Leaving no goodbye-Ahngel(Privat)

Tid:Midnat-Ca 00 om aften
Sted:Frankrig(ankomsten er kommet)
Vejr:Overskyet ingen regn eller hagl. Lidt mørk himmel ingen skyer fremme. Helt sort men få stjerner glimter derpå, og
der kan ses stjernebilleder, hvis man kigger godt efter
Omgivelser:En lille burn, sort båd plads til flere mennesker det var den Yukii ankom i, nogle trapper ned til havnen Frankrigs havn
. Skibe ved siden af der holder ind ved kanten bygninger lidt oppe fra havnen der går en trappe hen til gaderne og nogle butikker.Og Yukii der lige er stået af båden
Påklædning:En sort knælang kjole den hun altid plejer at have på, sorte hårsløjfer, røde flade sko en sort lang kappe der skjuler hendes spidse ører og de korte sorte vinger. Kappen går helt ned til jorden. Ingen tasker eller noget med kun hende selv.

______________________________________________________________________________________________________________

Båden nåede ind til muren kanten af muren det var utroligt så meget stærk en båd kunne holde ud igennem de bølger der var på vejen.
Den så ikke holdbar ud men var lavet af træ ikke det fineste træ lidt mørkt af slagsne og havde små søm der var skæve. Alligevel kunne man sagtens sidde deri og sejle rundt på vandet. Båden stoppede foran muren helt stille det var tydeligt at Yukii var nået frem frem til Frankrig det utrolige smukke, spændende nye land. Yukii sted ud faf båden og bandte det lange brune reb rundt om en kante stend der stod i vandets grund, så den ikke skulle nogen vejne det ville nemlig være skidt, hvis båden Yukii ankom med sejlede væk uden hende ombord. Kappen var ikke blevet øddelagt og det samme var hendes kjole heller ikke. Yukii kiggede til venstre side, hvor der var skibe, boderhun var næsten ved at tabe mældet af synet af de skibe de var utrolig smukke og flot malet. Lyden fra de flade røde sko løftede sig hen til trappen lydne stoppede da Yukii skulle til at træde op på det første trin tankerne flød rund ti hendes hoved om hvad hun lavede her hun var fulgt efter Ahngel men han havde ikke sagt noget til han rejste hun havde gjort det af helt egen fri vilje. Hun blev lidt nervøs ved en tanke der strejfede hende og som Ahngel tydeligt havde sagt til hende om at dæmoner ikke var velkommen i Frankrig så gispede hun men heldighvis havde Yukii den sorte hætte trukket godt op over hendes ører de skulle ikke ses og heller ikke hendes vinger. Kun lige ansigtet skulle var synligt. Sko sålene gav slip fra jorden det var nu ikke jord men sten små sten der hang sammen var lignede en gulv næsten det så virkelig flot ud både fra den ene vinkel til den anden og måske helt hen til den trejde vinkel. Yukii gik op på det anden trin og videre op til enden af trappen dne korte trappe fra havnen og til at stå og kigge ud lige igennem alle gaderne hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen ingen hun kendte kunne hjælpe hende. Og hendes fransk var ikke godt"Åh nej! hvad gør jeg nu"lød hendes høje stemme en smule panikslagene over hvad hun skulle gøre i denne situation Ahngel var her ikke hun vidste heller ikke hvor hans hjem lå henne palæet ja det var det det var men hvilken vej eller skulle hun tage et kig rundt i byens myldrerier. nej det ville hun ikke hvad hvis nogen så hende hendes vinger hendes øre, trak hætten ned det ville hun ikke tænke på så derfor fandt hun en lille bænk hvor hun satte sig ned på med albuerne støttende ned til hendes lør hun støttede sine to håndlæd op mod hendes kinder mens hun undslap et suk.Hun havde set at der var mange mennesker her i Frankrig men hvor hun var henne vidste hun ikke hvilken gade hun var og om hun mon ville møde Ahngel som hun hvade fulgt efter uden at han vidste et ord om det, hvad ville han ikke sige til at hun var endt i Frankrig selvom han havde sagt at dæmoner ikke var velkommen her.

Ikke langt fra den lille dæmon stod en mellemhøj mandsperson i en smule ældre klæder. Manden havde et blåt symmetrisk brillestel der indkransede de ret så merkante opgyldne øjne der gemte sig bag de lyse vipper. Han var ganske mager og ret så ranglet også, men ikke så det gjorde nogen stor forskel. Hans navn var Jean. Jean Eu Earl. En af de fransktelende canadiere som befandt sig i området denne nat. Dog var hans erinde ikke særligt offentligt på nogen måde. Jean. Højmand af de franskcanadiske områder, havde efterhånden fanget den mærkelige aura fra den ret så målfaste og let urolige Alfahan, som efter mange år havde begyndt at stå Jean nær på sin egen måde. Der var noget galt med deres Lucifer. Noget tyngede ham og ligeså gjorde resten af staben på Point Du Lac. Kælderrummenene summede af det og gjorde vampyrene mere aggressive end de normalt var. Det påvirkede dem som var det hundefløjter. Jean var sådan set den eneste af dem der ikke blev påvirket af den summende stemme for ørene, alene på grund af hans mentale evner der endda oversteg Lucifers egne... dog var Jeans fysik ikke noget at samle på. Hans våben var udelukkende hans hjerne, hvilket gjorde ham en vigtig del blandt landsmændende. Han var strategen bag Ahngel. Han var sådan set den der tog sig af det meste når Ahngel var i Terre.
Den blonde vampyr kiggede stille ud over den mørke havn i håb for at se denne mulighed han havde forudset. En person der ikke kunne høre stemmerne og som forhåbentligt kunne gøre noget ved sagen. I det mindste bringe alfahannens sans og samling tilbage, hvilket forhåbentlig ikke skulle være svært.
Endelig fangede noget hans øjenkrog. Auraen af en Dæmonhun. Ikke en af de parisiske tydeligtvis.. de ville ikke bevæge sig i havnen på noget tidspunkt alene på grund af de vampyriske bandekrige der lå der. Det var selv samme sted som borgerkrigen havde lagt an mellem dæmonerne og vampyrene..
Han gik med faste skridt imod den lille dæmon uden at blive set inden han hårdt tog i hendes arm og trak hende med om et hjørne. Selvom han ikke just var stærk som de andre vampyrer, havde han styrken som ihvertfald to fuldvoksne mænd. "Parlé vous francaise?" hvislede han en smule hårdt til hende efter at ha skubbet hende imod en af væggende. Han tav idet han fik øje på nogle i baggrunden. "Ligemeget.. Det er nemmere at undvige sproget alligevel." hans accent var kraftig og hans udtale af sproget var lidt rusten i kontrast til det velflydende franske. "De er bekendt af Lucifer den trettende?"

