Vinden i håret, skateboardet under sig... Så går det nok! [Blase]

tid: Ved en aftentiden.
sted: skaterparken
vejr: månen lyser parken op, og regnen er for længst gået sin vej.
omgivelser: Skater ramper, astfaldt. Ellers et par unge der er ved at gå hjem, i deres seng.
______________________________________________________________________________________


"Wush.." sagde det, hver gang pigen strøj ned at den høje rampe. Hun tænkte ikke på sikkerheden, hun var jo også blevet bedre til det. Hun var iført, et par hullede jeans, og en kortærmet stor trøje. Hendes hår var sat op i en knold, men der var noget der havde sluppet ud. Der var ikke andet end konsentration, i hendes hoved.
Hun stod oppe på det højeste punkt på rampen, og tog halvdelen af sit skateboard over kanten. Hun åndede tungt ud, og mærkede vinden i håret. Hun ELSKEDE det simpelthen, ar føle sig fri, ikke at have nogle forpliktelset. Da hun kom op på den anden side, gjorde hun et triks som hendes storebror altid gjorde. Svang sig op, så hun stod på en hånd ved enden, og lavede elegant en vejrmølle ned over kanten. Og gled ned af rampen, det gik lidt galt. Så hun røg på røven, oppe på dette høje sted. Men det forblev elegant. Hun sad med benene ud for rampen, og skateboardet i hånden. Med et tungt åndedræt...

Første gangen skulle komme, og første gangen var i dag. En dreng kom hen langs de lange gader, der var nærmest mennesketomt, mens tankerne cirkulerede rundt omkring hvor mennesker var henne, hvor var de taget hen, men dette var vel bare en typisk dag hvor stilheden beherskede over byen, som den gjorde i så mange andre, han havde dog ikke lige regnet ud at det skulle være sådan, dog lod han sin hjerne gemme denne dag i en mappe som blev gjort inde i hans hjerne hvis mekaniske dele så ud til at arbejde som den altid gjorde, dog vidste han at det snart ville være på tide at skulle besøge sin fars næst kommanderende, da den gamle var ved at blive svag i krafterne og muligvis ikke kunne fortsætte med at reperaer hans dele og lave nogle nye, hvilket han ville undgå at opleve, da han… var hans fars værk, og det skulle ikke menes i at han var søn af ham, men at hans far havde brugt ham som et eksperiment, eller nok nærmere havde den store videnskabs mand gjort hvad han kunne for at redde sit tilskade kommende barn så godt som muligt.
Blase, drejede kort af da han kom hen mod centeret, hvor han var på vej hen, vidste han ikke selv, hvad han ville, havde han ikke fundet ud af endnu, og det var ham som var robotten og skulle vide den slags. En kort hovedrysten kom frem, og lod sig selv gå videre til skaterparken kom til syne.

Sookie sad lidt sådan, indtil hun fik vejret. Hun syntes det var mærkeligt, at hun ikke svedte. Men slog det væk, hun rejste sig op, og gjorde dog klar. Men hun mærkede noget, på vej hen mod skateboard banen, og hende. Hun så ud af øjnekrogen, en skygge kunne hun skimte. Som blev reflekseret i månelyset, månen var smuk. Hun tænkte ikke rigtig over det, men hun tog elestiken ud af håret, så det faldt ned i pæne folder, ned af hendes ryg. *Det var også ved at iraterre mig!* tænkte hun, og bøjede sig fremover, og mærkede igen vinden mod hendes ansigt. Hun tog en indånding, mens hun lavede det samme triks som før. Ellers kørte hun over en rampe, hvor hun nærmest fløj. De følte hun, at være fri. Hun kom op på den u-formet rampe, en af hendes favoriter. Og mærkede at der var en der kiggede på hende, som om at hendes krop begyndte at prikke.

De mange baner, som lod sig genne sig vej ind imellem hinanden, og hvordan det nærmest skabte sig en labyrint. Et let smil skabte sig på de lidt brede læber, som han havde fået fra sin mor af, hendes død forkom ham dog underlig, han havde aldrig rigtig bemærket at der manglede en kvindelig rolle i hans og hans fars familie så han havde i grunden aldrig spurgt ind til hende, men det betød vel heller ikke at hans forhold til ham og hans far var totalt perfekt og det bare skinnede som de tusind stjerner og planeter som var rundt omkring jorden. Han havde i grunden aldrig forstået pointen med jorden, og skabelses myterne, som havde været rundt omkring jorden. I grunden havde ham og hans far tit haft den slags diskussioner og det endte altid med at han da bare kunne slå op i et leksikon og se hvad der stod i den også måtte han vel selv bestemme og han ville tro det eller ej. En kort sukken gled videre igennem ham mens han registrerede lyden af rullende hjul, men gad ikke til at kigge på hvem det kunne være, hans tanker var for opslugt af hans egne overvejelser og minder som drev videre rundt inden i hans indre sind, han havde endda hjælpemidler til at kunne finde ud af hvad det kunne være, alligevel ville det i grunden slet ikke være rigtigt.

