Alene igen(Ma´lakel=privat! xD)

T / 18:21
S / Hospitalet og rundt om
O / mange folk at se på hospitalet og læger der arbejder fuldt ud
D / irl
Udseende / Shorts jeans blå, grå tshirts lidt stor.
V / Smukt sommer vejr og ingen skyer på himlen men er ved at komme'små lysserøde
skyer nær solned gang





Kajika lå i Ma´lakels arme uden at vide hvad der skete eller hvorfor han pludselig ud i det blå begyndte at sætte farten op endten var han bange for der skete hende noget eller os ville han bare skynde sig af med hende.... men hun tænkte det ingen gang men det ville den anden kajika ha tænkt med det samme at han ville af med hende hurtigt... i det han ruskede hende lukkede hun blidt øjnene og sagde"Jamen jeg så træt.... bare lad mig sove lidt" hun lagde sig op af ham stille og lignede et såret dådyr med blodet fra hovedet bagved og med de smukke træk i hendes ansigt

Han snakkede til hende imens han løb, han lød ikke panisk men der var noget over ham, som dengang med killingerne der gjorde man godt kunne høre hans hjerte denne gang, men det var stille, meget stille, et slog.

,, Nej, hold dig vågen, tænk på noget! Tænk på... "
Han rullede med øjne over det han skulle til at sige fordi det var så fandens ulækkert og irriterende på samme tid!
,, Tænk på mig, kan du huske killingerne? Huset!"
Han begyndte at beskrive huset, hvordan det så sørgeligt men standhaftigt og stærkt ud fordi det havde holdt ud så længe uden at være brast sammen som alle de andre huse omkring det var! Om hans killingerne der løb en i møde når man kom ind af døren. Lugten af fugt og brændt træ, der var blevet til en hjemmelig tryg lugt i stedet for en ulidelig stank som andre ville synes det var. Om det øverste værelse, med madrassen, og bordet, hvor han havde siddet og de havde snakket. Om færdig maden, om hende der ikke ville spise og sov nedenunder ved killingerne.
Han fortalte det næsten som var det en eventyr historie og ikke beskrivelse af noget der virkelig var sket. Som om at det gamle hus var et palads, killingerne var små tjenere der ville give prinsessen og prinsen alt, og over etagen var de flotte gemakker hvor de kongelige hørte til!

Han fulgte efter, hurtigt og lydløst som han var blevet trænet til lige siden han var helt lille.
Han holdt sig i skyggerne.
*Jeg må sikre mig at hun bliver okay...* tænkte han.

kajika havde ingen anelse om hvad de begge havde gang i og malakels historie om killingerne og ham og hende gjorde bare så hun mere ville sove eller bare falde hen til mørket der ellers kaldte på hende, da hun endelig åbnede øjnene igen kunne hun høre folk og læger der stille sagde nogen direknoser og mærkede en sprøjte i armen og bagefter den smukke dejlige hospitals seng og det lille rum for hende selv med udsigt over byen.. hun så stille mod malakel og tog fat i hans ærme i det hun sagde bedende"ikke.... forlad mig mester"

der kom en læge med noget bedøvende og en nål og tråd men ikke helt bedøvende i det hun ikke måtte falde i søvn før om 2 timer... kajika skrig da hun mærkede nålen i sit baghoved og selv om smerten var mest fjjernede kunne hun mærke nålen men såret skulle jo sys... hun græd stille og da de endelig var færdig sagde de til malakel at de kom tilbage om 2 timer

Ma'lakel havde sat en finger på hendes læber efter hun havde skreget, og blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Han ville ikke have hende til at skrige, det var som om at han fik ondt i hovedet af det. Han lod hende dog flæbe som et lille barn, og idet lægerne sagde de kom tilbage om to timer imens de gav ham nogle bedømme blikke og forsvandt, vendte han sig imod hende og trak sit ærme fri fra hendes greb. Han gik hen til en stol der stod ved siden af et lille bor under TV'et der var peget imod sengen og slæbte den med hen ved siden af sengen hvor han satte sig. Han havde forlængst lagt jakken men holdt sværdrene tæt ved sig. Værnede om dem som var de det mest dyrebare han ejede. De lå på skødet af ham imens han sad ved siden af hende og så ud til at føle sig meget utilpas med at være på sygehuset. Lugten var klam og ulækker, alt for.... ren!

