Bedstes smykke.. [Andy=Privat.]

Sted :: Ét eller andet sted inde i byens stor center, Eau.
Omgivelser :: Ingen mennesker, ellers bare halv åbne butikker.
Vejr :: Hvad gør det?. Vi er indenfor..
Tid :: Sen aften, men stadig halvlyst.
Påklædning :: Arbejdstøj; et par sorte lårkorte tætsidende shorts, og en hvid MEGET tætsidende kortærmet bluse.
_______________________________________________________________________

En pige gik rundt i det halv store center, som var begyndt at tynde lidt ud i menneskemængden. Henses blå øjne, lyste op med glans. Og hendes mørke hår, sad krøllet ned fra hendes ansigt, til midten af hendes ryg.
Hendes fødder var beklædte med de sædvandlige All-Stars sko, som hun efterhånden elskede. Men som prikken over i'et, havde hun en halskæde på. Den havde hun fået i 17 årsfødselsdagsgave, den sidste dag hun så sin familie, og sin elskede mormor. Det var hende hun havde fået den af, og hun elskede den. Hun følte sig tryg, og varm når hun havde den på sig. Hun mærkede at hendes mormor vågede over sig, som hun altid ville være.
Pigen gik langs den lange gang, der førte hen til den gamle afdeling. En lampe blinkede over hende, et par gange. Og så blev der mørkt, så mørkt der overhovedet kunne blive.
"PIS!.." Hviskede hun, og stønnede iriterret.

En ret så høj fyr gik på gangene i stor centeret, et sted hvor drengen ikke før havde været, han havde nu også lige flyttet til Di Morga. Besynderligt sted. Et svagt smil dukkede frem på hans læber, mens at han kiggede sig omkring, hvad lavede han egentlig her? Han burde være hjemme også alligevel fandt han dette fascinerende. Drengen hed Andy og var 19 år gammel, ligesom hans eksistens. Han opdagede at lyset næsten blev slukket i alle de tilbage åbnede butikker i stor centeret, men han tog sig ikke specielt meget af det. Hvad skulle han ellers gøre ved det? Han gad ikke at løbe rundt som en fjollet kylling og råbe efter hjælp. Andy var heller ikke en person som nemt kunne skræmmes fra vid og sans. Det kom an på hvad der kom ham i møde på hans vej. Han fortsatte nede af den lange gang og lyden af flade sko kunne høres, sorte converse sko, som var meget slidte. Han havde sorte tætsiddende bukser på og en sort slags.. trøje.. på som ingen ærmer havde, Andy elskede sit sorte hår, som var kort og sad lidt pjusket, men alligevel glat, med pandehåret ned foran det ene øje. Han var en anelse høj.. omkring de 1,72 cm? Andy troede at han var alene efterhånden som tiden gik, det ville overraske ham hvis at der stadigvæk var nogen til stede, men så igen, han ville bare blive glad for at få noget selskab, inden at han smuttede helt hjem. Andy var jo ny i Di Morga og han kendte ikke nogen, han var alene i byen.. eller mere beskrivende den store hvide verden ud fra hans øjne. Han vidste ikke om Di Morga var et fredeligt sted eller om der skulle være onde personer, men han vidste en ting.. og det var at han skulle passe på sig selv, passe på med at gå ud i noget, som han ikke vidste noget om. Måske ville folk spørge til om at han ikke frøs, men siden at han var et halvt menneske og halvt zombie, kunne han nemt undgå kulden.

//Waow.. Det kan jeg ikke leve op til!:/!. //

Pigen gik rundt, i det dunkle mørke. Trods hun var halvt vampyr, kunne hun ikke se ud af mørket. Mørket var tæt, men ikke så tæt at pigen ikke vågede sig frem.
Hun mærkede på de ru mure, og det ikke særlige lige gulv. Hun mærkede noget tæt ved hende, et par skridt frem. Men pludselig stod det foran hende, eller var det hende der stod foran det?..
Hun rømmede sig lidt, og mærkede at det var levende. Eller så levende som folk nu var i disse kanter, efterhånden møtte hun ikke mange mennesker mere. Det var næsten helt helligt at være mennesker. Det var i hvert fald specielt, og farligt. Ikke bare fordi at der var så mange andre væsner, som ville overfalde mennesket. Men også fordi, at de var så svage. De havde ikke et særlig langt liv, det var kort og hårdt. Med alle de sygedomme man kunne få, og sådan. Så i prensipet var det ikke noget godt, at være menneske.
Hun lagde en hånd på det der stod foran hende, og så chokeret op. Det var en person?
Hun tog stille hånden til sig, og rødmede i mørket. *Godt her er mørkt!..* tænkte hun, og sukkede sødt.
"Undskyld.. Jeg troede ikke." Hun grinede let, og bed sig i læben. "Jeg troede ikke at der var nogle der var så dumme som mig.. Der ville tage det stille og roligt her i mørket.." Hun åndede blidt ud, og tanken ramte hende ikke. At hun faktisk snakkede rimlig meget, og uden nogen rigtig grund. Hun kendte jo ikke engang personen, højest sandsyndelig en mand. Da hun ramte ham ved brystet, og der ikke..
"Der er trods alt ikke sikkert her!.."

Efter at han nåede enden af gangen kunne han høre nogle fodtrin, et bevis på at han ikke længere var alene.. men han vidste endnu ikke hvem det var fordi der var så mørkt som der var, han kunne heller ikke finde ud af om det var en kvinde eller en mand. Andy havde taget fat i et håndtag, ind til et rum, hvor han åbnede døren og stod nu i dør åbningen..
Pludselig hævede han skeptisk det ene øjenbryn da noget.. eller nogen mærkede på ham, ikke fordi han havde noget i mod det, da han vidste at dette væsen ikke var ondt. Eller hvad vidste han om det? Han vidste bare.. at hvis væsnet var ondt, så ville det gå til angreb med det samme. Og det gjorde det ikke. Han var bare overrasket over sådan lige at blive rørt ved, som han ikke van til. Selvom han var et halvt menneske og halvt zombie, så han havde stadig menneske blod i sig. Det gode ved det at han var halv zombie var at så ville andre farlige væsner, som vampyrer ikke have fat i ham med det samme, da hans blod smagte noget usædvanligt. Dødt, og alligevel levende. Det positive som også var at Andy stadig kunne få følelser, hans hjete bankede stadig, men meget svagt. Man skulle lytte længe for at høre en hjertebanken fra hans hjerte. Et svagt smil dukkede frem på hans læber mens at han kiggede ud i luften, inden at han ville finde ud af hvem det var som stod foran ham.
Andy hørte på den ukendtes vejrtrækning, hun sukkede, han bed sig lidt i læben og undrede sig over det som hun sagde, han havde ret.. denne person var en kvinde, han tøvede lidt, "Selvom vi er i et stor center.. og lyset er gået ud, så er det ikke fordi vi er dumme" sagde han stille, "Måske.. måske ikke" mumlede han til det sidste hun sagde, med at der ikke var sikkert at være her, også i den mørke. "Tag det roligt.. lyset vil jo snart blive tændt igen" sagde han og gik stille forbi hende og videre ind i rummet, lydene af hans sko kunne høres, så flade og slidte som de var. "Det nytter ikke noget at gå i panik.. eller prøve på at flygte.. medmindre at der er en dør som er åben et sted.. det ved jeg ikke" sagde han og fugtede let sine læber og langsomt satte han sig ned på gulvet ind mod en væg, tæt på døren, hvor pigen stod. Hvis navn han endnu ikke kendte eller vidste noget om. Men skulle han nu også spørge ind til det? Hun ville sikkert prøve på at flygte, finde en vej ud fra stor centeret. Andy havde ikke noget imod at være her, han ville bare have et sted at sove og være, lige end til næste dag, hvor han skulle finde et nyt sted at opholde sig. Han kiggede lidt hen mod hende og lagde sit hoved en smule på skrå, han var lidt nysgerrig for at vide hvad hun ville gøre.

Hun stod lidt og trippede, men vente sig så om. Så hun stod med fronten mod ham, og nikkede stille til ham. Med et sødt smil, og øjnene der lyste. En underlig fyr egentlig, altså ikke sådan på den dårlige måde. Men han var på en måde interessant og spændende, på den gode måde.
Hun havde faktisk lyst til at lære mere om ham, for han var da noget specielt. Hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad han var, måske noget.. nyt?. Han var hverken død eller levende, men ikke vampyr. De var da også mest døde, da deres hjerte ikke slog.
*Hvad er det han er?..* Tænkte hun for sig selv, i lidenskab. Og undrede sig så hendes hjerne knagede, man skulle faktisk tro at man kunne høre det.
Sookie sukkede engang, og satte sig ned ved siden af ham. Og trak benene op til sit bryst, mens hun lagde hovedet let på skrå. Hendes smykke hang ned fra hendes hals, og lå i hendes højre hånd. Den var rigtig gammel, men så den helt ny ud.
Smykket var ovalt, og kunne åbnes. På forsiden, var der lavet et mønster. Mønsteret var i forskellige farver, så der var mere liv i smykket. De var håndlavet, og når man så på dem i lidt for lang tid. Så det næsten ud som om, at de flyttede sig elegant. I store ovaler, på smykket forside.
Inde i smykket, var der ikke specielt meget plads. Men der var nok plads til to små billeder, på hver side af smykkets inderside. Billederne var i sort og hvid, og på dem var hendes mor og far samt hendes storebror. Sookie var ikke på det ene billede, det havde hun selv ønsket.
Hun så ned på smykket, da hun havde åbnet det. Det bragt virkelig minder frem, fra den gang hun var uviden om hvad hun var. Og hvad der fandtes i denne verden, dengang hun troede på alt det gode. Og at dette var ligesom et eventyr, hvor det altid var det gode der vandt. Og det onde der kom ned med nakken, men vis det var sådan, så var der ET problem.
Hun var med de onde.
Sookie så over på drengen, som hun kun kunne se et lille omrids af. Det var underligt for hende, at være så blind. At have mistet en af de eks sanser, som man egentlig brugte mest. Bare uden at tænke over det, i prensipet var det ret utroligt hvad blinde dog gjorde?.. Bare for at få deres liv til at køre, skulle de vel bruge en helt masse energi. Bare for at stå op om morgenen, måtte man bruge utrolig meget viljestyrke. Eller hvad?..
"Og nu venter du sikkert på at jeg løber skrigene bort, ikke sandt?.." Hun grinede lidt, men rystede det så af sig. Og så i stedet kærligt på ham, med et interesseret glimt i det lysende blå øje. Som man faktisk nemt kunne se, i det dunkle mørke.
Hun bed sig i læben, for ikke at komme ud med noget helt hen i hegnet. Hun havde ligesom en tendens, en meget stor tendens faktisk. Til at sige det, der først faldt hende ind. Og det var ikke altid det bedste at gøre, når man egentlig ikke vidste noget om dette, man talte om. Men hun kunne ikke lade være, selvom at det nogle gange gav hende problemer. Så var der også nogle gange, hvor at det kom hende til gode. Så.. Hvad skulle hun gøre?. Hun valgte at tage chancen, og følge sit hjerte.
"Det kan godt være at det ikke kommer mig ved, det gøre det helt sikkert ikke.. Men hvad er det i virkeligheden at du er?" Hun så interesseret på ham, med hovedet på skrå og et glad smil. Hænderne om sit smykke, mens hendes øjne ikke udviste andet en ren fascination.

