En tur i skoven... (Zelia, tar hende ikk fra dig Killer-man... :P)

S ~ Forêt
T ~ Eftermiddag
O ~ Nobody
V ~ Solskin, mild vind. Men varmt.
P ~ En hvid T-shirt med nogle små sorte mønstre nogle få steder. Et par sorte shorts.

Manda gik rundt i skoven, han gabte lavt og gned sine øjne. Han satte sig med et bump ved et træ og kiggede rundt. Han sukkede lavt og lagde armene over kors, "jeg keder mig!" brokkede hn sig arnligt over og lagde sig på ryggen med et bump. Han kiggede på træets stamme og vendte sig om så han kunne have benene op langs stammen. Han sukkede lavt og gabte en smule igen. Han kiggede roligt rundt, stadig ingen. Dog skimtede han en lille lugt af en vampyr, han satte sig op og lukkede øjnene. Han grinede lidt og lagde sig igen. Han lod osm om han sov for at se om vampyren måske ville påtage ham som et let 'bytte'.

//Genial tittel! xD og hvis hun opfører sig mærkeligt, så det fordi hun er gravid, lille detalie. Det aftalt med Faith //


Zelia løb igennem skoven. Hun havde lige været ude og jage og fik lugten af en varulv. Hun løb hen imod lugten og stoppede op 50 meter fra varulven som lå ned og formentlig sov. Hun stod stille og ventede på en reaktion fra ham da hun regnede med at han kunne lugte hende. Hun lagde armne om hendes mave for at beskytte den. Hun kiggede hen på varulven og holdte øje med hvert eneste åndedrag han tog.

//Yea ikk? ;D Kunne bare ikk lade være...xD Håber han ser den! :D

Han følte lugten kom tættere på, men lod som ingenting. Han sov videre og drejede sig lidt da hun stod stille. Han krøllede sig en smule sammen og sov roligt. Han gate en smule og gned sit hoved og lod som om det var i søvne. Han var god til at lade som om han sov, han havde gjort det op til flere gange. Hun krøllede sig sammen og rystede en smule. Selvom han ikk sov rigtigt, frøs han stadig lidt fordi han llå ned. Det var underligt da der jo var så varmt et vejr. Hun nussede sit hoved til sin hånd og 'sov' roligt og tungt videre.

//Håber jeg også... Forstår godt at du ville! xD //


Zelia stod stille og kiggede på ham. *Sover han?* tænkte hun. *Det er der jo ikke noget sjovt i.* mukkede hun i tankerne. Hun løb hurtigt hen og stod nu mindre end en meter væk fra ham. Hun nussede sin mave og lod så armen falde ned langs siden. Hun stirrede bare på varulve drengen og lagde hovedt på skrå. *Skulle jeg drikke hans blod eller vente til at han vågner for at gøre det sjovere? neeej... måske skulle man få nogle venner i stedet?* tænkte hun og kiggede stadig på ham.

Han fik sin ulvehale og den lagde sig over ham så han ikk frøs så meget. Han lå stille og havde et roligt udtryk i ansigtet. Han tog sig ikk så meget af hendes tanker. Han smilede en smule og fik ulveøre lidt efter. De bevægede sig lidt og pegede i forskellige retninger men til sidst mod hende fordi hun lavede en lyd. Hans øjne rystede en smule og han drejede sig så han lå med front mod hende. Han gabte lavt igen og lod stadig som om han sov. Hun havde tydeligvis ikk i mod at han var varulv, men hun ville da gerne have blod.

Zelia stod bare og kiggede på den mærkelige skabning. "Tror du jeg er helt dum?" spurgte hun så fornærmet. "Jeg kan godt se at du ikke sover" sagde hun og sparkede let til ham, ikke hårdt men bare en næsten umærkelig berørring. Hun kiggede stadig på tingen med sløve øjne. Hun orkede ikke at lege lige nu. Kunne han ikke bare lade være med at 'sove' så hun enten kunne drikke ham eller snakke med ham måske. Den sidste mulighed tænkte hun ikke rigtig på men den var der, hun havde jo trods alt lige været på jagt og var på vej hjem.

Han åbnede det ene øje da hun sparkede ham blidt og var væk på et sekund. Han stod foran hende bagefter og holdte fast i begge hendes håndled. Han havde fået hende op af et træ og kiggede hende i øjnene. Hans gule øje gav et lidt koldt skær fra sig og hans sorte havde et roligt blik på hende. Han kiggede hende i øjnene og slikkede sig om munden, "Pas på hvad du gør, hvis man irritere mig kan Black finde på at dræbe det lille døde barn i dig..." sagde han roligt og sukkede let. Han slap hende og kiggede på hende, "Jeg ville hade mig selv hvis du skulle miste det du elsker, især når det ikk engang er født."