Hun kørte videre, og så personen der var kommet. Hun mistede balancen, og faldt ned af sit board. Der var noget over ham, som hun ikke kunne forklare. Som om han var en del af, en maskine? Men det kunne jo ikke passe, man kan jo ikke være nogen maskine. Sookie havde vel bare en ret så livlig fantasi, men han var stadig noget speciel, ingen tvivl om det. Hendes ene arm, gjorde en smule ondt, som om det tryggede. Men ikke så meget, som vis hun havde været et menneske. Så hun blv ved med at se, på den mærkelige skikelse.
Men tog sig selv i det, og kiggede væk. Hun rettede lidt på skoene, som var det sædvandelige blå All-stars, som var gået op. Hun rejste sig op, med skateboardet stående lodret, ved siden af hende. Hun holdte den med højre hånd, og lod en hånd gå igennem håret. Hun så op på himlen, og tænkte trist.
*Der bliver nok regnvejr!*

Selvom det var en lav snakken, så var ordet ‘regnvejr’ det som optog ham allermest nu, han kiggede hen mod lyden som havde frembragt dette ord, hans øjne begyndte at analysere den skikkelse, som han kunne se i mørket, og det indre øje satte om til en rød farve da nattesynet kom frem, han så en kvinde, omkring de 17, vidst nok. Efter hvad han kunne se på hans person søger hed hun Sookie, efternavnet var ikke til at spore, men datoen var der, 29 Juli, 1993. “Hm…” kom det brummende fra hans stemmebånd, som udløste en viberation imens den banede sig vej op af halsen og videre op til munden, hen over tungen også muren af de lukkede læber, alligevel kunne lyden komme ud af de meget små sprækker. Imens hans øjne betragtede skikkelsen med det skateboard hun havde under øjnene, hsn var ikke helt sikker på om han skulle give sig til kende, hun havde velnok lagt mærke til ham som det nu så ud til, blikket vendte sig mod himlen og så på de mange sorte skyer der var der, forfærdeligt. “Det håber jeg da ikke…” Sagde han så, som om han havde stået lige ved siden af hende og snakket, han brummede let, hvilken forfærdelig ting, eller nok ikke for andre, men for ham… ville det kunne betyde døden, nedlukning, og måske en mindre eksplosion. Dog kunne han ikke vide sig sikker, men han skulle snakke med sin far, eller i hvertfald hans næst kommanderende som skulle tage varer for Blase’s elektroniske dele, i hans krop. Hvilket mindede ham om at tidsfristen på nye dele nærmede sig. Han skulle gerne have det gjort inden der gik for langtid, da hans krop jo ældes og han stadig voksede, så delene skulle passe til, samt hans ene kranium halvdel skulle udskiftes. Det hele var i grunde ret avanceret, underligt, og indviklet, og det hele skulle ske inde i hans krop.

Hun så op, på en gang facineret og bange. Hun så på ham med viderende øjne, og kom til den konkludition, at han ikke at fjende. Hun satte skateboardet ned på jorden, og satte sine føder på det. Hun skubbede sig frem, med højre fod. Og hjulene brummede under hende, en dejlig beroligende lyd.
Hun stoppede foran ham, med en brat bevægelse. Og hun stod sekundet efter, med skateboarder i højre hånd. Hun smilede, for hun havde en vane med, altid at skulle snakke med de fremmede. Hvad nu vis de var noget helt unikt? Noget hun aldrig havde hørt før, og det var ret muligt, for hendes far havde ikke haft meget for, at fortælle meget om denne verden.
Hun tog en hånd gennem håret, endnu en vane når hun blev nærvøs.
"Øh.. Hej," Hun holdt sin hånd op, som en slags hilsen. "Jeg kunne ikke lade være med at, lægge mærke til dig." Hun smilede igen, men kom så i tanke om at det måske kunne tages som andet end et kompliment. "Altså.. Du ved, der er ikke specielt mange her i nærheden." Hun lagde sit hoved på skrå, og så sig til siderne.

