Efter en Dags Træning... (Keela og Alecia)

Miguel satte sig op af træstammen. Han var godt udmattet efter den her dag. Han havde skudt med sin bue i godt og vel 3 timer nu... Og han vidste at han ville blive alt for træt til at gå hjem, så han havde taget lidt udstyr med til at overnatte ude i skoven... Hvilket han ikke havde noget imod selv...
Hans familie havde ikke gjort andet end at ryste opgivende på hovedet og vidste det ikke ville hjælpe at sige ham imod... Så nu sad han ved et dejlig varmt bål med en gryde henover hvor en liflig duft bredte sig fra.
Det var rimelig tydeligt at se at han havde lært sig selv alt det her, eftersom Miguel så tit tog på sine lange Impulssture, blev han nød til at lære at overleve for sig selv...
Måske 3 meter fra bålet, stod der et enkelt og simpelt telt, hvori hans bue lå i og hans andre små ting... Som hans Tarot kort selvfølgelig... Han vidste hvad der ville ske, hvis han efterlod dem der hjemme.. De ville sikkert blive brændt eller klippet i stykker...

Miguel lavede et dybt suk og slappede så endelig helt af i hele kroppen.

Keela fløj rundt i skoven. Det var aften og det perfekte tidspunkt for at flyve. Hun var i sin ørne form. Hendes ørn var meget anderledes end andre ørne. Hun var nemlig hvid, men ude på spidserne af hendes vinger var der sort. Hun kunne lugte en der havde lavet med. En der skulle overnatte? Hun landede på en gren tæt på ham og kiggede. *Et menneske?* tænkte hun undrende. Hun hylede en enkelt gang af ham for at se om han ville gøre hende noget. Hun gad ikk forvandle sig til sin menneske form da hun nok ville live spurgt hvad hun lavede herude. Så hun blev i sin ørne form. Hun kløede sig med næbbet under den ene vinge og kiggede på ham igen.

Alecia havde i de sidste to timer fulgt menneske drengen nysgerrigt med øjnene. Han havde i flere timer rendt rundt i skoven med sin bue, han var faktisk ret god, det måtte man give ham. Hun sad omkring tyve meter fra ham, lydløst gav hun et lile suk fra sig, hvad lavede hun overhovedet her? HVorfor var lige præcis denne menneske dreng så interesant? Hun kunne ikke en gang svare. Hun rystede kort på hovedet og lukkede øjnene. Hun slog igen øjnene op da hun hørte et skrig fra en snehvid ørn, som sad oppe i et træ henne ved drengen. *Animagus...* Tænkte hun og kneb øjnene en smule sammen. Hun hadede dem, de var altid så pisse arrogante. Egentlig var hun kun omkring dem af hendes egen race, hvis hun overhovedet var sammen med nogen.. Hun kunne allerbedst lide at være alene, nyde stilheden. Hun glippede kort med øjnene for at vende tilbage til virkeligheden og så så igen på ørnen og drengen.

Miguel drejde hovedet ved lyden af en ørn... Var der ørne her? *Nåårh ja... Hvor der er bjerge er der sikkert også Ørne* tænkte han logisk og fik så øje på den snehvide ørn... Han kneb øjne sammen... Den virkede ikke som nogen af de normale ørne... For det første, så var den snehvid med undtagelse af det yderste af vingerne... For det andet... Så kom ørne kun hen til mennesker af en grund... Og det var for at få noget at spise...
Hans blik flakkede mellem hans varme Kaninragout og ørnen... Men ørnen værdigede jo knap nok maden et blik... Blikket var rettet imod Miguel... Ham selv...
Han blinkede 2-3 gange og bukkede så kort hovedet... Normalt ville en ørn se det som en form for 'Jeg-Laver-Ingen-Problemer' Men måske var den her Ørn aggresiv... Ja det måtte han jo se an... Han havde den brede kniv han brugte til at flå dyrene op når han havde fanget dem... Hvis den kom tæt nok på, ville han gøre et udfald mod den... Men ikke ellers.
Miguel rørte kort i gryden og prøvede at glemme ørnen... Men det var bare endnu engang som om nogen stirrede på ham... Nu havde han haft den følelse halvdelen af dagen og havde derfor bare rystet den af sig... Men nu kom den igen, nu hvor Ørnen var der...

Hun fløj ned og stod nogle meter væk fra ham. Hun løftede vingerne og hylede højt da hun så han holdte en kniv. Hvis hun var en ulv ville hun knurre af ham. Hun kiggede på en pige der stod lidt langt væk. Hun satte hovedet på skrå og kiggede på drengen igen. Hun gjorde sig til et menneske igen, så hun vidste han ikk ville skade hende. "Hej." sagde hun glad og smilede venligt. Hun satte hovedet på skrå og kiggede på hans mad. Hun kiggede på ham og derefter teltet. "Du har vel nok jagtet meget?" smilede hun let og lagde sig på maven. Hun var rimelig tynd og hendes hudfarve var normal. Ikk for lys eller for mørk. Hun smilede glad og fik sin trøje lidt ordentlig på. Hun strakte sig og gned sine øjne.

Alecia rystede irriteret på hovedet, da hun så hvordan den snehvide ørn landede nede på jorden bare et par meter fra drengen. *Opmærksomheds krævende kræ.* Tænkte hun vredt og kiggede væk fra dem. Solen var gået ned for et par timer siden, og månen tittede frem mellem træerne. Hun lukkede øjnene og mærkede hvordan vinden legede med hendes sorte hår der hang ned over hendes skuldre. Hun hørte igen en underlig lyd ovre fra dem, og skævede derhen. *Selvfølgelig...* Tænkte hun, da hun så hvordan ørnen havde forvandlet sig til en pige, som lå på jorden foran drengen. Hun hadede virkelig Animagus'er, de var så opmærksomhedskrævende, så arrogante, så irriterende at høre på. Hun sukkede irriteret og rejste sig op. Da hun havde taget et par skridt i den modsatte retning af dem, tænkte hun at det måske ville være det værd at se hans reaktion på at se hvordan hun havde forvandlet sig til et menneske igen. Så hun vendte om, og bevægede sig lydløst frem mod dem.

Miguels mund formede kort et perfekt O, før det så gled hen i et mere Ovalt et af slagsen da hans kæbe hang over den utrolige overraskelse... Hvad var det her for et sted?
Han prøvede at genkalde sig det hele i hukommelsen... Men det var så... Slørede... Selvom det var sket lige for mindre end 2 minutter...
Ørnen var landet... Havde skræppet lidt op og så forvandlede sig til kvinde... Hvad fanden skete der her? Var det her sted forbandet eller noget.
Miguel rejste sig op og vaklede udenom træet, mens kniven nærmest sprang op i hans hånd... "Hold dig væk fra mig... Du skal ikke komme tæt på" Sagde han lettere skræmt over det.
Han vaklede, uden at vide det, direkte imod Alecia... Men han havde slet ikke set sig om bag ved, så han havde bare valgt at gå baglæns så han samtidig kunne holde øje med den der... Ting...