Lyden af et bump hørtes fra den væg hun blev skubbet ind mod hun havde ikke set det komme og vidste ikke hvem der pludselig var kommet hen til hyende, så derfor kiggede hun op og så denne person stå foran hende hvem var han og hvordan fandt han hende.Den stille brise greb fat i kjolen og lod en flagre en smule selvom det var midt om natten så var der kolde briser der kunne gøre en enkel tot hår til at flagre ehlt vildt det fik ikke hende hår til at flagre det var jo gemt inde bagved den sorte hætte hun havde oppe den faldt ikke ned da hun blev skubbet ind mod væggen men den var lige ved at falde ned.Yukii kiggede med et stort blik på manden"Av!hvad sker der"spurgte hun mens hun ømmede sig en smule og tog sig med den anden hånd til armen denne mand hun ikke kendte havde taget fat i, hvad skulle han med hende. Nu kom der bare flere tanker til hendes hoved hun havde hørt hans ord det han ville sige til hende Lucifer den trettende det navn havde hun hørt før, så hun tænkte lidt for at nå frem til hvorfra hun havde hørt det.*Lucifer Lucifer...Hvor har jeg hørt
det ord henne hmm kan det være..Nej....Jo det kan være derfra Ahngel han blev jo kaldt Ahngel som han sagde hans rigtige navn var Lucifer*tænkte hun mens hun lod hovedet dreje sig lidt til højre side ud mod byen, gaderne, et lille blik af dne trappe hun havde gået op ad. Skibbene gav lyd fra sig igen en lyd der kunne høres selv hvis man stod langt inde i Frankrigs gader lydene kunne være meget høje, så det var sikres at blive lidt væk når hårnet på de få skibbe gav lyd.Yukii tænkte lidt på hendes vinger der blev presset ind mod væggen det gjorde
en smule ondt da den ene flade side af højre vinge blev mast hun gjorde ikke
tegn på at det gjorde ond desuden ville hun jo heller ikke opdages hun havde lige fundet sig
sådan en god forklædning for andre især befolkingen her"Lucifer den trettende?"sagde hun spørgende til manden foran hende lyst hår elegant påklædning hun kiggede kort ned ad sig sevl hun følgte sig lidt utilpas i hendes knælange sorte kjole der lignede noget helt forskelligt fra det de gik med her i Frankrig*åh nej hvorfor mig..Måske lægger de ikke mærke til det*tænkte hun lidt med et smil inden i sig selv uden at vise det. Et lilla blik blev skulet gennem luften og hen til Mandens øjne hun kiggede direkte på ham"Hvorfor gjorde du det, hvem er du"spurgte hun to spørgsmål lige efter hinanden hun var
blevet en smule nysgerig om at vide noget om denne mand hun lige havde mødt
måske var mødt ikke det rigtigt ord for han var jo her lige pludseligt
uden at hun havde set det komme, så derfor ville Yukii bruge ordet set i stedenfor
mødt det gav også på en måde bedre begrundelse og mening med det hele
. Yukii tænkte lidt igen denne gang på Ahngel hvad lavede han, hvor mon han gemte sig i Frankrig og hvorfor mødte hun ham ikke nu som hun ville have ønsket måske var han et
andet sted på et andet tidspunkt om natten eller nej han var nok hjemme
i det store palæ det måtte være den eneste grund til hvor han var.Men til hvad Ahngel kunne lave vidste hun ikke den tanke var lidt gemt fra de andre det måtte hun vendte lidt med desuden så det ud til at hun var ventet siden denne mand fandt hende, måske havde han
opsnuset hende eller det kunne jo også være at han havde set hende
eller følt at hun var en dæmon hun sukkede lidt, og røte med begge håndflader
mod væggen sten det var den tydeligt lavet af eller nej det kunne minde om
tapet måske bare lidt hårde udgave alt var jo fint
i Frankrig, så det gav et meget venligt oog smukt syn. Yukii s hår
hang løst den lyserøde farve stadig, med de tp sløfer håret hang løst
inden under hætten det skulle ikke vises endnu slet ikke
men hvis manden foran hende vidste hvad hun var var der nok ikke en stor
change for at det ikke kunne ske snart nu havde Yukii alt for mange tanker og
spørgsmål inden i hovedet men en tanke var klar denne mand foran hende som
havde skubbet hende ind mod væggen hvad var hans forhold til Ahngen kaldt Lucifer
og hvad ville han med hende.

Jean snerrede kort og strammede let grebet om hende. "Spil ikke dum." sagde han hårdt, dog stadig med en smule usammenhængende tale, som franskmændene nu ville have når de slog om i et helt andet sprog. "Det er vel derfor du er her. Du lugter langt væk af det støv der lægges på ham, så sig mig.. Er du her af en speciel grund, lille dæmon, eller kan jeg godt slippe af sted med at henvænde dig for at være på et modstridende terretorie uden at have et erinde?" Han klukkede dystert i en tid, men med strenge øjne på hende. Den lugt hun besad mindede meget om den som havde siddet i alfahannens tøj og hårlokke, som Jean så diskret som han kunne havde formået at opsnappe. Lucifer havde dog lugtet lunten men ignoreret det.. ret så pinagtigt egentligt at blive taget i at lugte til ham på den måde.
Tidligere den dag var han ankommet. Lucifer. Uden anmelding var han trådt ind af point du lacs døre med et ufokuseret udtryk, som var han påvirket eller noget i den dur.. Hvilket ikke var underligt. Han var ikke den eneste.. langt fra. De fleste omkring point du lac havde mærket det som en stemme i baghovedet. Nogen kunne næsten ikke høre andet end en sagte hvisken, hvorimod andre kunne mærke det som åndede den kolde stemme i deres nakke. Den havde gjordt dem utrygge og aggressive.. mere end de plejede. Alt for mange havde hamstret over blodet for blot at lukke det ude med den søde rus af at tage et menneskeliv.. Nok var vampyrene ikke bamhjertige af natur, men de beskyttede balancen og sørgede for at de ikke ville udrydde menneskene før de var mangfoldige nok og at der var et nyt alternativ til at æde fra. Fortsatte det ville der skabes ubalance i hele det parisiske fødekædesystem, for ikke at tale om hele resten af Frankrig. De havde dog brug for Lucifers medvirkning, men han havde taget så meget afstand og sagt så lidt. Alt han havde gjordt de timer var at.. lytte?
Jean kiggede endnu stille på den lille dæmon han stadig havde sin arm om og holdt fast i hende. Havde hun noget at gøre med Lucifer ville hun måske kunne trænge igennem og få hans opmærksomhed rettet fra det underbevidste og se hvad der egentlig skulle gøres. Det havde bekymret Jean, da han jo ikke hørte det.. da han jo ikke blev påvirket. Havde han haft styrken til det, havde han selv taget det til hånde.

//srry mine svar ikke blir så lange//

Yukii kiggede på ham da hans greb om hnede blev stremmede hun bed tænderne sammen og prøvede at vride sig ud af grebet det var frygteligt svært han holdte godt fast, så for hende kunne hun ikke slippe ud medmindre at han gav slip først.Hun mærkede vingerne blev presset lidt hårde mod væggens murstenen mens hun lavede et lidt vredt udtryk"A! slip mig det gør altså ondt"råbte hun lige i hovedet på ham hun vendte hovedet lidt væk en tid ligenu gad hun ikke møde hans blik så derfor gjorde hun alt hvad hun kunne for at kigge væk"Jeg kender Lucifer meget enda han og jeg er bekendte jeg skal se ham jeg har brug for at se ham jeg må vide hvorfor han tog tilbage hertil..Til Frankrig"lød hendes stemme først var den stille og rolig men til sidst lød den lidt snerrende hun prøvede så endnu engang at slippe ud af hans greb hun havde ingen tanker om hvad hun skulle gøre for at slippe fri
men en enkel tanke havde hun vel oppe i hovedet men om den virkede vidste hun
ikke noget om. Hendes øjne var ikke vrede eller lignede det de var helt normale samme
lilla farve. Lyden af skibbende der var tæt ved hende og Jean gav et lyd fra sig de sejlede hvist væk fra kanten måske et andet sted hen der var nogle passagere med ombord
hun kendte dem ikke hun kendte ingen på nær selve Lucifer.
Yukii kiggede stadig væk med et håb om at slippe væk hendes sorte
hætte var trukket lit tydeligere op over ørerne men efter hans nye greb
gled hætten lidt ned så snart kunne hendes lange lyserøde hår ses og det samme md
ørerne hun gispede lidt uden at vise Jean et tegn på det*ikke nu...Nej..*tænkte hun inden i sig selv ligenu manglede hun en plan en der kunen gøre to ting et at hun slap væk fra Jeans greb om hende og to et der kunne føre hende hen til Lucifer det gav hvist bedr emening at hun kaldye og ville kalde ham det her i Frankrig man skulle ikke prøve på noget når det var med Lucifer at gøre man kunne ende med at blive staffet.De flade sorte sko trådte en smule tilbage ved grebet om hende"Hvad il du med mig!"råbte hun så lidt uden at nogen kunne høre hende men også lidt smertefuldt mest på grund af hendes vinger som hun ikke ville indrømme hun havde skjult af vejen.

