Et møde der kunne ende galt (Damia=privat)

Tid :: 22.00
Omgivelser :: Skoven

sted :: Den store skov Forêt

Vejr :: Solen var næsten gået helt ned, en let brise ramte skovens blade og buske, ingen skyer på himlen.

Barishan gik gennem skoven som han så ofte gjorde med hænderne i lommerne på hans beige jakke. Hans sølv amulet hang og slog let mod hans brystkasse og hans sværd hang i sit hylster på hans ryg. * jeg elsker naturen om aftenen. Så stille og rolig, den halv Dæmon har givet mig en masse at tænke over. Er alle Dæmoner virkelig så onde, kan jeg have taget fejl* Barishan gik i sine egne tanker mens han tog langsomme skridt. Hans glinsende gule hår bevægede sin let i takt med vindens brise.

Damia sad oppe på en gren.. Det var tydeligt at hun absolut intet havde at lave. Først da hun hørte lyden af skridt løftede hun blikket og fik øje på en ung mand længere væk i skoven. Hun rettede sig op og strøg en hånd gennem sit røde hår. Det er en Aspara hørte hun skyggerne hviske i sit øre. En Aspara hva? gadvide om han smagte godt? Hun mærkede lysten til at springe ned fra træet og flå ham op, og langsomt.. Langsomt og pinefuldt skære ham op. Åh hun ville elske at høre skriget. Over den intense smerte som hun ville skabe. Men hun lod være. Selvom hendes forkerte, perverse tankegang ønskede det mere end noget andet. Hun hadede at kede sig. Endelig tog Damia sig tid til adræt at springe ned fra træet. Hun var iført et par lårkorte jeans-shorts og en stropløs grøn top med en sort gennemsigtig cardigan udenpå.

Barishan kiggede rundt omkring så op i træet. Et smil viste sig på hans ansigt, han bukkede dybt'' God aften frøken. Hvad laver de her ude så sent?'' * hun havde set mig før jeg kunne føle hende gennem vinden hun er god, sikkert en jæger som mig selv * Barishan kiggede over sin skulder og så på sit sværd. * ingen Vampyr ser jeg, hvad mon hun så er*. Barishan løftede sin hånd op mod hende for at hjælpe hende ned fra træet mens han viste et smil.

Damia kastede et tomt blik hen mod ham. Hendes øjne var lyse og skinnede som to måner. Og dog strålede kulden og udtryksløsheden ud fra øjnene som en skarp kniv. Godaften frøken? Man var vidst i de mere formelle hjørner heromkring eller hva? Hun kastede kort et blik i retningen af den hånd han ragte mod hende.. Kendte han ikke udtrykket: rakte man fanden sin lillefinger tog han hele hånden. Og rakte man en hånd.. tja tog han armen. Eller resten? Damia overvejede et kort øjeblik at tage hånden - sådan for sjov. Så det gjorde hun. Løftede elegant sin venstre hånd og lod ham hjælpe sig ned fra træet. I det øjeblik han rørte hendes hånd ville han mærke kulden strømme igennem sig. Mærke skyggerne der smøg sig rundt om dem som mørke vogtere.

Barishan så på hende og lød om intet var sket da han følte skyggerne omkring sig. * hun er vist en af de stærkede, hun er helt klart en dæmon og en stærk en. Det er over 100 år siden jeg sidste kæmpede mod en Dæmon af den her styrke. Nej hvad tænker jeg på, jeg skal vinde ud af om det kun er Mikala der er venlig disuden tog hun min hånd. Det er et tegn på venlighed*. Barishan bukkede dybt og kiggede hende ind i øjnene med sine crystal blå øjne mens han smil ændrede sig til et varmt og velkommende smil '' det er mig en ære at møde sådan en ung skønhed på sådan en dejlig aften. Mit navn er Barishan''.

