concert under the stars //Samuel-privat//

Det var tiden for at Akira skulle på scenen og synge hendes sang, hun stillede sig på scenen og var klar til at synge. Hun viste bandet at hun var klar og de begyndte at spille "lost in the darkness, hoping for a sign, insteed there's allways silence, can't you hear me scream" og sådan fortsatte hun. Det var en sang der var tæt knyttet til hende, og hun lærte den for 1000 år siden den gang hun så hendes familie blive slået ihjel. Det var en vuggevise hendes mor sang for hende dengang hun var en lille pige, men den tid er ovre nu

Samuel stod nede bag hved publikum, han havde sin lange trenchcoat på, de udslidte jeans og hans sedvanlige sorte T-Shirt. han var der faktisk hved et tilfælde, han havde fundet en billet på markedet da han var ude at købe ind. Men han var overrasket over hvor godt han kunne lide musikken, han fandt en cigaret frem og tændte den på det lille lys der var med ham overalt. *Hun ser fantastisk ud* han stod og smågrinede, *hun oser af vampyr* han begyndte at bevæge sig tættere på scenen.

Akira fortsatte med at synge og folkene ved scenen var i en eller anden form for trance, men hvordan hun havde fået dem til at komme ind i den trance vidste hun ikke, hun sang jo bare. Hendes stemme var så perfekt at man kunne tror at det faktisk var en engel der sang, men det var nok det sidste hun nogensinde blev.

Samuel stod nu få meter fra hende. *yep helt sikkert vampyr* han kunne mærke lysten til at falde i trance men han kunne godt holde sig ude af den. *hun er bare smuk* den tanke blev hved med at flyve rundt inde i Samuels hoved. som den eneste i publikum stod han stille med hænderne i lommen og en smøg i mundvigen. han stirrede direkt i øjnene på hende. *jeg regner med du kan læse tanker* han smilte men blev hved med at stirre.

Akira nikkede kort som svar på hans tanke * selvfølgelig kan jeg det* tænkte hun så han måtte også kunne læse tanker siden han kunne sende en take til hende. Jun fortsatte med at synge og da sangen var slut kom alle menneskerne ud af deres trance og begyndte at klappe og bede om ekstra nummer

*Jeg kan ikke læse dine tanker, men jeg kan stadig tænke så du kan høre mig* han nikkede til hende *Navnet er Samuel søn af Gabriel jeg er her fo....* han blev brutalt afbrudt af en af publikummerne der bedstemte sig for at tackle ham så han faldt. Samuel var rasende og det lille lys brød ud i en stor blå flamme, for folkene baghved lignede det bare fyrværkeri fra scenen, men ham der havde væltet Samuel kunne ikke være i tvivl om hvem han var. Publikum jublede, men den enetilskuer begyndte at løbe fra Samuel. Samuel vendte sig igen mod scenen *Jeg har lige bragt os begge i stor fare, mød mig senere under træerne hved løbebanen* han vendte sig rundt og traskede stille og roligt ud fra koncerten.

Akira nikkede kort og så sig omkring, hun sprang ned af scenen og begyndte at gå over mod løbebanen, som han sagde hun skulle. Hun gik stille og roligt og undersøgte hendes omgivelser, hun havde ikke været her så mange gange, dette var kun hendes anden gang hun var her, men der var fredeligt i parken, især når der ikke var nogle mennesker udover Akira selv.

//undskyld det tager så lang tid er lidt sløj//
Samuel ventede i skyggerne, det eneste man kunne se var det lille røde lys fra hans cigaret, "Godt du komm vi har vigtige ting at diskutere", Samuel kom ud af skyggerne og så sig omkring før han bukkede en smule "Som sagt er jeg Samuel søn af Gabriel" han rettede sig op igen "og du er Akira Aiko Shinusha, vampyr" han begyndte langsomt at gå ind mod byen, han forventede at Akira ville følge med.

Akira så på overrasket på ham da han sagde hendes navn " Ja det er mig" sagde hun med et kækt smil på læberne. Idet han begyndte at gå ind mod byen fulgte hun efter ham med rolige skridt i det samme tempo som ham.