//Hihi gør da ikke noget undskyld hvis mine også blive for korte du gør dit bedste^^//

Jean kiggede koldt på hende, men noget syntes at tø op idet hun erkendte at hun kendte til Lucifer rent privat. Det måtte hun siden hun turde at tage så tæt på deres domæne. Han drejede om og trak hende med sig, men ikke forfærdelig hårdt. Det kolde ydre han før havde vist hende og angrebet hende rent psykisk med havde været en maske over hans egentlige ret merkante bekymring. "Du finder ikke Lucifer på egen hånd alligevel, så vær venlig at holde lav profil. Alene på din stemme kan man antyde at du er dæmon." sagde han bittert inden han drejede om og ned af en vej, hvor der for enden stod en sort bil med rene linjer og tonede ruder. Ikke noget der så yderligere normalt ud på sådan et snusket sted. Få gadebørn stod og kiggede på den og satte fingeraftryk i lakken bare for at få tiden til at gå. De vendte hovedet og løb idet de fik øje på den lyshårede vampyr og den kutteklædte dæmon. Jean stoppede op foran bilen og åbnede dåren derind til. "Sæt dem" sagde han meget bestemt inden han slap hende og gik om på den modsatte side af bilen for at åbne døren ind til føresædet. "Vi skal til point du lac." sagde han så hvorefter han bøjede sig og satte sig ind foran rettet og lukkede døren igen. Han drejede roligt om på en metalnøgle der allerede sad i instrumentbrættet og lod motoren starte med en næsten lydløs brummen. Han rørte dog ikke noget yderligere før hun havde sat sig ind, som hun forhåbentlig havde tænkt sig. Jean rettede kort på bagspejlet for at kunne se om på bagsædet. Hans øjne reflekteredes let oplyste i skumringen og gav en smule farve på den ellers grållige tilværelse der herskede i området. Han så på hende oigennem spejlet med tavse øjne inden han lagde fingrene over rettet og strøg det meget kort.
"Hvordan kan de kende ham privat? Ingen har lukket regulære dæmoner ind på Point Du Lac, specielt ikke nogen så unge som dem."

Døren lukkede sig med en bevægelse fra Yukii hun havde sat sig ind selvom hun ikke var vat til at blive kørt i sådan nogle fine biler så passede det hende vældigt fint nok hun lod hænderne glide forbi selen der var i bilen man kunne ikke køre før man havde fået den på hun trak den over brystet kort mens hun kiggede op hen mod Jean den unge mand som sad forest mellem de to høje sæder"Point du lac..Det der Ahng..Jeg mener Lucifer bor har jeg ikke ret jeg ønsker at se ham jeg forstår godt han tog afsted uden at sige noget det var sikkert på grund af Frankrig hele landet skal jo bevares fra indtrængen som mig vel.."sagde hun kort mens en hånd gled op til hendes hoved hvor den sorte hætte sad hun havde ikke tænkt sig at trakke den ned det ville hun først gøre når hun var sikker på ingen kunne se hendes skikkelse, hvordan hun så ud og især hendes ører de lignede ikke ligefrem normale ører som dem der boede her i Frankrig havde. Yukii lod en hånd glide hen på ruden med et tænkende udtryk hun tænkte lidt mens hun lod fødderne krydse lidt over skoene var sorte de lignede mest sådan nogle ballerina sko normale mennesker gik i."Hvordan jeg kender Ahngel privat?...Jeg har enlig ikke rigtigt tænkt over det sådan men siden du spørg så tillad mig at sige at mig og denne Ahngel som jeg kalder ham har et meget stærkt bånd og har haft det længe nok ligefra den dag vi mødtes til nu. Og nu er jeg kommet netop for at se ham"sagde hun den sidste del sagde hun meget selvsikkert hun var meget sikker på at møde
Ahngel hun ville gøre alt i hendes magt på det men som sagt havde hun aldrig
været i Frankrig før, point du lac før det hele var så nyt for hende hun skulle være
i Frankrig lang tid før hun vidste havd baggrunden med det hele var. Et lille smil kom frem
på Yukii s læber de hvide blege læber hendes finger var tynde ikke sådan helt tynde som pinde men bare tynde af krops bygningen. Håret var stadig gemt væk og hun grublede lidt over noget men det blev tavst da hun så Jeans øjne i spejlet det glinsende spejl"Hvor kender de Lucifer fra Jean hvis jeg har tilladelse til at spørge dem"spurgte hun mens hun vendte hovedet lidt så hun kiggede lige ud på forruden hendes lidt normale blik kiggede på alle de mange ting de kørte forbi der var en hel masse, huse, kirkegård, blomster, butikker, gader, og træer det hele var bare utroligt smukt at kigge på hun ventede afventende på Jeans svar og tænkte lidt på det han sagde om at holde lav profil det var en meget god idé.
Yukii kiggede lidt på Jeans udseende ligefra da hun så ham til nu det skiftede ikke det var stadigt koldt og gysende som om hans ansigt ikke havde noget følelse i sig hun syntes ikke
det var skræmmende at kigge på men heller ikke ligefrem smukt at kigge på og dog var det en smule. Hun ømmede sig en smule helt lydløst grebet på armen havde gjort rimmelig ondt hun burde enlig ikke kunne mærke det men det kunne hun*grr avs...Jeg må pass bedre på Ahngel ville havde sagt det samme at jeg hellere skulle passe bedre på mig selv end andre*tænkte hun lidt. Nu lagde hun en finger foran mundne hun kiggede stadig ud mod forruden og lidt på det der var inden i bilen en hel masse ting og sager også var der så fint at sidde herinde sædet meget behagelig at sidde i.

De lyse øjne lå stadig på hende. Kolde, men opmærksomme og lyttende. Da hun nævnte Ahngels private kaldenavn hævede han et øjenbryn og lod et fjendtligt lys glide ind over hans øjne, som havde han akkurat fundet et hul i hele hendes bemærkning omkring hans alfahan. Lucifer. Hans øjne tonede sig ned i en lukket bekymring igen inden han drejede på nøglen der sad i instrumentbrættet og lod bilen køre af sted i et stilfærdigt tempo.
"Jeg er ligeglad med hvem du har kendt hvor længe. Denne Ahngel har ikke noget at gøre med hele situationen, så jeg bede dig at holde dig til emnet." sagde han inden han begyndte at fumle med noget der skulle ligge i hans jakkelomme. Han trak op en kæde af læder og en lille dråbeformet flaske op. Ikke større end et halsvedhæng og lignende intet andet end et simpelt smykke. Dog var det som sagt en lille flaske med noget meget koncentreret vampyrblod i sin midte. En måde at holde øvrige racer skjulte fra de sansestærke vampyrer. Duftede hun blot af vampyr, havde de ikke tænkt sig at røre hende. Han lagde armen bagud og kastede den til hende med en ligegyldig mine. Tydeligvis let irriteret over at hun kunne skifte emne sådan. Han kendte ikke til navnet 'Ahngel' .. Langt fra. Alt han kendte var Lucifer den trettende og hvad han stod for. Ahngel var og ville meget nok forblive et fragment af Ahngels egne tanker der aldrig kom ud til hans stab på palæet. Han havde ikke ønsket det ud. De skulle ikke ha hørt navnet nogensinde. For hørte de navnet, ville de høre det igen og meget vel vide hvad deres stolte alfahan måtte foretage sig.
De drejede af og var allerede ude i de mere tavse kvartere i byen for så derefter at fortsætte imod den østlige forstadsby. Han skænkede hende intet ord og intet blik under kørselen. Hans lyse øjne var dog spillende i tænkende og bekymrede farver. Tydeligt ikke den mest velangagerede vampyr der måtte findes, men han var nu engang nok. Han havde den mentalitet der gjorde ham ganske unik blandt de andre vampyrer.

