at stjæle er slemt "Nya!" ~~ Lucas ,R,K

Tid ~ Midnats åbent Præmiere på Eclips (twiligt)

Omgivelserne ~ Masser af unge teenage piger og nogen fyre "Drag along"

Sted ~ Centret

Vejret ~ Tja?, Sneen er endeligt faldt og har forvandlet veje og gågade til skøjtebane samt himlen er helt klar og midnats blå.


Små fodtrin kunne høres indtil de blev helt lydløse blandt den store mængde af skrigende teenage piger på omtrant Karins egen alder?, der stod med deres veninder og skrig samt diskuteret om hvem af disse twilight fyre der var mest hotte eller IN for tiden`?, dog. Dette var ej noget som Karin gik særlig meget op i, selv om denne Jacob nu var ret så lækker?, så kunne hun ikke se sig selv stå og halv befarmle et blad? en plakat eller en dvd for blot at føle dette kolde livløse dog smukke billede mod sit blødende hjerte? der ville elske vis selveste personen stod foran en. Jaaah det var skam rigtigt nok, midnats præmieren på den mærkelig vampyr baseret ? bog Twiligt?,
eller mere mærkeligt nu når man jo gik rundt og vidste at dette billede af disse skindende vampyr ikke fandtes?, men der skam fandtes vampyr blot ikke så søde og det med at et menneske og en vampyr kunne co-eksistere tja? det var skam noget langt væk i drømmeland der skete.
Hvilket ikke... var Di Morga´s verden.

Karin så rundt med de violet lilla øjne af hendes der glinsede hver gang hun gik fordi et lysskær der fangede hendes våde øjenhinde der reflekteret lyset tilbage og fik det til at ligne mere skindende øjne end normalt?, dog hvor mange havde os lige violet lilla øjne? genetisk fejl desværre, dog var den ikke så gal, de fleste forvekslede hendes øjne med virkelig livagtige ? kontakt linser, men hun bebrejdede dem aldrig fordi hvordan skulle de dog ku vide at netop den farve var meget almindelig i hendes famile?, samt hendes genetiske DNA fejl i familien skyldtes også denne overnaturlige farve i hendes øjne.

Lucas sukkede, aldrig i hele hans liv havde han set noget der var så lortet. Han rullede med skuldrene, rejste sig og gik ud, gik forbi de mange piger, og mærkede deres misundelige bikke. Når man nu havde pengene, og magten til at komme til forpræmiere, hvorfor så ikke vise sig bare en smule? Et sleskt grin kunne ses om læberne, og en lille lyserød tunge spillede om de blege læber. De blå øjne gled over den mange mennesker, og da ingen fangede han umidbare interesse, trak han en lommeur op af lommen, og betragtede viseren. En smule gammelt, ganske vidst, men Lucas var ikke tryg ved den nyeverdens teknologi, små spejle med lys i, og høje bip lyde og alt muligt mærkeligt. Selv at se denne film havde været mærkeligt, og indholdet havde været forfærdeligt. Men ja, dem om det. Hvis det kunne fjerne fokus fra de rigtig vampyrer, så var det fantastisk.

Han var som altid iklædt et fint sort jakkesæt, hvor det eneste der ikke var sort, var den hvide skjorte, samt manchetknapperne i guld. Massivt guld. Da Lucas først havde købt sættet, eller, de mange sæt der hang derhjemme, fuldkommen magen til dette, havde han end mindre samvittigheds kvajel med sig selv. Kunne pengene bruges bedre? der var folk der led! fattige folk, men nej, man måtte vise sig, penge var magt, og i denne verden, i den rigtige verden, så var magt det eneste der rent faktisk betød noget.

Langt sort hår der var sat op i to hestehaler der var løse, de berørte hendes skuldre blidt som hun gik der, og flagrede med hende hver gang hun drejede hovedet for at se stedet an?, hun var faktisk kommet for at få eller nærmere låne på ubestemt tidspunkt et smukt sølv smykke lavet af selveste midnight moon designeren, en designer kendt for at lave de mest smukkeste armbånd og smykke designs i denne verden, hun ville ha et løst arm bånd med en midnats blå farvet dirmandt inden i den kostede flere millioner men??, Karin havde sine idéer til at få fat i selveste dette smukke løshængende dog smukke smykke med en dirmandt hængende fra, i en lille dirmandt snor(snorligende dirmandter).
Karin spændte stille sine muskler og ku mærke hvordan hendes indre luske kat stille kravlede inde under hendes menneskelige hud, vis blot hun ikke havde haft sådan et halv befængt racedyr til en mor havde hendes DNA og hendes evne til at forvandle sig ikke slået fejl, skønt hendes far havde prøvet at hjælpe hende ville hun altid føle sig som et misfoster selv om dem der havde set det, anså dette handicap som nuttet, hun hadet selveste idéen ved det ?, hva var der spændende ved at få øre, øjne, negle og hale som en kat? når resten ikke fulgte med, det var belastende og ødelæggende for hende syntes hun selv.

Hun bar en smuk lang dog figursyet og stram hvid jakke lavet af et speciel stof, der var flagrende dog silkeblødt at rør ved, det så let ud men var dog medium tungt vis man skulle sætte hendes jakke i en helt vægt klasse?.
Hun bar en stram tshirt der var lang med U skæring inden under, og den var hvid, dog med en grå vest knappet om selveste livet/taljen, og så bar hun skinny stramme grå bukser, der var lidt slidte ved hendes knæ netop fordi hun plejede at lave sådan nogen små ting som dette. Hun smilede let og hendes tandsæt blev blottet, hvidt og skindende som havde hun været til tandlæge, hendes hud var lettere bleg men havde dog en flot kulør alligevel?, og hun havde små hugtands ligende hjørnetænder, dog så de nuttet ud i stedet for desideret skræmmende?, det var jo ikke lige frem lange vampyr tænder ?, men skarpe katte tænder det var de skam?, men om de ku bruges til noget, tsk næ..

