Grown up! Misa (Privat)

S: Legepladsen
O: Gynger, stativ.En kvinde og et barn.
T: Aften, men det er lyst.
V: Lunt.
D: 20 Sep.
_____________________________

En kvinde kom skrigene løbende igennem træerne, mens en høj og lyshåret mand kom gående efter hende. Hans skridt var meget hurtige, i betragtningen af at kvinden med det lange, brune hår løb.
Dehvil, som denne vampyr nu hed, viste sine tænder frem, mens kvinden nåede at kaste et sidste blik på ham. Natten havde endnu ikke trukket sig frem over Di Morga, men alligevel var vampyren Dehvil på jagt. ”Gør mig ikke noget!” skreg kvinden, som havde snublet over hendes egne fødder. Kvinden holdte sine hænder foran sit ansigt, mens Dehvil nærmede sig hende. ”De må undskylde frøken, men jeg er forfærdelig sulten” han sagde sætningerne som om, han havde sagt det mange gang. Kvinden rejste sig op, mens hun gjord klar til at løbe igen, men Dehvil var forberedt. Han holdte hende om detaljen, mens hans tænder ihærdigt søgte kvindens hals. Kvinden gav et skrig, som kunne hørtes overalt på legepladsen.
Stille kunne man høre Dehvil’s slumren, mens blodet langsom glid ned af hans læber, og ramte jorden. En lille skikkelse stod foran Dehvil og kvinden som nu havde mistet livet. Skikkelsen var et barn, med store glitrende øjne. En hunkøn. Dehvil slap kvinden, så hun faldt hårdt ned på jorden. Hans hænder var rene, men hans læber var blod røde.
Den lille pige der stod foran ham, lag hovedet på skrå, mens Dehvil gjord det samme. Sådan stod det så.. på legepladsen, med et dødt lig foran dem. Ham og den lille pige.

Nogle rolig og lidt faste skridt kunne høres, de blev tydeligere og tydeligere, da de havde søgt stedet hvor alt støjen var fra. Misa rode forsigtigt op i det silkebløde sorte hår, med det mørkeviolette blik rettet imod den sti hun fulgte. Hun var kommet ud for at hente nogle forsyninger, af forskellige blodtyper da hun havde hørt et skrig. Hun var ikke kommet for at hjælpe, næsten det modsatte, hun ville bare være sikker på at rodet kunne rengøres igen. Det slog hende lidt efter, at der sikkert ville være en vampyr tilstede, for hun havde allerede fanget duften. Et svagt smil kom på hendes læber, da hun så liget, overrasket var hun ikke. Men det der i dengrad overraskede hende, var barnet der stod midt i sceneriet. Hendes elegante skikkelse gik over til de andre, hun så med hovedet lettere på skrå, fra liget til pigen og så endelig vampyren.
"Godaften", hun smilte blidt til vampyren, før hun rettede sin opmærksomhed imod barnet, hun satte sig let på hug foran hende, og iagtog hende med sine tågede violette øjne.
"Hvad laver du her lille ven?", pigen forblev tavs lidt, men Misa's tonefald og væremåde overfor pigen var slet ikke faretruende, men faktisk en anelse varmt.

Dehvil rettede sig op, mens pigen nu i stedet fulgte hans bevægelser. Dehvil åbnede munden for at sige noget til pigen, med mærkede en velkendt duft. Vampyr. Han rettede sit blik imod den nyankommende, som gik direkte imod den lille pige.
Pigen, som førhen havde stirret på Dehvil, med sig på underlæben, mens hun løb sin vej, efter den fremmedes ord. Dehvil så på hende, mens hendes lange brune hår, løb bag hende som bølger og til sidst forsvandt hun helt. ”Godaften” sagde Dehvil gennem tænderne, mens han langsom slikkede blodpletterne af hans hånd. Han sukkede stille, mens han så på den anden vampyr uden et eneste ord. Hunkøn til?