Der gik tid. En god tid før man kunne se vejen forsvinde som om mørket havde overtaget bilens ydre og lade den køre i nærmest ingenting, selvom rystelser fra sten og grus stadig var i bilens bevægelse. Det var blot så mørkt at intet øje ville kunne beskue den vej de kørte. Det var også sådan at de hioldt palæet skjult fra de luksusøgende parisbeborere.

En stille tung følelse inde i den bil de sad i lettede nærmest helt op til taget men den blev afbrudt af Jean s ord hen til hende. Hun kiggede ned på den halskæde hun fik kastet hen til sig som der nu lå ned på hendes skød hun skiftede udtryket i øjnene og kiggede hen til Jean"Hva..Hvad er det her Jean giver du mig en halskæde"spurgte hun meget undren sådan
lige pludselig at få en halskæde med en vedhæng af en flaske kastet hen mod en. Yukii kiggede ned på halskæden var der noget deri det var der sikkert siden den havde lagt begravet i Jeans jakkelomme hun undrede sig mer og mer over det en dråbeformet flaske, læder snor hun havde andre planer om at prøve at åbne den men var det meningen hun skulle det?. Yukii stirrede tomt ned ved siden af hende på det venstre sæde ved siden af hende hvor der var helt blankt og tomt, så holdte hun lidt øje i det venstre sidespejl
så hun kunne se Jean fra den vinkel stadig så han så fornem og næsten rig ud"Hvad skal det bruges til flasken"spurgte hun til ham hun havde rettet hovedet op det var ligefrem mod forruden så hun kunne godt se en kant af Jean det blanke smukke hår var ikke til at
tage fejl af så smukt det var. Hun vendte lidt tid efter hovedet til den anden side højreside
der var mange ting de var kørt forbi tænk at Frankrig var så smuk at se på gaderne, butikkerne det måtte være en dejlig følelse bare at gå gennem byen og dens gader og nyde luften det frie liv og alt det der ellers måtte være af dejlige overaskelsr her i Frankrig.
Yukii kiggede stadig ud ad vinduet hun ventede på Jeans ord igen hvad ville han sige hvad ville han mon gøre, og var de her endelig ved Palæet.Palæet det smukke palæ point du lac som Yukii huskede det hed og var hun havde ikke set det før men hun kunne hurtigt fornemme at det måtte være meget smukt af et palæ at være det var jo også der
at Alfahanen boede Alfanen ved navnet Ahngel som Yukii stadig ville forholde sig til
men hun burde overveje at kalde ham Alfahanen det ville tilpasse Jean meget bedre det
kunne hun mærke på ham da hun sagde navnet Ahngel første gang. Hun havde stadig
den sorte hætte trukket op over ørerne og var blevet lidt bange mest af alt for at blive afsløret men det ville hun ikke det ville ikke blive en god genkomst hvis hun blev det
hun en hånd den venstre hånd føre sig op til glasruden mens hun lavede et stille udtryk i øjnene dne anden hånd var rettet rundt om denne dråbeformet flaske der stadig var
så mystisk at finde ud af hvad indebærede den og hvorfor fik hun den af Jean sådan lige
pludselig hun håbede så meget at han ville forklare det for hende da hun var forviret*Ahngel..Snart vil jeg få dig at se vil jeg ikke*tænkte hun mens hun
holdte hånfladen på glasruden stadig og så alle genstandene de kørte forbi men
så mærkede Yukii gruset de køret hen over var det mon en del op til palæet eller måske var
de der ikke endnu hun kunne ikke glæde sig mere over at skulle se hvordan palæets ydre så ud og hvordan det var indenfor. Så kom hun til at tænke på noget man skulle have gode
manere det måtte man have da man jo skulle besøge selveste Frankrigs konge Alfahanen som man helst skulle bruge for ordet konge.

Jean var igen stille i en tid, men hans blik kunne stadig skimtes i bakspejlet. Han rullede kort med øjnene, som var det den mest åbbenlyse ting der måtte findes overhovedet. "Flasken indeholder en meget koncentreret essens af vampyrblod. Tappet fra egen åre." sagde han og sendte hende et strengt blik igennem spejlet. "Det er stærkt for vore sanser og gør din race svær at adskille fra vampyrduften. Tag den om halsen og gem den under dit tøj, medmindre du ønsker at blive genkendt... Mademoiselle.." han betragtede hende stille. Et isglødende blik skimtedes kort inden han igen så på vejen. "..Aido." sagde han derefter og lod hænderne stryge om rettets lædersvøb og drejede den elegante sorte bil imod en annden vej. Det virkede mørkere end det havde været før og placeringen af bilen var ligeså blevet ganske svær at fastlægge. Alt der kunne anes var bumb fra vejen og lyde fra fugle i det fjerne, samt den summende moter, der sjovt nok nærmest ingen lyd gav fra sig. Lod en akavet stilhed herske i den kolde luft omkring dem, men Jean virkede til at være fuldkommen ligeglad. Hans øjne stadig rettet foran imod mørket hvor en antydning af en vej kunne ses. Sådan kørte de i lang tid, uden egentlig at komme nogen vegne tilsyneladende, før små lys begyndte at kunne ses ved vejens løb. Små lanterner i kanterne på den smalle vejbane med gyldengrønne flammer og blide varme skær. De kunne spottes som en sti imod intetheden.. gjorde deres rækkevide større hvorefter det kunne antydes foran dem. Himlen parterede en linje mellem jord og hvælving og tillod palæets omrids at komme til syne. Allerede på afstand kunne man ikke lade sig tage fejl af at det måtte være der de skulle hen. Små lys i vinduer og området deromkring kom ligeså frem og gjorde palæet mere levende. Først da de kom helt op af gærret til den store metallåge kunne palæet ses tydeligt. Blanke sorte sten udgjorde bygningen og med en grållig tagryg der syntes at knejse uenedeligt imod himlen med de to enkelte tårne, som tordnede sig en smule over palæets øverste gavl. Skorstene fra mindst fem punkter og vinduer der udgjorde en nærmest identisk symmetri. Lange vinduer med stilen der kunne ses på det gamle kongedømme i vaseilles.. Overdådigt, men med en dyster tone. Overalt omkring palæet var et væld af overgroning i form af lange grållige piletræer, tornede buske, få giftblå blomsterarter og så var der jo selvfølgelig roserne. Alle de sorte roser som voksede vildt over hele grunden. Kun den sti der udgjorde indgangen og de få områåder der brugtes til ophold var frie for de stikkende sorte planter. Ganske smukt, som sort sne blev de fejet hen over grunden og læggende over hele området. Askesne..
Jean steg ud af bilen efter at ha skænket den lilel halvdæmon et hemmelighedsfuldt blik. "Vi er ankommet." sagde han toneløst og klappede døren i bag sig. Ikke langt fra dem kom en yngre vampyr til syne med halslangt gyldent hår og blåviolette øjne. Jean vendte sig imod den unge blodsuger med et overbærent blik inden han kastede bundtet med nøgle hen til ham, som drengen bøvet greb.
"Kør den til ophold, Michell." sagde Jean med en antydelse af et smil. Jean nikkede med et sammenbidt og lettere pansik udtryk. Lod ikke øjnene vendes imod Yukii en eneste gang.. Han virkede sanseløs.. Urolig.

