The moonlight blinds me // Misa-privat//

Natten var faldet på og mørkelagt gyderne og for den sags skyld resten af byen. De fleste der vågede sig ud på denne tid var enten vampyrer, varulve, dæmoner eller djævle. En skygge fyldte " indgangen" til en gyde, dette var hans gyde, men han var ikke bare en man sådan trodsede, med mindre man var en af hans slags. Zaru hed denne unge mand, der stod og stirrede ind i den gyde han altid var i, når han endelig vågede sig ned fra de sikre bjerge. Han kunne høre skrig og svage støn i det fjerne, dette var en af de barske steder, men det var skønt! Har kunne Zaru slappe ordentligt af! Han elskede når folk de led omkring ham, måske var det fordi han var så kold. " Skønt at se dig iaften Zaru min kære" sagde en stemme inde fra gyderne, en sorthåret kvinde gik over mod ham, dog var han fuldkommen ligeglad med denne kvinde og ignorede hende " Hvad laver du her din skøge?" sagde han koldt og så på hende. Han skubbede hende til side idet hun lagde hendes hånd på hans skulder " skrid nu bare Angel" sagde han og skubbede hende ud af gyden, vendte om og forsvandt i mørket.

Et skrig blev hørt, en mand, kom løbende imod de mørke gyder, man kunne se blodet han havde på sig, dog var det ikke hans eget. Gråden gennem hans skrig kunne tydes, frygten i hans øjne var stor, han så sig tilbage som var djævlen efter ham, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Misa kom gående med forsigtig skridt, hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt den krympende skikkelse, "hvis bare du havde givet mig din datter som afbetaling", hun smilte åbenlyst moret af hans i starten mod til at redde sin datter. Misa's marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af, "så ville jeg ikke være nødtil også at dræbe dig", hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den anden hånd var han op i luften, hans skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, det var ikke sjove længere. Hun sukkede trist og kastede ham til jorden, hvor nogle skygger opslugte ham, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, *er natten ikke stadig ung?*, hun grinte let, hun ville sagtens kunne finde mere sjov.

Zaru så det hele * sikke en kvinde* tænkte han med et koldt smil og gik ud af gyden som han befandt sig i " Godaften unge dame" sagde han koldt. De rovdyrsgule øjne skindede let og så direkte på hende. Hans lange sorte hår hang ned af hans ryg og hans skuldre, selvom han flere gange havde prøvet at få det til kun at hænge ned af ryggen, men det hjalp intet. " Hvad laver du ude så sent? Burde du ikke sove" grinte han ondt og gik tættere på hende og så ned på den mand hun havde " leget" med. Zaru smilte koldt og så ned på dette menneske " Jeg giver hende 100% ret, natten ér stadig ung"

Misa satte hovedet let på skrå. og så på det væsen hun havde kunne mærke, men ikke havde set til på grund af sin lille jagt. Hun smilte tomt, "Godaften Hr." hendes stemme var som en skånsom hvisken, næsten båret af vinden. Hendes sølvgrå pupiller blev næsten sorte, så store de blev, da hun analyserede ham. Det var som om hendes øjne zoomede ind og gemte hver detalje fotografisk. Det var ikke svært at gætte hvad han var, luften var jo tyk af det. endnu en djævel? hun havde lagt mærke til at de så småt var begyndt at komme til byen. Hun grinta blidt af hans sidste kommentar, en lettere kold undertone lå bag. "Sove? Jeg kan se du ikke ved hvad jeg er?", hun satte armene overkors, og så undrende på ham, "hvorfor også sove på det bedste tidspunkt af dagen?", hendes to smilhuler blev tydeliggjort på det marmorhvide ansigt.

" selvfølgelig ved jeg hvad du er" sagde Zaru og studerede hende " Du er vampyr.." sagde han og grinte koldt. Han vidste da godt at vampyrer ikke sov på denne tis, det kunne de jo ikke. Zaru så kort på hende og vendte sig så om og var på vej til sat gå ind i sin gyde igen. Han tog selvsikre og tunge skridt ind mod gyden. Mørket slugte ham og han forsvandt ind i gyden, noget lettede inde fra gyden. En ravn, det var ham der var på vej et anden sted hen, men ikke langt fra gyderne

Hun måbede en anelse, ikke fordi han havde gættet rigtigt, men pågrund af måden han havde formuleret det. Vampyr? bare en vampyr? hendes indre stemme var næsten vantro. Hun sukkede, "Jeg er ikke bare en vampyr, jeg er en fuldblods", hun så på ham med et næsten drillende smil, "ved du hvor stor forskellen er? normale vampyr er svage og nemme at dræbe", hun holdte en kort pause, da hun så han fløj væk, "hvor imod min slags, ja de er ikke så nemme at slippe af med", hun havde burgt sine evner, til at få sin stemme til at komme fra alle tænkelig hjørner og imod ham. Hun gik stile og roligt igennem gyderne, og håbede på at løbe en i et nyt "legetøj". Djævlens tilstedeværelse fascinerede hende dog.

Zaru fandt det sted han skulle være og forvandlede sig til menneske igen " Fred og ro" sagde han stille og grinte koldt idet han fik øje på en der sad og drak. Zaru gik med faste og selvsikre skridt over mod personen " Godaften hr" sagde han høfligt, men personen kunne ikke tyde hans ord, Zaru var ikke ude efter en hygge snak, men ude efter at se nogen lide på grund af ham. Zaru så på personen med et speceilt blik og lagde hovedet let på skrå, idet personen fik øjenkontakt med Zaru fik han smerter og tabte sin øl ud af hånden og ned på jorden. " Hvor er det smukt!" sagde han kynisk og gik tæt på denne person og lod en af hans negle kradse dette væsen over kinden så det tykke røde blod piblede frem.

Hun betragtede ham med hovedet sat en anelse på skrå.
"Hvad er det sjove i det?", hendes stemme var en smule undrende og lettere grinene. Hun havde fundet sin vej, gennem skyggerne, dog havde han fanget det bytte hun også havde haft i øjne, hurtigere end hende. Ikke dårligt, han ved i det mindste hvad han laver Hun smilte, det måtte hun give ham.
"Han er jo hjælpeløs, hvor ligger morskaben i se ham lide, hvis han ingen chance for at flygte har?", hun var mere til adrenalinen i at jagte dem, og så gå ned i detaljerne.

Zaru skulede til hende og så igen væk og lod dette væsen han havde " laget" med gå. Han overvejede at forsvinde, men det ville sikkert ikke hjælpe noget, da hende tøsen var en vampyr og sikkert kunne opspore ham. Zaru's øjne gav et svagt genskind i hans lange sorte hår idet det svagt lys fra månen ramte hans øjne.