Træt af de forkerte elementer. (Keela - privat.)

Hun sad stille. Det gav et lille sæt i hende da han stod dér. Hun kiggede på ham, "Hva!" hun så det var ham og tog den lidt med ro. Hun smilede let til ham, "Det ved jeg..." sagde hun og kløede sig bag hovedet. Hun rejste sig og gik ind på sit værelse. Hun fik den frem og gik hen og satte sig igen. Hun vidste ikk lige hvor han var gået hen, så hun ventede til han måske ville komme tilbage. Hun så ham og satte hovedet lidt på skrå, "Hvad skal du med det?" spurgte hun. Hun rødmede lidt da hun fik det under fødderne og hun kiggede på ham da han satte sig bag hende. Hun rødmede lidt mere og satte sig til rette. Hun rakte ham hans trøje, "Jeg troede ikk du ville komme og besøge mig..." sagde hun forsigtigt og kiggede på ham med et lille smil.

Chris kiggede på hende, og betragtede kort hendes røde kinder. "Jeg kom egentlig også bare for min trøje. Jeg føler ikke, jeg kan gøre noget godt for dig, så hvorfor prøve og hjælpe," sagde han stille. Han rejste sig, og gik ud mod sin altan. Han kiggede kort på solen, som ville få ham til at ligne et misforstor, eftersom han havde sorte vinger, i et helt almindeligt, menneskeligt boligkvarter. Han lod dog et lille smil sende til hende. "Tak for alt," sagde han stille, og kiggede over mod skoven. "Vi har ikke mere at snakke om, før jeg snakker med Zero," sagde han stille, og sukkede kort.

Hun kiggede stille på ham, hun rejste sig og gik hen til ham. Hun tog hans ene hånd og lagde den anden ved hans arm. Hun kiggede på ham og rystede på hovedet, "Du må ikk Chris." sagde hun bestemt og kiggede bedene på ham. "Du skal ikk tale med Zero, du skal intet gøre!" hun lagde hovedet ind til ham. "Jeg vil ikk at du skal gøre det for mig...!" råbte hun lidt og havde lukkede øjne. Hun bed sig lidt i læben og kiggede op på ham, "Vil du ikk nok? Bare blive lidt mere og ikk snakke om Zero. Du må gerne snakke til ham, men bare ikk om mig..."

Chris sukkede kort. "Men jeg ønsker din frihed, frem for alt," sagde han stille. Han trak rolgit vejret, og vidste godt, hun ikke burde stå herude, og fryse, så han lod sine sorte vinger omfavne hende. Det samme gjorde han selv. Bare for at holde på hendes varme. Han var dog selv varm. "Jeg lover, jeg bliver. Men jeg kan ikke se, hvad det sjove er, at være syg, sammen med en ven?," sagde han stille, og kiggede på hende. "Der er sikkert også så mange ting, du ikke har set," sagde han stille, og kyssede hende blidt i hovedbunden. Bare kort.

Hun rødmede lidt og kiggede op på ham, "Overdriver du ikk lidt ved at sige frem for alt?" spurgte hun let og smilede roligt til ham. Hun mærkede hans vinger omfavne hende sammen med ham. Hun kiggede lidt ud i luften, men lagde så hovedet ind til ham. Hun var varm og hun ville gerne beholde varmen i sin krop. Hun smilede lidt, "Jeg vil bare ikk være alene nogle gange, ensomhed er det sidste jeg har lyst til her i verdenen." sagde hun roligt. Hun var lidt glad for at han gerne ville vide, fordi hun jo var syg. Men hun havde ikk noget imod at være det og der var en ven. Han kunne få hende til at glemme hun var en smule syg, sådan gik det ogs meget hurtigt over. Hun mærkede han kyssede hende på hovedet, men sagde intet til det. Hun stolede på ham, selvom de lige havde mødt hinanden. Stolede hun på ham. Hun kiggede på ham, "Det kommer an på hvad du mener." smilede hun let. "Jeg har været ude at rejse, flyttede mange gange."

Chris kiggede på hende. "Nej. Jeg mener, hele verden. Du har altid travlt. Aldrig stoppet op, tænkt over det, og så gået videre. For det er tit, at du er bange. Så når du en dag bliver rask, tager jeg dig med ud på en smuk flyvetur," sagde han stille, og smilede varmt til hende. "Det har du mit ord på," sagde han roligt, og blinkede kort. Han lukkede kort øjnene.. "Kom nu ind med dig, igen," sagde han, og gav slip på hende med vinger, og med sine arme. "Jo. Jeg mener, for alt i verden," sagde han stille, og kiggede mod Zeros hus. Tøvede. Men lod være, og gik ind til hende.

Hun kiggede på ham, hun smilede let og nikkede glad. "Ja, det ville være sjovt!" smilede hun glad og kiggede på ham. "Men er du sikker på du kan holde til det? Måske jeg bare skulle forvandle mig til en ørn så?" sagde hun let og lagde hovedet på skrå. Hun kiggede på ham og mærkede han slap hende. Hun nikkede lidt og gik indenfor. Hun tænkte det måske ogs var smart. Hun gik hen og satte sig på sofaen der var. Hun satte sig til rette med tæppet om sig. Hun kiggede efter ham, hun regnede med at han kom med ind. Men han kom dog ogs indenfor efter lidt ti. Hun smilede let til ham og kiggede rundt. Hun kiggede mod tv'et der stadig var tændt.

Chris kiggede roligt hen mod hende. "Jeg ved ikke, om jeg bliver sælrigt længe," sagde han stille. Han bed sig kort i læben. "Undskyld for i går," sagde han stille. "Jeg øsnker ikke at forstyrre mere. Du må have et godt liv, med månedlig sex, slaveri og alt det andet. Dit næsten frie liv, og opmuntringssex, afpresning, og venner," sagde han stille. "Jeg er ked af det. Men kan jeg ikke hjælpe dig, kan jeg ikke acceptere mig selv," sagde han, og slog ruderne op, spredte sine vinger, og sprang hurtigt ud fra altanen. Det hele skete meget hurtigt.

Hun kiggede på ham, hun rystede på hoevdet. "Det er ok..." sagde hun stille og rejste sig. Hun gik hen til ham, noget var ihvertfald galt. Hun stod stille da han sagde alle de ting til hende. Det føles som en kniv i hjertet for hver ord... Hver lille sætning... Hun lagde en hånd ved hjertet og rystede lidt. Hun kiggede op på ham, han åbnede vinduerne. Hun skulle til at stoppe ham fra at orsvinde, men hun nåede det ikk før han var fløjet igen. Hun rakte en hånd ud efter ham, men blev jo tående. Hun havde stadig sin anden hånd ved hjertet. Hun kiggede ned og begyndte at græde lidt, "Hvis du siger undskyld for i går... Hvorfor nævner du det så igen..." mumlede hun til sig selv. Hun lukkede det hele og gik ind. Hun lagde sig i sofaen og krøllede sig sammen. Hun rystede lidt med hånden ved hjertet. "Du kunne hjælpe ved at acceptere jeg er slave for en du ikk kan li..." sagde hun lavt til sig selv.