Jeans ord gik helt ind til hende hun hørte godt efter dte hans agde det var hvist bedst at gøre det hun ville jo ikke blive genkendt hvad mon ikke der ville ske hvis hun blev det det ville hun slet ikke tænke på. Hun nikkede til Jeans or dog tog snoren rundt om halsen så flasken hang ned ved hendes kraveben den var skjult indenunder den sorte kjole så den ikke kunne ses selvom den stadig var indenunder den. Yukii rettede blikket op igen på ham Jean igen"Ja Aido det mit efternavn det betyder ikke sådan helt noget symbolsk eller noget"sagde hun til ham efter han havde sagt ordet. Hun drejede hovedet til hendes højre side og kiggede ud ad vinduet hun bemærkede hurtigt at det var blevet mørkere og at de var nået til et helt andet sted end før hun grublede lidt over det for sig selv en tid før hun fik flere tanker om at det kunne være Lucifer s hjem hans palæ. Yukii kiggede ned på hendes hænder og lidt på hendes kjole skulle hun have taget en mere passende kjole på til hans møde med hende eller var denne kjole passende det håbede hun men det var ikke sikkert alt her i Frankrig var så elegant og smuk selv deres beklædninger var smukke. Hendes lyserøde blik som det var blevet til rækte ud mod vinduet igen men dog denne gang så hun noget helt andet noget hun ikke kunne tro hendes blik havde vist hende selveste palæets skønhed hun stivnede lidt kunne det nu også passe var dette palæet hun havde opsøgt så meget var de endelig kommet hertil. Yukii blev lidt nervøs mets af alt for at se Lucifer s reaktion på at hun var ankommet lige pludselig hertil udne at fortælle ham det elelr vise tegn på det.
Hun hørte så Jean sige noget og hørte efter hans ord han sagde noget med at de var ankommet hertil til Point du lac palæet. Hun så sig til sin ene side og åbnede døren op og denne nye person viste sig for hende hvem var han hans hår og øjne facinerede hende meget
sådan en sjælden øjenfarve det var ikke mange der havde den farve som hun kendte eller havde set. Så hørte hun navnet hun steg ud fra bilen og stod nu på grunden hvor palæet lå gemt i midten af. Hun kiggede rundt for at få hele stedet med alle genstandene og de skjulte veje der måtte være her hvis der var nogle"Wow hvor er her smukt"sagde hun med en normal blid stemme hun kiggede lidt mer rundt og bevægede sig lidt rundt ved bilen hun kunne se ud mod udgangen at de havde kørt en lang vej for at nå hertil det var en meget lang vej før de nåede hertil. Yukii vendte et lyserødt blik hen mod Jean og denne anden person ved navnet Michell hun lod øjnene glide lidt hen på ham en tjerner måske det virkede sådan.
"Er det her...Point du lac virkelig"spurgte hun beundrende hun havde forstillet sig det helt anderledes lidt men nogle af genstande kunne hun genkende eller ikke genkende men de
var som hun havde fortillet sig de var. Yukii havde hætten op over sine spidse ører stadig hun ville ikke trække sin hætte ned før hun var helt sikker på det. Hun mærkede på sig selv at hun stadig var lidt nervøs og ventede på Jeans tale eller rettere sagt hans ord de var vigtige det mente hun de var. Hun gav et blik på træerne ved hende og himlen også en smule
, så vendte hun om på høre fod og kiggede til den andne side for at se hvad genstande og former der lå over tingene der. *Ahngel...Nej Lucifer hmm ville det være bedst at kalde ham Lucifer ja det tror jeg..*tænkte hun lidt inden i sig selv mens hun lagde en finger ved hendes mundvig for at overveje hvad der ville være passendeog bedst at kalde Alfahanen Frankrigs Alfahan. Hun håbede hun fandt ud af det for mødet med ham kunne jo ske når som helst de trådte ind ad porten døren som ca bare var lidt af det samme. Gad vide hvordan palæet så ud indeni sikkert smukt som ydersiden af det. Hun ville enlig vide om Lucifer var derinde eller om han var ude og gå hans daglig rutine hvis han havde sådan en hun var blevet lid tmer nervøs for mødet med ham men hun var fast
belsuttet på at gøre det.

Der kom ikke nogen lyd fra Jean over hendes begejstring af det store mørke palæg. Han nikkede blot og rettede på det mørkeblå brillestel ved at skubbe to fingre op ad sin næseryg og tage det lille vedhæng med i svinget. Et vedhæng med et ganske lille emblem på, som gik igen på den koksgrå skjorte han bar. En spids kvadrat med et ældre våbenskjold i baggrunden i form af hvad der kunne genkendes i frankrigs middelalder. Derover var der to andre små mærker. En sort vinge og en farveløs rode. Mort De Sang familien havde det mærke som deres symbol og deres rangbevis, som kronerne hos de kongelige mennesker og som øretatovveringer på de dyr man ikke ønskede skulle blandes med de normale.
Michell, den yngre vampyr, havde imidlertid sat sig ind i bilen og bakkede den nu væk fra Jean og Yukii med det samme afkraftede udtryk. Sådan var de alle sammen sådan.. blot den forskel at Michell ikke blev aggressiv, men bare rastløs og fortvivlet. Ir for sig var han jo endnu et barn der ikke kan komme af med ideen om at skulle forblive teenager for resten af sit liv. Det var dog det 5. år som vampyr for ham, men det gjorde ham ikke mere selvsikker. Han var endnu svag blandt de mange andre vampyrer og talte egentligt ikke med andre end Jean og Lucifer når det endelig kom til stykket, også selvom Ahngel for det meste var ligeglad og blot udtalte ordene: Det kommer han efter. Bare vent at se.
Jean drejede igen om på hælen og viste Yukii hans ryg inden han gik op imod indgangen. Han stoppede kort op derfor og udtalte stille nogle få ord. Ord der ikke dannede stavelser eller direkte begreber fra sporog. Bare lyde sådanset. Lyde der lød som en slanges hvislen eller en vind der forsøgte sig på at lyde som et stemmebånd, som de stemmer der gør en parnoid i natten og de stemmer der synes endnu mere troværdige når ens sanitet bukker under for al logisk tænkning i et par sekunder. Et højt klik kom fra den store port og derefter endnu et og endnu et, som var der en kædelås på portens inderside der fra led til led formåede sig at låse en ny lås op, som der så, efter få sekunder havde fjernet de mange aflange paneler indenfor som holdt døren intakt og ubrydelig. Døren åbnedes stille op og en gang kom til syne. En stor tom gang med en centreret enorm trappe. Jean vendte sig kort og betragtede den lille dæmon med et utålmodigt blik. I samme nu rungede et metallisk støn igennem palæet.. Det lød ganske unormalt.

