Freedom, or the cell again? - Ma'lakel the Vanquished

Formiddag, men hvilken dag, hvilken dag var dette? Hvor længe var det egentlig siden at de dage som rent faktisk havde betydet noget, var gået tabt? Ingen af de andre kunne sige det, kun de slave handlere som holdte øje med dem, de var de eneste der kunne fortælle en om man var på en bestemt årstid eller noget ligende. Men der var ingen man kunne snakke omkring den slags med, verden stod stille på det her sted, eller alle de steder de nu kom. Gad vide hvad morgendagen bragte imorgen, nok det samme som den gjorde idag, endnu et par folk som ville komme forbi og glo på dem, og fortælle om de var gode at have eller ej, de fleste som kom forbi dette sted var liderlige mænd eller koner som ikke havde noget at beskæftige sig med, derfor købte de nogle vampyrer, elvere, eller hvad de nu ellers havde sat deres lyster på. Forbandede svin som de var, brugte folk til det de havde blevet tvunget til resten af deres liv. Og viste ingen form for følelse for dem, eller sådan var det altid, lige meget hvad man gjorde, man kunne ikke slippe væk fra den krænkelse over at skulle tilhører en man knap nok kendte, og uvidenheden om hvad personen ville gøre ville blive ved med at brænde i ens baghovede. Hvad var det egentlig som folk tænkte når de så på folk som dem, de her folk som sad lænket fast til en pæl i en lang række og ventede på den næste lussing eller pisk fra handlerne hvis agrassive side altid viste sig når slaverne ikke gjorde det som de skulle. Gid de følte et inderligt skam inden i dem. Indtil nu var der ikke nogen der havde rørt hende, de var alle sammen døde, brændt op, og hvad folk ellers kunne bevidne om. Men hun ville ikke lade dem rører hende, de tog hende væk fra alt det hun havde holdt af, hendes elskede Japan, selvom hun selv der, var blevet udstødt pågrund af hendes udseende, fordi hun lignede en typisk turist, folk blevofte meget overraskede over hende perfekte flydende japansk. Men hvad var der at bruge det til nu. Ingen ting, hun havde intet fornuft at lave i sit liv, det hele var dødt og ødelagt. Og denne dag ville ikke gøre nogen forskel, de var lige så nytteløs som den forrige. En af slave handlerne kom hen imod hende, og det var ikke godt han havde i sinde og det vidste hun udemærket, sådan va det altid, ligemeget om de kom tæt på eller ej, var det ikke godt. Han kom nærmere, holdte stramt om den pisk han havde i hånden og hun var sten sikker på hvad han ville bruge den til, de fleste af handlerne turdede ikke komme tæt på hende, men eftersom hun var den eneste kvinde i flokken, var hun også den mest udsatte. En piskelyd kom til virkelighed, det var ikke noget som bare foregik inde i hendes hoved, nej dette var virkeligt, og smertende. Blackies hænder strammede om grebet på hendes kæder ved hænderne da den nådesløse pisk rev sig ned af hendes ryg og manden der nu var kommet helt tæt på rev hendes hoved tilbage med det lange hvide hår, men det var dumt af ham, hvis hun havde kunnet få lænkerne op havde hun gjort det, men det var ikke muligt, derfor nøjes hun med at udslette en efter en af disse slave handlere. Langsomt begyndte en lille uskyldig flamme at komme frem på mandens ange kappe, men det spredte sig hurtigere end man kunne nå at ane det, der gik ikke længe før at manden blev revet af flammerne, og straks løb væk fra hende og prøvede at slukke ilden men lige meget nyttede det. Hun kiggede længe og intenst på ham da han rullede sig rundt i sandet med ilden omkring sig. I den anden ene af gaden kunne hun se at folk fra de finere steder kom ind og var nu begyndt at studere de forskellige slaver med et nedværdigt blik, endnu en mand kom hen til hende, da han ville have hende til at rejse sig op men hun ville ikke, hun var for træt og hun skyldte dem ingenting.