Damias øjne var følelsesløse. Det var som at se ind i to iskolde krystaller. Smukke .. men uden følelser. Hun slap hans hånd da han endelig havde hjulpet hende ned. I det øjeblik han så hende i øjnene og hun så ham i øjnene. Så hun ikke kun hans øjne. Hun så IND i ham. Igennem ham. Så hans navn allerede før han sagde det.. hun så hans 'sande' navn.. alder. Hun så det hele. Men gravede dog ikke yderligere ind i ham. Hun vidste at det ville skade ham. at det ville gøre ondt så hun lod være. Barishan.. så det var hans navn? Hun pjuskede op i sit røde hår. "Og nu ville det så være uhøfligt hvis jeg ikke nævnte mit navn?" Hun var næsten sikker på at han ville genkende navnet.. "Damia"

Barishan så ud til at genkende navnet men smilede venligt. ’’ Det er mig en stor ære at møde dig frøken Damia’’. *nu vil jeg se om ordenen kan tage fejl. Kan en dæmon virkelig være god. Hun virker ikke morderisk som alle de andre på min liste *. Barishan kørte en hånd gennem hans gule hår og udstrålede glæde. Barishans sølv amulet hang og dinglede på hans brystkasse og da han kørte en hånd gennem sit hår kunne der ses en sølv ring på hans hånd, sådan en ring Korsridder fra svundne tider havde.

En stor ære? Et kort øjeblik havde hun set genkendelsen i hans øjne. En dæmpet spekulation som han skjulte - som Damia ingen problemer havde med at se. Hun nikkede kort og gav ham elevatorblikket, med sine unaturligt lyse smukke øjne. To måner, var der nogen der mente de lignede. Hun iagtog ham opmærksomt. Missede ikke en eneste af hans bevægelser. Og heller ikke da hun fik øje på kæden og hans ring. Betegningen i hans sind var korrekt.. tempelridder. Hun havde haft ret fra begyndelsen allerede. Damia trådte et lille yndefuldt skridt bagud og så på ham. Kulden strålede ud fra hende. Auraen slog om hende som en flok enorme flammer der tavst udfordrede folk der kom for tæt på. Hun svarede ikke han ord. Så det var en ære? det ville også være hende en ære at kunne brække alle de små knogler i hans krop.. "så det er det.." hvislede hun iskoldt. Stemmen var iskold helt af sig selv og alligevel lokkede den som en kats veltilfredse spinden og kælen.

Barishan smilede venligt og nikkede. ’’ det er det bestemt, frøken ’’. Barishan tog langsomt hænderne op og spændte sin sværdholder med sit sværd i af og smed den til siden. Barishan virkede på ingen måde bange. Hans bevægelser var rolige og udviste ingen tegn på fjendtlighed, han havde en venlig og rolig aura over sig og hans sukkersøde smil strålede næsten. Han virkede ikke som om han overhovedet opfattede hende som farlig. * jeg burde passe på, et forkert træk og hende her bliver voldelig. Jeg bliver nød til at virke glad og komme på hendes gode side *.

Damia mærkede kvalmen stige op i sig da hans sukkersøde smil blev endnu mere sukkersødt. Han havde ramt forkert. Hun hadede sukkersøde personer. HADEDE dem. Faktisk var det stort set dem hun elskede at slå ihjel. Barishan havde taget et stort skridt i den forkerte retning. Hvilket ikke var særlig godt for ham - men sandsynligvis snart ville skabe lidt morskab for Damia. Hun lod i en kort elegant bevægelse sin slanke hånde glide gennem det røde hår og pjuskede lidt op i det- En bevægelse der ville få utrolig mange drenge til at falde for hende. Han var dødsens. I hendes hovede blev han langsomt forvandlet til en lækker aftens-ret. med blodet som sovsen og knoglestøv som krydderi. Et lettere uhyggeligt smil bredte sig på hendes perfektformede læber. "Dreng du absolut ingen anelse om hvad du har med at gøre.."

Barishan kiggede på hende med et underligt smil. ’’ Jeg ved hvad og hvem de er frøken. Dog er jeg ikke sikker på de ved hvem jeg er. Jeg er Balian Iben Fahalad. Dæmon Jæger og ønsker Zane af tronen. Efter en lang kamp Mellem Zane og mig, kan jeg faktisk tilbyde dig en ting Damia. Ser du, du står på min liste over Dæmoner min Orden ønsker død, dog er jeg sikker på jeg kan få dit navn fjernet fra listen hvis du hjælper os mod Zane’’. Barishan havde helt ændret sig fra glad og venlig til alvorlig og klar. Han havde kastet sit sværd i en lige linje fra hende og hvis hun gjorde den mindste forkerte bevægelse ville han bruge sine vind evner og sende sværdet imod hende lydløst. Dog havde han ikke lyst til at kæmpe kunne han undgå det. Han ville stadigvæk se om Mikala havde ret. Han ville se om han faktisk kunne stole på en anden dæmon. Havde hans orden taget fejl?.

