Senator Møde. ((Privat//Ahngel, Damia + Ledsagere))

Sted: Abbadon's Tronsal.
Tid: 21:00 - vinter tid, så solen er praktisk taget ikke længer synlig.
Dato: 2 November.
Omgivelser: Abbadon?
__

Abbadon's mure stod faste og høje, udenfor var vejen op til selve porten smukt dekoreret med lig. Disse ville være fra tidligere rebeller, eller folk, der meget simpelt på den ene eller anden måde, havde irriteret den nuværende herre eller ikke var brugbare for ham længere. De var blevet spiddet igennem brystet så de hang livløse ned fra dem.
Spydende som disse lig hang på, var sat fast nede i jorden, og fra den blodige spids, brændte en aldrig døende flamme, der oplyser vejen hen til porten hvor to kutteklædte væsener står. Rundt om Abbadon, ligger der en stor voldgrav, var man kan skimte reptil lignende væsener, der sultent svømmer rundt i det mørke vand. Efter denne voldgrav er der intet andet end en kilometers øde slagmark, hvor kraver, muterede djævle hunde, og andre guds forladte væsener opholder sig, og lever af de lig Abbadon smider ud. Skrattende fugle skrig, kan høres for dem, der køre langs den grussede vej hen til broen over voldgraven.
-
Inden for, i den vidunderlige varme, er tron salen hvor herskeren burde sidde, klar til at modtage sine gæster. Men denne person er endnu ikke dukket op. Og har efterladt sit følge i den store lune sal.

_
Rækkefølge: Ma'lakel, Kilia, Ahngel (dernæst ledsager), Damia (dernæst ledsager).

Endnu engang sad Kilia alene i tronsalens stilhed og ventede på de gæster som Ma’lakel så pludselig havde indkaldt.. Men som altid, var herskeren af Di Morga ikke dukket op til tiden.. men hvad pokker? De andre så heller ikke ud til at ville overholde den tid der var blevet dem givet.. men hvad kunne man forvente af disse væsener som levede af mørket og spiste ad hans hånd?
Hun sukkede stille og lænede sig mod det ene armlæn på sin trone, hendes ansigt skjult af hendes håndflade mens hun forsigtigt lod sine fingrespidser glide over sit ansigt. Hun var træt.. Ma’lakel havde været oprevet eller overkørt med et eller andet, hvilket så skulle gå ud over hendes natte søvn. Han var kommet stormende ind på hendes værelse lidt tid efter at hun var gået i seng, og havde forlangt at hun lyttede til hvad han havde at sige. Dette havde resulteret i at hun, den halve nat havde siddet oppe i sin seng mens Ma’lakel havde travet frem og tilbage foran hendes fodende, tydeligt oprevet over et eller andet som hun ikke kunne huske hvad var lige nu..
Hun sukkede igen og kiggede så frem for sig mens hun lænede sig tilbage i sit sæde.. hvor var han nu? Var han faret vild i gangende igen igen? Gad vide om hun skulle gå ud og lede efter ham? Han havde verdens dårligste stedsans.. selv her i sin egen borg.. Et lille smil sneg sig op på hendes læber og det blev efterfulgt af et let fnis. Pludselig kom hun til at tænke på hans påklædning.. han havde hadet hende da hun først havde fundet det sæt frem som hun mente han skulle have på.. men hans ansigt havde næsten lyst helt op da hun havde forklaret ham at det jo var hans tøj.. og dermed kunne gøre ved det hvad han ville.. åh Ma’lakel.. Hun smilede stille.. nogle gange var han altså et barn.. om han ville det eller ej..
Hun kiggede kort ned ad sig selv og lod en finger glide langs det sorte silkebløde stof som hendes kjole var gjort af. Denne havde ingen ærmer og viste hendes skuldre og lidt af hendes bryst, uden at være for nedringet. Den sluttede tæt op omkring hendes talje og bryst og hang løst omkring benene, præcis som hun kunne lide det. Kjolen var a sort stof der mindede om silke, og omkring livet havde hun et bredt og dybrødt bånd. Den røde farve gik i gen i det lidt smallere bånd hun havde om det ene håndled. Hendes hår sad løst som det altid gjorde og var strøget hen over den ene skulder så den hang ned over den.

Igen, Igen.. var hun sikker på at hun ville være den pæne af hende og Ma’lakel.. han hadede at være pænt klædt på.. hvorimod han ikke tolererede hvis hun gik i noget der bare mindede om at være sjusket. Hvor var det i grunden komisk.. at hun sådan var endt her.. som Ma’lakels ’elskerinde’ og med regent.. men stadig var hun en af hans mange dukker.. og det var hun egentlig godt tilfreds med…