,, Jeg går ingen steder, for helved hvis jeg lader dig alene, ender det med at jeg finder dig med et brækket ben, åndssvage tøs! Du er fandme altid så...", han stoppede sig selv i at sige mere idet han så op imod de sting hun havde fået og knurrede bare utilfreds resten af tiden.

kajika sukkede stille og så mod ham i det hun trak sin dyne helt op over sig og så på ham med de uskyldige blå øjne og sagde"ma´lakel..... hader du mig virkelig så meget?? og hvad skulle du til at sige jeg altid er .... klodset? er jeg det eller flæbende måske" hun vendte stille ryggen til ham såret i det hun slet ikke kendte ham men han var jo den eneste der bare viste han bekymret sig bare 1% del ingen gang 1 måske en halv eller kvart... bare det at han havde båret hende her ind det var så dejligt for hende....

så følte hun sig ikke alene eller noget men ordene han sagde skar stille og hendes hoved gjorde stille ondt... hun betragtede ham og sagde"hvorfor er du så led mester?? hvad får du ud af at skubbe folk fra dig på den måde når du taler om omformulere dig på det ondeste vis??" hun bed sig blidt i underlæben og lå stille og pillede ved sin bandage om hovedet de havde givet.... efter de var kommet 5 min efter de var gået igen

Han stod på en lygtepæl ude på gaden foran hospitalet, tæt på Kajikas stue.
Med sine følsomme ører, var han i stand til at høre hvad de talte om.
Han lagde armene over kors og lukkede øjnene for at kunne lytte bedre.

Ma'lakel stirrede bare på hende, med et tomt blik og så for en gangs skyld ud som om han ikke vidste hvad han skulle svarer. Hvorfor han sagde sådan? Hvorfor han var sådan? Hvorfor var der dag, og hvorfor var der nat, kunne hun lige så godt have spurgt om og det ville have været lettere at svare på. Han sagde ikke noget, overhovedet ikke, han knurrede ikke engang men stirrede på hende på en måde der mindede om en kat når den bare sidder og stirre på en.
Sådan blev han siddende i noget tid uden at svarer hende, uden at gøre mine til at han ville svare hende. Men pludselig kom ordrene som var en vulkan gået i udbrud.

,, Jeg er ikke led... jeg lyver bare ikke.. Jeg pakker ikke mine følelser og ord ind, som så mange andre væsener. Hvis jeg synes du gør noget irriterende siger jeg det... jeg ignorer det ikke, bruger ikke unødvendige høflige ord da du sikkert bare vil gentage det hvis du ikke fatter jeg mener det. Mange kan ikke tåle sandheden, derfor bliver de stødt af det og kalder det for ledt eller ondt. Sandheden om en selv er altid den hårdeste at sluge.. det er derfor du synes jeg er led. Fordi jeg udpeger dine fejl, og fortæller dig sandheden om hvad dine fejl har gjort eller vil lede til. Det betyder ikke jeg hader dig... had, er så meget anderledes."
Han ser lidt væk som om han ikke rigtig ved hvordan han skal fortsætte.

kajika så på ham undrende i det hun lagde hovedet let på skrå og sagde"Angående dem der killinger" hun ændre fuldkommen emne nu i det hun smilede sagde hun stille"du ..... du havde en gråstribet ikke?? fordi jjeg.... jeg tror jeg ved at kunne huske noget igen men det stadig så tåget og .... istedet for at udpege folks fejl burde du måske se... jeg ved ikke positivt på dem i stedet for at se fejlene i dem fordi det kan os give sådan et syns punkt mod dig at du kun har ene fejl og intet hjerte men jeg tror skam du har et hjerte ellers lå jeg ikke her nu og stadig var ved mig selv tror jeg??" hun så stille på ham i det hun grinte sødt og lagde sig tilbage i sengen på ryggen og så op i loftet og hørte tvets stille baggrunds støj og sagde"du må gerne gå vis du ikke vil være her altså.... jeg .... jeg har fattet det med du ikke hader mig men det lyder skam heller ikke som om du kan li mig" hun smilede kært og sagde blidt og uskyldigt"men det okay man kan aldrig tvinge en til at kunne li en det som det første indtryk man får af en person, efter det første indtryk vil man altid dømme personen efter det... indtryk.." hun smilede kært og lukkede de tunge øjne i stille.