Hans ører lyttede til det hun sagde, og måtte rynke dem lidt over at hun ikke kunne lade være med at lægge mærke til ham, han var sjovt nok os en af de eneste her på stedet, udover hende, selvfølgelig... Han smilede dog bare stille til det hun sagde og nikkede til det kort, og tog en dyb indånding. "Nææ... er der ikke..." Brummede han stille og kørte en hånd igennem det lange sorte hårsom han nu havde fået, han gad i grunden ikke til at klippe det og kunne sagtens finde på at lade det gro frit til en skulder lang længde måske. Hmm men det måtte tiden jo vise, ikke? Han fugtede langsom sin underlæbe inden han kiggede rundt og vidste ikke helt om han skulle sige noget, i det tilfælde hvad skulle han så sige? Det var jo spørgsmålet, som der kunne plage ham det han blev sindssyg men han gjorde ikke noget ud af det. "Du hedder.. sookie? Right?" spurgte han så og kiggede hen på hende, i grunden et underligt navn, sookie, men det var der ikke noget at gøre ved, hans navn var heller ikke ligefrem bedre, selvom det tidligere navn han havde, var temmelig normalt, Thomas, som han havde heddet, indtil han havde fået sig et navne skift da hans identitet blev vendt på hovedet og at han nu var en robot med menneskelige organer.

Hun gjorde store øjne, og lagde sit hoved på skrå. *Hvordan?.. Selvfølgelig, er en af disse sjove og forundrende væsner.* Hun smilede til ham, og nikkede.
"Det må jeg indrømme.." Hun så ned af ham, han havde en speciel kropsbygning. I det hele taget, var han noget sjælent. Hun var lige ved at spørge hvad han hed, men hun havde ikke så meget lyst til at snakke. Så hun smilede bare, og spurgte:
"Øh.. Kom du her for at, køre?" Hun vidste ikke hvad man kaldte det i en fællesbetegnelse, altså at skate og køre på rulleskøjte.
"Fore jeg ved ikke med dig.. Men jeg er efterhånden, blevet træt af, at skulle snakke."
Hun kunne godt høre på sig selv, at det faktisk var hende der førte denne samtale. Men hun inurerede det, sådan havde hun jo altid været. At hun altid snakkede, det var helt utroligt, hvad hun kunne snakke sig ud af.
Hun skuppede sine tanker væk, og så op på den facinerende dreng.

En let frynge kom frem på den unge mands pande da hun sprugte om han ville kører, og han rystede så på hovedet. “Ikke just noget jeg kan finde ud af…” sagde han så og trak på skuldrende til det næste hun sagde, for hans skyld kunne hun gøre hvad hun ville? Han lænkede hende jo ikke lige frem fast til at blive stående der og snakke med ham. Han gik hen til en bænk og satte sig og lod sig behage af den gestus som byen havde givet ham og lukkede langsomt øjnene, han rynkede så brynene og åbnede øjnene igen, da han lod den ene hånd glide ned i lommen, og tog en lille boks frem som havde en masse tråde rundt omkring han trak sin underarm frem og et lille låg i huden åbnede sig der hvor han ville sætte den lille boks ind. Det var underligt så mange fine små detaljer han havde i sin krop, nogen af dem kunne han ikke styre selvom han ville, en kort hovedrysten gik igennem, da han ikke skulle tænke for meget, helst have sit hoved tomt for ord og lade denne mekaniske boks, komme ind i ham så hans batteri ikke gik dødt, man skulle vidst ikke have troet at en robot brugte et batteri, men det gjorde han, havde han ikke et batteri kunne hans mekaniske dele gå ned, og ville derfor ikke have nogen kontrol over dem udover han oprindelige organiske dele i kroppen, for mange detaljer, for mange ting, men yderst effektivt, han lagde den ned i sin arm og låget af kød og hud lukkede sig sammen så der ikke skulle komme nogle urenheder ned i hans mekaniske indre.

Hun så efter ham, da hun rullede afsted.
Der var stadig mange tekniker som hun ikke havde fået lært, det var jo også først nu hun havde lært t skate. Hun havde lært det af sig selv, så det havde sikkert været helt anderledes vis hun havde været i træning hos sin bror.
Hun kørte frem og tilbage på u-rampen, kørte hurtigt ned af bakker. Og ellers lavede hun triks, som hvor hun hopper, og skateboardet ruller rundt om sig selv. Og hun lander lige så fredligt ned på boardet igen, men på et tidspunkt går det galt. Og hun vælter af brættet, og slår hovedet lige ned i astfalten. Næsen dynkede helt vildt, og tårene begyndte at dane sig i øjnkrogene.
"PIS..." Hvisker hun, og tager sin ene hånd op til næsen.

