Et smykke fuld af minder... - Manda

T: Omkring kl. 3 om eftermiddagen.
O: I Voodo butikken er der mere eller mindre øde, kun en halvdøsende mand der sidder bag disken.
S: Voodoo ala tha best.
V: Udenfor er det overskyet, og koldt, med det har holdt tørt i godt en time nu.
D: 3/11


Mirianns øjne gled over nogle skrumpehoveder, der var så rynkede, grimme og en anelse dystre at se på, at hun ikke kunne holde et svagt smil fuld af skadefryd tilbage. Den stank der hang over stedet, tiltalte hende på en måde, til dels pågrund af den svage duft af krydrede urter der blandede sig med lugten af de forskellige remedier til diverser trylledrikke og sådanne okkulte ting og sager.
Hendes isblå øjne, kørte over det glas vand der stod på disken. Isblå, så kolde at de så ud til sagtens at kunne fryse det vand der var i glasset til is, men som ved et mirakel, gjorde det ikke. Men hvordan skulle det også kunne gøre sådan? Hun arbejde jo ikke det mindste med is mag i længere. Hun havde for længst begyndt at spcialisere sig i ildens kræfter, eftersom det ikke længere var tilladt at være mester i alle elementerne. Hvorhenne ville de fleste tænke hvis hun sagde det højt, hvor er det ikke tilladt? Hun ville bare have grinet, og rystet på hovedet, som en klar afvisning om at de skulle spørge mere. Men lige nu, ikke så meget som bevægede hendes hoved sig, og øjnene var stift rettet mod en halskæde der lå på bordet, eller rettere, det var en talisman, af en så ualmindelig udsmykning, at det var svært at tro den kom fra denne verden. Miriann selv var også godt klar over, at det gjorde den ikke. De helt specielle fjer der sad fæstnet til den lille skive, med de utydelige symboler på, var tydeligvis taget fra en Sinc, en af de hellige fugle der blev betragtet som guder i hendes verden. Kensou, stedet hvor alle engle havde deres oprindelse, dog uden at de fleste vidste det. Et svagt suk undslap hende, hvorefter hun lod sin ene hånd svagt strejfe den lille røde sten der sad i midten, samtidig med at hendes næse vibrerede svagt. Ja, det var tydeligt, den lugt, den fært, den tilhørte hendes søster.. Pigen hun så forgæves havde forsøgt at finde i lidt over en evighed, og som stadig ikke var fundet.

Manda gik rundt i Terre, han trængte til en gåtur og han havde ikk været inde i byen i lang tid. Han havde faktisk aldrig sådan rigtigt været i byen, han var kun derinde fordi han hentede nogle. Men det var lige meget nu, han var ligeglad og ville bare gerne gå. Han stoppede op og holdte sig for næsen da han gik forbi en butik. Han kiggede imod den og kunne lugte alle de stærke og forskellige lugte. De pinede hans lugtesans, men alligevel gik han derind. Han synes han havde fortjent en tortur og dette var til hans første af de fem sanser. Bagefter ville han nok finde på noget andet at torturerer af sig selv. Hans blå bukser var løse og hang en smule og han havde en rød T-shirt på. Han havde en åben jakke uden på der var sort og havde hætten over sig. Han så en pige, men... Selvom hun var fremmed for ham, virkede hun alligevel bekendt. Han tog en hånd til hoevdet og knyttede den lidt. Han gik væk og undgik at hun opdagede ham. Han mærkede de stærke lugte hive sig ind i hans næsebor og knyttede hænderne. Det pinede ham virkelig, for mange lugte. For lidt rum. Han sukkede let og kiggede på pigen igen, han gik hen til hende og kiggede selv på talismanen. Han tog en hånd til hovedet igen og kiggede på den. Den virkede bekendt og dog alligevel ikk. Han rystede på hovedet, han havde ikk set den før. bare noget der lignede.