Lugt af død fra de ophængte lig var streng imod Ahngels næsebor, som han passerede dem med et ligegyldigt, dog lidt dovent udtryk. Hans lange sorte frakke sled sig som normalt hen over jorden i de iturevne spidser, hvorimod resten af hans oppakning egentlig var ganske nydelig i hans egen mørke og let forvredne stil. Jakken var åben og de få knapper og kæder der hørte til, havde han rent faktisk gjort brug af og hentet op fra skuffen for at sætte dem i. Små sølvglinsende våbenskjolde var det, også selvom det egentlige metal ikke var sølv, men hans races egen fortolkning af ædelt metal. Indenunder en fuldkommen hvid skjorte, der dog var knappet lidt dovent, så halsen endnu var fri. Han brød sig ikke om at noget skulle røre hans hals.. end ikke stof i sin egen normale tilstand. End ikke slips tyede han til i de fineste lejligheder. Derudover et par lange sorte bukser af en form for grov læder, hvor den lille kæde af ligeså sølvlignende metal raslede, som mønter i en lomme. Besat af små mønstre og symboler, glinsede den let i det dunkle lys. Et tilsidesat rødt blik blev sendt til et af ligene, da han passerede dem. Han betragtede dem kort uden egentlig at lægge mere i det. Hans tanker var tomme omkring dem. De var der bare. Et objekt, som han kunne bruge hvis det var hvad han ønskede. En kort irriteret mine gled hen over hans ansigt inden han vendte det hurtigt fremad igen. . At se på lig på den måde fik det dog til let at vende sig i ham. Han var dog ikke sart.. langt fra, men de døde han havde kendt var ingen rar tanke at blande med disse rådne rester af vævopbyggede skabninger.
Han trådte ind i den yderste gang og mærkede det exteriore forsvinde bag sig, da hans lange ravnesorte hår lagde sig uregelmæssigt om hans skuldre og smukke, dog kolde, marmorhvide ansigt, hvor de rødglødende øjne brændte op på hans ellers farveløse person, bestående af sort, grå og hvid. De lange skyggetråde fik dog ikke ro endnu, da Ahngel vendte ansigtet imod åbningen igen, hvor endnu et set fodspor hørtes. Et hæst kvindegrin kunne høres fra åbningen, hvor der ligeså kom en skikkelse frem. Ahngel sendte den et opgivende og lettere flabet koldt blik.
”Så.. du besluttede dig for at deltage alligevel?” sagde han stille og rettede sig en smule mere imod døren. Kvinden trådte ind og lod sig let oplyse af den dunkle stemning omkring dem. Hun klukkede kort i en falsk form for lystighed inden hun rettede på den højre strop, som holdt en midnatsblå tætsiddende kjole oppe om hendes barm. Hun var smuk, men på en fuldkommen anderledes måde end Ahngel var. Hun var.. kunstig.. Hun var.. overdrevet i sin egen facon, dog smuk i en forstand, som i at enhver overfladisk mand ikke ville kunne holde fingrene fra hende. Hun var ca. to hoveder lavere end Ahngel, men en smule mere moden af udseende.. forudsagt fordi hun blev forvandlet i en alder af 30, dengang hun var den tolvtes elskerinde. Forhenværende dødsengel, Traquille von Semstréss… Point Du Lacs ukronede dronning.. eller.. det var hendes egen mening. Hendes hår var platinblond og nakkekort i en rund frisure, hvor den ene side overlappede hendes nærmest lysende limegrønne øjne. Hendes hud var mørkere end Ahngels i en mere grålig nuance, som nok ville være vampyrernes forestilling om en farverig hud. Lævninger fra en solkysset hud da han endnu var levende. Hendes barm var stor og ligeså skabt af lyst til at bestræbe den perfekte krop. Falsk.. Falsk som få dele af hendes ansigt og hendes taljes manglende fylde. En model for menneskenes øjne, men et skandaløst væsen i vampyrernes aristokratiske, dog modbydelige verden.
”Som om du kunne undvære mig, Lucifer?” markerede hun med sin dybe, hæse, dog ganske tiltalende stemme. Ahngel sendte hende et strengt blik efter gang på gang at ha fortalt hende at hun ikke var til at være dus med ham. Traquille klukkede atter og lod de sortmalede læber parteres i et stjernehvidt vampyrsmil. ”D’accord ma chere.” Hvislede hun så og trak på skuldrene inden hun bevægede sig hen ved hans side. ”Så får De det på Deres facon.” Hun smilede bredt og nikkede, løftede sin arm. Ahngel opfangede tegnet og lagde sin hånd om hendes, løftede den imod hans kæbe og lagde læberne derimod, bed sig en smule ned og fjernede atter tænderne. En smule blod piblede frem, men det stoppede hurtigt med at bløde. Ahngel sendte hende atter et mistroisk blik inden han begyndte at gå igennem gangene, imod tronsalen. Traquille fulgte efter og begyndte at snakke om hvor anderledes byen var og hvorfor han ikke havde inviteret hende. Et gab blev skjult via Ahngels håndryg. Pokker tage de morgenvampyrer. Traquille havde vel sagtens vågnet for flere timer siden, hvor Ahngel blot var en halv time inde i natten. Små rødlige søvntårer blev da fjernet af hans hvide fingre.
De bevægede sig ud i tronsalen, hvor der nu ingen Ma’lakel var at se. Ahngel var ikke overrasket.. dog kom en begejstret vinen fra Traquille idet hun begyndte at fortælle om hvad hun kunne lide og ikke lide ved fæstningens bygning. ”Det er nu lidt lille..” tilføjede hun blindt efter blot at ha set få rum i form af gange for entre. Ahngel kiggede da ikke på hende. Hans øjne havde fæstnet sig på kvinden der ligeså sad på en trone. Hende havde han set før. Afgjort. En af Ma’lakels fortrolige vel og mærke. Et stilfærdigt nik kom fra ham til hende, hvor Traquille endelig så imod kvinden ligeså. Hendes blik havde, trods den mærkelige falske munterhed, en ganske udspekuleret tone.. Meget kold og kynisk, dog skjult bag bemalede læber. Stille bevægede hun sig op på siden af Ahngel og lænede sig let op ad ham. En position Ahngel ikke syntes at være fremmed af. Et ondskabsfuldt fnis kom fra hende inden hun lyst fremkaldte et: Bonjour petite belle.

En slank skikkelse bevægede sig hen mod indgangen. En kvindeskikkelse. Køn,og iført en smaragdgrøn silkejole som for en gangs skyld ikke var flænset ved nogen af åbningerne. Kjolen havde en blød V udskæring som var nogenlunde nedringet men dog ikke så langt at man kunne betegne det som 'billigt'. Kjolen gik kvindeskikkelsen til lidt over knæende og hun havde valgt at iføre sig nogle stilletter, som hun bevægede sig overraskende yndefuldt i. Den unge kvindes øjne var fast rettet mod Abbadons indgang. Øjne der mindede om to måner som havde bestemt sig for at have en plads i det kønne ansigt, i stedet for himmelen. Et hav af mørke flammerøde rødder omkransede det kønne ansigt. Huden som den unge kvinde ejede var marmor agtigt. Umiddelbart perfekt at se på med det blotte øje. Kvindens navn var Damia. Den skyggedæmon som havde stået på Di morgas nye herskers side da tronen skulle overtages. Hun virkede ung. Man kunne ikke lige frem se på hende hvor gammel hun rent faktisk var. Medmindre man så hende direkte i øjnene - hvilket ikke ligefrem var harmløst. Damias aura snoede og vred sig om hende.. Stærkt. Det var lige før, at hvis man så godt efter man kunne se nogle organiske bevægelser i luften omkring hende. Sorte tråde. Sorte flammer som bevægede sig omkring hende. Men dette var kun hvis man havde det stærke blik for andre personers aura. Til gengæld var det helt umuligt at komme i nærheden af hende uden at mærke den kulde og ondskab der strålede ud fra den ranke skikkelse der bevægede sig mod indgangen.
Hendes blik var blottet for både tanker og følelser. Helt igennem ulæselige, hårde og kolde. Et blik der kunne bore sig direkte ind i ens sjæl.
Hun lukkede halvt sine øjne så de lange mørke øjenvipper dannede små skygger lige under hendes øjne. Som om hun diskret forsøgte at få øje på noget. Eller det var nok ikke helt korrekt. Hun behøvede ikke engang at se ligende som sad, præcist som piddet kylling rundt omkring. Det lugtede langt væk af død og forrådnelse. En lugt der fik Damia til let at rynke på sin næse. Den generede hende ikke som sådan. Hun havde lugtet langt værre ting i sin tid. Et par lig som lugtede af død gjorde vel hverken fra eller til.
Hun rankede yderligere ryggen hvis dette i det hele taget var muligt. Damias hofter bevægede sig let fra side til side mens hun gik. Ikke overdrevent som man tit havde set unge piger gøre. Men langt mere elegant og glidene. Det virkede næsten svævende hver gang hun tog et skridt.
Hun havde ikke brugt særlig længe på at forberede sig. Beskeden om et møde var kommet med kort varsel og var ikke ligefrem noget 'jeg ser frem til at du kommer'. Det var bare 'kom'. Men Damia havde ikke noget imod det som sådan. Hun ville vide hvad der skulle ske. Hvad var det næste træk. Det med slavehierkiet var meget godt. Mennesker havde ikke længere den samme ret - hvilket fortsat gjorde Damias forventninger til Ma'lakel større. Dog ikke så store at de nåede skyerne.
Hun havde valgt én ledsager at tage med. Ikke nogen slave eller undersåt. Men blot en ledsager som hun endnu ikke havde fjernet den frie vilje fra.
Ført nu lod Damia sit blik glide lidt til siden hvor en anden skikkelse gik. En skikkelse af hankøn. Hendes ledsager til dette møde.

Det altid store og flabede smil som hang ved den unge han-dæmons tynde læber blev en anelse større da de nærmede sig Abbadon. Han var klædt i sit normale 'hverdags tøj'. Den lilla trøje, læderbukserne, alle de små nipsting og kæder, og selvfølgelig også den lille sølvkrone som skævede en smule til den ene side og glintrede i takt til hans skridt. Ikke nært så fint klædt på som hun-dæmonen som gik elegant ved hans side. Han så kort på hende gennem sit lyse pandehår som gik ned over hans øjne. Han fattede stadigvæk ikke hvad det helt præcist var de skulle, men bare der skete et eller andet så var det vel fint nok, når sådan én som Damia var der så... var det vel godt? Den åndsvage tøs som han havde vundet over, men som også havde efterladt et par ar på ham her og der. Hans smil blev størrere sådan som han betragtede hende og et kort fnis kunne høres fra ham. Det havde han nu ikke troet.

