Minder i vinden //Ahngel//

Sted: Legepladsen
Omgivelser: Andre legeplads ting?
Tid: 23.21
Dato: irl
Vejr: Mørk nat med månelys der nogle gange gemmer sig bag skyerne + lidt vind

Ai sad med et ben på hver side af gynge, og gyngede lidt frem og tilbage... hun havde en hvid tunika på og løst hår, dog samtidig sine sorte jeans og et mavebælte og et halstørklæde på. Hun sad og tænkte på de dage der var gået siden hun kom her... men en dag var speciel for hende, dagen var hun blev bidt af Ahngel... en smerte der stadig hjemsøgte hendes drømme, og alligevel gjorde hende glad.
Hun kedede sig lidt, og så op på månen "Gad vide hvornår jeg ser dig igen Hr." sagde hun så stille og lod sine ord forsvinde i vinden.

Ikke langt fra Ai blev der skubbet et åndedrag igennem Ahngels lange let muskuløse krop og hans øjne åbnedes igen for natten. Den røde farve var genkendelig og meget merkant. Han støttede kort de hvide hånder imod græssets overflade og lod fingrene synke ned mellem strående imens han stille knejsede nakken så ansigtet vendte imod månen og gjorde ham endnu blegere at se på, end han allerede var. Badet i månelyset gjorde ham den smule mere unaturlig at have øjnene på, dog stadig dragende som bare pokker.. Udskillende også selvom han gik og talte som et menneske.. noget var der dog. Noget gemmende under skalen i form af den smukke vampyrs ham. Noget mørkt.
Ahngels øjne hvilede stille på månen der dukkede frem mellem træerne der omgav ham. Han var få dusin metre fra legepladsen og havde allerede hørt denne lille stemme. Stemmen fra den udholdende menneskepige han havde sat tænderne i..

Ai svingede lidt lidt frem og tilbage igen, hun havde ingen ide om hvad hun skulle foretage sig lige nu. Men hun så på månen, beundrede dens smukke lys der blindede hendes øjne lidt efter lidt.. Hendes hjerte bankede svagt og stille, ikke fordi der var noget galt med hende, men mere fordi det slappede af. Hun bagyndte at synge... en stille og sørgelig sang, men hendes sangstemme var utrolig smuk... Den blev langsomt båret med vinden.

Ahngel jog sin højre hånd bagud og støttede det imod træet han havde siddet op af i de sidste par timer. Han, med en meget merkant og let grotesk bevægelse, rejste sig ved hjælp af støtten med sin anden hånd og lignede et kort øjeblik noget uden for menneskelige propertioner. Alene måden han bøjede ryggen på og knejsede nakken imod månen, som var hans hoved slet ikke til stedse..
Han rettede sig op, nu stående og med blikket imod legepladsen der snart ville komme til syne imellem træerne. Han begyndte stille at gå.. Lydløst som en kat. Ingen jord eller grne gav efter under ham og ingen af træernes arme rørte ham i hans stilfærdige undvigelser.

Ai stoppede sangen og smilte for sig selv, hun nød at synge, men turde ikke hvis nogen hørte det da hun var bange for hvordan det lød.. for hende var det ikke perfekt, det var ikke okay nok til at andre skulle høre det...
Hun rejste sig op og satte sig ordentlig på gyngen, lænede sig stille mod det ene reb der holdte den oppe... Det var en mystisk aften og noget ville snart ske, det kunne hun fornemme... men det var ikke nogen dørlig følelse, mere glad i sig selv..
hun lukkede øjnene og lyttede til vinden

Ahngel trådte ud fra træernes skygger og kiggede direkte på hende. Han lagde hovedet på skrå og betragetde hende med rolige øjne. "Jeg tager vel aldrig fejl af en scent.." mumlede han stille. En tankestreg der var blevet gjort verbal. Han så tænkende på hende daefter og gik stille nærmere, men stoppede op en fem meter fra hende.
Sjovt som hun pludselige dukkede op igen.. det var efterhånden ikke langt tid siden han bed hende.. Såret var der vel endnu. Et kort let dystert smil kom frem over hans læber idet han tænkte på det..
...The more desire...

