Efterårsdag (Alecia)

Regnen dalede langsomt ned mod jorden fra dets tidligere opholdssted oppe i himlen blandt de mange skyer, men vinden rev det med hen over stok og sten, det ramte træer, buske, vildt og blidt rundt omkring i hver en eneste krog, nu var efteråret her da, den årstid som denne han brød sig allermest om, også den årstid hvor han kunne rende frit omkring uden nogen form for forklædning, men han var dog i sin sorte katte skikkelse med de store klargrønne intelligente øjne, og pelsen som skinnede let i skæret. Den lille skabning løb i læ under en lille hulning i et træs rødder og lod de store øjne strejfe vidt omkring imens det undersøgte en hver form for bevægelse, nøje og tænkende, dets ører var foldet let tilbage imens det tog den ene pote op og begyndte langsomt at slikke den med halvåbne øjne, det lukkede så sine øjne igen og kiggede hastigt hen mod et krat hvor det syntes at have hørt noget, den sorte kat trådte langsomt ud af sit skjul og ignorerede de mange regndråber der begyndte at pible ned i dens blød pels, da den nu havde fået øje på en mus, og lod sig side parat til at overfalde den i en let sammenkrøbet stilling, det ventede tålmodigt og slikkede sig kort rundt om næsen eller snuden hvis man kunne kalde den det. Han gabte kort og da musen nu var kommet lidt tættere på gik han til angreb og spænede efter den med hastige lette slag med poterne ned i jorden, og fangede inden længe musen med den ene pote hvis kløer der havde plantet sig ned i dens ryg og slikkede sig atter rundt om snuden igen.

Hun sad på en bænk der for længe siden var blevet plantet ved søen.. hun havde set der lange, i hvert fald i 3 timer. Hun havde været der da det begyndte at regne.. Hun elskede at sidde i regnen og kigge ud over søen, der var et eller andet fredfyldt ved det. Hun kiggede sig over skulderen, og fik øje på en lille sort kat. Hun smilede skævt. Katten jagtede en mus, hun havde altid godt kunne lide katte.. Hun havde altid kunne se lidt af sig selv i en kat.. Hun satte sig for enden af bænken, og lagde næsten hånden helt ned til jorden.. "Hvor er du sød." Mumlede hun, imens hun gav op i at prøve at få kattens opmærksomhed. Hun vidste hvordan hun selv var når hun jagede så hun skulle nok ikke tale for højt. Hun smilede imens hun med store øjne iagttog den lille storte kat, spæne efter musen. *Haps* Så fik den fat i den.. Hun nød at se det, nød at se at hun ikke var den eneste der var et kold blodigt monster.

Omg. Jeg staver jo som en spasser lige nu?!
*Hun havde sat der længe, skulle der stå.. -.-'

I mens musen blev ved med at pive legede Zean med den, en underlig vane han havde fået i sin katteskikkelse, han bukkede sig så frem og begyndte at spise af sit bytte, faktisk havde han været utrolig sulten hvis han skulle være helt ærlig, men det var der jo ikke så meget at gøre ved nu, han kiggede dog hurtigt hen mod en lyd, som i grunden kun havde været en mumlen, men det var en lyd, han kiggede nu på en pige, han kendte hende ikke, men man kendte jo heller ikke alle i denne by, og hvor interesseret var han egentlig lige i at få ‘nye venner’ han rystede lidt med ørerne, og spiste færdigt af musen med halvlukkede øjne, han kiggede dog hen mod pigen igen med de klar grønne øjne hvor der faktisk var tre forskellige farver, først havde de en helt mørk ring uden om selve regnbue hinden, så blev de helt lyse i en næsten helt forårsgrøn farve, så kom der grålig cirkel rundt om pupillen og så inden selve pupillen kom der den samme forårsgrønne farve igen, det så måske ret underlig ud til en kat, men hvor mange sagde lige at han var en? Han kiggede stille rundt inden han tog sin pote op til sig og begyndte at slikke den ren for blod og andre sager, sjovt så renlig en kat faktisk var, så underligt at det rent faktisk var det reneste dyr, hvis han ikke tog meget fejl, eller af pattedyrene var den vidst nok, hvis man ikke talte menneskerne med, egentlig så glemte mennesker tit at de også var dyr, at de også var en del af fødekæden. Det var alle de andre racer også, alt havde sikkert en fødekæde, han mumlede lidt og sukkede så inden han lod blikket glide rundt, men kiggede så igen på hende og var i bund og grund ikke sikker på om han skulle gå hen til hende eller hvad hun havde tænkt sig. En kæmpe regn dråbe landede på hans ryg og han fór sammen og søgte nu ly under bænken da den var det nærmeste lige i øjeblikket.