Damia så kor på ham med et påtaget lamslået udtryk som så mere ægte ud end det burde. Hun bukkede hovedet lidt forover så noget af hendes hår gled ind foran de unaturlige lyse øjne blev skjulte. Hendes skuldre begyndte svagt at ryste. Svagt.. Og så kom den dæmpede lyd af.. gråd? nej. Latter. Hun kastede i en glidene og yndefuld bevægelse håret væk fra ansigtet, denne gang helt fattet. Så på Barishan med sine iskolde bundløse øjne. Hans tilbud var håbløst. Da han nævnte sit navn vidste hun hvem han var. Regnede det ud blot ved et enkelt blik på hans øjne der strålede ud med forskellige ting om det. "Jeg ønsker ikke at blive slettet fra denne såkaldte liste Baribaby.." Hun sagde det sidste ord med en svag hånen i sin ellers iskolde stemme. Damia var ligeglad med hans syn på hende. "Jeg har allerede en plan, Jeg har en gruppe.. Jeg har det der skal til.. Jeg har ikke brug for at hjælpe nogen med at komme af med Zane - Just forget it" hvislede hendes stemme. Den var følelsesløs. Af en eller anden grund var der ingen følelser der strålede ud fra hende. Hverken had eller sorg. Kun følelsesløshed. Hun lod blikke glide hen over ham endnu engang. Lod ham vide at hun virkelig mente disse ord. Hun var ligeglad. Damia var ikke IMOD Zane som sådan. Faktisk. Faktisk så ville hun bare ikke have taget retten til at slå ihjel fra sig - trods hun gjorde det alligevel. Damia placerede hænderne på hofterne og så iskoldt på ham. Afventede et svar.

Barishan stod og blev mere alvorlig. Et blik i hans øjne viste sig. Han havde lyst til at dræbe hende. Han ville se hende dø. Hvorfor skulle hun dræbe mennesker og tro hun kunne slippe af sted med det. Men nej han havde vigtigere ting en at bruge sin tid på hende. Han havde kæmpet imod Malakel og Zane. Hun var ikke det værd. I hans øjne var hun sindsyg. En dæmon der skulle slettes fra jordens overflade. Men ikke af ham. Selv hvis hun viste sig at være en værdig modstander. Dog voksede hans lyst til at dræbe hende. Han ville befri menneskeheden fra hendes ondskab. Bariahsn smilede varmt. '' jamen så vil jeg ikke slette dig fra listen. Dog er dagen hvor jeg stryger dit navn ikke kommet ''. Barishan aktiverede sin forsvarsmekaniske. Han var meget intelligent. Derfor kørte der nu mange tanker i hans hoved, fysik formler, tal koder og sprog. Det ville være umuligt selv for den bedste tankelæser at finde ud af hans tanker nu. Han havde ofte mødt tankelæsere i kamp og han vidste hvad han skulle gøre. Ringen han havde fået af Kajika gjorde ham immune overfor smerte magi, illusioner og tiltrækningsmagi så han var ikke bange for den slags evner mere. Barishan grinede en smule ondt og begyndte at gå sin vej imens hans sagde. '' gem dig i skyggerne for en dag kommer jeg og dræber dig ''.