AI havde ikke opdaget ham, hun sad nemlig i sin egen lille verden, en verden så stille at vinden kunne tage den med, få den til at forsvinde, men dog kun til et andet sted.
Hun sad stille og lyttede til vindens stemme selvom hun ikke forstod den.... dog efter lidt tid tog hun sin højre hånd om til bidemærket hun havde "..hmm... hvorfor føles det nu sådan" hviskede hun til sig selv... hun havde det som om hans tænder var der igen... som om hun kunne mærke hans tilstedeværelse via såret... men uden at hun vidste det rigtigt

Et kort heh-smil kom fra ham idet hun tog sig til såret og begyndte at undre sig.. Ihvertfald i forhold til hendes dufte ændrede sig.. Undring. Mon han havde lagt noget psykisk over hende.. men så igen. Hans tilstedeværelse via hans bid var nok ikke så smart en ide hvis man på et tidspunkt ønskede at kræve hende hele beholdning af blod.
Tanken om sådan en jagt var virkelig fristende for ham.. men indtil da.. nu stod han bare og så på hende.

Ai kiggede stille ned og fjerende sin hånd fra såret, samtidig med at halstørklædet røg med af... Hun havde nu regnet den ud og kunne mærke ham helt "jeg ved du er der..." sagde hun så og men kiggede ikke mod ham, for hun vidste jo egentlig ikke hvor henne han var, men følelsen var der stadig..
"kom bare frem... eller gem dig hvis det er det du vil"

Ahngel betragtede hende stille. Han havde ikke i sinde at gemme sig. Det havde ikke været hans næste akt.. Han lod stille skyggerne forsvinde fra sig og trådte igen ud i månelyset. Han så stille på hende og lagde hovedet på skrå.
"Jeg har vidst efterladt mere end blot et ar på Dem." sagde han så med et lukket udtryk. Det irriterede ham egentlig lidt.. Men ikke så det kunne ses eller mærkes.

Ai så på ham "hmm... hvis du ikke vil have jeg skal have det, så tag det igen" sagde hun så og så på ham da han jo alligevel havde vist sig selv... hun havde et alvorligt blik da hun sagde det...men indeni smeltede hun af glæde for at se ham igen... og højst sandsynligt ville han kunne mærke det, for hendes hjerte gav et par ekstra slag fra sig

Ahngel kiggede undrende på hende da hendes krop reagerede som den gjorde. Det mentale påvirkede jo hendes fysik ligeså og det var det som Ahngel kunne fornemme i stor stil. Han så tænkende på hende. "Hvis jeg var i stand til det så havde jeg gjort det lige efter at have bidt Dem." sagde han så og lod blikket falde ud til siden. Han tænkte sig igen lidt om.. Mennesker.. det var godtnok noget helt for sig selv. Stædige og mangfoldige men alligevel fysisk svage.. Hvordan kunne de dog være verdens superiors?

Ai så på ham og rejste sig op fra gyngen "...hvis såret ikke er der...burde det andet også forsvinde vel.." hun vendte ryggen til sig og kiggede lidt ned i jorden "men jeg vil ikke have du fjerner det..." *jeg er bange for du også fjerner mine minder om det samtidig* hun klemte sin hånd lidt ved tanken.. og så så op på månen

Ahngel så ret indgående på hende. Hvad foregik der mon i menneskets hoved lige nu? Han så kort op på månen ligeså, som kort spejlede sig i hans øje og dækkede det røde.. nu så de nærmest grå og deformede ud på grund af lyset der reflekterede sig i det. Det eneste naturlige lys han kunne holde ud at se på.
En kort vind føjede sig og lod hans hår bevæge sig kort. Hans hår var ravnssort og glat, men alligevel let pjusket af vinden og vejret. Trods hans udseende så var han ikke en der gik meget op i sit spejlbillede.. Hvis han var ville håret ha været redt.

Ai vendte sig om igen og så på ham "...edderkopper er et mærkeligt væsen" sagde hun så, hvilket lød lidt dumt i det hele "og alligevel findes de i menneske lignende kroppe" hun så direkte mod hans øjne og ventede et svar, for han burde have regnet ud hvad hun mente med det, at vampyrer også fanger menneskerne i deres spind, og til sidst spiser dem, eller drikker deres blod i det mindste

Ahngel vendte endelig sine øjne imod hende.. Hans øjne blev fra snehvide fra månens reflektion til den brændende røde udgave der ville hjemsøge en i ens drømme, men man ville aldrig leve uden de mareridt. Søde mareridt hvor døden blot var en illusion og i virkeligheden blot var en evig søvn. Søvn med drømme.
Med ét slået fra engel til djævel. Fra asken og ind i ilden. Uskyldighed og så.. en synder. Et meget merkant indblik på hans person.. Fra forestilling til virkelighed.. Et stille smil kom frem igen.. kuldegysende og alligevel dragende og varmt, trods dens uhyggelige snit.
Han sagde dog ikke noget til det, men det var tydeligt.. at han vidste hvad hun talte om.

