never say goodbye, you'll just come back, wishing you'd never said it (amsamix privat)

//Rose, jeg logger, men svare senere på aften. Unskyld//

En rødhåret engel kom gående ved gyderene. Hun havde ingen sko på, så hun lavede ikke nogle lyde. Hendes øjne var livløse og hendes arme hang dovent, langs siden af hende. Hun så ikke rigtig på noget, men bare ligeud, som om at, hendes mål var flere kilometer væk. Et sted, man aldrig ville kunne nå. Et sted, hvor selv den mørkeste djævel ikke kan komme ind. Asma, som hun nu hed, kiggede hverken på omgivelserne, selvom hun burde være på vagt, af en engel at være.
Asma gik bare videre... ikke en pind foregik i hovedet på hende.

rosie så op . en engel. hun så tvivlende på hende. måske så hun syner igen. hun rejste sig og gik mod englen. ''asma!?!'' udbrød hun så og spurtede hen til englen og smed armene om hende. hun løftede hende op i luften. '''asma asma asma asma!'' hvinede hun og snurrede dem begge rundt.

Asma havde lagt mærke til duften. Et andet væsen, huh? Hun kiggede uskyldigt op, mens vinden tog fat i hendes røde hår og tvang det op. Med et, uden hun kunne nå at reagere mærkede hun en kalde, og derefter nogen arme op hende. Kolde. Det tog hende lidt tid, før hun fattede hvem denne kvinde var. Den kvinde der hyldede hendes navn op. "Rose" sagde hun mens hun smilede stille og træk sig væk fra hende. Naturligvis glad for at se hende! ..Men
Asma lag hovedet på skrå, mens hendes hånd automatisk ramte Rose's kind. "Hvad laver du her? Jeg troede du var forsvundet fra jordkloden?" Asma lo stille og træk sin hånd til sig, og lod det andet køre igennem det røde hår. "Savnet mig, huh?"

''det var jeg også..'' mumlede hun stille over slaget men derefter lyste hun op. ''er du gal mand! hvad fanden skulle man gøre når du ikke var der til at true?!'' grinte hun. hun smilede uskyldigt. ''du ser træt ud?'' sagde hun så roligt bagefter

Asma smilede skævt til Rosie. ”Jeg er altså derude og true, huh?” Asma blinkede med det ene øje, mens hun slog armene ud, og gik lidt væk fra Rosie. ”Men som du kan se lever jeg stadig, mirakel” Asma lod sine hænder dumpe ned igen, mens hun lag hovedet let på skrå. ”Jeg har bare ikke fået søvn nok, men pyt! Hvad laver du her? Du vil da ikke tilbage til bodyguard livet vel? Beskyt lille engel fra den stygge Garrett og alle de andre?”

''det ka du sku selv!'' grinte hun. ''naaah gider ikke det mere..''

Asma så på Rosie og rystede på hovedet. ”Det var nu ikke det jeg mente” hun sukkede stille og lag en hånd på sin røde hår. ”Pointen var nu bare, at du er hjemme igen? Hvorfor? Helt konkret?” Hun så nu ret alvorligt på Rosie. Den pige bar mange smerte i sig selv gennem tider, og hun havde aldrig ændret sig siden. Men hendes hjemkomst havde nu ikke rigtig overrasket Asma. Det var slet ikke det.

''for at være ærlig? aner det ikke.''

”Du aner det simpelt hen ikke? Hvordan?” Asma så forvirret på Rosie. Men hvorfor overhoved og spørge. ”Garret? Alyn?” de eneste grund den pige vil vende tilbage, er hvis det er noget med Garret eller noget i den stil? Hun vender altid tilbage, så man ved aldrig hvornår hun tager det seriøst. Asma sukkede, mens hun lod sig falde ned. ”Rosie, du er ikke til at blive klog. Hver gang jeg tror jeg er nær, kommer jeg altid fem skridt bagud. Hvem er du egentlig? Hvem er du?” Asma så stille og roligt på hende, mens hendes blik stadig så træt og sørgmodigt ud.

//Det er utroligt svært at svare her til Rosie, kan du i det mindste ikke skrive tre linjer? Ellers har vi seriøst problemer med Admins//

''alyn savner jeg selvfølgelig. det ved du Isma.'' smilede hun.
''men Gar, kan vi godt udelukke. Jeg er lidt træt af det. Og hvad andgår hvem jeg er, så må du selv kende svaret. For jeg gør ikke.'' sagde hun rolgt mens hun fumlede med en tot hår.