Lucas gik forbi en smykke forretning, standsede op foran vinduet, og de isblå øjne fangede noget, en dybere blå en øjnene selv, men stadig smukt. Et sølv smukke. Ganske vist var det en smule feminint, men det var jo ikke sikkert han ville forblive enkemand hele sit liv? og hvis det virkelig var sådan, så var det måske godt at binde nogen værdiger i nogen ædelsten? i modsætning til valuta, så mistede de jo aldrig deres værdig. Han smillede for sig selv, ja, han gjorde det sgu, og hvad fanden, en million her, eller en million der.... pft! han havde penge nok! Med en arrogant mine trådte han ind i forretning, og præsenterede sig, og efter lidt snak frem og tilbage, smillede han, og hev et check hæfte op af lommen. Efter han havde sat sine kravetæer på dokumentet, og skrevet de mange nuller ud, så gav han det, og fik taget det kostbare smykke ned fra hylden, fik pakket det ind, og stak det i hans inderlomme.

I hans stille sind, så var 4,5 millioner ingen penge, der var måske 3 millioner alene i hoved stenen, så var der de andre, og sølvet. Jarh, der var en lille formue her, og hvis man handlede de rigtige steder, så kunne man helt sikkert få mere ud af den, end man oprindeligt havde givet? Og hvad fanden, tingen var jo pæn?
Han lynede inderlommen, ingen skulle prøve at tage den fra ham, ingen overhovedet! Han smillede og tjekkede uret igen, måske var det tid at vende snuden hjemad? Det var nok det aller smarteste? Daggryet var nær, og han ville ende som vampyr kebab!

Karin stoppede brat op og så manden gå ind i butikken og gemte sig bagved en mur og lod sine almindelige menneske øre forsvinde og snart fyldte hendes hale ved hendes bukser som stille kom frem, for ikke at sige katte ørene og udseendet gjorde os, hun hørte med sin kattehørelse den lille samtale han havde og stivnede, det smykke hun ville ha, det eneste smykke hun så inderligt havde jagtet igennem sin barndom og endelig fundet et sted i næsten hele verden ville den fine! RIGE HERRE KØBE. Hun trak hurtigt katte delene ind igen i sin hud og mærket hvordan hendes tempratur steg og hun mærket sine katteligende klør(negle) stille pible frem, hun ville sprætte ham op, hun så sig stille til siden og bemærkede hans hænder stille føre noget i lommen da hun havde holdt øje med ham et stykke tid*Nej ikke den.. han må ikke tag den, det kan ikke passe?, jeg skulle ha haft den ikke ham?, det os til en kvinde? har han mund børn* hun rystede på hovedet i det hun stille fulgte ham og de almindelige kliklyde forsvandt stille som vejede hun intet. Hun så manden an og gik stille ind i butikken efter at ha tjekket ham ud og hun fik af vide lidt om ham...
Lucas... så denne tyv havde simpelthen taget hendes smykke med sig hjem af.
Hun ville finde lucas så hun løb stille efter en halv time ud af centret og fandt frem til selveste Lucas hjem, og hun mærket hvordan hun stille begyndte at forvandle sig til den liste kat hun nu var født som, ja hun ville finde smykket og tage det med sig hjem hvor det rigtigt hørte til, på hendes håndled!.

Lucas, efter en længere gåtur hjem, og en hurtig elevator tur op, sad nu i sin lænestol bagved skrivebordet, i hans penthouse lejlighed. Han trak vejret dybt ind gennem næseborene, smykket stadigt hvillende imod hans bryst, her sad han så, i fuld belysning, og så udover byen, fantastisk, og snart, meget snart, ville det være hans, hans by, hans verden. Han tjekkede sit ur, klokken var ikke så mange, han ville kunne blive oppe et par timer endnu, betragte sit fund, eller også lave lidt papir arbejde.

Han besluttede sig for det sidst nævnte, hev et ringbind op fra en af de mange skuffer, lagde det på bordet, og åbnede det, hvorefter han begyndte at betragte de mange fakturer. Men som altid, når han betragtede sine penge, sine aktier, og sine forretninger, så tog det han et par få sekunder for at konstatere, at -ja- alting gik som det skulle, og som det plejede var der overskud, direkte ind på hans konto, intet... intet ville nogensinde gå galt, men på den anden side, der var jo også 200 års erfaring bag det?

Han hørte et svagt "ding" fra elevatoren, og løftede blikket. "Er er nogen?" spurgte han, hvem ville dog besøge ham på dette tidspunkt? og så endda uden invitation, det var da fuldstændigt uhørt!

Karin listede stille hen til elevatoren og smilede i det hun stille havde listet sig en kniv med, et smil af tilfredsstillelse over at se manden dø for hendes hænder vis hun først fik fat i ham, kom over de lime farvede læber af hendes, mens hun mærkede en vis nydelse i at se billederne af fremtiden, nærmere illusioner skabt i hendes eget hoved? af manden der havde taget hendes elskede smykke, hun ville ha, hun skulle bære og kun hende!, ingen andre skulle rør det, et øjebliks sindsyge og et stramt greb om kniven havde ramt hendes nerver og sind, hun ville dræbe manden, han skulle så inderligt lide for hendes knugede hænder og bladets skarpe snilde, når hun ville skære hans hals over eller bore selveste kniven ind i hans hjerte.
Elevatoren åbnede sig og hun opdagede at der kun var en dør, fortræffentligt fordi så skulle hun ikke gætte sig til hvilken dør det var hun skulle ind af.
Hun ku høre en der inde med sine katte øre der stille vibrerede af den mindste pudslen, hun mærket blodet koge inden i og hendes lyst til at springe ind af døren og ryge i flæsket op den årh så fine mand, men Karin var langt fra fin, dog havde hun noget fint men dog beskidt over sig, som ville hun aldrig blive ren især hendes sjæl, der var formørket og hendes holdning der viste hvor stolt hun var i sig selv, og aldrig ville opgive en blodig kamp... hendes største svaghed der var ligefrem dødlig for stakkels forsvarsløse karin.