Han opdagede hende godt stå at trippe lidt på stedet, ikke fordi han specielt holdte øje med hende, dog sagde han ikke noget til det.. var der overhovedet noget at sige til det? Andy lænede sig mere op af væggen og lod sine øjne hvile på hende, mens at han endnu ikke kendte hendes navn. Han vidste heller ikke rigtig hvad for et væsen hun var. Det eneste han vidste var.. at hun var en kvinde. Morsomt. Tiden ville vise sig om de ville lære hinanden at kende bedre end de gjorde i forvejen. Og om der var noget interesse for det. Andy kunne mærke hendes aura og fornemme at hun var et slags menneske som ham selv, men at hun også var et del af et andet væsen. Lugten var på den en måde rådden.. var hun måske en vampyr? Det væsen som et hvert menneske frygtede? Andy var ikke bange for vampyrer da han vidste at de ikke gad hans blod når han også var dødende. Hans blod havde en mærkelig smag. Hver gang en fik lov til at bide ham, gav det også en underlig effekt. Der var bare et eller andet med hans blod som også gjorde at den som bed ham, hurtigt trak sig tilbage.
Det undrede ham at hun ikke gik sin vej, men i stedet for satte hun sig ned ved siden af ham, imens tænkte han over om han skulle bruge noget af hans ild evne til at varme stedet op også for at der skulle komme noget lys, så der ikke var så mørkt igen. Hun rystede kort på hovedet og lagde tanken til siden da han blev distraheret af et smykke som kvinden havde rundt om halsen, som nu lå i hendes hånd. Det så unikt ud, han havde i al fald ikke selv set sådan et smykke før i sit liv. Dog var han heller ikke ligefrem en ekspert i det. Han hævede det ene bryn og fortsat kiggede på smykket, imens at hun åbnede det. Og det overraskede ham en del at det kunne åbnes på den måde. Der måtte garanteret være en historie bag det, uden tvivl, da han fik øje på to små billeder, som lå inden i smykket. Han håbede ikke at hun ville syntes det var for mærkeligt at han kiggede så meget med. Men det fangede hans opmærksomhed. Uden at han vidste af det skar han ansigt til det som hun først sagde efter et stykke tid og han trak sig hurtigt en smule tilbage, så han ikke sad og lænede sig lidt hen over hende, men det var den nemmeste måde for at han bedre kunne se smykket. Han hævede sit ene øjenbryn, inden at han rømmede sig lidt. "Ne..j, Det gør jeg ikke" sagde han stille med sin mørke drenge stemme. Hvorfor skulle han vente på at hun løb skrigende væk? Han undrede sig noget over hendes spørgsmål. Han kunne godt lide at have selskab og en af hans formål i Di Morga var at blive noget kendt. At folk vil kunne acceptere ham for den han var.. at folk i virkeligheden godt vidste hvem Andy Chaos var. Han smilede skævt da der øjnes mødtes, inden at han rettede sit blik ned mod sig selv, det spørgsmål som hun stillede ham til sidst, havde han regnet med ville komme på et eller andet tidspunkt. Andy blev nød til at vænne sig til at ikke alle kunne regne ud hvad det var for et væsen han var. Det var heller ikke til at gætte sig frem. Han kunne være det ene og det andet. Rettere sagt.. Andy var en underlig blanding. Det var et mysterium. Langsomt vendte han blikket mod hende igen, "Jeg er et halvt menneske og halv zombie.." sagde han og et svagt smil var fremme på hans læber, "Er både et dødt, men alligevel også et levende væsen.. mit hjerte banker svagt, så det næsten ikke er til at høre" forklarede han med et lille bekræftende nik, til at han fortalte hende sandheden. Det var ikke altid nemt bare at stole på det som folk sagde. Man kunne jo lyve om alt det som man fortalte om en selv..
Selvom det ville have konsekvenser til sidst.. og i sidste ende vil ens liv bare være en stor fed løgn. Det at lyve.. kunne Andy heller ikke finde på. Det var noget af det svageste man kunne finde på det. Så ville man komme ned på et lavere niveau.
Han tog sin ene handske af sin hånd, og lagde handsken ned på sit lår, en ild kugle dukkede frem fra hans hånd så der kom noget mere lys i rummet, så der ikke længere var så mørkt. Nu kunne de også bedre komme til at se hinanden.
Andy så på hende og ventede nysgerrigt på hendes reaktion, og et større smil vidste sig frem på hans læber, "Forresten.." sagde han stille, nærmest hviskende. "Jeg hedder Andy" sagde han og fugtede let sine læber, det var også en tanke som havde strejfede ham, de havde endnu ikke præsenteret sig for hinanden. Og Andy ville gerne lærer hende bedre at kende.

//Okai.. Så for du igen!xD//
Hun så sødt på ham, og bed sig blidt i læben. Da han fór væk fra hende, smilede hun bare. Og så på ham, med hævet øjenbryn. Hvorfor var han sådan? Så.. Afvigende, næsten genert. Hun blev helt glad, da han sagde at han ikke ventede på at hun løb. Det var som om hun fik håb igen, om at der var en der virkelig GAD hende. Sådan som hun var, den forsigtige men alligevel altid glade og med på tingene. Altså var hun mindre forsigtig end visse andre, men der var noget hun var lidt.. Uforstående om.
”Det kan jeg så advare dig for.. At, det gør jeg desværre heller ikke. Jeg bliver her.” Hun grinede lidt, men sank så lidt sammen. Da det egentlig blev lidt råt i det, at grine af sig selv? Neej, vel?.
Hun sad lidt og så på ham, prøvede at placere ham på et sted. Men det hun hørte, ville slet ikke falde hende ind. Nogen sinde faktisk, han så slet ikke Zombie agtig ud. Så hendes øjenbryn fløj straks op i panden, men hun troede på ham. Mere end nogen anden, som gik her på gaderne. Han lød så oprigtig, og venlig i det. Sådan en man kunne stole på, en rigtig ven.
Hun flyttede lidt på sig, og så op på hans bryst. Der hvor hjertet sad, slog det virkeligt? Sådan ægte rigtigt, hvor savnede hun sin egen hjertebanken. Den dejlige beroligende lyd, der beviste at man levede. At ens blod løb rundt i ens åre, og at man var ægte. Ikke bare sådan en levende-død en, man var fuldstændig aldeles almindelig. Dette der adskilte sig fra de svage, og de ikke så svage. Men sådan var det da ikke? Man kunne da være stærk i sjælen, når man var menneske.
Hun grinede lidt af sin lyst, og bed sig i læben. Men tog sin højre hånd op til sit bryst, og rakte den hen til hans. Der hvor hjertet højest sandsynlig sad, ellers var der noget galt. Noget MEGET galt, hvad skulle man endelig gøre. Hvis ens hjerte sad i den forkerte side? Skulle man gå til læge, eller?..
Underlige tanker egentlig, sådan var Sookie altid. Fokuserede på det forkerte, og lod dette hun virkelig ville overrumple hende.
Hun grinede igen, og smilede sødt til ham. Men kom så på bedre tanker, og nikkede til ham. Og åbnede blidt munden, for at sige noget. Bare et eller andet, hvad som helst der kunne komme ud fra hendes mund.
”Øhm.. Må jeg røre?..” Hun gjorde store øjne, da det kom ud af hendes mund. Og åbnede hendes mund et par gange, for at forklare. Men kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle sige, men sagt er sagt.
Så hun kastede bare med hovedet, ikke bogstavelig ment. Og bed sig i læben, mens hun så op på ham. Så ind i hans øjne, der var uendelig store.
Hun lagde stille sin hånd på hans bryst, og så stadig ham i øjnene. Hun kunne mærke den stille bevægelse under hendes fingre, ikke så stor som ellers. Men stor nok for hende, dette var liv. Et ægte tegn på liv!
Hun så med store øjne på hans hånd, og blinkede et par gange. Men smilede så stort, hvordan gjorde han det? Hans hånd blev oplyst, sammen med dem. Og det var et helt fantastisk lys, næsten helt uvirkeligt. Det var smukt, det kunne man ikke modsige. Det var helt firtryllende, hun kunne langsomt mærke at hun blev drænet for energi. Men så kraftig var flammen ikke, så hun kunne sikkert nemt rejse sig igen. Uden at skvatte om, så hun blev nødt til at få hjælp.. IGEN.
Hun rystede på hovedet, både af hende selv og den helt forunderlige flamme. Der varmede dem, og gav dem lys.
Denne flamme, gjorde bare at hun fik mere lyst til at lære ham at kende. Han var virkelig noget særligt, ikke sådan overlegen. Fordi han kunne noget hun ikke kunne, måske lidt triumferende. Men det var detaljer, det vigtigste var at han var sød og rar. Det er sådan en ven skal være, en der kan lide en for den man er. Og ikke for det man kan, så hun ville ikke bare lære ham at kende, fordi han kunne noget med fingrene.
”Øhm.. Jeg hedder Sookie.” Sagde hun stille, mens hun stadig så på hans finger der stadig lyste helt vildt. Hun rystede lidt på hovedet, og så op på ham med to fascinerende blå øjne. Og smilede helt vildt, mens hun havde halvt åben mund. Så lidt sjovt ud, men hun tænkte ikke rigtigt over det.
Hun smilede bare, og så på ham. Men så hurtigt ned på hans finger, og smilede mens hun lagde hovedet på skrå.
”Gør du bare dette der?..” Hun blinkede hurtigt et par gange, mens hun nikkede igen. ”Bare.. Sådan.” Hun trak på skuldrene, mens hun så på ham med løftet øjnbryn.
Helt forrygende at man kan gøre sådan noget, uden den vildeste energi. Han så i hvert fald ikke ud til at svede eller noget, han så egentlig meget almindelig ud. Nærmest som om han nød det, nød at vise nogle hvad han kunne. Og man må sige, at det gjorde et stort indtryk på Sookie.