Kajika sukkede og åbnede stille øjnene op igen i det smerten kom tilbage i hovedet men opdagede så noget nede på gaden.. hun så mod vinduet i det hun pegede stille og sagde"hvem er det??.. det ligner Darion ham elveren??"

Ma'lakel's blik faldt på hende meget hurtigt igen som hun begyndte at tale, hun så ud som om han intenst gerne ville høre på hvad han sagde men et eller andet sted inde i ham lod han det sive væk som om det ikke var nok til at bryde den mur der hed Ma'lakel's Forsvar. Han så væk igen i noget tid og forventede at høre mere inden han så op og opdagede at hun havde lukket øjne. Han åbnede småt sine læber som om han ville tale men lukkede dem igen imens han bare betragtede hende.
*Jeg kan godt lide dig...*, tænkte han, men sagde det ikke højt.
For alt i verden ville han aldrig sige det til hende. Ikke fordi han ikke turde, eller fordi han ville lege helt eller noget som helst. Simpelthen fordi, at det gjorde man bare ikke. Man, sagde ikke sådan noget! Det var... som at slå sig selv i ansigtet. Han blev siddende derinde og ventede på at hun var faldet i søvn. Med hovedet hvilende i hænderne stirrede han ned på Zane's sværd og undrede sig over hvordan han kunne blive mere magtfuld, stærkere, mere kold, og for alt i verden stoppe med at være... sådan her!

// Sang der passer godt til hvordan Ma'lakel føler omkring Kajika: https://www.youtube.com/watch?v=FKry3R8J2mQ&playnext_from=TL&videos=MkBhONRTKzQ ... især hvis det med Set sker xD

//ååårh ond sang O.O//

Kajika betragtede stille vinduet i det hun så på ham og han slet ikke havde hørt hende sukkede hun stille og sagde"jeg.... jeg ?? tror hellere jeg må hjem af" hun sukkede stille og sagde"jeg har lyst til at komme hjem ved du hvilken vej er øst mester..." hun så stille undrende på ham i det hun satte sig op i sengen igen og så mod ham med et lettere undrende blik og smilede stille kært til ham og kunne mærke hovedet dunke igen i det hun sad op og små minder kom tilbage om malakel og hende

Han sukkede.
"Hun får hukommelsen igen..." mumlede han for sig selv. Katastrofalt!
Han havde håbet at hun ville blive skånet for at komme i tanker om det der var sket i skoven mellem ham selv og hende... og ikke mindst havde han håbet at hun for evigt ville glemme de forfærdelige tink hun havde været igennem. Som dengang Zane torturerede hende...

Ma'lakel så op fra sværdrene som han sad og knugede til hans knoer blev helt hvide på grund af tanken om at han ville være stærkere, og blive anderledes, men også på grund af de minder der kørte i hans hoved. Hans øjne så mere blanke ud end normalt, hvilket var meget skrammende for selve tanken om at Ma'lakel faktisk kunne græde eller udtrykke sig på nogen måde der mindede om det var på sin egen måde meget foruroligende! Han så hurtigt ned igen. Han troede hun havde gjort tegn til at hun ville sove. Han blinkede i det han så ned og rejste sig så op og så normal ud, han lagde hånden på hendes bryst kasse og sagde til hende med en meget hård og beordrende stemme der havde den der advarende besked om at hvis hun trodsede ham nu var han ligeglad med om hun var såret eller ej!

,, Lig dig! Du bliver her indtil du har husket alt!"

Ved lyden af Ma'lakels hårde stemme, slog han øjnene op. Han opdagede at han havde spændt hver en muskel i sin krop.
*Den lede...* tænkte han. Men det var ikke tid til at blande sig.
Ma'lakel havde trods alt ikke gjort Kajika noget endnu.

kajika så stille på ham undrende og bed sig i underlæben i det hun fjernede hans hånd og så alvorligt og voksent agtigt på ham og sagde med hård undertone og stemme"nej! .... jeg vil ikke huske alt jeg vil bare hjem" hun så på ham stille og mindet fra asien kom frem.. hun så stille væk i det hendes hjerte bankede hurtigere nu og hun fik små flashbacks

som det med bruseren og ham stående tæt op af hende... hun lukkede øjnene og sagde stille"jeg vil.... jeg vil!! ikke huske det ,..." hun tog sig til såret stille og piv i det hun fik mere ondt i hovedet og lagde sig tilbage i sengen og prøvede at lave vær med at græde fordi så ville hun slet ikke kunne trække vejret eller undgå smerte i hovedet. minderne fra før og hendes forhold til Zann kom frem... selv om hun prøvede at huske noget andet kom ordene fra velarian og kysset i skoven før hun stak af fra ham og kom til at snuble ned i den store dal og skade sit hoved ved ikke at se sig for.. hun huskede næsten alt nu og set!....