Et oprigtig undrende udtryk kunne kort spottes i misa's blik, hun plejede ellers at være god med børn, dog mest vampyr. Hun bed sig i underlæben, da de fleste vampyr børn, jo lærte fra en ung alder af, at elske fuldblods familier. Hun rejste sig let op med et suk, før hun strakte sig.
"Hvor skrammende kan jeg også se ud?", hun hviskede ordene lavt, da hun undrede sig over hvorfor pigen var blevet så bange?
Hun begyndte nu at rette sit blik imod den anden vampyr, og håbede kort at han ikke havde hørt hende tænke højt. Hun rode forsigtigt op i sit sorte hår, som altid var et tegn på hendes nysgerrighed.
"Hvis jeg må spørger, var pigen med dig", hun så kort fascineret på liget, "eller hende?"
Det ville være tragisk hvis det var moderen der lå for deres fødder, en mindre bekymret mine kom på hendes ansigt. Ikke pågrund af hvordan moren var endt, men pågrund af det tab den lille pige havde lit, hvis det var.

//Er det ok.. at jeg svare når.. ja... efter efterårsferien, når siden igen åbner?//

//jaaaah ! og ikke noget med at have Krea svigt efter ferien ne!? :D//

Dehvil betragtede kvinden, eller hvad man nu kunne kalde denne her vampyr. Han så ned på den døde kvinden foran hans sko, mens han derefter rettede sine kolde og blodrøde øjne imod den anden vampyr. ”Pigen var vidst ikke med kvinden” sagde han roligt, mens han lag sit hoved på skrå, og betragtede endnu engang den menneske han lige havde slået ihjel. Dehvil var hverken nysgerrig, eller noget der var tæt på det. han rettede sig op, og så på kvinden som havde talt til ham. Han havde godt nok ikke regnet med at hun så sådan ud. ”De må undskylde for det her svineri” sagde han, og pegede kort på den døde kvinde.
Egentlig så alle døde væsner ens ud. Dehvil kom med ét i tanker om engle blod. Det bedste og det dyreste der fandtes.

//Skal nok! xD//

Hun lukkede kort øjne, "Hun er stadig i området, et eller andet sted?", hun smilte før hun igen åbnede sine øjne. Pigen var ikke svær at sanse, lille, skrøbelig og bange. Hun så med en sarkastisk mine på liget, før hun blidt rystede på hovedet så det sorte hår dansede en anelse. "Det gør ikke så meget, jeg skal nok sørger for at hun bliver begravet, og lade familien blive informeret om hendes død", hun nikkede roligt, det var jo ikke første gang, hun var vant til det nu. Hun smilte og så bide mærkerne på liget, "det ikke hver gang man kan ramme plet", hun grinte mildt, da det tyde på at han havde hastet til halsen. Hun betragtede ham, stile.
Af en vampyr at være, virkede han anderleds, men hvordan kunne hun ikke sætte fingeren på, "Mit navn er forresten, Misa Phantomimé", hun bukkede let, med et svagt smil.

Dehvil nikkede anerkendende. Han kastede sit lyse hår tilbage, mens hans røde øjne var rettet imod kvinden, som så hed Misa. Hvis Dehvil skulle indrømme noget, så var det, at han aldrig omgås med andre vampyr. ”Men ja. Rart at møde Dem, frøken Phantomimé” han bukkede ligeså let tilbage. Da han havde rettet sig tilbage, skød han blikket væk fra hende. ”Yderest fascinerende efternavn, må jeg fortælle Dem” han havde igen vendt sin opmærksomhed imod hende, mens han smilede så man kunne se hans hjørnetænder. ”Ser De. Det er ikke hver dag, man møde en velfungerende kvinde” han skød en latter ud i luften, mens han endnu engang bukkede. ”Mit navn er Dehvil. Dehvil Den Grumme” sagde han stille, med en lille og spydret stemme.