//Håber virkelig at der er nok.. Til at slå dig!.XD//

Det var ikke fordi han blev bange at han træk sig lidt væk fra hende, det var bare lidt naturligt.. på en eller anden måde? Andy kunne ikke beskrive det med ord, men han var ikke van til at være sammen med nogen i så lang tid og han kendte generelt ikke nogen ud og ind. Han havde ingen bedste ven, eller en god veninde. Han havde endnu ikke mødt kærligheden, noget af det holdte ham tilbage fordi han var den skabning som han var. Hvem gad en levende og et dødende væsen? Han syntes det var.. fascinerende at hun kunne blive ved med at se sådan på ham med det blik. Han var bare glad for at hun ikke ville gå sin vej endnu.
"Sikke en advarsel" sagde han og smilede svagt, hun havde et sødt grin, hvilket gjorde at han ikke kunne lade være med at smile lidt. Dejligt at høre på i stedet for en masse stilhed også videre af det som var negativt. Andy kunne godt blive ond, men der skulle meget til for at se hans onde side, man skulle virkelig pisse ham af før at der ville ske noget grufuldt. Og ellers var han var et flink øg høfligt væsen.. syntes han i al fald selv. Andy undrede sig lidt over at hun sank lidt sammen, men igen han kommenterede det ikke. Han syntes det var fint at hun var sig selv, det var godt, i stedet for bare at gemme sig og udgive sig for at være en anden, ikke? Og alle havde jo et eller andet sted en ond side.. måske en mere ond side end en andre. Sådan var man så forskellige, hvilket var fedt, i stedet for at være ens. Det ville være død kedeligt.
Et grin undslap fra hans læber da han så hendes reaktion på det som han sagde, med at han var et halvt menneske og halvt zombie. Men det var han altså.. en mærkværdig væsen. Det så ud til at hun troede på det, og han fortrak sine mundvige i et skævt smil. Han havde ikke rigtig nogen idé om hvad hun kiggede på, da hun sådan kiggede op på ham. Selvom han var et halvt menneske og halvt zombie, kunne han godt finde ud af nogle ting, som folk nok ville undre sig over hvorfor han kunne det, og han var ikke ligefrem det svageste led i fødekæden. Nej!.. Udover hvis et væsen havde en stor vægt og landede direkte på ham.. så var det en anden samtale.. han havde det nemt med at brække sine knogler, når han kom ud for sådan noget. Men alle havde vel en eller flere svagheder?
Andy rettede sit blik mod hende, al den tænken, disse tanker som bare kørte rundt i hans hoved.. hendes hånd som hun bevægede fangede hans opmærksomhed og igen.. hørte han, hende grine, et svagt smil var stadig fremme på hans læber, inden at han trak svagt på hans skuldre, det så ud til at hun skulle til sige noget.. men hvad? Han gættede sig i al fald frem til det, siden at hun åbnede sin mund lidt. Efter at hun spurgte om hun måtte røre... kunne han godt tænke sig frem til hvad hun mente med det, han nikkede kort til et ja, som svar på at hun gerne måtte. Det ville han ikke have noget imod.. Han fandt det lidt morsomt at hun lød nervøs i det. Han lod sine øjne hvile mod hendes da hun atter så ind i hans øjne, han smilede svagt.. det blev han ved med.. en svag hjerte banken ville der altid være.. medmindre at hans liv ville forandres. Selvom han ikke lige havde det i tankerne. Han var tilfreds med den person som han var, Andy Chaos.
Endnu et lille grin undslap fra hans strube da hun lavede store øjne, selve hendes reaktion på da en ild kugle dukkede frem.. Han gjorde flammen noget mindre end den var i forvejen da han kunne se på hende at hun ikke var meget for at være i nærheden af ild. Han kunne også fornemme det på hende, at hun var en vampyr... han vidste bare ikke hvad hun ellers var for et væsen.
Han tyggede lidt på hendes navn.. Sookie, så han kunne huske det, end til at de måske så hinanden igen. Ikke fordi han ville glemme hendes navn med det samme, det var bare en form for en vane han var ved at få. Han fniste. "Er du okay?" spurgte han stille, efter at han havde rømmet sig en smule. Han håbede ikke på at han havde gjort noget forkert. Han nikkede til hendes spøgsmål, "Ja.. når jeg tænker på at jeg gerne vil have varme frem og sådan.. koncentrere mig om det.. som om at det var mellem liv eller død.." sagde han med et enkel nik.
En tanke strejfede ham, efter at hun havde spurgt hvad han var, ville han egentlig også gerne vide hvad hun var.. Langsomt lod han flammen forsvinde, mens at han kiggede på hende, "Hvad.. er du egentlig?" spurgte han forsigtigt med et uskyldigt smil. Hvis hun stadigvæk ville have at der var ild fremme.. kunne han sagtens få flammen frem igen. Men han ville bare risikere for at der ikke skete hende noget. Han ville ikke have at hun kom til skade.

Hun smilede igen sødt, mens hun så på ham med hovedet på skrå. Som en lille pige, hun ville ikke være nogen lille pige. Det havde hun aldrig ville været, men alle så hende som en. En der ikke kunne tage vare for sig selv, selv om hun virkelig godt ville. Men sådan var hun ikke, hun var anderledes. Husholdningen kunne hun godt finde ud af, det var der ikke noget svært i. Der var mere.. At holde sig stående, ikke falde over den næste løse flise. Eller få en tagsten i hovedet, næste gang man gik roligt på gade. Hun var rent ud sagt, noget af det mest uheldige her på jorden.
Hendes konklusion, var at hun ikke havde fundet dette hun ville. Hendes liv var ikke på rette kurs endnu, måske havde hun bare ikke fundet kærligheden endnu. Selvom at det ikke rigtig interesserede hende, endnu.
Hun så op, da han fniste. Og hun kunne ikke lade være med at smile usikkert, var det hende? Men hun slog det fra sig, inden han så på hende igen.
”Øhm.. Jah, hvorfor skulle jeg ikke være det.” Hun grinede lidt ud af tænderne, og sukkede ellers. ”Jeg er i superform..” Sagde hun oprigtigt, for det var hun faktisk. Utroligt nok, for hun var alene sammen med ham. En… Zombie, som man måske skulle være bange for. Men han var sød, og alt hvad en halv zombie IKKE skulle være. Så hvorfor være bange for hende, hun ville hellere lære ham at kende. Sådan rigtigt, helt under huden på ham. Lære hans tanker, og følelser at kende. Selvom at hun rent faktisk allerede kendte hans gode følelser, dem der var positive. Og styrkede hende, mere end noget andet. Og ham, Andy, han havde utrolig meget af den. Pusit nok, at han ikke havde EN han gav de gode følelser til. Man behøvede vel heller ikke elske en, inden man kunne have gode følelser.
Og med en man elsker, kan det også være følelser til et dyr. Eller en mor, samt ens familie. Mon han var sådan en, en der ikke kendte sin familie. Men som havde gået rundt i flere århundrede, i håb om at finde dem igen. Eller bare nogle, som kunne tage imod denne kærlighed. Som hans rigtige familie ikke kunne tage imod, en der også kunne give tilbage. En der oprigtigt elskede ham, for den han var. Den rigtige Andy, den som blev elsket.
Hun så op på ham, og smilede endnu engang. Men denne gang med mere oprigtighed, en hvis længsel efter at hjælpe ham vis han kunne. Hvad som helst, for han af alle væsner. Så fortjente han i hvert fald at få hjælp, kærlighed og omsorg.
Da hans finger ikke mere glødede, så hun ned på hans finger. Og op på ham igen, havde han set at hun efterhånden begyndte at blive svag? Problemet var bare, at hun ikke syntes at det var spor stærkt. At hendes styrke, var blevet SÅ meget. At han ville kunne se det, men hun vidste også så lidt om hendes krop. Dens reaktioner, og adfærd. Det var helt underligt, ikke at kunne forstå sin egen krops bivirkninger på ting og sager. Dens begær efter ting eller personer, eller hvad der ellers skulle være. Sookie blev tit frustreret over det, faktisk meget ofte.
Hun lagde en hånd, på hans hånd. Den der havde været ild i, hun vidste ikke rigtigt om hun ville se det igen. Eller hvad hun ville have? Bare så nærmere på hans hånd, om han var brændt. Eller om man overhovedet kunne mærke på ham, at han kunne hvad han kunne.
Ingenting, og så i lang tid på hans finger. Både med halvt lukkede øjne, og hvidt åbne øjne. Men ingenting kunne man se, fingeren var som alle andre fingre. Underligt nok faktisk, hun havde troet at den ville have været bare LIDT mere forandret.
Hun trak på skuldrende, og så op på ham. Med et ret så nysgerrigt blik, hvad var han mon for en. Ja, halv Zombie. Men han kunne noget mere, kunne alle Zombier virkelig lege med ild?
”fascinerende!..” Hviskede hun op til ham, og rystede lidt på hovedet. Hun lagde godt nok ikke mærke til det, men hun sukkede stille. Mens hun stadig så ham i øjnene, prøvede ligesom at finde ud af noget mere om ham. *Øjne lyver aldrig.* Tænkte hun, og smilede blidt til ham. ”Vis jeg havde vist dette.. Ville jeg have ønsker at min far, var Zombie. I stedet for en vampyr.” Hun hviskede næsten, men hendes stemme var både stærk og bestemt. Nu da han havde spurgt, så kunne hun vel lige så godt blive ved.
”Jah.. Jeg er vel en bladning af en art.” Hun dinglede blidt med hovedet, og rulede med øjnene. ”Jeg er en udstødt race..” Hun trak på skuldrende, og så igen op på ham. Han var egentlig meget pæn, man havde nok tænkt at en Zombie var sådan lidet mere..
Rådden?..
Hun grinede let over sin tanke, men kom så i tanke om Andy der sad ved siden af/Over for hende. Hun rømmede sig lidt, da hun egentlig ikke havde fortalt om hende selv. Om hvad hun var, og kunne.
”Altså.. Jeg er halvt vampyr, og menneske.. Tror jeg da.” Hun fnøs lidt, og takkede sin far. Dog ironisk ment, da han ikke havde været den bedste far. ”Øhm.. Jeg kan hverken lege med ild, styre vandets kredsløb.. Eller sådan nogle, faktisk helt vildt seje ting.” Hun tog en stor indånding, og nikkede. ”Men.. jeg kan føle hvad andre føler, og styrkes ved det.. Eller det er egentlig kun dine gode følelser jeg kan føle, det er som om det er mine egne.” Hun trak vejret dybt, og rystede lidt skuldrende. Mens hun havde snakket, havde hun rystet sødt på hovedet. En sød vane, hun havde fået. Den gjorde sådan, at folk ikke lyttede til hende. Men det var lige præcis det han skulle nu! Han skulle lære hende, og hendes tanker at kende.
Hun rystede på hovedet, og grinede igen sødt. ”Men kort sagt kan jeg føle vis du er glad, forelsket eller bare super egoistisk.” Hun fnisede lidt igen, og så på ham med et kærligt blik. ”Egoister har det tit med, at være overglade. Altså sådan.. RIGTIG glade.” Hun grinede igen, og slap hans hånd. Som hun egentlig havde siddet med i ret lang tid. ”Og i dét tilfælde, føler jeg at jeg er på en lyserød sky. Og kan klare ALT, det er desværre ikke alt for passende nogle gange.” Hun rystede lidt på hovedet, og bed sig blidt i kinden.
”Og jeg troede.. At vampyrer var nemme at definere?..” Hun lagde sit hoved på skrå, og så på ham med store øjne. Han var altså virkelig sød, han var virkelig den perfekte ven.
Og så behøvede hun ikke engang, at tænke over vis hun skader ham. For det kunne hun højest sandsynlig IKKE.