,,Hey, tøs. Hvad er det helt præcist jeg skal gøre?"
Han hvilede håndfladerne mod sit baghovede og så op på den store fæstning med et nærmere uintereseret blik.

Inde i den store tron sal, hvor en af senatorerne var dukket op sammen med sin ledsager, var der stadigvæk ikke noget tegn på den nye hersker. Forsinket, som altid, men det var en forsinkelse han kunne tillade sig, i følge ham selv. Hvor han var, var et rigtig godt spørgsmål. Man ville ikke tro det var rigtigt som sådan at han faktisk var i færd med at 'klæde' sig på. Kilia havde prikket til ham om at han skulle se 'anstændig' ud, men også påpeget at han selv måtte gøre med hans udseende som han ville fordi at det i sidste ende var hans. Selvfølgelig var det det, alt var hans, alle, lige ned til det sidste usle menneskebarn. Han ejede dem alle sammen, og det endda uden de vidste det.
Der var stille, som der blev ventet på den sidste senator der skulle komme, men pludselig lød en skratten, en hvæsende sprutten som et grønt ulækkert, skællet væsen kom flyvende ind i tron salen, tilsyneladende i et opgør med en af samme slags men af lilla farve. De var ikke større end en lille hund. En grim lille dæmon med en spinkel opbygning og nogle små vinger der flaksende holdte den oppe. Den grønne af dem, gav sin modstander et ordentlig dask, så den lilla styrt dykkede ned imod stengulvet, og gav et lille: 'irk!", fra sig i det den ramte, og den takkede hale faldt slapt ned imens dens flagermuse ansigt så op imod den grønne, og hævede en næve imens den hvæsede nogle uforståelige trusler efter den. Den grønne grinte hånligt af sin artsfælde og fløj over vampyr herren og hans ledsager, og videre op til kvinden på tronen. Den lande på tronens armlæn og rakte et sammen rullet papir imod hende, hvorefter den sagde med en stemme der lyd som om den havde indtaget helium:
,, Til dem, Mistress!".
Den gav hende et stort smil, så dens slimede spidse tænder kunne ses, og derefter flaksede den videre ud med dens lilla ven.
Hvis Kilia åbnede papiret ville der stå med Ma'lakels halv ulæselige håndskrift:
,, Forsinket.. underhold dem!"

I det selvsamme sekund som hun hørte de to små væsener komme flyvende vidste hun hvad de ville og hvad der var på færde. Hun sukkede dybt og hvilede kort ansigtet mod sin håndflade i et kort øjeblik af træt frustration. Åh Ma’lakel… Da det lille grønne væsen rakte hende papirs rullen tog hun den og nikkede kort. Mens hun rullede papiret ud kiggede hun kort rundt på de nu ankomne gæster.. dette var helt tydeligt Ma’lakel’s omgangskreds.. hun læste hurtigt hans ivrigt nedkradsede besked og sukkede så igen.. det kunne han ikke mene!
Hun rullede forsigtigt papiret sammen igen og lod det dumpe ned i en lille beholder fyldt med en masse andre papirsruller.. hvorfor var de ikke blevet fjernet endnu? Kilia mærkede hvordan nervøsiteten begyndte at krybe op langs hendes ben.. den smøg sig om hende som en kælen kat og til sidst lagde den sig om hendes hjerte som begyndte at hamre i brystet på hende.. underholde dem? Disse væsener? Kilia følte sig på ingen måde bedre end disse senatorer men at skulle underholde dem?? Det var ikke noget hun anede noget om..
Endelig, efter et lille stykke tid, rejste Kilia sig op fra sin trone og smilede af hendes herskers gæster, mens hun bredte hendes arme ud I en venlig gestus.. ”Jeg byder jer velkommen til Abbadon..” Nok ikke den velkomst Ma’lakel ville have givet dem, men hun var ikke Ma’lakel og Ma’lakel var ikke hende.. de var så forskellige i personlighed som dag og nat.. og bare fordi at hun var blevet hans medregent betød det ikke at hun var nød til at være ubehøvlet overfor alle og enhver.. hun sænkede armene og lod dem hænge ned langs siderne.
”Jeg beklager at min Herre ikke er her til at tage imod jer, men jeg forsikre jer om at han vil gøre os selskab snart.” Hun bukkede hovedet i en kort gestus før hun igen så op på dem og smilede. Hvad skulle hun finde på? Tænk Kilia.. tænk! I samme nu kom tanken til hende; De skulle da ikke stå her og vente? Mødelokalet!

”Hvis I vil være så venlige at følge med, så skal jeg vise jer til mødelokalet” hun slog elegant ud med den ene arm i retningen af en åben døråbning til højre for tronen hun stod foran, hvorefter hun begyndte at gå ned ad trappen imod den gang som skulle føre dem til det lokale Ma’lakel havde be… nej.. som HUN havde besluttet at indrette som konferencelokale i tilfælde af sådanne møder.. Ma’lakel havde været rasende da hun havde taget patent på dette lokale, mest af alt fordi han et eller andet sted nok godt kunne se at sådan et rum kunne være nødigt men at det ikke var hans ide og derfor ikke ville indrømme det.

Forudsat at gæsterne fulgte efter, ville hun føre dem ned af endnu en lang gang indtil de nåede en stor rød dobbelt egetræs dør. Hun skubbede til dørene så de åbnedes på vid gab og vente sig så mod sine gæster. Hun følte sig lidt som en slags tjener da hun endnu engang smilede af dem og lavede en lille gestus med sin hånd ind mod rummet som tegn til at de skulle gå ind.
”Som sagt vil min Herre slutte sig til os lige om lidt, I mellemtiden bedes I tage plads og forsyne jer med hvad I nu har brug for..”

I rummet var der et stort mørkerødt bord omkranset af stole I rødt træ og med sort betræk på sæderne. På midten af bordet stod der glas og to forskellige kander. Den ene kande havde en blå kant og den anden en rød. Dem som havde en lille smule forstand på magi af disse Senatorer ville vide at I begge kander var der vand, men hvis nogle rørte ved den røde kande og ønskede det, ville væsken den indeholdt blive til blod for tilfredsstillelse af de vampyrer som måtte være i nærheden. Det samme galt for den blå kande. Den eneste forskel var at den røde kun kunne lave vandet til blod, mens den blå kunne forvandle vandet til mange andre forskellige væsker.
Kilia blev stående uden for døren indtil at alle var gået ind, hvorefter hun ville lave en smællende lyd via sin tunge og kæber. Lyden var høj men ikke irriterende. Straks kom den lille grønne ting fra før flyvende og standsede foran hende ”Yes, Mistress..?”
”Sig til Herren at vi er I Konferencerummet.. oh og.. vær så venlig at følge ham herhen også..”
Det lille væsen nikkede og vente så om for at flyve ud efter sin herre og give ham beskeden som Kilia havde givet.

