The Play Must Go On! (Luciel)

Miguel tog den lange frakke af. Han var her kun pågrund af en familietradition og ikke fordi han ligefrem brød sig om det... Hans jakkesæt sad ulasteligt godt på ham... Det gjorde at nogle få der havde set ham, vendte sig kort for at se om de kunne genkende ham eller ligende, men det holdt ikke så længe...
Miguels hoved var fyldt med tanker der intet havde med det her sted at gøre... Det var kun en uges tid efter at han fået at vide at der fandtes magisk væsner, af et magisk væsen selv... Hende Chek... Det havde fulgt hovedet med spørgsmål, som så ud til at ophobbe sig utrolig meget for hvert sekund der gik.
Han rystede svagt på hovedet... Nu skulle han ikke tænke for meget på det... Hans mor skulle være med i et stykke og han havde desværre lovet at se det... Efter han havde fået den lille ting at vide om at der fandtes andre væsner, var han straks flyttede ud af selve byen og boede ud i den lille skov...
"Jeg vil gerne bede om billeten til plads 43 E" sagde han til Billetdamen, som han havde fået at vide han skulle sige det til.
"Den billet er allerede givet ud... Skulle sige at deres bror havde taget en Date med" Sagde hun hurtigt efter at havde tjekket hvad for nogle der var fri.
Miguel lukkede kort øjne og åbnede dem så igen. "Hvor kan jeg så sidde?" spurgte han hende og hun lavede et lille skuldertræk som at hun ikke vidste det.

For en gangs skyld havde luciel tænkt sig at tage noget fint tøj på.. bare denne ene gang.. det havde været meningen at hun ville have haft sea med, men pludseligt var hun forsvundet og vampyren havde ikke fået afbestilt billetterne. hun rystede på hovedet..
De høje hæle slog rytmisk imod fortorvet, mens vampyren lod som om at hun var vant til at gå i sådan nogle sko. Den lårkorte sorte kjole som hun lige havde været ude at købe passede hende perfekt, og viste hendes lille slanke krop med de runde former frem, på en måde som hun ikke plejede at være bekendt med.. jo hun vidste at hun så godt ud.. måske var hun direkte smuk, men det var ikke noget hun plejede at tænke over..
Hendes hud var hvid, og fejlfri som Alabaster, og hendes skulderlange sort/røde hår havde besluttet sig for ikke at være lige så pjusket som normalt og lå istedet elegant om hendes lille ansigt.. hun ville være blevet betragtet som en rigtig skønhed hvis det ikke havde været for de hvide, tilsynetladene blinde, øjne, som ikke syntes at se på noget specielt.
så var hun der.. teateret.. hun stoppede et øjeblik og så på alle de fornemt klædte mennesker der strømmede ind i Di Morgas teater.. hvad ville hun dog her.. nå, men nu var hun her jo, så måtte hun jo bare få det bedste ud af det..
Så blev hendes blik fanget af en ung køn mand oppe med billetlugen.. lidt ældrere end hende så det ud til.. af ren refleks tjekkede hun området for magiske væsner, mens hun begyndte at gå op imod ham og billetlugen. Hun lagde godt mærke til folks anerkendene blikke, som dog brat forsvandt da de så hendes hvide øjne. typisk mennesker..

Miguel kunne mærke vreden boble op inde i ham. For en gangs skyld, gjorde han faktisk som hans familie ville have ham til... Noget han ikke havde gjort i hvad der føltes som Århundrede og så gjorde de selv sådan så han ikke kunne komme ind...
*Hvad havde du forventet... De skammer sig jo over dig* sagde han til sig selv og tog sig til hovedet og drejede væk fra Biletlugen med blikket vendt nedad.
Da var det at han hørte den rytmiske klang, der altid var når folk gik med højhælede... Klangen der fik folk til lige at dreje hovedet og kiggede efter dem.
Han kiggede op og fik så øje på hende.
Hun var smuk... Ingen tvivl om det... Miguel havde ingen problemer med de øjne hun havde... Det var som at stirre ind i hvid is... Hvilket ikke ligefrem gjorde ham så meget når det kom til stykket... Han mente stadig at hun var pæn...
Han kiggede længe på hende, det var som om tiden sneglede sig af sted for ham, mens han bare gik ulasteligt imod Billetlugen.