//Som altid er du FOR kreativ, men regn ikk med at jeg kan skrive så meget igen. Det ehr er det længste jeg nogensinde har skrevet!oo'

Hun hørte klokken ringe, hvilket bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun havde været opslugt af tanker omkring talismanen. Hvordan var den havnet her? Hvordan var den kommet så langt væk fra det sted hun sidst have besøgt jorden? Hun sukkede svagt, genkaldte billedet af sin søster i sit hoved, den pige der opkaldt efter den guddomelige fugl 'Sinc´en'. Hun tænkte på det lange blodrøde hår, der bølgede let omkring spidserne, og de levende røde øjne, der spillede ligeså lystigt som flammer.
Hendes hånd strøg hen over talismanen, og hun huskede det bøvl hun i sin tid havde aft med den. Den havde været en del af hendes søster, den lille røde ædelsten i midten, det var en del af hendes sjæl. Mon dette stykke af sjælen stadig levede? Mon dette var en mulighed for at finde hende?
Hun så op, hørte en dreng der gik hen mod hende, hun så på ham med udtryksløse øjne, der dog svagt virkede overraskede.
Det sorte hår, den holdning, og den vane at når det gjorde ondt, holdt han en knyttet hånd til hovedet. Ja, det kunne kun være ham. Men hvad i alle kæltringes navn lavede han dog her? Hun så hurtigt væk fra ham, uden at vise så meget som en eneste følelse, og så på et skrin fyldt med noget underligt grøn pulver i stedet for.

//undskyld xD Men nu har jeg tilbageholdt min kreativitet hele sommerferien, og nu skal det hele bare ud! xD ... Men æhh.. Skal logge.. øv.. :O Sorry, cya^^ //

Han kiggede på hende og undrede sig over hendes reaktion over at se på ham. Han satte hovedet på skrå og kiggede på hende, "Er der noget galt?" spurgte han roligt og grinede let. Han aede hendes hoved blidt og stoppede dog igen. "Du skal altså ikk tro jeg er sådan en der er farlig." smielde han let. Han kunne se på ehndes krop at hun var langt ældre end ham. Men han var alligevel højere end hende. Han smilede glad til hende og kiggede på talismanen igen, han lod sin hånd blidt røre ved den. Han vidste ikk hvorfor, men der var noget ved den der gjorde at han bare måtte føle på den. Han kunne ikk huske noget, me han synes at have set også pigen før. Han kiggede på hende og derefter talismanen igen, hans hånd hvilede stadig blidt på den.

//Kæft main, Miri er squ da egentlig skide gammel af krops alder!oo
Du burde overveje at give hende end lavere alder... xD

Hun så på hende med et faretruende glimt i de isblå øjne. Hun virkede på en måde chokeret, og dog vred, som om han havde krænket noget så grufuldt. Hendes lange røde hår knitrede svagt, som om det var ladet med magiske energi, hvordan kunne han tillade sig bare at være så rolig?! Hvordan kunne han være på den måde, selv efter hvad der var foregået i england?! Hun var helt ærligt chokeret, og på en måde mundlam.
Hendes ydre forholdt sig dog roligt, med små symptoner der tydede på kølighed overfor drengen foran hende. Han var groet, så meget var sikkert, da hun første gang havde mødt ham, havde de været lige høje, det var de ikke længere, ikke det mindste. Hun kunne også mærke noget, en lettelse fra minderne omkring hans duft og væremåde, han var ikke længere fire forskellige racer. Hvordan havde han mon fået dem jaget ud af sin krop? Og hvorfor var det lige netop varulven der var blevet tilbage? Det var da varulven der havde hadet Manda mest af alt.
Hun så på ham med kulden nærmest glødende ud af den allerede i forvejen iskolde farve, der hang ved de krystalklare dyb.
"Hvad der er galt? Du er hvad der er galt" mumlede hun, og så han lagde en hånd på talismanen. Hun rystede svagt på hovedet, selvom det kun ville kune opfattes som en minimal rykken på hovedet, og tog talismanen fra under hans hånd. Hun vidste hvad der kunne ske hvis han beholdt hånden for tæt på den, for længe.
Hun gik hen til discken, og vækkede hårdt manden bag den,
"Jeg tager den her tak" sagde hun med en så påtaget, og dog kold, venlighed, at manden så ud til nærmest at blive bange. Det skulle ikke undre hende hvis han sked i bukserne.
Han tog hurtigt en pose frem, men hun rystede på hovedet, lagde pengene på discken, og vendte sig om, hun begyndte at gå hen imod døren, uden at værdige varulven et eneste blik.