Han fastholdte sit blik på hende og fortrak sine mundvige et charmerende smil, utroligt at de bare havde slået sig ned og snakke med hinanden, som de gjorde nu, eller det var mere sådan at hun kom hen til ham, og slog sig ned ved siden af ham. Andy havde ikke regnet med dette, overhovedet ikke. Det var også en af de første gange at han følte sig tryg hos nogen samme tid med at han gerne ville deltage mere i samtalen. Han ville ikke gå nogen steder, før at de begge to mente at samtalen slut, hvor de måske ville møde hinanden på et andet tidspunkt. Selvom han ikke kendte Sookie så godt endnu, følte han at de allerede kendte hinanden rimelig godt. Det var så meget mere end sagt.
Stille vendte han blikket ned mod sig selv, alle disse tanker som var inde i hans hoved, var til at få hovedpine af, og sådan ville andre folk nok også se på det, når de opdagede hvor meget han egentlig tænkte over ting. Forskellige ting, som ting der skete i hans liv. Ting som var sket i hans liv.. også kaldt fortiden, den som man ikke burde kigge så meget på. Det gjadte jo om at leve livet og det at tage det som det hele kom for fødderne af en. Nogen gange var man bare glad og i godt humør hvor man andre gange bare var et surt æbel.. og kom med negative ord, hvis man deltog i en samtale eller noget lignende. Han glædet sig til at finde ud af den dag med om hans søster var død eller om hun stadigvæk levede, han vidste ikke om han ville blive ked af det, hvis at han fandt ud af hvis hun var død.. det var så meget sagt.. han havde jo ikke set hende i evigheder.. eller sådan føltes det i al fald. Og hvis man var i det hjørne med sorg hele tiden.. kunne man til sidst ikke gå hen og leve livet.. og Andy ville ikke dovne den af og være ked af det hele tiden, nej! Han prøvede bare at se positivt på det hele.
Han kiggede på hende igen, da hun havde opdaget at han fniste.. gosh. En lille varme kunne mærkes i kinderne, ikke fordi han rødmede, men han syntes det var lidt akavet, han begyndte at føle sig en smule.. svag i kroppen? "Det var ikke af dig.. jeg fniste" sagde han roligt og rømmede sig. Han syntes at hun skulle have det at vide, ikke fordi han kunne læse hendes tanker, men han sagde det bare, så hun vidste ren besked. Han sendte et lille smil og fugtede let sine læber. Og hans smil blev større da hun begyndte at grine, inden at han hævede det ene øjenbryn, da hun sagde at hun var i superform. Javel ja. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende, "Hvordan i superform.. eller ehm ja.." spurgte han af ren nysgerrighed, han vidste ikke lige hvordan han skulle spørge ind til det, men han var lidt forvirret, hvilket nok også kunne høres på ham. Dog ikke fordi han tog sig så meget af det.
Sookie var meget speciel, men på den gode måde, af det som han havde oplevet sammen med hende end til videre, og selvom det ikke var særlig meget, syntes han at hun havde en god personlighed, hun var sig selv.. det følte han.. Andy vidste ikke om han tog fejl, eller ej. Hvis hun ikke var interesseret i at snakke med ham eller være i selskab med ham, så var hun jo gået sin vej for længst. Og han var glad for at hun var blevet, i stedet for at stikke af selvom der blot var noget mørkt. Han kunne selvfølgelig godt forstå hende, at hun var en smule bange, hvis det var.. især når de sad i stor centeret som de gjorde. Det var noget andet hvis de var hjemme ved hende eller et sted som fx biografen. Han håbede på at deres venskab ville holde, at de ville blive ved med at være venner uanset hvad. Andy ville i al fald gerne beholde venskabet, det var helt sikkert, han vidste ikke helt med hende, men tiden ville også vise, med hvad der ville ske.
Han fulgte hendes blik imens at han fortsatte med at smile svagt, det var ikke fordi han vidste en del informationer om vampyrer, men han vidste bare.. at de kunne blive svage i kroppen ved ilden og de kunne specielt død af ilden hvis de blev helt ramt den. Andy ville ikke udsætte Sookie for farre. Måske var Andy.. god til at kunne se hvad folk sådan reagerede på ting.. med om man blev svag af det også videre.. det var nemt at regne ud ved nogen, og han kunne bare se det på Sookie, derfor lod han også sin flamme gå ud.
Andy sagde ikke noget til det, da hun lagde sin hånd på hans, den hånd hvor han havde haft vist en flamme. En levende ild flamme. Man kunne ikke mærke om hans han hånd var brændt eller noget, for det var den ikke, godt nok blev hans hånd en smule mere varm end den var i forvejen, når han havde en flamme tændt, men hånden fik den samme krops temperatur igen, når flammen gik ud. Det havde måske overraskede hende.. og det var måske derfor at Sookie undersøgte hans hånd, hvilket han godt kunne forstå, når hun ikke forstod hvordan det foregik. Han fandt det lidt morsomt, mens at han lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sit ene stykke metal i sit snake bite. Han havde et specielt snake bite. Det ene stykke metal var bare en kugle.. hvorimod at det andet stykke metal lignede en slags form for ørering, som sad tæt ind på hans læbe.
Han smilede noget større da hun hviskede til ham og fik en kuldegysning igennem kroppen, "Tak.. tror jeg" sagde han med et glimt i øjet, mens at han så på hende ind i øjnene, han hævede dog det ene bryn da hun sagde noget med at hun gerne ville ønske at hendes far var en zombie i stedet for en vampyr. Han rystede stille på hovedet, "hvorfor dog det?" spurgte han stille og bed sig diskret i underlæben, da han kiggede på hende. Han havde ikke regnet med at de ord ville komme ud fra hendes mund. Men han kunne ikke lade være med at smile da hun begyndte at svare på hans spørgsmål. Hun var en blanding af en art, ligesom ham selv. Og dog.. han så noget undrende på hende da hun sagde at hun var en udstødt race. Hvorfor?
Men han lyttede bare nysgerrigt efter til alt det som hun sagde og fortalte ham. De havde da begge to noget til fælles. Den ene side af deres blandings race var et menneske, så begge deres hjerter bankede svagt. Han bed sig noget hårdt i underlæben, atter igen, så der kom et bide mærke da hun fortalte hvad hun kunne angående evner. Amazing. "Så må jeg hellere passe på med at vise mine følelser" sagde han med en drilsk undertone i stemmen, imens at han så på hende, da hun sagde at hun kunne føle hvis han var glad, forelsket eller bare super egoitisk. Andy ville aldrig nogen sinde komme i det felt med at blive egoistisk. Aldrig. Den tanke havde ikke strejfet ham, men det kom vel også an på så meget.. det kom an på hvad han kom ud for i gennem hans liv. Andy skulle langsomt til at flette deres fingre ind i hinanden, men undgik det da hun slap hans hånd. Han kiggede fortsat på hende, "Sådan er det at være forelsket.. men nogen gange er det også farligt" sagde han stille, angående til det med hvis man følte at man svævede på en lyserød sky. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt, da hun pludselig sagde at hun troede det var nemt at definere vampyrer, han trak svagt på skuldrende, imens at han ikke vidste rigtig hvad han skulle sige, Andy havde lyttet efter alt det som hun sagde og han var ret imponerede over det, "Tja.. det er vel altid lidt svært at forklare den race man selv er" sagde han og sendte et smil, inden at han så rundt i rummet, hvad var klokken egentlig? De havde bare snakket løs uden at tænke på hvad klokken var.. mon det snart var morgen? Han vidste det ikke.. men var egentlig også ligeglad, han hyggede sig med at være sammen med hende. "Selvom man tror et sted at det er nemt at forklare.. så er det egentlig ret svært.. også fordi det ikke er alle folk som forstår en" sagde han stille og kiggede på hende igen.