Luciel smilede da hun så ham vende sig om, og fortsatte op ad trappen. Hun kunne mærke at han bare var et menneske, så der var ingen grund til at være specielt urolig.. jo mennesker kunne være en trussel, men det kunne hun ikke rigtigt tro om ham her.
Der var noget ved ham her, noget anderledes.. noget der fik hende til at smile mere ægte til ham, end hun havde gjort før.. noget der fik hendes ellers døde hjerte til at hoppe rundt i brystet på hende.
Så stod hun ved billetlugen, lige ved siden af ham, og det fik ikke hendes hjerte til at tage det mere med ro..
Hun prøvede bestemt at tage sig lidt sammen, og henvendte sig så til billetdamen.
- jeg har bestilt to pladser, 45 E og 46 E, men som du kan se kommer jeg alene, så jeg skal kun have 45 E, tak..
hendes stemme var blød, selvom man godt kunne få indtrykket af at der var en skarp kant på hendes "tak".. det var ikke et ord hun tit bruge..
Hun lod et øjeblik sine øjne hvile på Miguel, med et blik der absolut viste at hun ikke var blind, på nogen måder.. så tog hun imod sin billet, betalte og stod et øjeblik, itvivl om hvad hun nu skulle..
så besluttede hun sig for bare at prøve at finde sin plads, lidt usikker bevægede hun sig ind i teateret, fyldt med mennesker.. mens hun var meget glad for at det endnu ville vare længe før at hun blev nød til at finde sig et menneske at drikke fra igen..

Miguel vågnede lidt op da han hørte hvad det var hun sagde. Ville det være for underligt at spørge om han godt kunne få den anden Billet, han kendte hende jo ikke engang... Men også på den plads, ville hans egen famile heller ikke kunne undgå at se ham... Så hvorfor ikke give det et skud?
Han sprang nærmest afsted for at nå om bag hende og prikkede hende så, hvad han selv håbede var afslappet, på skulderen.
"Undskyld mig... Men jeg kunne ikke undgå at høre at du havde en ekstra Billet til overs... Nu er det ikke for at trænge mig på, men jeg kune vel ikke få den anden billet?" hans stemme var ligesom hans prik, hvad han selv håbede afslappet og fattet, selvom der godt kunne høres en svag desperation i stemmen... Ikke så meget fordi han gad at se stykket... Mere fordi han håbede på at han kunne komme ind så han kunne se sin families ansigt.
Han kiggede længe ind i de hvide øjne... Han fandt dem ikke særlig skræmmende faktisk... Han fandt det yderst berogligende at kigge hende i øjne underligt nok.

Hun så overrsket på ham, det var ikke så mange mennesker der kiggede så meget ind i hendes hvide øjne, men smilede så stille til ham, igen noget der ikke lignede hende.
- jo.. det må du da gerne.. jeg skal jo ikke bruge den.. men så må du hellere skynde dig over til lugen, før der er en anden der får den plads.
Hun havde jo lige afbestilt den ene billet, så mon ikke at han stadig kunne nå at få en plads. Luciel besluttede derefter at vente på ham, hvorfor kunne hun ikke rigtigt finde ud af, men af en eller anden grund ville hendes fødder ikke flytte sig lige meget hvor meget hun prøvede.
irriteret på sig selv prøvede hun at finde ud af hvad der var galt med hende, ikke helt klar over hvad det var hun følte..
Imens lod hun som igenting, over alle de blikke folk sendte hende, både beundrene fra mændene, misundelige fra deres koner, og nogle få fyldt med afsky..
Men hun var ligeglad.. det var jo bare mennesker.. de kunne ikke gøre hende noget.. hun havde levet længere end nogen af disse dødelige, og var uendeligt mere magtfuld end dem.. de fleste af dem så hun bare ned på.. men ikke ham.. hun trak på skuldrene, opgav at tænke over det, og så over på Miguel..