//Nææh, hun var da ligeså gammel da hun var på ps xD På det tidspunkt sagde du ikke noget til det :3//

han grinede let og smilede en smule. Hans gule øje gav et skær fra sig og han kiggede på hende. Han fik helt gule øjne og tog fat i hendes håndled da hun ville til at gå udenfro. Han løftede hendes ene håndled op så hun kom tættere på ham. Han tog fat under hendes hage og blottede hendes hals, "Det er længe siden Miriann." sagde han roligt og slikkede hendes hals. "Måske du ikk har savnet Manda det mindste?" spurgte han med et grin og kiggede på posen. "Og behøver jeg gætte hvad det specielle er ved den her?" Han gav slip på hendes håndled og slikkede sig halvt om munden. "Det kan være han har glemt fortiden, men det har jeg tilgengæld ikk." sagde han roligt og smilede lumsk. Han grinede let og tog hendes håndled igen. Han gik ud af butikken med hende og holdte hende op af en væg. Han holdte fast i begge hendes håndled og kiggede hende i øjnene, "Du har overhovedet ikk fornadret dig det mindste..." sagde han roligt og lugtede let til hende. "Nope, de samme kolde øjne og den samme lugt." sagde han roligt og grinede lidt. Han gav slip på hendes håndled og tog hænderne i lommerne. Han kiggede roligt på hende, "DU undrer dig måske ogs over hvorfor jeg er den eneste tilbage af os?"

HUn følte et svagt træk i håndlledet, da han lagde en hånd omkring det.
da hun så ind i de gule øjne, udviste de intet andet end udtryksløshed, og måske en anelse morskab, som om hun på en måde havde det sjovt. Han lod sin hage frivilligt glide op, og følte hans tunge mod hendes varme hud, han smilede svagt, et let lumskt smil.
"I lige måde... Men undskyld, jeg husker ikke dit navn" sagde hun, med en anelse nydelse i stemmen, dog alligevel, med kulde nok til at få enhver til at føle sig stødt. Ved hans spørgsmål lod hun kort sit tandsæt vise idet hun smilede et igen, koldt smil.
"Selvfølgelig ikke" sagde hun "Jeg ser han heller ikke har savnet mig" det sidste blev blot til en svag ligegyldig mumlen, der ville være næsten lydløs, hvis ikke det havde været for hendes stemme der kunne skære igennem alt. Hun lod sit blik glide ned på posen, og sukkede svagt.
"Selvfølgelig ikke, dig og Manda har trods alt delt sind lige siden det skete" sagde hun, og erstattede hele mindet om det der var sket england, med et så ordinært ord som 'det' - Næsten som om hun ikke kunne holde ud at tænke på det. Dog var der ingen sorg at spore i hendes træk, og kropsprog. Kun den svage kulde, der dog alligevel altid havde hængt over hende. Hun overhørte kommentaren om Mandas hukommelsestab med vilje, selvom det ikke var videre tydeligt.
Hun følte hvordan han trak hende med udenfor, satte hende op mod muren. Følte de kolde sten mod sin ryg, og bagsiden af håndledende, som han ligeså holdt op mod muren.
Hun så ind i de gule øjne, med et udtryksløst blik, der gav hende et let mystisk udseende, som var hun indhyllet af tågebanker af rimfrost.
Hun svarede ikke på hans små sætninger omkring hendes måde at være på, hvordan hun havde været den gang, og .. Havde han læst hendes tanker? Selvfølgelig havde han det. Det ville aldrig kunne være gået ham forbi, aldrig i livet.
Hun smilede svagt, et smil der kunne give selv Zane kuldegysninger.
"Som sædvanlig, læser du tanker, du har ret" sagde hun, med en rolig stemme.