*Utrolig?..* Var det eneste hun kunne tænke om ham, han var jo så.. Perfekt for hende? Det lød lidt egoistisk, for der var vel ingen der var fortjent til en anden. Og vis det var en der havde været god her, og fortjente noget, så var det da ham.
Hun så på ham, da han fik farve i kinderne. Og grinede stadig, mens hun så på ham med et undrende udtryk. Han havde ikke fornærmet hende, overhovedet ikke faktisk. Så hun rystede bare blidt på hovedet, og så ham i øjnene.
”Det tror jeg heller ikke.. Du har ikke fornærmet mig, bare rolig.” Sagde hun sødt, og håbede at han ville tage det til sig. Huske dette, og bare sige hvad der faldt ham ind. For hun kunne ikke holde ud, at der var noget som nogle folk holdte for dem selv. I bekymring om, at dette de vil sige, ville fornærme hende.
”Øhm… Jeg er bare i superform, du ved… Jeg har det fint, intet i vejen for mig.” Hun smilede til ham, blev lidt forvirret over spørgsmålet. Men svarede som altid, en ting hun desværre altid gjorde. Nogle gange ikke så godt, nogle spørgsmål SKULLE bare ikke besvares!
Hun så op på ham, med en skimt af nervøsitet. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, måske om han ville godtage hende? Om hun var god nok, selvom at hun altid havde været selvsikker. Og gjorde dette færdigt hun var i gang med, samt når hun ønskede noget brændende, gjorde hun ALT for at det ville lykkes. Og hun ønskede virkelig at blive ven med ham, blive en god og tæt ven med ham. Hjælpe ham, uden at kræve noget tilbage. En fear dell.
Hun så han sjove ting på læben, hun så måske LIDT for undrende på den. Den var egentlig meget mærkværdig, ikke grim slet ikke. Den var måske ikke i sine vante omgivelser, her hos hende. Der altid havde været meget.. Neutral? Aldrig gjort skade på sin krop, selvom at det kun var et lille huld til ex. En ørering. Hun lagde stille hovedet på skrå, og så på hans læbe med et smil. Hun følte med tungen, over dette sted den ville have været, vis det var hende der havde haft den. Egentlig meget sjovt, vis der var noget der ville støde på der.. En slags, sølv-smagelig ting. ”Den er ret.. Sjov.. Den ting?” Hun smilede stort, og håbede at hun havde formuleret det ordentligt.
Hun sukkede, og så ned på sine hænder. Mens hun lagde hovedet på skrå, mens hun smilede stille. Hvordan skulle hun forklare det? Sådan så han kunne forstå hende, sådan rigtigt inderligt. Hun rystede stille på hovedet, og så opgivende op. Hun ville virkelig gerne svare, men det ville blive svært. Det var måske lidt svært at forstå hende, især når han ikke var hendes race. Men hun ville prøve, mere end nogensinde før. ”Altså.. Min far er vampyr, så.. Derfor er jeg halv.” Hun trak vejret tungt, og nikkede stille. Hendes lille vane, der ikke ville stoppe! ”Halv vampyr, og menneske.. Jeg mener bare, at jeg måske ikke var heldig med mine evner… For, jeg kan godt nok overleve i solen.. jeg elsker mad, mere end noget andet..”Hun stoppede brat, og tænkte sig godt om.
Hun var virkelig heldig! Alle disse muligheder, hun havde i solen. Selv på hendes dårlige dage, og så havde hun ’en måde at blive stærk igen. Kærlighed, og glæde var hendes stikord. Hun VAR virkelig heldig, mere end de fleste. Så hun nikkede, og så stolt op på ham. Hun smilede stort, og bed sig i læben. ”Nej.. Jeg ER heldig, jeg kan noget andre ALDRIG ville kunne drømme om at kunne.. Jeg kan, jeg kan hvad jeg behøver.” Hun lagde et hånd på hans bryst endnu engang, og så på sin hånd. ”Jeg… Lever mere en nogle gør, og jeg elsker det.. Det gør jeg virkelig!” Hun nikkede stille, og så kun på hendes hånd, på hans bryst.
Hun så op på ham igen, og lagde hovedet på skrå, mens hun smilede stort. Da han nævnte dette om hans følelser, at han skulle gemme dem. Han var sød, og det var hans følelser også. Man blev på en måde fanget af dem, som et eventyr. Der lå meget bag, som en kærlighed til noget man troede der var gået tabt. Hun kunne hverken finde hoved og hale i dem, men det kunne ejeren sikkert. Sådan var det tit, meget ofte faktisk. ”Det må du hellere ja.. Du skulle næppe blive taget i dem.. Vel?” Hun drillede ham også, og smilede bare endnu bredere.
Hun flyttede både hendes hånd i hans, og hånden på hans bryst. Det var ved at blive lidt for… Mærkeligt? Hun havde aldrig været den fysiske type, aldrig den der ville kramme eller bare være sammen på denne måde. Være sammen fysisk, lære hinanden igennem sindet. For den ville altid være den samme, det ville kroppen højest sandsynlig ikke. Okai.. For nogle, men det tog hun sig ikke af. Sindet var det vigtigste af det hele, dette der holdt os oppe. Adskilte os fra andre, og så videre. Så hun lyttede bare på det næste han sagde, i stilhed. Men stadig meget nysgerrig, og spændt på en måde. Hun elskede når folk snakkede, det gav en vis ro hende. Som om hun ikke var alene, hun havde en der elskede hende. Eller en, der bare ville bruge tid på hende. Det var meget dejligt at vide, at personen syntes om hende. Især nu, da hun havde været sig selv. Helt sig selv, uden et skjold eller en barriere. Hun havde ikke lagt skjul på noget, faktisk sagt alt der faldt hende ind.
Hun så på ham, med løftet øjenbryn. Han snakkede vel af erfaring, eller hvad? Han lød bare så sikker i sin sag, så… Han måtte da have været forelsket, i en eller anden? Så… Hun BLEV altså nødt til at spørge: ”Har du da… Været forelsket?” Hun smilede, for hun ønskede det på en måde. Men vis han havde, så havde det vel gået forkert? På den måde han sagde det på, generelt bare den måde han var. ”Sådan… Rigtigt overforelsket, og elsket??” Hun var meget spændt, for han fortjente at blive elsket på alle måde og kanter. Hun smilede sødt, og bed sig blidt i læben. Der efterhånden var ved at blive rød, meget rød af de mange bid!..
Hun så forstående på ham, mens hun smilede blidt til ham. Hun forstod ham udmærket, ikke at kunne få ordene ud over læberne. Men have dem inde i hovedet, det var BARE træls, det var næsten forfærdeligt. Ikke at kunne forklare sig, når man faktisk ikke selv vidste hvad man egentlig var. Hun var halv vampyr, jah.. Jubii! Det er ikke nok, det er mere hvad man kan. Hvad ens krop kan, og så ikke selv vide det!
Hun sukkede, og så ned på sine hænder. De var foldet i skødet, de var hvide og fejlfrie. Hun rystede på hovedet, og forbandede sin krop. Typiske fejlfrie krop, sådan SKAL den bare se ud?! Den løj helt vildt meget om hendes personlighed, ingen var jo perfekte. Det var der jo ikke, så hvorfor var der nogle der skulle se så forbandet fejlfrie ud!
Det var utroligt så ret hun kunne give ham, ja næsten uhyggeligt. Han var jo så meget ens som hende, de lignede hinanden på mange forskellige måde. Det var næsten helt uhyggeligt, at se dette fra hendes synsvinkel.
”Jeg giver dig helt ret… Det er, på en måde helt uvirkeligt når man ikke kan sige dette… Man kan bare ikke få de rette ord frem, det er som om man er låst fast.” Hun trak på skuldrene, og så sødt på ham igen. Og ønskede at dette kunne vare ved, men på ET tidspunkt skulle det vel stoppe. Men forhåbentligt ikke nu, om et par timer måske?... ” Det er utroligt… Jah, det er det…” Besvarede hun sig selv, og så på ham med store glødende øjne. Der egentlig var ved at blive trætte, men ville bare ikke indrømme dette.
Sådan var Sookie, utrolig stædig og trofast. Man kunne ikke løbe fra et løfte, eller en konkurrence, det var noget af det farligste. Selvom at det ikke var SÅ farligt alligevel, men man kunne ikke løbe fra noget…