Miguel skyndte sig tilbage og sagde at han fulgte med den unge dame der lige havde været der. Billetdamen fandt hurtigt den anden billet frem og Miguel gik så tilbage til hende med et lille smil. Ikke nok med at han nu skulle vise for familien at selv når de forrådte ham, kunne Miguel gøre ting, næh, han skulle også ses med den underskønne pige.
*Rolig nu... Ikke blive overfaldisk... Du gør det her fordi du lovede det...* huskede han sig selv på og smilte så bare taknemligt til hende.
Tanken at hun var en Vampyr havde ikke engang nærmede sig hans tankegang på noget tidspunkt... Der burde nok ha været nogle alarmklokker der ville have bimlede, men han havde simpelthen ikke fået sat det i sit system at tænke over hvem der kunne være hvad...
"Jeg vil aldrig kunne takke dig nok, selvom jeg ville prøve" sagde han med et lille smil til hende over det. Han ville nok aldrig selv kunne takke hende nok... Det var ihvertfald hvad han selv mente.

En let, klar latter forlod hendes læber som han påstod at han aldrig ville kunne takke hende nok..
- jeg er glad for at kunne hjælpe.. nu kunne min veninde jo ikke alligevel..
Hun vendte sig for at gå ind, men lige så snart hun nærmede sig salen som de skulle ind i, var en dunrende hovedpine begyndt at melde sig.. menneskene larmede forfærdeligt, og hendes hørelse, og lugtesant var væsentligt bedre end noget admindeligt menneske.. hun sukkede lavt, og mumlede til sig selv:
- hvorfor tog jeg også herhen..
Hun kunne have fundet sig et roligt sted, hørt noget musik, tegnet.. og så valgte hun en larmende teatersal, fyldt med mennekser..
*dårligt valg, luci..*
hendes indre stemme var træt, mens hun så ud over alle menneskerne der vadede rundt for at finde deres pladser.. i forhold til vampyren virkede selv den mest elegante menneske pige klodset, men det hjalp ikke luciel lige nu.. ligenu kunne hun godt have brugt menneskenes knap så skarpe hørelse,.
- hvad er dit navn, menn..øhm?
Hun bed sig irriteret i tungen, hun havde været lige ved at kalde ham menneske.. samtidig håbede hun at han ikke lagde mærke til det.. men hvorfor skulle han også det? for han kunne jo ikke vide noget om hendes slags..

Miguel gik ved siden af hende, mens han havde lidt små svært ved at tage blikket fra hende i længere end Fem sekunder... Han havde stadig så pokkers svært ved at stå imod Vampyrene... Han ville nok have taget større afstand, hvis han havde vidst at hun var en Vampyr... Men som sagt... Tanken var ikke engang slået ned i ham.
Han kiggede kort rundt omkring i salen og krympede sig også lidt over larmen... Miguel havde en yderst god høresle... Slet ikke noget nær Vampyrenes, men over det normale for et menneske... En ting han brugte til at finde sit bytte når han skød med bue og pil om aftnen... Men herinde... Ja der kunne han vel bare håbe på at folk tiede stille når stykket begyndte, men det håb svandt også hen... Det skulle ikke undre ham, hvis skuespillerne snakkede endnu højere end de andre i rummet... Måske ville han smutte i Pausen.
"Miguel..." sagde han og kiggede på hende da hendes spørgsmål trængte igennem alt den anden larm. Han havde ikke selv bidt mærke i at hun var ved at seige menneske... Han havde troet hun ville sige noget andet...
"Og dig?" spurgte han hende og prøvede at undgå at råbe. for at det kunne høres over alle de andre stemmer...

