En tur i skoven... (Zelia, tar hende ikk fra dig Killer-man... :P)

Zelia smilte og nød følelsen af at der var nogen andre end killer og hende selv der nussede maven. "Du behøver jo heller ikke kende ham..." sagde hun og så ned på hendes mave.
"Har du heller ingen familie? det er trist ikke sandt?" sagde hun lavt, men det var dog ikke en hvisken, det var enlig ikke ment som et spørgsmål som sådan. Hun sukkede stille og lænede sig op af ham. "Jeg er glad for at du glæder dig til at blive onkel... Eller det føles ihvertfald som om du glæder dig" sagde hun med et smil

Han rystede på hovedet, "Jeg har aldrig kendt min familie, så det er mere ensomt end trrist." sukkede han let og pegede på sit hoved. "Jeg har glemt alt, så faktisk er det hukommelsesta og ikk fordi jeg var ude af familien." sagde han roligt og kiggede på hende. Han nussede sit hoved lidt til hende da hun begyndte at læne sig lidt op af ham. "Altså man kan sige jeg glæder mig, fordi så kan jeg på en måde sig jeg har en familie." sagde han roligt og smilede let, "Det er ikk det samme, men jeg kunne sige det var en lille familie."

Zelia smilte stille. "Hukommelsestab?... det lyder ikke rart. Men jeg skulle nødig snakke... mine menneske minder er så slørede at jeg knap nok kan se hvad det ligner" sagde hun og tænkte på at det var rart at hun kunne snakke så åbent ud med ham. "Du er velkommen til at være en del af 'familien'." sagde hun og smilte stort til ham. "Bare sig til og du er ansat som onkel. Timeløn: så meget sjov du kan rumme" hun blinkede til ham og så ud på græsset og træerne omkring dem. Hun sukkede glad.