Et lille sarkastisk fnis kom fra Ahngels ledsagerske idet hun lagde armene over kors, lænede sig atter imod Ahngel og hviskede imod hans ansigt med et bittert smil. ”De burde holde deres kæledyr bag tremmer..” hvislede hun stille. Ahngel skævede blot til hende uden at dreje ansigtet. Traquille føjede sig med et lettere irriteret, dog underdanigt ansigtsudtryk. Hun lagde blikket fra Ahngels kolde ansigt og ned ad ham, som anså hun ham. Langsomt bevægede hun sin højre hånd ind foran ham og lod den glide hurtigt op ad hans brystkasse, hvor hun stoppede ved hans venstre del. En stikkende pirren med hendes lange, ligeså sortmalede og lakerede negle derimod fik Ahngel til at vende hele ansigtet imod hende med et iltert udtryk. ”Eller idet mindste lænkes op når de ikke adlyder?” tilføjede hun og lod sine læber blusse op i endnu et bredt og spidst smil. Ahngel snerrede og skubbede hende lidt væk med albuen. Traquille bevægede sig hurtigt et skridt væk fra ham med et først usikkert udtryk, hvor hun så derefter smilede, atter sleskt og fedtet.. ”Pardon, mon sauvage.” Hvislede hun stille og bøjede nakken let i et diskret naj. Ahngel så endnu en smule på hende inden han vendte blikket imod Asparaen igen. Væsenerne lod ikke til at bevæge en nysgerrighed i Ahngel, men den lille lap papir gjorde dog. Han lagde blikket imod siden da hun da talte og anviste til døren. En skygge lagde sig stille imod siden af hans ansigt og fik det ene øje til at blusse mere op end det andet syntes. Han vendte ryggen til den meget dunkle belysning og fulgte efter hen ad døren. Hendes herre huh? Hvor upersonligt. Siden hun som en ren race nok ikke var den slags som Ma’lakel mest befandt sig med, antog Ahngel at de var nære på et plan.. Nær, som Ma’lakel nu engang var til at præstere. Et let sarkastisk smil lagdes over Ahngels læber. Traquilles ansigt lagdes i et tænkende lys, hvor de limegrønne øjne let lod sig trækkes op i en stærkere farve, som Ahngels egne øjne gjorde, når hans opmærksomhed var ved sit højeste. Traquilles blik var dog.. trods hendes lettere fjantede tale og bevægelse, altid til stede. Altid observerende og dækkende enhver nagle af hendes omgivelser, hvor Ahngel, derimod, oftest var drevet tilbage med tanker i et stadie der kunne ligne en autists. Han var det dog ikke. Langt fra. Når hans opmærksomhed først var skænket, kunne man sjældent slippe fra den hvis Ahngel ikke havde tænkt sig at lade det ligge.
Ahngel begyndte at gå og Traquille fulgte ligeså trop. Begge lagde hurtigt blikkene imod hundæmonen og hendes ledsager. Ahngel skænkede Damia et formelt, dog lidt ligegyldigt nik og anså derefter den yngre dreng hun havde med sig. Uden videre funderen, lagdes hans blik foran sig og fortsatte. Traquille ligeså lagde de lyse øjne imod dem, men i stedet for Ahngels aristokratiske nik, sendte hun dem begge et tandsmil, der optegnedes kraftigt af den skinnende sorte læbestift. Et tiltalende: ”Bonne Nuit.” kom fra fra hende inden hendes smil blev mørkere og en anelse mere udspekuleret i takt med at hun så imod Ahngels skulder igen og fulgte hans skridt med en meters afstand.
Da kom de til rummet og Ahngel lod sig føre igennem døren og lagde blikket på omgivelserne, der syntes mindre og mindre som noget Ma’lakel kunne ha fundet på. Han så kort på asparaen og holdt endnu et smil inde. Traquille var den første til at tage imod tilbudet og gå elegant hen imod kanden med den røde kant. Hun var meget vel velkendt med magi.. faktisk var hun selv vampyr af det ufysiske. Hun var langt fra så fysisk stærk som de fleste af hendes art, men hun havde dog nogle uhyggelige kræfter, som var styret af hendes sind. Hun hældte væsken op i et glas, hvor den transperante rene vandlignende farve, lod sig tykne og røre glassets bund som mørkerødt blod. Traquille placerede kanden på bordet igen, inden for samme omrids, som hvor den førhen stod. Et ganske ømt ’heh’ kom fra hende inden hun vendte ryggen til bordet og skødesløst halvt satte sig på det, med det ene ben støttende på den stol hun havde sig udset. Den mørke kjoles dybe slids smøg sig halvt om hendes bare ben derunder og afslørede en smule hud. Det syntes dog ikke unaturligt på hende. Hun var noget så ligeglad med blufærdighed. Faktisk elskede hun at vise sin finpolerede krop frem. Ahngel sendte hende et stille blik imens et par tanker gled igennem. Hende havde han ikke savnet på noget tidspunkt. Traquille hævede glasset imod ham, som skålede hun over en intern indvending inden hun lagde det imod læberne og lod bunden gå i vejret og drikke op, som en fordrukken sømand havde tømt sin øl. Hun satte glasset ved sin side, på bordet og smilede atter bredt og satanisk inden hun med sin tynde pegefinger tørrede kanten af hendes underlæbe. Ahngel lagde blikket fra hende og dernæst hen på asparaen. Som hans øjne syntes at vende sig til belysningen, som var dunkel, falmede ligeså hans indsigt i de levende væsener. Pigens blodbaner var ikke så nemt synlige som i storsalen og hendes egentlige ydre virkede mere klart. Traquille vendte automatisk sine øjne imod hendes herres øjes center, som en loyal kat der ikke ville gå glip af noget.
”Hvad er Deres navn?” sagde Ahngel så, betragtende asparaen med et ulæseligt blik. Hans øjne var, henfaldt i en meget mørk tone igen, selvom den dybrøde, flammende glød af og til blussede op som var en skinnende sten placeret i en blodpøl. En svag interesse kunne fornemmes og på Traquilles utilfredse udtryk, blev det bevidst. En lettere højlydt rømmen fra hende dukkede op imens hun så væk.. spillende sit lille skuespil. Ahngel reagerede ikke derpå og hun sendte ham da et bittert og irriteret udtryk.

Damia hævede let sine øjenbryn da kræet bukkede foran kvinden - som tydeligvis var Malakels nye tøs. Et lettere bedrevidende smil gled hen over Damias læber. Det var kvinden som havde hjulpet Ma'lakel mod Zane. Nu huskede hun det. Men hun havde kun fået et enkelt glimt af tøsen på lige det tidspunkt. Belphegors spørgsmål trængte ind til hende og hun vendte blikket mod den unge dæmon. Dæmonen som med stor sandsynlighed slet ikke var kendt med den slags her. Men det var ham hun havde udvalgt her til aften. Damia løftede i én let elegant bevægelse og lod to fingre glide kærtegnende hen over hans kind, som svar på hans spørgsmål, sendte hun ham et blik der sagde noget i retningen af 'det finder du ud af'. Hun vidste at knægten havde det meget sjovere ved at der skete noget aktion.
Men dette møde var vigtigt. Og belphegor var den eneste som havde været tættest på og indenfor hendes rækkevidde lige det øjeblik. Knægten interesserede hende. Hun viste at han en dag kunne blive meget stærkere end det han var nu - og det var ikke så lidt i forhold til hvad hun havde set han kunne. Men han skulle trænes. Han skulle øve sig og udvide sine evner. Hun kunne lide den unge knægt som stod ved hendes side. Hun lod atter blikket falde på kvinden som nu endelig vendte opmærksomheden mod dem, og begyndte at tale med en lettere formel stemme, der fik Damia til at lave et lille ryk med hovedet, for ikke at undslippe den korte latter der var blevet indespærret nede i halsen på hende. Hun lod sin hånd glide henover Belphegors arm, som for at give ham et tegn til at følge med. Dog var sandheden at hun kunne lide at røre drengen. Desuden, var det den arm hvor hun havde stukket en kniv i hans skulder.. åh hvilken vidunderlig rød, fyldig væske som var sevet igennem hans tøj.
Damia Rettede sig yderligere op og fulgte trop efter de andre ind i mødelokalet. Hun vidste at hun ikke kunne tvinge Belphie til at opfører sig 'elegant' som de andre. Han havde sin helt egen stil, intet udevendigt skjold som skulle skjule hans sande jeg. Heller ikke det fact at han slet ikke var sådan. Damia var ligesom Belphie en der elskede at være i aktion. Men ligenu var der andre knogler i kødet, end lige dem hun foretrak.