- Luciel.. Beklager at jeg er lidt tavs.. jeg er ikke vant til så meget larm..
hendes stemme gik tydeligt igennem larmen, men selvom den stadig var venlig var den blevet noget mere anstrengt.. Hovedpinen gjorde hende ude af stand til at lukke af for larmen, og hun gik lidt usikkert, i forhold til før, ned mod deres pladser. i det mindste ville der ikke komme noget dagslys herned, forkert tid på døgnet, blev hun ved med at sige til sig selv.. hun kunne sagtens klare lidt hovedpine.. det var jo ikke så slemt.. ikke i forhold til resultaterne på de slåskampe hun havde været med i..
Her inde i salens lys kunne man hvis man kiggede godt efter se et langt ar der strakte sig fra hendes albue helt ned til hendes håndled.. men det var bare som en let hvid streg på den næsten lige så hvide hud.. det vil sige svær at få øje på.. et minde fra en af hendes kampe med sin tidligere yngling..
Imens hun gik ned imod deres pladser, kiggede hun ned imod den række af siddende mennesker som de skulle forbi for at komme ind til deres pladser.. hvor besværligt.. men samtidig prøvede hun også at finde på noget at sige til Miguel.

Miguel lukkede kort øjne og prøvede at lukke all larmen ud af hovedet... Et kort sekund virkede det og håbet blussede op som et lys i en orken, før det så blev blæst ud igen, ligesom larmen steg til en ny højde.
Miguel kunne høre hvor anstrengt hendes stemme lød og han kunne ikke skjule et lille smil... Hun kunne vist heller ikke lide all den høje snak...
Mens han fulgte efter hende fik han øje på sin familie... Far, bror, Søster og Brors date... Hun var blond og storbarmet... Selvfølgelig. Der skulle jo heller ikke andet til for at Miguels bror straks ville falde for hende...
Han prøvede desperat at bryde sin hjerne med at finde på et eller andet smart og originalt spørgsmål, men det eneste hans stressede hjerne kunne finde på var: "Kommer du så i Teater tit?" spurgte han hende, mens han gik forbi alle de andre for at komme til pladsen.
Da de gik fordi Familien, kiggede hende den Blonde små tomt rundt... Det var tydeligt hun kun var hos hans bror så længe han gav hende dyre ting... Det kunne selv Miguel se...

Luciels rene ansigt udviste kun foragt da hun så den storbarmede blondine.. lignede sådan en man med rette ville kunne kalde dum som en dør.. men hun kunne se på Miguel at han genkendte personerne som pigebarnet sad sammen med så hun sagde ikke noget..
så lagde hun mærke til at Miguel spurgte hende om noget og hun rettede al sin opmærksomhed mod ham istedet.
- nej.. det er en engangsforestilling at jeg kommer her.. jeg kan bedre lide noget mere.. stille!
hun skar ansigt over larmen herinde, men smilede derefter stort til ham.. så stort at man godt burde kunne se at hendes hjørnetænder var lidt for lange før hun lod smilet forsvinde
- men hvad med dig? kommer du her tit? og tager jeg meget fejl hvis jeg siger at det er din familie det der?
hun slog ud med hånden mod hans bror, blondinen, søsteret og faren ligefør de nåede dem. det var et rent gæt, baseret på hans øjnes hvilen på fire personer..

Miguel sukkede invendigt da han hørte det... Det virkede så dejlig normalt at kunne lide noget mere stille... Så i pausen, så ville han spørge om hun ikke ville gå med fra forestillingen... Selvom det var sent, var det ihvertfald bedre end at få sprunget trommehinderne.
"Dejligt at høre jeg ikke er den eneste der nyder stilhedens små glæder" sagde han med et lille smil og kiggede over på scenen da hun smilte. Han havde set en bevægelse ud af øjenkrogen... Og ganske rigtig... Hans mor havde lige stikket hovedet ud for at se hvor mange der var.
Han skulede ondt til sin egen familie der på sine pladser, sad og lavede små tegn til hans mor. "Ja... De er vel en slags familie... Men hende den blonde... Med den måde min bror tænker på, vil han sikkert snart gifte sig... Bare så han har en der er dummere end ham selv i nærheden" sagde han lidt små surt, men havde svært at holde op med at smile over det, da han kom til at tænke over hvordan det ville være at høre en helt normal samtale mellem de to faldpander...

