Ice Ice baby (Luciel)

Sted: Galeanstalten
Omgivelser: Ikke nogen
Tid: Midnat
Vejr: Torden og lyn
Dato: den 12 juni
På: se avatar

Galeanstalten var stille og lå øde hen i det kraftfulde stormvejr. Men helt inde. Heeeelt inde i huset, langt over de hvislende stemmer fra de afdøde som afsonede deres sanitet her, laaaangt over. Oppe på 5 etage hvor den ødelagte glasdør ud til den gamle altan var åben. Derinde fra lød en lunefuld stemme, der nærmest sang klukkende af kold morskab. En pige, knapt nok en kvinde af udseende sad på en gammel slidt lænestol inde i værelset, som lod til at være koldere end resten af den gamle bygning. Hendes hud var hvidblå og hendes hår hang langt ned og landede på gulvet idet hun nærmest lå ned på den gamle stol. Hendes dybe isblå øjne kiggede ud på vejret. Hun morede sig. Det var nemlig hende der var skyld i det. regnen var hendes værk.. Hun grinte klukkende som en sølvklokke inden hunknejsede nakken og kiggede på rummet på hovedet. En isdæmon med en barnlig form for morskab.

en krog fastgjordt til et langt reb satte sig fast i altanen, og hurtigt, uden problemer kravlede en ung kvinde op af det.
hendes korte kulsorte hår stod ud til alle sider og den lange tykke og sorte frakke stod dramatisk ud bag hende.
hun ville nå op i centeret for kulden. hun elskede kulde! og is!
hun havde hørt den kolde klukkende stemme og uden at vide hvorfor var hun blevet trukket deropaf, som havde der været en kæmpemagnet der trak i hende.
med en kraftanstrengelse der så ud som om det var det letteste i verden trak hun sig op på altanen og samlede omhyggeligt rebet sammen, før hun vente sig mod isdæmonen. hun løftede spørgende et øjenbryn som for at spørge hvad alt denne kulde skulle gøre godt for.. ikke fordi at hun ikke brød sig om det, det gjorde hende derimod stærkere, men alligevel..

Isdæmonen lå stadig og kiggede på omgivelserne med hovedet vendende nedad. Hun vendte endelig sine smukke dybe blå øjne imod vampyren med et kort grin. "Jamen jamen jamen.. så er der alligevel liv i denne sølle lille by..." sagde hun med et grin og lod derefter til at fordampe væk fra stolen som en tyk hvidblå dis. Hun stod nu ude på altanen med vinden ruskende i hendes korte tøj og uhyggelige lange sortblå hår.. Hun vendte igen øjnene imod vampyren og betragtede hende.. "Selvfølgelig hvis du kan betragtes som levende." sagde hun legende og gik indenfor igen. På gulvet kom der små iskrystaller hvor hendes fødder havde rørt. Hun rakte vampyren en hvidblå iskold hånd med ordene: "Mit navn er Gahbrill'Ann." sagde hun.

- luciel..
hendes hånd var iskold ligesom Gahbrill'Anns, og hendes øjne var ishvide. det sorte pjuskede hår gjorde hende barnlig at se på, men udtrykket i hendes øjne efterlod ingen tvivl om at hun var langt farligere end man så ved første øjekast.
- og jeg døde for lang tid siden.. så jeg kan vel ikke kaldes levende.. ikke mere.
et ulvegrin der havden et vist mål af ondskab ''lyste'' hendes ansigt op, og hun lod vanen tro sin højre hånd løbe igennem de korte lokker.
rimfrosten var begyndt at sætte sig på hendes sorte tøj og hår, og der var ingen varme i hendes krop der kunne få det til at smelte.

(Kalder min figur Ann bare for ikke at skulle skrive det navn hver eneste gang xD)
Ann tog hånden til sig igen og smilede en smule smørret. "Mig en fornøjelse Luciel." sagde hun og smilte endnu en gang inden hun vendte blikket imod en af de intakte ruder med frost på. Hun smilte og begyndte at tegne derpå med fingeren.
Hun var en yndefuld skabning, trods hendes race. Udseendsmæssigt lignede hun en blanding mellem en aspara og en alf, men det var hun dog ikke.
"Så Luciel? Hvad bringer dig helt herud?" spurgte hun da hun havde tegnet en død blomst på ruden.

- rastløshed.. til at starte med.. så mærkede jeg kulden.. da jeg selv har evner med forst og is, gør det mig kun stærkere at være så tæt på en så intens kulde! så jeg besluttede mig for at søge derhen hvor kulden var mest intens.. og det er her i det her rum.. dig for at være mere præcis ikke dæmon.
hun snusede en gang ud i luften for lige at sikre sig at hun ikke tog fejl... jo den var god nok.. hun lugtede lidt på samme måde som vovsen hun sloges med for lidt siden.. bare mindre af våd hund..
- men hvorfor den her kulde? ud over at det tydeligtvis morer dig..
der var en tør klang i hendes stemme, blandet med en vis sarkasme.

Ann kom endnu engang med en latter, som om den var indspillet på kommando idet hun lukkede øjnene i fryd. "Jo ser du.." sagde hun og begyndte at bevæge sig galant rundt med et kønt, dog udspekuleret smil på sine små ishvide læber. "Jeg fandt stedet her for varmt.. Jeg har en eller anden tvangstanke med at jeg skal nedkøle de steder der er for varme.. En ocd om du vil. Det er hvad menneskene kalder det... ellers er det vel bare af lyst. Frost er noget af det smukkeste i den her verden. Så rent og uskyldigt indtil det udløser flodbølger og haglbyer på størrelse med varevogne." sagde hun smilende over sine tanker.

