They surrounded us - Cricker

Cricker hørte at hun snakkede derinde, men tog sig ikke rigtig af det. han var heller ikke nået særlig langt ind på kirkegården før at de første zombier havde overfaldet ham. han huggede den ene ned efter den anden, og der blev bare ved med at komme flere og flere. Han skød pigge afsted, han spiddede den med rødderne og der blev hugget en del hoveder af, men til sidst så det ud som om at de faktisk var stoppet med at komme. Cricker kiggede sig omkring. "Hmm, mærkeligt" Sagde han stille til sig selv. Zombier ville da ikke bare sådan stoppe med at komme ville de? Medmindre at en af de andre vampyrer var i nærheden. Cricker kiggede sig omkring, men der var intet at se. Kun gravstene og træer... Træer.... Dem kunne han jo selvfølgelig bruge hvis det skulle gå galt.
Cricker kiggede bagud for at se om Angelie overhovedet var med, men han kunne ikke se hende og han kunne også kun lige se kirken, han var kommet rimelig langt ind på kirkegården, så han skulle til at passe på med hvad han gjorde, ellers ville det sikkert ende galt.

Hendes blik var fat rettet mod denne korshængte person, hvorefter en hovedrysten langsomt indtraf, da hun var nået halvvejs igennem bogen. Hun mærkede den irriterende trang krybe sig under huden på hende, og lavmælt knurrede hun irriteret. Hvorfor skulle den komme nu!? Der var jo ing.. Og dog.. Hendes blik vendtes langsomt mod indgangen.. Den vej Cricker var fosvundet. Han var her jo.. Men.. Nej! Føj.. Ikke ham.
Hun rystede irriteret tankerne væk, men de kom tilbage med det samme, og den rallende lyd gjorde hende opmærksom. For fanden.. Han var sgu heller ikke rigtig klog.
Mens hun fortsatte med at destruere salmebogen, vandrede hun tilbage igennem kirken, for til sidst at ende ude i forhallen, hvor hun havde udsyn over kirkegården. Hun så hvordan han i det fjerne kæmpede mod zombierne, og lænede sig bare op ad sidevæggen, mens hun til sidst fik fjernet de sidste sider, og kun stod tilbage med omslaget, af det man engang kunne havet kaldt en bog. "Mener du ikke at det ville være smartere at holde sig inden døre" sagde hun højt ud i mørket, uden at tage sig af om andre kunne høre hende.

Cricker kiggede bagud for at råbe tilbage. "Nej, jeg skal have fat på de vampyrer, og det er nemmest herude" Men kort tid efter at han havde råbet, det så dukkede en vampyr op bagved Cricker og greb fat i ham. Den hev hans hoved tilbage og bed ham i halsen. Cricker så ikke ud til at gøre specielt meget modstand. Det var nærmest som om at han ventede på at vampyren skulle bliv færdig med at suge hans blod. "Hahaha! Nu bliver du en af os" Hvæsede den af ham efter at have kastet ham lidt tilbage. Cricker rejste sig og rystede på hovedet. "Du lære aldrig var? Kan du se den barkhud her? Den gør mig immun overfor vamåyr bif" Sagde han. "Hva?!" Mere nåede vampyren ikke at sige før end at Crickers sværd sad igennem hjertet på den. Vampyren faldt død om og Cricker tog sin hånd til halsen. "Forbandede satan... Det gjorde sgu da ondt" Sagde Cricker og rystede på hovedet. Han gik tilbage imod kirken for at slappe lidt af inden han ville jage den sidste vampyr. "Det var2, så er der 1 tilbage" Sagde han stille til sig selv.

Hun hævede let det ene øjenbryn, og skærpede sit syn. Elverne havde heldigvis udstyret hende med et godt et af slagsen, og den race havde faktisk bragt hende en del fordele efterhånden. Det var egentlig godt. Hun kunne med lethed høre ham, med de lette spidse øre, som var dækket var de røde lokker, og de iskolde øjne betragtede nu Cricker og vampyren.
Hun bemærkede at han blev overfaldet, og kort lod hun tanken om at hjælpe ham, strejfe hende. Hun skulle dog ikke tænke specielt længe over det, og smed istedet bogens omslag fra sig, og lod armene glide over kors, mens hun bare betragtede dette.. Opgør. Et smil sad allerede på hendes læber, selvom hun dog mente det var lidt irriterende at vampyren havde tabt så hurtigt.. De havde bare ikke sans for drama.. Eller.. Cricker havde åbenbart ikke. Næh nej.. Det kunne åbenbart ikke gå for hurtigt for ham.
Hun trak dog vejret dybt, da han kom tilbage mod hende, og et kort skuldetræk fortalte, at vampyrer ikke var noget hun havde tænkt sig at overveje det næste stykke tid. Den sidste skulle nok dukke op før eller senere.

