Træt af de forkerte elementer. (Keela - privat.)

Sted: Skoven. Den dystre del.
Tid: Klokken har lige slået ti, om aftenen.
Dato: Det er d. 13. juli. En fredag.
Vejr: Det regner lidt, og lyn og torden buldrer langt fra skoven.
Omgivelser: Det er mørkt, og træerne er formet som forskellige væsener, hvis skygge rækker ud efter én.

Chris rakte ud efter en gren, som han heldigvis trak fat i. Selv for en dæmon, var det farligt, og skræmmende at bevæge sig herind. Det var faktisk et mirakel, han ikke var blevet fanget i grenene, eller de væsener, der var herude. Chris smilede roligt, og rettede svagt på sit hår, selvom ingen ville se ham, alligevel. Mærket havde trukket sin sorte dyne på, og lagt sig over den tætte skov, af rene grene og blade. Chris havde næsten flænset sit tøj helt op, bare af de grene, han måtte løbe i genne. Oven i købet, så var de grene han løb igen, knækket. Så folk ville let kunne opspore ham. Ret irriterende. Han var jo egentlig taget herud for at nyde uhyggen. Ja. Uhyggen. Han var jo trods alt, en dæmon?

Keela sad ved et træ. Hun sad med hænderne til hovedet og peb lavt og tordenen der kom. Hun peb lidt højere hvis der kom et lyn. Hun var bange for sådan nogle ting, hun vidste ikk grunden til det. Men hun var bare bange for lyn og torden. Hun var på vej hjem da det begyndte at regne, men havde siddet ved træet lige siden det begyndte at tordne. Hun havde knæene ind til sig og gemte ansigtet i dem. Hun hørte lyde, men kunne ikk få sig selv til at kigge. Hun var gennemblødt og hendes trøje og bukser var fuldkommen gennemblødt. Hun sad og græd uden at hulke eller snøfte. Men det var på en måde positivt at det regnede da hun så ville kunne skjule hun græd hvis det skete at nogen kom forbi.

Chris lyttede til de små piv, der var. Uanset, hvem der peb, ville Chris ikke have det. For det var ikke en mus. Men et menneske. Og han kunne høre, det var i frygt. Han lod sin krop falde ned fra træet, og lande. Utroligt, så meget regn, der rent faktisk faldt ned over skoven. Så mget regn, der væltede forbi de tætte blade, som holdt den dystre skov solfri om dagen. Han lyttede til de små klynk, og fulgte lyden meget langsomt, for ikke at gøre nogen forskrækkede. Vejret piskede svagt ind på hans ryg, og dog, det kunne mærkes. I bladene lå en pige. Han fandt hende i et krat, nok i læ for regnen, men det klarede hun ikke specielt godt, for vinden blæste regnen lige ind på hende. Og han kunne høre de små vejrtrækninger, som tegn på, hun græd.
Chris lod sine sorte vinger slå ud. Sine dæmonvinger, og måtte acceptere, at hun ville vide, hvad han var. Dog gjorde han det, så hun ikke blev ramt af regnen, da vingerne blokerede for den regn, der nu blev skubbet hen mod pigen.

Hun kunne høre lydene kom nærmere og hun gemte sit ansigt mere til knæene. Hun peb lidt højt da et lyn var gået igennem himlen. Hun knyttede hænderne og græd videre. Hun ville så gerne væk, holde sig for ørerne og miste synet så hun ikk kunne se de lyn glimt der kom selvom hun havde lukkede øjne. Hun sad stille og mærkede regnen holdte op med at ramme hende, hun kiggede op og så på en dreng. En dæmon. Hun smilede let over det selvom hun stadig var bange over den torden der brummede over hende. Hun kiggede ned bagefter og gemte hovedet da endnu et lyn kom igennem himlen og lyden gav genlyd i luften. Hun rystede og frøs, men hun tænkte mere på frygten end kulden.