Asma træk sine ben til sig, mens hun hvilede sin hage på knæet. Hun så ned på sine fødder, mens hun smilede stille. ”Se, det var da et glimrende spørgsmål” sagde hun stille og et sekund tøvede hun. Hun så op på Rosie, med flueøjne. ”Glemme ham? Ja, det siger din mund” mumlede Asma stille, men så Rosie kunne høre det. Hun rejste sig op, mens hun gabte stille. ”Men dit hjerte, min smukke, siger noget andet” Asma så kastede et blik på Rosie og derefter vente hun ryggen til hende. ”Der er vise ting man ikke kan skjule for englen her” mumlede hun sagte.

''som for eksempel at ens hjerte ikke banker'' sagde hun spidst. ''hør, han vil ikke kendes ved mig, og jeg gider ikke rende rundt og sige 'hvor er alt syndt for mig'!'' mumlede hun. hun så lidt ned. ''det er jo spild af tid..''

”Ens hjerte skal ikke banke” sagde Asma og træk på skuldrene. Hun vendte sig om imod Rosie og rystede på hovedet. ”Stadig. Det er der du siger, men ikke det samme du føler” Asma gik stille imod hende, mens hun lag en hånd imod hendes 'hjerte'. ”Tro mig Rosie. Jeg ved hvem du er” smilte hun skævt, og træk sin hånd ind til sig og vendte ryggen til hende igen. ”Han er umulig, jeg ved det. Men du kæmper. Uden held..”

''der er intet at kæmpe for, så derfor er det jo idiotisk at kæmpe.'' sagde hun, kort for hovedet. hun så ned på sine hænder, hvorpå en spinkel ring sad. hun vendte asma ryggen og gik tilbage mmod byen

Asma betragtede Rosie, uden at sige noget. I første omgang, i hvert fald. Rosie havde sine egne ting at kæmpe med, men hun var altid så svær at 'anelysere'. Forvirrende lille person, der rummede flere følelser end hun kunne tage. Da Rosie begyndte at bevæge sig af sted, trådte Asma en skridt frem, mens hun kastede et blik imod himmel. ”Ja. Det vil være idiotisk at kæmpe for noget der ikke skal kæmpes for, men det vil være lige så stort fejl at lade være” Asma så tilbage på Rosie, mens hun lag hovedet på skrå, og folede sine små hænder, som om hun skulle bede. Hendes læber havde en underlig smil, mens hendes øjne lukkede sig. ”Være lykkelig, forandre dig aldrig, ha!” Asma åbnede sine øjne og lag sine hænder foran munden, så hun kunne forstørre sin 'stemme'. ”Rosie! Vil du bare forlade alt igen, og vende tilbage!? Hvad er det du vil!? Helt ærlig! Du er svær at blive klog på!”v skreg Asma nærmest. Hun sukkede og træk vejret dybt ind til lungerene ”Din forbandede udlydelige halv vampyr” smilede hun og bed sig på underlæben.

''hellere være en ulydig vampyr end en næsvis engel.'' mumlede hun bare. ''og jeg har forklaret dig hvad jeg ville. accepter det eller lad være.'' hun gik bare være. at pirre hende til angreb var ikke en god idé lige idag.

Asma fnøs stille og havde egentlig forudset det her. Der kom aldrig noget godt ud af Rosie, hvis man skulle være sammen med hende. ”Jeg vel ja” sagde hun og lo stille. ”Næsvis? Underdriver du ikke?” Asma rystede på hovedet mens hun bed sig på underlæben. Hun kunne egentlig godt se, at Rosie var i dårlig humør, men det havde hun efterhånden været i mega lang tid. ”Og ja, for resten” sagde Asma og vinkede stille til Rosie. ”Du skal ikke regne med mig mere” en lille rød streg skød forbi hendes øjne, mens hun fik sin alvorlige udtryk frem. ”Jeg vil ikke mere være den du kommer tilbage til, jeg har kæmper. For ser du..” Asma så på himlen. ”..det er noget at kæmpe for” hun så tilbage på Rosie og nikkede stille. ”Lad os sige, at du kan betragte mig som.. Garrett, huh?”