//Sorry det blev lidt dårligt. Kan ikke skrive så meget dertil//

Endnu engang blev Yukii en smule mere nervøs men over havd vidste hun ikke helt måske var det fordi tidspunket var at hun skulle have sit møde med Alfahanen nærmere sagt Ahngel eller måske var det fordi Jeans blik og bevægelser gjorde hende lidt utilpas på en ret underlig måde. Hun fulgte efter ham hen til indgangen tog et hurtigt men stille blik rudnt udenfor palæet for at se en sidste gang på omgivelserne der var der inden hun vendte om og gik helt indenfor. Da hun havde fået et sidste blik af omgivelserne undrede hun sig lidt over noget hvordan kunne noget der så så ensomt ud vise sig at være så smukt hun smillede stille og vendte sig om hun så Jeans rygflade vendt mod hende og var nu gået helt indenfor i palæet. Der var endnu roligere herinde en fredelig harmoni kunne man hvist nok godt kalde det Yukii var meget facineret af det så smukt indenfor så som udenfor det var helt sikkert. Hun skulle hvist trække hætten ned så hendes øre kunne ses men efter at hun havde tænkt lidt over det besluttede hun sig for at det måske kunne være en overaskelse for Ahngel denne alfahan at se hendes ansigt, måske gennemskue hende hvem hun var eller hvem kunne vide måske kunne han lugte hende på lugten men som sagt Jean havde jo givet hende en flaske på en snor hun havde gemt indenunder hendes kjole for at skjule hendes duft for de visse vampyriske væsner eller de var jo bare vampyre natte folk. Yukii hørte støn men hvorfra var et godt spørgsmål derfra hvor hun stod så det ud som om at det kunne komme fra et hverthjørne, elelr krog eller hvad man kunne sige der passede til det. Hun havde ikke et smil over sig ikke et. Tanken om at det måtte være Ahngel s støn der kom forbi hendes øre og rummets måtte være rigtigt eller måske havde hun taget fejl hun måtte se det i øjnene han ville ikke blive glad for hun var kommet hvis an ville blive det var det meget mærkeligt, for hvem ville blive glade for hun kom helt til Frankrig bare for at se Alfahanen Ahngel men det spekulerede hun ikke så meget over hun glædede sig til at se ham enda meget, og dog så ville det nok blive et underligt, lidt undren møde kunne hun forstillede dig hun kunne enda forstille sig Ahngels ord til hende når han så hende ''Yukii...'' og så bagefter den sætning ville han forhåbeligt nok sige noget i stil med''Hvad laver du her det alt for falrigt'' eller måske noget helt andet det kunne man aldrig det kunne Yukii hvertifald aldrig vide når man var Ahngel så måtte der ligge noget tomhed, mystisk over sagerne, orderne. Men var det hans støn hun hørte nu tænkte hun lidt*Hmm hvad skla jeg mon sige når jeg ser ham jeg kan ikke bare sprænge frem i et kram og sige at jeg ahr savnet ham og alt sådan noget jeg må tage det roligt det er jo lang tid siden, og der er jo sådan lidt elagance over tingene og omgivelserne måske skulle jeg satse nej ikke satse det lyder bare som om at jeg ikke klare den eller noget jeg må finde ud af det og hurtigt inden Ahngel står overfor mig for så bliver jeg helt blank*tænkte hun lidt med en finger foran munden fingeren var lidt ved
mundvigene bare for at give et bedre tænkende udtryk. Hun vendte sig mod Jean"Jean passer det at det var Alfahanens støn eller tager jeg helt fejl"spurgte hun og vendte sig rundt mod ham for at vente på hans svar ligemeget om Jean var kold og gyselig så var der noget over ham de rnæsten virkede venligt på en måde. Hun fjenrede fingeren ved mundvigen
og stod nu ldit væk fra Jean mens hun vendte på hans svar til hende spændt var hun også blevet nu hvor at hvis Jean sagde at det var Ahngels støn så måtte det betyde at han var på vej hen mod dem.

//Det gør da ikke noget^^ hihi//

Jean stod stille og syntes at lytte til denne lyd der døde hen i den ekkofyldte hal. Han syntes ikke at have lyttet til hende dog.. Men alligevel vendte han sit blik imod hende og målede hende med en ny form for bekymring i øjnene, dog et brændende alvor skabte små rynker om de farverige øjne under brillestellet. Han slog blikket imod en dør der ikke lå langt fra trappen.. Tydeligvis en kælderdør.
"Jeg tvivler. Du kan vel ligeså høre det nu. Måske var dette en dårlig ide alligevel." mumlede han stille. De næste par ord han udtalte var stille og mumlende til sig selv på hans modersmål: Fransk. Et øjeblik så han tomt ud i luften imens brillernes lette reflektion syntes at gemme øjnene bag det transparante skin derfra. Hans mund bevægede sig ganske langsomt, som snakkede han beroligende til en person der tydeligvis ikke var til stede. Ahngel måtte det jo være? Et kraftigt ryk gled igennem hans krop og han rettede igen blikket nedad, som var han blevet forskrækket over noget. Øjenlågene gled halvt ned og gav ham et opgivende udtryk inden han så imod Yukii igen med et tænkende udtryk. "Du ønsker ikke at møde ham lige nu." sagde han så og vendte siden til hende. "Den del af ham du måtte kende er nok ikke til at skimte." sagde han så med et alvorligt udtryk der osse osede lidt af hans vampyriske stolthed. Et blik der nærmest brændte et budskab fast i hovedet på en. Ord som: Jeg er bedre end dig, eller, jeg ser dig som ingen trussel. Han drejede om og gik imod trappen, tog det som en selvfølge at hun fulgte ham op ad trappen og op på den centrerede platform der førte til en ganske stor port, som han lagde hænderne galant imod og skubbede op. En stor sal viste sig bag døren. En sal med spejlgulve og loft der strakte sig over mindst tre etager.. udgjorde det største rum der var i denne del af Ahngels hjem. For enden af rummet var der en trappe til en platform der udgjorde en form for scene med dybrøde aftegninger af stof. Ganske smukt, dog mørkt og med tung luft. Store vinduer prydede det, men lukkede ingen lys ind da, da de endnu var dækkede af store gardiner der slukkede for den smule nat der kunne lyse igennem. Jean veg til siden og lod hende passere ind. "Jeg skal tilbage til arbejdet. Du blir snart modtaget. Vent venligst herinde." sagde han så for at vende hende ryggen og gå ud af døren igen, lukke den bag sig og sendte hende et tænkende ulæseligt blik.

Yukii var fulgt efter Jean med stille, langsomme skridt hun ville have forskellige blikke på hvad hun så mens hun gik op ad trappen til den platform hun landte på. Fødderne stod fast derpå hun tog et kig rundt og kiggede i retningen af Jean hans blik kunne afsløre ham hver gang, hans blik kunne enda tale til hende måske sige noget til hende måske sige noget fransk noget. Yukii hørte godt Jeans ord "Du tager fejl Jean"sagde hun stille og tog nogle skridt frem gulvet skinnede smukt det var sikkert af det fineste materiale. Hun gik hen til et vindue inde i rummet her var meget smukt, og enda en god udsigt hun kunne hvertifald se rigtig meget."Jeg ved det ikke var en dårlig ide Jean jeg giver Ahngel den tid han skal bruge jeg er ikke kommet for at rejse igen"sagde hun med et alvorligt blik i øjnene vendt direkte ud mod vinduets udsigt en udsigt ud til pladsen udenfor palæet. Hun lagde albuerne op på kanten af vinduets kant mens hun sukkede lidt, følte hun sig utilpas lidt eller gjorde hun ikke. Svaret måtte helt klart være at det gjorde hun ikke hun kunne godt lig at være her. Jean var gået for at arbejde det sagde han selv enda tydeligt. Nu stod Yukii og ventede på ja hvad ventede hun enlig på? Ahngel var her ikke , Jean heller ikke og hvad mon med Noir. Ahngels kat han elskede den højt det vidste hun han gjorde. Hun smillede lidt måske over nogle minder måske over det endelig møde med Ahngel hun måtte vente lidt endnu men det havde hun det helt fint med. Udsigten kunne Yukii bruge timer på at nyde og betragte. Hun tog endelig hætten ned fra hovedet, så den endelig var rundt om hendes hals.Ja nu kunne man se hendes ører de spidse ører et stykke fra dæmon siden. Yukii havde stadig lugten som var i den flaske hun fik på en sort snor af Jean da de sad i bilen på vej herhen til Point du lac palæet. Yukii smillede lidt mere tanken om at møde at se Ahngel igen fik smilet større, så vendte hun lidt blikket væk fra udsigten ud ad vinduet og lidt ned i gulvet en smule denne gang kom der nogle tanker om Vlad, som hun helst bare ville glemme. Hun kiggede lidt op igen fra gulvet Vlad gad hun ikke tænke på ikke nu, nu var det Ahngel hun helst ville se og tænke på, Vlad havde ødelagt meget. Yukii s hår hang løst men lidt vind fra vinduet fik det til at flagre lidt. De sorte sløfer var sat fast stadig der skulle meget mere vind til at blæse dem af hendes hår.