Chris bed sig svagt i læben. Han lod sig selv, træde et par skridt længere frem ad. "Det er okay. At græde er ikke en synd. Du dør ikke," sagde han roligt, og lod roligt to af sine fingre røre hendes kind, og fjerne hendes tårer. Han lod sig derefter sætte på knæ foran hende, mens regnen stadig ramte hans vinger, og ikke hende. Han kunne mærke, hvor våd, og kold hun var. Han bed sig roligt i læben. Han tog sine vinger ind til sig, og tog sin trøje af, og lagde den hen til hende. Han lod vingerne sprede ud igen, stadig som læ for hende, og ham selv. For han kunne godt selv se, at hun var ret skrøbelig lige nu. Lige til at gå til. Og efter at Ma'lakel var blevet konge, måtte alle klare sig selv. Men det kunne dette væsen ikke lige nu.

Hun kiggede op på ham, hun græd videre og tørrede øjnene lidt. Men det hjalp ikk så meget da hun stadig græd over det som ikk ville stoppe lige med det samme. Hun kiggede stille på ham, hvorfor hjalp han hende ogs? Hun var glad for han gjorde, men troede ikk nogle ville hjælpe når de var så dybt i den dysstre del af skoven. Der hvor det nok er farligst at begå sig. Hun kiggede på trøjen og tog den forsigtigt. Hun kiggede på ham, "Du skal ikk fryse..." hun rakte ham den igen. Hun vidste godt hun havde brug for den, men hun kunne ikk få sig selv til at være besværlig. Hendes krop rystede og det gav et sæt i hende da et lyn kom frem. Hun knugede sig, som ren refleks, ind til ham og rystede vildt. Hun peb over det og gemte ansigtet ind til hans brystkasse.

Chris kiggede på hende, som hun bare lå der. Man tillod sig selv at kalde hende 'ynkelig'. Men Chris vidste, at alle havde et ømt punkt. Og hun var vel bare usikker. Han bed sig svagt i læben, og kiggede på hende, som hun fór op, og knugede sig ind mod Chris' brystkasse. Han kiggede ned på hende, og lod roligt sine arme omfavne hende. Som et tegn på, han nok skulle sørge for at beskytte hende. Han kiggede på hende. "Muligt, jeg kommer til at fryse. Men så længe mit tøj ikke er vådt, kan jeg holde varmen fra mine vinger. Men dit tøj sørger for, at selvom regnen er holdt op, fryser du." Han kiggede på hende. Trak sig langsomt væk fra hende. Lod sin egen trøje glide ned over hende. Chris var desuden ild-dæmon, så hans trøje var meget varm. "Plus, jeg er ild-dæmon, jeg fryser ikke bare sådan," sagde han roligt, og gik tæt på hende igen. "Jeg kan høre, du er meget bange og usikker på dig selv," sagde han rolit, og kiggede hend ei øjnene. Dybt i øjnene. Søgte efter hendes skræmte sjæl. Med sine egne helt ild-røde øjne.

Hun vidste han synes hun var ynkelig, men hun var bare så bange for lyn og torden. Hun ville virkelig gerne vide hvorfor, men hun kunne ikk regne ud hvorfor. Hun var bange for skud fra en pistol eller gevær. Og lyn mindede vel lidt om det med lyden, men det hjalp hende ikk særlig meget til at forstå hvorfor hun var bange for det. Hun mærkede hans arme om sig og hun følte sig lidt mere tryg, men stadig bange. Hun gemte sig ind til ham igen da hun hørte et lyn. Hun mærkede han fjernede sig lidt efter noget tid, men hun blev siddende. Hvis han ikk kunne li hun var for tæt på skulle han ikk. Hun kiggede lidt overrasket over at få trøjen på. Hun rødmede lidt over det og kiggede på den. Hun nød dog at den gav hende rimelig meget varme og hun smilede lidt over det. Hun knugede sig til ham da han kom tæt på igen. Hendes krop rystede videre og hun græd stadig lidt. Hun holdte sig for ørerne for at mindske lyden lidt, men det virkede ikk særlig meget på noget. Hun kiggede på hans øjne, "Usikker...? Jeg er bare bange for lyn og torden..." mumlede hun lavt og kiggede ned.. Hun skammede sig meget over det, da det var en lidt tåbelig frygt. Hun krøllelde sin krop ind til ham, hun følte sig lidt lille. Men vidste hun var ældre end ham. Hun følte sig virkelig som en af de laveste af de lavste, men hun var ikk en særlig stærk en. Hun var svag, men var ligeglad om hvad andre synes om det.

