En dag i skoven //Keela//

S: Forêt - Skoven
T: 11:30
V: Solskin, en smule blæst.
O: Grøn skov, fuglesang og en lille bæk

Det var en varm solskinsdag, fuglene sang og vinden blæste stille i træerne så de svajede ganske let. Godric, en 19 år ung mand med kastanjebrunt hår og blå/grøne øjne var ude og gå en lille tur for sig selv. Han havde ikk rigtig andet at lave en dag som i dag, og det var en perfekt dag til en skovtur. Godric gik stille gennem skoven, og da han havde gået i lidt tid kunne han høre en let rislen. Han begyndte at følge efter lyden, og lidt efter kom han til en lille bæk som han fyldte et lille stykke. Efter lidt tid satte han sig ned ved bredden og så ud på den lille bæk og nød fuglesangen. Han lage sig ned og tog hænderne om bag hovedet og lukkede øjne. For sit indre blik så han en grøn eng med en bæk. Fuglene sang vidunderligt smukt, og man kunne både høre og mærke den svage vind som pustede stille til græsset. Godric sukkede stile, og nød stilheden i lidt tid før han åbnede sine øjne igen. Et lille pindsvin var kommet hend til ham for at snuse en gang, men skyndte sig nu hurtigt væk igen. Godric rejste sig langsomt op, og begyndte at gå vidre langs den lille bæk.

Efter lidt tid gad han ikk rigtig gå mere. Han vil hellere forvandle sig og tage en lille løbetur. Det var en kildrende fornemmelse han fik når han forvandlede sig. Det startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem ammende til hænderne, og op til hovedet. Han elskede virkelig fornemmelsen af at forvandle sig. Da forvandlingen var overstået var han blevet til en los. Han strakte sin krop en gang, og begyndte at lunte af sted, og satte stille farten op. Han fulde stadig bækken, og da han havde løbet et pænt stykke lagde han sig ned, og rullede sig sammen. Solens stråler nåde helt ned til ham og varmede ham. Han nød fornemmelsen af den bagende sol, og lukkede bare øjnene.

Sikke et vejr! Det var en dejlig, og lunefuld dag, som helt sikkert var klar til bare at skulle nydes. Der var blæst, men det var ikk noget som var dårligt, det var mere en mild brise for Keela. Hun havde håret sat op i en hestehale, alt var tilbage og hang godt ned af hendes ryg, ca til midten på hendes ryg. Hun havde nogle jeans, sammen med en meget kort kjole som gik til lidt under hofterne.
Det var vejret til at tage ind i skoven, have en skovtur eller bare sidde ved den lille sø som var gemt godt for skovens træer. Uanset, var hun godt på vej ind mod skoven, da de første træer viste sig, kunne hun mærke hvor tilpas dyret inde i hende blev ved lugten af de mange små dyr og livlige træer. Jo længere hun kom ind i skoven, jo mere dukkede en mærkelig lugt op for i luften. Det lugtede af animagus. Spændingen steg ved det, og hun begyndte at løbe en smule mod lugten. Hendes nysgerrighed var vækket.

Da hun endelig havde "indhentet" lugten, fandt hun et lille kattelignende væsen, som lå trygt ved siden af en bæk. Hun vidste ikk helt hvad det var, den så for lille ud til at være en gepard, eller leopard... Hun satte hovedet på skrå, den bedste måde var vel at gå hen at spørge væsnet? Hun begyndte forsigtigt at gå hen af mod den, hun var ikk sikker på om det var en dreng eller pige hun havde fået færten af, men racen var ganske sikker for hende. Hun bukkede sig ned på knæ ved siden af den og kælede den forsigtigt på pelsen, hendes fingerspidser strejfede mildt dets pels. "hej lille ven" smilede hun. Hun ville lade som om hun ikk vidste det var en animagus.

Godric kunne godt høre at der kom nogle, og han kunne også lugte at det var en anden animagus, men han blev bare roligt liggende med let lukkede øjne. Da personen kom hen til Godric og satte sig på hug ved siden af ham og begyndte at ae ham, åbnede han det ene øje en smule på klem. Det var en pige så han, og hun var på en måde smuk, men han var ikk helt sikker på om hun lige var hans type. Han vidste godt at hun lod som om hun ikk vidste at han var en animagus, så derfor ”spillede” han med. Han rejste sig hurtigt op, og begyndte stille at knurre af hende. Han var ikk en los som fandt sig i at blive klappet. Han gik et lille stykke væk far hende, men helle tiden med front mod hende. Han satte sig ned og så på hende en smule nysgerrig. Hvorfor lod hun som om hun ikk vidste hvad han var? Godric gabte en gang så man kunne se alle hans syle spidse tænder. Han lagde hovedet en smule på skrå og betragtede hende stille.

