I am you.. Keela

S: Sombre?
O: .. ?
V: Mega meget tåget!
T: Aften.
D...
_________________________________________

Den langsomme tåge som havde valgt at ligge over Sombre var unaturlig tyk. Stan kunne ikke rigtig se en hånd for sig, og han var skam også tæt på at støde ind i et træ. Han lod sine kolde hænder føle sig frem til et træ og derefter lænede han sig halvt op ad det. Han lukkede stille sine øjne, mens den stille natte lyd ramte hans hinder. Han gled langsom af træet, og lod sine ben flyde på jorden, som om han var hjemme. Han lod det ene ben rejse sig op, mens han derefter lod sin albue hvile derpå. Han øjne var stadig lukket, for der var egentlig ikke noget at se. Han anede heller ikke rigtig hvor han var, så det kunne ligeså godt være lige meget. Den lille bise der var, legede med hans blålige hår. Han nød det, for ikke at lyve.

Keela gik rundt ved Sombre, hun havde for længst opdaget den kratige og tykke tåge. På en måde fik det hende til at tænke på et uhyggeligt hus i film. Hun grinede lidt over det og gik roligt rundt. Hun havde for længst opgivet at kigge rundt for at finde vej. Hun lukkede øjnene og lod sig gå rundt. Hun gik så let som en fjer rundt, hun fulgte sit instinkt og det virkede ganske godt. Hun stødte ikk ind i noget som helst. Hun stoppede dog op lige inden hun var ved at falde over et ben, hun kiggede. En dreng. Eller... Mand... Hun kiggede på ham og satte sig med et bump foran ham. Hun åndede lidt ud, "Åh... Du skræmte mig...!" grinede hun let.

Stans øjne var stadig lukket og hans øjne stak igennem tågen. Han hoppede halvt op, da en underlig duft ramte hans næse. Han åbnede sine øjne, og opdagede en kvinde. Han skævede stille imod hende, da han ikke rigtig anede hvad han skulle sige. Det var nu mere hende der havde skræmt ham. Han rykkede sig lidt væk fra hende, men dog på den høflige måde. Man skulle aldrig nærme sig en kvinde. ”Det må De sandelig undskylde” sagde han til hende, uden rigtig at se på hende.
Stan mumlede på en måde gennem sine tænder, da hun seriøst havde overrasket ham. Han var ikke vandt til sådan noget.

Hun grinede lidt og smilede let. "Så jeg skræmte ogs dig lidt?" smilede hun let og holdte en hånd lidt for munden fordi hun grinte sådan. Hun rystede på hovedet og smilede til ham. Hun kiggede undrende da hun så han rykkede sig lidt væk. Var hun for tæt på? Hun sukkede lavt og trak på skuldrene. Hun stoppede dog op og kiggede undrende, 'De'? Det var godt nok ikk lige et ord hun havde troet at høre fra en anden. Han var nok en gentleman eller sådan noge. Hun kiggede roligt på ham og smilede, "Det går vel, ingen af os døde af det. SÅ det er vel kun godt?" smilede hun og satte hovedet en smule på skrå.

Stan så på kvinden igen. Han lag hovedet let på skrå, katteligene måde. Han lange hår lod til at falde på siden, mens han langsom smilte skævt. Underligt nok havde han kun mødt piger på sin vej, hvorfor mon? Havde han en slags pige magenet på sig? Stan rystede på hovedet af den tanke, og lod til at komme tilbage til ´det virkelige liv´. ”Nej frøken” sagde han så, og rettede sig op. Han lod stille bide sin pegefinger, mens han så på himlen. ”Hvad hedder De” han så på kvinden og prøvede at smile ligesom hende, men det gik helt galt. Han lavede bare en slags grimasse.

Hun kiggede undrende på ham, hvad tænkte han mon på? Han havde ihvertfald et på en måde træt blik på hende. Hun bed sig i lbæen og kiggede ned. Hun kløede sig lidt bag hovedet og kiggede på ham, "øhm... Noget galt?" spurgte hun forsigtigt og kiggede lidt bekymret på ham. Han så rimelig alvorlig ud på en måde? Hun stoppede op og kiggede på ham. Hun sukkede, "Ikk alt den høflighed, bare vær helt normal. Du ved sige hey og hej og det!" smilede hun glad og kiggede på ham igen. "jeg? Jeg hedder Keela Uzumaki!" smiled ehun uskyldigt og kiggede på ham. "Hva med dig?" spurgte hun forsigtigt og smilede stadig lidt. Men det var lidt mindre end det plejede.

Stan betragtede hende, med et skævt smil. Hendes lille tale, havde på en måde vækket ham. Stan nikkede til hende da hun egentlig sagde sit navn. ”Keela. Lad mig sige det kort” Stan træk sig væk fra træet, mens han med langsomme og dovne skridt gik imod Keela. Han stoppede foran hende, mens han bøjede sit hoved ned, fordi han selvfølgelig var høj. ”Der er intet i vejen med mig, jeg er bare sådan. Og jeg skal nok ligge al høfligheden bag mig” hans ånde vil ramme hendes pande, som en slags kulde. Sådan var Stan trods alt, var han kun et menneske. Var han?