Chris kiggede på hende. "Rødme er faktisk blod til kinderne, som holder dig varm. Så bare bliv ved med det," sagde han stille. Han kiggede kort på sine vinger. Slog dem sammen, og lod regnen ramme hans bare overkrop. Han kiggede på hende. Vendte sig om. "Holdt fast omkring min hals," sagde han stille, og gik ned i knæ, for hun kunne holde fast. Han støttede sin hånd ned i den mudrede, våde, fugtige jord, som blev mere og mere våd, lidt efter lidt. Han afventede hendes spirng op på hans ryg. "Jeg vil have dig væk herfra," sagde han stille, og kiggede roligt hen mod hende.

Hun kiggede på ham og rødmede mere da han snakkede om hendes rødmen. Hun bed sig i læben og kiggede rundt. Hun så hans vinger forsvandt og blev lidt bekymret over hvoror han gjorde det. Hun vidste jo hvor meget det regnede og selvom han var ild dæmon, var hans krop stadig som et menneskes. Hun så han vendte sig om, og satte hovedet lidt på skrå. "Holde fast om din...?" det gav et sæt i hende da endnu et lyn kom frem i himlen og hun holdte lidt hårdt fast om hans hals, men ikk nok til at kvæle ham. Hun rystede lidt og gemte ansigtet ind til hans nakke. Han var varmere end hende, det gjorde hende lidt roligere at mærke lidt varme. Hun fik benene lidt om ham så hun var på hans ryg. hendes krop rystede stadig meget og hun græd mod hans ryg. Hun var bange for at lynet ville ramme hende, eller et træ ville falde ned og ramme dem. Hun knugede sig til ham, "Hvor skal vi hen...?" spurgte hun lavt. Hun kunne ikk fortælle ham hvor hun boede, fordi hun vidste ikk rigtigt hvor det var fordi hun ikk kunne tænke klart.

Chris kiggede på hende. "Hold godt fast," sagde han stille, og slog sine vinger ud. Han kiggede på dem. glimtede svagt, dog stadig sorte. Han bed sig svagt i læben. De havde aldrig løftet flere end en person, Chris. "Jeg ved ikke, hvad du er, eller hvem du er. Men uanset, hvem du er, eller hvad du er, så har du sikkert aldrig, som menneske, fløjet helt frit," sagde han med et lille varmt smil. Han lod sine hænder køre hen mod hende. "Undskyld min berøring, men en letning kræver meget afsats, så jeg placere hænderne dér, for du ikke skal falde af," sagde han stille, og lod sine hænder placeres på hendes bagdel, hvor efter han gik ned i knæ, og satte hårdt af. Vingerne klaskede en enkelt gang, og trak sig sammen, så han kom hurtigt op i luften, hvor efter de spredtes ud igen, og der var et udsyn over hele skoven, og videre. Han fjernede sine hænder, og lod lige så stille holde højden. Uden at bevæge sig frem eller tilbage. "Åbn øjnene, og vis mig, hvor du bor." Han kiggede på hende. "Slap helt af. Lynene kan ikke ramme os, da de søger ned efter vandet i søen," sagde han stille, og kiggede rundt. Lod sig stille dreje rundt, så man kunne se, hvor smukt landskabet var fra denne vinkel. "Jeg elsker at se på det her. Det er så smukt, uanset vejret," sagde han stille. Han smilede varmt til hende, og kiggede igen frem ad.