//Puha.. Det kom lidt sent.. Sorry!:'O//

Han var ikke perfekt, han sagde bare sin mening og fastholdte sig til den, han sagde hvad han ville og gjorde det som han ville, han gjorde ikke sådan at nogen bestemte over ham, også var han alligevel en speciel dreng. Andy troede altid at han var alene, efter at han kom væk fra sin søster, som han ikke havde set i evigheder, hende som han kunne lave alt sammen med, hende som han kunne stole på og havde tillid til. Alt dette var forsvundet og smidt væk.. nærmest i et sort hul? Forklaringen på det, ville han finde ud af med tiden, han ville finde ud af hvad der sket med hende. Der var ingen tvivl om at Andy savnede hende.
En latter var skøn at høre på, men ikke altid, det kunne svinge med hvor meget en latter kunne smitte på andres humør, ikke fordi det gjorde ham i dårligt humør. Andy prikkede til hende i den ene side og smilede svagt, "Det var godt" sagde han stille med et lille nik til bekræftelse på det, at han ikke havde fornærmet hende, det var i al fald ikke meningen. Han kiggede ligeledes ind i hendes øjne og fugtede let sine læber, han fattede det som at hun ikke blev fornærmet og lagde det bare til side.. mere skulle der ikke lægges i det.
"Ah, javel" sagde han og undslap et lille grin, da hun fortalte om at hun bare var i superform. Intet som var i vejen for hende. Så vidste han det. Andy kiggede sig lidt omkring i rummet igen, inden at han kiggede på hende og lagde sit hoved en smule på skrå. Det måtte snart være morgen og lyset blev også tændt i det rum som de var i. Han sendte et charmerende smil og kunne se noget nervøsitet fra hendes side, "Er du okay?" spurgte han, og kiggede lidt hen mod døren, udgangen fra rummet. "Skal vi blive siddende.. eller?" spurgte han efter et stykke tid, de kunne jo bare låse døren, og lade som ingenting. Ikke fordi det skulle blive akavet, han ville bare gerne fortsætte med at være sammen med hende. Han så på hende igen.
Drillende lod han sin tungespids glide ud at strejfe ved sin kugle.. det ene stykke metal i hans snake bite, det så ud som om at det var hun kiggede på. "Sjov..hm" sagde han lidt gentagende fra hende og overvejede lidt hvad han skulle sige, "Den er.. speciel i forhold til visse andre.. og den er.. behagelig samtidig med at den er sjov at lege med af og til" sagde han med et glimt i øjet, han håbede ikke på at hun ville tage det for spøjst. Det var et specielt snake bite som han havde, men han elskede det faktisk, han elskede det at være anderledes, dog ikke altid. Nogen gange tog han det for seriøst og mente at han var alt for meget alene. "Hvad..da?" spurgte han af ren nysgerrighed og smilede. Det undrede ham en smule at hun spurgte ind til det, ikke fordi han tog sig af det.
Han lod sine øjne hvile på hende.. fulgte hver og en af hendes bevægelser.. iagttagede hende, direkte. Han nikkede kort til det hun sagde, det kunne han godt forstå, han lyttede efter hende, så hun vidste besked om at han interesseret sig i det som hun fortalte om, "Ikke heldig?" spurgte han og rystede kort på hovedet, og han fniste lidt, "Jamen.. min ven, du burde acceptere det og være glad for det.. du kan alligevel ikke lave om på det" sagde han og nikkede bekræftende, han syntes at hun skulle være glad for den hun var, i stedet for at gå imod det. Hun kunne alligevel ikke gøre noget ved det. Andy forstod godt det som hun sagde, det var ikke så svært at forklare når det kom til stykket, og han var ikke en dreng som havde svært med at forstå noget, "Og du klarer det fint med at forklare ting" sagde han roligt, og blinkede med det ene øje, hun skulle have det at vide, så hun ikke behøvede at være nervøs på det punkt. "Mhm.." mumlede han og fortrak sine mundvige i et større smil, "Er du så god til at lave mad.. at du finde på at lave noget til mig på et tidspunkt?" spurgte han nysgerrigt, imens at han så på hende.
Han nikkede forstående til det hun sagde, hun var heldig og godt at hun havde indset det, langsomt bed han sig i underlæben, da hun igen lagde sin hånd op på hans bryst, ikke fordi han havde noget imod det. Han førte sin ene hånd ind under hendes hage og løftede hendes ansigt op med sin pegefinger, så deres øjne mødte hinanden, "Det lyder godt" sagde han stille og smilede atter igen.
Efter at han opdagede at hun selv kiggede op på ham, fjernede han sin hånd og smilede bare til hende, et grin undslap endnu engang fra hans læber, "Nej.. selvom det nok vil ske en dag" sagde han og rystede kort på hovedet.. hans latter.. han hadet den, hurtigt fniste han og bed sig let i underlæben, inden at han kiggede lidt væk fra hende, men rettede sit blik på hende igen.
Han vidste ikke om han skulle gøre noget ved det, men han syntes det var rart at hun havde sin hånd liggende på sit bryst, det var rart.. at hun ikke var bange for at gøre sådan noget, men det var vel ved at blive for mærkeligt et eller andet sted. Han vidste ikke om hun havde en kæreste eller følelser for en anden og derfor kunne han også godt forstå hende, at hun gjorde som hun gjorde. Han havde efterhånden været sig selv igennem hele deres samtale.. han følte sig jo også tryg. Det var en underlig møde de kom i snak sammen, efter hans egen mening. Men det var bare starten på et nyt eventyr. En start på et nyt venskab.
Kærlighed.. et emne som han ikke rigtig havde været inde på, han hævede det ene bryn da hun spurgte om han havde været forelsket.. havde han været det? Ikke af hvad han kunne huske. "Nej jeg har ikke været forelsket... før eller blevet elsket" sagde han roligt og rødmede svagt.. han mærkede varmen i kinderne igen. Pokkers. Han satte sig om mod hende, så de ikke sad ved siden af hinanden, men mere overfor hinanden. Selvom han ikke havde været forelsket før, kunne det godt være at han var begyndt at blive det, men han vidste det ikke helt.. der var alligevel også meget som han ikke vidste og derfor ville han også holde det skjult.
Han så på hende og lagde sine ben hen over hinanden, mere eller mindre lidt besværligt, måske så det en smule sjovt ud, den måde som han sad på, men han havde fået lidt ondt i røven pga den måde som han sad på før, med ryggen lænet op mod væggen. Generelt var han jo også ligeglad med hvad folk tænkte om ham.. normalt udgav han sig bare for at være sig selv.. var det ikke også meningen? Andy tog forsigtigt fat i hendes ene hånd, da han så at hendes hænder lå i hendes skød, han klemte blidt hendes hånd, uden rigtigt at se på hende med det samme. Han sendte et svagt smil da han rettede sit blik mod hende. Andy ville ikke gøre det for akavet og alligevel ville han også gerne vise hende at hun begyndte at betyde meget for ham. At holde i hånd var måske ikke lige meget.. men han ville ikke være påtrængende.
"Ja.. sådan er det for det meste.. men alligevel vil det komme frem på en eller anden måde" sagde han stille og fugtede let sine læber, han tænkte over om han skulle trække sig væk.. om de snart skulle til at sige at samtalen var ved at være slut.. gosh. Nu tænkte han meget igen. Det var til at blive nervepirrende. Han så på hende og gættede sig frem til at hun var ved at blive træt. "Hm, skal vi se om vi kan komme ud fra stor centeret?" spurgte han, egentlig ville han ikke have det til at slutte, men han ville også gerne følge hende hjem. Hvis han måtte det. Han vidste jo ikke hvad hun ville, eller med hvordan hun ville tage alt dette, men han var spændt.. og lidt nervøs for hendes reaktion. "Jeg kan se at du er ved at være træt" sagde han og smilede.. imens at han stadig holdte fast i hendes hånd, førte han sin anden hånd op mod hendes næse og prikkede til hende med sin pegefinger, "Og du må ikke sige mig imod.. jeg har ret har jeg ikke?" spurgte han med et glimt i øjet, imens at han sagde det med en blid stemme, selvom hans drenge stemme alligevel var mørk.

Hun mærkede hans tristhed, selvom at han ikke selv gjorde. Han savnede en, en der stod ham meget nær. Eller står? Hun kunne mærke dette, ved at han ikke rigtig udsendte nogen glæde. Som han havde gjort stort før, Sookie blev på en måde trist, trist MED ham. På hans vegne, sådan var hun altid. Men med dette, var det støre. Hun følte en støre smerte, ved at se ham. Se ham lide på en måde, eller hvad man skulle kalde dette han var igennem.
Hun rystede let under hans prikken, da hun ikke havde set det komme. Men hun så på ham, og nikkede mens hun smilede sødt til ham. Han havde vel mange tanker om folk, og om ham selv. Men på en måde, var det som om at han var som hende. Viste sig selv, så meget som var tilstrækkeligt. Alt var selvfølgelig ikke fint nok at fortælle hende, hun var trods alt ikke en ven, ikke endnu. Og hun glædede sig til den dag, hvor hun måske ville blive det. Hvor både han og hun, kunne mærke at de kunne stole på hinanden fuldt ud. Lidt alla sit forhold med hendes bror, måske ikke så barskt. Hun smilede støre, da hun kom i tanke om ham. Men rystede det af sig, og så op på Andy med store øjne.
Hun mærkede at lyset blev tændt, inden hun så det. En lille ting fra hendes side, hun stadig ikke helt havde forstået. Det var som om hun både kunne høre og mærke elektriciteten, som noget af hendes krop. Måske lidt som at få stød, bare i mindre dosser. Hun så sig lidt omkring, og nød lidt at få det fulde syn tilbage. Så kunne hun også nemmere betragte Andy.. *Okai?.. Hvorfor nu det, Sookie?* Hun klippede lidt med øjnene, og rystede blidt på hovedet af sig selv. Havde hun ikke set nok på ham, og studeret hvert en flække af hans ansigt? Men hun kunne ikke få nok, hver gang hun så på ham, ændrede hans ansigtsudtryk sig. Det sagde hver gang noget om ham, noget om hans personlighed. Og det ville hun gerne kende, bare kende ham på alle måder.
Et hurtigt blik på ham, blev hun nødt til, da han spurgte hende om hun var okay?.. Hun smilede, og nikkede stadig lidt nervøst. Men det var hun vel altid når hun skulle skilles fra nogle hun brød sig om, især nu. Ville han glemme hende? Vil alt dette gå til spilde, alt dette de havde bygget op? Det håbede hun virkelig ikke, hun vil gøre alt fir at han ikke ville glemme hende. ”Jah… Jeg har det fint.” Hun så ned, og bed sig i kinden. Hun kunne vel lige så godt sige det, det var jo sådan hun havde det. ”Jeg vil bare ikke slutte dette øjeblik… Det betyder meget for mig.” Hun så halvt op på ham, og smilede nervøst. ”Dette er en af de bedste øjeblikke, jeg har haft i denne by… Den er ikke altid lige… Imødekommende.” Hun rystede lidt med hovedet, og så direkte op på ham.
Hun så på hans sjove og seje kugle af en art, og lyttede til hans forklaring. Hans stemme var egentlig ret smuk, eller rettere unik. Man blev ikke træt af den hurtigt, tvært i mod, man ville høre mere af dette han sagde. Jo mere han snakkede, jo mere ville man høre fra ham. Hun rømmede sig, og rødmede let. Det var let at se, nu da der var lys. Men hun gemte det ikke, det ville vel bare gøre det hele værre. ”Nåhm… Det ved jeg ikke rigtigt, jeg har ikke set den før nu. Og den var meget, anderledes.” Hun så forsigtigt op på ham, og fortsatte. ”Men… Det kan godt være at det lyder lidt dumt, men sidder den ikke nogen gange i vejen… Når du skal spise, og…” Hun skar et ansigt, det var meningen at hun ville sige kysse. Men hun ville ikke rigtigt komme ind på kærlighed, ikke lige nu. Det kunne forhåbentligt vente til en anden gang, for lige nu… Havde hun ikke de bedste oplevelser med den, kærligheden var svær og hård. Hun havde set mange der ville ofre alt for kærligheden, men hun vidste ikke om hun var klar endnu. Om hun var klar til at se sådan på det, skulle forlade dette, for at rede den hun elskede.
Noget ved hende gjorde bare, at hun forstod alt hvad han sagde. At hun havde tillid til at fortælle mere, mere om sig selv til ham. ”Tak.” Sagde hun bare, og hendes nervøsitet mindskes lidt. Hun var ikke så bange for, ikke at kunne forklare sig. For hvad var det værste der kunne ske? Han kunne ikke forstå hende… Men så ville hun vel prøve igen, og han ville prøve at forstå. Sådan var han jo, eller det var sådan hun opfattede ham. Altid hjælpende, og god til at lytte, nogle gange at komme med en lille både god eller mindre god kommentar tilbage. Man kunne jo altid have brug for kritik, der var jo altid noget man kunne gøre bedre. Ellers var man ikke menneskelig, ikke det mindste! ”om jeg er god til at lave mad?...” Hun fnøs sødt, mest ment ironisk. ”Jeg er vel lige så god som enhver 17 årig, bare en støre interesse for det. Mere tid, til at bruge på maden, og til at nyde den.” Hun trak på skuldrende, og så ned. ”og så har jeg vel også en masse mad-oplevelser i rygsækken, fra min bedstemor.” Automatisk tog hun fat i sit smykke, ikke for at beskytte det. Men mere for at huske hende, hendes bedstemor. Hendes smilehuller, hendes blå øjne der var ved at falme en del. Hendes altid oprette brune hår, som ikke havde mistet farven.
Hans hånd under hendes hage, var som ild, ild der brændte på hendes hud. Den var ikke ubehagelig, selvom at ild ikke var det hun forstod som dejligt. Men hans berøring var usædvanlig dejlig, der løb en rystelse igennem hende krop. Men hun ville ikke have at han skulle slippe, så derfor lød der et suk fra hende da han slap hende. Hun følte sig på en måde lettet, og også såret. Ikke af ham, det var ikke ham der havde gjort noget galt. Det var mere… Hun følte sig svigtet af sine følelser, hun forstod dem ikke. Hun forstod ikke den brændende fornemmelse der opstod, da han rørte hende blidt under hagen.
Hun nød hans grin, det var ikke så tit at han grinte SÅDAN. Det var mere et lille fnis, eller et meget kort grin. Så hun nød at han grinte, sådan for alvor. Hun blev helt varm, som stille begyndte at udlignede den sorg hun havde fået fra før. ”Jah… Det gør det nok.” Hun smilede til ham, og så hans blik flakke. Hun blev lidt forvirret, om hun så FOR meget på ham. Eller om det bare var ham som, ikke havde det for godt med at kigge på en person for længe af gangen. Så hun lod også sit blik gå hen til døren, og rundt i rummet. Bare for ikke at overbeglo ham, vis det var dette som han så vigende væk fra. Hun ville ikke gøre dette for… utilpasset.
Hun så sødt på ham, og så ham rødme. Emnet var også et dumt tidspunkt, at bringe på banen. I hvert fald efter hendes mening, og hans reaktion. ”Nåh..” Sagde hun, for hun havde faktisk regnet med et andet svar. Måske at han HAVDE været forelsket, for det ar der mange der havde været. Og han var ikke HELT ung, ikke efter hendes mening om hans personlighed og stemning. Han fortjente det, uden tvivl, men han ville nok finde en. Det var hun helt sikker på, om det så skulle være en pige, eller dreng for den sags skyld, som ikke engang var født endnu. Så skulle han nok finde den person, som ville tilbringe hele sit lange liv med ham. Hendes svar var lidt lamt, og hun skar en grimasse. Hun skulle mere have svaret, Sejt eller Cool, sådan lignende. Men man må sige, at hendes tale evne havde svigtet hende lidt denne dag. ”Men… Så kan vi jo være nybegyndere sammen.” Hun så ned på sine hænder igen, og stønnede lidt. Vidste ikke rigtigt hvorfor, men dette emne var bare LIDT mærkeligt. Sådan fortælle ham om hende, og hendes liv uden kærlighed. Selvom at hun følte alle andres lykke til en anden, så var det jo ikke hendes.
Hun mærkede den brændende følelse på hendes hånd, og hun så ned på den med et kærligt smil. Hun rødmede let, ude af kontrol over sit ansigt. Hun lod hendes fingre blive taget fat om, og så langsomt op på Andy. Han betød virkelig meget for hende, mere end nogen anden ven. Han havde givet så meget af sig selv, til hende. Det betød utroligt meget, at han ikke ligefrem forventede at få tilbage LIGE nu. Hun klemte lidt igen, ikke for hårdt. Da det egentlig var ham, der holdte om hendes hånd. Så det var lidt svært, at ramme hans hånd. Men hun fik fat i to fingre, og klemte blidt dem.
Hun så på ham, med et dæmpet smil. Da han spurgte hende igen, og så på hende med et håbefuldt blik. Hun smilede bare, og nikkede. ”Jo… Vi kan jo ikke sidde herinde hele dagen, eller natten? Jeg har mistet min tidsfornemmelse, har du et ur?” Hun så på ham, med det halve af overlæben løftet. Og smilede et stille smil, ikke for overdrevent, men mere taknemmelig. Over det hele, over at hun havde mødt ham, og kommet så tæt på ham. Hun løftede det ene øjnbryn, og smilede støre. ”Faktisk kan jeg sagtens holde mig vågen. Jeg skal bare finde nogle glade personer…” Hun smilede, men fandt ud af, at dette kunne misforståes. ”Altså jeg mente ikke… Jeg vil ikke spise det, mere… Mærke deres glæde, lade mig oplade af den.” Hun grinede kært, da han prikkede hende på næsen. Og bed sig i læben, mens hun blidt lukkede øjnene. Da den brændende fornemmelse bredte sig, på hendes næsetip.
”Selvom at jeg nødigt vil give dig ret, bliver jeg nødt til at overgive mig nu…” Hun sukkede for sjov, og skar ansigt ret så overdrevent. ”Jo, jeg er træt. Mere end nødvendigt, faktisk. Er du da heller ikke træt, det burde du være?” Hun uglede hans hår, som en pay-back-ting. Han så sød ud sådan, med uglet hår.