//Du behøver ikke skrive særlig langt, fordi når din karakter så siger en hel mase, tvinger du jo på en måde også mig til at svare på dem, og så er det mine indlæg bliver aaaalt for lange xD //

Han grinede let og rystede på hovedet, "jeg hedder lack nu, så mit navn har ogs ændret sig siden sidst." Han kiggede roligt på hende og smilede opgivende, "Det tror jeg nu nok, du mangler bare lige at få ham til at hsuek alt igen. Så kan det være han har savnet dig og den lille Sinclare." smilede han med et lille grin. Han slikkede sig halvt om munden og kiggede roligt på hende, "Jeg var vel bare en heldig en..." sagde han roligt og grinede let. Han fik en halskæde frem der lignede en form for diamant. Den vare bare revet fra en diamant og kunne med lethed skære igennem ens hud. Han kiggede roligt på den, "Hvis du kigger er den mest sort indeni. Men der er lidt hvid i den." smilede han roligt. "Der har du de andre." grinede han let og slikkede sig om munden igen. "Jeg var for meget smeltet sammen med Manda, så jeg kunne ikk komme med. Men til gengæld endte det så ogs med Manda glemte alt." grinede han lidt og rystede på hovedet. Han kiggede på Miriann igen og drejede hendes hoved til den anden side. "Men du kan vel ogs være ligeglad med det."

Hun lod sig føre, nærmest som en dukke, der ikke havde nogen snore. Hendes udtryk forblev roligt mens han talte. Lack? Hhmm.. Hun kendte også et navn på sit modersmål, der hed noget lignende. Det betød vist enten frygt, eller svaghed, men det var nu nok ikke det han mente med sit navn i dette tilfælde. Hun havde for alt for længe siden, fundet ud af at et navns betydning i denne verden, ikke var lige så betydningsfuldt som det var det i hendes egen.
Hun lod øjnene køre mod den afrevede diamant, lod sin bevidsthed røre dens skarpe kant, hvilket resulterede i en svag smerte, og et lille sår der lod sig vise i hendes ene tinding. Hun havde følt dem, dem alle sammen, deres tilstedeværelse.. som om de var fastfrosne inde i diamanten.
Hun så på hans øjne igen.
"Jeg vil ikke have at han husker, du kunne for min skyld gerne også bare glemme alt - Det ville være en befrielse" hendes stemme var let opgivende, men dog alvorlig, som mente hun virkelig at hun ville have han også skulle glemme hende. Hendes blik blev på en måde trodsigt, og hendes hoved nægtede at lade sig dreje, lige meget hvor mange kræfter han så end måtte ligge i, hun ville ikke vende kinden til denne dreng.

Han grinede let og kiggede på ehnde, "Er Miriann lidt sur?" sagde han roligt og kiggede hende i øjnene. "De kolde øjne?" spurgte han roligt og kiggede roligt på hende. "Jeg er ligeglad med det hele, jeg så dig bare og ville sige hej, ikk det helt store." sagde han roligt og var ligeglad med hendes kommentarer. Han tog den ødelagte diamant ind under trøjen igen og kiggede på hende bagefter. Han havde ikk så meget at sige til hende, men han ville gerne drille hende noget mere. Han sukkede let og slikkede hendes hals roligt igen, "Du er rimelig ligeglad med hvad jeg gør?" spurgte han roligt og kiggede på hende. "Hvordan går det med Kensou?" spurgte han så bare.