Der gik en rum tid.. Ret længe faktisk selvom at minutterne ikke var til at adskille fra hinanden eller sammensætte til timer. Døren til balsalen ville dog ikke åbne sig en eneste gang før den tid var gået. Endelig tog en hånd i døren og lod den gå op med en rusten tone. En kvinde kom til syne bag døren og hendes lysegrønne klare øjne sendte Yukii et koldt blik. Hendes hår var platinblond, næsten hvidt, og drengeklippet, trods hun ikke så maskulin ud. Tværtimod. Hun lignede en der var på vej til Galla eller lignende. Et tykt lag makeup havde hun lagt sig og en beklædning der ikke stemmede overens med de andre vampyrers. De var farveløse og galante, som var deres stil taget nogle generationer tilbage, men hende her.. hendes beklædning var noget mere moderne. Et par stramme lederbukser amt en almindelig hvid top dækkede hendes fyldige, tydeligvis kunstige barm og runde hofter. Ganske fremvisende for ikke at sige våget. Hun bar vel sin krop som var det et smykke.. En nipsting om man ville.
De røde fyldige læber vrængede kort af synet af den lille dæmon.
"Du er en af Lucifers små bedårer? Heh.. Ingen har nu fået adgang til palæet." sagde hun så og lagde armene over kors med et iltert udtryk. Hvad var den dæmon til Lucifer? Uanset hvad havde hun allerede kolde tanker imod den lille dæmonpige. Da bredtes et sarkastisk smil til hende inden hun så sig tilbage. Jean var ikke at se nogen steder, så hvorfor ikke have det lidt sjovt nu da der var noget nyt kød at lege med. Hun lod kort sin lyse hånd glide igennem det korte hår, slå det et slag og sende Yukii et sleskt, dog strålende smil, som man hvis man var rigtig smart, kunne se igennem og finde falskt som hendes opererede bryster.
"Så du vil gerne se Lucifer huh?" sagde hun med et bredt smil, som lod samtlige hvide spidse tænder komme til syne. Hun var langt fra ligeså diskret som Ahngel og havde tydeligvis heller ikke ligeså god hold på sine upassende lyster. Man kunne spørge sig selv hvad hun egentlig lavede blandt så fornemme vampyrer, som Ahngel selv. "Kom med mig." sagde hun så. "Jeg skal vise dig Lucifer."

Kvinden virkede nærmest til at nyde hende selv end hvad Yukii lavede på point du lac men så let gav hun ikke op, hvis denne kvinde ønskede hende af vejen måtte hun spørge alfahanen først det var jo hans eget palæ. Yukii betragtede kvinden hendes blik der nu var blevet lyserødt strjfede hen på hende hun så elegant ud ja næsten som skulle hun til bal der måtte også ske en masse begivenheder når man var på sådan et fint, elegant sted. "Hvis de ikke har noget imod at jeg spørger men hvem er du"spurgte hun mens hun kiggede lidt videre på hende blond hår meget smuk kropsholdning hun kunne sikkert score hvem som helst bare ved at løfte en finger eller sådan noget som de fleste sagde. "en af Lucifers små bedårer"gentog hun med et undren udtryk "Rigtigt det er jeg"sagde hun og ville ikke gøre et stort nummer ud af at hun var lille det så alle hende som og hun ville ikke sige noget til det sådan så hun jo bare ud. Yukii tog nogle skridt frem og ignorede hende lidt for at se hvor hun kom fra"Jeg øsnker at se Lucifer så det glæder mig meget at de vil følge mig hen til ham"sagde hun og vendte om på foden mens hun kiggede på kvinden.
Ja nu var Yukii ikke blevet nervøst mere spændt selvom hun undrede meget over de høflige folk hun hidtil havde mødt Jean som både var kold, men elegant på hans måde, og så var der denne kvinde sikkert hård men også elegant. Hun smillede lidt sådan var Ahngel enlig også nu hvor hun tænkte på det Ahngel den såkaldte alfahan var både mystisk, høflig, elegant, men han var ikke kold den egenskab hvis man kunne kalde det det havde hun ikke set før eller havde hun. Yukii betragtede kvinden lidt mere hendes påklædning lidt og hendes ansigt hendes hud var jo lys men sikkert også meget kold så hun måtte være en vampyr men det var ikke helt det vigtigste det vigtigste var at se Ahngel igen efter lang tids afsked som man enlgi godt kunne kalde det det. Yukii var meget glad for at hun ahvde trukket hætten ned hun gad heller ikke skjule hendes ører mere hun burde være glade for dem, hvilket hun også var. Hun vendte lidt rundt kunne det være at denne kvinde ville ligge en fælde for hende eller måske kunne hun ikke lig hende det kunne Yukii aldrig vide.

//Undskyld krean :/ //

Traquille snerrede kort og anbragte begge hænder på sine runde hofter. Javel? Spydig lille tøs? Et arrogant smil bredtes sig over hendes malede læber inden hun vendte sig imod døren og gik ud derfra, forventende at Yukii fulgte efter hende. "Mit navn kommer ikke dig ved, tøs." sagde hun så efter at ha vrænget over kommentaren og mistanken der var bekræftet. Det VAR måske en af Lucifers bedårer? HAH! Guderne måtte vide hvor mange han havde fået under skovlen i den lille by på landet. Hvor var det nu igen han havde taget hen? Traquille rynkede utilfredst på næsen da det gik op for hende at hun ingen kontrol eller viden havde om hvad hendes alfahan gik og lavede når han ikke var på palæet. Ingenting vidste hun... slet ingenting. Hun skævede kort bag sig imod Yukii inden hun stoppede helt op og vendte sig om, med fronten imod hende. Hun hævede hænderne i et afmægtigt udtryk og smilede lyst med en snært af hendes tænder fremme.
"Årh.. jeg beklager min uforskammethed.. Jeg har en af de der dage, du nok kender til." sagde hun og sukkede opgivende inden hun najede halvt til denne Yukii. Hun smilte varmt og rettede sig op igen. "Mit navn er Traquille. Rart at møde dem." sagde hun så.. Hendes personlighed syntes kort at ha skiftet fra sommer til vinter med sådan en hast at de fleste psykologer ville gå fra jobbet i protest.
"Og.. jeg kommer desværre i tanke om at Mon Sauvage er igang med et møde med Canadas overhoved på 5. etage." sagde hun så og trak på de slanke skuldre. "Han er nok først færdig om tyve minutter eller lignende. Du bør nok ikke forstyrre ham.. sidst der kom en hastesag til et af møderne blev der straffet." sagde hun med et skævt smil. "Tag med mig ind i L'aime bleau i stedet. Så kan vi slå tiden ihjel til Notre Sauvage er færdig?" hun nikkede og skiftede retning, gik ned ad trappen og hen imod en bred glasport der var til venstre for indgangen. Hun vendte sig og kiggede efter Yukii, sendte hende et smil og åbnede derindtil. Fulgte Yukii med ville hun blive ført ind i en meget stor stue, med alene blå farver.. Blå og sten. Sofaer og antikke borde dominerede med dekorationer af sorte roser. Gardinerne trukket fra og den store marmorkamin var slukket.
"Kom indenfor"