Hun kiggede stille på den, der var noget underligt ved denne forvandling. Hun kunne slet slet ikk gætte sig til hvad det var for en slags, hun kendte heller ikk alle dyr i verdenen, men den var ihvertfald en hun ikk havde set før. Den så også alt for anderledes ud, til at hun kunne kalde den en slags noget som helst. Lignede hverken det ene eller det andet, hvilket vækkede hendes opmærksomhed.
Det blev en overraskelse for hende, da hun så dens hurtige reaktion på hendes fingre. Hun kunne dog ikk lade være med at smile, det viste sig at den allerede havde fundet ud af hendes lille nummer. Hun var heller ikk verdens bedste skuespiller. Hun rakte blidt sin hånd mod ham, "Du er ikk så nem at narre." sagde hun stille. Hun kiggede stadig på ham, "Men jeg har aldrig set din slags forvandling, er det en sjælden dyrerace du kan blive til?" spurgte hun roligt. Hun kiggede på hans tænder, han var klart ikk en der var beregnet til at lege med som et slags kæledyr. Hun satte sig til rette. "En animagus med ære, det må jeg give dig." smilede hun drillende.

Godric så på hende og kom en smule nærmere. Han var forsigtig, men på samme tid nysgerrig. Han var ikk van til at folk aede ham så han vidste ikk helt hvad det betød. Han standsede op og kiggede på hende igen med sine gule katteøjne. Han have sine øre lige frem mod hende. Det var endnu et tegn på at han var nysgerrig, men samme tid en smule på vagt. Han overvejede lidt om han skulle forvandle sig tilbage til sit gamle jeg igen. Det vil nok blive en hel del lettere at tale med hende hvis han også var et menneske? Han stod og overvejede det lidt, men besluttede sig så for at gøre det.

Han forvandlede sig stille tilbage til en 19årig dreng. Fornemmelsen af at blive sig selv var nogenlunde den samme som når han blev et dyr, men dog alligevel en smule anderledes. Han kiggede smilende over på hende med sine blå/grøne øjne. ”Jeg ved ikk helt om det dyr jeg forvandler mig til er sjældent” sagde han en smule tøvende. ”Det er en los og de er i famile med katte.” han smilede stadig til hende, og tog et lille skridt mere i hendes retning. ”Hvem er du?” spurgte han nysgerigt. Den stille vind tog legende fat i hans lange hår, og blæste det ind foand hans øjne, og Godric skyndte sig at fjerne det med en let iriteret håndbevægelse.

Hun kunne se ham komme nærmere, og hun satte sig til rette ned på græsset og kiggede stille på ham. Det så ud til at han ville se mere på hende, han var nok i tvivl om hvorvidt han skulle stole på at hun ikk gjorde ham noget? Hun trak på skuldrene og lod ham fortsætte med at kigge på hende. Hun tænkte stille, "Du ser virkelig pæn ud, det er et smukt dyr du er." smilede hun. Hans los krop så virkelig smuk ud, den så sund og robust ud. Samtidig med også at se ud til at være en smule forkælet end pels. Den virkede ikk beskidt, men blød. Hun kunne ikk tro han vaskede sin dyreform, men den var blød i forhold til mange andres animagus forme.

Hun satte sig i lotus stilling og lænede sig til den ene side, så hun kunne få en albue på knæet med sit hoved ovenpå. Der kom et bredt smil til, da han valgte at skifte til sin menneskeform. Hun blev overrasket over hans øjne, en rigtig pæn farve. Hun nikkede let og lænede sig tilbage, mens hendes fingre blidt nussede græsset. "En los? Den har jeg aldrig hørt om, men den er ihvertfald spændende at se på!" sagde hun bestemt. Hun rødmede en smule, hun havde da egentlig glemt at fortælle hvem hun var. Hun havde bare nusset ham, så var dét det. Hun rakte ham sin hånd, "Jeg er Keela Uzumaki," smilede hun. Hun grinede let over at se hans reaktion på hans hår.

Godric så på pigen da hun satte sig ned i lotus stilling og lænede sig til den ene side, så hun kunne få en albue på knæet med sit hoved ovenpå. Da hun begyndte at give hans dyr komplimenter blev han en smule genert, og tøvede et split sekund. Han var ikk helt sikker på hvordan man skulle reagere på det. Han gik helt over til hende. Han tog hendes hånd, og smilede let til hende. Smilet var kun et høfligt smil som han den gang han var yngre havde brugt til at få mere mad. Det var ikk altid at smilet havde hjulpet ham, men de fleste blev nærmest helt bløde i knæene og gav ham mere mad. Han vidste ikk hvordan det ville virke på Keela, men han håbede på en reaktion som nok var en smule som den han var van til fra den gang han var en dreng. ”Tak for komplimenten om mit dyr” sagde han. ”jeg er også meget solt over den.” Han så på hende et kort sekund og spurgte så ”må jeg sætte mig?” Han ventede ikk på noget svar, men satte sig ved siden af hende. Han så ned i jorden og vidste ikk helt hvad han skulle sige. Han så op på hende igen med et forsigtigt smil. ”hvad laver du enlig her ude? Hvorfor lod du som om du ikk vidste hvad jeg var og hvorfor aede du mig?” Han var ikk helt tryk ved hende. Hun var bare dukket op og havde forstyrret ham. Han var ikk specielt glad for fremmede med mindre det var nogle han prøvede at få mad ud af, og det prøvede han jo ikk lige frem med hende her. han havde ikk så mange vennere, faktisk havde han ikk en eneste endnu. Han var ikk lige typen som fik venner med mindre der var noget meget specielt over dem. Han så afventende på hende, og ventede på at hun skulle svare ham på hans spørgsmål.