Hun smilede svagt, af hans rolige atitude. I hendes øjne, virkede den på en måde skrøbelig, som om den hvert øjeblik kunne springes, og blive til enten arrigskab, sorg eller, nysgerrighed.
Hun så på ham med øjne, der virkede ligeså kolde som før, dog med en svag undren trukket som en snor igennem dem. Hun følte hans tunge på hende hud endnu en gang, hvilket fik et svagt smil til at bryde isen i hendes isblå blik.
"Ja" svarede hun, og lukkede svagt det ene øje i et blink. "Jeg har kendt dig længe nok til at vide hvad du kan finde på, og hvad du vil" sagde hun, med en svag munterhed i stemmen, som om hun ikke havde regnet med at det ville komme bag på ham. Lack... Hm..
Hendes øjne blev let dystre ved hans næste spørgsmål.
"Det går vel fint.." mumlede hun, med en så kold stemme, at de fleste ville føle sig dybt krænkede, dog var hun sikker på at han ville forstå at det ikke skyldtes ham, selvom det ikke ligefrem interesserede hende om han følte sig stødt eller ej.

Han kiggede roligt på hende og gav slip på hende, "Du har måske ikk savnet mig?" grinede han let og slikkede sig halvt om munden igen. Han klappede hende på hovedet, "Men jeg kan da ogs være ligeglad med havd der er dit problem." sagde han roligt og sukkede let. Han kiggede på hende, "Har DU kendt MIG?" smilede han let, "Som om du ved noget som helst om mig, desuden vil jeg intet. "Men har hørt du leder efter Sinclare, men det ser da ud til du har fundet noget af hende måske?" grinede han let og tænkte at han måske havde trådt lidt på en nerve. Men som altid var han ligeglad. Han lagde armene over kors og kiggede på hende, "Men må jeg så ogs vide hvad I laver her? Jeg troede du skulle herske over Kensou, men alligevel er du her?" sagde han opgivende og strakte sig. "Hvordan går det med lorten til Kerou?" spurgte han roligt og slikkede sig halvt om munden.

//han hedder Black!xD
Glemte jeg at sige sidste gang, var en fejl... :P

Hendes øjne gnistrede faretruende ved lyden af sin søsters navn, dog forholdt hun sig rolig. Hendes lange ildrøde hår blafrede en anelse i vinden, hvilket fik det til at ligne en flamme mere end noget andet, selv hendes hele eksistens syntes at flamme op, på en sådan måde de fleste ville vige tilbage fra hende. Selvom hendes ydre var roligt og fattet, fornemmede man tydeligt, at dette ikke var et emne man skulle begynde at diskutere med hende. Tværtimod burde man nok holde sig på afstand af bare navnet på den pige han nu havde nævnt.
Hun så ham ind i øjnene, stadig med de mindre gnister, og lod et svagt, tydeligvis alt for sødt smil, glide over de røde, og egentlig ret indbydende læber.
"Jeg siger ikke jeg har kendt, jeg siger at jeg kender dig godt nok til dit formål" sagde hun, med et toneleje der fra start til slut af sætningen varierede fra sukkersødt, til isnende kulde.
Hun sukkede ved hans næste sætning, og lod en hånd køre gennem håret. Når man så på hende med øjne, der aldrig havde set hendes egentlig person og udstråling, kunne man nemt være af den opfatning at hun var en af de smukkeste væsener i verden. Hendes kurver var gode, store, og hendes ansigt ligeså næsten perfekt symetrisk, dog med en svag fejl ved næsen, og det eneøjenbryn, der dog blev skjult, eller rettere, overdøvet af det ildrøde hår, der snoede sig let, og dog bølgede elegant ned over hendes ryg og skuldre.
Hendes blik ville ligeså kunne tillokke enhver, på hendes ønske, og ligeså ville de også, på ethvert tidspunkt kunne skræmme hver eneste sjæl på i ethvert univers væk på mindre end et sekund.
"Han er ligeså taget ud for at lede" sagde hun, med en stemme der nu var så udtryksløs, at det kom til at genspejles i hendes ansigt, som ligeså ikke udviste den mindste følelse. En maske hun havde fået ved at være sammen med sin egen søn. Det tredje barn, i en flok på 15, og desuden hendes efterkommer, eller rettere, tronarving.