Han kiggede stille rundt, sugede blikket af ting til sig, og sukkede så lige så stille imens han lukkede øjnene og brummede ganske let inden han kiggede hen på hende, Sookie, som lavede de mange tricks og forskellige ting og sager. Han vidste ikke helt om han skulle prøve det på et tidspunkt, det ville nok være rimlig risikabelt, men på den anden side, hvis en mand ikke kunne smadre ham ved et knytnæve slag, hvis han ikke kunne blive tværet i småstykker ved at banke sig ind i en væg så den gik i stykker, hvordan skulle en skateboard fail kunne hindre ham så? Han rynkede brynene lidt, og rejste sig så op imens han kiggede lidt rundt, han hørte den skrapende lyd der kom fra brættet der blev slynget, kastet eller slået væk, og rynkede brynene imens han lod sit indre blik glide om til nattesynet så han kunne se i mørket, og så hen på Sookie som hun hed, der nu var faldet og til syneladende slået hovedet. sikke mange der slår sig i øjeblikket… sagde han til sig selv, og tog en dyb indånding og gik ned til hende og satte sig på hug foran hende. “Lad mig se…” brummede han kort og fjernede hendes hånd fra det sted hvor hun havde slået sig, han brød sig nu ikke helt om at skulle vise alle de underlige dele han havde inden i sine hænder, bare krop i det hele taget, han tog et kort gik på hendes næse og hævede det ene bryn og smilede så kort. “Du har bare fået et slag, den bliver om muligt hævet eller får en bule, men ikke noget slemt…” Forsikrede han hende om.

Hun så op på ham, med forundring. Han var altså noget metalisk, hun kunne nærmest mærke det ved hans følelser. Hun trak vejret med munden, selvom at hun faktisk ikke behøvede at trække vejret.
"Det.. Det gør ikke noget, du.." Og så sad ham ved sidn af hende, og begyndte at se på hendes næse. Hendes stemme lød sjovt, fordi hendes næse var stoppet af blod. Hun havde kun haft næseblod en gang, og det var et uheldigt uheld. Hun havde løbet ind i en mur, i undergrundsbanen. Og der var der også en der havde kommet hende til undsætning, så hun følte sig lidt som en hjælpeløs tøs.
Hun blinkede et par gange, og smilede:
"Det er dejligt at høre.." Hun skulle lige få noget luft ind, en vane. "at det ikke er alvorligere." En klump sad fast i halsen på hende, og hun prøvede at synke den, men det hjalp ikke helt som hun havde regnet med. Halsen var tør, og ru. Ikke specielt behageligt, at synke ned i.
"Tak.." Sagde hun, med en hæs stemme og løftede hendes hoved let.

Et kort skuldertræk kom til bevægelse, det var vel altid noget at man ikke var kommet til skade, selvom han indimellem savnede det at kunne mærke smerte, ind at skulle mærke når en af ledningerne var ved at blive for gamle, han rystede kort på hovedet og tog en dyb indånding imens han overvejede de forskellige ting i livet, inden han rejste sig op i sin fulde størrelse, og kiggede rundt. “Så lidt…” brummede han og rynkede brynene lidt, og knækkede så kort hans hænder og nakke da en knagen kunne mærkes imellem de mange knogler og ledninger, som blev ved, men var stoppet så snart han havde knækket de få dele i hans krop. “Hvorfor går du ikke til skateboard øvelser i stedet for?” spurgte han så, og overvejede at se om hun var en eller anden form for væsen, men lod være, det kunne hun vel sige i stedet for at han skulle finde ud af det hele, hvordan skulle man så kunne finde ud af noget mere omkring personen? Han tog en dyb indåndning så hans brystkasse hævede sig, og derefter blev sænket. Han kunne nærmest gætte sig til hvad det var hun tænkte, de velkendte spørgsmål: ‘Hvem er du?’ ‘Hvad er du?’ eller den kendte: ‘Hvor kommer du fra?!’ i fleste tilfælde løb de væk og kaldte ham for et misfprster, et skadedyr, og hvad vidste han, nogen gange overvejede han, at det måske kunne være en meget god beslutning bare at tage til militæret og bede dem om at kappe hans hoved af, og derefter bare undersøge hans indre og udfører deres eksperimenter på tilfældige ofre, der havde meldt sig til opgaven da de derfor troede de ville blive set på med et ande t syn. Han kunne ikke forstå de mennesker der ville ende lige som ham, og ville heller ikke give dem muligheden.