Cricker nikkede stille til Angelie og gik indenfor og satte sig på en af bænkene. Han tog en dyb indånding. "Satans" Sagde han så og fjernede hånden fra halsen. Det var ikke fordi at det blødte særlig meget, men det gjorde stadig en smule ondt. Han rystede stille på hovedet og kiggede sig omkring. Der var ingen vampyrer herinde, så han skulle ud og lede efter den sidste, men han havde brug for at samle kræfter først. Han kiggede over på Angelie for at se hvad hun lavede, det så ud til at hun havde hygget sig herinde med at rive en bog i stykker. Ikke at Cricker tog sig specielt meget af det. Han kiggede op på den korsfæstede Jsus og nikkede stille. Han troede ikkerigtig på den slags, det eneste han troede på var guderne fra hans egen verden, men han var langt væk hjemmefra nu. Han sukkede og kiggede sig omkring en ekstra gang.

Hun lod blikket hvile omkring såret ved hans hals, selv da han skjulte det under hånden. Det var ikke nødvendigt at kunne se det.. Hun kunne lugte den metalliske røde væske, og et sus af fryd gled igennem hende ved tanken. Muligvis var hun af de rendyrkede racer, mens indeni var hun ligeså sort, som altid.. Hvis ikke sortere.. Tommere.
Med blikket hvilende mod hans hals, lod hun en finger køre nedover hans sår, for at tvinge den rødlige væske over på den pegefinger hun brugte, inden hun vendte sig rundt, og gik langsomt fremad. "Brug ikke et navn når du ikke kender vedkommende" bemærkede hun køligt, inden hun betragtede væsken på pegefingeren, for til sidst at putte den i munden, for at rengøre den.. Og smage på hans indre.. Imens smilet blev en anelse bredere over læberne, kunne hun ikke lade være med at nyde at han var blevet såret. En ret god investering når man tænkte over det.

Cricker rystede bare på hovedet. Han fattede ikke at han rent faktisk var her med hende. Af alle personer han havde mødt, så skulle han lige støde ind i Angelie. Han havde mest af alt lyst til at sige et eller andet så hun smuttede igen, men det var jo rart nok med lidt selskab.. Selvom at det nok ikke var den bedste form for det. Han sukkede imens han blev siddende på bænken og kigge sig omkring. Han manglede kræfter til den siste vampyr.. Og bare efter den ene så kunne han smutte igen og slippe for hende. Gad vide hvad klokken egentlig var blevet? Måske var det ved at være morgen.. Hvis det var så ville jagten være spild, da vampyren nok ville have forladt kirkegården, men det troede han ikke, det var stadig mærkt udenfor, så den var nok ikke engang 3.. Cricker rystede stille på hovedet. Skulle han mon sige undskyld for sidste gang?

Lettere diskret himlede hun med øjnene, imens hun havde ryggen til ham. Han hverken kommenterede eller svarede på hendes ord, hvilket både irriterede og frydede hende. Mænd var egentlig nogle svage væsner når det kom til stykket.
Forsigtigt drejede hun hovedet, og kiggede over sin egen skulder, hvor hun betragtede dæmonen, mens hun let undersøgte ham. Han virkede forpustet og ude af stand til at tage endnu en kamp. Måske var den vampyr alligevel for meget for ham.
Smilet blev fortsat på hendes læber, inden hun diskret lod ryggen falde mod den modsatte mur, efter at have vandret over til den, hvorefter hun lod sig glide ned på gulvet, og placerede sig med benene bøjet ind til kroppen, og det dybblå blik rettet mod ham uden at hun lagde an til at sige noget. Hun ville ikke angribe, når han så så ynkelig ud.. Hvis en vampyr kunne bringe ham så meget ud af kurs, så kunne hun nok også godt.. Under alle omstændigheder så hun ham ikke værdig til at være hendes modstander i dette øjeblik.
Stilheden hvilede lidt for tungt over stedet til at hun brød sig specielt om den, og af ren refleks vendte hun blikket mod åbningen, hvor hun betragtede mørket udenfor. Tiden.. Hvad mon klokken var.. Den var ikke nok til at det ville være morgen, men den var også langt over midnat.. Mørket gav kirkegården et dystert udseende, som om den ikke var klam nok i forvejen, selvom den rallende lyd var forsvundet.