//ok^^'
Tænkte også lige lidt over det, selvom jeg selv også synes Lack er et fedt navn xD Whatever, han hedder Black ;D

Han grinede let og kigged epå hende, "Trætte jeg måske lige på en nerve ved at sige det navn?" smilede han roligt. "Men jeg er ligeglad med Sinclare, og Manda kan ikk huske hende. Så hvorfor fanden skulle du kunne regne med noget fra overhovedet nogen af os?" grined ehan en smule med en hånlig tone. Han slikede sig halvt om munden og kigged epå hende, "Medmindre du kan huske ordsproget, noget for noget?" smilede han roligt og kiggede på hende. "Vil du have Manda og mig til at hjælpe, så skal du give os begge noget..." grinede han let. Han var ligeglad med hendes udtryk der normalt ville skræmme folk væk, han havde aldrig frygtet det. Og der var en grund til han overhovedet ikk var det nu. Hvis de skulle have Manda's hjælp burde de nødig slå ham ihjel. SÅ han ville udnytte det og træde så hårdt han kunne på hendes nerver. "Det er da dejligt at vide jeg slipper for ham, men kan han ikk selv finde Sinclare, det er jo hans kone..." grinede han opgivende.

Hun sukkede svagt, og så ham ind i de gule øjne. Hans ord prellede af på hende. Hun lod sig ikke påvirke af dem, da hun var fuldt ud klar over at det lige netop var hvad han ønskede. Hun så lidt på ham. Noget for noget hva'? Selvfølgelig, men han var ikke den hun ville tale med. Hun rakte hånden op, og lod den glide hen over hans kind. Man kunne tydeligt mærke varmen der lurede under hendes hud, som om hendes årer var fyldt med lava, ikke blod. For mange ville varmen vise sig uudholdelig efter blot få sekunder, mens hun var fuldstændig sikker på at han ville blive forbrændt de steder hun rørte ham. Hun blottede kort tænderne i et svagt smil.
"Du er ikke den jeg vil tale med, Black, jeg vil tale med Manda, du har intet med dette at gøre, varulv" sagde hun i en let kølig tone, der kunne virke afvisende, og let trodsig.
Hun lod hånden køre ned over hans hage, og tog fat i den, mens hun trak hans ansigt tættere på sit eget, med de isblå øjne ikke meget mere end få centimeter fra de gule.
"Hun har aldrig været hvad i jordboere kalder 'gift'" sagde hun, i en udtryksløs tone, der endda afspejlede sig fra hendes tanker, der ligeså var fuldstændig utydelige, selv for en trænet tankelæser.

Han lukkede det ene øje og mærkede den frygtelige varme fra hendes hud. Men han lod den ikk påvirke på ham. Han sukkede let og da hun fjernede sin hånd fra hans kind kunne man tydeligt se et godt brændt stykke i hans hud. Han kiggede roligt i hendes øjne da han blev trukket med sit ansigt tæt til hendes. Han mærkede igen den varme hud, som nok igen ville give ham brændemærker. "Som om jeg vil lade DIG tale med ham..." sukkede han roligt og kom fri af hendes greb. "Og der er ingen grund til at han selv skulle hjælpe dig, 1. han kan ikk huske jer stadig. 2. Han er blevet svag fordi han er ude af træning. og ikk mindst 3. Han er fysisk og psykisk svag bare så du ved det...2 sukkede han opgivende.

