har du set noget så smukt ? [samuel privat]

Omgivelser: ingen mennesker, da det er så koldt har de alle søgt ly.
Tid:kort efter kl 20
Sted:gyderne
Vejr: der falder sne og det er koldt, men ingen vind, endnu


Sneen dalede ned fra himlen, ned i de tomme gyder, hvor alle var krøbet i skjul. Eller næsten alle, der manglede en, en person havde ikke søgt ly, grunden til dette var at denne unge pige aldrig havde set sne før. Hun stod helt stille i en hvid lårkort kjole, og med en sort jakke over der gik hende til knæende, hun havde hverken sko eller vanter på. Hun stod bare helt stille i sneen og så på den, den var så smuk, så ren og klar, at selvom solen for længst var gået ned lyste den stadig lidt op. efter hun havde stået der meget længe og sneen havde nået hendes angler, begyndte hun at røre på sig. Hun satte sig på knæ og fumlede med sneen, formede den og grinte, så sødt og klart at de lød som sølvklokker i den kolde vintervind. De syregrønne lyste kraftigere end de plejede og hver eneste centimeter skulle undersøges af denne sne. Hun så sig hurtigt omkring for at sikre sig at der ikke var nogle der så det hun foretog sig, da hun ville virke alt for svag hvis nogle så det.

En sort skygge bevægede sig lydløst gennem sneen, man kunne ikke se andet end et lille rødt lys fra en cigaret. Skyggen stoppede op og så sig omkring for igen at bevæge sig hurtigt afsted. Samuel havde sin korte sorte læderjakke på hans udslidte jeans og et par sorte læderstøvler, indenunder jakken havde han en sort T-Shirt og en halskæde, og i hans bælte hang en stor økse. Samuel havde kort forinden han var kommet ned i gyderne været i kamp med nogle af Malakels vagter og prøvede at holde så lav profil som muligt. Han gik hurtigt ned gennem gyderne og så ikke den lille pige der sad foran ham og faldt med hoved først ned i jorden. "Hvad laver du!" Samuel tog sig til hoved og så stjerne, han var ikke sur på pigen men han havde ondt i hoved.

Daianna så ned i sneen igen da der ikke kom nogle, hun var så optaget af sneen at hun ikke bemærkede manden før det var forsendt. Hun så sig febrilsks om, "jegg tabte noget" kom det roligt dog koldt fra hende. hun rejste sig brat op men kom igen og igen til at kigge på de dalende snefnug, og på sneen, det var meget fascinerende. Hun så ham lidt an og de syregrønne øjne åd langsomt pupillerne og det hvide udenom. hun gik rundt om ham og havde som det første fået øje på øksen han bar i bæltet... "hva flygter du fra?" spurgte hun med samme stemme som før, efter hun var gået en enkelt gang rundt om ham.

Samuel kom på benene og kiggede på hende som hun gik rundt om ham, han viskede til hende med smilende øjne. "Undskyld så dig ikke... men kan fu ikke være lidt mere stille, der er nogen ikke så rare mennesker efter mig" han kiggede ned på jorden og så ud som óm han ledte efter noget. "Hvad har du tabt?" han viskede stadig men så nervøst i den retning han var kommet fra. Et sekund senere kom en lille rød flamme farende ud af mørket fra en anden gyde, den standsede og svævede hved Samuels højre skulder. "Der er du... hvor har du været," han grinte til den lille flamme og så så på pigen igen. "Undskyld har ikke presenteret mig, jeg er Samuel søn af Gabriel, og flammen der svæver rundt er min personlighed" han viskede stadig, men var knap så nervøs mere.

hun så lidt på ham med et let overrasket blik, "jeg kan godt regne ud at der er nogle -i følge dig- ikke så rare mennesker efter dig når du flygter" kom det fra hende, med samme toneklang som før denne gang talte hun bare lavere.Hun bed sig kort i læben men smilte så, "min ring... men jeg har fundet den, jeg lagde den i lommen så jeg ikke skulle tabe den igen" kom det lavt fra hende, hun løg men det kunne man hverken se eller høre på hende, for hun var god til det. Hun hvæsse mod ilden der kom hen imod dem og syre skød op af jorden, men det stoppede brat da han åbenbart kendte denne flamme. Daianna så uforstående på ham, og da han præsenterede sig så hun skeptisk på ham "din samvittighed?" kom det kort og vantroisk fra hende, den kolde undertone var der fortsat. "jeg er Daianna, datter af en eller anden" kom det kort efter.