Det var svært for Keela at få øjnene fra ham, han virkede spændende at se på, og også en pæn form. Det var svært ikk at beundre sådan et væsen. Hun havde en svaghed for pæne dyr, der var noget over dem, som gjorde at hun bare måtte "udforske" dem. Pelsen, muskulaturen og selvfølgelig personligheden. Alt som gjorde dyr, såvel som personer unikke.
Hun kiggede stille ned på sin hånd da han tog den, hun smilede opgivende og lagde sin anden hånd ovenpå. "Du har da nogle yndige øjne, men du må prøve noget andet." smilede hun drillende og klappede hans hånd. Hun kiggede stille ned på sine hænder, det var mærkeligt at mærke på hans hånd, den var lidt større end hendes små, slanke hænder. Hun kiggede op på ham. "Den må du da høre tit, dit dyr er virkelig smuk." Hun tænkte lidt, hun kendte ikk til den race. Men hun var meget forstående for at han var stolt af den, det virkede som et stolt og prægtigt dyr.
Hun fik et kejtet smil frem, da han sprugte uden egetnlig at forvente et svar fra hendes side om at han måtte sidde. Hun satte sig med benene på hinanden, og fødderne i modsat retning af hvor han var, så hun ikk fyldte så meget. Hun hvilede stadig sine hænder mod græsset og blev overrasket over hans mange spørgsmål. Hun tog en lidt dyb indånding, der var meget der skulle svares på. "Altså det er jo et fantastisk vejr, jeg tænkte at en god gåtur ville være passende for bare at nyde det dejlige vejr med den milde brise." Hun tænkte lidt over det andet, og trak på skuldrene. "Jeg ved det ikk, nogle gange er det sjovt nok at se om folk lader som om de er dyr eller ej. Det er endnu sjovere at se folks reaktion når de finder ud af du er animagus fordi du forvandler dig tilbage..." fnes hun lavt og kunne ikk lade være med at smile bredt. Hun kløede sig på nakken, "Det med at ae dig, det er sådan en lille svaghed jeg har... Når jeg ser prægtige dyr, eller rettere animagus i dyreform. Får jeg lyst til at kærtegne det dyr, det er min måde at vise jeg vil være en ven på, og hvis man gerne vil lære mig at kende, tillader man typisk at blive rørt." svarede hun. Hun kiggede op mod himlen med et tilpas smil, og et drømmende udtryk. Hun elskede tanken, og følelsen ved at blive kærtegnet. Hun kiggede mod ham, "Hvad hedder du egentlig? Og hvad laver du selv herude?" smilede hun lumsk.

Godric nikkede langsomt. Hun var altså bare ude og nyde vejret som ham selv. ”åh, undskyld hvor uhøfligt af mig. Mit navn er Godric, og jeg prøvede bare på at nyde vejret og måske ha fået en lille lur i solen, men så kom du jo.” Han smilede forsigtigt til hende og denne gang var det et mere varmt smil en før. Han var stadig forsigtig. Hun havde ikk gjort sig fortjent til hans tillid endnu. Godric havde nemlig nogle regler, og den første hed *Stol aldrig på nogle.* hans anden regel var lidt af en modskridning til hans første regel. Hans anden regel hed *medmindre de har gjort sig fortjent til tillid.* ”Jeg er en smugle nysgerrig, men hvad bliver du selv når du forvandler dig og hvordan syntes du det følges?” han var godt klar over at han spurgte meget, men han kunne ikk lade være, og hvis han skulle ha tillid til hende skulle han også vide en smugle om hende. Han var ligeglad om hun spurgte ind til ham, men det gjorde ikk noget. Han trak benene op under sig, og slog sine arme rundt om dem. Han havde en underlig fornemmelse som han ikk helt vidste hvad han skulle stille op med. Han så over på Keela, med et bedende udtryk, men det var svært at be om noget hvis man ikk selv var klar over hvad man vil. Han så ned i jorden.