Zelia holdte vejret da han sagde at han ville slå det ihjel. "Du kunne lige våge på at dræbe det, og så måtte du gå armløs hjem, hvis jeg lod dig leve" hvæsede hun og hev i hendes egne arme så hun kom fri. Hun gik lidt væk fra ham og kiggede på ham med spørgene øjne. "For det første, hvordan ved du at jeg er gravid? og for det andet, hvem er Black?" hun så indtrængene på ham og håbede at finde svarene i hans hjerne, men hun opgav hurtigt da hun ikke brugte tankelæsning særlig meget og hun var derfor ikke lige frem den bedste til det, og så var det meget udmattende på hende at skulle koncentrere sig så meget på den måde.

Han kiggede roligt på hende, "Jeg ville aldrig gøre det." sagde han roligt og kiggede på hende. "Det er derfor jeg siger du ikk skal gøre mig vred eller irritere mig for meget. Ellers tager Black over og han er nådesløs. Så det vil sige han slår dit barn ihjel." Han smilede let og kiggede på hende. Han efterlignede hende og lagde beskyttende sine arme om maven. "Det her siger det hele." smiled ehan let og stoppede igen. "Black er min varulv, kan du sige. Han er ikk mig og har bedre kontrol over varulve formen end mig. Så derfor er han den." sagde han roligt og smilede til hende. Han rakte hende sin hånd, "Jeg er Manda."

Zelia pressede læberne sammen og nikke. Hun slappede en smule mere af og rakte ham hånden. "Zelia..." sagde hun og lod en hånd glide igennem håret. "Tjaa... kropssprog er vel fantastisk." sagde hun med et lille smil.
"Din varulve halvdel? jeg har aldrig mødt en der er så meget skitsofren." sagde hun og trak på skulderene. "Men det går nok. Hvis jeg lader dig være lader den anden mig og mit barn være? korrekt?" hun ville lige være sikker på at hun havde forstået det rigtigt.

Han grinede let og nikkede, "Det kan godt være lidt til hjælp nogle gange. Fordi så bved jeg ogs jeg skal være lidt forsigtig med dig. Altså hvis nu jeg ville drille dig lidt eller noget!" smilede han let og kløede sig bag hovedet. Han kiggede på hende og rystede på hovedet, "Nej du misforstår. Altså du skal bare undgå at gøre mig vred, det er enkelt." smilede han roligt. "Men hvis du har sølv på dig, behøver du ikk være særlig bekymret for det. Men jeg ville være taknemmelig hvis du ndgik at gøre mig vred på nogen som helst måde."

Zelia stod og overvejede om hun havde noget sølv på sig. Hendes ring? nej den var ikke af sølv. Hendes halskæde? tjoo... måske. Den var hun ikke helt sikker på.
Hun smilte stille. "Jeg regner ikke med at have sølv på mig lige nu. Men hvis du føler dig mere tryg ved at jeg har det på mig, så du kan være sikker på du ikke rør mig, så er det okay... " sagde hun og smilte blidt. "Jeg er glad for du vil være forsigtig med mig... min drøm er så tæt på at gå i opfyldese så..." hun smilte og trak på skulderne.

Han smilede let og rytede på hovedet, "Nej det er ikk fordi jeg hellere vil have du har det på dig. Men siger bare det ville være godt fordi Black er langt mere bange for det end mig." sagde han roligt og satte sig med et bump. Han smilede til hende og klapped ved siden af ham. Som i at hun skulle sætte sig. Han smilede barnligt til hende, "Det må være rart at have et barn? Eller sådan da." sagde han roligt og kløede sig bag hovedet med et smil.

Zelia dumpede ned ved siden af ham og trak på skulderne. "Det er det vel. Det er ret dejligt at vide at jeg går rundt med et nyt liv, men tanken om hvordan jeg var da jeg var barn, tjaa... det bliver nok ikke lutter-lagkage" sagde hun med et smil. "Nårja... øøøhmmm... jeg ligner en på de 16-17 år men... jeg er altså 20..." sagde hun og rettede blikket mod ham. "Hvad med dig?" spurgte hun så.

Han smilede til hende og grinede lidt, "Det kan jeg godt forstå. Han kravled eom bag hende og krammede hende bagfra. Han havde lyst til det, men var ikk ude på noget. "Bare rolig, har bare lyst til at sidde sådan her. Jeg mener ikk noget med det." smilede han og hvilede sit hoevd på hendes skulder. Han prikkede hende blidt en enkelt gang på maven og grinede drillende. Han smilede til hende, "Det er lidt tidligt med din krops alder, men når du er 20 er det vel fint. Jeg ved ikk hvor gammel jeg er, bare at jeg er sådan lidt 19-20 i krops bygning."

Zelia lagde en hånd på hendes mave og grinede. "Stop... Det kilder." sagde hun og lænede sig ind mod ham. "Bare rolig... det gør skam ikke noget... det hyggeligt, afslappende." sagde hun og nussede stille sin mave. "Tjaa... tidligt? det kan man vel godt sige..." sagde hun med et smil. "19-20... hmmm... okay..." hun trak på skulderne og kom i tanke om at han hvilede sit hovedt på hendes skulder og hun holdte et grin tilbage. "Undskyld..." sagde hun med lav stemme for ikke at komme til at grine.