Han lukkede igen øjnene og skærpede sin høresans til det yderste.
*Det er ved at ske...* tænkte han bedrøvet.
Hvis bare han dog ikke havde gjort sådan i skoven!!

Ma'lakel betragtede hende koldt idet hun fjernede hans hånd og hans øjne lynede med vrede men den forsvandt igen da hun så ud til at huske nu. Alt det der var sket. Alting! Han så på hende som hun led og en del af ham var overvældet af glæde over at se det imens en anden del af ham følte at han måtte gøre noget. Et eller andet, måske råbe af hende?! Måske ville det hjælpe hvis han var mere ond?! Han gik en lille smule i panik da han ikke vidste hvad han skulle gøre; andet end? Han vidste hvordan han fik killingerne til at falde til ro, så han satte sig på kanten af sengen og lænte sig ind over hende imens han satte hånden på den anden side af hende imens han stille og let lod spidsen af tungen glide over hendes pande, blødt og kærtegne som han havde gjort ved killingen. Alt imens den anden hånd stille nussede hende i håret, igen på samme måde som han ville have gjort det ved en af hans killinger; stille og blødt. Derefter satte han panden imod hendes og lukkede øjne. Han plejede at slappe af for at få killingerne til at slappe af, så hans aura ville smitte af på dem, og lige i det øjeblik virkede han fuldstændig jordnær og afslappet som om han var noget af det mest fredelige i hele verden!

,, Rolig, dumme tøs.", sagde han til hende stille, men man kunne godt høre på stemmen at den ikke var lige så blød og venlig som hans handlinger, det var Ma'lakel, halv-dæmonen der elskede kaos og død!

kajika lukkede øjnene i af smerten der stille rumsterede i hendes hoved og hun havde for alt! i verden ikke tænkt sig at åben øjnene eller lade vær med at stramme i hele kroppen vær en muskel var spændt og det eneste hun ville var at skrige eller græde eller bare i et hele taget løbe sin vej og ikke se sig tilbage alle disse minder der rumlede ind i hinanden de var forfærdelige... hun åbnede stille øjnene overrasket da han stille slikkede hende ?? op af panden og kærtegnede hendes hår blidt...

Kajika så på ham og vidste fra minderne hvordan han havde været mod hende og kunne høre hans blide stemme, hun lukkede øjnene igen og rødmede let i det han sådan nussede om hende som var hun en af hans små killinger nu ... som om hun var den specielle grå stribede han havde slikket på panden og nussede da den var bange for ham fordi han gik amok den gang... hun nød de stille strøg nussen, og ja alt det han gjorde nu de ord han sagde løs himmelske i hendes øre nu og hun ville fra den dag af aldrig opfatte ham som et væsen uden sjæl eller hjerte... hun så stille på ham og sagde"ma´lakel... er det dig?" hun så uskyldig ud og kunne huske ham helt nu

// Ugh.. jeg ville skrive.. men jeg er ved at dø T_T Jeg går i seng inden jeg begynder at blive en hjernespisende zombie... //

//heh okay fjolle ^^ Skrives i morgen ;P vis du altså ikke er død O.O//

// OK xD Det er ellers fedt hvis du bliver Zombie så har du damage penetration imod blunt damage xD!! Og cold xD!

Ma'lakel sad med hende stille som en mor ville sidde med sit barn, uden at gøre meget andet end bare at nusse hende til at hun var faldet ned. Han åbnede øjne da hun talte til ham: de samme dyriske og sadistiske øjne der viste en morder og ikke en prins på den hvide hest. De var fuldstændig i kontrast til hans handlinger; kolde og tomme, som om at det bekymrede omsorgsfulde blik man troede at man ville få, ikke var der og heller aldrig ville være der. Som en kat der vil trøste dig men du kan ikke se følelserne i dens øjne, kun i den måde den nusser sig op af dig. De grønne ulve øjne var faretruenede tæt på hende og en hver anden der nogensinde havde været så tæt på Ma'lakel havde helt sikkert ikke overlevet det bagefter! Deres ansigter var blot få centimeter fra hinanden, det samme med deres læber. Han svarede hende med hans normale Ma'lakel stemme; mørk og brummende, en stemme der er skabt til at skræmme ikke til at berolige.