Damia smilede.. Hun smilede rigtigt. Ikke ondt. Ikke sødt. Ikke glædefuldt. Iskoldt. Hun nikkede kort. Anderkendte hans svar. Lysten til at slå hende ihjel strømmede ud fra ham. Hun var selve satans datter. Datter af Lucifer. Djævelen selv! Hun lagde let hovedet på skrå og så vurderende på ham stadig med det følelsesløse blik. "Jeg er desværre ked af.. at du aldrig kommer til at stryge mit navn. Min far vil ikke tillade det" Hun lukkede kort øjnene og mærkede den unaturlige styrke strømme igennem sig. Den aura hun udviste var stærk. Trods ingen vidste at hun kun udstrålede en lille del af de kræfter hun rent faktisk ejede. Hun havde kraften til at slå Zane af tronen. med de tro drenge; Draven og Drake. Begge besad den kraft der ville få deres kræfter til at blive frosset sammen og blive en en enhed. En enhed selv hendes egen far fanden selv, ville måbe over. Den evne de havde til sammen. Den enhed der gjorde dem 'uovervindelige'. Dog var Damia ikke dum. Hun undervurderede aldrig en modstander. Hun var ikke helt dum. Damia kastede udfordrene med det lange røde hår og så på ham med sine iskolde øjne. Lod sin aura vokse en lille tand mere så den, denne gang slog om hende som en tavs udfordring af tusinde mørke flammer. "Jeg ejer skyggerne og skyggerne er i mig - gemme mig vil jeg ej, ej heller jeg vil vente på dig. For at komme til dig er det jeg vil gøre." Sagde hun med en stemme fyldt med kulde men denne gang dukkede charmen frem under huden og man kunne nu se den faretruende skønhed hun bar på. Skabt af Aphrodites egne hænder, var denne skønhed så faretruende som den virkede.

Barishan kunne næsten ikke lade være med at grine. Alt for mange af hans tidligere modstandere havde spillet med musklerne. Alle mente at de var uovervindelige. Det var der ingen der var. Alle kunne besejres. Han kiggede tilbage på hende med med et blik der ikke passede til en Aspara. Hans øjne hungrede næsten efter at knuse hende. Da hun sagde hendes far ikke ville tillade det kunne han ikke dy sig mere. Barishan grinede og sagde. '' gemmer du dig bag farmand. Folk som dig og din far er ligeglade med hinanden. Du er blot et redskab i hans hænder, når du har spillet din rolle er du intet værd mere. Jeg kommer tilbage hvis det lykkes mig at dræbe Zane og Malakel. Zane slap væk fra mig sidste gang men det gør han ikke mere ''. Barishan gik videre. Hun var skam en værdig modstander hende Damia. Han stoppede. Skulle han tirre hende mere. Skulle han se om han kunne drive hende op i en spids. Nej det var hans mørke side ville det. Han kunne ikke lade den kontrollere ham. Barishan smilede og vendte sig om og gik over til Damia. Han stoppede lidt fra hende og sagde. '' du virker stærk nok til at kæmpe imod Zane. Men du vil tabe. Hvis du vinder så bukker jeg mig i støvet for dig, men jeg vil se det før jeg tror det ''. selv om han ikke kunne lide det så var der noget spændende ved Damia. Noget der fik ham til at vende tilbage. Han vidste ikke helt hvad det var men måske ville tiden vise det.

Damia havde ingen følelser at spille med. Ingen vrede eller forargelse over hans nedgørende ord. de rørte hende ikke. De gjorde hende absolut ingenting. For hende var disse ord ikke slemme nok til at ramme hende. Der fandtes ord der slog som piskeslag som folk. Og ord. Som intet gjorde. Damia lyttede til hans ord 'gemte sig bag farmand' de rørte hende ikke. Selvfølgelig kunne ingen stille sig op imod satan selv i al sin pragt. måske i sindet. Der i sindet for hendes far lokkede folk. Mennesker og andre væsener over på den mørke side som han herskede over. Nogen havde magten til at stå imod. Men Damia var født som en djævles barn inderst inde. Hun var en dæmon. Barishans aura slog mod hendes, da han kom tættere på. Hun havde allerede regnet ud at han ville vende sig om. Lysten til at knuse hende havde været for stor til at han blot kunne vende ryggen til hende og forsvinde ind mellem skovens mange træer. Damias tøj var udskyldigt. Men nu hvor han var så tæt på kunne han umuligt undgå at få øje på de store D der prydede på en halskæde hun havde hængende om halsen. Normalt i hendes gruppe ville det sikkert have været et A som i Ambrosia men det havde hun valgt at tage som en ring i stedet. knap så synlige og mere 'pyntede'. "Jeg glæder mig til den dag Bari. men hvis nogen kommer til Zane før mig vil jeg sikkert beklage mig men. Jeg vil sikkert udfordre den person der gjorde det medmindre det er en af de mørke." Damia så på ham med de utroligt lyse grå øjne og mødte hans med dem uden at virke alt for udfordrende. "For hvad du vil opdage Barishan, er at jeg ikke er på nogens side. Jeg er ikke IMOD det 'gode' jeg er ikke imod det 'onde'. verdenen er mere kompliceret end SORT og HVIDT. Det er ikke godt mod ondt som så mange dumme unge sjæle tror det. Det gælder ikke om at vælge side." Hendes ord havde på sin vis været forvirrende, men sikkert havde de også virket rigtige på en sær måde. Hendes øjne fortalte at hun havde levet i længere tid end noget menneske. At hun havde levet længe.