Damias skridt var svævende, og de lettere svingende hofter beviste at hun ikke var en af dem der elskede at gemme sig i skyggen - som så mange andre skyggedæmoner bedst kunne lide. Derfor var hun indtil videre den ældste af dem. Den såkaldte 'øverste'. En skikkelse som man normalt ikke stillede sig ind foran og sagde imod. Medmindre man selvfølgelig ikke kunne mærke den hjerteløse aura hun bar rundt omkring sig som en organisk kappe.
Hun lod sine lyse øjne falde på kanderne. Så fløj der elegant en hånd hen og greb fat i kanden med den røde kant. Aha. Så der var altså andre her der kunne lide blod. Ahngels ledsager. Det var hun helt klart. Uden at man umiddelbart lægge mærke til det observerede damia alt hvad der skete i rummet. Alle små blikke, og intriger der måtte befinde sig. Hun lukkede et kort øjeblik øjnene før hun satte sig ned i en stol - og forventede at Belphegor ville gøre det samme. Han kunne selvfølgelig have sat sig ubehøvlet på bordet som den anden kvinde havde gjort det. Nå. Hver sin smag. Damia krydsede sine ben og hældte et glas op med det røde væske op til sig selv også, hvorefter hun krydsede sine ben, og lænede sig afslappet tilbage i stolen med glasset i sin venstre hånd hvor hun vippede lidt med det, så den røde væske drejede rundt. En måde hun kunne se kvaliteten på dette blod på.
Det nyttede ikke at drikke en billig efterligning af den bedste vare.
Kort efter førte hun elegant glasset hen til sine læber og nippede prøvende til det. Nogen ville ikke forstå denne handling, og sikkert ryste på hovedet af hende og tænke: 'Blod er jo blod.. hvad skal det der så til for?' Nej. Blod var ikke bare blod. Hun havde levet længe og efterhånden var hun begyndt at interessere sig mere og mere på kvaliteten af det blod hun drak.
Damia lavede et let smæl med tungen, hævede hagen en smule og så hen over glassets kant for at se på de andre som var til stede i rummet. Dette var helt klart ikke en forsamling nogen skulle joke rundt med.
Og nu manglede der så bare ma'lakel. Den O' så storer hersker. Et iskoldt, og uhyggeligt smil bredte sig over Damias fyldige læber. Ja hvor blev han mon af?

Bel's opmærksomhed blev ført mod uhyret som fløj hen til kvinden som sad på tronen. Men... var den nye så-kaldte ”hersker” ikke en mand? Han mærkede Damias fingre mod sin kind og han slog let med hovedet for at få dem væk. Han så dog hendes blik før han gjorde det. Hvor irriterende... Han havde da ret til at vide hvad det var...det burdte ikke være sådan her, han følte sig som en slave som fuldte sin hersker(inde) overalt, lige i hælene. Som en baby-kylling rendte efter sin mor for ikke at forsvinde i mængden af de andre skræmte kyllinger! Bel fnøs irriteret og lagde armene over kors. Det var først nu han havde lagt mærke til de andre, som også var kommet. En kvinde, en mand... ikke noget specielt. Han var ikke særlig interesseret i andre personer. Han var helst alene, hvis det stod til ham. Alligevel kunne han ikke ignorere duften som hang i luften. Vampyre. Blodsugere. Heldige væsner!
Bel's blik havde hvilet på de to vampyre i noget tid, da han mærkede Damia røre ved hans arm, hvorefter hun begyndte at gå. Han gik selvfølgelig med, meget mindre elegant end Damias svævende skridt. Han havde ingen idé om hvad alt dette var, så det ville vel være en god idé bare at følge med. De trådte ind i et rum hvor hans blik hurtigt faldt på de to kander der stod på bordet. I modsætning til Damia havde han ikke tænkt sig at drikke noget. Han stolede ikke på nogen og han drak under ingen omstændigheder noget som bare var blevet sat frem. Hans bror døde af gift (selvfølgelig fint hældt op af Bel selv) og siden havde han ikke turde at drikke noget han ikke vidste hvad var. Bel plantede sig i stolen ved siden af Damia, hvor han yndig og elegant, som han nu var svang benene op på bordet.

Der lød et skingert piv og så faldt imp'en til jorden, den gav dog et par små spjæt før at alt liv forlod dens krop, og den lå livløs på de varme bredder oppe i det øverste tårn i Abbadon. Ma'lakels gemak, hans hvilested så og side. Ilden fra kaminen spjættede og gav en let hvislende lyd, som nå vand lander på en varm pande. Dens form for latter, monstro?
,, Hihi, gør det igen herre! Endnu e- aahh??!", lød det fra den, og en isblå kugle af ild blev fyret dens vej, så den rød orange ild måtte hurtigt trække sig til den ene side for ikke at blive kvalt af Ma'lakels ild kugle. Kort efter fik den to sorte øjne frem, der poppede op og så på dens herre.
,, Hold kæft, Lache!", blev der sagt spydigt til den.
Ilden trak sig let sammen og begyndte bare normalt at knitre som enhver anden ville. Ma'lakel selv, sad på gulvet, håbløst koncentreret i at lave noget ved hans såkaldte 'pæne' antraf. Han snerrede irriteret, imens han imiterede hvad man kunne gætte sig til at være Kilia, med en lys og skinger kvinde tone:
,, Vær venlig at hjælpe ham herhen også... Baaah! Forbandede møg aspara!", siger han for sig selv, hvorefter han bruger sine tænder til at nappe en snor af.
,, Endelig!", han rejser sig og klæder sig på.
Det mørke hår er redt tilbage som altid så det ligger ned, udover den lille rebelske tot som altid hænger foran det venstre øjenbryn. Han giver et stille smil fra sig og sender et over imod ilden.
,, Det kalder jeg et 'pænt' antraf, hva Lache?!", siger Ma'lakel med en lettere sarkastisk tone i stemmen. En let brummende latter kommer fra ham, hvorefter han går han imod døren.
,, Mød mig i lobbyen, knægt!", bliver der sagt til 'personen' inde i ilden. Ilden giver ikke umiddelbart nogen respons, men da Ma'lakel træder ned i 'lobbyen', det første rum efter han er gået ned på stue etagen, står en knægt på omkring de 15-16 år, med et elver agtigt ansigt, hår der er lavet af rød orange ild, og små fregner der ligger sig over næse og kinder. Hans lyse blå øjne møder Ma'lakels kort, hvorefter de viger væk i ærefrygt, og drengen bukker for ham. Hans krop er indhyllet i noget der kunne ligne en mørke brun hide rustning, og over hans skuldre er en giftig mørkegrøn kappe. Han ser op igen, men hans øjne falder på intet tidspunkt over Ma'lakels ansigt. Ma'lakel selv værdiger ikke drengen et blik og går videre, forventer at drengen følger efter og viser ham vej hen til møde lokalet.
Der går fem-ti minutter efter at gæsterne har fået sig set omkring inde i møde lokalet, før at den to delte dør derind til bliver tvunget op af Ma'lakel der sætter hver sin hånd på hver af dørende og skubber dem ind.
,, Jeg beklager v-..?!", Ma'lakel trækker sig nærmest sammen i væmmelse, imens at de gylden grønne bæst øjne ser rundt i det alt for 'pæne' lokale, og man kan ligefrem se hvordan omgivelserne for det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han ser ikke på nogen af de andre i lokalet, men snerre stille for sig selv, hvorefter han sender et hårdt blik til Kilia. Han retter sig op, og knipser engang med fingrende. Hurtigt begynder selve rummet at blive omdekoreret. Tapetet på væggene bliver nærmest brændt væk! Men på en måde der ikke for selve lokalet til at lugte af røg. Der kommer små flammer rundt om i lokalet der oplyser det, sammen med det knitrende ild fra pejsen der syntes at få en meget, levende form for essens over sig lige pludselig. Gardinerne bliver meget hurtigt trukket fra, så man kan se månen der lyser ude fra, og se de små regndråber der let slår imod det kolde glas.
Derefter ser det ud til at Ma'lakel kan holde ud til at være i lokalet, men han ser stadig ufattelig irriteret ud over selve rummets udstråling. Han retter sig, og den svage raslen fra hans tøj kan endnu engang høres. Hans påklædning er som Kilia havde forudset mindre pænt end hendes eget antraf: Hans krop er dækket af noget der sikkert engang havde været en meget pæn smoking af en art, en 'pæn' sort skjorte med en silke sort vest, og nogle bukser der matcher alt det andet antraf. Skjorten er dog blevet flænset op i enderne og hænger løst over bukserne. Tværs over brystet går der to kæder der køre ombag ryggen og over den venstre skulder der så er blevet hægtet fast til noget der ligner et menneske kranie, der som en form for skulder rustning sidder der og beskytter den venstre skulder. Hans ærmer er blevet smørret op til omkring albuerne. Omkring hofterne er der også blevet bundet nogle lænker om, nogle få i forskellige størrelser. Hans sko er dog urørte, og er stadig et par blanke sorte herskabs sko. Han lader en hånd glide ned i bukselommen, og ser så hen på de andre. Først er hans blik tomt, og udtryksløst, men efter nogle sekunder med at lade blikket glide over hans senatorer, og deres ledsagere, lader han et lille skævt smil komme frem på hans læber. Det normale, drengede glimt i de mørke grønne, træder atter frem, og som han ser den store vampyr herre, lader de sig som også uhæmmet glide ned af denne med et sultent blik, hvorefter at hans øjne går til Damia, som han giver et anerkendende nik.
I selskab med de væsener der bragte ham allermest underholdning, hvilken fryd! Begge ledsagere som de hver især havde med, fik ikke et blik af den nuværende herre.
,, Jeg ville sige velkommen.. men ..", hans øjne glider hen på Kilia som han træder hen til og tager fat om's hage, let, imens han smiler lidt for sukkersødt til at det kan være oprigtigt, til den smukke aspara. ,, Min lille ... nips-ting her har vel allerede budt jer velkommen...", han ser ud på folke mængden endnu engang. ,, Forhåbentlig?". Derefter ser han hen på Kilia igen, og lader alt for kærtegnende ydersiden af sin hånd glide ned over asparaens kind, og går derefter hen imod den stol der står for bordenden, og sætter sig. Ligesom Damia's ledsager, med fødderne oppe på den ene kant af bordet, krydset over hinanden. Letter utålmodigt venter han på at alle har sat sig.

