Say 'Hello' to your neighbor... (Luciel!)

Tid: Kl. 2, ca. <-Der fik du dit sollys, møgvampyr! xD
Sted: I sin lejlighed... lige i øjeblikket
Vejr: Vamt, solen skinner
Omgivelser: Hvad der nu er rundt omkring...

_______________________________

Rionne rettede en sidste gang på det sorte halstørklæde han havde svøbt om den nederste del af sit ansigt, før han samlede sine bøger op fra den lille reol der stod i gange der førte ind til hjertet af lejligeden, skubbede sine briller længere op på næseryggen og tog fat i dørhåndtaget. Han hadede at gå udenfor når solen skinnede som den nu gjorde, folk så efter ham, som han kom gående dér med det store, sorte halstørklæde svøbt om sit ansigt, sort jakke med hætte og hænderne i lommen. Men han tog sig ikke så meget af det, de måtte tænke som de vil om ham, han var ligeglad!
Han trak i døren og fik den derved åbnet. Men han var nød til at gå udenfor, hvis folk skulle have den tro at han var menneske... også, selvfølgelig hvis han skulle overstå sin - langvarige - uddannelse og betale for lejligheden. Rionne fnøs og trådte ud på opgangen. Pokkers til mennesker.

Luciel var i et elendigt humør. Det var ikke lang tid siden at hun var kommet hjem for første gang i en hel måned, eller derover, og det første der sker er at der sidder en ånd i hendes sofa.. og tilmed en irriterende en af slagsen.
luciel trak en,selvfølgetlig sort, hvis noget skulle være itvivl, hættetrøje over hoved, hev hætten helt ned i panden, og trak døren op.. før hun hamrede den i med et brag.. det var der vist egentligt ikke nogen logisk grund til.. det havde hun bare lyst til.. ligeglad med hvad menneskene syntes.
hun trak hætten endnu længere ned i panden ude i opgangen, for menneskene ville vel blive lidt mistænksomme, eller i det mindste undrene hvis de fik øje på vampyrens hvide øjne med de sorte pupiller.. intet menneskeligt ville have noget i den retning.. ikke engang blinde mennesker.
først derefter bemærkede hun at døren over for hendes lejlighed var blevet åbnet, og at der stod en person i døren. hun smilede ikke som normale mennesker ville gøre men holdt munden lukket for ikke at komme til at fremvise de lidt afslørende spidse hjørnetænder.

Rionne hørte døren over for sin, smække i med et brag og han stirrede lidt uinteresseret på personen der var trådt ud. Så dét var hende... han havde godt hørt nogle af lejlighedens beboere snakke om hende som boede der, man kom let til at overhøre samtaler, når man var som han. Rionne havde selvfølgelig bare smilt og gået vidre med et lille nik med hovedet.
Han betragtede kort pigen...eller den unge kvinde før han skubbede sine briller længere op på næseryggen og vendte sig om for at låse sin - nu - lukkede dør. Han havde kastet et blik på hendes beklædning før han havde vendt sig om. Ligesom ham var hun godt dækket ind, men det betød vel ingenting, der var mange folk som ikke kunne lide, eller tåle sol. Han smilte sit normale, bedrevidende smil og lukkede kort øjnene. "Er det ikke lidt varmt at gå ud sådan?" Det kunne vel ikke skade at spørge, man kunne vel aldrig være sikker. Rionne vendte sig mod hende og lagde hovedet en smule afventende på skrå.

Luciel vendte sig halvt om mod den unge mand, og skulede til ham, hvilket han med stopr sandsynlighed ikke kunne se på grund af hætten. hun rettede sig op, i sine få hundrede nogen og tres centimeter, og nu bemærkede hun lugten af død der lå omkring ham.
nu smilede hun.. men ikke noget behageligt smil, det var den slags dovne, farlige smil, som en kat også ville smile, ligefør den slugte musen i en mundfuld.
- nej ikke for mig.. men du er da næsten selv klædt varmere end mig.. specielt med det tørklæde for ansigtet..
Vampyrens stemme var blød, men også iskold, ligesom resten af hende.. hun stillede sig med armene over kors, vægten forskudt på højre hofte og efterlignede hans afventene bevægelse med hovedet, selvom man her fik indtrykket af at hun ikke var specielt afventende.. snarere hånlig..

Rionne lænede sig let tilbage, så hende nærmere an mens hans smil blev mere spydigt. "Jeg overlever nok." Han smilte lettere sødt til hende, næsten for sødt til at komma fra ham... men det kunne hun jo ikke vide, medmindre hans holdning talte for sig selv. Rank ryg, tomt ansigsudtryk.. han så i den grad sig selv som en mere højtstående person, hvilket godt kunne blive irriterende for andre, ikke at han tog sig af det. Smiltet forsvandt og han rettede endu engang på sine briller, med en hurtig bevægelse, hvorefter han placerede hånden han havde brugt, i lommen igen. Han rettede hovedet op og det blev næsten en konkurrence om dominans, hvem var bedst til at svare igen? "Hm." Han tog fat i kanten af halstørklædet og trak en smule ned i det, og hans smil kom pludselig igen da hendes lugt nåede ham. Død.

- du overlever!?.. du er ikke engang i live længere, så vidt jeg kan bedømme..
Hun ignorerede hans smil, og så koldt ind i hans øjne så han også kunne se hendes hvide øjne.. som også ret tydeligt viste at hun ikke var menneskelig.
Luciel rørte ikke en muskel, så hun blev stående som hun stod før, med hovedet på skrå og armene over kors.
under hættetrøjen og de neutrale militærbukser kunne man ane en ung køn kvindes slanke, timeglas form. hvis han kiggede efter en alder ville hun for alle andre se ud til at være 17 - 18 år gammel.. men det var over hundrede år siden at hun havde haft den alder.
manden overfor hende så ud til at være fysisk lige så gammel som hende, måske lidt ældrere, men hun regnede ikke med at den passede psygisk.. han var formentligt hundrede år gammel eller derover.. ingen ny vampyr.. det var ret tydeligt at se på ham..