Barishan viste ikke om han skulle grine af hende eller angribe hende. Hun mindede ham om en lille Malakel på nogle punkter. Dog troede hun at hun var udødelig. Hvilken ynkeligt væsen. Ingen er udødelige, end ikke hende far. Alle kan udslettes. Malakel vidste dette. Han var mere som Barishan. De forstod hinanden selv om de var fjender. Men hende her. Der var noget over hende, hun prøvede at tirre ham. Hun var ikke særlig god til at ramme det der tirrede ham med hendes ord. Men de øjne. Det var lang tid siden Barishan sidst havde set sådan et blik. Han havde faktisk ikke lyst til at dræbe hende mere finde ud af hvorfor han vendte tilbage. Han havde tit stået ansigt til ansigt med Dæmoner som hende. De var ikke spændende modstandere som Malakel var. Han forstod hvad der skete omkring sig og havde ikke større tanker om sig selv end han kunne bide over. Dog var der stadigvæk et eller andet der fik Barishan til at blive. Barishan slap hendes blik og satte sit hoved ved hendes øre. '' din tale om godt og ondt var ikke nær så god som Malakels var. Alle er gode og onde, dog er det op til en selv hvad side man kæmper for. Ligemeget hvad du gør vil du altid hælde til den ene side. Selv om du prøver at være helt neutral, så vil man altid hælde lidt mere til den ene side. Selv om jeg føler mørket i mig, så kæmper jeg stadigvæk for lyset ''. Barishan grinede sagte. Han forstod nu hvad der fik ham til at vende tilbage. Han ville forstå hende. Det var derfor han vendte tilbage. Han ville se om hun ville kaste de klassiske forsvars replikker af som hun lige havde gjort eller om hun ville åbne sig. Det var derfor han vendte tilbage. Barishan smilede da han enelig forstod hvorfor.

