En forhåbentlig normal dag - Mirale Privat

Sted: Skoven
Tid: 13:00
Vejr: Sol, med få skyer. Måske regn senere
Omgivelser: Ikke meget andet at sige end træer.
_____________________________________________________________________________

Cricker vandrede igennem skoven, faktisk så fløj han lige oven over træerne. Han følte ikke for at gå lige nu, han havde vandret de sidste mange dage, på jagt efter en speciel person. Han kiggede hurtigt på sin arm, den var helet godt op, men han måtte nok hellere se om ikke han kunne finde en sø et eller andet sted, og få det ordentligt renset, så der ikke ville gå betændelse i eller det der var værre. Han kiggede ned, og så at der var en sø, så han landede forsigtigt tæt på den og gik derhen. "Hmm, det ser godt nok ud" Sagde han efter at have kigget sig om.

Mirale gik rundt i søbredden, hun stod stille, og så op da en dreng landede ved søen. hun så på ham, da han kiggede rundt og mødte hans blik da han så i hendes retning. Mirale sendte ham et hurtigt smil, og bukkede sig ned, og tog en våd sten, som hun vadede mellen sine smalle hænder.

Cricker så at hun sad derovre og sendte hende et venligt smil. Skulle han mon gå derover? han vidste jo ikke helt hvad han skulle sige. Men han besluttede sig alligevel for det. "Hej, hvad laver du herinde i skoven?" Sagde han og smilede til hende. Umiddelbart kunne han ikke se hvad hun var for en, men han var jo egentlig også ligeglad, så længe hun ikke var vampyr i det mindste. skulle han række hånden ud? Skulle han sige noget mere? han var så dårlig til det med at møde nye mennesker, men han ville jo gerne have flere at snakke med.

"jeg kan bedst lide at være i skovene" sagdé hun med et let smil, og betraktede ham let med hovedet på skrå. "jeg hedder Mirale" sagde hun blidt, og regte en hånd frem. hun var ret nysgerrig over hvad han var for en. bare ikke en vampyr, som var hun glad. de prøvede jo hele tiden at slå hende, og hendes race ihjel, fordi de vare aspara. hun trak de røde lokker om bag øret, så de ikke faldt ind over hendes ansigt.

Cricker rakte hans hånd frem og trykkede hendes. "Mit navn er Cricker" Sagde han, han tænkte at hun nok ikke ar en vampyr, så han havde ikke nogen grund til at skjule sine vinger. "Nu skal du ikke blive forskrækket men..." Sagde han og lige så stille og roligt, kom hans grønne drage vinger til syne. Han kiggede på hende og gav hende et venligt smil. "Og jeg ved hvad du mener. Jeg elsker skoven, men det er nok fordi at jeg er en jord dæmon" sagde han så efter lidt tid.

Mirale smilede og trykkede hans hånd. hun var en smule lettet over at han ikke var vampyr, men det var han osse alt for venlig til!. "aspara" sagde hun kort.
hun var glad for at være den hun var, ikke kun på grund af sin skønhed, men fordi hun godt kunne lide at lege med sin "magi". hun kunne speciel godt lide at lave smukke mønstre med vandet.

Han så noget imponeret ud. "Det må jeg sige, det er længe siden at jeg har mødt en Aspara" Sagde han så imens at han trykkede hendes hånd. Så var det jo klart at hun kunne lide skoven. Det var jo også her de hørte til og han ville godt lære hende lidt bedre at kende. "Så bor du herude i skoven?" Spurgte han efter lidt tid.

"ja, jeg elsker naturen den er smuk og et rart sted at være" sagde hun med et smil, og gik hen til et af træerne, hvor hun blidt lagde sin hånd "jeg kan godt lide de mysterier og hemmeligheder den gemmer på" sagde hun blidt og så på ham, med et smil

Han kiggede på hende med et smil. "Ja, jeg ved hvad du mener. Den her skov er meget anderledes end den jeg var vant til at leve i" Sagde han. Han kiggede is omkring. Hun havde ret. Naturen er rigtig smuk. Han kiggede over på hende. "Men det ser da vidst ud som om, at jeg har fundet en der er lige så vild med naturen som mig selv" Sagde han lidt efter.