- det lyder som om at du elsker din familie meget højt.
luciels smil var lettere ironisk, som hun begyndte at bevæge sig ind imellem de to rækker af stole, for at komme ind til deres pladser..
Hvorfor skulle der også være så mange mennesker.. og for hundrede syttende gang spurgte hun sig selv om hvad hun dog lavede her.. endelig.. deres pladser..
Inde på deres pladser, lod vampyren sig dumpe ned og smilede et lille smil til Miguel, før hun, lidt lavmældt sagde:
- Men hvis din bror gifter sig med hende får han sig vel en kone der er ham ligeværdig.. ret mig hvis jeg tager fejl, for jeg kender jo ikke manden.. men hvis han er næsten lige så dum som blondinen der såh..
Hun lod resten hænge i luften, og så op på scenen.. tæppet hang stadigt ned foran kulisserne, og skuespillerene der nervøst stod bag tæppet mens de lydløst gennemgik deres replikker..
- mon ikke at de tror at jeg er din date.. altså din familie..
det var ikke til at høre på hende om det var noget godt eller noget dårligt..

//Sorry tiden... Min mor skulle lige fortælle mig... Ja et eller andet, hørte ikke helt efter XD//

//haha! kender det! kender det alt for godt! xD//

Miguel skjulte et fnys af et grin over det hun sagde. Men selvom han grinte... Så viste det jo bare at han nærmest havde givet hende ret. "Jo... Eller... Måske er hun klogere... Hun valgte jo at gå efter en der tænker med... Ja du ved nok" Sagde han mens han satte sig ved siden af hende.
Miguel kunne ha faldet i søvn i de behalige stole, hvis ikke det lige havde været for de millioner af andre der plaprede lystigt løs. De to værste, var 2 madammer en række foran dem, der tydeligvis mente at deres stemme var vigtigere end alle andres og derfor talte ekstremt højt om hvordan de vaskede deres fineste tøj.
Miguel prøvede at virkede henkastet da han svarede "Ja... Det må de vel tro..." Men det lød ikke så Henkastet som han havde håbet.

Hun så undersøgende på ham, og smilede drillende til ham, som for at sige at hun godt havde lagt mærke til hans tonefald.. men hun kommenterede det dog ikke yderligere..
Snart efter begyndte lyset at blive dæmpet, så der kun var lys på scenen, og langsomt blev snakken lidt lavere, i takt med at teaterets orkester begyndte at spille.
men de to madammer foran dem snakkede stadigt videre.. ikke lige så højt som før men højt nok.. mere end højt nok..
- hvor jeg glæder mig til dette her er ovre..
luciel lænede sig tilbage mod stolens ryglæn, og lukkede øjnene.. mens hun prøvede at ignorere musikken og madammernes snak for måske at kunne dæmpe hovedpinen lidt.. den hamrede løs på indersiden af hendes hovede og gjorde det svært for hende at tænke rigtigt sammenhængene..
da hun åbnede øjnene igen var forstillingen gået igang og skuespillerene var på scenen.. igang med at fremføre det de havde brugt de sidste måneder på at øve..

//Vi hopper bare lige lidt frem til Pausen... Ikke?//

//jup^^//

Folk klappede vanvitigt i forhold til det kun var pause... Miguel tog sig til tindingerne... Han havde haft ret i sin formodning... Skuespillerene havde ikke ligefrem snakket stille og roligt... Og musikken gjorde det ikke meget nemmere for ham...
Han rejste sig stivbenet op og kiggede på sin bror. Han og Blonddinen havde kysset mens der havde været mørkt, men rev sig hastigt fra hinanden da lyset det kom tilbage.
"Hør... Du vil vel ikke have noget imod at jeg sådan forlod dig nu... Jeg tror ikke jeg kan klare mere af den her slags larm" spurgte han Luciel... han havde faktisk mere lyst til at spørge om hun ikke hellere ville smutte sammen med ham, men han kendte hende jo knap nok.