Damia fortrængte lysten til at sukke. Var han yngre end hende eller ældre end hende ? Hun vidste at alle havde deres meninger og ingen kunne med bestemmelse VIDE at de havde ret. Verdenerne var mystiske. De var ikke simple som i sort og hvis - hvilket ham her åbenbart troede : Det gode og det onde. Og selvfølgelig havde knægten her den mening at alle var gode og onde inderst inde. Hun trådte et skridt hen mod ham så det pludselig stod meget tæt. Hun rystede kort på hovedet og løftede en hånd. Lød pegefingeren kærtegne hans kind, som var der usynlige mønstre på det. "Jeg kan læse dig Barishan, Om så du kender til alle verdenernes sprog. Det ændre intet. Jeg ser ikke ting i ord." Hun lod sit hovede glide let på skrå, så det røde hår fulgte efter hovedet i en lille bevægelse. "Jeg er hverken god eller ond, jeg er heller ikke neutral eller midt imellem, Jeg er mørket, jeg er skyggerne, Jeg er skønheden i mordet, den smukke sang i døden. Jeg siger ikke at jeg er bedre end andre - eller at jeg er stærkere. Men jeg siger du tager fejl. Kun unger ser verden i sort og hvidt. Tiden er inde til endelig at bruge hovedet til at tænke i andre farver." Hun var kold. Følelsesløs. Auraen omkring hende dansede som vilde flammer. Som ventede de grådigt på at kunne fortære ham. "Jeg er det en som dig vil kalde ond - måske nærmere en psykopat, jeg viil ikke sige dig at du tager fejl der. Verden byder på mere end disse ting. Og måske ved du det godt. Måske har du levet så længe som jeg, Måske i længere tid. Nogle gange kan en som jeg føle at jeg har set alt hvad verden har værd at byde på. Noglegange kan tingene blive lidt kedelig. Som det man kalder følelser f.eks. Engang var de sjove. Nu er de ikke nødvendige. Engang var det vigtigt hvad andre syntes, og tænke om en. Nu er de ligegyldige. Lad folk tro om dig selv som de vil. Og i sidste ende vil de alligevel blive overraskede." Damia smilte et lille smil. Et uhyggeligt - ja nærmere sindssygt smil. Hun var ikke normal det var helt klart men hvem var nu også det ? Tja Nu mente alle at de var 'anderledes' og 'specielle' og selvfølgelig mente de også at alle andre var de normale. Damia viste det godt. Alle de gange hun havde rodet rundt i folks sjæle efter mere viden. Hvergang havde hun lært noget nyt. Ting ændrede sig heletiden. De var ikke længere så enkle mere. Damia lænede sig frem mod ham og lod sin hånd forlade hans kind. Hendes øjne glimtede da hun hvislede disse sidste ord. Nogle ord man sikkert havde hørt før. Ord der var vigtige at huske. Ord der forvirrede og måske slet ikke passede som man troede det. "Det er ikke altid at du finder det gode i lyset, ej heller vil mørket hun vise dig ondskab" Hun vidste det var lidt det samme som han før havde fortalt. At alle havde godt og ondt i sig. Det var måske også sandt. Hun elskede når folk havde fået en mening om hende. Og hvor hun derefter kunne knuse denne mening med noget helt andet. Underholdene. Damia lod længe sine øjne forblive i Barishans. Hun havde endnu ikke trængt ind igennem dem. Han virkede ikke som en man skulle lege om hjørner med. Well var det så ikke også det hun havde tænkt sig at gøre? Som et lille barn på legepladsen..

Barishan smilede. Det virkede til de var på samme bølge længde men de talte forbi hinanden. Han undrede sig over hvorfor hun hele tiden prøvede at søge øjenkontakt. Det virkede ikke til hun analyserede han eller prøvede at på at se og hendes ord havde en effekt på hende. Barishan fjernede igen sit blik fra hendes øjne. Han vendte ryggen til og begyndte langsomt at gå. Han havde lyst til at kæmpe imod hende, men tiden var langt fra inde til det. Hans kamp var imod Zane og Malakel. Barishan slørende igen sine tanker ved at tænke på alt for mange ting på en gang. Matematik formler, binær koder fysik formler. Ikke nok med det så begyndte han at tænke sine tanker på arabisk. Han vidste at Damia havde reageret på ting han ikke havde sagt men tænkt. Det var en stor indikator på at hun kunne læse tanker. Dette møde havde givet ham meget information han kunne bruge når de skulle kæmpe næste gang han fandt hende. Imens Barishan begyndte at på blandede han en tanke ind i alle de andre for at se om hun opfattede det. * hun er sindssyg som Malakel. Dog er hendes tankegang sjovere på en syndsyg måde. Hun tror virkelig på hun er mørket og skyggerne. Morsomt *. Barishan stak sine hænder i lommerne på hans beige jakke og sagde imens han gik. '' til næste gang vi mødes Damia, så hav det godt. Næste gang vi mødes kæmper vi. Glæd dig til det ''. Barishan grinede let for sig selv, han vidste ikke om hun kunne høre det eller ej men det gjorde ikke noget hvis hun kunne høre ham.