Hun rystede mildt på hovedet, "Det er ok, mange gange tænker man nemlig ikk over ikk at præsentere sig selv." Hun havde mødt mange personer, hvor at de ville vide hendes navn, før de fortalte deres eget, men når hun havde fortalt det, så ville de egentlig også lige vide noget andet. Hun fnes ved tanken, det var nu sjovt nok. Hun tænkte over hans navn, Godric. Det lød interessant, engelsk måske? Hun tænkte stille, hun smilede uskyldigt og klappede på sine lår. "Hvis du gerne vil have en lur, må du da gerne bruge mig som pude. Se det som et undskyld for at tage din lur fra dig." grinede hun let.
Hun satte hovedet på skrå, han så ud til at tænke. Over hvad mon? Hun lod ham dog have tankerne i fred, indtil han snakkede til hende igen. Hun rynkede brynene en smule, hvad hun blev til? Puha... Det var lang tid siden hun forvandlede sig sidst. Følelsen ved forvandlingen, ville være svær for hende at huske. Hun lagde en finger mod læberne og tænkte, hvordan det føltes? Hun kiggede stille på ham. "Altså jeg bliver til en ulv, med ræveform. og en almindelig ørn. Mine farver på pelsen er dog meget... underlige..." mumlede hun stille. Det bekymrede hende en smule, men mange havde vel en speciel forvandling? Hun rynkede brynene igen, "hmm... Følelsen... Følelsen ville nok være..." hun begyndte at smile. "Magisk... Det er en virkelig berusende følelse for min krop, det virker som en varme der spreder sig fra hjertet og ud til spidserne af din krop." sagde hun og fik armene lidt omkring sig selv.
Hun kom væk fra sin drømmeverden, da hun så hans udtryk. Hun fik et lidt bekymret blik og lagde blidt en hånd på hans kind. "Er der noget galt?" spurgte hun blidt og fik bevægede mildt fingerspidserne mod hans kind.

Godric grinede stille over at hun tilbød ham at bruge hende som pude, men rystede på hovedet. ”Ellers tak. Jeg klare mig.” Han smilede til hende og ventede tålmodigt mens hun tænkte over et svar til hans spørgsmål. Han nikkede langsomt da hun fortalte at hun blev til en ulv med ræveform, og en almindelig ørn. Fornemmelsen hun beskrev lød meget som den fornemmelse han selv fik. Det var en vidunderlig fornemmelse. Han sukkede stille ved tanken om den. Han så over på Keela, og så så ned i jorden. Han mærkede at hun lage sin ene hånd på hans kid, og han veg en smugle tilbage af ren og skær vane, men fortrød det med det samme. Han rystede langsomt på hovedet af hendes spørgsmål. ”Nej der er ikk noget galt” mumlede han stille, men tilføjede så ”Eller der er noget galt, men jeg ved bare ikk helt hvad det er.” han så op på hende en smugle trist. Han savnede at der var nogle som holdt af ham, men han vidste ikk helt hvordan han skulle sige det. Han havde svært ved at folk rørte ham, men kunne godt li fornemmelsen af det da hun gjorde det. Han havde aldrig prøvet at folk holdt af ham, og plejede som regel at undgå at folk rørte ved ham, men hans krop nærmest skreg efter at blive holdt om af nogle. Han rejste sig op og gik et lille stykke væk fra hende. Han stolede en smugle på hende, men ikk så meget at det betød noget for ham. han blev stående lidt, men satte sig så ned, og hans krop begyndte at ryste en smule som om han græd, men han nægtede at græde, og han var ikk klar over hvad hans krop havde brug for.

Hun grinede og rystede på hovedet, det var nu en sjov idé, det ville ellers være meget hyggeligt at han lå med hendes lår som pude. Men en fremmede ville heller ikk lade sig give væk. Hun trak på skuldrene, hun var ikk så god med det at tænke andre som fremmede, når hun kendte deres navn, var det mere end nok til hende for at sige at hun nogenlunde kendte dem. Dog ville hun heller ikk være for vild med at skulle sove, mens en fremmed var ved siden af hende. Ikk af tillidproblemer, men da man er forsvarsløs sovende. Man kunne blive berøvet, angrebet og alt muligt andet, uden egentlig at opdage det i tide.
Det forskrækkede hende en smule, da han veg tilbage. Hun havde på en måde regnet med, at han gerne ville have at hun aede hans kind. Han virkede til på en måde at have behov for en opmærksomhed, og hendes bedste måde at give opmærksomhed på, var at ae folk eller snakke til dem. Men hun skulle måske passe på med at røre ham igen... Det blev et underligt svar han kom med, ja og nej? Hun rynkede brynene, hvad skulle hun gøre, hvis han ikk gav et almindeligt svar. Hun tænkte. Det bekymrede hende meget, at han så ud til at krølle sig sammen i siddende stilling, da han havde sat sig. Hvad mon der var galt med ham. Hun bed sig i læben og kiggede på ham. Hun rakte ham sin hånd, "Det går ikk at sidde alene, når man har problemer." smilede hun. Hun rakte sin anden hånd mod ham også, "Hvis du ikk ved hvad der er galt, så må du lade mig prøve at hjælpe dig, ok?"