Nervøsiteten steg igen da hun så det lille væsen flyve af sted for at hente Ma’lakel.. hun vidste godt at den sidste ting hun havde sagt ville blive taget ilde op og at det lille væsen ville være den der betalte prisen. Et let og næsten usynligt smil bredte sig på hendes læber og hun vendte sig da for at gå ind til de andre gæster. Men hun satte sig ikke ned. Ma’lakel ville være der snart og det var forventet af hende at hun ikke satte sig før hendes herre var tilstede hvis hun i det hele taget skulle sidde ned overhovedet..
Kilia havde levet gennem mange flere århundrede end Ma’lakel selv havde.. hun havde set og levet hos andre store herskere, dog som servant og ikke medregent eller elskerinde.. hun havde set, hørt og lært af de mange dronninger og prinsesser hun havde fulgt gennem tiderne. Hun vidste hvad der var forventet af hende, set med normale øjne.. upersonlig eller ej.. så var det sådan hun skulle omgå sig med hendes nye status i bagtankerne, om hun ville det eller ej..
Hendes hjerte hamrede løs i brystet på hende og hun kunne næsten høre sin egen puls banke i sine øre. Hvilket fik hende til at huske at hun var i selskab med mindst to vampyrer… Hun førte stille en hånd op of fjernede en tot hår fra sit ansigt ved at stryge den om bag ved sit højre øre. Hendes havblå øjne kiggede kort rundt på gæsterne mens de fandt sig tilrette i et rum som Ma’lakel, uden tvivl, ville rokere om på når han kom der ned. Han hadede Kilia’s indretninger og havde aldrig sat fod I dette værelse netop på grund af dette. Så derfor ville det kun være naturligt at han ville lave om på det hele når han engang kom ind i dette rum.
Hendes tanker blev pludselig afbrudt af en stemme som syntes at tale til hende. Hun fjernede sit blik fra vinduet hvor det var stoppet op, og kiggede så i stedet over mod den Vampyr som stadig stod op. Hun gav ham et venligt smil og nikkede kort i anerkendelse mens hun svarede: ”Mit navn er Kilia De’lehran, Sire..”
Hun så op igen og mødte hans blik.. det var tomt.. ulæseligt som kun en ’udød’ kunne være det. Hun fastholdt sit lette venlige smil mens hun afventede respons. Dog blev deres samtale hurtigt afbrudt da de lukkede dobbelt døre blev skubbet op og deres alle sammens hersker gjorde sin entre. Kilia opfangede hurtigt hans reaktion på rummets udseende og havde svært ved at holde den latter tilbage som hans ansigtsudtryk fremkaldte. Dog bed hun sig blot let i læben og så til mens han ændrede på rummets indretning. Da han var færdig kiggede hun kort rundt og nikkede let. Dette var absolut mere Ma’lakel.
Derefter rettede hun sit blik mod ham igen og lod øjnene undersøge hans outfit. Hvorefter hun ærligt måtte erkende at det kunne have været meget værre. Hans små justeringer var ikke det værste han kunne være kommet op med og hun var lettet over at han ikke mente der skulle mere til for at fremhæve hans status.
Hun foldede blidt sine hænder foran sig da han begyndte at tale til de personer som var samlet i det nu lettere forandrede konference lokale.. et kort øjeblik troede hun at han ville gå lige til sagen, men så vendte han sig mod hende. Det smil der var på hans læber alt for påtaget og alt for sødt til at det kunne være en venlig gestus, og hun vidste da også bedre. Hendes øjne var rettet mod hans men ikke nær så stift og hårdt som havde det været en anden han have pirret på samme måde. I dette øjeblik kunne hun lige så godt have været en slave eller en tjenestepige, sådan som han tog om hendes hage.. ’nips-ting’… hendes reaktion var det der adskilte hende fra slaverne og tjenestepigerne, hendes reaktion var også det der slog fast at hun som en af de få, kunne se lige gennem hans spottende adfærd og hans pirrende forsøg på at provokere.
Da han tog hende om hagen og kaldte hende for en ’nips-ting’ så hun ham blot lige ind i de rovdyr grønne øjne. Hendes blik blidt men bestemt, og ikke stirrende eller vredt, underdanigt eller undskyldende som havde hun været en slave eller en ydmyg tjener. Hendes blik veg ikke fra hans et eneste sekund, før han selv kiggede mod sine gæster. Hun kiggede kort på de andre og da han vendte sig mod hende igen var hendes blik igen låst på hans.
Hans kærtegn var ikke en venlig gestus eller et udtryk for omsorg.. nej, igen igen var dette blot et forsøg på at pirre og provokere Kilia i sådan en grad at hendes facade ville krakelerer… lige siden Hel, havde det været Ma’lakels mål at se Kilia virkelig vred.. men det var endnu ikke lykkedes ham at fremprovokere den ønskede reaktion.. Hun undte ham simpelthen ikke den glæde.
Da bagsiden af hans hånd gled ned langs hendes kind ville hun, i modsætningen til ham, smile sødt ad ham. Hendes smil blidt og venligt, om end mindre formelt og mere oprigtigt. Hun vidste at dette ville irritere ham til en vis grad, fordi han igen havde fejlet i sine forsøg på at gøre hende vred.
Da han vendte sig og satte sig ned, med den.. attitude som Ma’lakel nu engang havde. Hun nikkede let og indtog så sin plads til højre for Ma’lakel. Det her skulle nok blive interessant.

