig vil gøre igen?" spurgte han og grinte og fik endnu engang en stor blæksprutte til at dukke frem med en hel hær af dem bag sig.
han fik dem til at kæmpe mod hindadnen i en drabelig kamp.

Hun lavede en hånd beværgelse som betyd "Den-Kan-Jeg-Gøre-Bedre" og svømmede i cirkler, kom der små bobler efter hende. De blev større og større og begynde at forme sig. Pludselig stød boblerne ind i hinanden og formede sig til en boble blomst. Mærkværdigt blomst, måtte hun indrømme, men hun elskede at lave kunst. Mærkelig kunst.

han grinte lidt. hans blæksprutter forsvandt. han formede en lille klump vand som han fik lavet til en anden farve. en mørkere farve. grå/sort. men bagefter lidt lysere i det. grå og hvid. han gjorde den større og fik til sidst en stor haj. en stor hvid haj. men den var større end mange af de fleste normale hajer. den svømmede rundt om dem og slog med sine store kæber. da han havde lavet den smilte han til hende igen. "du glemte helt at svare mig"

Da hun hørte det fik hun endnu et mørk skygge "Ik noget.. Noget hemmelighed" sagde hun og vendte sig om uden at se ham. Faktisk vidste hun ikke hvad hun skulle sige "Ok...! At jeg ikke kysser dig igen.. Jeg kender dig overhoved ikke. Jeg ved bare at.. Du aldrig kan erstatte en som blev min ven, for en dag. Faktisk nat. OG det var en pige" hvisked ehun og var glad for at de var under vandet, så man ikke kunne se hendes tåre.

scorpius svømmede hen til hende. måske kunne han ikke se hendes tåre. men det bestemme salt mængde der er i tåre kunne han smage og føle i vandet. "så det er hende du savner. det er på grund af hende du er ked af det. hun må have været noget særligt. hvad heder hun" han var glad for at høre hvorofr hun var ked af det. men også lidt ked af det. både for pigen. han troede selv det var derofr i hvertfald.

Hun pustede ud og så på ham "Hmmmm Jeg.. Hun hed Sera.. Sera Vicktoria.." mumlede hun og så ned. "Og jeg græder ikke." sagde hun bestemt og stoppede sin tåre. Hun kunne ikke lade være. Hun var for skrøbelig "Hun var bare noget.. Vi blev venner på en nat, faktisk. Og nu... Forsvandt hun" hvisked ehun og så ned.

"vent lige lidt" hans ansigt viste overraskelse og nedtrykt hed "du mener vel ikke Seras Victoria. vel?" spurgte han. han var tydeligvis overrasket over det. han tænkte tilbage. ham og hende havde været venner. meget gode venner. han prøvede engang at komme sammen med hende men der fandt han ud af at hun var til piger. men de havde altid været gode venner. men så skete der noget med hende og hun forsvandt.

Hun så lyn hurtigt op. Ok. Det virkede som om navnet virkede bekendt for ham "Kender du hende..?" Spurgte hun og mærkede en sug i maven. Selvfølgelig, kunne hun ikke lade være med at være nysgerrig. Men tanken om at miste en ven for en dag.. Var skrækkeligt. Hun kendte knap nok Scorpius, mon han også forsvinder..?

"ja jeg kendte hende. jeg var hendes bedste ven. i hvertfald efter min mening. men hun forsvandt på et tidspunkt da en vampyr pludselig dukkede op i hendes have. du tror da vel ikke. blev hun en vampyr?" han spurgte hende direkte til sidst. han havde håbet på et nej men kunne godt regne det ud før hun nåede at svare.

Hun så ned. Hvad skulle hun dog sige ''Hun er blivet til en vampyr...'' mumlede hun. Huun så mod op mod overfladen, så fredligt. Vandet bølgede lidt, det kunne man se, under vandet. ''Hun er død..... Kommer ikke tilbage'' mumlede og fik et udtrykløs ansigt udtryk.

han kiggede ned. "hun. hun kom ud i sollyset. ikk?" hans stemme havde ikke nogen bestemt tone i sig. den var helt tom. spørgsmålet var mere en konstatering. han vendte sig om. gik ned langs vnadet. det eneste han tænkte på hvar at Seras var død. han kunne ikke fatte. han gik ud i vandet og sank som en sten. han gik nede på bunden hen til hjørnet. han satte sig ned. trak benene op under sog og holdte om den. lagde hans hoved på sine knæg og græd.

Hun havde faktiks forventet det. Men ikke hvor han græd. Hun vidste ikke hvad hun skulle side. Hun var jo tros alt under vandet og så bare på ham. Hun gik/svømmede hen til ham. "Undskyld.. men hvis du kendte hende. Burde du kende sandheden" sagde hun mildt og strøg ham i håret "Hun løb og glid ind i døren, til lyset. Det eneste der var tilbage, var ingenting" hviskede hun

han kiggede langsomt op. man kunne ikke se hans tårer. man kunne ikke høre dem. men man kunne se det i hans øjne. det lyste nærmest ud af dem som lygter på en bil om natten.
"jeg ville bare ønske jeg kunne nå at se hende ordenligt først. jeg elskede sq den pige"
hviskede han frem. kun højt nok til at hun lige kunne høre det. han kiggede hende i øjnene. han gennemsøgte dem. han vidste at hun talte sandt. at hun også var ked af det. det var vel derfor hun var alene nede ved vandet. han var glad for at have fået det af vide. og sur på hende uden nogen grund. han var ikke helt sikker på hvad han følte. men han ville ønske han kunne se hende igen. bare en sidste gang. men det var for sent.