Hun kiggede hen på katten igen, den sad og slikkede sig ren. Hun smilede skævt. Hun fik hurtigt øje på noget underligt ved kattens øjne, da den igen åbnede dem, kunne hun se hvor mange forskellige farver der var i dens øjne.. Den varme efterårsgrønne farve gjorde hende i godt humør. hun havde en underlig fornemmelse af at katten stirrede på hende, og at den overvejede noget.. Den sad med et meget tænkende blik og stirrede. Hun smilede igen, hun havde ikke set en kat se så filosofisk ud før. Hun havde oplevet meget i hendes leve tid, men dog aldrig set en kat se sådan ud før.. Hun kiggede væk fra katten, den havde det nok ikke så godt med at folk stirrede på den.. Det vidste hun i hvert fald at hun ikke selv var.. Hun vendte sig halvt, og satte sig ordenligt på bænken igen.. Hun trak benene op under sig, og stirrede ud over søen.. Hun kunne se et par ænder svømme hen mod hende, i håb om at hun måske havde noget spiseligt, de kunne få.. Hun betragtede sivet svinge i blide bevægelser frem og tilbage, i den blide efterårsvind. Hun lagde sit hoved tilbage og lukkede øjnene, hun nød den kolde støvregn mod hendes ansigt. Det var så afslappende. Pludselig fangede hun en hurtig bevægelse, bag ved sig. Hun kiggede ned, og så den lille sorte kat sidde under bænken. hun undrede sig over hvorfor, den dog var flygtet hen til hende.. Den burde da løbe væk. Hun smilede forsigtigt. Lige så stille, lagde hun en hånd ned til katten. Den var så smuk og elegant.

Han kiggede rundt imens han tænkte over hvorfor han egentlig var her i skoven, og hvad formålet i grunden var, hvorfor han tænkte sådan nogle underlige tanker som han gjorde lige nu? Hvordan det kunne være at han skulle tænke alt igennem før han lod det glide bort igen, han rystede lidt med det spidse ører, hvorfor kunne det ikke være lige meget? Det var dog os bare i utroligt så mange tanker der kunne gå igennem en på en dag, og selvom man rent faktisk ikke tænkte så tænkte man alligevel, det var bare så… ja underligt, men i grunden var alt underligt det kunne man ikke benægte ham i, da han så en hånd komme frem fra bænkens sæde, og sikkert ventede på at han ville gnide sig op af den kunne han i grunden ikke helt stå i mod, der var et eller andet over ham når han var i en katte krop der gjorde at han havde lyst til at være nær folk at blive nusset og kælet med os selvom han i grunden ikke kunne se nogen speciel godt argument for hvorfor han skulle det? Men folk var jo ikke helt normale hvilket fik en til at ryge tilbage til det med at alt var underligt, alt og alle var underlige, sådan var det bare, det kunne man ikke sige fra over, men han ville da komme med et stærkt argument om hvorfor der ikke ville være noget der var normalt, hvis det var normalt kunne der ikke stilles spørgsmål omkring det, og det kunne der ved alt, lige meget hvad, selv fra menneskets mindste knogle, som faktisk var i øret til det største i universet, selv fra en bitte myre til en noget i det uendelige. Han spandt en smule da han blev ved med at gnubbe sig op af pigens hånd, han fandt det besynderligt dejligt at kunne blive nusset og aet som kat, utroligt så kælen man kunne være når man var i en anden skikkelse, at man kunne ændre ens personlighed så meget, det var ligesom folk der blev påvirket af andres energier, at man bare ja, kom ud med den samme energi.