// Det er helt okay^^//

Samuels store skuldere faldt lidt som han begyndte at sænke paraderne. han traskede afsted ud af parken og ned mod byen. de kom til en mur nede i gyderne. "Et øjeblik" Samuel slog let på vægen og der åbnede sig en gang ind til et lille rum. rummet var fuld af mennesker og væsner i alle aldre, hele flokken stirrede meget på Akira. Samuel satte sig ned på en stol i et hjørne, og lavede en bevægelse om at Akira skulle gøre det samme.

Akira fulgte efter Samuel og satte sig på en stol ved siden af ham. Hvad lavede hun her? var det en eller anden form for møde? eller måske et foredrag? Akira anede ikke noget om dette hun var bare fulgt efter Samuel hele vejen

"Velkommen til, jeg skal fatte mig i korthed" Samuel rømmedes sig og begyndte at snakke, "De mennesker og væsner du ser omkring dig er blevet befriet af modstandsbevægelsen, Lord Malakel har brugt dem som gladiatore i sin syge arena" Samuel pegede rundt næsten alle der havde sår og ar over det hele. "Vi skal bruge en som dig en der er høj i hirakiet, en der kan få disse folk ud af Terre, og gemme dem et sikkert sted" han kiggede bedende og meget træt på hende. "Det er et spørgsmål om tid før vi bliver fundet, tilskueren til din koncert var en af Malakels mænd, jeg hved ikke om han hved noget om dig, men du gør klogt i at holde lav profil". Samuel så så træt og tynd ud man var i tvivl om han var død eller levende. "vil du hjælpe disse folk, hvis du siger nej er du fri til at gå, men hvis du siger noget til nogen om dether dør alle her" han rejste sig igen og rekte hånden frem mod hende "Er du med os?"

Akira så rundt på de mange folk der var der og nikkede " Jeg er med jer" sagde hun og smilte blidt til ham. Men hvordan hun skulle få dem ud af Terre i sikkerhed vidste hun ikke, men hun havde en ide om det. " først og fremmest skal vi have nogle med til at beskytte os, og det skal ikke være nogle af jer" sagde hun " jeg tror jeg har den rette mand til jobbet " sagde hun med et smil

Samuel stønnede lette, det så ud som om han fik mere farve i kinderne igen. "Det var godt" han rejste sig og hentede en lille konvulut med et specielt mærke på "Denher skal du gemme under en bænk i parken når du har fået styr på det hele, bænken har et lille kryds på bagsiden, jeg vil tage kontakt til dig aftenen efter" han så meget lette ud hans plagede ansigt blev dog vendt til et lille smil "Hvem er så den rette mand til jobbet"? sagde han. folkene i rummet begyndte at juble, de havde lyttet med på deres samtale.

Akira nikkede og så på ham " Skal jeg nok" sagde hun og tog imod konvutten og smilte blidt til ham. Hun så ud på alle de personer der sad i rummet med dem idet de begyndte at juble " Jeg lover jer alle sammen jeg ikke svigter jer! Jeg er ikke som andre vampyrer" sagde hun med et smil på læben idet hun afventede deres svar

En af kvinderne løb over til Akira med tåre i øjnene "Tak tak, vi står alle i gæld til dig". Samuel smilede og hans ansigt lyste helt op over al glæden der ligepludselig fyldte det hemmelige rum. Flere af de befriede slaver kom over og takkede Akira, men enkelte sad tilbage fulde af mistro. "Hvorfor skulle jeg tro på en vampyr, det var en af hendes slags der tog mig fra min kone og børn!" råbte en mand mens han hamrede en næve i bordet. Samuel rejste sig og så på manden med et alvorligt ansigtsudtryg. "Hun er ligenu dit eneste håb, men hvis du hellere vil blive siddende her er det iorden, Malakel vil finde dig og alle andre der bliver her, og han vil gøre ting meget værre end at slå jer ihjel". Der var en lang ukomfortabel tavshed, manden åbnede igen munden. "Hvorfor kan du ikke tage os herfra Samuel, du er ærkeengel!" Samuel så på ham med et uskyldigt blik "Jeg er engel lige præcis, og kan derfor ikke bevæge mig så frit som en af væsnerne fra en højere kaste, det er derfor vi har brug for akira" han smilede venligt til Akira og sagde beroligende "Det skal nok gå fint".