Der gik sæt i folkende, og de bukkede sig alle sammen, nogle lavere end andre, alt afhængig af deres afstamning. De få ild-dæmoner der gik iblandt flokken af andre minde værdige væsener, var de eneste der kunne tillade sig blot at give denne person et normalt formelt buk. Alle de andre skulle længere ned imod jorden, og menneskeene, faldt ydmygt på knæ med hænderne fladt på jorden, og panden i mod den lige så. Ingen af dem så ham i øjnende. Ikke fordi at de ikke kunne eller turde, de vidste bare rent instinktivt at det var en dårlig ide. Og rygterne omkring Abbadon, var efterhånden blevet så populære, at der ikke var nogle der turde at tage chancer! Der var frygt i alle de mange individers kropssprog. Dog var denne herre, der så ud at udgyde alt dette, ikke det mindste forstyrret af det. Han mindede mest af alt om en fredelig mand der gik sig en tur igennem en harmoniske park. Men Ma'lakel, var ikke just blot enhver mand. Hans næsten sorte hår var redt tilbage, så kun en genstridig tot fortsat hang og dinglede ned foran det venstre øjenbryn. Hans hud var mørk, i forhold til hvad man nok ville forvente, sol kysset ville nogle kalde det. Hans øjne ligeså glødende som den ondskab der fortærede hans sjæl, gylden grønne, med pupiller der havde en mani med at ændre størrelse alt efter hans humør. Han trådte videre ind på slave handlernes markeds plads, og beundrede hans eget værk. Uforstyrret som nævnt, lige indtil et skrig gav ekko igennem pladsen, og de dyriske bæst øjne søgte straks dens oprindelse. En mand i flammer rullede rundt, og prøvede desperat at få slukket en ild. Først gav Ma'lakel blot et smil, idet han troede det var en af de normale ild dæmoner der blot havde fået lidt nok af denne person. Men da han opdagede hvilket bygning det kom fra, klemte han irriteret øjnende en smule sammen.
Det varede kort tid så var han i blandt køen af mennesker der pressede sig på ind til det slave hus som manden var løbet ud fra. Han kunne mærke en svag kriblen i fingrende, føle at der var en af disse slaver der ikke burde være der. Ikke i hans by i hvert fald. De forskellige væsener der havde stået i køen, gjorde det samme ligesom alle de andre, bukkede sig, alt efter deres rase. Ma'lakel ignorerede dem, åbenlyst. Han var ikke interesseret i nogle af dem... men noget andet. Han spejdede udover butikken, og fik øje på en herre der var henne ved en pige der sad lænket fast. Tydeligvis slave. Han trak svagt på smile båndet og gik derhen, en raslen kunne høres, og manden der tilsyneladende prøvede at få kvinden op at stå, stivnede ved lyden. Men hans sene reaktion gavnede ham ikke, og hurtigt lukkede et par fingre sig omkring hans hoved, to af dem placeret på hver øjenæble, og dernæst brændte han! Skrig, og lugten af brændt kød og blod kunne opsnappes tydeligt, og de mange andre væsener i butikken gav små rædsels støn fra sig. Mandens skalp blev brændt til ukendelighed, imens huden ved Ma'lakel's hånd krøllede sig sammen og lod sig boble svagt. Mandens øjne smeltede nærmest og forsvandt med et hurtigt: 'pop'! Efter få minutters skamfering af mandens hoved, smed Ma'lakel ham væk fra sig, så han rullede nogle meter indtil han stødte imod nogle bure med et 'klong'. Butiks gæsterne stormede ud, og efter nogle sekunder med rædsels skrig var Ma'lakel alene i slave butikken, med de mange slaver. Han så ned på pigen, og foretrak ikke en mine, så bare på hende med et meget indgående og ret så intenst blik, der ville få en hver til at krympe en lille smule. Han var stor, i forhold til normale hankøn. Bredskuldret, og høj. Efter nogle sekunders stirren, satte han sig på hug foran hende, og blev ved med at have blikket rettet imod hende, som om han ikke kunne bestemme sig for noget. Derefter rakte han hurtigt hånden imod hende, og greb fat om hendes underkæbe, hårdt, så det sikkert ville gøre ondt på pige barnet, hvorefter han trak ned i hendes kæbe for at tvinge hende til at åbne munden, så han kunne se hendes tænder. Lidt efter gav han slip, og lod hende lukke den igen, dog sikkert med en svag ømhed der dirrede der hvor han havde haft fat. Han sagde dog ingenting, afventende noget, som forventede han at hun ville gøre noget interessant.