Hun fnisede lidt da hun mærkede katten stryge sig op af hånden.. Hun kløede den blidt på halsen, men trak så hånden til sig.. Hun kiggede igen ud over søen.. Den rolige vind tog fat i hendes hår og blæste det hen over hendes ansigt.. Hun smilede og lukkede øjnene. Støvregnen var ved at aftage, men det kom lidt i doser.. Hun åbnede igen øjnene, og kiggede op mod himlen, den var næsten blevet helt sort nu, men de få lugte pæle der var, lyste det hele en smule op. Pludselig ud af det blå stod regnen ned i stive stænger. Men hun flyttede sig ikke. Hun gad ikke, hun nød den kolde regn mod hendes hud. *Hvad er det mennesker har imod regn?* Tænkte hun, og kunne ikke finde svaret. Hun elskede regnen, der var noget ved den der både var vild og utæmmelig, men også blid og følsom. Hun kunne ikke få nok af regnen.. Den var dens egen herre. Hun kiggede ned på den lille sorte kat der stadig sad nedenunder bænken, hun trak sin regnfrakke af, og lagde den over bænken så regnen ikke strømmede ned på katten, igennem rillerne i bænken. *Stakkels kat.* Tænkte hun og så ned på den. Den virkede så forsvarsløs, som den der sad og rystede af kulde.

Hun så ud på søen, der bevægede sig rastløst.. De små ænder havde flygtet ind under sivene, i håb om at de kunne dække for den ubamhjertelige regn. Hun kiggede igen ned på den lille kat. "Er du okay?" Spurgte hun. Først ti sekunder efter gik det op for hende, at hun var komplet latterlig.. Det er kun børn og barnlige voksne der taler til dyr. Og hun var alt andet end barnlig. Hun så på den lille sorte kat. Meget muligt at den stadig var en killing, men den havde nogle gigantiske klør! Hun fik lidt af et chok da katten kiggede op på hende, de store lysegrønne øjne var så smukke.. De havde et eller andet magisk over dem.. Det var ikke som andre katte, eller mennesker for den sags skyld! "Du er lidt speciel du er.." Sagde hun og smilede. Hun tog igen sig selv i at snakke til katten.. "Jeg er ikke for klog." Sagde hun til sig selv, og rystede på hovedet imens hun så ud over søen. Regnen aftog stille, men blæsten blev ved med at blæse bladene hen over søen. "Du kan godt komme ud nu." Sagde hun til den lille sorte kat, uden at se på den. Hun kiggede på en af de store vandblomster der var ude i midten af søen. Hvad var det nu de hed? Annemoner..? Naarh.. Okidéer? Neej.. Åkander! Der var den.. Den store gule blomst flød på overfladen af vandet. Den var meget smuk.. Hun kiggede igen ned på katten. "Hvad er der med dig?" Spurgte hun, og flyttede så sin regnfrakke.