Hun holdte lidt godt fast i ham og holdte kroppen tæt til hans. Hun rystede videre og havde øjnene lukket hårdt i. "Animagus, Keela Uzumaki..." sagde hun stille og var stadig på hans ryg. "Jeg flyver som ørn..." sagde hun stille til ham. Hun mærkede hans hænder på sin bagdel og hun rødmede. Hun havde en lidt fast røv,men var ogs rimelig tynd. Hun kiggede stille på ham, "Vi-ville du have nemmere hvis jeg gjorde mig til en ørn?" spurgte hun stille og mærkede han satte af. Hun knugede sig til ham, hun havde aldrig fløjet sådan her. Hvor det var en anden der gjorde det i stedet for hende. Hun mærkede det blev roligere, men blev skræmt over at se hvor de var. Hun skreg lavt over det da hun så et lyn så tydeligt på himlen. Det var lidt langt væk, men det var alligevel på fri himmel. Hun græd og gemte ansigtet ind til ham. Hun rystede på hovedet, "Vil ikk!" peb hun da han bad hende åbne øjnene. Hun vidste godt lyn ikk ville gå efter dem, men hun var stadig bange. Hun kiggede ikk, gemte kun ansigtet ind til ham.

Chris kiggede på hende. Han bed sig selv kort i læben. "Slap af. Luk af for lyden." Han lod sir roligt lande i krontoppen, og satte hende af, stillede sig foran hende. Det var stadig et smukt syn. Regnen der satte sig på bladene. De grønne grene, og blade, som gav efter for regnen. Og den svage sol, som lyste dem begge op. Den fik regndråberne til at ligne små regnbuer, og en selve stor regnbue, blev lyst op, rundt om solen. Chris tog hendes hænder langsomt. "Slap af. Åbn øjnene, og kig mig ind i øjnene. Og prøv så at glemme det hele. Bare glem lydene," sagde han stille, og nussede hende kort på kinden, hvor efter han kiggede på sine vinger. Hans vinger lyste endnu mere, glimtede smukt i Solen. Dog regnede det stadig, men lynene var holdt op, og tordenen var svag nu. Alt dette skete på så kort tid, og Chris havde hende stadig tit ind mod sig, men holdt hende dog i hænderne, mens hans helt røde øjne forsøgte øjenkontakt. Dog lidt svært, da hendes øjne var gemt bag hendes lukkede øjenlåg.

Hun knugede sig til ham, "jeg prøver, men det er så svært...!" græd hun lavt og gemte sig videre. Hun mærkede hun blev sat ned og hun stod stille. Hun turde stadig ikk kigge, men kunne stå stille selvom hun rystede. Hun græd videre og hendes læber var en smule blå. Hun følte sig som is, men så alligevel ikk. Hun hørte regnen begyndte at slippe sit tag, men der var stadig torden. Hun havde hænderne for øjnene for ikk at kunne se noget som helst. Hun peb lavt ved en lidt høj torden der kom en enkelt gang. Hun mærkede han tog hendes hænder og hun rødmede lidt over det. Hendes øjenlåg rystede lidt, men de var stadig lidt hårdt lukkede. Hun prøvede at falde til ro, hans ord... De hjalp hende, men lydene ville ik forsvinde. Hendes øjne slappede dog lidt af og var nu let lukkede i. Hun knugede sig lidt til ham og mærkede hans hænder i sine. Hun følte det underligt, men ville bare gerne slappe af igen. Hun åbnede dem forsigtigt og græd videre. Hendes øjne var lilla. En underlig farve, men det var hendes naturlige øjenfarve.

Chris kiggede på hende. "Slap helt af. Fortæl mig, hvor du bor," sagde han stille, og trak hende tæt ind til sig. Han var varm, stadig. Han lod en hånd placeres ved hendes ryg, ved midten. Og den anden ved hendes hoved, hvor han nussede hende langsomt i håret. "Jeg gør dig ikke noget. Stol nu på mig, så får jeg dig hjem," sagde han stille, og kiggede ned på hende. Hans øjne strålede, som de stadig gjorde. Han havde ikke i sinde at lyve. Han ville gerne have, hun slap af, kom til sig selv, og kom hjem. Hurtigst muligt. Han bed sig kort i læben, og kiggede hende stadig i øjnene. For at gøre hende mindre nervøs.