Folk var underlige nu om dage, hun ville under ingen om stændigheder sænke den mand så meget som et blik, uanset hvor meget denne tåbelig slavehandler kæmpede for at det skulle ske, men hun havde nu ikke den ringenste lyst til at gøre det som han ville have hende til, og hvis han virkelig ville have hende til at rejse sig kunne han jo for eksempel begynde at fjerne de mange kæder som lænkede hende fast til denne stolpe, og hvis hun ikke blev solgt her, hvilket hun sikkert ikke gjorde, var der vel ikke ret mange andre steder. De fleste slavehandlere havde altid taget dem som var interesseret i hende væk, da de mente hun var et 'dårligt' køb, hun skulle give dem dårligt, hun skulle give dem en lrestreg når hun kom ud af disse fordømte kæder. Hendes opmærksomhed blev dog endt op ad da der skete noget underligt, manden, som havde villet have hende til at stå op så ud til at være skrækslagen lige nu af en eller anden grund som hun ikke lige kunne give til grunde. Men så fik hun øje på den noget store mand, nok tre hoveder højere end hendes slavehandler, forbløffet som hun var betragtede hun det der skete for næsen af hende, dette var uventet, aldrig havde hun set noget så... vidunderligt. Ikke manden i helhed, men det han gjorde ved handlere, at han... brændte ham op. Et lille frydet smil kom frem inden i hende, hun følte en form for lettelse, hvofor kunne hun ikke helt forklarer. Men det var vel bare den følelse man fik når man så en man hadede som bare helvede fik det han fortjente, hendes blik gik fra den fremmede mand, til ham der havde ødelagt hendes liv og betragtede sceneriet med den brændende mand foran hende, som på kort brændte op til noget mørkt kød og stank af helveds til, men tog sig ikke af det, hun var nu efterhånden vænnet sig til den lugt, efter hendes utallige gange hvor hun have brændt mennesker af. Hendes blik gled op på den fremmede, en mand hun ikke havde set, han så nu rimlig usædvandeligud, han var mørkere end hende, men det skyldtes nok hans evne til at sætte fut i ting lige som hende. Men hun var meget sikker på, at han var mere trænet end hende, til det han nu kunne, selvom hun selv ville ønske hun kunne det men sådan var verden bare ikke. Så satte han sig ned, hun forstod dog ikke hvorfor han havde reddet hende, men han var ellers en yderst betagende mand, noget anderledes måtte hun sige, og det forundrede hende også at han var den eneste derinde, han måtte have en hvis magt, som gjorde at folk frygtede ham. Hans stirren virkede som en gennemborende kniv, det fik hende til at sænke det ellers så betagende blik af ham, han kunne lige så godt sætte ild i hende hvis det skulle hænde. Imens han satte sig på hug foran hende havde hun stadig blikket rettet væk der var ikke grund til at stirre alligevel. Dog mærkede hun et fast greb omkring hendes kæbe og det fik hende til at rynke brynene sammen da smerten bredte sig i hende, dog holdte hun den lukket, men måtte åbne sin mund da han trak ned i hendes kæbe selvom hun ikke så den fjerneste idé til hvorfor hun skulle. I munden kom et tydeligt tand sæt af nogle skarpe spidse tænder, lignede lidt menneskelige men så alligevel langt fra, velskabte til at kunne spise noget rådt kød hvis det skulle være. Da han slap hendes mund igen ømmede hun den stille med sin arm men sagde ingen ting og tænkte lidt at han da os bare kunne gå hvis der var noget galt med hende, hendes tanke blev lidt mere hidsig end forventet, så hun langsomt begyndte at danne en lille flamme der langsomt bredte sig på hans trøje.