Han kryb sig let sammen imens han kiggede ud på regnen, tænk det kunne regne så meget ikke noget han havde forventet, men hvad så, underligt sådan som folk rendte rundt og sagde ting, omkring regn, de sagde de hadede det og hvad vidste han, men var et brusebad næsten ikke ligesom en koldregnvejrs dag? Forskellen var jo bare at det der kom fra hanen af var varmt, og det der kom her, koldt. Han rystede lidt på det sorte hoved der var ved at blive godt vådt, hvorfor havde han noget imod regn i denne skikkelse? Måske fordi det gjorde det svære for ham at holde varmen, men i grunden ville han ikke skifte form til et normalt menneske, han gad ikke, han følte sig underligt fri i denne her form uden at skulle bekymre sig om hvad folk mente og sagde til ham om at, han var da en flot nydelig ung mand, og ja ham kunne de da godt se mere til, og hvad vidste han, i grunden så fandt han det meget mere rart bare at være sig selv, og det var jo det denne katte skikkelse gjorde, gav ham plads til at være sig selv, uden at skulle bekymre sig om folks kommentarer, det var muligt han ikke gad folk og virkede ligeglad, men de anede ikke hvilke tanke der gik inde i ham, hvilke tanker verden gjorde ham, og hvilke tanker de gav ham, han rystede lidt på hovedet og kiggede op på pigen der nu sagde noget inde i sit hoved, bedre kendt som tænkte noget, og han kunne ikke lade være med at smile indvendigt over det, tja stakkels ham? Han vidste ikke helt om der var noget stakkels over at han fik vand på sig, men nu vidste hun jo heller ikke hvad han var, og han havde heller ikke i sinde at bryde den normale katteskikkelse ved at tale, det havde nok set lidt dumt ud, men han vidste godt hun var vampyr, det kunne tydeligt mærkes i atmosfæren, underligt så meget han gik op i hvilke racer der omgav ham, nok fordi der var så mange som også var væsner og også vidste at han var vampyr, at de begyndte at lokke ham med noget af deres blod, hvilket han i grunden ikke brød sig om, da han jo ikke var stolt på nogen måde over at han var det han nu engang var. Et lille gab pressede sig igennem den lille mund, med den spidse snude, ja man kunne vel godt sige at han var træt, men hvad så, hvad kunne man gøre ved det? Katte var jo også nat dyr, præcis ligesom hans naturlige form, et rovdyr, natdyr, og helt igennem nådesløs, sådan opfattede folk vampyrer, nådesløse og kolde, men i grunden så var de jo lige så normale som dem, hvad skulle der være anderledes? Han fattede det ikke, og lod os bare tanke drive væk. Øjnene lukkede sig halvt i da regnen stilnede af, og betragtede omgivelserne lidt, inden han tittede ud fra bænkens læ og strakte sine poter og korte ben lidt, han rystede lidt, af ren vane når han fik vand på kroppen i denne skikkelse. Da hun sagde han var speciel vidste han ikke helt hvad han skulle tænke, det var jo på grund af den øjenfarve hans katteskikkelse havde, den øjenfarve han havde haft før han var blevet til en vampyr, men det var jo mange år siden nu, så hvorfor tænke over det. Han tog den ene pote op til sig og begyndte ligeså stille at slikke den, inden han kiggede rundt, og lod så blikket hvile på hende, skulle han hoppe op til hende, gå sin vej, eller hvad skulle han? Så mange spørgsmål, så få handlinger. Han tog dog beslutningen i at hoppe op på bænken og satte sig roligt på sædet med hovedet let på skrå imens det kiggede på hende med et roligt blik.

Hun blev ved med at kigge på den lille kat, den stirrede tænke fuldt på hende. Hvad var der i grunden med katte? Hvorfor var det de altid skulle stirre på en? Hun kunne rigtig godt lide katte, de var mystiske.. Men de gav hende en masse at tænke over. Hvorfor kiggede de så dybt på hende? Hun fik et lille chok da katten hoppede op til hende.. Hun kiggede ned på katten. Hun smilede skævt til den, det var underligt med katte. Men skulle tro de havde en trang til at mennesker rørte ved dem, et behov for opmærksomhed.. Men så når man endelig rørte dem et stykke tid, så skrider de. Hun så ud over søen igen, uden at kigge på katten. HVis den ville snakke med hende ville den vel bare komme? Blæsten tog stadigt hårdt fat, den blæste hendes hår hen over ansigtet på hende. Hun lukkede øjnene og nød det. Hun tænkte tilbage til da hun var lille, og hendes far havde taget hende og hendes lillesøster, Mia, med ned til bækken for at fiske. Men de blev nødt til at tage hjem igen fordi det blæste for meget, men alecia insestrede på at de blev. Hun havde aldrig haft noget imod blæst, tvært imod! Det var det samme som regn.. Hun nød det. Hun undrede sig tit over hvad det var mennesker havde imod regn og blæst.. Det havde jo altid været der, og det ville det altid være. Hvorfor hade noget man alligevel aldrig kunne slippe for? Det kunne hun ikke se.. Det forekom hende underligt.. hun så ned på katten, den stirrede stadig på hende. Men med rolige øjne.. Hun smilede skævt til den. Hun kunne godt lide den kat.. Den var ikke helt som de andre. Ligesom hende selv.. En helt for sig selv.. Hun smilede, et stort smil så man kunne se hendes lange tænder.

