Vanquished.((Warning: Mature Content))

Abuse.

- Abuse er et mindre indblik i noget af det som en meget ung Ma'lakel gik igennem i sin tid.

XXX - Indeholder Mature Content!
__

Som is, kolde og livs forladte. Overfladen af en frossen del af det hav der lå under det. Sådan var Cedric's øjne, sådan følte han det når han så ind i dem. Han kunne ikke se anger, eller medfølelse. Det eksisterede ikke. De eksisterede ikke. Ikke i dette univers, ikke i noget som helst andet. Der var kun dem og så intetheden. De mørke mure der var deres skove, deres træer og buske, hjorte og bjørne. Og loftet udgjorde den kolde grå himmel som var det eneste han så i sin rus af extace. De lyse silke blå lagener på sengen var den jord de lå på, og selvom der var sten der skar ham i ryggen så han blev nød til at svaje den svagt, kunne han ikke rokke sig ud af den hypnose han var blevet underlagt. En kvalm fornemmelse pressede på i halsen, imens at øjnende sveg på grund af de tåre han havde holdt tilbage siden forbandelsens begyndelse. Sjældent var det han som lå der. Sjældent var det han som lod sig indtage og fortærre, men denne gang havde der ikke været andre som Cedric kunne vise sit rigtige jeg til. Der havde kun været ham inde i det lille tjeneste kammer der var blevet ham tildelt. Og der var han blevet fanget første gang. Der blev han altid fanget i sidste ende. Der fandtes intet skjul, ingen flugt eller gemme når først Cedric havde sat sig det for. Når hans isblå øjne lagde sig over en og han fik et skævt smil på læberne, så viste man at der ikke var nogen vej uden om, eller det gjorde han!
Han bed tænderne sammen endnu engang for at undgå at udgive en lyd. Han ville ikke give ham den fornøjelse at høre ham. Han havde aldrig villet, og altid kæmpet for ikke at blive det næste offer. Men han havde en fornemmelse af at desto mere han kæmpede, desto mere ville Cedric gøre for at underlægge ham den overvældende nedværdigelse det var at tabe.
Det udviklede sig til et climax, og stemmen blev denne gang nød til at blive sluppet løs for ellers var han sikker på at han ville kvæles af den. Han udtrykte sig i et højt støn der fik det til at løbe koldt ned langs hans ryg. Nu havde han endnu engang tabt, og Cedric havde vundet. Vundet som alle de andre gange! Han kunne mærke det strømme ud af ham for så at stilne helt, og lade ham være tilbage med en kold fornemmelse inden i. Han åbnede svagt øjnende imens at han fortsat holdte de salte tårer indenbors. De grønne øjne var blevet udsprængte på grund af presset. Det var kun viljen der var tilbage, der ikke var knækket. Alt andet var blevet befamlet og rørt! Alt andet, var blevet tilintetgjort af Cedrics kolde hænder.
Han kunne et øjeblik ikke se på grund af en tåge der syntes at danne sig for hans blik, en tåge som Cedric ikke kunne se, men som han sagtens kunne fornemme. Den kom når det var allerværst, når hans krop ikke længere kunne holde til mere men viljen stadig stod fast og rank, og tvang kroppen til ikke at give op! Stille lod han kinden ligge imod lagenernes glatte ydre for blot at stirre ind i tågen, og ignorer de hænder der begyndte at kærtegne ham på ny.
Det gjorde ondt i brystet, det trykkede i halsen, og lod det dunke i hans hoved så panden blev varm og klam. Perler af kropslig væske lå ovenpå den brune hud, det eneste tegn på hvor meget hans krop led under dette angreb, dette nådesløse angreb!
Og så kom det, jaget af smerte der begyndte forneden og derefter løb op igennem hans rygrad, og efterlod et dybt ar i hans erindringer. Han slog hovedet tilbage da det skete, skreg, og klemte øjnende sammen i bare pinsel! Slog, kredsede, vred sig, men intet kunne forhindre det. Intet kunne få det til at stoppe, selvom han kæmpede for at skubbe ham væk fra sig, så kom smerten igen, gang på gang! Det blev ved, og endnu engang skreg han! Tårene han tappert havde holdt tilbage gled ned fra øjen krogende, fik hovedet til at dunke endnu mere, og den kvalmende fornemmelse til at samle sig i maven til en stor modbydelig klump af afmagt!
Men han stoppede, han stoppede altid. Kæmpede altid i starten men mistede derefter styrken og lod viljen knække. Lod den knække, så alt der var tilbage blot var en tom skald. Og efter alle de ting der før havde tvunget sig indover ham, og fået ham til at kæmpe, forsvandt, sammen med alt andet. Der var ikke længere noget med betydning. Og den svigende smerte der før havde krævet opmærksomhed fra samtlige af hans sanser, blev til ingenting. Nu var det blot en ensformet rutine han skulle igennem. Små klynk undslap, små sammenbidte støn sneg sig ud imellem den halv åbne mund. Der var nu ikke andet for end at vente. Vente indtil at alt dette var overstået, efter at Cedric mistede lysten til at fortsætte.
Han klemte om korset i hans venstre hånd. Klemte det, så det skar det yderste lag af huden i hans hånd op! Cedric gav ham det altid, lige inden han begyndte, sagde at hvad han gjorde ved ham var blot at rense ham fra alt den synd som han besad. Hvis han skulle tro på Gud's helligste mand, så ville han aldrig være fri fra synden, for synden havde skabt ham, og ville altid være en del af ham.
Tiden. Tiden kan være ens værste fjende, ens evige fjende, men også ens bedste ven. For hvis ikke tiden havde eksisteret ville det aldrig stoppe, selvom at minutterne der gik imellem at det gjorde var fyldt med en ubeskrivelig pinsel som den almene person aldrig ville forstå!
Men en ende fik det, en ende. Nej der fandtes inden ende, for en af disse dage... ville han igen blive fanget, og igen ligge der.

__
Pz tell me what you think.

Nuuuuuuh!! Lille Malla!! D'x

Yeaaahh Dx!
- But its hawt, non the less >=3

It is indeed! x3 .. In a sick twisted way xD .. Men så igen.. Thats the way we love! Taboo for the win.

Indeed XD!!!:. *highfive!*

xDD *highfives back*