Hun gav velvilligt slip på hans hage, og lod den ene hånd glide ned og hvile på hoften. Hun så på ham mens han opsumerede hvorfor hun ikke kunne få lov til at tale med ham. Hun sukkede,
"Du fatter bare ikke at det ikke kommer til at gøre ondt på ham. Jeg har taget en ekspert med, hun kan skaffe smerten og svækkelsen af vejen" hun så på ham med opmærksomme øjne, "Og jeg er udmærket klar over at han er svag, han har allerede mødt en af mine tjenere" sagde hun, med en anelse ligegyldighed i stemmen, mens hun lod sine fingre lege med en lok af sit hår.

Han grinede og slikede sig halvt om munden, "Jeg er nu ligeglad..." sukkede han roligt og strakte sig lidt. Han kløede sig på hovedet og kiggede roligt, "Jeg forstår heller ikk hvordan det kan være han skal plages af jer igen." han gik hen og satte sig på en bænk. Han kiggede på himlen og strakte sig en smule. "Men hvis du ogs så gerne vil tale med ham, så få ham dog frem... Du ved hvordan han kommer frem, gør du ikk?" spurgte han roligt og kiggede fortsat på himlen. Han skænkede hende ikk det mindste blik. Han lukkede roligt øjnene og gabte igen. "Og har du så tænkt dig at træne ham op igen? Eller lade ham huske hans egen styrke og så lade ham bruge den." han tænkte sig om. "Eller måske knuse den her?" han fik den ødelagte 'diamant' frem. "Den kan ikk ødelægges særlig let."

Hun kunne ikke længere holde latteren tilbage. Det havde hele tiden hængt bag den let kølige udtryksløse maske, og nu var den så brudt igennem. Hun stod og med et koldt og kynisk smil, mens den sadistiske latter lod sig flyde gennem hendes hals, og lyde i luften mellem dem.
Hun så på ham, og rystede opgivende på hovedet. Han var virkelig en rar person, bag al den grusomhed han lagde op til overfladen, den ligegyldige tone der hang omkring ham. Hun var fuldstændig sikker på at det blot var en maske, fuldstændig hun selv altid benyttede sig af masker.
"Det var nu egentlig ham der plagede os, og nu skal han betale for den fejltagelse, ved at vi nu giver ham igen af hans egen medicin" sagde hun, med en let sarkasme, samt den stadige lette rysten af indestængt latter. Hun satte sig op af væggen, med benene trukket ind under sig, og med armene hvilende på knæene. En faktisk ret afslappet stilling, der gav hende et let præg af den skolepige hun engang havde været.
Hendes smil var fortsat let kynisk, selvom hele hendes person svømmede over af drillende toner i alle nuancer.
"Jeg må desværre meddele dig at jeg ikke kan huske hvordan" mumlede hun, og tyggede let på sin tunge, der bar tydelige ar efter at hun havde bidt den hårdt op til flere gange.
"Og nej, alt jeg ønsker, er at få al den information han har omkring S-" hun stoppede, rømmede sig og begyndet igen "Omkring min søster, fra efter jeg forlod dem. Jeg havde egentlig håbet på at Oniro havde kunnet beskytte hende, men han viste sig åbenbart uduelig." uhn sukkede let, "For min skyld kan han, efter vi har fået hans minder frem, gerne glemme hele episoden igen" sagde hun og undertrykte en let følelse af at blive betragtet. Hun var vist ved at blive en anelse paranoid.

Han kiggede på hende og fnøs lidt over at hun pludselig grinede. Han sukkede let og kiggede opgivende rundt. "Og I så da ikk ud til at have så mange problemer med at han plagede jer?" sagde han opgivende og kom til at nyse en enkelt gang. Han kiggede rundt og gned sin næse lidt. Han kiggede på hende igen og sukkede. "Du er da meget glemsom så..." sukkede han roligt og strakte sig. Han kiggede roligt, "Hvordan tror du at du får ham tilbage?" sukkede han og kiggede på hende med et lidt irriteret blik. Han gned sit ene øre og lukkede et øje. "Årh nej, skal han nu til at tænke på SInclare igen..." sukkede han opgivende og gabte en smule. "Kedeligt...!" sagde han bare og gned sine øjne. "Oniro har altid været rimelig uduelig, selvom han siger han ved alt er han da meget selvglad." sukked ehan opgivende og rejste sig. "Og du kender den gamle Manda, ikk sandt? Hvis han husker igen vil han begynde at vide mere igen..." sukkede han opgivende.