Cricker sukkede og gik over til hende. Han kiggede på hende. "Du.. Øh.. Angelie, jeg er ked af det der skete sidste gang vi mødtes. Lad os bare sige at jeg var en anden dengang... Undskyld" Sagde han og kiggede på hende. Det blødte ikke så meget som det havde gjort før, men stadig lidt. Han havde stadig hånden på det. "Du behøves ikke at tilgive mig, men nu har jeg i det mindste fået sagt undskyld." Sagde han lidt efter og kiggede stadig på hende. Han håbede da at hun kunne tilgive ham, men hvis hun ikke kunne.. Ja så kunne han vel egentlig godt forstå det, eftersom athan ikke ligefrem havde været den mest hyggelige og flinke person at være sammen med dengang, og det var han udmærket klar over. Et eller andet sted så regnede han med at hun kunne tilgive ham, men man vidste jo aldrig. Cricker kiggede selv hurtigt ud af døren inden han rettede blikket imod Angelie igen.

Hendes blik gled langsomt tilbage mod ham, da hun hørte lyden af at nogen rejste sig op. Til at starte med kiggede hun mod hans knæ, inden hun lod hovedet falde bagover, og gjorde hende i stand til at se op på ham. Imens hørte hun hvad han sagde, og det ene øjenbryn gled langsomt i vejret. Han.. undskyldte? Et undrende glimt kunne kort anes i hendes blik, men sekundet senere var det væk igen, så hvis han ikke havde set ordentligt efter havde han ikke opdaget det. Imens overvejede hun hvad hun skulle sige. Faktisk huskede hun at de havde talt sammen.. Før det hele gik galt, men hun forstod stadig ikke hvad hun havde gjort for at hun skulle angribes.
"Det.." mumlede hun langsomt, men stoppede igen sig selv. Var det egentlig okay? Måske kunne hun tvinge ham til at trygle en anelse mere, eller det var vel også at gå over grænsen. "Det er okay.. Det er længe siden efterhånden" bemærkede hun kort, med en monotom stemme, som ikke fortalte at hun følte sig forvirret over det, men samtidig indeholdt den heller ikke den samme kølighed som hun normalt ville have brugt.
Istedet søgte hendes blik igen væk fra ham, og kiggede mod åbningen.. Ikke fordi hun troede der var noget derude, men mere for også bare at se væk. En let indånding kunne svagt høres fra hende, imens hun lod armene falde omkring sine ben. "Men hvorfor gjorde du det?"

Cricker satte sig ned ved siden af hende da hun spurgte ham om hvorfor han gjore det. Han sukkede og ventede lidt inden han svarede. "Det er en lang historie, jeg skal nok fortælle den, men er det i orden vi først kommer væk herfra?" Spurgte han og kiggede over på hende. "Den sidste vampyr kan vente, ham skal jeg nok få ram på før eller siden" Sagde Cricker og smilede faktisk til hende. Lang historie. Ja det var det og han ville gerne fortælle hende den, ingen tvivl om det. Han kiggede ud af indgangen. Der var ikke noget derude og der var ikke nogle zombier at høre derude. Måske var de væk, eller også havde de dræbt dem allesammen? Nej det kunne ikke være tilfældet. Det var en stor kirkegård, så der var MANGE flere derude, og det var jo heller ikke sikkert at det var dem allesammen der var genopstået. Cricker tænkte en masse, men rystede let på hovedet inden han igen kiggede på Angelie.