Et stille nik blev rettet imod asparaen da hun svarede inden Ahngel vendte blikket imod Traquille der nu vrængede fra sin plads inden hun gjorde krav på en genopfyldning. Ahngel sendte hende kort et koldt blik, hvor hun så veg øjnene efter få sekunders genstridig intern magtkamp. Et tydeligt ’heh’ kom fra hende inden hun med en drillende bevægelse svang benene tilbage og lod sig dumpe ned i stolen i stedet for at side på bordet. Hun placerede galant sin ene albue imod armlænet og holdt da glasset deri.. vejende let ved hendes ansigt. Ahngel hævede opgivende et øjenbryn og skulle til at give sit eget navn til asparaen, inden han blev afbrudt. Han så imod åbningen og inden han egentlig havde opfattet en anden tilstedeværelse, stod Ma’lakel i døren.. Velklædt for en gangs skyld. Magten havde vel tvunget ham ud i en uortodox udgave af elegance. Han havde dog på fornemmelsen at det ikke var med Ma’lakels gode vilje at blive klædt sådan. Da rummet så begyndte at forandre sig, vendte Ahngel dog kort blikket bagud for at acceptere den transformerende interior af lokalet. Heh. Ma’lakel havde vel sin egen smag. Igen vendte han blikket imod dæmonen og blev da ikke ligefrem mødt af øjenkontakt, men mere dette befamlende blik, som Ma’lakel var så kendt for fra Ahngels side. Et uhørligt suk gled igennem hans mundvige inden han skænkede Ma’lakel et køligt nik med et ulæseligt udtryk. Metallet i hans lomme virkede pludselig ufattelig virkelig, som hans opmærksomhed drejede sig hen på emnet. Det var dog for tidligt. Han vendte sig og gik hen ved sin ledsagerskes side efter ganske kort at have vendt blikket imod den kønne aspara og udtale: ”Lucifer Mort De Sang den trettende”. Traquille havde i mellemtiden set Ma’lakel an med et blik der mindede om hans eget, dog mere fjendtligt. Ja hun fandt en stor interesse ved dennes krop, men det betød ikke at hun havde tænkt sig at løse en eneste tråd, som hun fanatisk troede på at hun selv besad hos Ahngel. Hun sendte ham kort et uforstående udtryk og dernæst en snerren. Ahngels røde øjne dæmpede det da igen og hun smilede stille og rakte sin bare hånd imod ham og lagde håndleddet imod hans hage uden at berøre ham med de øvrige fingre.
”Buffeten er for sølle til dig, Lucifer..” hvislede hun så og sendte ham et drilskt glimt i de lysegrønne øjne. ”You need quality..” Ahngel vendte ansigtet og trak stolen ud for sig for at sætte sig ned. Traquille sænkede armen igen med et opgivende udtryk inden hun atter så imod Ma’lakel. Et hidsigt giftgrønt skær skimtede meget kort inden det opløstes til endnu en falsk venlig facade. Et lyst fnis kom fra hende inden hun ømt sippede af glasset, hvor et mærke af læbestift satte sig. Hun skævede da atter til hendes herre og smilede en smule overdrevent strålende. ”Du har vel ikke tænkt dig at være aktiv i det her?” mumlede hun så med en mere alvorlig mine. Ahngels opmærksomhed blev atter fanget og han skævede imod hende imens hun fortsatte med en stille stemme. ”Du kan ikke komme her i tide og utide..” hvislede hun så og rynkede brynene.
”Bland dig udenom Traquille. Var dette ikke stiftet havde jeg meget vel ikke kunnet tage tilbage til Point Du Lac før om år.” hvislede Ahngel diskret imod hende. Det syntes at slå hendes forundren ud af kurs og hun trak sig atter tilbage i sædet med et arrigt, tænkende udtryk. Uden tvivl havde hun ingen ide om hvad han havde foretaget sig imens han havde boet i Terre. Derefter blev de atter stille og Ahngel vendte blikket med en sidste kommentar til sin sidemand på det eget franske sprog: Kald mig ikke med sådan en personlig tone. Traquille sukkede opgivende og bundede atter sin drink og stillede den højlydt på bordet, så man skulle tro at den ville knække.. Dog ikke. Hun ville bare høres. Der lå noget hæmmet over hende, som der ligeså gjorde af Ahngel. Han rettede stille på sig og lænede på stolen med en attitude der virkede noget så kold og professionel. Om ikke andet.. Det mørke, tænkende blik i hans øjne syntes at tyde på at der var noget til stede der ikke just passede ham som han ønskede. Endnu engang virkede lommen tungere af opmærksomhed. En dyster mine gled over hans ansigt inden han tog om det ene spænde der holdt jakken sammen og knappede det op for at lade jakken glide af sig og hvile dovent på armlænet, hvor han, ligesom Traquille placerede en albue imens han tavst betragtede frem for sig. Igen skævede Traquille og hævede et øjenbryn, men sagde nu ikke den mindste lyd.

//OOG. I springer lige over mig her denne gang. Det eneste i vil få at se fra Damia i dette indlæg vil være: Iskold attitude, afventende og lettere observerende. For at finde ud af hvad der sker i rummet omkring hende.
- sorry jeg ikke svare men prøver VIRKELIG at få skrevet en stil om jeg ikke kan skrive Oo' Så det er nemmest hvis vi bare lige springer over mig herfra ^^'//

Bel rettede sig en smule op, for at kunne se bedre da dørene blev slået op og rummet ændrede sig. Han betragtede det store drog der var trådt ind med et nærmere tilfreds ansigtsudtryk. Så det var en af hankøn som var blevet den nye hersker i De Morga... han havde ikke hørt forkert. Der var nu heller ikke blevet fortalt særlig meget til ham om alt det der med det nye styre og kampene der havde fundet sted. Han var nu heller ikke særlig interesseret i det... det handlede ikke om ham og så kunne det være lige meget. Han lod sig synke en smule ned i stolen, hvorefter han sukkede højlydt. For at få opmærksomhed? For at vise at han kedede sig utroligt meget? Måske en blanding.