Samuel smilede til hende med et overbærende smil. "Nej ikke samvittighed, Personlighed, den skifter farve med mit humør, og ligenu er jeg glad så den er rød" han grinede til hende, men kunne mærke hendes løgn, han tog sig ikke af det, men has flamme blev en lille smule blå i skæret. Han kiggede ned på den boblende syre på jorden, og smilte til hende "Jeg er vidst ikke den enste der har lidt nerver på". en lyd af folk der løb rungede i en fjern gyde, Samuel så op og hans smil forsvandt lige så stille. "Jeg tror det er bedst hvis vi forsvinder Miss Daianna, de vil nok ikke være søde hved dig selvom du ikke har noget med mig at gøre" Samuel kiggede nervøst ned i den anden ende af gyden og ventede på at der skulle komme rødklædte vagter rundt om hjørnet til hver en tid.

hun så undrende på den flyvende flamme "underligt" mumlede hun for sig selv "og blå hvis du er utilpas? eller hva.." kom det kort fra hende.
"det kan man vel godt sige, jeg er ikke så hmmm glad, for at være i nærheden af en mand jeg ikke kender, fortidsproblemer" stemmen var fortsat kold, men det var nok noget man ikke kunne pille helt væk. Hun skævede til ham, og fik indsamlet syren så den ikke begyndte at ætse noget, det så ud som om den nærmest forsvandt ind i hende. "normalt klare jeg mig, men hvis de synes" kom det fra hende og hun begyndte roligt at gå... "så slemme kan de da heller ikke være?... hvad har du gjort dem?" hun samlede lidt sne op og tog det med sig, da hun ikke vidste om der var denne slags andre steder. man kunne jo være uheldig.

Samuel fulgte med hved siden af hende, han tænkte lidt over hvad han skulle svare, men var nød til at være hudløst ærlig. "De er Malakels vagter, de kom på sporet af mig fordi jeg spionerede udenfor paladset" han begyndte at grine. "Man skulle da ellers tro du vidste hvem jeg er, med alle de efterlys plakater over det hele" han traskede videre, sneen dalede tygt omkring dem og deres spor ville hurtigt være slettede, Samuels støvler lavede en hul og blød lyd når han trådte i sneen. "Har du aldrig set sne før fr. Dianna?" han kiggede på hende med venlige øjne man kunne fornemme det gode i ham, han brugte selvfølgelig sine krafter for at berolige Dianna, hun virkede anspændt, men ikke ond. "Ja man kan vel godt sige den har den farve fordi jeg er utilpas, men det har ikke noget med dig at gøre" forsikrede han med et venligt blik.

Daianna nægtede for en kort stund at se op, ja i det hele taget at åbne øjende. "hvorfor spionere du dem? ... Malakel er da ellers en ok hersker ikke?" kom det fra hende. stemmen var silkeblød, dog utilpas, og en meget svag kold undertone. "gør der?..." kom det fra hende, hun åbnede endelig øjende og så rundt, "lige her hænger der da ikke nogle... ellers er de dækkede af den fine sne" der kom et underligt 'tik' under hendes øje og en knorende lyd kom fra hende. hun lukkede øjende og stoppede brat op da han stilte dette spørgsmål, da hun gjorde dette kunne hendes tilstedeværelse ikke længere mærkes, men man kunne underligt nok godt se hende. "nej" mumlede hun lettere utilpas, og koldt. hun begyndte kort efter igen at gå, men hun åbnede fortsat ikke øjende, og man kunne ikke mærke at hun var der, så hvis man ikke kunne se hende ville man ikke kunne finde hende. "og det er de helt sikker på?" kom det fra hende kort efter han havde forklaret sig.