Vis manden kom ud af døren ville Karin stille hænge over selveste døren og ha ødelagt hurtigt samtlige lamper så alt var mørkt, og hun havde smidt sin jakke i elevatoren som afledning, og på en måde ødelagt den, dog os ødelagt den eneste vej for hende ud, så hun kun havde en hvid tshirt der var halv lang, ned til hendes bagdel på med en grå vest og grå stramme bukser... og så når han kom ud ville hun hurtigt men lydløst liste indenfor og prøve at finde sit smykke

Lucas så op, og ventede, da ingen kom, så åbnede han munden og sagde højt og tydeligt. "Kom indenfor!" hvorefter han vendte tilbage til sit papir nusseri, det var da sært at nogen kom op, uden at komme ind? De vidste vel hvem der boede her, det var næsten fuldkommen umuligt ikke at vide det? Han havde boet der i noget tid nu, og var bekendt med personalet, som de fleste andre fuldtidsbeboere. Han sukkede, trak en skuffe ud, og fremdrog en glas og en vin flaske. Hev proppen ud, og skænkede sig et glas. Måske en smule for rødt til at være vin, og en smule for klumpet til at være sodavand. Blod, det blod der forsynede ham med hans kræfter, gjorde at hans døde krop kunne holdes i live. Gjorde at han kunne forholde sig udødelig. Et par dråber blod om dagen, og han kunne hans udøde krop kørende, ikke som mange andre vampyrer, der vimsede rundt på hustage, sprang ting i luften og hvad de nu ellers foretog sig. Nej, man måtte jo vide hvilket samfundslag man hørte til i. Der var forskel på folk ,og dette ville der altid være. Uanset hvilket samfund man var i. Så var der pøblen, så var der dem der var lidt mere værd, og så var der dem der var som Lucas.

Et smil gled over hans læber, men blev dog erstattet af en irriteret mine "Kom ind!" Gentog han, denne gang en del højere, mon det var en døv person han havde med at gøre, han rejste sig op, og skubbede stolen ud bag sig. Ventede... Skete der noget?

Karin havde en meget svær mine på smilet i det hun stille hoppede ned fra døren og sukket mens hun var fuld af ubehag så måtte hun vel blot kæmpe sig ind og ud igen? dette lød til at være en af de magtfulde vampyr. Hun smilede let for sig og de smukke sørte pjuskede øre vibrerede lidt i det hun åbnet døren med et ovenlig brag mod hans væg og trak en sølv farvet pistol op,(lidt som den i Hellsing). Hun smilede let over sit spidse tandsæt og sagde med en meget lokkende dog hård tone"jeg vil gerne havde det tilbage der ret mæssigt høre til på MIT! håndled sir" hun grinte let og sagde"eller skal jeg personligt vriste det ud af deres kolde.... døde hænder"

Hun ville ikke sænke sine parader fordi han var mægtig det ku hun mærke, han var en gammel meget voksen og meget stærk vampyr, sikkert en af dem der ikke havde teenager følser eller homoner i sig selv, og stadig havde en vis tendens til kulde og hårdrammer der var mest firkantet i det hele og skulle være perfekt til punkt og prikke.
Karin smilede let for sig selv og ladet stille pistolen af hendes hurtigt og man ku se hendes øre var let rejste , hun så utrolig unik ud, men hun hadet selveste sin forvandling men uden den var hun blot som et almindeligt svagt menneske uden alt dette hurtighed og smidighed samt reflekser og kattenegle øre(super hørelse), vibrationer og følses sensore i halen der hjalp med at vende hende hurtigt om på bene os.
"så fortæl mig hvor du har gjordt af det smykke du købte tidligere i dag... det et kvindesmykke hva skal en så kold og kynisk vampyr som dig med det"

Lucas rejste sig, og smillede bredt. Hans isblå øjne var rettet imod hende. "Min kære ven..." startede han, og tog et skridt udfra skrivebordet, hans læber skiltes i et bredt smil, og han kunne ikke lade være med se på hende. Unik, det var hun, der var noget over hende, noget han måtte eje, præcis som da han havde set smykket, så måtte han have det, og præcis sådan med hende, noget så unikt ville understege hans magt, for hvis han havde magten over dette væsen, så var han først mægtig.

Derfor, besluttede han sig for at bruge hans lille trick, et lille trick som var hans vampyriske evne, evnen til at få folk til at lystre simple kommandoer, hans vilje, manifisteret i en anden krop. Derfor, fokuserede han, og rettede blikket imod hende. "Smid Pistolen" Sagde han klart og tydeligt, de isblå øjne pulserende af energi. Han stirrede på hende, ventede på at hans evne tog kræft, og han hørte den raslen der ville komme, han var sikker... hundrede procent, denne kvinde kunne umuligt stå imod. Ingen havde kunnet det, og ørerne kunne da for fanden ikke hjælpe? Han klukkede for sig selv. "Men, jeg er da sikker på vi kunne finde ud af en... overenskomst?" Smillede han og slikkede sig sultent om læberne.

Karin så lettere ophidset på ham, fordi hun havde søgt det smykke, det smykke hun havde set sin mor bære en gang, det smykke der ville minde hende om moderlig kærlighed og omsorg, men os at det var okay at være anderledes?, på en måde hadet hun sin mor for at ha arvelige genetiske fejl i hendes DNA, som desværre Karin havde ejet, og dette var hvad der var sket ved hende? hun sku ha været en panter eller en kat? men næh.... i stedet blev hun en japansk skabt? cat og menneske(neko).. dette accepteret hun ikke selv overhovedet ikke, det var intet klammere og mere urent end en blandet race?, menneske og halv kat kun, det var hvad hun var, ikke fuldblods animagus som sin dejlige vidunderlige mægtige far, næh.