Han kløede sig lidt bag øret med den ene forpote og lod tankerne hvile i en stund imens blikket flakkede lidt rundt og betragtede det hele med et roligt og ret så dovent blik, han kunne jo sagtens finde på at lægge sig til at sove lige nu og her, hvad fanden skulle der være i vejen med det? Han så ikke nogen grund til at lade være, og hvorfor så os? Han rystede på hovedet da tankerne igen tog til, de forbandede tanker, kunne da heller ikke lade en være når man prøvede på at få dem til at gå sin vej?! Måske skulle han egentlig til at tage tilbage til teateret? Det var jo hans opholdsted, det hjemsøgte teater, ha! Det lød så dumt som den sidste bog på fem sider, han sukkede stille og lagde sig ned på maven imens han sukkede lidt og kiggede igen op på pigen der sad ved hans side, han kunne se et ret så sørgmodigt blik i hendes øjne, gad vide hvad der var i vejen?, et ret ironisk spørgsmål hvis han skulle være helt præcis, han interesserede sig ikke just i hvordan folk havde det, med mindre de stod ham virkelig nært, hvorfor også interessere sig for andre når man jo havde sine egne problemer, sine egne vanskligheder og alt den slags, han rystede atter på hovedet, havde han ikke lige bedt sig selv om at lade være med at tænker?! Når men hvorfor i alverden blev han så ved?! Det gav jo ikke nogen mening at bede sig selv om noget også ikke gøre det, hvilke veje ville det så ikke tage?... han skuttede sig lidt i sin tynde pels så de tørre hår på hans ryg rejste sig en anelse. Hvilken efterårs dag, dejlig køllig, våd., ulidelig våd, og ikke bestemt bekvemt, men hvad så, det var det jo heller ikke ligefrem om sommeren, hvor det var umuligt at komme uden for sin dør, uden at føle sig ædtset op af solen, på nogen tænkelig måde. Han lagde stille sit hoved ned på sine poter og lukkede øjnene, da han følte sig lidt udmattet. Men endnu et spørgsmål dukkede op i hans hjerne, som forlangte analysering, og gennem rodning og hvad vidste han før det ville forlade ham igen, selvom han prøvede så godt han kunne på at slippe det men det ville ikke nogen steder, hvis normale mennesker havde hørt det spørgsmål som knagede inde i hans hoved, havde de med sikkerhed grinet sig selv til døde over det.

Alecia kiggede atter ud over søen. Det dårlige vejr, var langsomt ved at aftage, og vandet blev roligere. Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Selvom hun ikke gav katten specieltmeget opmærksomhed, kunne hun godt lide atden var der, hun havde brug for selvskab engang imellem.. Hun måtte indømme, hun havde det jo tydeligvis bedst alene, men nogle gange kunne hun godt lide selvskab. helst fra dyr, hun kunne ikke lide mennesker. Og til en hvis grad heller ikke vampyrer.. Men det var jo den eneste form for selvskab, hun rent faktisk kunne tale med, uden at få lyst til at slå personen ihjel.. Så det var vel egentlig godt nok..?
Hun så ned på katten, der søvnigt lukkede øjnene. Den var nu sød den kat.. Hun bevægede langsomt hånden hen til katten og aede den blidt på siden af hovedet. Den spærrede øjnene op, måske var den overrasket over at hun pludselig havde rørt den, eller måske bare irriteret over at hun havde forstyrret den i dens søvn. Hun fjernede hånden igen, og foldede sine hænder ovenpå benene.
Pludselig rejste hun sig op, og gik længere hen mod søen, ænderne svømmede langsomt, og rappende hen mod hende.. Hun satte sig ned i det våde græs, lukkede øjnene og lod tankerne strømme rundt i hovedet på hende.