Godric hørte godt at hun kom over til ham, og tilbød at hun at hun hjalp. Godric var ikk van til at få hjælp af nogle, og vil ryste på hovedet, men hans hoved ville hellere nikke. Han sukkede meget opgivende og så op på hende. Hans krop vil gerne ha at hun rørte ved ham. Hans hjerte havde fuldt ud tillid til hende, men hans hoved var ikk helt overbevist om hvor vidt det skulle ha tillid til hende eller ej. Han rejste sig stille op og stillede sig ved siden af hende. Han lænede sig ind til hende, men skyndte sig at rykke sig igen. Han var forsviret over sin krop. Hvorfor gjorde den det her? ”Undskyld” mumlede han stille og så ned i jorden. Han så op på hende igen, og i samme skyndt var der et lille vindstød som blæste hans hår ind foran hans øjne, og han sukkede nu endnu mere opgivende end sidst. Han gad ikk fjerne sit hår, så han lod det være. Hans øjne var en smule triste. Han så på Keela med et bedende udtryk i øjnene.

Hun kiggede stille på ham, hun afventede roligt hans svar. Det virkede til at han var splittet på, om han skulle stole på hende og lade hende hjælpe, eller om at han bare skulle lade det passere og helst være alene. Hun følte sig en smule i vejen for ham, da hun ikk troede det ville være så svært for ham at færdes med hende. Var hun mon så afskrækkende? Eller fandt han hende utiltrækkende og havde egentlig ikk lige lyst til at røre ved hende? Spørgsmål hun egentlig helst ville undvære at få svar på. Hun smilede dog da han rejste sig op, hun ville have lagt armene om ham, men der gik ikk længe før at han var væk fra hende igen. Hun fik et opgivende smil frem på læberne, han virkede som en lille skræmt unge. Hun rysede let på hovedet, "Det gør ikk noget, men jeg tror måske mere at du bare skal falde ned..." Hun grinede let over at hans hår var på tværs overfor ham igen, men det forhindrede hende ikk i at komme lidt tættere på ham. Hun lagde blidt hænderne på hans skuldre, og pressede ham ned at sidde. Hun var meget stærkere end hun så ud til, så hun fik ham nogenlunde ned at sidde. Hun bukkede sig ned, "Du har dit bedende udtryk igen, så denne gang..." Inden han kunne nå at reagere for meget, satte hun sig på hans skød og fik sine arme godt om ham. Hun havde en hånd imod hans hoved, klemte det en smule ind til sig. "Er det mig der bestemmer, om du kan li det eller ej." grinede hun let. Hun klemte hans ben sammen med sine egne, så han ville have sværere ved at rejse sig eller få hende skubbet af. Der var et udtryk der viste at han ville have det modsatte af hvad hans krop gjorde udtryk for. Han virkede ihvertfald til at fortryde at vige tilbage hver gang.

Han så på Keela da hun fik ham ned og side i græsset, og selv satte sig oven på ham med sine arme rundt om ham. Hun havde sin ene hånd på hans hoved, og klemte det en smule ind mod hende, men Godric kæmpede en smule imod, men opgav så, og lod hende gøre det. Hans hoved skreg til han at hans skulle flygte som regel nummer tre sagde ham. *Flygt altid hvis det er nødvendigt* lød den og det var nødvendigt nu havde han på fornemmelsen, men han kunne ikke rejse sig op fordi Keela sad på ham. Godric prøvede i stedet for at skubbe hende af sig, men kunne ikke. Hans krop gik nærmest i panik over at den ikk kunne flygte, men hans hjerte var på en måde glad for at han ikk kunne flygte fra hende. Han havde brug for nogle som kunne lide ham og holdt af ham. Han havde aldrig før haft en ven selvom der var et par stykker som havde prøvet at blive ven med ham, men alle havde de opgivet op på ham hen ad vejen, og det fik ham til at lave regelen om at man ikk skulle stole på nogle. Godric så på Keela med et lidt forskræmt udtryk, men samtidig et råb om at han vil ha hende til at hole af ham og hun ikk skulle give op på ham, i sine øjne.

Det var nemt for hende at mærke hans krop stritte imod, hun begyndte at tvivle på sin egen opfattelse af ham, siden han kæmpede lidt meget. Det var dog ikk tiden for at skulle tvivle om hvordan man skulle tage sig af situationen, da han altid havde udtryk for at hun skulle hjælpe ham, selvom han stadig virkede bange for hende. Hun gav ham et lille hårdt klem med sine arme da hun mærkede at han prøvede at skubbe hende. "Fald ned... hviskede hun mildt i hans øre og begyndte så småt at ae hans hovedbund. Hun klemte ham helt ind til sig og nussede hans ryg en smule med sin hånd, så godt hun kunne uden at lade ham stikke for meget af. Det var en underlig fornemmelse for hende, da hun fik en form for trang til at holde fast i ham, beskytte ham. Det var helt frygteligt. Hun smilede let til ham og drejede hovedet så hun kunne se hans ansigt. Hans blik undrede hende meget, han var som en åben bog, så hun forstod ham. Men det var uforstående at se hans indvendige følelser i øjnene, når hans krop virkede som det fuldkommen modsatte. Hun vidste næsten ikk hvad hun skulle gøre. Men hendes beslutning blev taget, hun løftede hovedet op og lagde hænderne på hans kinder. Hun fik ham til at bukkede hovedet en smule og løftede kroppen lidt op. Hun kyssede ham på panden og fik armene mildt om hans hals. Hun nussede hans hoved og vuggede ham blidt fra side til side. "Jeg giver ikk slip på dig, før du smiler rigtigt,"