Hun smilede svagt, og lukkede let det ene øje i en blinken, en vane hendes søster ligeså havde haft. Hun rystede på hovedet, "Jeg har ikke en anelse" sagde hun, og kunne ikke holde den let drillende undertone ud af stemmen. Hun ville have ham til at sige det, bevise over for sig selv at han ikke var lige så ligeglad som han gav sig ud for at være.
"Du går vel ikke hen og bliver forkølet vel?" sagde hun, og rynkede let brynene, dog stadig med det let muntre glimt i de isblå øjne. Pokkers til humørsvingninger.
"Og ja, men bare rolig, jeg kan sagtens få min.. ekspert... til at destruere ethvert minde om os bagefter, både før og efter min søsters forsvinden" sagde hun, og lod en finger glide over sine røde læber, "Ja, det er han, men han ven en hel del, pral eller ej, han er klog, og stærk på den mentale bane" sagde hun, og så på ham med et udtryksløst blik.

Han kiggede roligt på hende, "Jamen det var da bare synd..." sukkede han roligt og stoppede op. "Jeg fortæller dig det, men det skal være noget for noget..." sagde han roligt og slikkede sig halvt om munden og det gælder garanteret ogs for Manda, så du bare lige ved det." sagde han roligt og strakte sig. "Og hvad hvis jeg er? DU kan være ligeglad bare du får din vilje som altid, ikk sandt?" sukkede han opgivende og trak på skuldrene. "Og er sådan set rimelig ligeglad med Oniro, han rager mig en fjer i en fjerdragt..." sagde han roligt og kiggede på hende med et opgivende blik. "Men jeg skal nok fortælle dig hvordan man får Manda tilbage, men du skal stadig give mig noget for at få noget."

Hun lod et bedømmende blik glide over ham, og lod igen den ene hånd hvile ved hoften, mens hendes ildrøde hår bølgede omkring hendes skuldre.
"Jeg er ikke ligeglad, i modsætning til dig har jeg evnen til at være bekymret" mumlede hun, med en svag sarkasme, der dog ikke helt nåede at dække den drillende tone. Hun bed sig svagt i læben, og så på ham
"Hvad skulle jeg have, som du er interreseret i?" spurgte hun, og hævede et øjenbryn.

//Undskyld, blev kort^^' //

Han kiggede på hende og rystede på hovedet. "Nå, så siger vi det..." sagde han opgivende og kiggede på hende. Han grinede let. "Hvad du har jeg ville være interreseret i? Du har intet jeg ville være interreseret i. Men jeg vil indgå en aftale, som igen er noget for noget." sagde han roligt og strakte sig lidt. Han gik hen og fik hende til at stoppe med at bide sin læbe, han sukkede let. "Nogle ting forandrer sig bare ikk eller hva?2 sagde han roligt og strakte sig. Han kom til at nyse lidt igen, men fik drejet hovedet den anden vej indne han nøs på hende...xD

HUn så lidt på ham igen. En aftale? Hvad mon han ville have hende til at sige ja til? Hm... Det kunne jo være hvad som helst.
"I så fald, giv et bud på hvad for en aftale du vil have" sagde hun, og lavede en gestus med hånden. Hun vidste ærligt talt ikke hvad han ville have, og af en eller anden grund, havde hun svært ved at tyde ham, hun kunne ikke finde ud af hvad han tænkte på.
Hun smilede let da han nøs, lod hånden køre gennem luften lige over hans kind, da hun ikke ville brænde ham igen, han ville blot føle den kraftige varme, ikke blive brændt.