Hun var allerede klar til at protestere, da han satte sig ned ved siden af hende. Hvorfor fanden ville han nu væk herfra? Det gav jo ingen mening, og alle elskede da at tilbringe et par timer på en hjemsøgt kirkegård? Og dog.. Måske var det bare hende.. Fordi hun havde ligget begravet på selv samme sted. Hendes protest kom i hvert fald ikke længere, end til at diskutere i hendes hoved, og det ville han nok ikke kunne besvare. "Jeg vil gerne høre svaret først" bemærkede hun nøgternt, men modsagde dog sig selv i form at bevægelse, da hun forsigtigt kæmpede sig selv på benene, ved at støtte en hånd mod muren, og derefter strække benene.
Kort kiggede hun ned på ham, inden hun sendte ham et afventende blik. "Og hvor har deres nåde så planer om at vi skal gå hen?" bemærkede hun langsomt, mens hun lod hovedet falde let på skrå, for at sige at han gerne måtte skynde sig en anelse, hvis han havde så travlt med at komme væk fra kirkegården.
Det var i hvert fald sikkert at der ville befinde sig flere døde.. Højst sandsynligt også den sidste vampyr, så måske havde dæmonen alligevel en pointe. Det smarteste ville helt sikkert være at komme væk, og gerne i en fart.

Cricker rejste sig op og stod ved siden af hende. "Jeg ved det ikke. Jeg kan forklare det på vej imod skoven, så bestemmer du selv om du vil hjemaf eller om du tager med mig, jeg er selv på vej hjem" Sagde han og begyndte stille at gå ud imod kirkegården. Da han var kommet ud kiggede han sig dog alligevel omkring, for at være sikker på at her ikke var nogen... Eller noget. Han kiggede derefter tilbage for at se om Angelie var med ham. Han begyndte stille at gå fremaf. Man kunne ikke rigtig se porten, men den var vel denne vej, så han begyndte at gå den vaj af. Det var i hvert fald der de var kommet fra. Cricker sukkede let imens at han gik. Gid hun ikke var sådan.. Gid hun ikke var så provokerende, eller ligeglad med ham, det havde gjort det hele meget nemmere.

Det gik op for hende at han kom hurtigere på benene, end hun havde regnet med, og kort tid efter var det hende, som blev nødt til at følge efter ham som en anden skødehund og ikke omvendt. En lavmælt knurren gav svagt genlyd fra hendes strube, inden hun begyndte at træde afsted i hans fodspor, mens hun lod blikket glide søgende rundt i de mørke omgivelser, for ikke at blive overrasket af noget.. Eller hvad man nu kunne kalde den form for døde, som levede her på kirkegården.
"Jeg venter spændt" bemærkede hun efter noget tid i stilhed, hvor han stadig ikke havde startet sin begrundelse for hvorfor han havde angrebet hende den eftermiddag. Diskret lod hun armene glide over kors, mens hun strammede grebet omkring sig selv. Utroligt.. Efter sin tid som død, havde hun glemt hvor ubehageligt kulden kunne føles, og alligevel havde hun ikke lært at gøre noget ved det. Men sådan var det vel.. Hun havde trods alt mistet alt efter den store kamp, og hun lod bevidst være med at kommentere hans sætning om at tage hjem.
"Så du holder stadig til i skoven" bemærkede hun langsomt, inden hendes blik kort betragtede ham, for derefter igen at glide ud i de søgende omgivelser, mens hun holdt kursen mod den massive, knirkende jernlåge, som ville gemme sig i tågen omkring sytten meter fra dem nu.

Cricker kiggede imod lågen. "Tja, dengang var jeg som sagt en anden. Jeg var efter en anden dæmon, men det gik galt på et tidspunkt." Sagde Cricker. "Han slog mine forældre ihjel, og da jeg endelig fandt ham slap han væk, det gik mig på.. Da jeg mødte dig kunne jeg høre... En stemme i mit hoved der sagde at du var med ham" Forklarede han videre imens at de gik. Nu var de helt henne ved porten og Cricker åbnede den og lod hende gå ud først, hvorefter han var lige bagved hende. "Jeg besluttede mig for at få en anden attitude overfor dig, for at finde ud af om du angreb mig, og det gjorde du jo så, så jeg angreb også dig.. Stemmen fortalte mig at det var det rigtige at gøre, men da du smuttede, kunne jeg ikke få det til at passe. Enhver der kæmpede for ham ville blive ved indtil at jeg var død" fortsatte han og kiggede på hende en gang imellem. "Så jeg fandt ud af at han havde en heks med sig, som kunne hjernevaske en, og give stemmer i hovedet. Jeg er ikke lige helt klar over hvad man kalder sådan en, men det er også ligemeget" Sagde Cricker og var ikke helt sikker på om hun overhovedet troede på det, men det var sådan at det hang sammen.