Godric var blevet en smule træt af hele tiden at kæmpe imod hende, og gav nu helt op med at kæmpe. Hvad skulle han ellers gøre? Skifte skikkelse? Nej det duede ikk. Han kunne ikk forvandle sig mens nogle eller noget var på hans skød. Han sukkede stille og så på hende med et opgivende udtryk. Han smilede til hende. Et af de der smil som han altid fik noget at spise for, men de så ikk helt rigtigt ud. Han kunne ikk smile rigtigt i hans nuværende tilstand. Han kunne godt lide fornemmelsen af at hun holdt om ham, og da hun kyssede ham blev han meget overrasket, og kom til at rykke sig tilbage med et sæt, fordi det føltes som et elektrisk stød han havde fået, men fortrød straks at havde flyttet sig. Han lænede sig frem over og lagde sit hoved på hendes skuldre. ”Undskyld” hviskede han stille. Der kørte mange modstridende følelser rund i ham på samme tid. Frygt, tillid, glæde, sorg, og en følelse han ikk var så bekendt med. Kærlighed af en slags? Han vidste det ikk hel, for han kendte ikk følelsen så godt. Han løftede sin ene hånd for at ae hende på håret, men tøvede. Han lod sin hånd falde ned igen, og så op på hende med et lidt trist blik. Der var nogle få tåre i hans øjne, men hel hvorfor var han ikk selv klar over. Hvorfor var der noget i verden som var så svært? Han så ned i jorden igen.

Hun blev tilfreds da han endelig opgav at få hende af sig. Det var heller ikk til, fordi han havde nok endelig forstået det var mission impossible, og at hun også var stærkere end hendes størrelse ville fortælle. Det gjorde hende meget tilfreds at han lod hende bestemme, da han selv så ud til stadig at være splittet om hvorvidt han skulle gøre overhovedet. Hun satte hovedet på skrå da han valgte at smile til hende, og hun kom til at grine af det. Hun rystede på hovedet og hvilede sin pande mod hans tinding. "Desværre, det er ikk helt rigtigt... Du må prøve noget andet" grinede hun. Han var en sjov person, fuldkommen splittet i sig selv, men lod til gerne at ville have kontrol over sin situation. Hun blev en smule overrasket over at han rykkede sig tilbage, det fik hende dog bare med ham. Så hun lå helt lænet op af ham med hovedet ved hans brystkasse. Hun kiggede overrasket op på ham og kunne ikk undgå at få et stort smil frem. Hun kom bedre til rette, da han begyndte at sætte sig normalt igen og hun smilede til ham. Hun nussede hans hoved, "Det gør ikk noget... Du tager den tid du skal bruge." hviskede hun mildt så han ville forblive rolig. Da han drejede hovedet for at kigge på hende, kiggede hun tilbage på ham, med et blik der hurtigt blev bekymret. Han havde en trist mine, sammen med nogle enkelte tåre der ventede på at falde. Hun tog hænderne til hans kinder igen og tørrede ham blidt under øjnene med sine tommelfingre. Hun fik hans pande til at være ved hendes brystkasse da han kiggede ned og hun smilede ned på ham.

Godric lukkede stille sine øjne. På den ene siden kunne han godt lide at side her hos hende, men på den anden side vil han stadig gerne væk her fra. Hvorfor i alverden var det dog så svært det her? Han tog en dyp indånding, og pustede stille ud igen. Han lagde mærke til at Keela duftede helt vidunderligt. ”Du dufter helt vidunderligt. Hvad er det for en duft?” spurgte han, og smilede denne gang et rigtigt varmt smil til hende for første gang. Han lagde sin ene hånd på hendes arm, og begyndte helt uden at tænke over det at nusse den stille. Skulle han ha tillid til hende eller var det mon ikk en så god ide? Jo, han skulle stole på hende sagde han til sig selv, og fjernede den sidste rest af mistillid over for hende. Det havde ikk taget så lang tid for ham at stole på hende som han havde troet, og nu håbede han bare på at han havde gjort det rigtige. Han kiggede på hende med et kærligt blik, som meget hurtigt forsvandt igen og blev erstattet af hans normale blik.