Ma'lakels blik gled fra opmærksomt at være på den unge pige, til at ligge sig på den lille flamme hun fik skabt på ydersiden af hans læder jakke's ærme. I modsætningen til de mange mennesker, denne unge hundæmon måtte have sat fut i i tidernes løb, så skete der ikke noget med den fremmede der fortsat sad på hug foran hende. Han gav et lille 'heh' fra sig i det han svagt smilte over hendes forsøg på at brænde ham. Velvidende at han var brand sikker ned til sidste celle af hans væsen. De grønne øjne søgte endnu engang pigen, nu med en ny gnist i dem: nysgerrighed, fascination! Og lige så stille, lige så pludseligt som hun selv havde fremmanet den lille flamme på hans ærme, blev en lyse blå, nærmest gennemsigtig flamme dannet, og formede en form for mund, i et gab hvor de blålige nuancer afslørede antydelse af rigtige tænder dannet af flammerne. Med dette gab slugte denne blå flamme nærmest hunkønnets, slukkede den, da disse flammer ikke blot var ild, men energier presset sammen til at have et flamme lignende udseende, og en temperatur der kunne overgå selv det varmeste mennesket kendte til. Disse kvalte hundæmonens normale flammer, og forsvandt igen, så der blot kom noget røg op fra det sted hun havde prøvet at brænde ham. Derefter rejste han sig, og greb haft om de lænker der holdt hende fanget, for derefter at knuse dem med hans overmenneskelige styrke, det kunne ses ved at han spændte sine muskler i hans over arm så læder ærmet svagt blev strukket en smule.
Hans øjne gled atter ned på pige barnet bagefter, for at studere hendes krop med endnu et undrende blik. Derefter satte han sig på hug foran hende, lod en arm glide under den ene af hendes, og videre bagom hendes ryg, for at ligge fingrende på hendes modsatte side, lige under brystet. Han trak hende op af, for måske at hjælpe hende til at stå? Men som hun kom op i stå højde, greb han fat om hendes bagparti og løftede hende endnu højere op, fjernede armen der havde haft fat rundt om hende, så han gik med hende som en far ville gå med sit barn. Hans underarm fungerede som et slags sæde der var lige under hendes baller, imens at den anden arm hang ned langs hans side. Denne måde at 'bære' hende på ville selvfølgelig gøre hende et hoved højere end ham, og måske tvinge hende til at gribe fat i ham, for ikke at falde bagover eller miste balancen. Derefter gik han imod døren ud til folke mængden igen, og som de kom til dør åbningen, ville hun for første gang høre hans stemme:
,, Duk hovedet..", blev der sagt, i en halv kommanderende tone.
Hans mørke, let brummende stemme, lød i forvejen hård og følelses kold, men ikke fjendtlig, ikke foran hende i hvert fald.

Hun kiggede forsat ned i jorden, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, hun forventede faktisk mere eller mindre at han ville slå hende, over det hun havde gjort, så da hun hørte den korte latter af et ’heh’ at være blev hun meget forundret og måtte kigge op da en underlig lyd kom frem, og kiggede så på hans ærme hvor hun havde antændt den lille flamme, som var væk efter kort tid, hvor han, havde frem mannet en blå flamme, hun kunne ikke helt tyde hvad det var for en slags flamme han havde påkaldt, men det nyttede ikke noget at sige noget, da det ikke gjorde nogen forskel på om hun spurgte nu eller senere. Igrunden vidste hun ikke hvad det var han ville med hende, han kunne gøre så meget uden hun vidste det, så meget som hun sikkert ikke rigtig kunne forklarer. Hun kiggede ned igen ventede på hvad der skulle ske, der var ikke ligefrem nogle handlere mere, alle de slavehandlere der havde været der var nu forsvundet. Det gav et let gip i hende da han pludselig brød de jernlænker hun hadede mere end noget andet. Hvad var han for et væsen? Hvad ville denne handæmon af en slags med en som hende, efter alle de tidligere gange der var nogen der havde overvejet at købe hende blev de jaget væk som var de kryb der skulle forgiftes, hun fattede det ikke, fattede ikke verdenen længere.
Langsomt mærkede hun hans arm rundt om hende, som trak hende op og stå da hun kom op på de stive ben som ikke havde været i gang i lang tid, på grund af den ens rettede stilling som hun havde siddet i den sidste uge, som nærmest havde lukket hendes sener sammen og gjort dem ubevægelige, i det hun blev bevæget højere op greb hun uvilkårligt fat i hans læderjakke for ikke at falde, eller følelsen af muligvis at gøre det var der i hvert fald. Imens han nu bevægede sig hen imod døråbningen var hendes blik rettet ned, dette virkede underligt, aldrig havde hun set noget ligende i de 4 år hun havde været slave i, eller… dette var sikkert endnu et år som et, men på den anden side hvorfor skulle han så være sådan her overfor hende. Hun rystede langsomt på hovedet og holdte fast om hans læderjakke, et kort nik kom frem over det han sagde til hende som en kommando, og dukkede hovedet så det ikke skulle falde ind i den hårde sten mur, hun missede lidt med øjnene over de lette solstråler der kunne få trængt sig igennem de store skyer på himlen og kiggede en smule rundt, folk så ud til at kigge meget overrasket på dem, hvilket hun ikke kunne bebrejde dem for, hun var lige så overrasket lige så forundret. Langsomt lod hun sin egen stemme tale da spørgsmålet blev ved med at gnave sig ind hende: ”Hvorfor?” Spurgte hun til sidst og bed sig i læben over spørgsmålet.

