Jeg elsker alle! Cricker-privat

S: Søen
O: Ingen
V: Koldt og mørkt
D: 24-9
T: Aften
______



Mørket havde trukket sig over søen. Den ellers varme der havde hersket, var nu forsvundet. Kulden havde nu officielt overtaget søen, med dens mørke arme og kolde ånde. Man kunne umuligt være ude så sent, hvis man var et menneske. Men dog kravlede en lille pige, på kun seks år rundt. Hun havde en lille nededel på, og en t-shirt. Man skulle tro, at hun ikke kunne mærke kulden. Hendes hår i mørket, havde en slags blålige skær. Hendes øjne var uhyggelig tomme, mens hendes små og beskidte børne hænder søgte efter noget. ”Dukke. Dukke” sagde hun stille, mens lidt blod dryppede fra hendes knæ. Den lille pige, som hed Lucia satte sig opgivende op. Hun samlede sine knæ ind til sig, mens hun børstede de små sten som sad fast. Hun snøftede stille, mens hun kiggede på den mørke himel. ”Jeg vil havde Dukke tilbage”

Cricker stod inde ved træerne og kiggede på den skikkelse der var ved søen. "Et barn? Hvad pokker?" Sagde han stille til sig selv. Han gemte sine vinger under hans jakke og gik stille hen til hende. "Hej min ven.. Hvad hedder du?" Spurgte han stille. Der var meget koldt udenfor, Cricker kunne se hans egen ånde, men han kunne ikke få sig selv til at forlade barnet herude, og hvem mon havde gjort det? Hvem det end var så ville Cricker fortælle dem et par ting eller to, men hvad nu hvis at det var nogle forældre der var blevet slået ihjel? han ville ikke tænke på det, så han satte sig ned ved siden af barnet og smilede venligt. Lige nu lignede han et normalt menneske.

Lucia hørte en stemme. Ukendt. Fremmed. Lucia så op, mens hendes store øjne søgte efter personen som talte. En mande stemme? Lucia betragtede manden, som var fem fod større og højre end hende. ”Hej” sagde hun stille, mens hun lag hovedet på skrå. Hun strakte sine ben ud, og smilede varmt. Hendes mor havde læret hende, at hun ikke måtte snakke med fremmed, men måske kunne denne fremmed hjælpe med med at finde, hende dukke!? ”Mit navn er .. Lucia!” råbte hun nærmest op, mens hun grinte. Hendes korte hår rykkede stille med, da hendes lille barne latter kom fra maven. Hun kiggede på hans øjne, mens hun ikke rigtig tænkte på noget. Hun strakte sin lille hånd imod ham, og smilede stort. ”Vil du hjælpe mig, med at finde min dukke?” spurgte hun så, uden at spørge hvad han hed. Det gjord hun aldrig. Det tænkte hun slet ikke på. Hun var trods alt et barn?

Han smilede da hun fortalte hendes navn "Mit er Cricker, og jeg kan da prøve at hjælpe dig" Sagde han og tog fat i hende for at løfte hende op.
Cricker havde egentlig ikke særlig meget forstand på børn, eftersom han aldrig havde haft med dem at gøre, men han ville som sagt ikke lade hende blive herude alene, med alle de vampyrer og varulve. "Hvor så du den sidst?" Spurgte han om et stykke tid efter. Måske kunne hun huske det, eller måske ikke, men han havde jo lovet at finde den. Han kiggede på søen. Bare den ikke var deri, fordi så ville det blive en MEGET kold oplevelse for ham. Han rystede lidt og kiggede på hende.

Lucia så på ham, som åbenbart hed Cricker. Hun smilede, da han sagde, ja til at hjælpe. ”Altså min dukke, er en slags skelet mand” smilede hun og pegede imod en lille hæg lidt længere væk fra dem. ”Jeg løb, så faldt jeg, og det gjord av” sagde hun, og pegede på sin knæ. ”Men så faldt dukken ud af min hånd” Lucia så ked af det ud, vel viden, at dukken betød en del for hende. Hun så imod busken, mens små billeder tydeligvis nærmede sig hendes lille hoved. Hun kiggede tilbage på Cricker, mens hun atter lag hovedet på skrå. ”Du er en sød fremmed!” grinte hun stille.

Han kiggede over imod hækken og på hende. "Jamen så lad os gå over og finde den" Sagde han med et smil. Han løftede hende stadig imens at de gik derover, og han kiggede sig omkring, han kunne ikke rigtig se noget, men han kiggede på hende da hun snakkede til ham. "Jeg er vel ikke så meget en fremmed nu hvor du ved, hvad jeg hedder" Sagde han med et smil og kiggede ned igen for at lede efter dukken. "Jeg tror at jeg har fundet den" Sagde han og samlede noget op. "Er det den her?" Spurgte han og viste hende en dukke.