Ai så på hans øjne og rigtig nok fik hen en bange anelse skudt ind i sin kræft der gjorde hun fik gåsehud ".. men det er let nok at knuse en edderkop... men ikke en vampyr..." hun så stadig ind i hans øjne og ville ikke fjerne blikket "man skal ind i deres sind først.... ind og rode med deres følelser før de lukker ned for en" Hendes hjerte bankede hurtigere og meget pludseligt
hun satte sig ned på jorden da det gjorde hende svimmel

Ahngel smilte kort skeptisk igen og rettede sig lidt op med en rykkende bevægelse i skulderen. Hans hår lod sig langsomt glide på plads omkring hans hals og skuldre igen.
"Ønsker De at nedlægge mig? At flå mit hjerte ud af brystet?" sagde han så og pressede sine lange sorte negle imod sin venstre brystkasse. Om de gik igennem kunne man ikke se for det sorte stod som udgjorde den v-udskærte skjorte med de lange ærmer.
"For derefter at æde det så andre ikke kan tage det?"

Ai så på ham og så hvad han gjorde... hun rejste sig op og gik hen til ham tog fat i hans hånd der var ved brystkassen "nej..." hun så ham ind i øjnene, med et lidt trist blik "jeg vil have du har dit hjerte... vil have du så selv vil give det til mig hvis du sys jeg skal have det... men kun så du stadig har det selv.." hun kiggede lidt ned "...man har ret til at vælge selv... også selvom det sårer den anden"

Ahngel så på hende med en kølig tone.. Havde hun virkelig taget det så seriøst? Hans lille legen med ideen om at nogen rent faktisk ville være i stand til at tage hjertet og beholde det hos sig. Hans hjerte tilhørte intet og rykkede sig ikke ud af flækken.. Først når det døde hen og stoppe ville han være i stand til at give det til nogen og bede dem om at passe på det i evigheden. Den dag han ville dø.
"I tager virkelig hele den idet seriøst.." sagde han så og lagde hovedet på skrå med en meget langsom bevægelse.. næsten så de små bevægelser kunne ses kantet.

Ai så på ham "hmm... måske fordi du ville kunne gøre det..." hun så ned ad sig selv og lagde hånden på sit bryst "i vampyrer ville sagtens kunne æde et hjerte fra jeres offer... så hvorfor ikke tro på det" hun vendte ryggen til ham og i et kort øjeblik kunne man se hendes hals igennem hendes hår...
"men fint... hvis jeg kunne æde dit hjerte...ville jeg ikke..."

Ahngel var stille til den sidste bemærkning, men en smule vantro kunne skimtes i hans røde dragende blik. Han nikkede kort og lod igen øjnene dvæle på hendes hånd der lagdes over hjertets hjem. En solid puls med et harmonisk åndedrag.. dog små tilfælde af uregelmæssigheder? Var hun mon nærvøs.
"De burde tage mere vare på Deres liv." sagde han så og bevægede sig lidt væk fra hende. Hen imod gyngestativet, hvor han kort lagde sin hånd imod. Han strøg sine negle imod metallet så en let skinger lyd kom derfra.
"At vende ryggen til en vampyr.. Lidt naivt, mener de ikke?"

Ai vendte sig om da han gik, og så på ham...fulgte ham med øjnene og tog sig til ørene da han rev sine negle mod metallet "hmm... hvorfor naivt...når jeg ved du ikke gør mig noget" sagde hun så og fjernet blikket fra ham... hun lukkede øjnene helt og lyttede *ellers havde du gjort noget nu*

Ahngel så stille på hende. Heh.. så det troede hun. "Du ved vi vampyrer er forskellige som mennesker. Vi har forskellige måder at komme tæt på folk, men fint nok.. ønsker du at stole på en vampyrs opførsel hvor du selv er menneske, er det dit eget." sagde han så og fjernede sine fingre fra metallet igen og lænte sig derefter op ad det. Hvorfor blev han overhovedet?

Ai åbnede sine øjne igen "du sys bare jeg er irriterende fordi jeg er et menneske... men hvis jeg havde været en vampyr eller noget, havde du opført dig anderledes" hun gik hen til ham og så på ham "...jeg ved du kunne lide mit blod... og vil have mere...men hvorfor når jeg nu er så træls i dine øjne..." hun så alvorligt på ham