Ma'lakel gik uvilkårligt videre med den lille hun dæmon på armen, som havde han hentet sin datter fra børnehave og var nu på vej ud til bilen for at proppe hende i børnesædet og køre hjem til mor der stod klar med frokosten. Absurd og utænkeligt. Det var ikke hvad han havde tænkt sig, der gik noget helt andet igennem han-dæmonens hoved, som han tog de første skridt og de første af væsenerne bukkede sig efter nogle overraskende blikke. Han opsnappede klart pigens stemme, der spurgte om grund til hans lille redning af hende. Pigebarnet syntes ikke at ane hvem han var eller hvad fanden det skete omkring hende, så hvorfor spilde tid på at forklare om regler. Det var vel ligegyldigt, hovedsagen var at der var nogle slave handlere der skulle grilles, hvis ellers de døde kunne finde dem, hvilket de sikkert godt kunne, så ville det ske. Hun fik ikke noget svar fra ham, men blev ført væk fra slave markedet, væk fra det sted som hun havde været i djævelen måtte vide hvor længe. Efter nogle gode minutters gåtur væk fra selve slave området, blev hun igen sat ned af ham. Hvis hun kunne stå, ville han lade hende stå, hvis ikke, hjælpe hende til at dumpe ned ved siden af muren han satte hende ved. Derefter så han på hende, de mørke grønne øjne der afspejlede tomhed, indtil at et lille smil kom på hans læber, og den mørk-hudet dæmon så lige ud for sig og begyndte at gå, væk fra hende. Han havde reddet hende, men der var no chance at han gad lege far for hende. Hun var trods alt gammel nok til at tage sig af sig selv.. eller hvordan?

Hun kiggede frem for sig, velvidende om at han ikke ville give hende et svar, og umuligt ville få et om hun så stillede et andet spørgsmål, ergo var det nytteløs at prøve igen. Hun gumlede lidt på sin underlæbe imens hun selv prøvede at forklarer sig selv hvad pokker det var der skete omkring hende, og kom til konklusionen at det havde noget med ham, at gøre. Eftersom folk rundt omkring dem bukkede sig, nogen helt ned til jorden, så snart hans fremtoning kom til syne. Hun-dæmonen i hans arme var blot tavs, glad for at være befriet, lidt trist over hun intet svar fik. Men i grunden havde hun jo heller ikke ligefrem set denne mand som en der gad at tage sig af små børn, og endda en uvidne en af slagsen som ikke engang vidste noget omkring det der skete i dette land, i grunden et land som havde været meget under om tale, men som slave fik man ikke rigtig tid i overskud til at kunne få lejligheden til at lytteører til det som vagterne havde sagt, det eneste man rigtig havde tid til var at sove når man nu kunne, og bare slappe af så godt det var muligt i de ens rettede stillinger som man havde når var lænket fast, til en bjælke. Så blev hun sat ned på jorden, hun støttede sin ryg op af muren og sagde stadig intet men kiggede op på ham for nærmest at forudsige det næste han havde tænkt sig. Hmmm… sagde en lille stemme inden i hende, da han begyndte at gå hun lod øjnene blive smalle og kiggede efter ham. Der gik lidt tid før hun fik sig skubbet frem og derefter gik langsomt efter ham, muligt han var hendes redning, men han var også den eneste som ville kunne tage sig af hende, hvis han havde sluppet hende fri. Hvis andre fik snus for ører at hun var slave, eller havde været det kunne det godt ende med de også blev futtet af, også var hun en eftersøgt unge, hvilket hun ikke just havde behov for i hendes tilstand.