//Srry det korte svar, men er lidt død for kreativitet lige nu xD//

Lucia blev ved med at se på ham, mens hun lod sine hænder holde om hans nakke. Hun smilede stille, mens hun var taknemlig for at han ikke kastede hende væk som alle de andre. ”Ja!” sagde hun og bed sig på underlæben. Lucia var et menneskebarn. Hun var ikke så vandt til at se i mørket, så derfor kneb hun sine øjne sammen men det hjalp ikke. Hun så på Cricker, og gav ham et lille knus. Hun åbnede munden for at sige noget, da han kom hende i forkøb. ”Ja! Det er Skele” sagde hun og tog fat om dukken. Hun så på den skelet - agtige dukke uden nogle øjenhuler. Hun smilede, mens hun tog den i hånden og krammede Cricker igen, så dukken ramte ham på ryggen. ”Tak. Tusind tak! Du er den bedste fremmede” hun løsrev sig fra hans kram og hoppede ned. Hun kiggede op på ham, mens hun gjord tegn til at han skulle bukke sig ned. ”Cricker..” sagde hun stille, mens hun holdte dukken i den ene arm.

//Heh :)//

Han kunne ikke lade være med at smile da han så hende, holde dukken og så kramme ham. Den bedste fremmede? Han var vel ikke så fremmed mere var han? Det måtte han jo være, hvis hun sagde det. Han kiggede på hende da hun løsrev sig fra ham og hoppede ned på jorden. Han drejede hovedet lidt og kiggede ned på hende. Han satte sig ned på knæ foran hende da hun sagde hans navn. "Ja hvad er der?" Spurgte han og smilede til hende.
Skulle Cricker mon fortælle hende at han var en jord dæmon? Der var jo ikke nogen grund til at skræmme hende, men hun ville jo finde ud af det på en eller anden måde, men måske hvis hun blev ved ham så kunne han fortælle hende det når hun blev ældre.
Den dukke gav faktisk Cricker myrekryb, men han lod som ingenting og smilede til hende imens at han ventede på at hun skulle sige det hun nu havde tænkt sig.

Lucia holdte bamsen under armen, som om hun havde en taske på. Hun så på Cricker, mens hun lag hovedet på skrå og smilede stort, så man kunne se hendes tunge titte frem, der hvor hendes fortænder skulle være. ”Min mor har fortalt mig for lang tid siden, at jeg skulle sige tak til personer der hjalp mig. Så jeg takker dig Cricker for at du vil hjælpe mig med at finde min dukke” sagde hun og grinede, mens hendes øjne strålede og hendes sorte hår vippede til den ene side. ”Taaaaaaaaaaaaak” hun kyssede ham på panden, mens hun slog sine arme om ham og lod dukken falde på jorden. Lucia havde altid været en stille og fredelig væsen. Hun havde aldrig noget ondt i sindet, men hun havde sådan set heller ikke oplevet noget ondt.

Cricker kunne ikke lade være med at smile. Han synes at hun var rigtig sød. han krammede selvfølgelig hende tilbage, men kunne nok mærke at dukken var faldet ned på jorden igen, så han bukkede sig for at samle den op og give den til hende. "Den skal jo ikke blive væk igen, det ville jo ikke være så godt" Sagde han og smilede til hende. Mon hun skulle med ham hjem? Hvis hun blev træt var der jo ikke rigtig andet at gøre, men han havde jo ikke noget gæsteværelse, men var hun ikke også for ung til det? Cricker havde ikke den største forstand på børn, men lidt vidste han da. Hvis det kom så langt at han blev nødt til at tage hende med hjem til hytten, så kunne hun vel nok sove i hans seng, det skete der jo ikke noget ved, eftersom at han ikke selv sov særlig meget.

Lucia rystede på hovedet, mens hun smilede stort tilbage til ham. Hun tog imod dukken, mens hun så lidt på den. Nej, det skulle i hvert fald ikke blive væk igen fra hende. Hun så op på Cricker, mens hendes korte og sorte hår ruskede lidt. Hun kløede sig lidt på næsen, mens hun igen nikkede. ”Men du skal sikkert nå noget, ikke Cricker?” sagde hun, mens hun bare satte sig ned. Hun lag dukken på sit skød, mens hun så med store børneøjne på ham. Hun kløede sig nu på øjnene, mens hun stille gabte. ”Jeg venter på mor” sagde hun stille. Hun vil ligesom ikke holde ham tilbage. Det vil sikkert snart regne også vil han blive syg. ”I går kom hun ikke. Men jeg venter på hende. Det har jeg nemlig lovet hende, har jeg” Lucia grinte. Barnelatter. Ret sødt faktisk.