,, Ja...?"
Han rynkede brynene da hun spurgte idet han tænkte at det var sku da et dumt spørgsmål!

kajika betragtede blot Ma´lakel med beundring og meget nysgerrigt udtryk i det han stille nærmede sig og deres læber var få cm fra hinanden rødmede hun let og mærkede hans varme ånde i det ordet ja kom ud fra hans mund og ramte hendes læber blidt.... hun så på ham med det samme uskyldige blik som hun havde haft siden de mødtes og en del af hende ville kysse ham fordi han var så tæt på og tiltrak hende men den anden del af hende ville bare skubbe ham væk og mumle tak angående hans behandling til hende.. hun vidste ikke hvad hun skulle gør..

Så ... kajika tavs i det hun så på ham og stille sagde"intet... der er intet alligevel" hun tænkte inden i *bare glemt det ... der var intet jeg vil aldrig fortælle dig min største hemmelighed det kan jeg ikke.... det må ingen hvide andre end mig* hun så flovt væk fra ham i det hun ikke ville se i hans dyriske øjne eller for den sags skyld være så tæt på hans løber igen han havde før været ved at stjæle et kys fra hende men hun havde nået at trække sit hoved til sig i det han havde prøvet den gang. han skulle aldrig få lov at rør hendes læber aldrig.....

Ma'lakel lå stille og nussede videre i lidt tid endnu som for at sikre sig hun var rolig. Han så væk da hun gjorde, og i det øjeblik var det som om en chance for forspildt med vilje, et øjebliks varme forsvandt og han havde ikke taget den. Ikke engang tænkt på det, og det skræmte ham fra vid og sans hvorfor han ikke havde gjort det. Måske fordi Dådyret havde ændret til noget andet end et legetøj? Han trak sig stille væk igen og så ikke på hende imens han sad på senge kanten og tog sin hånd til sig igen.

,, Kan du huske hvor du bor?", spurgte han så, som om det der lige var sket, det han lige havde gjort var noget af det mest naturlige i verden.
Han rejste sig fra sengen for at gå over og tage hans jakke og sværdrene. Han tog jakken på og sværdrene på ryggen og så lige så normal ud som han plejede; den halv-dæmon der voldtog og slog ihjel. Han stirrede på hende med alvorlige øjne som om han forventede et svar hurtigt.

kajika så på ham stille igen og rødmede let over hun var tæt på dette dyriske bæst og dog alligevel var han så hellig nu i hendes øjne som det reneste væsen hun havde mødt i hele verden hun ville ikke slippe ham nu det var sikkert han var noget speciel nu.... hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gør da han slap hende igen men det var som om at hele dette romantiske øjeblik var blevet revet i tu som om månen forsvandt fra dem og deres øjne måske ikke ville mødes igen med sådan en blidhed og lidenskab som denne nat...

kajika bed sig i underlæben blidt og tog hånden op til hovedet i det hun rettede stille på bandagen og så mod ham med de dådyr agtige smukke uskyldige øjne og sagde"nej ikke rigtig? men jeg tænkte om jeg må sove ved dig ? lidt... dig og den grå stribet" hun ville ikke virke påtrængende i det hun jo spurgte om hun faktisk måtte overnatte ved ham men hun vidste at vis hun spurgte angående den grå stribet så ville det måske gå

Ma'lakel så på hende et øjeblik med vantro i øjne som om ikke troede på hun ikke vidste hvor hun boede, og da hun spurgte om hun kunne overnatte hos ham var der et eller andet der stak ham i maven som om det havde han på en eller anden måde virkelig ikke lyst til hun skulle! Mest fordi hans hjem ikke ligefrem var det bedste sted for nogen der havde slået hovedet og trængte til hvile, og ikke den knirkende larm der kom fra taget når vinden blæste så man blev bange for at hele huset ville kollapse, eller den fugtige våde træ duft fra gulvet, eller den hårde madras eller... der var så mange grunde til hvorfor det ville være upraktisk og dårligt for hende at sove hos ham! Han så væk og sukkede;

,, Hvorfor?! Jeg går ud fra du husker mit hjem ikke ligefrem er venligt overfor sårede Dådyr, og desuden kan hospitalet sikkert give dig din adresse når de lader dig komme herfra... "