Efter et par gaders gåtur, hvor Ma'lakel opmærksomt havde kunne høre den svage lyd af fodtrin bag sig, konkluderede han endelig at pigen faktisk fulgte efter ham og ikke blot forsøgte at komme yderligere væk fra slave markedet. Han havde ikke tænkt sig at babysitte, hun var vel en ild-dæmon, og så vidt han vidste en fuldblods en af slagsen, så hun kunne vel klare sig selv? Med mindre at hun selvfølgelig stadig var underernæret og forvirret over det der var sket. Han hadet at være 'sød', hvilket egentlig ikke helt var den rette betegnelse for hans handlinger: de var blevet udført i troen om at han blot overholdte den lov han selv havde sørget for. Han var jo alligevel i realiteten meget bedre end alt det andet rakkerpak man kunne finde, så loven var værd at overholde. Efter nogle ekstra skridt, stoppede han op. Han stod et øjeblik bare for at stå, og stirre ud fra sig, og vente på at hun vende sig om og lod ham være alene igen. Men på den anden side havde han ikke tid til at lege 'katten venter på musen skal skride'. Han vendte sig halvt om, så de gylden grønne bæst øjne så direkte på den udsultede hundæmon. Han klemte svagt øjende sammen i skepsis hvorefter den mørke stemme endnu fik liv efter et opgivende suk:
,, Skrid nu med dig, tøs! Du er jo ingen herreløs kat vel?!"

Hun kiggede på ham imens hun gik, og lod sig ikke vige af de lidt ilde til mode skridt han lavede, tvært imod så hun det som noget sjovt, men på den anden side, havde hun heller ikke noget sted at tage hen, da han pludselig stoppede gik hun bare videre ligeglad med den kolde aura der var omkring ham, hun kiggede stille rundt og betragtede den store bydel som de befandt sig i lige nu, dog lignede det at dette sted var under en form for bygnings opsætning, hun vrængede dog næsen da der kom en røg damp øs i ansigtet men sagde ikke noget til det ud over at hun i grunden bare fulgte efter denne mærkværdige mand som havde reddet hende fra slave marked, hun fandt det som en befrielse, men lige nu… ville hun også gerne gøre gengæld, hun ville gerne vise ham at det betød noget for hende, hvis hun var under hans hæderlige gøremål, havde hun ikke noget imod at skulle leve et liv som en tjener under en fremmed mand, hun kiggede op på de dyriske øjne som han pludselig havde vendt imod hende, og hun dukkede hastigt blikket i en let forlegen og dumhed som kom snigende ind på hende. ”Det vil glæde mig… hvis det kunne være muligt at skulle tjene under herren foran mig, som tegn på min taknemmelighed…” sagde hun med hovedet vendt mod jorden i et høfligt buk, og ventede på respons fra ham som ville fortælle hende om han ville tage hende til sig som hans tjener eller hvad han ville, hun vidste det ikke, langsomt bed hun sig i læben. Dog vendte hun blikket op mod ham da der var gået noget tid, og ventede endnu, tålmodigt, men alligevel var hun utrolig utålmodig, og inden i da hun var lidt urolig for havde han kunne finde på, hvad ville en mand med så meget magt ikke gøre ved en pige der nærmest var ubetydelig.

Ma'lakel rynkede irriteret på næsen af hende, og irritationen genspejlede sig i de grønne bæst øjne, hvis farvespil syntes at blive mere og mere aggressivt, som reflekterede de hans destruktive tanker. Det ville være så meget lettere bare at lave en pæn lille ild kugle og smelte hendes pæne lille krop, indtil den blev en slimet, klæbrig, masse på jordens overflade.
Han gav en irriteret snerren efter hun havde bukket for ham, og bedt om at tjene ham, som havde hun noget hun skulle gøre bod på og give til gengæld. Han så misfornøjet ned på pigebarnet der umuligt kunne være mere end i midten af sine teenage år, og i kropsalder, var hun vel heller ikke andet end et lille ild dæmon spirer, der prøvede at folde sig helt ud. Han havde selv taget spiren, så nu var det vel hans tur til at så den? Med et følelses koldt udtryk, der hverken gav hans tanker, følelser, eller konkrete meninger om hendes ord fra sig, tog han et skridt imod hende, så man ville kunne lugte den krydrede aroma fra hans væsen, og den varme der lå over ham. Han lænede sig ned af så han var i hoved højde med hende. Detaljerne i de grønne øjne kunne tydeligt ses, hvordan at en brungylden farve der vekslede imellem gylden gul og brunlig, snorede sig slange agtigt op af en mørke grøn farve, i et forskelligt spil af samme farve, blot i andre nuancer. Han rakte derefter en hånd op, og lod en finger placere på hendes pande, og med et lille smil der blot var en let trækken på den ene mundvige talte han atter til hende i en ligegyldig tone:
,, Og hvad kunne sådan en lille pige som dig..", han tvang hende lidt bagover med sin finger, der i sig selv sikkert var stærk nok til at få en menneske pige til at vælde om kuld, men som måske til trods for at hun var svækket sikkert blot ville så pigen til at vippe lidt på fødderne. Han fjernede hånden igen, og rettede sig derefter op, med et skeptisk blik.
,, ... tilbyde en som mig?".