- jeg kunne ikke være mere enig, kære dæmon..
hendes store smnil viste hendes alt for spidse hjørnetænder, og med et strakte hun hånden ud, og et spyd af i formede sig i den. spydet var kun lidt over 1,5 meter højt, men det var gennemsigtigt og uhyggeligt skarpt.. det glitrede som krystal..
- må jeg præsentere dig for mit ynglingsvåben.
hendes smil var stort og ondskabsfuldt som hun holdt spydet i den ene hånd.

Der skulle ikke meget til før den tynde kolde skikkelse sad på hug foran våbenet og kærtegnede det med de yndefulde hvide hænder. "Så smukt.. Så koldt." hviskede hun nærmest kærligt dertil. Hun elskede is det meste.. så rent og uskyldigt... Hun smilede og rejste sig op. "Jeg har ganske vist ikke noget direkte foretrukkent." sagde hun og løftede begge sine hænder. Isen formede sig ud fra hendes håndflader og dannede to Le-lignende katanaer. Dobbelt Le'er. "Men dette er hvad jeg bruger allermest." sagde hun og så kærligt på de to isblå krystallignende leer.

hun gik tættere på og lod med forsigte og elegante bevægelser sine hvide fingre følge et af kantanernes æg..
- smukt!
hun så op på dæmonen med en frydefuld ondskab i øjnene..
- dæmon vovsen jeg kæmpede mod sidste gang, var tilsidst ikke så glad for det..
der hentydede hun tydeligtvis til sit spyd..
- men.. ann.. da jeg tror vi har en fælles forståelse for ting, hvad så med at slutte en alliance.. den ene hjælper den anden hvis man er i problemer..
hun smilede næsten afslappet og lænede sig op at sit spyd..

Ann begyndte at bevæge sig rastløs på den ene fod og hen til den anden. "Mhm.. det kunne være en god ide at have venner i nøden." sagde hun og smilede eftertænkende. "Meget vel, min kære vampyr." sagde hun og rakte sin hånd frem. "Det er en aftale." sagde hun.
Hun ville kunne bruge den hjælp fornuftigt en dag.. Det ville altid være et yderst glimrende triumfkort at have på hånden. Hun smilte kækt og kiggede afventende på Luciel.

hun greb anns hånd med et smil og sagde:
- godt så er det en aftale! jeg tror vi begge for nytte af det!
*bare vent og se* hendes tanker var noget mørkere end det hun gav udtryk for. med et mørkt blik huskede hun alle de gange hun selv havde rodet sig ud i problemer og havde haft brug for hjælp. det ville forhåbentligt ikke ske igen hvis alliancen her holdt!
hun smilede dog alligevel..

Ann smilte ligeså, men hendes skumle bagtanker var end ikke synlige overhovedet. Hun virkede så kølig. Så positiv over alle emner. Alt kunne løses.. Sådan en person lignede hun. En djævel med en positiv indstilling og et interlektuelt overblik. Hun betragtede Luciel i en god tid. "Men." sagde hun inden hun tog sin hånd til sig igen. "Holder det modsatte individ ikke sit løfte, får det konsekvenser, ok?" sagde hun nu med et lettere skummelt bredt smil.

- self..
hun smilede ondt og røde tjavser hår kom frem.. det gjorde hendes ansigt mere markeret og fik hende til at se mere.. ond! ud..
- der vil blive konsekvenser...
hendes stemme var mørk som et uvejr og kold som en gletsjer.. hun havde ikke tænkt sig at bryde alliancen men hvis dæmonen brød den, så.. ville der ikke være meget tilbage til ravnene.. hendes iskolde øjne syntes at se ind i hendes sjæl og læse hendes tanker..
hun koncentrerede sig voldsomt om anns sind og begyndte at kunne fornemme hendes tanker..

Ann sagde ikke noget til det, men mærkede det. "Mhm... mine tanker er ikke et rart sted er jeg bange for." sagde hun og begyndte at bevæge sig rundt i rummet med et lettere neutralt udtryk.. "Men hvis du kan finde noget, som gør dig interesseret, så er du da velkommen." sagde hun og lod et dystert, dog sukkersødt smil brede sig på hendes mund og hendes ellers isblå øjne syntes at falme i et mørkt lune.
Ikke helt ren. Ikke helt uskyldig. Skindet bedrog med denne pige.. Den søde nabopige var blot den ydre skal. Det tyndeste hudlag.

hun glippede med øjnene, der før havde været fraværende.. nu så hun nærværende ud igen.
- lad du mig afgøre det.. desuden er jeg ikke nogen rar person..
hun trak på skuldrende og så koldt over på dæmonen.. det glimt un nåede at se af pigens sind viste hende ganske tydeligt hvad pigen var.. indenunder skallen..
hun smilede skummelt.. pigen bedømte hende til synet ladende på samme måde som de fleste andre.. men måske var det meget godt.. meget godt at de ikke vidste hvordan hun var under skallen.. med korte skridt trådte hun ud på altanen og nød uvejrets kræfter.

Anns isbæå øjne lyste igen muntert op og så ligeså ud på vejret.. "Mhm? Det har endnu ikke bredt sig?" sagde hun og gik derud og så imod himlen. Ganske vist nåede det ikke helt ned til byen, som hun ønskede. Hun kunne kun holde det på 7 kvadratkilometer indtil videre. Det var den pokkers menneskellige varme.. Den forknudrede alting. Pokkers varme. Hun knyttede kort de delikate smukke hænder. Varme! Hvorfor skulle de have lov til den?!

// sry.. må smutte nu x.x

//Bye :3//