Hun kiggede på ham, hendes øjne rystede lidt. Men hun kiggede rundt omkring. Hun pegede mod vest. Hun rystede stadig og følte sig kold. Men alligevel var han så varm og hans trøje som var på hende havde stadig lidt varme i sig. Hun mærkede han aed ehendes hår og hun kiggede lidt stille ud i luften. Hun lukkede øjnene let i bagefter, "Jeg stoler ogs på dig..." mumlede hun og kiggede op på ham. Hun smilede let, "jeg er bare bange for det..." sagde hun stille og bed sig i læben. Hans øjne... Det var som om han var vampyr fordi de var røde, men hun kunne altid lugte en dæmon. En af de ting hun ikk kunne modstå. Hun faldt ikk for alle dæmoner, men hun synes de var spændene og fascinerende. Hun kiggede mod vest, "En lejlighed... Vinduet er på klem, så jeg skal ikk op af trappen..." sagde hun stille og bed sig lidt i læben.

Chris kiggede mod Vest. Nikkede kort, og vendte ryggen til hende igen. Løftede hende op, og løb langsomt, og sprang ud fra trætoppen. Han silede kort, og sine vinger beskytte hende, men så stadig kunne se. Chris lod sig falde, og grene piskede, så Keela kunne se, hvor smukt det egentlig var. Han spredte sine vinger ud, da han var tæt på Jorden, og fløj lidt sidenlæns, så hun kunne se, hvordan det så ud. Så hun kunne nyde den smukke natur, der nu var kommet. "Jeg har styr på det. Bare kig," sagde han stille, og smilede varmt til hende. Han lod sig selv styrte op mod trætoppene igen, lod sine vinger indtage de regndråber, der var på bladene før. Han fløj op, og hang næsten i luften. "Dæmoner er ikke altid til at stole på, da de er emget forførende, og snedige," sagde han kort. "Men sådan er jeg ikke," sagde han roligt. For ikke at gøre hende bange. Han kiggede på sine vinger, der nu glimtede smukt i regnbuefarver. Han lod stille farten sætte mere og mere op, forsøgte at gøre turen 'spædende'. Han fløj mod Vest, som han havde lovet.

Hun kom forsigtigt op på hans ryg og kiggede på ham. Hun blev siddene og holdte om ham. Hun gav ham et lille klem da han hoppede ned og hun gemte ansigtet ind til ham. Hun mærkede dog hans vinger beskyttede hende og hun kiggede forsigtigt. Hun smilede let over det og lagde hovedet lidt ind til hans nakke. Hun kiggede på det, naturen og skøndheden derfra. Hun havde aldrig lagt mærke til det fordi hun normalt var indenfor i regn og når der havde tordnet og hun måske var udenfor så kom hun først til sig selv efter det var tørt. Men han havde hjulpet hende med at falde til ro. Hun nussede hovedet til ham og kiggede på ham, hun tog sig ikk så meget af at de fløj igen. "Jeg ved det godt..." mumlede hun. "Jeg kender en dæmon, han fik mig til at skrive under på en slavekontrakt..." mumlede hun stille og bed sig i læben. "Det var med tvang og han skulle bruge mig..." hun rystede lidt. "Og selvom jeg var så bange... Gjorde han det alligevel..." mumlede hun og græd lidt. "men jeg kan ikk hade ham for det, han gjorde det for at overleve..."