Karin så lidt på ham og mærket det, hendes øre vibrerede lidt i det han sagde nærmest komandoen, og netop os fordi hun var halv dyr var der blot mere åbent for komandoer?. Hun slap pistolen med det samme han sagde det og stirrede nærmest helt tryllebundet på Lucas?, hva ville han med hende, *hvorfor slap jeg min pistol? hva ... hva er det for en evne han har!* hun gik lidt i panik inden i og mærket en stor form for vrede der bygget sig op, men hendes ansigt var neutral, en neutral skat der var iskold som vinter tiden selv?.
Karin nikket let fra sig og sagde med en kold stemme der viste at hun ikke brød sig om denne komanderende tone han udsendte hende, og den evne han havde over hende? det var ihvertfald ikke helt hende selv der havde reageret på dette"hm... måske" Slikket om hans læber?, var han mund sulten, hun spændte let i skuldre, hals og nakke, man ku se det på hendes hals, den var stram skindet om den var stramt, og hun trak vejret mere fast og hårdt nu, dog lydløst.
Hendes hale viftede fra side til side mens hun stod der og afventede? stille... svar nærmest fra ham, eller en vis reaktion fra ham. De Violet lilla øjne spejdede hurtigt omgivelserne vis hun sku ha brug for hjælp pludselig havde hun hele bygnings ting og område indkodet i sit hoved nu, især hans suites første rum, hun så smukt havde fået at se, dog med lettere dystighed. Hun så hurtigt på sit ur med et tilfredst smil og så bagefter mod vinduerne, *aha...*

Lucas smillede og trak en stol ud foran skrivebordet, hvorefter han satte sig bag skrivebordet, og viftede med hånden. "Sæt dig" smillede han. "vil du have noget at drikke? noget at spise?" spurgte han og fiskede et roomservice kort frem fra en af de mange skuffer og lagde det foran hende, han lænede sig tilbage i stolen, og så på hende. "Altså, vi er ude i en pris der ligger på 7,5 millioner, hvis du ønsker smykket som helhed" forklarede han, de isblå øjne var rettet imod hende, nysgerrigt, som om han havde lyst til at æde hende. Hvilket faktisk ikke var tilfældet. Han havde lyst til at besidde hende, som om hun var et ønske, som om hun var genstand han kunne regerer over. Et så unikt væsen i hans besiddelse, ville klart understrege hans magt. Han smillede bredt for sig selv.

Lucas hev et stykke papir og en blyant op af en af de mange skuffer, og ventede. Ventede på at hun sagde noget, noget om en gæld, eller at hun havde pengene kontant, det var altid godt at have kvittering på tingene. Han stirrede på hende, og da, i et kort sekund, hvis man så bort fra tænderne i ørerne, mindede hun om den kone han havde haft da han var i live. Det mørke sorte hår, hundes glans, hendes øjne der dansede for ham, og hendes person der kaldte til ham. "Cecilia..." Hviskede han, næsten uhørligt. Han kunne næsten ikke selv høre det. "Min kære Cecilia..." Gentog han, endnu lavere. De kunne have været en og samme person, hvis det ikke var for katte trækkene.

Karin så undrende på Lucas, og så let væk fra ham med lidt sammen knebne øjne og lod stille sin hale og øre forsvinde efter noget tid i det hun sagde"Jeg sætter mig når det er passende, indtil videre har jeg det bedst stående sir" hun så lidt undersøgende på ham og et let kækt smil kom frem fra hendes mundvig, hun ku nærmest smage denne aura af kølighed og renlighed han besad, det hår der var strøget til perfektion til siden af hans, den måde han nærmest frem stod?, tja den var speciel.
Blikket vandrede over alle hans unikke ting og hun fik dette glimt i de Violet lilla øjne, et specielt glimt? der nærmest advarede Lucas om at han sku passe på vis der var noget hun ville ha tog hun det skam?, og så måtte hun se hvordan det ville ? forandre hendes liv bagefter, når man tænkte på konsekvenser.
Karin strøg let håret til siden og satte sig så overfor Lucas i det hun betragtede hans papir og sagde"Hm?.. lad mig sige det sådan her, sig dit bud og jeg skal se om det er noget jeg kan få til at ske" hun krydset let feminint bene og så meget varsomt på Lucas, men med dyb øjenkontakt som et slags i dare you to try me again, advarsel, fordi hun havde luret lidt ved at det måske sad i øjnene hans magi men hun var ikke sikker, hun havde mærket en slags usynlige tråde og den måde han så på hende?, der måtte være et eller andet over det, så hun var skam klar vis der skete noget.
Hun smilede let for sig igen og en vis hemmelig lusket træk i hendes mundvig kom til syne."så ? hva siger vi?"

Hendes finger spillede let hen over selveste stolens armlæn og man kunne se på hende at hun sad utrolig behageligt, og hendes katteligende pupiller blev stille runde og smukke samt hendes negle blev smuk ligende manicure negle, mens hun sad der og tænkte på sin pistol og på hvilket mærkværdigt væsen lucas var?.

Han så på hende, hans øjne gled over hende, fra skuldrene, ned over maven, til benene og tilbage igen. Ja... Det måtte, han rystede på hovedet. "Skulle du have en i din familie... en 200 år tilbage, der bar navnet Cecilia?" Spurgte han og ignorerede fuldkommen alt andet. Det var usandsynligt, umuligt. Det kunne ikke tænkes at denne tøs kunne være i familie med hans kone, hans kone som han havde suget livet ud af, i en vildskab han ikke selv beherskede, som han havde begrædt i tid fremover, og stadig mindedes med tungt hjerte. Han sukkede, og betragtede hende, igen, længsel i øjnene, var der noget animagus på Cecilias side? han huskede de lange nætter han havde studeret alt om hende, forgrebet og forelsket. Han huskede det ikke, og betragtede denne kvinde, der mindede ham så meget om hende, helt ned til de lilla øjne, som Cecilia også havde haft.