Hun slog blikke ned, så hun ikke så ham i øjnene. Hun satte sig og krammede sin ben "Derfor.. Men jeg kan gætte, det var en dårlig timing at minde dig om det. Men det var det der skete. Vi havde en hyggeligt nat, faktisk lidt frækt.. Men ellers ikke. Hun var min første ven.. Bare nogle få timer. Nu er hun væk" mumlede hun og vidste ikke følelser. Hvad skullle hun mere sige. Hun kunne jo også lide Sera, men hun kendte hende jo ikke sådan.. Scorpius kendte hende måske meget bedre. Nok derfor, at han også er ked af det.

han kunne godt forstå hende "ja. sådan er hun bare. hun er mega genert men bliver alligevel meget hurtigt venner med en. jeg er bare glad for hun havde det sjovt hendes sidste tid" han kiggede op mod Ting. "men jeg vil væde med hun mener vi skulle have det sjovt sammen lige nu. i stedet for at tænke på hende hele tiden. hun ville jo bare blive helt flov over det" han grinte lidt forsigtigt og nervøst. det var ikke hlet igennem et grin. bare. et lidt opmuntrene grin

Hun smilede og sad ved siden af ham "Ja. DU har stensikker ret" sagde hun og så ned. "Men lad os tale lidt om os selv.. Hvem er du..?"s purgte hun drilsk og puffede ham. Selvfølgelig havde han ret. Jo mere hvis hun bare tænkte på noget andet.. Helt sikker. Nu ville hun lige lære ham at kende. Men det var faktisk et dumt spørgelsom. Hvem er du..? "Uhm hvor kommer du fra og hvem er dine forælder og.. Ja alt" sagde hun huritgt

"jeg var altid drengen i baggrunden. jeg var ikke noget specielt. jeg var anderledes. jeg havde en anden stil en de andre i skolen. jeg ville hellere side og læse end at spille fodbold med klassen. jeg farvede mit hår sort. jeg skiftede nogle gange farve på striber i håret. jeg boede på et børnehjem. jeg flyttede dertil som 4 årig. jeg havde dog stadig kontakt til min mor og søskende. to af dem var også på det børne hjem. 4 år efter flyttede vi videre til at større børnehjem. jeg var stadig drengen i baggrunden. men begyndte stille at få venner. det holdt ikke lang tid eftersom de alle sammen skulle flytte. både hjem og efterskole til sidst. jeg havde ikke længere kontakt til min mor. det var der ingen i familien der havde. de var trætte af hende. jeg havde ikke mange tilbage. min store søster betyder alt for mig. imens jeg boede på børnehjemmet mødte jeg Seras. vi blev meget hurtigt venner og jeg blev også lidt vild med hende. jeg spurgte en gang om det skulle være os to. men hun sagde hun gerne ville hvis det ikke var fordi hun var til piger. jeg blev selvfølgelig såret men glad for at vi stadig var venner. kort efter forsvandt hun. jeg troede det var på grund af mig. men det er det jo så ikke. jeg stak af fra børnehjemmet for et par år siden og har boet alene og selvstændigt lige siden" han kiggede op på hende. han havde valgt at bruge sin standdart historie om sig selv. den passede og man fik hurtigt et billede af hans liv. "hvad med dig?" spurgte han venligt og smilte

Hun nikkede af det han havde sagt. "Ja.. Jeg komme fra asien, sammen med min mor i en ninja by i Vietnam. Ja. Alt var dejligt den gang. Alle i byen Ho Chi Minh kende min mor, og var bange for hende. De kendte også mig, for mine narstreger. Fordi jeg kom tit op at slås med drengene, men vi slåsede bare forsjovt. Jeg trænede hårdt sammen med min mor.. Hun var en snigemorder, faktisk var hun en demon. Men som sagt, vidste jeg ikke noget om min far den gang. Men fandt faktisk ud af at jeg havde nogle mørke kræfter. Min mor lærte mig hendes demonisk magi, det var de fem elementer. Men imens, trænede jeg det mørke magi og kom frem til dødens magi. Det var der hvor jeg fik leen. Leen var bare en le, enten den begynde at beværge sig. Som et levende væsen kunne den snakke, inde i mine tanker. Ligesiden opdaget jeg at min far var selvest Døden, og derfor prøvede jeg at finde ham. Men min far afskyr mig, og jeg flyttede væk fra min mor og derefter for at være sammen med min far. Men det skulle jeg ikke havde gjort. Nu er jeg her, og prøver stadigvæk at havde kontakt med min far. Men han er sgu kold" fortalte hun og så ned "Ja.. Jeg håber uhm det ikke var indviklede" mumlede hun

han tænkte et stykke tid over alt den info han havde fået og så helt overrasket ud. han mente selv han havde haft et lorteliv men i forhold til hendes havde hans jo næsten været ren lykke "joo. for normale mennesker ville det nok være svært at få til at hænge sammen. men jeg er ikke normal" han grinte lidt mere oprigtigt denne her gang.


//sorry der er gået så lang tid siden. har bare haft en nedern tid^^//