Fløjtespilleren og Korsridderen (Barishan)

S: Forêt skoven. En lysning.
T: 16:30
O: Træer, Velarians telt og en bålplads
V: Solrigt og varmt

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Efter to timers arbejde, havde Velarian endelig fået lavet sin lejr igen. Lysningen havde været forladt siden han døde, og ræsterne af hans lejr viste sig blot som et gammelt, laset stykke lærred og en lille plet på jorden der hvor bålet engang havde stået.
Sådan havde det ihvertfald set ud da Velarian var vendt tilbage hertil.
Nu stod der et klassisk telt af beige lærredsstof og solide grene til at holde det på plads med, samt et lejrbål, der dog ikke var tændt endnu.
Velarian smilede og satte sig foran indgangen til teltet.
Han bandt sin panfløjte fri af sit bælte, og begyndte at spille en glad melodi.

Barishan havde set hvad der skete ved Djævlens pagt med Zane. Velarian var kommet tilbage, men Barishan vidste ikke om Velarian var ond eller god. Barishan vidste dog at han måtte finde ud af det og om han skulle kæmpe mod Velarien eller hjælpe ham. Barishan havde langt om længe fundet Velarian. Barishan gik hen mod Velarian med hænderne i lommerne mens han smilede. '' Hej, Velarian, du kender nok ikke mig. Men mig og din bror kender hinanden''.

Da Barishan talte til ham, holdt Velarian op med at spille på panfjøjten.
Han så venligt, men vagtsomt op på Barishan, men uden at rejse sig op.
"Dine øjne vidner om at du er en god mand..." sagde han så.
"Jeg kan ikke forestille mig at du arbejder for Zane."

Barishan lod et bredt varmt smil brede sig over sine læber. * Han er god, godt. Jeg ville ikke til at kæmpe mod ham *. Barishan gik over mod Velarian og rakte en arm hen imod ham. '' Navnet er Barishan aka Balian Iben Fahalad og nej, jeg arbejder ikke for Zane. Faktisk var jeg med der han lavede aftalen med Djævlen. Jeg sad som en flue på hans skulder og så det hele. Jeg tog efter ham og prøvede at besejre ham''. Barishan kiggede ned mod jorden med et udtryk som om han fejlede.

Velarian rejste sig op og lagde en hånd på Barishans skulder.
"Mist ikke modet min ven... Zane er ufatteligt stærk.. det er ingen skam at møde en modstander som er stærkere end en selv. Det er blot lærdom." sagde han blidt.
Han smilede til barishan.

Barishan kiggede alvorligt på Velarian. '' Velarian, jeg har brug for din hjælp hvis vi skal besejre Zane, vi skal træne, du har de samme evner som Zane. Sammen har vi en chance imod ham. Vi kan redde verden mod hans ondskab, hvis ikke os hvem så. Tronen er din, jeg tilbyder at slå der ved dig som din rådgiver hvis det er det du ønsker, vi må besejre Zane. Hvad siger du?. Barishan stod med et håbefuldt blik i sine krystal blå øjne og en aura a inspiration og mod omkring sig.

Velarian lukkede øjnene.
Han rystede på hovedet, og så igen Barishan i øjnene.
"Jeg har ikke de samme kræfter som Zane. Barishan tro mig.. vi må slå koldt vand i blodet. Lige nu har Zane ingen skrubler, og det gør ham endnu mere farlig." sagde han alvorligt.

Barishan grinede sagte og blev alvorlig igen. ’’ siger ikke vi skal angribe ham nu, bare at vi skal arbejde sammen. Jeg får brug for din hjælp og dine evner. Mange mennesker og andre uskyldige væsner vil dø netop fordi han ingen godhed har i sig. Kom med mig og mød de andre Agenter fra min Orden ’’. Barishan kiggede på Velarian med et blik af kampånd og det virkede ikke som om han var klar til at kæmpe mod Zane lige nu, dog havde han en vilje til at redde verden der næsten strålede ud af hans øjne.

Han så alvorligt på korsridderen.
"Du er modig, og jeg fornemmer megen godhed i dig. Jeg vil møde dine venner, men tro ikke at jeg har kræfter der kan måle sig med Zane, for det har jeg ikke. Han har opnået sine kræfter ved at gøre uhyrlige ting. Ting som aldrig skal tales om." sagde han så.

Barishan smilede og nikkede. ’’ ingen af os har kræfter til at besejre Zane alene, selvom jeg kom tæt på. Men hvis vi arbejder sammen har vi en chance for at redde Di Morga. Vi er alle villige til at sætte vores liv på spil for at stoppe Zane. Men kom, lad mig føre dig til dem ’’. Barishan begyndte at gå over for at mødes med Zal, Zevren og Lindir.

Velarian nikkede indforstået og fulgte med ham.
*Måske har vi en chance... men ikke endnu...* tænkte han.
Hans tanker kræsede også om Kajika.
Hvordan mon hun ville tage det hvis de gik til kamp mod Zane?
Hun holdt jo af både Zane, og Velarian...