Lucas betragtede hende, og åbnede læberne. "Uhmm..." han trak tiden ud, og tænkte, tænk Lucas, tænk. Han var helt uden for ord, en ting der kun var sket 3 gange siden han var blevet forvandlet, det var mærkeligt, simpelthen mærkeligt, at selvom han 200 år efter at have drukket sin kære tør, kunne mindes hendes med samme passion som denne gang, og kun fordi en eller anden gadetøs vadede ind og lignede hende. Han var jo latterlig!

Karin vendte sig let om mod Lucas med et lettere forundret blik i hendes øjne og et glimt af glæde over han spurgte ind til hende"aha? så du vil vide mere om min familie" hun rejste sig med en let fjeragtig manøvre og hendes ballarina agtig bevægelse så yndefuld og elegant ud på samme tid, hun kunne ikke lade vær med at skæve lidt til ? Lucas mens hun stille fingererede med sine lange sorte hårlokker, ægte sort var hendes hår, familie arvet?" Hm? om jeg kender en der hedder det i vores familie" hun lukket øjnene let, og så ud til at være i en blid nydende trance af tanker der strømmede igennem hendes hoved, hun huskede det meste af sin familie men... men noget af det var dog sløret?
"jeg mindes ikke rigtig navnet, men mine øjne..." hun berørte let sit hår i mens hun stille fandt vej hen til vinduet men ikke for at rulle fra? men blot for at beskue det hun nu kunne ane ? igennem gardinet der var tykt og tungt i sig"men mine øjne... min hårfarve ? og fylde ... stammer fra en fra min fars side, jeg har aldrig rigtig kendt min fars? side... men det stammer fra en af hans søskende eller kusiner? så vidt jeg husker, selveste mit ansigt og hendes er identiske, jeg lærte hende aldrig at kende, end ikke så hende? der skete noget tragisk for hende?" hun så let på sit håndled nu og smilede let for sig"Men... men? hun var en speciel i familien?, mange siger jeg er hende helt identisk undtagen... min race og genetiske fejl i min dna der stammer fra min.. min mor" hun så lidt ned og så temmelig utilfreds ud, i det hun så mod Lucas meget forstående og spurgte "Men?, hvorfor den pludselige nysgerrighed ind til min familie? og dens slægt?"
Hun smilede let og hun slikkede sig over læberne med tungespidsen mens hendes øjne spillede over mod Lucas, hvor han sad og selveste ham i helhed.

Lucas rejste sig med et set, og begyndte at få frem og tilbage over gulvet, som et dyr i et bur. Nej... nej... ikke nu, det kunne ikke passe, det kunne ikke ske nu, eller kunne det, kunne det virkelig passe at det skulle hjemsøge ham i resten af hans uliv? Han trak vejret hurtigt ind, og da hun sagde det sidste ord, stod han ved siden af hende. Hans åndedræt var hurtigt, som om han havde løbet et marathon. Og med et, så hurtigt at det knap nok kunne anes, greb han ud efter hendes hals med den ene hånd, søgende at holde hende fast. Have hende så han kunne se hende, få vished. "Det passer ikke" hvislede han. "Det passer ikke... Cecilia døde for over 200 siden... MIN kone kan ikke have været i familie med en gadetøs som dig." han hev vejret ind, og pressede øjnene sammen, klemte hårdere i hans greb om hende. En rød blodstråbe løsrev sig og rullede ned over hans kind fra hans øje.... Sådan, og kun sådan, kunne vampyrer græde... Men han græd ikke, Lucas kunne ikke græde, hun var væk, forsvundet. "Det må være en anden!." Råbte han, han råbte hende direkte ind i hovedet, som om hans aldrig havde været så vred i hele hans liv. Han slap hende, og åbnede sin blazer, hev smykket ud og kastede det igennem ruden, den smadredes med et højt klir, og smykket hvirvlede ude gennem luften, og forsvandt i det fjerne, som et svagt glimt af sølv. Glasskorene lå nu over næsten hele værelset, og Lucas stod, de blodrøde tårer strømmende nedover kinderne, rød i ansigtet af vrede. "Forsvind." hvislede han, og der var mord i den stemme. "Og lad mig aldrig se dig igen"

Karin mærkede den hårde hånd i det hun for sammen og lukket øjnene hårdt i da han pludselig ud af det blå tog fat om hendes spændte men sarte hals"argh" hun ku næsten ikke få luft, dog kunne hun mærke grebet ikke var morderisk i nu?."sli...slip mig!" hun rev stille i ham i det han stramte grebet mere og hun hørte det med gadetøs.."JEG ER INGEN GADETØS! JEG ER FRA EN HØJT SLÆGTET OG MÆGTIG FAMILIE!".. i det han slap og hun så ham tage efter smykket, så hun det værste der ku ske, det smykke, det smykke der lignede det samme hendes mor bar, det smykke der så inderligt lignede det der havde gået igennem generationer i deres familie!?..

"n..NEJ!" man ku høre en piget stemme nu, men meget såret og piget stemme der råbte efter smykket, i det hun så det suse ud af vinduet, men før hun tænkte yderligere over det fik hun hale og øre, i det hun hoppede ud af vinduet, med stor kræft på bagbene(bene). Hun for ud af vinduet med hovedet styrtende ned mod selveste asfalten og de mange biler. Hun ku ikke flyve men det eneste hun ku huske var det smykke, det var hendes families... "nej... NEEEEEEEEEEEEJ" råbte hun i det hun fanget smykket og mærket hårlokkerne berør hendes ansigt sammen med den kolde vind nede fra... hun lukket blidt øjnene i det hun vendte mod vinduet hvor Lucas var, hun så mod det og en tåre faldt blidt fra hende kind i det hun stille sagde"far..... mor... en eller anden hjælp mig... HJÆÆÆÆÆÆLP!!!!" hun råbte det sidste ud med hver eneste fibre i hendes krop, hun var for ung til at dø, verden for smuk og for magisk nu, hun ville leve. Hendes hud var sølv hvid i det og bygnings ydre reflekteret hende inde i sig, hun så underskøn ud, de violet lilla øjne glinsede deres sidste overlevelses glimt i øjet, man ku se på hende hun ville gør alt for at leve.