Han smilede drillende og prikkede hende blidt på maven igen. Han smilede til hende, "Det skulle du ikk have sagt, så fortsætter jeg jo!" grinede han let og prikkede hende blidt med begge hænderne. Han kiggede undrende på hende, "Hvad nu?" sagde han undrend eover at hun sagde undskyld over et grin. "Hvad griner du da af?" spurgte han let og satte hovedet på skrå. Han prikkede hende en enkelt gang på maven igen.

Zelia tog fat i hans hænder. "Det kilder altså!" sagde hun og grinte hver gang han prikkede hende. "Jeg sagde undskyld fordi... øøh... jeg troede at det ikke var særligt behageligt at jeg trak på skulderne imens du hvilede dit hovedt der" sagde hun og prøvede at vende hovedt mod ham så godt hun nu kunne. Hun smilte og så ned i græsset foran dem og prøvede at holde hans fingre væk, selvom hun inderst inde syntes det var sjovt.

Han grinede let og kom med lethed fir. Han prikked ehende igen på maven og smilede let, "Jamn det er bare synd. Jeg gør det alligevel!" grined ehan og fortsatte sin prikken. Han gjorde det lidt hurtigt, men stadig meget blidt fordi han ville se hvor meget han ville kunne drille hende. Han smilede og nussede sit hoved lidt ind til hendes hoved, men prikkede hende stadig. INGEN kunne stoppe ham!xD

Zelia prøvede, forgæves, at holde sin latter tilbage. Hun grinede let og gav en smule op men hun prøvede stadig at dække maven så godt hun nu kunne, det vil sige at når han havde prikket hende lagde hun armen derhen osv. Hun grinte og nød endlig at kunne føle sig fri, det var nemlig sjældent at hun kom udenfor normalt og hun havde intet job så det eneste hun lavede var at sidde derhjemme og glo. Hun smilte blidt og lænede hovedt ind mod hans imens hun desperat prøvede at få hans fingre væk.

Han grinede og fortsatte med at prikke hende. Han kiggede på hende og smilede, hun så ud til at have det sjovt. Ogs selvom de var naturlige fjender. Men han var nu glad for at ikk så mange af de vampyrer han havde mødt var sådan... Han grinede let og sukked elavt. Han stoppede med at prikke hendes mave og kiggede lidt tomt ud i luften. Han savnede nu igen at se en af sin egen race. Han vidste der var nogle her, men han havde ikk mødt en eneste af dem.

Zelia så en smule forvirret på ham da han stoppede med at prikke hende. "Hvad er der?" spurgte hun og nød inderst inde triumfen over at han var stoppet med at prikke hende i maven, selvom det havde været sjovt. Hun tog forsigtigt sin ene hånd og lagde den over hans. "Jeg ved godt vi ikke kender hinanden endnu og at vi er naturlige fjender, men du kan godt fortælle mig om det hvis der er noget der plager dig" sagde hun stille.

Han kiggede lidt ud i luften. Han blinkede med dem da hun røte hans hånd. Han kiggede på hende, "Øhm hvad...?" han kiggede på hende og rystede på hovedet. "Nej... Det... Det er ok..." sukked ehan lavt og lagde sit hoved på hendes skulder igen. Han sukkede lavt og aede hendes mave med sin frie hånd. Han vidste ikk hvorfor, men han havde bare lyst til det. "Helle for at være onkel til den!" grined ehan let og smilede barnligt. Han stoppede op, "Mne vent... Jeg kender ikk faren, eller er i familie med nogle af jer." han sukkede let. Nu kom han til at tænke på familie. Han rystede på hovedet og smilede til hende.

Zelia grinte og sukkede stille. Hun lænede hovedt mod hans og nussede også sin mave med sin frie hånd. "Du må gerne være lege onkel..." sagde hun. "For hverken mig eller min mand har nogen familie." sagde hun blidt og smilte stadig. "Så du må hellere end gerne være dens onkel" sagde hun for at opmuntre ham. "Øøøhmmm... faren er sjovt nok min mand.. du kender ham nok ikke... men han hedder Killer-man..." sagde hun og trak op i den ene skulder, den skulder han ikke hvilede hovedt på.

Han kiggede roligt, "Det har jeg heller ikk." sagde han roligt og smilede let til hende. Han kiggede på hendes mave. Han glædede sig på en måde til at se den lille, men han vidste ikk hvordan det ville gå til når den nok skulle blive vampyr en dag... Han kiggede på hende, "Jeg ved da ikk noget, man behøver ikk være gift for at have et barn." sagde han roligt og kiggede på hende. "Jeg kender ham dog ikk." sagde han roligt og sukkede lavt. Han aede stadig hendes mave.