Venter inde i skoven

T:21.00
O:Træer,Yukii,og en klar mørk himmel
V:Klar ro og små vinde
S:Skoven
_______________________________________________
Yukii stod inde i skoven lænet op af et stort tykt træ der lignede et egetræ eller noget i dne stil.Hun kunne se mange træer nogen som var forskellige andre som ikke var så forskelllige, så vendte hun blikket ned på hendes hænder de var blå helts ikkert på grund af den stille kulde ellers så var der ikke andet som generede hende.

Skridtende fra de bløde trædepuder kunne ikke høres, men den sølvgrå pels lyste på det nærmeste op i mørket. Den lille killing så helt forfærdligt lille ud, blandt alle de store træer. Hun var jo heller ikke synderligt stor, men alligevel... Artemis havde for en gangs skyld valgt at følge lyden af tanker, og ikke flygte fra den, da hun faktisk gerne ville have en smule selvskab. Hun havde valgt at nærme sig i katteskikkelse, da folk var mere tilbøjelige til at ville have en killing til selvskab, end et barn på hendes alder. Og desuden kunne hun bare bedst lide sin katteform. En killing var nemlig langt mere fri, end en pige omkring de ni år...

Yukii stod lidt fast lænet op af træet mens hun sukkede lidt for hende havde hun længere henne tænkt at der ikke kom nogen så det gav et meget stort suk fra sig.Hun smillede så for hun kunne nemlig godt fornemme nogen tættere og tættere på hende,hvem, hvad, og hvorfor var de eneste spørgsmål hun stilte sig selv.Hun syntes på et tidspunkt at hun kunne se noget eller nogen.

Artemis sprang over en meget stor gren, og fik nu øje på en skikkelse lidt længere fremme. Hun miawede sagte, og gik hen mod denne fremmede. Bare for at se hvem det var? De grønne øjne, skød rundt i skoven, men faldt hele tiden tilbage på skikkelsen. Hvem var det mon? Sikkert ikke nogen hun kendte.. Men på den anden side, så havde hun meget længe levet meget isoleret, og kendte derfor ikke rigtigt nogen udover Magic Man, og Nanny Blue.. Men de talte ikke rigtigt, for de var jo nærmest en erstatning for hendes forældre.. Og forældre talte ikke som nogen man kendte, for det var jo helt naturligt at kende sine forældre...

Yukii kiggede op for at se rundt i omgivelserne der var nogle få ting hun
syntes godt om som var så smukke og andre ting hun ikke kunne lig
.Så gik hun lidt rundt efter sin følelse af at der var nogen i nærheden"hmm hvem der
en stærk lugt"sagde hun stille og bevægede sig pludselig meget hurtigt hen til det nærmeste træ og lagde en hånd derpå*hmmm* tænkte hun stille

Stille luntede Artemis tættere på. Den fremmedes tænksomhed morede hende. Igen miawede hun, og stoppede denne gang op, nogle få meter fra pigen. De grønne øjne var fast rettet mod hendes ansigt. Hvad mon hun hed? Hvem mon hun var? Og hvad mon hun lavede i skoven, så sent om aftenen? Artemis gabte kort, så de skarbe tænder, og den lille lyserøde tunge kunne ses. Gik nysgerrigt nogle få skridt tættere på den fremmede pige.