Hun kiggede op på ham da han mere eller mindre så ud til at være misfornøjet over det hun havde tilbudt, men sagde ikke noget før han gjorde, da hun ikke ville forhaste sig for meget som om hun ikke kunne finde på noget at sige, selvom hun nu godt vidste hvad hun kunne fortælle ham. ”Hvis du satte mig på en prøve… vil jeg vise at jeg er loyal overfor dig.. og jeg er sikker på at hvis du er den der har magten over dette sted, må du os være den der burde være den mest sikre i hvem han vælger…” Sagde hun og bakkede et skridt bag ud da han skubbede til hende med en finger, men hun fjernede ikke sit blik fra hans, hun kunne godt leve optil det han sikkert forventede af hende, ellers ville hun muligvis dø i forsøget. Hun bed sig hårdt i læben og kiggede forsat på den høje mand foran hende, hvis varme bredte sig og for et normalt menneske nærmest falde bag over og bryde ned på jorden men hun stod imod det så godt det nu var muligt i hendes tilstand af en usultet krop, hendes egne turkise øjne betragtede ham, imens en nærmest grålig hvid kant var rundt om den fine regnbuehinde, hun smilede lidt svagt, ikke uskyldigt nok nærmere… usikkert, da hun ikke var sikker på hvad han ville svarer. ”Og hvad ville det hjælpe at befri en unge fra marked, der ikke kender hoved og hale på stedet uden nogen form for uddannelse eller arbejde? Det mest konkrete ville være at følge efter manden der hjælp personen ud af lænkerne…” sagde hun stille og bukkede igen let hovedet og kiggede ned i jorden imens hun ventede på respons.

Ma'lakel så stadig skeptisk ud, og en smule vantro som hun talte om loyalitet. Han forventede ikke loyalitet af sine undersåtter, han forventede ærefrygt. At de var for bange til at overhovedet at tænke på at forråde ham, af frygt for hvad der ville ske hvis han fandt ud af det, og visheden om at han sikkert ville finde ud af det uanset hvad de gjorde. Paranoide, det var hvad han gjorde sine undersåtter, paranoide og bange, lige så bange som han selv var for at vende en person ryggen, for at blive dolket som han selv havde dolket Zane i sin tid. Med endnu en lidt irriterende snerren så han uinteresseret væk i det hun talte om en prøve. Hvis hun skulle sættes for en prøve var det Ma'lakel der i sidste ende skulle finde på den, ikke sandt? Med et fraværende blik så han sig omkring, uden held i at finde noget der kunne være sjovt at få hende til. Det skulle være noget der ville få ungen til at skrige og løbe bort. Hans øjne lagde sig da på en ung kat der sad og passede sig selv på trappe trinet til et hus. En tre farvet hunkat, med et lyserødt halsbånd med en sløjfe i nakken. Der kom et lille smil frem på de lysebrune læber, og han pegede over på den og så derefter på hende:
,, Æd den... gør du det, kan du komme med.. gør du det ikke... kan du blive her og spise støv, eller daffe tilbage til slave markedet hvor jeg fandt dig! Knald eller fald, tøs", hans toneleje havde noget sadistisk over sig, som frydet han sig over at skubbe hende ud i så grufuld en mission, men på samme tid var der en kommanderende alvor der gjorde det klart at det her var deal eller no deal!