DamiaKunne mærke at de ikke var så langt fra hinanden på denne måde. De var ikke hundrede år væk. Balian. Han undgik hendes blik - og hun lod ham gøre det. Damia havde ikke brug for at drive ham til vandvid endnu. Hun kunne godt. Men hvis hun virkelig skulle slå folk ihjel på den måde skulle hun være rasende. personen hun gjorde det imod skulle VIRKELIG have ramt hende på et punkt hun ikke ville tillade det. Ham her - Balian som hans øjne havde kaldt ham - var stærk. Han ville blive en modstander hun ville holde af at kæmpe imod. Damia Kneb svagt sine iskolde sammen til to smalle sprækker da han vente ryggen til hende. Hun var ikke tankelæser men.. hun havde set noget i retningen af disse tanker. Og Damia tog dem ikke særiøst. Så dum var hun dog heller ikke. Han lavede selv sine tanker. Han styrede dem. Medmindre damia selvfølgelig havde tænkt sig at manipulere med hans sind. Hun placerede hænderne i hofterne og lavede en lille bevægelse med sin ene pegefinger. En skygge havde bevæget sig. Snoet sig rundt om begge Balians ben. "Balibebe.. du vil da ikke gå allerede nu?" Hendes stemme var blevet lokkende. Svagt kælende. HUn stod pludselig meget meget tæt mod hans ryg. Lavede en lille bevægelse med hånden og hun lod endnu en skygge gribe fat om hans håndled - hans sværdhånd.

Barishan smilede han kunne mærke hvordan han havde lyst til at dræbe hende. Det ville være nemt. Han havde set Zane bruge skygger og vidste deres svaghed. Det ville være nemt at ende hende. For nemt. Han ville ikke vise hende hans træk til at fjerne de skygger på. Ikke i nu. Han ville hellere vente til han kunne focusere på kampen imod hende. Give hende en af de kampe man ville huske resten af ens liv. Også selvom det var ens sidste kamp. Barishan grinede lidt. '' det ser vist ud til du fik mig. Der er jo intet jeg kan gøre nu. Du er for mægtig for mig Damia. Du må hellere lade mig gå og lade mig vokse op så vi en dag kan kæmpe ordenligt ''. Barishan havde ingen intention om at vise hende hvor stærk han var. Han skulle gemme det til sin kamp imod Zane. Samle alt hans styrke, alt hans væsen, alt hans magi og vilje. Barishan havde trænet længere og var nu stærkere end sidste gang han kæmpede imod Zane hvor kampen endte uafgjort. Barishan kiggede ned imod sine fødder. Han kunne mærke lysten til at kæmpe men han holdt den tilbage og smilede bare sødt.

Damias lille smil falmede. Hun mærkede hvor falskt det hele var. HVilken enorm løgn han stak hende. Hvor hun dog hadede det! Hadede at han lod som om på denne måde. Hendes tålmodighed var ikke evig - det var ingens. Men hun flippede ikke ud. Ingen følelser kunne ses på Damias iskolde ansigt da hun trådte ind foran ham. Det var ynkeligt! Og dette søde smil på hans læber. Hun hadede sødmen på denne måde. Lige som den venlighed han havde vist hende lige da han havde hjulpet hende ned fra træet. Alle disse ting var nok til at give hende kvalme. Hun vidste han var stærk. Og hun vidste at han gjorde grin med hende. Men hun flippede ikke ud. damia havde været ude for den slags alt for mange gange til at vide, hvor nemt det ville være for modstanderen at få ram på hende når hun først var flippet ud. Damia forholdt sin vilde aura i ro. Viste fortsat kun en lille del af den styrke hun rent faktisk ejede. Hun lukkede kort øjnene. "Du faldt for det.." Hendes iskolde ansigt blev fjernet som en maske. Da hun lo. Den latter der kom fra hendes læber lød som en ægte latter. Den pige hun engang havde været. En munter, kær latter. damias ansigt virkede som om en byrde var blevet fjernet derfra. Hendes sølvgrå øjne var varme. undskyldende. "Du mener virkelig.. du mener virkelig at alle dæmoner er lige onde ikke? Gør du ikke Balian?" Hun fjernede skyggerne og satte sig ned på skovbunden. Slog blikket ned og bed sig i underlæben. "..jo du gør.." hviskede hun.