Luciel lignede også en der godt kunne trænge til at komme væk fra alt larmen.. hun rejste sig også hurtigt op, overraskende nok var hendes ben ikke stive..
- jeg tror så bare at jeg vil gå med dig.. jeg holder ikke til resten af stykket..
Hun ignorerede bare helt Miguels bror og hans kæreste, de var ynkelige de to små mennesker.. det ville være hende en glæde at gøre en ende på en af dems liv hvis de en dag kom hende på tværs.. men det sagde hun jo selvfølgetligt ikke noget om.. for hun kunne jo godt lide Miguel.. rigtigt godt, faktisk..
- hvad med at vi så finder os et noget mere stille sted?
Hun smilede igen til ham, og lod sig følge med strømmen hen imod teaterets udgang, mens hun sørgede for dog alligevel at følges med ham.. menneskerne skubbede og puffede til hinanden, men det gjorde ingen foreskel for den lille stærke vampyr kvinde.. hun gik bare helt normalt videre som om at der ikke var nogen mennesker omkring hende..
med vuggende hofter, og højt løfted hovede, afgjordt en som de fleste ville lægge mærke til, og som mange drenge så langt efter.. for det fleste af de drenge blev det dog deres ulykke.. de endte for det meste i en gyde, bevidstløse af blodtab..

Miguel smilte stort og prøvede forgæves at skjule det. "Udemærket" sagde han og smilte over det. Han begyndte også at følge med i strømmen. Da han nåede hen til sin bro sagde han lettere højlydt. "Den der læbestift klæder dig virkelig!"
Mens de så ivrigt havde kyssede hinanden og nærmest havde flået tøjet af, havde hans bror selvfølgelig glemt at tørre læbestiften af, som havde sat sig på hans egne læber fra hendes, på hans kind, på halsen og hvem vidste hvor længere ned det gik.
Hans bror rødmede irriteret og skyndte sig at tørre det af, mens Miguel gik derfra med et lumpede smil på læberne over det.
"Det lyder som en god idé..." sagde han mens han brød sit hoved med at finde på et sted... Men han kunne ikke komme i tanker om et der var tæt nok på. "Øhm... Kender du et?" spurgte han, mens han så endelig nåede ud i Entréen, hvor han tog sin lange frakke på igen og holdt døren åben for hende.
De andre var ivrigt begyndt at snakke videre og hævede hurtigt deres stemmer for at overdøve andre.

Luciel grinede lidt da han holdt døren for hende, det var ikke noget hun var vant til, men på en måde var det meget sjovt at prøve det.. bare en gang i det mindste..
- hm.. jeg tror desværre ikke at der er så mange forskellige muligheder på denne tid af natten.. folk er jo ved at gå til ro.. men der er jo den mulighed som hedder en bar, ellers kan du vel altid tage med hen til min lejlighed, selvfølgetligt bare som ven..
Det sidste tilføjede hun ret muntert bare for at han ikke skulle tro noget forkert om hende.. hvorfor gjorde hun sig så stor umage med ham? det plejde hun da ikke, i hvert fald ikke overfor mennesker..
ude på gaden støttede hun sig op ad et hushjørne mens hun skar ansigt af sine højhælede sorte stilletter, som skinnede i gadelygternes skær..
Hun så vurderende på Miguel, som for at finde ud af hvor meget han kunne holde til.. hun overvejede nemlig at fortælle ham om hvad hun var.. hun blev nød til det på et eller andet tidspunkt hvis hun ville blive ved med at tale, og være sammen, med ham..

Miguel gik et par skridt omme bag hende. Han tænkte lidt over det hun havde sagt.
"Hvis du skal være helt ærlig... Tror du så selv på at folk på en bar, på denne tid af natten, vil være stille?" spurgte han med et lille grin over det. Han kunne ikke rigtig få sig selv til at se det på den måde. Han forestillede sig at folkene nu var pibe stive, så pibestive at de ville gribe efter enhver af Hunkøn og komme op og slås med enhver mand i nærheden...
Og sikkert skråle af sine lungers fulde kræft... Han skuttede sig lidt ved den tanke.
Han stak hænderne i en af sine lommer og hev sine Tarotkort med op... Han lagde dem jo næsten aldrig fra sig.
Ganske langsomt begyndte han at blande dem... Nærmest for at samle tankerne lidt.
"Men ellers... Så vil jeg da gerne med hen til din lejlighed... Som en ven selvfølgelig" sagde han hurgigt og kiggede på hendes ryg der svajede noget så flot og blikket gled et kort sekund længere ned på hendes røv der vuggede over Stiletterne før han så nærmest slog sit eget blik op igen.