Chris kiggede kort mod husene under dem. "Arh, manipulation. Hvor selvvist. At han ikke dør. Prøv og hør dig selv. Du ofrede dit liv, fordi en anden tvang det. Det er ret selvvist. Og hvis det var under tvang, hvordan kan det så være okay. Han bruger dig. For egne selvviske grunde. Og du kan ikke frit gøre, hvad du vil." Han kiggede mod et hus, en lejlighed, hvor vinduet stod åbent. Han dykkede ned, og satte sig på kanten af altanen. Han vendte ryggen ind mod vinduet, så hun kunne stige af, og han kunne lette igen. Hurtigt. "Men jeg tror, jeg kender denne. Det er en vis meget sexficeret mand, der er meget velhavende, rig. Jeg mødte ham på et slavemarked, hvor han var i færd med at købe endnu en slave," sagde han roligt. "Men jeg forstår ikke. Han bruger dig. Og sikkert seksuelt. Men hvis han endelig dør, hvis han ikke har slaver..." Han bed sig kort i læben. "Har du bedt om bevis? Og hvem der gør det? Og hvis han skal give ordre hele tiden, hvorfor skal det så være seksuelt? Kan du ikke se, han manipulere med dig. Din krop." Han sukkede. "du må sove godt," sagde han stille, smilede varmt, og lettede af fra altanen, lavede en halv baglæns, og styrtede ned mod gaden, hvor efter han rettede op, og fløj hen mod skoven igen.

Hun kiggede på ham, "men han gør det jo kun fordi han vil leve...!" sagde hun bestemt og kiggede på ham. Hun bed sig i læben, "jeg er hans bedste veninde... Det har han selv sagt!" sagde hun bestemt og kiggede på ham. Hun krøllede sin krop lidt sammen da hun begyndte at fryse igen. Hun kiggede for at se hvor langt de var. Hun kunne se den og han havde vist opdaget det var hendes. Hun åbnede det mere og kravlede forsigtigt ind. Hun kiggede på ham mens han snakkede, hun nikkede lidt. "Det er ham...2 sagde hun roligt og sukkede let. "men han er blevet en bedre person siden begyndelsen hvor han tvang mig." smilede hun let til ham. "Og hans ordre er ikk kun seksuelt, det er ogs hvis jeg ikk vil gøre noget jeg føler kunne være til besvær for ham. Så beordrer han mig til det..." smiled ehun let og grinede lidt over det. Hun så på ham da han sagde hun måtte sove godt, "Vent...!" hun nåede ikk at sige mere end at han fløj væk. Hun bed sig i læben. Han hørte det nok heller ikk. Hun kiggede på sin lejlighed og rystede videre. Hun gik ud for at tage et varmt bad. Det var det hun trængte mest til.

Han kiggede ud mod natten. "Tja, jeg ville nu ikke udnytte mine venner. Og slet ikke mine bedste venner, eller veninder. Det ville bare være forkert. Desuden var sex så ikke imod din egen vilje? Var slaven ikke mod din egen vilje? Han gør det af egne grunde. Og grunden til han sagde det, er sikkert, at så gør du det mere med egen vilje, uden skræk. Jeg ved noget om mennesker," sagde han stille. Han blev dog, og lyttede til hende. "Du bedte mig vente?," sagde han stille, da han pludselig fløj op igen, og stod på hendes altan. Kun lige med spidsen af sine fødder. "Er han blevet bedre? Er du blevet udsat for voldtægt? Tvunget til at gøre noget. Presset til at gøre noget. Jeg ved ikke helt præcist, hvad du har været udsat for, men denne Zero, han paralyserede mine evner, og lod mig være i stikken sammen med en slave. Og slavehandlere løb efter os, og han havde bare lænket os, og pint os. Han forsøgte endda at tvinge syredæmonen," sagde han stille og roligt. "Lyder det som Zero? En blond, pjuset knægt, i fint, velhavende tøj, og meget interesseret i kvinder med former." Han kiggede på hende. "Indse det. Sex er hans liv. Ikke andet. Han dør, hvis ikke du er slave. For så kan han ikke få sex," sagde Chris roligt.