Godric lænede sig bagover, og lagde sig helt ned på græsset. Han sukkede op så på hende en enkelt gang. Keela var faktisk ret smuk hvis man så ordentlig på hende, og han måtte i drømme over for sig selv at han godt kunne li hende, og nok ikk bare li hende, men li li hende. Han snilede til hende med et varmt smil. Det var første gang at han var stødt på nogle han kunne li li, ikk bare li. Hun havde heller ikk givet op på ham endnu, og det var hen meget taknemmelig over, men han var stadig ikk van til at folk rørte ved ham.

Det blev rimelig stille når de bare sad sådan, men det var en meget hyggelig stilhed. Man kunne nemt høre vinden, som slog til og fik græsset til at bevæge sig en smule sammen med træernes blade. Hun kiggede undrende på ham da han spurgte hvilken duft hun brugte, "Det jeg bruger hedder cool water" Den havde egentlig en meget god duft, men det var lidt overraskende at høre ham bide mærke i det. Der gik lidt tid for hende, før hun opdagede at han smil havde ændret sig en smule. Det virkede varmt og venligt? Før var det bare et normalt smil, måske lidt nervøse trækninger, men nu var det anderledes. Det lettede hende faktisk meget, endelig begyndte han at falde ned selvom hun stadig havde fat i ham. Han var dog heller ikk færdig med at give hende overraskelser, fordi der gik heller ikk længe, så begyndte han at nusse hende på armen. Hun vidste ikk helt hvordan hun skulle reagere på det, så hun valgte bare at smile til ham og så nyde den lette brise der lige kom igennem.

Hun kunne mærke han ville tilbage igen, og denne gang gav hun slip. Han havde endelig smilet rigtigt, og han havde jo opgivet at bekæmpe hende. Et opgivende smil kom på hende, "Det ser jo slet ikk forkert ud at jeg sidder sådan her på dig..." Hun nussede hans kind, men tog hnden til sig lidt efter. Hvis han stadig ikk var helt vild med at blive rørt ved, var det nok også dumt at teste hans grænse. Hun tænkte lidt, "Skal jeg hoppe ned, eller vil du gerne have jeg bliver siddende?" sagde hun drillende.

Godric nikkede stile da hun fortalte at det var cool water. Han kendte ikk lige præcis den duft. Han smilede til hende og lage sig ned i græsset. Hun begyndte at nusse hans kind, men stoppede så igen. Det ærgrede ham en smugle, for han kunne godt lide det. Da hun spurgte ham om hun skulle hoppe ned eller blive siddende trak han bare let på skuldrende. For at være ærlig måtte hun gerne blive siddende på ham. Han rørte en gang uroligt på sig, og så på hende. Han vidste ikk helt hvad han skulle sige til hende, så han lod bare vær med at sige noget lige nu. Han så ned i jorden, og kunne mærke en voksende panik i sig igen. Hvad nu hvis hun også bare svigtede ham, og pludselig skred fra ham? Det havde alle dem, som han havde troet var hans venner, gjort. Hvorfor havde de givet op på ham og skredet fra ham? han vidste det ikk. Måske var det fordi han havde haft så svært ved at stole på dem, og fordi han brugte så lang tid på at få tiltro på dem at de selv gav op på ham, og bare var skredet? Han sukkede, og en enkelt tåre rande ned af hans kind da han så på Keela igen, med et lille smil. Man kunne god på en måde sige at han var en meget skrøbelig dreng, fordi han aldrig havde følt at folk kunne lide ham, og derfor var han van til næsten altid at stikke af fra alt og alle. I sær dem som ville prøve at være hans ven, for han var bange for at de også bare skred fra ham på et tidspunkt som alle hans såkaldte venner havde gjort det.

Hun kiggede undrende på ham, da han begyndte at ae hende på kinden. Den var ihvertfald også ny! Hun smilede let til ham, "Du kommer da vist med lidt mange overraskelser idag." grinede hun let. Siden hun heller ikk kendte ham så meget, ville der vel altid komme en form for overraskelse ind i mellem. Hun hvilede sin kind en smule mod hans hånd og lukkede øjnene, indtil han fjernede sin hånd. Hun satte hovedet på skrå, han var vist ikk sikker om hun skulle lade være eller ej, hun fik et drillende smil og lagde hænderne på hans brystkasse. "Bare indrøm at du kan lide at jeg sidder sådan her, du vil bare ikk indrømme det så du virker pervers" grinede hun. Hun kunne mærke at hendes hestehale blev løs, så hun tog lige sine hænder op for at stramme elastikken der holdt alt hendes hår oppe i hestehalen. Hun strakte sig og gabte let. Hun kiggede ned på ham, "Hvad tænker du på?" Med spørgsmålet lagde hun en hånd på hans kind, han begyndte at få nervøse trækninger igen, hvilket ikk var meningen. DA hun så hans tåre, tørte hun den hurtigt væk og bukkede sig ned så hun lå på ham. Hun hvilede sin pande mod hans og nussede hans kinder blidt, mens hun kiggede ham i øjnene med sine lyseblå øjne. "Fortæl hvad der er galt, du behøver ikk at holde noget hemmeligt, jeg skal nok holde det for mig selv."