Hun stoppede langsomt med at holde øje med sine omgivelser, da han begyndte at fortælle. Istedet havde hun bare blikket vendt stift fremad, mens hun koncentrerede sig om ikke at vise hvad hun mente omkring alt dette. Imens gav hendes bare fødder let ekko hver gang de ramte jorden, og et afslappet smil kom langsomt over hendes læber, mens hun nikkede en enkelt gang imellem, for at vise at hun trods alt stadig hørte efter.
Sandheden var dog, at hun ikke hørte vildt meget efter, men opfangede nærmere nogle enkelte ord engang imellem, men til sidst gav det dog også en større mening i hendes hoved. "Så du blev.. hjernevasket" bemærkede hun langsomt, mens hun kæmpede for ikke at krympe sig over påmindelsen om den ene gang hun havde stukket halen mellem benene i en kamp. Tænk.. Hvor havde det egentlig været ynkeligt af hende.
Hun slap dog tanken, da hun så hvordan han holdte jernlågen for hende, og fnøs forsigtigt inden hun derefter bevægede sig igennem dette gitter af rustent metal. "Men jo.. Det giver mere mening når du siger det på den måde" bemærkede hun lavmælt, og drejede en smule, så hun endte med at få retningen mod skoven.

Cricker smilede. "Jeg er i hvet fald meget ked af det. Jeg ved ikke om du er interesseret i at høre resten af historien?" Spurgte han imens at de gik videre. Jo hun gik da stadig sammen med ham, så mon ikke at hun havde taget imod tilbuddet og havde valgt at gå med ham hjem? Han håbede baer ikke at hun skulle til at være lige så flabet og kold, når de kom hjem til ham. Det var såmænd ikke fordi at Cricker ville gøre noget ved det hvis hun var, men det er da træls at høre på, men sådan var hun jo nok og det kunne han nok forstå efter det der skete sidste gang, men nu havde han i det mindste sagt undskyld, så han havde ikke noget at have dårlig samvittighed over mere. Nu håbede han bare at hun mente det da hun sagde at det var i orden, man kunne jo nemlig ikke rigtig vide med Angelie, hun kunne jo sige en ting, men mene noget helt andet. Cricker kiggede på hende imens at de fortsatte ind i skoven og imod hans hytte.

Hvor meget han end ønskede det, så ville Angelie aldrig være i stand til at lave om på sin natur. Hun ville forblive kold og kynisk kun med tanke for sig selv, og det som kunne ende med til sidst at gavne hende. Uden at få noget ud af det, ville hun ikke løfte så meget som en finger.
Hun endte langsomt med at falde tilbage, så hun gik på siden af ham, eftersom det var ham der vidste hvilken retning de skulle gå og ikke hende. Hun brugte trods alt ikke sin tid på at stalke andres privatliv og boliganliggender. Istedet hørte hun hvad han havde at fortælle, og måtte endnu engang erkende at et spørgsmål var blevet formuleret. Hvorfor havde han brug for at hun bekræftede sin interesse. Var det virkelig så forbandet svært bare at sige det?
"Fortæl du bare" svarede hun monotomt, uden at vende blikket mod ham. De blå øjne stirrede lige frem for sig, mens hun koncentrerede sig om deres omgivelser, der stadig var henlagt i mørket, med håb om snart at se solens lys igen.
Hun kunne dog heller ikke benægte at hun ikke nød denne stund. Natten.. Det var længe siden hun havde befundet sig på denne tid i fast form, og følelsen var uovertruffen.

Cricker kiggede frem for sig, der var ikke meget at se eftersom at det var meget mørkt, men han vidste jo godt hvor de var henne. Han kiggede sig tilbage for at se om hun var der, men det var hun jo selvfølgelig. Han havde lidt opgivet at føre en samtale med hende, hun var jo ligeglad med alt. Eller sådan følte han det i hvert fald, sådan fik hun ham til at føle det.
Cricker var begyndt at fornemme at de var der, han kunne se hytten svagt for sig, han ville stadig ønske at han vidste hvad klokken var, men det kunne han jo ikke finde ud af, ikke engang i huset havde han et ur, men det var jo heller ikke særlig tit at han brugte det, så det var der vel heller ikke nogen grund til. "Så er vi her." Sagde han og kiggede tilbage på hende imens at han trådte op på en lille veranda. Huset var uden tvivl lavet med hans egen magi, det kunne man godt føle når man stod der.