Mirale smilede blidt til ham. "der rart at havde en at dele naturen med, jeg har desværre ikke så mange venner endnu, men jeg er glad til at møde nye mennesker" sagde hun med et smil, og så ned. hun trak en rød lok om bag øret og sendte ham endnu et af sine smil.

"Samme her. Jeg er bare glad for at du ikke blev skræmt af mine vinger. Folk har det ofte med at gemme sig når de ser dem" Han smilede til hende og kiggede sig omkring. Han så et træ der havde lidt tykkere stamme end de andre og kiggede på hende og smilede. han luntede derover og satte sig op af træet. "Der findes næsten ikke noget bedre end at sidde her og nyde naturen" Sagde han så og klappede på jorden, som tegn på at hun kunne sætte sig ved siden af ham.

Hun satte sig smilende ved hans side, "jeg meget fascineret af dine vinger" indrømmede hun og smilede. Mirale trak benene til sig og betraktede ham nærgående.

//må man ansøge om venskab :)//

Cricker kiggede på sine vinger og smilede. "Tja, hvad skal jeg sige." Sagde han og kiggede på hende. Der var aldrig nogen der havde sagt det til ham før, og han gjorde ikke rigtig noget ved dem, de havde altid set sådan ud. "Hvad er det ved dem du godt kan lide?" Spurgte han et par minutter efter sin første kommentar.

//Selvfølgelig :) //

"det lidt svært at forklare" sagde hun med et smil og tænkte ordene igennem. "altså for det første er jeg helt vild med farven grøn, men der jo så mange farver jeg elsker, det nok det der med at de for dig til at se.." hun stoppede sin sætning, og prøvede at lave nogle fakter med armene, såda lidt alla muskel mand. hun grinede og sænkede armene "men hvis du var mn fjende ville jeg helt addeles forvente at var farlig. men nu hvor du er min ven, er det mere tryggene" sagde hun forklarende og håbede han forstod hvad det var hun mente.

Han grinede lidt da hun lavede sine bevægelser med armene. "Jo jeg ved godt hvad det er du mener" Sagde han med et smil. "Jeg er også lidt stærk" Sagde han og for sjov spændte han sine muskler som en bodybuilder, selvom at der ikke var så forfærdeligt mange, men det havde han jo ikke brug for når han havde sin magi. "Men jeg er faktisk den eneste jordæmon i Di Morga... I hvert flad hvad jeg ved af selv" Sagde han så efter lidt tid og kiggede sig omkring igen. Han elskede skoven og han elskede at kigge på den, og det kunne han fornemme at hun også kunne. Han kiggede over på hende igen.

"jamen så du jo spicel," sagde hun med et smil "helt din egen, unik" sagde hun og så med blide øjne, på den smukke natur. "jeg går mine egne veje, men elsker at følges med nogen." sagde hun og så på ham "jeg er sikker på der er andre af min slags. måske hundrevis. men det ikke fordi jeg kune vil være sammen med min egen slags. det fedt når racerne blander sig med hinanden og stadig kan være dem de er" sagde hun blidt, og så på ham, med et blidt smil

Han nikkede imens at hun snakkede. "Jeg ved hvad du mener, jeg er faktisk glad for at være den eneste. Så møder jeg altid nogle nye, og ikke nogen der ligner mig selv" Sagde han og kiggede over på hende med et smil. "Men.. Hvad laver du egentlig sådan... Til hverdag?" Sagde han og kiggede tilbage ud i skoven. Han håbede lidt på at det her for ham ikke ville blive en.. Normal dag, eftersom at hans normale dage ikke var ligesom de andres.