Et lille grin undslap fra hans læber da hun rystede let under hans prikken, et bevis på at hun ikke havde regnet med det. Han fandt det nogen gange morsomt. Hvorfor.. vidste han ikke, men folk kunne komme med nogle sjove reaktioner. Det var selvfølgelig forskelligt fra person til person. Han fortrak sine mundvige i et lidt større smil end normalt da hun kiggede på ham. Med tiden følte han selv at tilliden imellem dem voksede og voksede og det gjorde også at han stolede mere på hende. Dog kunne han ikke sige om han stolede 100% på hende med det samme, eftersom dette stadig var deres første møde. Han undrede sig lidt over den måde som hun kiggede på ham.. med de store øjne, men han sagde ikke noget til det. Han forholdt sig tavs, uden videre at trække vejret stille og roligt.
Han så på hende uden at sige noget, en stilhed var ved at ligge sig hen over dem. Han syntes ikke at det var en pinlig stilhed som sådan, han tog det fint og slappede af i kroppen, imens at han så på hende, og lagde sit hoved en smule på skrå. Et eller andet sted var han glad for at lyset var tændt.. så kunne han se hende bedre og omvendt med hende. Andy syntes at hun var en smuk pige.. Han vidste ikke om hun havde opdaget at han kiggede noget på hende.. men hvad var der at sige til det? Han ville ikke have det dårligt med det eller noget.. hvis hun bemærkede det.. sådan følte han det lige nu.
Han kunne se på hende at hun stadig var lidt nervøs, selvom at hun sagde at hun havde det fint, imens at han prøvede på at gætte sig frem til hvad det var hun tænkte på, selvom han godt vidste at det var umuligt for at finde ud af.. medmindre at han spurgte hende direkte og fik et svar på det. Dog var det ikke så vigtigt igen. Hun sagde at hun havde det fint.. og det gik han bare efter, da han ikke ville presse på. Andy fulgte hendes blik, da hun kiggede ned og han hævede undrende det ene øjenbryn, mens at han fortrak sine mundvige i et forsigtigt smil.. Det kom som en overraskelse med alt det som hun sagde.. bl.a. det at hun ikke bare ville have øjeblikket til at slutte, det at det betød meget for hende. Hans smil blev større, inden at han kiggede lidt ned af sig selv, stille rykkede han en smule tættere på hende, Andy vidste ikke hvad der havde gjort dette møde så nemt.. men det var gået godt og de havde fyret den af med at snakke, de var begge to meget imødekommende. "Vil heller ikke have det til at slutte.. men det behøver det jo heller ikke helt.. som sådan.. der vil jo starte en ny samtale når vi ses igen.. ikke?" sagde han stille og lagde sin ene hånd op på hendes kind, kiggede hende ind i øjnene lige så stille, med et charmerende smil som dukkede frem på hans læber. Langsomt nussede han, hendes kind med sine fingerspidser, inden at han fjernede sin hånd igen.
Han fastholdte sit blik på hende.. og så at hun rødmede, han syntes det var.. bedårende og sødt på en eller anden måde, men han kommenterrede det ikke, han bed sig lidt i underlæben, inden at han lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, imens at han igen hørte efter det som hun sagde og tænkte lidt over hendes spørgsmål, "Man kan ikke stille et dumt spørgsmål" sagde han med en rolig og blid stemme, han trak svagt på skuldrende, "Nej.. det kommer ikke i vejen.. det giver bare det hele en effekt" sagde han med et glimt i øjet.
Det var ikke altid at Andy var en flink og høflig, samt åben person når han mødte nogen og var sammen med nogen.. det kom an på så meget, alle havde vel en ond side i sig et eller andet sted.. der skulle bare meget for til at få hans onde side frem. Medmindre at man kendte ham ind og ud.. så var det nemt at såre ham. Andy betragtede hende længe.. han kunne ikke få blikket væk fra hende.. måske var det lidt akavet? Men lige nu var han også ligeglad angående med det.. han lyttede efter det som hun sagde, og fniste en smule, "Javel frøken" sagde han, ment som en komplimant og rømmede sig lidt. Han opdagede at hun tog fat i sit smykke efter at hun havde nævnt hendes bedstemor.. skulle han spørge ind til det? Eller lade det ligge?
Andy kunne ikke helt forstå det da hun kom med et suk.. efter at han fjernede hans hånd, men han forholdt sig atter stille og sendte et lille smil. Han tolkede det måske forkert, men han havde det lidt som om at han ikke skulle have gjort det. Måske føltes det alt for akavet? Han rystede på hovedet endnu engang, inden at han rettede blikket ned mod sig selv.
Han prøvede lidt at fange hendes blik.. og et lydløst suk undslap fra hans læber, han håbede ikke på at hun troede at han ikke var interesseret i hende eller noget lignende.. for han hyggede sig.. enormt meget.. og han ville gerne se hende igen, det var der ingen tvivl om, og han kunne fornemme for hendes side at hun også gerne ville se ham igen. Han trak en smule på sine skuldrer.. og undrede sig over hendes svar.. hvad havde hun forventet at han sagde? Han bed sig noget hårdt i underlæben.. så der kom et bidemærke, imens at han så ned af sig sellv igen. Han undslap en lille falsk argtigt grin.. da hun kom med en grimasse.. han vidste ikke hvordan han skulle reagere på dette.. han var i vildrede? Han nikkede derefter kort til det sidste hun sagde, med at de kunne være nybegyndere sammen, det kom dog noget bag på ham.. "Jamen har du ikke oplevet kærligheden?" spurgte han af ren nysgerrighed.. det røg bare ud af hans mund.. han havde virkelig troet at hun havde mødt kærligheden ved første blik.. det at blive elsket også videre. Det ville komme meget bag på ham, hvis at hun ikke havde oplevet det.
Det var nervepirrende.. et eller andet sted, havde han faktisk lyst til at kysse hende.. eller give mere end det for at vise hende hvad hun egentlig betød for ham. Men det var for tidligt og han ville holde sig i skinnet. Det rørte ham dog at hun klemte lidt igen, da han holdte fast i hendes hånd og han blinkede roligt med det ene øje da han kiggede op på hende. Amazing. Det gav hende en flot farve i ansigtet når hun rødmede, selvom hun ikke rødmede, så var hun også smuk og flot. Han var dårlig til at beskrive folk.. og det at komme med komplimenter.
"Nej.. det har jeg desværre ikke.." sagde han stille og fugtede let sine læber, han gik aldrig med ur.. havde ikke sådan et på sig.. når han skulle finde ud af hvad tiden var.. spurgte han om andre vidste hvad klokken var.. eller så prøvede han bare på at finde et ur.. normalt var det ikke vigtigt for ham at finde ud af hvad klokken var.. han plejede bare at se med sit eget øje når han var udenfor og gættede sig frem på den måde.. Han grinede lidt da hun med sin forklaring om hvordan hun kunne holde sig vågnen, han prikkede til hende i maven med sin frie hånd, med pegefingeren, og kiggede op på hende, "Jeg forstår det godt" sagde han med et lille nik, som bekræftelse på at han mente det som han sagde, han sendte et sødt smil, så man kunne skimte nogle af hans tænder.. et ret stort smil som han sendte til hende?
Han hævede skeptisk det ene øjenbryn, da hun uglede hans hår, det var sjældent at han lod andre røre ved hans hår.. han elskede det.. og passede godt på det.. hah. Men han gjorde ikke noget ved det, lod hende bare gøre det også fordi det var hende, "Nå.. men jeg syntes ikke rigtigt at det var en overgivelse" sagde han med et grin, og rakte drilsk tunge, inden at han igen prikkede til hende i maven, han svang sit hoved lidt til venstre, så hans pandehår kom til at sidde rigtigt.. angående med resten af hans hår.. lod han det bare sidde som det gjorde. Han rejste sig langsomt op og holdte stadig fast i hendes hånd.. da han trak hende med op at stå, "Skal vi forlade stedet?" spurgte han. Måske var det en god idé inden at der kom nogen af medarbejderne opdagede at der var nogen som havde overnattet i stor centeret.. mere eller mindre overnattet.. de havde begge to ikke fået noget søvn.. og Andy var så småt også blevet træt.. han kunne godt trænge til en lur.. et lille gab undslap fra hans læber. Det eneste som de havde foretaget var at have holdt selskab med hinanden.