Lucas rejste sig, med et vredes udbrud så han ud efter hende, og da, stak det i ham, som en reel smerte. En smerte han kunne mærke, lige præcis så virkelig som så mange andre smerter der rørte ham. De isblå øjne fangede hendes lilla, og da, da måtte han gøre noget, en gang i hans liv, havde han været skyld i Cecilias død. Ikke igen. Aldrig igen. Lucas sprang. Ud af vinduet. Hans hænder foldedes sig ind imod kroppen, og han sussede igennem luften, hans blå øjne presset sammen af luftmodstanden, han strakte armene frem for sig. Og da, da rørte de hende, han foldede hænderne om hende, og trykkede sig ind til hende, foldede hans væsentligt større krop om hende, og holdt fast om hende. "Cecilia" hviskede han en enkelt gang, og da skete det.

Godt nok, var Lucas nok en af de mest udholdne vampyrer man kunne finde. Men ingen, ingen væsner kunne tåle at falde fra højeste etage i et højhus, og så lande på ryggen imod hård cement. Han var ikke død, men der gik ikke så sekunder inden de isblå øjne gled i, lyset forsvandt fra ham, besvimet. Jorden omkring ham var sprækket, som et spindelvæv. Som en stor edderkop lå han i midten, lidt blod piblende fra hans mundvig, det blonde hår lidt rusket af vinden, og med et saligt udtryk over de fine træk. Som en edderkop i hans spind så han næsten fredelig ud.

Det var en sommer dag Lucas havde haft nerver på hele dagen, han huskede hvor smuk hun havde været, i hendes hvide kjole, hans elskede Cecilia, hvis slægtning han nu havde reddet. Men denne tanke strejfede ham ikke, for han var langt væk i drømme. Drømme om den dag i Juni. Hvor han havde giftet sig... Hvilken salig dag...

Og så, huskede han hvordan han havde siddet på hesten. Sebastian, hvilken smuk hest, en rigtig tung krigshest, havde han siddet som kaptajn. Han huskede smerten af kuglen i hans bryst.

Han huskede også sulten, sulten der havde brændt så dybt, at kun Cecilias blod havde slukket den. Blodet som han ville have kastet op tusind gange.

Karin lukket øjnene let i, hun var fyldt med frygt i hele kroppen, og hun rystet nærmest inde fra og ud, som om hun troede hun aldrig skulle se solen stå op igen, eller nattens smukke måne, eller himlens stjerner for den sags skyld. Men, men karin skulle tage helt fejl, fordi før hun vidste hva der rigtig skete, kunne hun mærke de kolde hænder, og da hun endelig åbnet de violet lilla øjne lød der et højt bump og hun besvimede af chokket selv, dog ikke så lang tid som lucas, fordi få sekunder efter vågnet hun og så rundt på alle folkene der var stoppet og gået ud af deres biler, de kiggede lamslået på Lucas og Karin. *Hva er der sket, hva?* hun husket det tydligt nu, det smykke hun havde kastet sig ud efter, den måde Lucas havde taget om hende og nærmest hvisket Cecilia med sig i vinden?.
En svæg rysten kom ned af Karins spinkle og lettere bøjelige rygsøjle, hun mærket selveste kroppen ryste igen, i det hun vendte sig hurtigt om mod Lucas og sagde med sorg i stemmen"nej!... Lucas vågn op, Lucas!" hun ruskede ham ikke, men tog om hans hoved og lagde det på hendes skød, hun så rundt på folkene og strøg blodet fra hans mund væk, og rettet hans hår så han ikke så, så vild ud, før hun hurtigt smed sin jakke og lagde under hovedet på Lucas og skaffede hjælp fra personalet til at bære ham oven på til ham selv igen, hun troede ikke at Lucas var en mand der gerne ville udstilles og så enda som svag for dette styrt?.


Vis der var noget Karin ikke brød sig om, så var det at vente, vente på at se fremskridt, vente på noget der måske aldrig skete. Vinden piskede blidt sneen der dalede fra den grå blå mørke himmel, stille ind mod de fine glasruder, der var slået fra, det var snart nat igen?. Det styrt ville ha dræbt en hver anden?, det ville ha knust knogler og lavet dem om til støv. Men.. men Lucas var overlevet så vidt hun ku se, dog... han var stadig ikke vågnet. Karin havde sat hans hår som han havde det før og vasket hans ansigt og fundet nyt tøj frem til ham, i stedet for det beskidte tøj der var fyld med flænger og stenstøv. Hendes finger strøg let igennem de sorte hårtotter, og hun havde fået sine kattelige dele til at forsvinde ind i hende, dog havde hun haft dem i lang tid, hun lignede et menneske men lugtede af animagus, hendes far var jo os fra en fuldblods familie af dem.
Selveste ventetiden på at han stod op var dræbende, men hun ville ikke forlade ham, noget i hende ville ha han først sku åbne øjnene inden. Karin var selv beskidt med støv fra stene da de havde ramt den hårde jord, det var knækket så smukt og alligevel så voldeligt, som havde en meteor ramt selveste vejen, det lignede det ihvertfald oppe fra Lucas pentlejligheds suite?.
Karin gik stille ud i badeværelset og fandt en klud og gjorde den våd, mens hun stod og vred den, ku hun mærke en vis ubehag ved at ha roddet ham ind i alt dette, dog.. hun havde fået sit armbånd, det var smukt om hendes højre håndled, så prægtigt og glansfuldt, ægte sølv og dirmanter der skindte, samt den smukke blå sten i midten, vidunderligt. Hun satte stille sit sorte hår op i en knold så det ikke generte og gik så ind til Lucas efter at ha vridet kluden og tørte blidt hans kæbe og hage, for blodet der havde løbet ned fra de kolde læber af hans.