Hun rystede let på hovedet, og tog en stor indånding. Hun lagde sit hoved på skrå, mens hun så op på drengen. Hun lukkede øjnene blidt, smilede trist.
"Du ved.. Sådan en som mig, har ikke penge nok til sådan nogle undervisninger." Hun så ned på sine hænder, hun tjente lige nok til at få mad for. Selvom at hun ikke, var den der spiste mest. Men hun elskede mad, mere en nogen anden.
Hun grinede lidt, over hendes tanker. Mad mad, og ster mad.
"Ved du overhovedet hvad jeg er?" Spurgte hun undrende, han skulle jo vide hvad hun var. Det kunne jo være, at han ikke ønskede at være sammen med sådan en grådig og farlig vampyr. Det skulle han ikke være uviden om, det var jo i prænsippet noget farligt hun var. Og han både lød, og mærkeds ikke som en ond en. Bare anderledes, og metalisk?

Hun rystede let på hovedet, og tog en stor indånding. Hun lagde sit hoved på skrå, mens hun så op på drengen. Hun lukkede øjnene blidt, smilede trist.
"Du ved.. Sådan en som mig, har ikke penge nok til sådan nogle undervisninger." Hun så ned på sine hænder, hun tjente lige nok til at få mad for. Selvom at hun ikke, var den der spiste mest. Men hun elskede mad, mere en nogen anden.
Hun grinede lidt, over hendes tanker. Mad mad, og ster mad.
"Ved du overhovedet hvad jeg er?" Spurgte hun undrende, han skulle jo vide hvad hun var. Det kunne jo være, at han ikke ønskede at være sammen med sådan en grådig og farlig vampyr. Det skulle han ikke være uviden om, det var jo i prænsippet noget farligt hun var. Og han både lød, og mærkeds ikke som en ond en. Bare anderledes, og metalisk?

Han kiggede på hende og rynkede bynene let, over det hun sagde, hun manglede penge? I et kort sekund overvejede han om han skulle give hende nogle penge, om han skulle give hende et eller andet hvad, vidste han. En let brummen trådte frem for hans læber og rakte hende så hånden imens han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det næste hun sagde, om han vidste hvilken race hun var eller hvad det nu end var hun hentød til, han kunne vel godt finde ud af det hvis han ville, han havde vel ikke andet valg? Han instillede sit indre syn til at kunne kende forskel på de mange racer, og hvilket gjorde at hans øjne gik hen i en grøn og gullig farve. Det var ikke lige sådan at det gav ham de helt specielle svar, men det gjorde han kunne se aruaen og dermed kom der nogle forskellige faktaer omkring personen og hvilken tyope blod det var. “Well, du er en blandning, vampyr og menneske, ved ikke hvad du fortrækker ved det, men ja…” Han trak lettere på skuldrende, og var i grunden ligeglad med hvad hun var, det var ikke vigtigt for ham, han tog ikke sådan noget alvorligt, ingen var jo ens, som hans far plejede at sige, han brummede lidt og tog en dyb indånding igennem næsen og kiggede rundt imens han tænkte over om han skulle gå hjem eller hvad han nu skulle.

Hun sad bare og så på ham, men rejste sig så op, uden hans hjælp. Vis man ikke kunne rejse sig op selv, hvordan kunne man så klare livet? Hun nikkede let på hovedet, og tog sit skateboard under armen. Han sagde ikke så meget, mere som om han sagde det han skulle sige. Ingen fejl, sagde ikke noget han ikke måtte sige. *Forunderligt!..* Tænkte hun, men nikkede så en enkelt gang igen.
”Øhm.. Tak det var.. Meget flinkt af dig.” Prøvede hun, på et forsøg på at være bare en lille smule flink. Som sagt stod hun op, og havde måske rejst sig op lidt for hurtigt. Hun blev i hvert fald svimmel, så hun gik hen til en bænk. ”Jeg tror lige at jeg..” Snakkede hun, uden at tænke over det. Men hun fik sig placeret på bænken, der var let fugtig. Som gjorde at Sookie mærkede den kulde der aldrig ville skade hende, gå igennem hendes tykke hud. Hun gøs engang, og så så op på drengen.
”Siger du aldrig noget forkert?..” Hun snakkede uden at bemærke det rigtigt, sådan var det tit. ”Er der ikke nogen gange hvor du bare.. Kommer til at sige noget, som er til skade for dig og dem du elsker?” Hun var ude på dybt vand nu, ingen tvivl om det. ”Har du altid styr på dine tanker.. Og din mund!?” Det var ikke i et krænkende toneleje, det var mere fascineret. Og på en måde uforstående, som om at den bare overhovedet ikke fattede en dyt af det hun lige var i gang med at fortælle.