//Kaster hurtigt bolden vidre og ignorere de andres lange indlæg... havde ikke rigtigt andet at skrive... >___>//

Da alle havde sat sig og roen for alvor syntes at tag over, lod Ma'lakel fødderne dumpe ned på gulvet endnu engang, for bedre at kunne se på de to som han havde udnævnt til senatorer. Den ene, usårlig mentalt, og med kræfter han endnu ikke havde set til fulde, en sand diplomat, det som man skulle bruge når man sad på en trone. Og så var der den anden, en kvinde til og med, men med en uappetitlig hungren efter kaos og ondskab. En usleben diamant om man ville.
Han lænede sig tilfredst tilbage i sin lænestol, og lod de grønne øjne spejde ud på dem begge. Bevidst så han ikke på deres ledsagere. Uanset hvor meget de ellers lavede af støj..
Han støttede sin ene albue på armlænet, og førte hånden op foran munden med et betænksomt udtryk, nogle sekunder gik hvor man kun kunne gætte sig til hvad det var han tænkte. Kort faldt hans reptil øjne også på hans værtinde, men de tillod sig ikke at hvile der længe.
Så, ud af ingenting, fjernede han hånden fra sine lyse brune læber, og så med et svagt smil på dem alle:
,, Sejr.. mine herskaber! På alle fronter, formoder jeg siden i stadig sidder her. Og jeg går ud fra i begge tænker: hvad så nu? Meget simpelt.. vi reagere, slår ned på de raser vi tror kan få etableret noget stort. Dog selvfølgelig med vores egne med den største magt. Og siden at vi har fuldt sammen så længe som dette, vil jeg da kun antage i stadig har tænkt jer at forblive på jeres gode pladser..", han retterede sig svagt op, og gav både Damia og Ahngel et kort blik for at aflæse deres kropslige svart til dette. Der var ingen grund til at bruge stemmen.
,, Men.. ", sagde han da, og lod kort sin pegefinger løbe langst under underlæben, og så endnu engang betænkelig ud.
,, .. vi må have nogle få detaljer på plads.. jeg går ikke ud fra i vil være ved mig her på Abbadon.." taler lavt og nærmest til sig selv. ,, Djævelen forbyde det..", taler tydeligt endnu engang. ,, Derfor må jeg have en mulighed for kontakte jer hvis der sker noget der kræver vores alle samens opmærksomhed. Hvilket nok ikke vil ske foreløbig, men man må jo tage sine forholdsregler, ikke sandt?... Udover det så var der, så vidt jeg husker en belønning for jeres...", endnu engang kommer der et lille smil på hans læber. ,, anstrengelse..".

(( Efter snak med karakter mesteren bag Kilia, sidder Killia blot og observere forløbet. Næste post går videre til Ahngel))

Ahngels læber hvilede lukket imod hænderne der var blevet foldet foran ham.. albuerne hvilende imod bordpladen og med et tænkende blik i øjnene.. Den manglende del af hans ansigt ville da virke som en halv maske, hvor kun adgang til øjnene var tilladt.. trods man ikke fik meget ud af dem. Ahngels pokerfjæs var nok ingen overraskelse. Han så imod Ma'lakel imens han talte med en tone der ikke lignede ham.. Så formel på sin egen måde. Ahngel mærkede en prikken i smilebåndet, men lod det ikke blive andet end en simpel prikken. Han havde lovet sig selv at være professionel... overfor Ma'lakel og Damia.. og om ikke andet for den uvidende vampyrinde ved hans side. Traquille havde imidlertid genopfyldt og sad tilbage i stolen med blikket imod Ma'lakel ligeså.. noget ulmende og ligegyldigt. Ahngel afgav hende ingen opmærksomhed, men fulgte Ma'lakels ord, som kunne han se dem trænge ud af struben på ham. Et kort nik som respons på Ma'lakels første bemærkning og Ahngel lagde atter blikket ud over bordet i en tid, rettede sig op og placerede hænderne på stolenes armlæn i en mere rank holdning.
Da kom Ma'lakel ind på emnet der nok var uundgåeligt. Kontakten? Ahngel var forberedt på det punkt og rent automatisk søgte hans højre hånd ned i jakkelommen, som var let skjult bag den hængte jakkes folder over lænet. Han fiskede da en lille metalplade frem.. På størrelse med et visitkort, men en smule tykkere. Han placerede det imellem begge hænder og lod fingrene glide hen over den glatte overflade til han kunne mærke metallet bøje sig i små cifre. Han gentog de nærmest kærlige fingerstrøg til han havde mærket sig otte cifre. Han rettede igen blikket imod Ma'lakel efter at ha ladet øjnene glide hen over Damia og hendes ledsager. Hans øjne hvilede på den unge dreng i en tid dog.
Han tilladte sig selv at tale først.
"Tale om kontakt.." sagde Ahngel startende. "Min assistance som senator må desværre annulleres, om ikke andet udskydes en del hvis den stadig er ønsket." Øjnene lod sig skæres midt over af sænkede øjenlåg der med de mørke korte vipper indrammede den ulmende røde farve og lod noget koldt sænkes over ham. "Jeg forlader Di Morga natten efter i morgen. Jeg kan ikke længere skulke fra mit embede. Mit ophold i Frankrig er lagt på tid, så jeg ved ikke hvornår jeg får chancen for at tage hertil før om mindst 4 til 5 kvartaler." (4 kvartaler = 1 år)

Damia sad stadigvæk i stolen lænet tilbage i en umiddelbart afslappet stilling med et glas i sin venstre hånd. Hun førte glasset forsigtigt hen til sine læber og nippede endnu engang til det. Hendes blik gled observerende rundt i rummet fuldkommen køligt, og følelsesløst. Det var som om de ting hun så på hvert øjeblik kunne forvandle sig til sten under hendes blik. Hun lavede en lille rullen med skuldrene før hun i en glidene bevægelse lænede sig frem og lod lillefingeren berøre bordet før hun placerede det halvt fyldte glas derpå, næsten lydløst. Hun rankede ryggen og løftede hagen en smule hvorefter hun endelig lod blikket hvile på Malakel. Endelig begyndte hun at lytte til hans alt for formelle ikke-malakel-agtige tale. Kom nu til sagen.. hun lænede sig tilbage mens hun lyttede til ham, og observerede hvad der ellers skete i rummet. Hvor mange hjerteslag der blev gjort. Hvor mange åndedrag der blev åndet. Hvor mange blikke. Hvor mange bevægelser, og hvilke der blev taget. Hun observerede dem alle. Det var endnu en god ting ved at have hende ved sin side. Hun var god til at observere, lægge mærke til hvad der skete omkring hende. Men kun de nødvendigste ting beholdte hun. Kun de ting hun mente kunne blive vigtige at huske. Eller gode ting som hun kunne bruge til sin egen fordel.
Så nu kom det. Hun spidsede ører og lod let hovedet glide på skrå og formede sine læber i et næsten usynligt 'o' mens hun lyttede. Belønningen. Det var den hun havde ventet på. Og hun ville gerne have dette overstået så hun kunne vende tilbage til sin gruppe. Det var vigtigt hun fik sat næste trin igang når hun havde alt dette på plads. Det duede ikke at Ambrosia stod stille fordi lederen havde for travlt med Di Morga. Nej. Hun havde heller ikke tænkt sig at bo her. For at være ærlig brød hun sig umiddelbart ikke om stedet. Hun foretrak skyggernes grotter. Der hvor hun følte sig mere i sit es.
Så begyndte vampyren at tale. Hun lænede sig tilbage og vendte blikket mod den royale fuldblodsvampyr. Som kaldte sig selv for Ahngel. Der var noget over ham.. Noget bekendt. Men endnu engang. Hun vidste hun havde mødt ham før. Men at han ikke huskede hende. Hvilket også gjorde det hele meget meget nemmere. Damia strakte sig katteagtigt da Ahngel afsluttede sine ord. Hun kastede et kort blik på sin ledsager. For derefter at vende blikket skiftevis mod Malakel og Ahngel. Kun de to. De andre kunne være ligemeget lige nu. Kontakt. Selvfølgelig. Hun åbnede ikke munden. Havde en lille fornemmelse af at Malakel ville besvare Ahngels ord. "...annulere min assistance som senator" sådan havde de lydt. Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem igen. Selvfølgelig. Han havde sådan et noget andet at passe. Damias rolige, kølige blik hvilede på Ahngel et kort øjeblik før hun lod det slå lejr ved Malakels blik. For at se hans reaktion på Fuldblodsvampyrens ord.

//Og I springer bare mig over denne gang, Bel sidder kun og prøver at få opmærksomhed ved at lave lyde, mens han total-ignorere alt som bliver sagt... Krea-mangel... >___>//