Godric smilede til Keela og nikkede så stille. ”Ja det gør jeg vel” sagde han, og så væk i et kort sekund. Da han så tilbage på Keela havde han et lidt varmere smil. ”Okey. Jeg indrømmer at jeg ikk har noget imod det.” han grinede stille og så ned i jorden. Han var lidt i tvivl om hvor vidt han skulle fortælle hende hvad hen tænkte på eller ej. Var det virkelig noget hun gad høre om? Alle hans problemer? Han tvivlede stærkt på det. Godric sukkede. ”Okey. Så fortæller jeg det.” Han smilede svagt til hende. ”Jeg er nok på en måde bange for at få nye venner, for så skrider de bare fra mig som alle mine andre venner gjorde. Jeg ved ikk hvorfor alle mine så kalde venner skred fra mig. Nok fordi jeg havde meget svært ved at stole på dem, I guess, og til sidst gav de op og skred. Jeg er nok en smule bange for at du vil gøre det samme som dem.” mumlede han. Han så op på hende, og havde nu fået flere tårer i øjne.”Jeg fatter ikk helt hvorfor du ikk er smuttet endnu og givet op på mig.” han så ned i jorden, og et kraftigt vindstød tog fat i hans hår igen så han fik det i øjnene. Han sukkede opgivende af sit hår, men lod det være hvor det var.

Hun kiggede på ham og smilede behaget, det var dejligt at se han ikk var nervøs. Han så dog stadig ud til at tænke meget, var det noget hun skulle være bekymret for? Det kunne være det var noget som gjorde at han ikk følte sig tilpas i hendes nærvær. Hun sukkede lavt ved tanken og lukkede øjnene igen. Hun tænkte bedst når hendes øjne var lukkede. Hun åbnede dem igen lidt efter og kiggede på ham. Hun kunne ikk undgå at lave et lille grin da han sagde han intet havde imod det. Hun nussede ham på hovedet, "God dreng!" lo hun og følte sig en smule pjattet nu. Hendes vilde nussen, blev lidt efter lidt en mild aen, mens hun kiggede stille på ham. Hans hår var egentlig også blødt, ligesom hans los-pels.
Da han endelig valgte at fortælle hende det, satte hun sig op, så han bedre ville kunne få plads til at sige det og også så hun ikk virkede til ikk at høre efter. Hun satte sig til rette på ham, mens han fortalte det og hans historie forbavsede hende meget. De skred? Hun fik ham op at sidde, helt op og hun fik armene om ham. Hun rystede på hovedet, "Jeg går ikk..." hun gav ham et lille klem. "Jeg vil ikk lade dig føle dig alene, det er en frygtelig følelse..." sagde hun bestemt. Hun fik ham lidt fra sig og kiggede opmuntrende på ham. Hun tørrede hans kinder og øjne, "Jeg fatter ikk at du har det sådan, men alligevel lader mig blive." Hun nussede hans kinder, "Du er måske bange for nye venner, men hvorfor er du så ikk bange for at jeg stadig er her?" Hun kiggede stille på ham og grinede over hans hår. Hun lod hænderne glide fra hans kinder mod hans ører. Hun fik håret mellem sine fingre og smilede drillende, "Dit hår er imod dig"

Godric fik et bredere smil på da hun kaldte ham for en god dreng. Han rystede stille på hovedet af det. Han lænede sig ind mod hende, og lod hende ae sig. Han lukkede sine øjne stille i og nød bare fornemmelsen af det, men åbnede dem igen da hun spurgte ham om noget. Han trak på skuldrende som svar, for han vidste ærligtalt ikk hvad som havde fået ham til at lade hende blive. Måske var det fordi han allerede fra starten af havde set at hun var en smugle anderledes end hans gamle venner men på en god måde? Han vil gerne have sig en rigtig ven, men vidste ikk hvad han helt havde gjort forkert de sidste mange gange han havde prøvet. Han lukkede langsomt sine øjne igen. Han håbede virkelig på at hun havde talt sandt og ikk vil gå fra ham. Han satte sig ordentlig op igen og så på hende. Da hun tog hans hår mellem sine fingre og smilede drillende til ham, kunne Godric ikk lade være med selv at smile. Ja hans hår var i mod ham. ”Det har det været meget på det seneste, men jag kan godt li det langt” smilede han. Han sukkede og lænede sig ind til hende igen. Han lukkede stile sine øjne som før, og håbede virkelig på at det ikk gjorder noget. ”du skal bare sige hvis jeg ikk må ligge op af dig, så skal jeg nok flytte sig.” sagde han stille. Hvis hun bad ham om det ville han selvfølelig gøre det, men det vil ikk blive med hans gode vilje. Han kunne faktisk godt lide at ligge op af hende.