Et lille smil bredte sig over Yukii s læber mest over det denne kvinde sagde men også fordi hun var i humør til at smile. Yukii studerede hende lidt mens hun tog et kig rundt for at se havd der måtte være af omgivelser, genstande, objekter rundt inde i dette store palæ. Hun ventde rundt på foden for at se lidt på kvinden"Javel ja hvis de ikke ønsker at sige deres navn så må jeg vel acceptere det men jeg har en fornemelse at du kender meget til Ahn...Alfahanen"sagde hun i et kort øjeblik skulle hun lige til at omtale Alfahanen som Ahngel men det undgik hun lidt folk heromkring hun stødte på og mødte ville nok have det bedst at hun selv omtalte ham alfahanen. Hun tog nogle skridt frem og kiggede tilbage over hendes venstre skulder på kvinden hun var meget smuk at kigge på hendes hår var glansfuldt og hele hendes ansigt havde gode træk. Hvis man var som hende kunne man sagtens snore en mand omkring en finger hvis man gad."Lucifer har sikkert mange beundrede og sikkert også nolge som arbejde for ham, nogle som tjener ham"sagde hun med et lille smil til kvinden. Hun lyttede efter til havd hendes ord var itl og mod hende"det skal du ikke tænke på det gør ikke noget"smillede Yukii lidt til hende hun drejede rundt på foden og så hen imod nogle vinduer og noget vægpynt"Her er virkelig flot selvom det kun måtte være et af palæet s rum så nyder jeg det jeg ser"sagde Yukii og vendte sit lyserøde blik hen på kvinden igen."Traquille" gentog Yukii og lyttede lidt efter hver stavelse"det lyder fransk du kommer fra Frankrig gør de ikk"spurgte hun venligt og lidt høfligt."L'aime bleau ehm....okay det kan vi vel ligeså godt jeg har intet imod det desuden så kom jeg jo trodsalt for at møde Lucifer"sagde hun med et smil og gik lidt hen til glasdøren til L'aime bleu"Yukii trådte ind mens hun kiggede rundt man kunne føle sig som om at man stod på månen omgivet af himlen det gav en rar følelse og blå var jo en meget klar farve. Yukii smillede"Hvor er det smukt den blå favre passer godt til rummet"sagde hun med et smil, og gik lidt rundt inde i rummet. Blå, blå blå det var bare så utroligt hvad man enlig kunne gøre med den farve væggene var blå, loftet sikkert også blåt, møbler i den blå farve man kunne virkelig føle at det var himlen man var trådt ind i bortset fra at de rikke var stjerner men ellers så var det meget smukt.Yukii så de sorte roser og skulle næsten til at røre dem men trak sin højre hånd tilbage *bliver sikkert ikke godt hvis der kommer blod fra min finger efter ta have rørt ved roserne så jeg må heller lade vær*tænkte hun og så hen på Traquille med et lille smil."Traquille kender du mange folk rundt på palæet"spurgte hun for hun havde mødt Jean men om der var andre vidste hun ikke.

Traquille syntes ikke at lægge meget i at komme med respons til dæmonen. Hun bevægede sig stille over den fine stue og gik hen til et kabinet, som hun åbnede og trak en vinflaske ud som havde udgjort en stabel blandt andre drikke af samme form. Hun betragtede den ganske kort og nikkede for sig selv inden hun ligeså trak et vinglas ud derfra, gik imod sofaregionen og placerede det på glasbordet med et klir inden hun selv placerede sig en smule for glamourøst i sofaen og hvilede armene foldet over hendes skød. Hun smilede bredt og kiggede imod den lille dæmon imens hun ralte en flad hånd, bydende imod vinen og glasset ved siden af.
"Jeg antager at blod ikke går an. Vi har kun denne årgang tilbage lige nu, så du må nøjes med en mellemlagret." Hun nikkede og ventede ikke på Yukiis respons før hun hældte det røde, tynde vin op i glasset, der afgav en rødviolet farve. Da placerede hun glasset på bordet igen og klappede dernæst i sofaens plads ved hendes side, som i at Yukii skulle tage plads.
Samtykkede Yukii og begav sig derover, ville hun atter smile lidt for sukkersødt og læne sig tilbage i sofaen.
"Du kender altså Mon sauvage? Lucifer?" sagde hun da. "Jeg troede ikke han kom blandt dæmoner for at være helt ærlig?" hun hævede kort et øjenbryn inden hun rettede øjnene imod et portræt der var over kaminen. Ikke Ahngel, men en ældre udseende vampyr med et ganske koldt smil. Hendes øjne syntes kort fjerne og hadefulde.

Yukii lyttede efter det Traquille sagde og så hendes tregn til at hun skulle komme hen til hende og tage plads på sofaeen ved siden af hende, så det gjorde hun. Hun strøg en hårtot ombagved det ene ører mens hun kiggede på vinen"Traquille hvor lang tid har du kendt Lucifer"spurgte hun nysgerrigt det var slet ikke for at snage hun spurgte
af ren nysgerrighed hun var jo så næsten altid så nysgerrig det kunne hun ikke slippe af med. Yukii studerede omgivelserne, genstande der var i rummet der var så afslappende herinde, sådan en dejlig ro over hele stedet det føltes godt. Hun vendte
sit blik ned på hendes sorte flade sko lidt mens hun nikkede til det Traquille spurgte hende om, om hun kendte Lucifer hun havde allerede nikket og vidste at med det nok fulgte der et svar"Ja jeg kender Lucifer har gjort det i lang tid"sagde hun med et lille smil, lidt efter lidt havde hun allerede blikket på Traquille igen men det blev ikke til
lang tid for hun havde nemlig allerede rejst sig op. Yukii kiggede så rundt og glædede sig enlig lidt til at Ahngel,Lucifer igen der var gået så mange dage uden et selskab i hans nærværd så det glædede hun sig meget til. Hun kiggede på vinen"Nejenej blod behøver jeg ikke jeg klarer mig fint ellers tak"sagde hun smillende og rejste sig op fra sofaeen og gik hen til det nærmeste vindue, hun ville gerne se lidt på udendørs omgivelserne lidt for hun vidste at de måyte se, og være helt vildt fantastiske, sikkert også meget unikke"Er du og Jean de eneste Lucifer har som tjenerner hvis jeg kan tillade mig at sige det på den måde"purgte hun venligt og vendte blikket tilbage på hende igen mens hun ventede på et svar. "Kan jeg spørger dig om noget"spurgte hun og fik hurtigt sit spørgsmål klar så Traquille ikke kunne nå at svarer på det"Hvorfor beundrer de Lucifer"spurgte hun og stod nu oprest mod kanten af vinduet, det vil sige vindues kant, og lidt af væggen.Yukii gik igen hen til sofaen mens hun satte sig ned ved siden af Traquille"Tager det så lang tid for at jeg kan møde Lucifer"spurgte hun igen nysgerrig med et lille bredt smil.