Barishan begyndte langsomt at gå. Hun forstod ham slet ikke. Det var kun godt nok. Dog var der noget i ham der ville have hun skulle vide det. Hvordan hans gode sind havde en mørk side. En side han gemte væk. En side han nedtrykkede. En side han selv frygtede ville skinne igennem en dag og tage over som den havde gjort engang. Hvordan hadet i ham havde vokset og han gjorde som hun sagde. Den gang dræbte og hadede han alle dæmoner. Selv dem der tiggede om nyde. Det var dem han nød mest at dræbe. Men ikke mere. Ikke i lang tid. Han havde fundet en vis ro i sig selv. I mange år havde han tvivlet på sig selv som Dæmon jæger og til sidst havde hans gode side vundet. Hun forstod det ikke. Den godhed og ondskab hun snakkede om. Han forstod den alt for godt. Han havde selv prøvet det. Forskellen på ham og Damia var bare at Barishans gode side havde vundet. Barishan smilede langsomt mens han gik forbi Damia og sagde roligt. '' sig det til den Dæmon pige der bor i mit hus som jeg ville ofre mit liv for at beskytte ''. Barishan stoppede kort bag hende da han sagde det. Uden at se på hende sagde han roligt. '' jeg tror ikke det er mig der hader. Jeg tror det er dig der hader det du virker til at frygte mest. Godhed, glæde, kærlighed, venlighed. Jeg tror også godt jeg ved hvorfor du hader det. Det er fordi du ved du har det dybt indeni og det er det der driver dig til vanvid. Det er derfor du hader det og dig selv ''. Barishan stod og ventede på hendes respons.

Hendes skuldre rystede svagt. Grinte hun igen ? Grinte som hun havde gjort før? Nej.. Hun grinte ikke.. Damia drejede hovedet halvt for at se op på ham. Tårene strømmede ned over hendes kinder. Hun knyttede hænderne ved hans ord og tørrede tårerne væk. Brutalt. "Hold kæft.." kom det fra hende. hun rystede over hele kroppen da hun støttede sig mod et træ for at komme op at stå. "Måske har du ret. Måske havde jeg det engang! Men ikke længere! De følelser du nævner! Ingen af dem er nødvendige ! Ingen!!" Hun kneb svagt sine sølvgrå øjne sammen til to smalle sprækker. Anstrengte sig for at holde tårerne tilbage. det var simpelthen da bare det mest pinlige. Hvorfor begyndte hun at græde over dette? Hvorfor? Så snart hun løsnede op for sine følelser begyndte disse forbandede tårer at herske over hende. Hun hadede det. Hun fik lyst til at brække sig over sig selv. Hvordan kunne hun være sådan? "Jeg ejer ikke disse følelser ! Ikke længere.. det.. det løgn" Hun så væk fra ham. Knyttede hænderne. Et lille gisp undslap hendes læber i anstrengelsen for at holde tårerne inde. Det var noget af det mest pinlige! Og så overfor ham her! Balian. hvorfor græd hun.. hvorfor? Det gav ingen mening. Hun skulle ikke græde. Hun var ikke født til at stå hjælpeløst og græde! nej det var hun i hvert fald ikke..
Det var jo til at brække sig over.

Barishan virkede en smule overrasket men han vidste det godt. Han havde læst hende rigtigt. Han vendte sig om og gik over og tog sine hænder omkring hende og krammede hende. Han lagde en hånd på hendes nakke og pressede hende mere ind til sig i en venligt kram. Barishan sagde stille og roligt. '' en der er opvokset og trænet til at glæde, lykke, kærlighed og venlighed er noget dårligt har altid svært ved at acceptere sig selv når de finder ud af at disse følelser er indeni dem og bringer måde glæde men også sorg. Når de finder ud af magten og magien bag disse følelser som de er trænet til at nedtrykke. Jeg forstår dig mere en du tror Damia. Vi to er ikke så forskellige som du tror vi er. Jeg ved det er svært for dig, men jeg kan hjælpe dig. Dine tåre er en tegn fra sin sjæl at den ønsker at blive hjulpet. Dens råb om hjælp. Jeg vil med glæde besvare det råb om hjælp ''. Barishan mente hvert et ord. Dog var han overrasket over han ville hjælpe hende. Han havde regnet med at dræbe hende når han havde kæmpet imod Zane. Men Damia og ham var meget mere ens en han først havde troet. Han kunne måske hjælpe hende hvis hun lukkede ham ind. Måske kunne han blive venner med den Dæmon han for kort tid siden ønskede at dræbe med hele sit væsen. Det var underligt hvordan ting hurtigt kunne ændre sig. Barishan kiggede mod himlen. Det var ligesom skyerne. Livet gik sin gang og ændrede sig i takt med skæbnens vind.