Hun smilede, og grinede lidt, efter at han havde prikket hende. Det var dejligt at de havde sådan et… Frit forhold? At de kunne gøre sådan noget, drille hinanden. Det var kun med Andy, og hendes storebror hun har kunnet gøre sådan noget. Ellers var alle hendes forhold, til alle. Bare sådan nogle stive, alvorlige forhold. Selvfølgelig, skulle man være alvorlig nogle gange. Men hvad var pointen, vis man ikke kunne være lidt barnlig, nogle gange?
Hun så godt at han kiggede på hende, hun blev lidt pinlig berørt over det. Men på en måde var det også dejligt, at han ikke så på hende med et nedgørende blik. Som hendes far altid havde gjort, altid… Du har ikke spist nok mad? Du har ikke lavet lektier? Hjælp din bror! Selvom at det mere var, gør det for din bror! Hun elskede ham ikke, som hendes mor eller bedstemor. De havde altid været der for hende, og når Sookie havde fået for meget af sin far. Eller var ked af, at han skulle i krig igen. Så kunne hun gå over til hendes bedstemor, og få noget trøst. For det meste en hjemmelavet småkage, og noget varmt chokolade. Hun kunne ligefrem dufte duften, af bedstes køkken der var i brug.
Efterhånden, var der ikke nogle af dem der sagde noget. Utroligt nok, var det helt rart. At sidde der, med ham over for sig. Uden rigtig at sige noget, bare studere hinanden.
Hun så op på ham, da han begyndte at snakke. Hun smilede sødt, jo… Det var trods alt ikke slut endnu, de havde en evighed foran dem. De skulle vel bare tage det som det kom, ikke andet. Og det passede hende helt fint, bare lade deres skæbne vise vej.
Han lagde jo sin hånd på hendes kind, og det satte selvfølgelig som altid en hel vulkan frem i hende. Og hendes kinder begyndte så småt, at blive lidt røde i det. Hvorfor skulle hun også have den svaghed? Og så lige for ham? For hun kunne ikke huske et møde, hvor hun havde rødmet så, meget som dette, møde. Det var mærkeligt, for hun vidste ikke hvad det betød. Sikkert både noget godt og skidt, hvem ved?
Han fjernede sin hånd, og som hun altid havde følt. Så følte hun sig både lettet, og en smule forladt. Hun forstod virkelig ikke hendes følelser lige nu, hun kunne hverken finde hoved og hale i dem. For vis hun godt kunne lide ham, på den måde. Så… Så var der altså noget galt, for hun troede jo at hun var forelsket i en anden. Men var hun i virkeligheden det? Så dybt forelsket, som hun måske var i gang med at blive nu? Det eneste man kunne gøre, var vel, at sætte det på prøve.
Hun havde godt lagt mærke til, at han tit havde bidt sig i underlæben, og strejfet sin tunge hen over sine læber. Måske havde han fået sig en lille vane? Hun så uforstående på ham, efter at han sagde dette med hans lille metal ting, på læben. Den ikke var til besvær, men at den bare gav mere effekt? Hun grinede sit søde grin igen, og så bagefter på ham, med et drillende blik. ”Effekt?.. Hvordan kan den give effekt?” Hun trak på skuldrende, som et tegn på at hun var helt fra den, totalt lost. ”Jeg kunne forstå vis du kunne lide den metalliske smag, og den gav effekt på den måde..” Hun grinede lidt igen, men stoppede så. ”Nej.. Hjælp mig med at forstå!..” Hun nikkede, og så ham direkte i øjnene. Som var så hypnotiserende, i hvert fald på hende.
Hun så godt, at han betragtede hende, mens at hun talte. Men hun tog sig ikke af det, det havde han sådan set lov til. Vis han ikke fik det hele med første gang, altså. Hun smilede under hendes lille joke, men fortalte så stille videre. Hun lagde sit hoved lidt på skrå, og smilede let, da han sagde javel frøken. Han sagde det bare på sådan en sød og sjov måde, at man ikke kunne lade være med at blive i godt humør over det. Han var virkelig noget for sig, og det var jo også bare godt. For der var ingen der var ens, tak og lov for det da. Ellers ville der ikke være uenigheder, igen sjove diskussioner. Og ingen af disse fantastiske møder, som hun var i gang med lige nu.
Hun hørte godt at han sukkede, og hans grin, var lidt alla falsk.
Hun så ned på hendes hænder, da han spurgte hende om kærligheden. Skulle hun lyve, og sige at det havde hun, og hun var så… Forelsket. Eller skulle hun sige at hun ikke havde det, og stadig lyve. For hun var da forelsket lige nu, var hun ikke? I ham? Hun valgte at sige den rene sandhed, sådan som hun opfattede den. Og faktisk ikke vidste en disse om, synd og skam. ”Jeg ved det faktisk ikke, Andy… Jeg ved ikke om jeg er forelsket, for… Jeg kan ikke holde rede i mine følelser, og andres…” Hun smilede blidt, men hun havde gjort ALT for ikke at have mærket hans følelser. Så det VAR hendes, for det var lige det hun beviste. Det var HENDES vulkan, der sprang ud, hver gang at han rørte hende. Eller bare så på hende med dette blik, der… Det var i hvert fald bare kærligt, og sødt.
Hun pressede sine læber sammen, så de lavede sådan en lidt alla kyssemund. Men stoppede det så igen, da hun ikke helt forstod hvorfor at hun havde gjort det. ”Det var ærligt…” Hun smilede sødt til ham, og klemte igen hans hånd. Den var så dejligt varm, og blød? Hun grinede let, og halv zombie som Var blød…
Hun grinede igen, da han prikkede hende i maven. Hun ville give igen, på et tidspunkt. Men hun glemte det hurtigt igen, da han smilede til hende. Hvordan kunne han det? Det var jo som om, at man blev blændet af det. Han kunne sikkert få hende til at gøre hvad som helst, bare at han sendte hende det smil.
Hun kunne godt mærke, at han tøvede, da hun uglede hans hår. Så hun bed sig hårdt i læben, og skrev sig det i baghovedet. Ikke røre hans hår!. Hun smilede blidt, og tog sin hånd til sig, som hun havde uglet hans hår med. Hun smilede overdrevent, og bukkede sig så meget ned som hun kunne, da hun sad ned. ”Du må godt gøre gengæld..” Hun grinede blidt, og ventede på at han ville ugle hendes hår. Hendes plan var dog at undvige, fra hans hånd.
Hun grinede ret meget, i dette møde, men det var vel bare dejligt. For at grine var sundt, så han måtte være sund for hende? ”Nej… Det har du nok ret i.. Det var ikke nogen overgivelse!” Hun rynkede på næsen, da han rakte tunge. Og grinede blidt, mens at hun holdte om hans ene hånd. Hun nikkede hurtigt, og blev trukket op fra gulvet. ”Jah… Det dur ikke at der kommer nogle arbejder.. Og får forkerte tanker!” Hun grinede, og hoppede blidt op på hans ryg. Hun vejede ikke meget, så han faldt nok ikke død om, for at hun hoppede op på hans ryg. Og det var for det meste, også bare for sjov. For at give ham igen, fra hans frække-række-tunge-ting. Hun havde sin ene hånd, ned af hans bryst. Den hvor at hun havde hans hånd i sin. For at hun ikke skulle brække den, det ville ikke være det bedste at gøre. Den anden arm, havde hun om hans nakke, hvor at hendes hånd hvilede på hans bryst. For at hun ikke skule falde ned, så HUN ikke skulle brække noget. Hun havde svunget sine ben, rundt om livet på ham. Og hvilede sit hoved, på hans skulder. Mens at hun grinede kært, og smilede stort. ”Er det ikke dig… Der skal overgive sig nu?..” Spurgte hun med en drillende stemme, som kun var ude på ballade. Typisk Sookie?!..