Lucas mærke hvordan det regnede på hans kæbeparti. Regnen gled ned over ham, regnen fik ham altid til at tænke på den herrens dag, og det var måske det, det var måske det der tvang de isblå øjne op. Det var måske selvforagten for det han havde gjort.

Med et, fløj de isblå øjne op, med et set, og rullede om på siden, hvor han hostede og hakkede. Hostede og hakkede, igen og igen. Indtil han ikke havde mere luft i lungerne. Der hang han så, og trak vejret ind i gisp, som om han søgte efter noget, søgte efter en speciel mundfuld luft, der ville det få til at give mening i hans hoved. Hvad i alverden havde han gjort, hvorfor fanden havde han dog reddet hende? Hvorfor valgte han det, hvorfor i alverden havde han valgte at hjælpe et sådant pigebarn, et pigebarn der intet kunne gøre for ham, et pigebarn uden værdig. Lucas satte en hånd i jorden, og pressede, pressede så hårdt at gulvet knagede, og med den bevægelse fik han sat sig op. Her sad han så, i sit ualmindeligt beskidte tøj, og trak vejret, ind og ud, ind og ud. De blå øjne var aflange som en kats, og da kom den første sætning, den første sætning over hans læber, måske en smule antiklimatisk, men det var det eneste der var i hans hoved på det tidspunkt. "Hvorfor roder mit arbejdsværelse.... Glasskår vej... Gardiner for.... Glarmester kontakt" han hostede de sidste ord frem, og støttede sig imod sit skrivebord med ryggen, de isblå øjne gled i igen, og da, sad han der, med et saligt smil om læberne. Luft, hvilken fantastisk ting.

Han undrede sig kort over, hvad hun havde tænkt sig at betale ham med, smykket var jo et must, og så naturligvis rudens erstatning, plus erstatning for svie og smerte, og hans tøj måtte der naturligvis også kompenseres for. En små.... 20 millioner måtte kunne gøre det? og så havde han selv givet lidt.

Karin gik et hop skridt bagud nærmest da han åbnede de kolde isblå øjne igen, og de dyriske katteøjne der dog var normale nu, betragtede ham. Hun stod der og så helt forvirret ud og vidste ikke hvordan hun sku reagere?, hun havde armbåndet på, hendes armbånd efter hendes mening, og nu.. nu skulle hun os erstatte hans dumme ting, tsk hun hadet virkelig dette her?, måske sku hun ha været hurtigere da hun ville ha snuppet armbåndet så havde hun aldrig mødt denne mystiske dog facinerende mand? af en vampyr af være.
Karin havde sat håret op i en knold, med små totter på hver side af ansigtet, hun så meget mere sofistikeret ud nu, og med sin sorte lange trøje på, og den stramme lukket grå vest, de sorte højhælet det dog var lidt slidt på siden, og de stramme grå bukser der sad tæt. Hun smilede lidt og sagde"Godmorgen solstråle" hun vred endnu en klud over badeværelses håndvasken og gik stille hen til ham og rakte kluden over til ham og sagde dog med en stolt og lettere neutral men angre fuld stemme"angående hele denne situation så undskylder jeg, det var meget upassende af mig sådan at brase ind uden invitation eller tilladelse, men ser du, jeg anede ikke hvordan jeg sku reager, overfor sådan en magtfuld mand som dem, deres facade der er oppe og viser storhed og ære, samt den måde de er klædt sir, den skræmmer mig, fordi det facinere mig til det punkt at jeg næsten får lyst til at berør dem" hun vendte sig langsomt dog elegant om og betragtede Lucas med et lettere ? tilfredst smil over sine rødlige læber.

Lucas læber skiltes i et smil. Det var jo sandt, han var jo en mægtig mand, alt andet ville jo være underligt. Han var jo ligefrem fantastisk. Lucas fik rejste sig, og tog gladeligt imod kluden, og tørte sit ansigt. Han følte sig stadig en smule svag i benene, men styrken vendte langsomt tilbage. "Sandt.... Sandt" han smillede og slikkede sig om læberne. "Vi kan sikker finde ud af et eller andet. Du er jo ikke en dum kvinde, noget afbetaling? Eller?" han smillede, og tog et svagt skridt imod hende. Han vaklede let. Standsede og smillede. "så hvad gør vi... Jeg takker for komplimenterne, men jeg tvivler på du kan sno dig ud af det her," han trak vejret ind, raspende. En smule træt, og en smule slagen. "kun med ord" Han bettagtede hende, de isblå øjne nærmest forsøgende at fryse hende til is, drukne hende i ord, og få hende til bukke under og bare konstaterer at hun ingen penge havde. Og så måtte hun jo likvideres, ingen måtte vide noget om hans sammenbrud. INGEN.