Hun stod og tog sit tøj af. Hun stoppede op da hun hørte hans stemme og hun kiggede på ham. Hun rødmede og gemte trøjen foran sin overkrop. Hun kiggede på ham, "Je-jeg troede du fløj væk!" hun havde ingen bh på eller noget. Hun havde dog bukser på endnu, men hendes overkrop var bar. Hun kiggede på ham og sukkede let, "Det kunne lyde som Zero, men han voldtog mig nærmest før... Men nu, gør han det mere blidt. Han lader mig bestemme tempoet..." smilede hun let til ham og kiggede rundt. Hun havde trøjen tæt ind til sin overkrop. Hun følte det underligt at han var der, men hun var nu glad for han faktisk kom tilbage. "Han har en kone, det er derfor han kun gør det nødvendige for at leve nu, medmindre de er gået fra hinanden..." mumlede hun og tænkte sig lidt om. Hun rystede på hovedet, det kunne ikk passe. Hun sukkede let, "Jeg... Jeg ville bare sige tak for at du hjalp mig..." sagde hun og rødmede lidt. Hun kiggede på ham og smilede let, "Jeg ville gerne være mere sammen med dig og lærer dig bedre at kende. Men måske det bliver en anden dag, du så ud til at have travlt." sagde hun og kiggede på ham. "Du har egentlig ikk fortalt dit navn endnu..."

//Logger nu, god nat... :3

Chris kiggede dog stadig på hende. Gik tættere på hende. "Søde ven. Når du snakker med folk. Så plejer man at have tøjet på," sagde han, og tog hendes trøje ud af favnen, og trak den over hende igen. "Når man snakekr med folk, står man ikke halvnøgen i sin lejlighed, med vinduet åbent," sagde han, og pjuskede hende hår kort. "Jeg er nu ret sikker på, man ikke dyrker sex med sinde bedste veninder, medmindre man elsker én. For så vil man nyde det optimalt," sagde han roligt, og smilede varmt til hende, hvor efter han gik ud på altanen igen. Spredte sine vinger. "Er der mere?," spurgte han stille.

Hun blev lidt forskrækket over at han tog hendes trøje fra hende. Hun holdte sine arme for brysterne og kiggede på ham. Hun blev lidt rolig af at han bare gav hende den på. "Det er ikk særlig nemt at tage dem på når man ogs gerne vil dække sig selv..." sagde hun til sit forsvar og kiggede på ham. Hun lukkede det ene øje da han rodede hende en smule i håret. "Hvis han ikk har andet valg? Han kan ikk gøre for at det er sådan han skal leve." sagde hun bestemt og kiggede roligt på ham. "Jeg kan heller ikk bestemme hvordan jeg skal overleve, jeg skal spise og sove for det. Men hvis jeg ikk ville det så kunne jeg ikk gøre andet fordi det er den eneste måde jeg kan overleve på." Hun løb hen til ham og kiggede på ham. "mere...? Uhm..." hun bed sig i læben. Hun skulle lige tænke lidt, "Kan vi mødes igen?" spurgte hun. "Du har stadig ikk fortalt dit navn heller."

Chris smilede roligt. "Jeg ved det. Men alligevel. Med vinduet åbnet," sagde han stille. Han satte sig på altanen. "Det eneste, du skal bruge, det er at trække vejret. Og det klarer din indviklede hjerne fint," sagd han stille. "Og mødes igen? Hvorfor vil du det? Jeg har ikke det bedste forhold til Zero. Som du kunne høre, forsøgte han at presse en slavekontrakt ud af mig. Og han fik nok den anden piges. Han har rigtig mange slaver efterhånden. Så slap af. Hvis du elsker Zero, så vil jeg råde dig til at snakke med ham om, hvordan du elsker ham, og hvor meget du vil gøre, for at trøste ham. Kort sagt," sagde han stille, og vendte sig om. Han lod sin hånd placeres på midten at hendes brystkasse, dog lidt mod venstre. "Det kan godt være, at hjertet er et organ, men det snakker til dig. Du skal ikke altid tro på, hvad du hører, føler eller ser," sagde han stille, og kiggede op mod månen, der snart ville stå på sit højeste. "Mit navn er Chris. " Han bed sig svagt i læben, og fjernede noget af hendes hår, der havde forvildet sig ind over hendes øjne. Sendte hende kort et venligt, varmt smil.