Et hævet bryn blev løftet over det han ville have hende til at gøre, mens hendes blik vendte sig hen mod pattedyret, hvis art var ligesom hendes, hun så sig bare ikke selv som et, mere som en kryptisk slange i ny og næ. Hun kneb øjnene let sammen over dette dyrs sygdom, ved navn taknemlighed, som smittede af på folk så let som ingen ting. Langsomt gled tungen ud fra dets skjul og vædede læberne lige så stille, imens kroppen drejede sig og gik hen imod dette pels klædte dyr, der beherskede blod og årer, kød og andre organer som gjorde at dets ligegyldige eksistens var til. Da hun kom hen til katten, og satte sig ned let på hug, lavede nogle små nusse lyde for at lokke den nærmere, mens lopper sitrede rundt på dens pels, lod hun de to sæt fingre glide hen på siden af dets hoved, og greb så fat op det, mens de to forskelligt farvede øjne kiggede op på hendes øjne der var matte af intetheden, hun afspejlede sig selv i dets øjne, og så sin egen ligegyldige tilstede værelse, men hvis den nu var så ligegyldig. Som den jo gav sig ud for at være… hvorfor havde han så befriet hende. Der gik ikke en gang et halvt sekund før katten kom med et misfornøjet skrig og derefter en uhyggelig knækkende lyd fra dets nakke hvor en knogle stak på fra dets ryg. Hun vristede hovedet af hvor skindet sled og dryppede ned med det mørke røde stads. Der gik ikke længe før hovedets pels var borte, røget ned i hendes mave, og det samme skete med kød og indhold af hjernen som hun fik banket ud, derefter gik det til resten af kroppen som hun slubrede i sig. Tog sig ikke så meget af dets afskyelige smag, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, hun lagde knap nok mærke til den. Hendes mave var så at sige forsulten til at lægge mærke til det. Hun blev atter færdig, og tungen slikkede sig langsomt rundt om de fyldige læber, der nu var dækket af blod, som også løb ned langs hagen mod hendes brystkasse som hævede og sænkede sig i. Hun vendte sig langsomt om mod ham, og lagde hovedet let på skrå for at finde ud af hvad han ellers ville have hende til.

Ma'lakel så efter den unge ild-dæmon imens han gav en lettere irriteret grimasse, og overbevidste sig sig om at hun ville fejle. Fejle i denne lille opgave, der var ingenlunde nogen måde at hun kunne få sig selv til det. Men han skulle snart få ændret sin mening: de grønne øjne blev spærret op kort i det han betragtede hende lokke den lille naive kat hen til sig, for blot at knække nakken på den, og derefter æde den med hud og hår, bogstaveligt talt. Herskeren så til med et fascineret blik, som fandt han hele scenariet smukt, selvom det i virkeligheden var modbydeligt og grusomt! Da pigebarnet endelig havde indtaget det sidste af den uheldige kat, og vendte sig langsomt imod ham imens hun slikkede læberne rene, gik Ma'lakel hen imod hende, med raslende skridt indtil han var foran hende. Hans ansigts udtryk ville ikke fortælle noget om hvad han tænkte eller følte omkring det hun havde gjort. Man skulle ellers tro at han ville smile stort og rose hende for hendes dåd, men der var ikke så meget som en trækning ved mundvigen. I stedet, lod han en hånd føre op til hendes nu blodige hage, hvor der stadig løb en steg fra dyrets blod. Han satte tommel fingeren imod hagen og pege fingeren og de andre neden under samme, for at skubbe hendes ansigt opad, så hun kunne se på ham direkte, og han på hende. Uden nogen advarsel, strakte han da hals og bøjede sig let ned for at lade sine læbe lægges lige under hendes læber i et sært form for kys. Hans egne læber blev da væddet i den afdøde kats blod, og den lange ru tunge gled ud fra imellem dem, og langsomt slikkede han den steg blod der var tilbage, væk fra den unge ild-dæmons hage. Som en flok leder ville rengøre sit yngste medlem af flokken, kærligt, ømt, men på så dyrisk og makabert et plan at kun de færreste ville forstå det! Om hun ville forstå det, var hendes sag, men Ma'lakel sære kærtegn var et tegn på accept i en vis forstand. Efter han havde ladet tungen glide fra hagen og lige præcis til den lille lyserøde linje der udgjorte grænsen hvor at læberne begyndte, trak han sig imens at de intense gylden grønne øjne så på hende med et fascineret blik. Han rettede sig op og betragtede hende, i nogle få sekunder, hvorefter der kom en svagl trækning ved den ene mundvige, og et 'heh' kunne høres fra ham inden han vende sig og gik videre men.. som han havde gået nogle få skridt rakte han hånden op for at vifte hende imod sig, som for at sige: følg med.
Hvis hun fulgte efter, ville de gå et godt stykke tid indtil at de kom til en stor tom plet midt i byen, for enden af en stig der førte imod en stor mørk fæstning.

//Skal vi fortsætte emnet i Abbadon? ^^