Karin smilede let og sagde"tjo...? vi må jo finde ud af noget, men har jeg ret i at vis jeg sagde jeg ikke kunne betale dig, ville du blot smide mig ud som affald, du er jo en mægtig mand og sådan en som mig ville umuligt ku... betyde noget ? for dig" hun så lidt på armbåndet og smilede, mens hun stille gik frem til vinduet igen og sagde"Hm.. måske ? kunne vi sige at jeg ville betale min gæld af igennem arbejde? eller en anden form for aftale til dig, og vis jeg blot nævner denne aften må du sprætte mig op og gør hva du vil med mit legeme og sjæl?" hun vendte sig stille mod ham og strøg ham let over skjorten, hun smilede af hans måde at fremstå på"Men du ku" hun var tæt på ham, hendes lange sorte hår flagrede blidt af vinden fra vinduet der var i stykker, mens hendes rosen røde læber bevægede sig med yderst femininitet"aldrig.. drømme om at ville ha noget at gøre med en krydsning som mig, halv fuldblods animagus og halv menneske" hun så på ham med de nærmest sensuelle dog drømmende og blanke violet lilla øjne der gav et smukt skær af pinke i sig, når gadernes lys ramte hendes øjne i et glimt"en så høj herre i arkiet som dig, ville ku få lige den kvinde han ville ha, eller " hun knyttet sin næve og smilede let over de smukke fugtede læber"tage hende med magt" hun vendte sig forførisk om og gik med hoftevrik hen til sin jakke der lå ved sofaen og tog den og sku til at iføre sig denne dyre jakke"men.. vis du vil kan man altid finde en udvej væk fra døden, det blot om du har lyst" hun så sig lidt over skuldren mens den ene hånd hvilede på hendes hofte"lyst til at ? ville lade en som mig leve?, eller foragter du allerede den kvindelige race for meget til at skåne en ung teenager for hendes uacceptable fejl, dog ... husk på, det var ikke mig der bad om at du skulle springe, det var dig selv der... ville... "

Lucas kunne mærke hvordan noget bevægede sig i ham. Eller noget nærmere hvordan en del af ham bevægede sig. De isblå øjne blev knebet sammen, og betragtede kvinden. "Jeg er sikker på vi kunne finde ud af et eller andet... De er jo ikke en dum kvinde." Han smillede og hvis man betragtede smilet, kunne man ane de spidse tænder, der gled ud fra deres gemmested, trak sig ud, sultent. Han gik med stille skridt efter hende. Hænderne oppe af lommerne, der kunne høres små knæk fra fingrene. Som de straktes. Han standsede, ikke engang 10 centimeter bag hende. Lige bag hende, et varmt åndedrag kom fra ham. "Lad os sige at jeg noget information jeg er interesseret i. Et job jeg skal have udført. Og så streger vi skaderne på bygning." Hans hånd rørte let ved hendes skulder. Kold var den. Men blød. "Og angående smykket, må vi jo tale nærmere om" En lille lyserød tunge gled over læberne, han kunne mærke hvordan to instinkter kæmpede side om side i ham. Det ene, skreg at han skulle bide, det andet var langt mere menneskeligt. Noget der ikke burde gøres udenfor ægteskabet. Men han gjorde intet. Rørte blot skulderen. Ventede. Han vidste jo hvilken vej det gik, men alligevel. Høflighed var ingen skam.

Tungen gled ned på spidsen af tanden, masserede spidserne. Han kunne mærke hvordan blodet pumpede kunstigt gennem hans åre. Og hvordan trangen til handling blev større og større.

Karin smilede let, og kiggede let over skuldren, nærmest skulede til ham. Mørket var lagt mystisk over hende, mens hun så fuldstændig forførisk ud og sensuel i alt sin pragt. Den bløde varme hud af hendes nærmest dampede vis man rørte hende, i denne kulde fra vinden der trak igennem selveste det ødelagte vindu. Hun smilede lumsk, et meget sjældent lumsk smil, hun var faktisk lidt facineret af denne Lucas... dog.
? ville han vise sig at være mere end blot magt og ondskab. Hun hørte skridtene mod sig, men slap ej håndtaget til ydrekoridoren. De kolde dog mandige hænder der lå på hendes skuldre, den måde han snakkede til hende, hun ku høre på ham at han var en smugle betaget? men måske ikke forblændet af hendes unikke skønhed? der ikke var helt copy right men? mere den måde hun sælgede sig selv eller nærmere sine evner. Hun vendte sig ikke om men sagde blot"tja, de er jo en mand af ord, så jeg stoler på dem, men denne information de sådan hungre efter Hr... den er jeg ej sikker på at jeg kan fremskaffe" hun berørte let hans fingre med sine egne og et skævt smil på hendes læber kom frem, og brød det uskyldige rosa røde læbe skær over hendes smukke fugtede læber. Det så lokkende ud. De bløde lange feminine finger, strøg let over Lucas mandige finger, hun lod let pegefingeren stryge sig ned af hans ene pege finger og sagde"Men ja, smykket.. hvad ville deres pris for det være, jeg kan umuligt tro det skulle være spionage eller penge for det.. nej.." hun fik et lumsk smil der var sensuelt i det hun vendte sig elegant og langsomt om, i en ballerina elegant bevægelse og hendes ansigt blev oplyst af de smukke gadelys der så højt strakte sig med husene, hun havde glinsende violet lilla øjne der betragtede hans iskolde blå øjne nu"nej jeg tror mere... at det et personligt ønske der spiller en rolle angående smykkets værdi.. og omkostning.." hun smilede let mens fingerne stille berørte den flotte skjorte han nu bar"de er en mand af få ord, dog tror jeg let du kan sige dine ønsker i flere handlinger.." hun smilede og talte lidt i gåder, men hun ville vide hva han ville ha for smykket. Hendes øjne var skindende, nærmest glasagtige, og de var himmelske, som havde nogen taget noget af nodlyset og fået det ind i hendes øjne, som var hun et barn af himlen. Hun gik stille forbi Lucas og satte sig hen i sofaen med det ene ben over det andet og lagde fingerne hen over sine lår. Hun så på ham og berørte let en hårlok hun snoede om sin ene finger og sagde"så ? fortæl mig hva du vil ha og så skal jeg sige om jeg har magt nok til at gøre disse ting eller der må findes en anden løsning" hun ku mærke den intense atmosfære mellem dem, ville han mund bide hende?, et smil kom frem på hendes læber og de hvide tænder af hendes blev blottet.