"rander rundt i skovene, nogen gange møder jeg nye folk, andre gange må jeg nøjes med mit eget selvskab." sagde hun og trak på skulderne. "jeg har intet job, selvom det ville friste lidt med et arbejde. så jeg ikke altid er alene." sagde hun sådan lidt stille "men jeg elsker at være ved søerne og lave en masse smukke mønstre med vandet" sagde hun smilende og så på ham. "men dagene glider ligesom bare ind og ud af hindanden nu" sagde hun stille

Han nikkede stille imens at hun snakkede. Han kiggede derefter på hende. "Så du kan lave magi med vandet eller?" Spurgte han. Hendes dage lød nu noget mere rolig end hans normale dage gjorde. "Du vil ikke vide hvad jeg laver på en normal dag" Sagde han så lidt efter uden at tænke over at han faktisk lige havde spurgt hende om noget. Han kiggede ud i luften og smilede for sig selv. Han havde dog en masse gode minder fra de dage der nu var gået. Han havde været ude i den her skov i meget lang tid, men han kendte alligevel ikke det hele til den.

"ja, kan også lidt med skyerne, men dog ikke så meget som med vandet, af hvad jeg har fundet ud af" sagde hun smilende, og så på ham "hvordan er dine dage da?" spurgte hun nysgerrigt. hun var rigtig nysgerrigt, men kunne dog godt styre sig.
hun smilede lidt ved tanken om alle de hemmelige steder hun kendte i skoven. og som hun var ret sikker på andre ikke kendte til.

Han tog en dyb indånding. "Jamen en normal dag for mig ville være at kmpe imod vampyrer eller varulve, redde andre mennesker eller væsner... Komme til skade og ikke rigtig slappe af hele dagen" Sagde han og kiggede over på hende. "Jeg har være i den her skov i 100 år, og jeg kender ikke alle steder endnu, og jeg har reddet nogen næsten hver eneste dag, og har aldrig været inde i byen.. Ikke at det genere mig, jeg kan faktisk bedst lide det herude" Sagde han med et smil. "Men det bringer mange gode minder frem, og man får massere af nye venner" Sagde han så lidt efter.

"jeg hader varmpyrer, de altid ude efter min races blod" sagde hun og gyste lidt. "men som det jo ligger til vores race kan vi jo bestemme hvordan en kamp eller et spil skal ende, jeg ved bare ikke hvordan det fungere endnu" sagde hun med et skævt smil, og så på ham "men jeg kan godt vise dig nogle smukke steder ved skoven hvis det er" sagde hun smilende.

Han tænkte lidt over det hun sagde med at vise ham nogle steder i skoven. Han var sunket lidt længere ned så han nærmest halvt lå ned, han kiggede op på hende. "Hm, det må du da godt hvis du gider" Sagde han så og satte sig helt op ved siden af hende. "Skal vi gå eller flyve derhen?" spurgte han så lidt efter ide at han besluttede sig for at rejse sig op og strække sig. Han havde fået lidt ondt i ryggen af at sidde op af træet. "Jo forresten, vi jorddæmoner har også et andet kendetegn" Sagde han og viste hende hans arme og hænder. De så meget normale ud, men han fik dem langsomt til at ligne barkhud. "Det er den her barkhud der gør at vi er immune over for vampyr og varulve bid." Forklarede han.

hun rejste sig op, og strekte sig lidt. hun så på ham, da han viste sin barkhud. "det må jeg sige, du er unik. og sådan en kunne jeg godt bruge hvis jeg løb ind i en vampyr" sagde hun med et smil. og betraktede ham. "der er lidt langt derhen, så det ville gå hurtigere hvis man fløj" sagde hun med et smil.

Han smilede til hende, og lod hans hænder og arme forblive barkhud. "Jamen så må vi da hellere se at komme afsted." han kiggede på hende, op og ned. "Øhm.. Kan du flyve?" Spurgte han så lidt efter "Jeg kan sagtens flyve imens jeg løfter dig hvis det er" Sagde han så et par sekunder efter. Han var ikke helt klar over hvilke racer der kunne og ikke kunne flyve, jo han vidste da selvfølgelig at vampyrer kan og at varulve ikke kan, men sådan noget som aspara eller djævle, det var jo meget forskelligt.