hun nikkede kort. ''gone..'' hun så kort på hende. ''ikke regne med dig.. hvornår har jeg kunne regne med dig? Alyn gav mig fingeren da hun fik smag for ham..'' hun rystede på hovedet. hun sank kort. hun begyndte at gå igen. efter denne samtale havde hun fået endnu mere lyst til jagt. hun hadede den dyriske trang.. den magnetiske kraft der hev hende mod et levende væsen der indeholdte bare mikroskopiske spor efter blod. hun lod billedet falde til jorden. hun så lidt tomt ud for sig mens hun gik. efterhånden blev hendes øjne violette, og derefter blodrøde.
''alt ændrede sig da jeg fandt dig..'' vrængede hun i efterligning af Gar.. hun sukkede. ''nej, alt ændrede sig da du fandt hende.. da du fandt en der kunne give dig den modstand du ønskede. en der hverken gav efter eller var så forelsket i dig som alle andre var..'' hun talte på en måde mere om sig selv end om ham. hun opgav lidt efter og satte sig med ryggen op af en mur.
lysten til jagt var passeret. hun kunne ikke se formålet med det. måske ville hun dø af sult? tanken strejfede hende kun kort. dø af sult? nej, ulogisk. før eller siden ville generne tage over og hun ville spæne afsted. men var det nu ikke forsøge værd? hun sukkede og stirrede endnu engang på sine hænder.
hun gjorde præcis det hun frygtede ville ske. hun gav jo op. asma havde ret. hun gav op. der var ikke mere at kæmpe for. ikke mere at holde sin eksistens vedlige for.
han var væk, hun var væk, alyn var væk. alle var væk.
så hvorfor kæmpe. det hun engang havde elsket eksisterede ikke engang længere. han var kold. ligeglad. som hun nok selv ville ende med at blive.
hun rystede på hovedet af sig selv. ''idiot'' mumlede hun. det gik kort efter op for hende at hun havde sat sig og havde ladet tankerne drive frit i over en halv time.
hun sukkede og rejste sig.
''hjem..'' mumlede hun. men hvor var hjem? i gaderne, på et hotel til et one-night-stand? hun besluttede sig for bare at gå, og så se hvad tiden ville bringe..

//håber det var langt nok//

Asma sukkede. Sukkede med vilje høj lydt, som om denne her emne kedede hende. Hvornår hun havde kunne regnet med hende? Stod hun der og spurgte, hvornår hun havde kunne regne med hende? Hun var fucking gået igennem helvedes meget! Et spørgsmål var nær kostet hendes liv. Men næ nej, det tænkte man åbenbart ikke over. Garrett havde altid ønsket at tage hendes liv. Sagde at hun legede og troede alt godt inde i folk. Troede ikke der fandtes gode ting. Sagde at hun var guds lille solstråle! Også.. også står hun fandeme der og.. Hvem var det overhoved der prøvede at overtale den lille vampyr flok? Asma havde aldrig passet sammen med de tre. Garrett, Alyn og Rosie. Hun havde altid været sin egen. De var alle sammen 'mørkest væsner'. Og faktisk var der ikke nogen der var bedre end andre. Det havde Rosie lige bevist.
Asma åbnede munden for at svare hende groft tilbage, men holdte inde sig selv med det. Hun var såret. Såret så meget, at Asma nærmest kunne mærke hendes smerte. Ville faktisk grine ad det. Fucke det! Asma placerede fingeren på panden. Se, det er hvad der sker når man er nysgerrig og går på en magisk skole. Hun var en unge på det tidspunkt. En lille pige omkring de elleve. Menneske. Uskyldighedens selv.
Hun løb rundt over alt. Smilede som 'solen'. VAR guds lille sol. Men dog blev hun ødelagt inden i, da hun møder tre ukendte væsner. Nej, flere! Blodsuger, ilder, hvad fanden man kan kalde dem. Der var altid problemer med dem. Alle sammen. Men så var der tre. Tre der skilte sig lidt ud. Meget lidt.
Rosie, Alyn og Garrett. Ny venner? Nye bekendtskaber? Nej. Nye fjender.
Asma vendte ryggen til Rosie som var på vej væk. ”Farvel du gamle. Det var rart at kende dig så længe det varede” …

//.. Flot?//